5. søndag efter helligtrekonger (Kol 3,12–17)

Epistlen på 5. søndag efter helligtrekonger, Kol 3,12–17

Også dette er en formaningsepistel, der lærer, hvilke frugter troen skal bære. Derfor går han også så venligt frem med kolossenserne: han befaler ikke, driver ikke og truer ikke, sådan som lovmestrene gør og må gøre med lovens folk, men han ægger og lokker dem med søde ord ved den velgerning og nåde, de har modtaget fra Gud, og ved Kristi eksempel. For kristne skal gøre alt, hvad de gør, villigt og med lyst og glæde, hverken af frygt for straffen eller af begær efter lønnen, som vi nu ofte har hørt. Og da denne lære nu er blevet fortalt så mange gange i de foregående epistler, at jeg håber, man nu ved, hvad en kristen er, vil vi gøre det kort og løbe den igennem.

«Ifør jer altså osv.»

Hvad det vil sige at iføre sig, er sagt i epistlen på nytårsdag: hvordan vi ifører os Kristus, og han os igen, i troen, og hvordan vi ifører os vores næste, og han os igen, i kærligheden. Sådan er de kristnes klædning af to slags, tro og kærlighed, ligesom Kristus også havde to slags kjortler på: en usønderdelt, som betegner troen, og den sønderdelte, som betegner kærligheden. Her taler Sankt Paulus nu om den anden klædning, kærligheden, og viser os kristne, hvilket smykke og hvilke klæder vi skal bære i verden, nemlig ikke silke eller kostbart guld, sådan som også Sankt Peter byder kvinderne, 1 Pet 3,3, og Sankt Paulus 1 Tim 2,9. Vores klædning klæder os godt, nemlig kærligheden til næsten, så vi tager os af ham og hans nød; det er det kristne smykke over for menneskene.

Og se, hvor højt og indtrængende han formaner os, som han plejer: han trænger ikke på og driver ikke med bud og love, men ægger og opflammer os ved at minde os om Guds usigelige nåde, idet han kalder os Guds udvalgte, ja, de hellige, ja, de elskede, for at han kan lokke sådanne kærlighedens frugter frem af troen, så de sker frit, glad og med lyst. For den, der af hjertet tror og stoler på, at han er elsket, hellig og udvalgt for Gud, vil ikke alene tænke på, hvordan han kan leve op til en sådan ære og et sådant navn og opføre sig værdigt derefter, men han vil også blive optændt af glød over for Gud, så han gerne vil gøre, lade og lide alt og ikke ved, hvordan han skal gøre nok. Men den, der ikke tror det eller tvivler på det, bevæges ikke af disse ord og mærker heller ikke, hvilke flammer og hvilken ild disse ord har i sig, at vi er hellige, elskede og udvalgte for Gud.

Så lad nu de hellige fare, som udvælger og elsker sig selv og smykker sig med lovens gerninger, faster og tugter sig, holder sig til bestemte klæder og steder; for de vil ikke være syndere for Gud. Men vi har et andet smykke, der ikke har med den slags gøgl at gøre, men er alvorligt og ægte, som gør næsten godt og gavner ham, frit og ubundet af loven om mad, klæder, tider osv. Derfor er vi hellige for Gud, for hvem ingen er hellig, medmindre han er en synder og lader sin egen hellighed fare. Men de andre er hellige for sig selv; derfor bliver de altid ugudelige og syndere for Gud.

Sådan er vi også elsket af Gud, fordi vi hader, dømmer og fordømmer os selv og lader vores egen kærlighed fare; men de andre er kære og dyrebare for sig selv, derfor er de hadet af Gud og ham ubehagelige. Ligeledes er vi udvalgt af Gud, fordi vi selv forkaster og foragter os som skarn. For sådanne udvælger og har Gud udvalgt fra evighed. Men da de andre udvælger sig selv, må de være forkastet af Gud, sådan som han også har forkastet sådanne fra evighed. Se, det er det, Sankt Paulus mener med disse ord.

«Inderlig barmhjertighed.»

Dette er ét stykke af dette smykke og et fint og yndigt kristent klenodie, der klæder bedre for Gud end alle perler, ædelsten, silke og guld for verden, og som også viser, hvordan rette kristne er. Han vil sige: I skal ikke alene være barmhjertige med en udvendig gerning eller af skin, men af hjertets grund, ligesom far og mor bevæges af hjertets grund og med alle sanser, når de ser eller hører barnets nød, så de vover og sætter liv og lemmer og alt, hvad de har, på spil; så sindet og hjertet altid flyder over i barmhjertighedens gerning og af lutter glød næsten hverken ser eller mærker, at det er barmhjertigt eller gør godt.

