Apostlen Johannes’ dag (Sir 15,1–6)

Epistlen på apostlen Johannes’ dag, Sir 15,1–6

Denne epistel er ikke en lære, men en lovprisning; for den siger ikke, hvad og hvordan man skal gøre godt, men hvad der sker med dem, der gør godt. Derfor er den kun en tilskyndelse og formaning til det gode, som man kender i forvejen. Sådan deler også Sankt Paulus i Rom 12,7–8 al prædiken i to dele: noget kalder han lære, noget formaning. Læren giver det, man ikke i forvejen ved eller har; formaningen tilskynder, driver og vækker, så læren ikke ligger ubrugt hen, og trøster mennesket, så han holder ud og ikke bliver træt. Derfor er denne del af prædikenen lettere end den anden, men den er højst nødvendig og nyttig.

Den, der vil tilskynde, vække, trøste og formane nogen, må holde ham bevægende grunde for øje: nemlig hvor nødvendigt, hvor nyttigt, hvor prisværdigt og hvor ærefuldt det er; og omvendt hvor skadeligt og skændigt det er, hvis man ikke gør det. Det gør denne epistel også; den viser megen nytte og ære, som følger dem, der frygter Gud og elsker retfærdigheden. Dem vil vi se på.

Hvad gudsfrygt og retfærdighed er, siges der ikke her; men ovenfor har vi ofte sagt det: nemlig at gudsfrygt er, når mennesket ikke står på sig selv og sit eget og ikke forlader sig på sin ære, magt, rigdom, styrke, gunst og kunst, ja heller ikke på sine gode gerninger eller sit gode liv, men i alt dette passer på ikke at synde og frygter, ja ved, at hvis Gud handlede med ham i alvor og efter sin dom, så var han fortabt tusind gange. Derfor hæver han sig heller ikke i noget som helst over det allerringeste menneske på jorden, men bliver ydmyg og mild i al sin færd og alt sit forehavende, optræder ikke stolt over for nogen, viger gerne og lader sig sige. Se, denne ydmyghed gør da, at alle hans gerninger er gode. For Sankt Peter siger i 1 Pet 5,5: «Gud står de hovmodige imod, men viser de ydmyge nåde»; og hvad der så sker i denne nåde, det er alt sammen vel gjort.

Ligeledes har vi hørt, at retfærdigheden ikke er andet end troen, og den er sådan beskaffen: For det første, eftersom ingen kan bestå for Guds dom, og mennesket må frygte i hele sit væsen og alle sine gerninger, driver denne frygt ham til at søge og finde noget andet uden for sit eget, som han kan bygge på, forlade sig på og bestå ved; og det er Guds rene og blotte barmhjertighed, som er lagt frem for os og lovet os i Kristus. Dette at forlade sig, denne tro og tillid gør retfærdig og from for Gud, som Sankt Paulus siger i Rom 1,17: «Den retfærdige vil leve af sin tro.»

Så meget som mennesket nu frygter for sig selv i sit eget og bliver en synder i alle ting for Guds dom, så meget trøster han sig ved Guds fremmede nåde og bliver retfærdig i alle ting for den; sådan at de to må blive sammen: dom og nåde, frygt og tillid. Dommen skal skabe frygt; nåden skal skabe tillid eller fortrøstning. Sådan løfter frygten os ved dommen ud af os selv og ud af alt vort eget. Men tilliden sætter os i Gud og i alt, hvad der er Guds, så vi altså ikke roser os af eller forlader os på noget af vort eget gode, men kun på Guds goder. Da gælder ordet i Sl 147,11: «Herren har behag i dem, der frygter ham, som håber på hans godhed.»

Er troen nu ret, så gør den til gengæld sådan mod sin næste, som den tror, at Gud har gjort og gør mod den, og lader det også være lutter nåde: den tilgiver ham, bærer og tåler ham, løfter ham op af hans elendighed, sætter ham ind i sit eget gods, lader ham nyde alt, hvad den har, og nægter ham slet intet; legeme, liv, gods og ære sætter han ind for sin næste, i samme mål som Gud sætter ind for ham. For dette tror han, at Gud gør mod ham af lutter nåde, uden at se på, at han slet intet har fortjent, og Gud gør det også visselig mod ham, sådan som han tror. Derfor, ligesom Gud udøser sig over ham og overøser ham med sine goder og ikke ser på, at han intet har fortjent, sådan udøser han sig også til gengæld over sin næste og øser over ham, hvad han har, uden at se på, om han er hans fjende eller intet har fortjent. Han er også vis på, at han ikke kan tømme sig helt; for jo mere han øser ud, jo mere skænker Gud i; og jo mere han fylder sin næste med sit eget, jo mere fyldes han af Guds goder.

Se, det er den rette, sande tro, som gør mennesket retfærdigt for Gud; det er den kristne retfærdighed, som tager imod ovenfra og går ud nedadtil, sådan som det er betegnet i Dom 1,13–15, hvor den hellige fader Kaleb gav sin datter Aksa et land, som var vandrigt foroven og forneden, det vil sige, det havde rindende vand foroven og forneden, så det var frugtbart og kostbart. Det er troen, som sagt, som man ikke kan prædike nok om.

Aksa betyder på vort sprog skosmykke eller pynt på skoene, og hun er den kære lille Grete med de røde sko, Guds lille datter, den troende sjæl, som vandrer i de smukke, røde, forgyldte sko, som Sankt Paulus taler om i Ef 6,15: «Jeres fødder skal være skoet» – med hvad? – «med beredthed for fredens evangelium». Se, når hjertet går i evangeliet og lever i dette Ord ved troen, så er det Aksa, Grete med de smukke sko. Om det siger også Salomo til bruden i Højsangen, Højs 7,2: «Åh, hvor smukt din gang tager sig ud i dine sko, du fine fyrstedatter.» Nu vil vi se på de grunde, der driver og tilskynder til en sådan gudsfrygt og retfærdighed.

Den første er:

At gøre godt

Alle mennesker taler om at gøre godt; men vil du vide, hvordan du skal gøre godt? Hør efter: Gør ikke som narrene, der ser på gerningerne og vil udsøge blandt gerningerne, hvilke der er gode og ikke gode, og dermed gør forskel på gerningerne. Nej, ikke sådan; lad gerningerne være uadskilte, lad den ene være som den anden; men frygt Gud og vær retfærdig (som sagt), og gør så, hvad der kommer for dig, så er det alt sammen vel gjort, selv om det ikke var mere end at læsse møg eller drive æsler.

Her står teksten fast: «Den, der frygter