Med dette ene ord fordømmer Sankt Paulus alle hykleriske helgeners væsen og styre; for deres væsen er sådan, at de ikke kan omgås syndere og skrøbelige. Alt skal gå efter deres loves strenghed; der er lutter driven og jagen, ingen barmhjertighed, men lutter straffen, skælden, dømmen, dadlen og rasen; ingen uret kan de tåle.

Men hos de kristne er det sådan, at de har mange syndere og skrøbelige hos sig, ja, kun omgås dem og ikke de hellige. Derfor forkaster de ingen, bærer over med alle, ja, de tager sig så hjerteligt af dem, som var de selv i samme skrøbelighed, beder for dem, lærer, formaner og opmuntrer dem og gør alt, hvad de kan, for at hjælpe dem. Det er den rette kristne art; sådan har Gud gjort mod os i Kristus, og sådan gør han stadig.

Sådan gjorde Kristus med kvinden, der var grebet i hor, Joh 8: han udfriede hende fra driverne og jægerne, ansporede hende med søde, venlige ord og gerninger til omvendelse og lod hende gå. Sådan læser vi også om Sankt Antonius, at han sagde, at Pafnutius vidste, hvordan man skulle frelse sjæle, fordi han havde udfriet en, som de andre brødre havde jaget og drevet til straf for hans overtrædelse osv. Vide Vitas Patrum [Se Fædrenes levned].

For hvis Gud også skulle fare frem mod os efter sin lovs strenghed, så ville vi alle være fortabt; men nu omgås han os hjerteligt og har ophævet sin lov, som han siger i Es 9,3: «Du har fjernet stokken på hans nakke og driverens stav og hans byrdes last osv.» Og han bruger lutter ansporen og lokken med os.

Mærk derfor, hvor dybt de endnu stikker i loven og hykleriet, som nu holder sig for store kristne og stadig er så utålelige og ubarmhjertige over for de kristnes skrøbeligheder. Hvis de ikke ser lutter hellighed og særlige undergerninger hos dem, som nu har og kender Kristus og evangeliet, så er intet i orden, så vil himlen falde og jorden gå under; da kan de ikke andet end dadle og dømme og spotte: «Ja, han er rigtig evangelisk! Ja, han er en sværmer!» Men dermed viser de så fint, hvor stokblinde de er, og at de endnu slet intet ved om Kristus; de bærer altid bjælken i øjet.

Så vid nu: Hvor du ser en, der er så letsindig til at dømme og dadle og vil have en sådan ren fuldkommenhed af de kristne, så er han endnu en ren lovdriver, hykler og stokmester og ved intet ret om Kristus. For ligesom der blandt de kristne ingen lov er mere, men lutter kærlighed, sådan er der heller ikke og kan der heller ikke være nogen dømmen, fordømmen eller dadlen; og det er sikkert, at den, der kalder en anden en sværmer, selv er en sværmer ti gange værre. Og kort sagt: med det, han dømmer den anden med, fordømmer han sig selv. Og ligesom han er uden barmhjertighed og kun har loven for øje, sådan har han heller ingen barmhjertighed hos Gud og har aldrig følt eller smagt, hvad Guds barmhjertighed er. Derfor, som Gud smager for ham, sådan smager også næsten for ham: begge som lutter bitter galde og malurt.

Men en sådan inderlig barmhjertighed skal kun vises de kristne og blandt de kristne. For over for dem, der fordømmer og forfølger evangeliet, må man stille sig anderledes. For her gælder det ikke, at min kærlighed skal forbarme sig og tåle og finde sig i falsk lære. Hvad tro og lære angår, har hverken kærlighed eller tålmodighed plads; der må jeg stå imod med alvor og ikke vige et hårsbred. Ellers, hvor folk lader troen have sin gang og bekender den, selv om de er svage i livet, skal jeg altid og atter være hjertelig og barmhjertig, ikke straffe, drive og jage, men lokke, bede, trygle, bære og tåle. For et skrøbeligt liv ødelægger ikke kristenheden, men øver den; men en skrøbelig lære og falsk tro ødelægger alt. Derfor gælder her hverken tålen eller forbarmen, men lutter vrede og strid og slagten – dog kun med Guds ord.

Omvendt skal de, som man så hjerteligt bærer over med i barmhjertighed, heller ikke tænke, at deres sag er i orden, fordi man ikke dadler og jager dem, og de skal heller ikke tage det som anledning til at være dovne og træge og blive i en sådan svaghed. For en sådan barmhjertighed vises dem ikke derfor, men for at de derved kan blive varme og også blive stærke. Men hvis de er af den art, at de vil blive sådan, godt, så lad dem fare; de bliver ikke længe. Djævelen vil føre dem videre, så de til sidst falder helt fra og også bliver evangeliets fjender, fordi de lader en sådan barmhjertighed, der er vendt mod dem, gå tabt. Derfor gælder det her ikke om at dovne og sove eller at forlade sig på, at de andre ikke driver eller foragter os, men om at være så meget stærkere og mere vågne, fordi Djævelen hverken sover eller hviler, for at han ikke skal bringe os derhen, at vi ikke mere kan nyde godt af en sådan barmhjertighed.

«Venlighed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed.»

Det er de andre stykker af det kristne smykke. Hvad venlighed er, finder du i epistlen til julemorgen, nemlig det yndige væsen hos et menneske, der stiller sig venligt over for alle og ikke jager nogen fra sig med sure miner og hårde ord eller vilde fagter. Sådan kalder man det også i daglig tale og siger: «Åh, han er så venlig, han kan være så venlig og imødekommende.» Derfor angår denne dyd ikke én slags gerning, men hele livet, nemlig at et menneske stiller sig yndigt over for alle og lader sig alles væremåde behage, så alle også gerne er sammen med ham.

Over for dem står de underlige hoveder, som intet lader sig behage uden det, de selv foreslår; alle skal rette sig efter dem og føje sig efter deres sag, men selv vil de ikke rette sig efter nogen. Dem kalder man uvenlige folk.

Men heller ikke denne venlighed skal bruges i læren, men kun i gerningerne eller livet, sådan som det nu ofte er sagt, at kærligheden med alle sine gerninger og frugter ikke har plads i læren. For jeg kan og skal elske min næste og være venlig mod ham, hvordan hans liv end er. Men hvor han ikke vil lære eller tro ret, der skal og kan jeg ikke elske ham eller være venlig mod ham, men, som Sankt Paulus siger (Gal 1,8–9), holde ham for bandlyst og forbandet, selv om det var en engel fra himlen.

Så underligt skiller og deler de to sig, tro og kærlighed. Kærligheden vil og må være venlig, også mod den værste fjende, når han blot ikke angriber læren og troen. Troen vil og kan ikke tåle selv far og mor og den allerkæreste ven, hvor han angriber læren og troen, 5 Mos 13,7–9. Derfor må kærligheden med sit gøren ikke være rettet mod næstens lære og tro, men mod hans liv og gerning; og omvendt må troen ikke rettes mod hans gerninger og liv, men mod hans lære og tro.

Hvad ydmyghed er, skulle nu, mener jeg, være godt kendt, nemlig at enhver holder sig selv for den ringeste og den anden for højere end sig selv og, som Kristus siger, sætter sig nederst ved brylluppet. Og det af hjertets rette grund, også over for dem, der ikke fortjener det, eller som endog er fjender, sådan som Kristus ydmygede sig for sin forræder Judas og for os alle og ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene. Er denne dyd nu sjælden, så er det ikke underligt, eftersom alt, hvad der er kristent, også er sjældent, og sjældnest hos dem, der mest vil vide, hvad Kristus er, og som ved at dadle alle kristne. Det kaldes en Guds hemmelighed, som Sankt Paulus siger; derved bliver det nok.

Sagtmodighed står imod vreden, så man ikke lader sig bringe i vrede, ikke bander, ikke slår, ikke hader og ikke gør eller ønsker nogen noget ondt, heller ikke fjenden; det er en kunst. For at være mild mod vennerne og mod dem, der gør dig godt, det kan hyklerne også godt og hele verden; men at være rigtig sagtmodig og ydmyg, det findes nok kun hos Guds udvalgte og kære hellige, som Sankt Paulus siger her. Og dertil er der blandt dem mange, der vil være skrøbelige i alle disse stykker eller i hvert fald i nogle af dem, for at hyklerne kan have noget at dadle og tage anstød af Guds kære, udvalgte hellige, og for at de rette hellige kan have noget at øve deres barmhjertighed, ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed på. For de er ikke derfor uhellige eller forkastede eller hadede, dem, som Sankt Paulus her kalder udvalgte, kære hellige, selv om de mangler noget i ydmyghed, sagtmodighed og barmhjertighed osv.

Langmodighed skelner Sankt Paulus undertiden fra tålmodighed, som i Rom 2,4: «Foragter du hans godheds, tålmodigheds og langmodigheds rigdom?» Det er taget fra det hebraiske sprog, hvor Gud her og der i Salmernes Bog og andre steder prises som arich apaim, langsom til vrede. Det vil sige, at han ikke alene er tålmodig og lider det onde, men også altid og atter udsætter hævnen og stiller sig, som en der hellere vil tilgive end straffe, selv om han bliver stærkt udfordret og har ret dertil. Sådan at langmodighed strækker sig noget videre end tålmodighed: man er nemlig tålmodig, når man lider ondt og uret; men langmodig, når man også venter og ikke tænker på at straffe og heller ikke vil hævne sig med det samme og ikke ønsker nogen noget ondt som hævn. Sådan finder man godt nok nogle, der lider meget og er tålmodige, men som dog samtidig tænker: «Det skal nok blive hævnet, når tiden kommer.» Men langmodigheden ønsker også, at det må forblive uhævnet, og at synderen må blive forbedret.

«Og bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis nogen har noget at bebrejde en anden; ligesom Kristus har tilgivet jer, således også I.»

Dermed er al rettergang blandt de kristne ophævet, og det er ikke tilladt, at nogen kræver sit tilbage med rettens hjælp, men han skal tilgive og eftergive. Og han driver på det samme med Kristi eksempel, hvordan han har tilgivet os. Men hvordan har han tilgivet os? Ikke alene de synder, der er gjort og forbi, men, som Sankt Johannes siger i sin epistel (1 Joh 2,1–2): «Men hvis vi alligevel synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus, den retfærdige, og han er soning for vores synder.»

Og læg mærke til, at han her beskriver de rette kristne og hellige og dog regner dem for så skrøbelige, at den ene gør den anden ondt, og den ene har noget at klage over den anden. Det skulle dog slet ikke være sådan hos de kristne og hellige; men det er det, jeg har sagt, at Kristi rige er sådan et mysterium, en hemmelighed, som man aldrig kan lære og prædike nok. Dem, der ikke tror, kan man ikke få bort fra gerningerne; men dem, der tror, kan man slet ikke få hen til gerningerne. De første vil ikke til troen, de sidste vil ikke til kærligheden.

Sådan er Kristi rige jo indrettet, at hans kristne ikke er fuldkomment hellige, men er i begyndelsen og i væksten. Derfor finder man stadig blandt dem vrede, ond lyst, kærlighed, bekymring og andre onde skrøbeligheder, der er tilbage af den gamle Adam. Det kalder Sankt Paulus næstens byrde, som den ene skal bære for den anden, Gal 6,2, og svaghed, som man skal tage sig af, Rom 15,1, ligesom Kristus tålte og bar meget af den slags hos sine apostle og dagligt bærer det hos sine egne.

Når nu én farer frem og opregner Åndens frugter, Gal 5,22, at de kristne skal være milde, gode, tålmodige og kyske, og mener, at det er bud og love, og ikke vil tro, at de er kristne, hvor sådanne frugter ikke er der uden nogen skrøbelighed, se, så kan han ikke tro, at Kristus er der, hvor han dog i sandhed er, og må dømme frækt og klage over, at der ingen steder er nogen kristne. Og sådan tager han anstød af Kristus af lutter visdom, som en der roser sig af Skriften og siger, at han vil kende de kristne på frugterne, sådan som også Kristus siger, at man kender træet på frugten. Dér står han så.

Gæt nu, hvad der fejler ham. Det fejler ham, at han slet intet forstår af Kristi rige. For han tager de udsagn, der er sagt om de kristne, i denne forstand: «De kristne skal være gode og milde, det vil sige, de skal aldrig blive vrede, de skal tåle alt og ikke være utålmodige mod nogen (ikke engang mod ét menneske); hvis ikke, så er de ikke kristne, for de har ikke frugterne.» Kære, hvad driver ham ind i en sådan forstand andet end hans blindhed? Han drømmer for sig selv, at kristenheden er en fuldkommen helgenstand, hvor der ingen skrøbelighed er, sådan som det skal blive i himlen blandt englene. Men sig mig: Hvor siger Skriften sådan om de kristne?

Den, der nu kender kristenheden, så han ved, at den er en stand, der begynder og vokser, han tager ikke anstød af, at en kristen undertiden er umild, uvenlig og utålmodig over for nogle. For han ved, at det hos de kristne hedder at bære byrder og tåle svaghed, og at Åndens frugter ikke er givet som en lov, så det i alle ting skulle gå sådan, ellers var Kristus fornægtet, men at det skal forstås sådan: de kristne skal være gode – det er deres mål og målestok, som de stiler efter. Men samtidig står det sådan til, at de begynder at blive gode og vokser deri, og ved siden af det ofte er ikke gode og nærmest bærer frugter, der er det modsatte af Åndens frugter. Der står vel, at vi skal være gode, men der står endnu ikke, at vi er gode; men der står, at vi bliver gode og er i færd med at blive det. Nu løber der under denne vækst endnu meget med af det gamle væsen, som noget nyt skal blive til af.

Vid derfor, at Kristus er underfuld i sine hellige, og vogt dig for at dømme eller fælde dom over nogen, medmindre du åbenlyst ser og hører, at han taler og tror imod evangeliet. For den, der taler eller handler imod det, ham kan du frit dømme som en, der er uden for Kristus og under Djævelen; og bed du for ham og forman ham, så du kan omvende ham. Men ellers, hvor du finder en, der priser evangeliet og holder det i ære, dér skal du holde dig til Sankt Paulus’ lære (Rom 14,4): «Hvem er du, som dømmer en andens tjener? Falder han, eller står han, så falder eller står han for sin herre; men han kan godt blive rejst op igen, for Gud kan godt rejse ham op.» Ligeledes til korintherne (1 Kor 10,12): «Den, som står, skal se til, at han ikke falder.» For Kristus vil på én gang være skjult og åbenbar, på én gang lade sig finde og ikke lade sig finde. Derfor lader han blandt Åndens frugter, som man kan kende ham på og forbedre sig ved, også nogle skrøbeligheder løbe med, så han kan skjule sig, og så de formastelige dommere skal tage anstød af ham.

«Men ifør jer over alt dette kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.»

Han skiller kærligheden fra tålmodigheden og sagtmodigheden og de andre klenodier i det åndelige smykke, som vi nu har hørt om, skønt alt dette sker i kærligheden. Men fordi troen er hovedstykket i det kristne væsen, så er kærligheden også en af Åndens frugter og et af smykkets klenodier, men rigtignok det bedste. Derfor siger han også her: «Men over alt dette ifør jer osv.», det vil sige: kærligheden er mere end barmhjertighed, venlighed, sagtmodighed og ydmyghed.

Og han kalder den et fuldkommenhedens bånd, fordi den holder hjerterne sammen, ikke stykkevis, heller ikke kun i én sag eller i en del af tingene, men helt igennem, over alle og i alle sager. Den gør, at vi alle er af ét sind, ét mod og ét behag, og den tillader ikke, at nogen sætter et særligt foretagende i gang for sig selv i lære og tro: alt bliver ens og det samme. Sådan gør den også hjerterne ens mellem fattige og rige, mellem magthavere og undersåtter, mellem syge og raske, mellem høje og lave, ansete og foragtede, og den lader sit gode være fælles for enhver; omvendt tager den sig af enhvers ulykke, som var det dens egen, så der overalt er fuld og hel enighed og fællesskab i alle slags ting blandt gode og onde. Det kalder man et ret fuldkomment bånd.

Men hvor kærligheden ikke er, dér er hjerterne vel også bundet sammen og af ét sind, men i få stykker, og i de fleste stykker er de uenige. Røverne har for eksempel også et bånd, men det binder ikke videre end til, at de alle er indstillet på at røve og myrde. Verdslige venner er af ét sind, så længe egennytten er der. Munkene er enige, så vidt det angår deres orden og deres ære. Herodes og Pilatus er også enige, men kun om Jesus Kristus. Men ellers er der næsten ingen munk eller præst eller lægmand, der er enig med den anden; derfor er deres bånd et løst bånd, og det binder lige så godt sammen, som når man ville binde avner sammen med et halmreb.

«Og Guds fred skal råde i jeres hjerter, den blev I også kaldet til.»

Der er mange ting, som vil rive dette bånd over; for Djævelen sover ikke, men stifter altid uenighed og ufred, så Sankt Paulus her ikke nægter, at kærlighedens bånd bliver anfægtet. Men han formaner os til at stå imod og til at vide, at kærligheden må anfægtes, så den kan få øvelse. Derfor siger han: Guds fred skal råde og have overhånd i vores hjerter; som ville han sige: «Hvis kødets og verdens fred ikke vil blive, og I udvortes må se og høre det, der fører til urenhed og ufred, nuvel, så lad dog jeres hjerter have fred i Gud.»

Om freden i Gud har vi hørt ovenfor ved epistlen på 4. søndag i advent, Fil 4,7. For det er den fred, som vi er kaldet til ved evangeliet, og ikke verdens, kødets eller Djævelens fred; men den svæver over al forstand, siger Sankt Paulus, og bliver også stille, ikke alene i fredens tid, men også når synden, døden, Djævelen, kødet, verden og al ulykke raser.

«Og vær taknemmelige.»

Denne taknemmelighed kan forstås på to måder. For det første mod Gud, så Sankt Paulus’ mening er denne: «Lad det bevæge jer, at Gud har gjort så meget for jer, og tak hans nåde og barmhjertighed, og gør ham til gengæld det til tak, at I elsker og har fred.» For det andet mod menneskene, så den enkelte tager imod kærlighed og velgerning fra den anden på en sådan måde, at han også anerkender den. For han siger også i 2 Tim 3,2, at blandt andre laster ved verdens ende vil også denne være, at folk vil være utaknemmelige mod hinanden. Enhver kan tage den af disse to, som han vil. Jeg mener, fordi han siden taler særskilt om taknemmeligheden mod Gud og her lærer om kærligheden til næsten, at han taler om taknemmeligheden mod næsten, og at meningen er denne:

Enhver er indrettet sådan, at han gerne vil have kærligheden og godt kan finde sig i, at man gør vel imod ham og viser evangeliet på ham. Men selv vil han til gengæld ikke vise nogen det samme, og al velgerning går tabt i hans utaknemmelighed. Skønt det nu ikke overvinder kærligheden, for den tåler alt, 1 Kor 13,7, så gør det dog træt og ulysten, og det er i det hele taget en uretfærdig og skændig ting, at én altid skal hjælpe, og ingen vil hjælpe ham.

Om det taler han også i Gal 6,6, at den, der bliver undervist i Ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham; og i 1 Tim 5,17 siger han: «De, der fører Ordet godt, er dobbelt ære værd»; og i 1 Kor 9,9 handler han længe om, hvordan man skal ernære lærerne og ikke binde munden på oksen, der tærsker; for det ville jo være en grov utak. Den samme utak rører han også ved her. For Guds ord må næsten altid gå og tigge brød med sine prædikanter og få utak til løn for, at det bringer så stort et gode, sådan som det også går nu og altid er gået. Men var det messer og aflad, så kunne man nok vise sig erkendtlig og give og gøre alt muligt til tak. Sådan gik det også leviterne i den gamle lov over for afgudspræsterne og lundepræsterne.

«Lad Guds ord bo rigt iblandt jer i al visdom; lær og forman jer selv med salmer og lovsange og åndelige, liflige sange i nåden, og syng for Herren i jeres hjerter.»

Det følger lige efter det, han har sagt om taknemmeligheden; som ville han sige: «Se til, at I holder lærerne og prædikanterne i ære og er taknemmelige, så de kan tage vare på Ordet og give jer det rigeligt.» For jeg mener, at Sankt Paulus ikke taler her om Guds ord, sådan som det bliver givet fra himlen; for det står ikke i vores hænder, men dér må Gud alene give, at det bor iblandt os. Det har han også gjort og gør det, så tit han lader evangeliet prædike; dér øser han det rigeligt ud, så han intet holder tilbage, som er nødvendigt for os at vide. Men når han nu har givet os det sådan, skal vi også være taknemmelige og vågne og læse det, høre det, betænke det, synge og sige det dag og nat, og sørge for, at vi har mange lærere, som holder det rigeligt og uden ophør frem for os. Det kalder man da, at Guds ord bor rigt iblandt os.

Men de overmætte, dovne ånder bliver hurtigt trætte af det og lader så prædikanterne klare sig, som de bedst kan. Så må de ernære sig selv og arbejde; så går Guds ord tilbage og bliver tyndt og sjældent, ligesom Nehemias klager (Neh 13,10) over, at leviterne havde måttet forlade gudstjenesten og templet og drage ud på landet, fordi de ikke fik noget at leve af fra folket; eller også måtte de oprette falsk gudstjeneste og fabler for at forføre folket med, og så blev de ikke alene ernæret, men også rige.

Sådan er det også gået i kristenheden. Da man nødig ville holde retskafne biskopper og lærere (sådan som også Augustin klager), måtte de enten ernære sig med arbejde og lade Guds ord ligge, eller også udtænke den elendighed, den fordømte gudstjeneste, der nu går i hele verden, og som de nu er blevet store herrer i verden på. Sådan begynder det også nu, efter at evangeliet er kommet igen, og sådan vil det gå videre, så man nu ikke kan skaffe hundrede gylden for at ansætte en god skolemester eller prædikant, hvor man før har givet tusinde, ja utallige penge til kirker, stifter, messer, vigilier og den slags, indtil Gud igen straffer utakken og enten lader prædikanterne helt træde tilbage og ernære sig selv, eller igen sender andre, større vildfarelser over dem, som igen bedrager dem for penge, liv og sjæl, fordi de ikke har villet lade Guds ord bo rigt hos sig.

Dertil siger han: «i al visdom». For selv om man havde Guds ord så rigeligt, at alle gader og kroge genlød af det, og alle børn også sang om det (sådan som de har sat sig for, der har indført prædikestolene og læsningerne, de syv tidebønner og sangen og læsningen i kirkerne på så mange måder) – hvad ville det gavne, når der ingen forstand, sans eller visdom er ved det? Guds ord er dog givet for at blive forstået og give visdom, og det vil også prædikes og synges sådan, at de, der har det, synger og taler det, skal være vise og forstå sig på alle de ting, der tjener til sjælens frelse og Guds ære. Se, det kalder man, at Guds ord bor hos os i al visdom. Dér slår Sankt Paulus med ét ord alt det skrål til jorden, som man driver i kirker og klostre, hvor der er så meget prædiken og læsning, og evangeliet dog forbliver uforstået. Han har nok forudset, at det ville komme dertil, at der ville være meget af Guds ord, men at hverken forstand eller visdom ville følge af det; i stedet ville de blot dag for dag blive mere og mere tossede og tåbelige, indtil de blev grove klodser og så aldeles uden al visdom, at de ville kalde en sådan klang og et sådant æselskrig for gudstjeneste og prædiken om sjælens frelse.

Hvad det er at lære og formane, er nu sagt mange gange, dog med den forskel, at Sankt Paulus her gør læreembedet fælles for alle kristne, når han siger: «Lær og forman jer selv», det vil sige: indbyrdes den ene den anden, og dertil også enhver sig selv, ved siden af det fælles prædikeembede; så Guds ord altså skal være i gang overalt, offentligt og i det skjulte, i fællesskab og hver for sig.

Forskellen mellem de tre ord salmer, lovsange og sange er efter min mening denne: ved salmerne mener han egentlig Davids og andres salmer i Salmernes Bog; ved lovsangene de andre sange rundt omkring i Skriften, som profeterne har lavet, for eksempel Moses, Debora, Salomo, Esajas, Daniel, Habakkuk; ligeledes Magnificat, Benedictus og den slags, som man kalder cantica [lovsange]. Men ved åndelige sange de sange, som man synger om Gud uden for Skriften, og som man kan lave hver dag. Derfor kalder han disse åndelige, mere end salmerne og lovsangene, som han godt vidste i forvejen er åndelige af sig selv; men med sangene forbyder han os at bruge de verdslige, kødelige og usømmelige sange og vil, at vores sange skal handle om åndelige ting, som duer til at lære eller formane os noget, sådan som han siger her.

Hvad betyder det så, at han siger: «i nåden»? Den, der vil, kan tyde det sådan, at det er sagt om Guds nåde, det vil sige, at sådanne sange skal ske uden tvang og lov, af fri lyst og kærlighed; ikke sådan som kirkesangen nu bliver tvunget frem med bud og love, hvor ingen prædiker, synger eller beder, fordi han har lyst eller nåde til det, men for vindingens, præsenspengenes [den betaling, kannikerne fik for at være til stede ved tidebønnerne], straffens, skadens og skammens skyld; eller sådan som de allerhelligste gør, der binder sig til det og lader sig drive dertil af lydighed som til en gudstjeneste, som de vil tilkæmpe sig himlen med, og slet ikke for at Guds ord skal forstås rigeligt og med al visdom, sådan som Sankt Paulus vil.

Men jeg mener, at Sankt Paulus taler om sangens og sangenes nåde eller ynde, ligesom han siger i Ef 4,29: «Lad ingen rådden snak gå ud af jeres mund, men det, som er nyttigt til opbyggelse, hvor der er brug for det, så det er yndigt at høre.» Sådan skal også her sangene være indrettet, så de har gunst og nåde hos enhver, der hører dem, så det ikke er rådne, lamme og utugtige ord eller andre klodsede ting, der hverken smager eller lugter og hverken har kraft eller saft. Det skal være rige, liflige, søde sange, som enhver gerne hører. Det kalder man egentlig at synge i nåden, på hebraisk vis, som Sankt Paulus taler. Af den art er også salmerne og lovsangene i Skriften, hvor der er godt indhold, og hvor der synges med fine ord. Nogle sange har de allerfineste ord, men er verdslige og kødelige; omvendt har nogle et godt indhold, men med så klodsede ord, at de hverken har gunst eller nåde.

«Og syng for Herren i jeres hjerter.»

Sankt Paulus mener ikke, at munden skal tie stille, men at mundens ord skal gå ud af en hjertelig mening, alvor og brand, så det ikke er hykleri, og så det ikke går, som Es 29,13 siger: «Dette folk lover mig med sin mund, men deres hjerte er langt fra mig.» Sådan vil Sankt Paulus altså have, at Guds ord bor så almindeligt og rigt blandt de kristne, at man overalt taler, synger og digter om det; og dog alt sådan, at det går til med forstand og åndelig frugt og er kært og værdifuldt for enhver og synges af hjertens grund til Herrens pris og tak. Og han siger udtrykkeligt: «Lad det bo hos jer»; ikke huse det som en gæst en nat eller to, men lade det blive boende og aldrig mere gå fra jer. Han er altid bange for menneskelæren.

«Og alt, hvad I gør i ord eller gerning, det skal I alt sammen gøre i Herren Jesu navn, og tak Gud Fader ved ham.»

De kristnes gerninger har hverken navn, tid eller sted; men hvad de gør, det er godt; og når de gør det, så er det rigtigt; og hvor de gør det, dér er det velgjort. Derfor nævner Sankt Paulus her ingen gerning og gør heller ingen forskel, men tager dem alle i én bunke og gør dem alle gode. Hvad enten det er at spise, drikke, sove, våge, gå, stå, tale, tie, arbejde, gå ledig osv., så er det alt sammen lutter kostelige ting, fordi det alt sammen går i Herren Jesu navn, sådan som Sankt Paulus her lærer. Men de går da i Herren Jesu navn, når vi med fast tro holder for, at Kristus er i os og vi i ham, sådan at vi hviler og han lever og virker i os, som Sankt Paulus siger i Gal 2,20: «Jeg lever, dog ikke jeg, men Kristus lever i mig.» Omvendt, når vi gør noget, som om vi selv gjorde det, så sker det i vores eget navn, og der er intet godt ved det.

For at man nok siger med munden: «Gud råde for det!» eller: «Nuvel, i Jesu navn!», det er tit falsk og hykleri; som man siger: «I Guds navn begynder al ulykke.» For falske lærere og falsk lære har for skik at bære deres sager frem under Guds navn og komme i Kristi navn, sådan som han selv siger i Matt 24,24. Derfor skal det tales og gøres af hjertens grund og med alvor i Jesu navn, og så må hjertet stemme med munden; og ligesom munden siger: «Gud råde for det», sådan må hjertet også være vist og med fast tro holde for, at Gud råder for denne gerning og virker i den, sådan som også Sankt Peter lærer i 1 Pet 4,11: «Den, der gør noget, skal gøre det som af den kraft, som Gud giver» osv. Så går det også fremad og lykkes godt. En kristen skal intet gøre af egen evne eller eget forgodtbefindende, men være vis på, at Gud virker med ham og gennem ham, sådan som Sankt Paulus også siger igen (1 Kor 9,26): «Jeg løber ikke som på det uvisse, og jeg kæmper ikke, som om jeg slog i luften.»

Heraf kan så følge, at man lover og takker Gud, som alene tilkommer ære og pris for alt godt; sådan som Sankt Paulus siger her, og som også Sankt Peter, straks efter at han havde sagt, at man skal gøre alt af Guds kraft, føjer til og siger: «For at I alle enstemmigt skal prise Faderen ved Jesus Kristus.» Men den, der gør noget af egen evne, han lyver og er falsk, selv om han takker Gud med munden, ligesom hykleren i evangeliet. Takken er nu det offer og den eneste gerning, som vi skal og kan gøre mod Gud. Og dog ikke ved os selv, men ved vores mellemmand Jesus, uden hvem ingen kommer til Faderen eller kan blive lukket ind. Derom har vi talt mange gange.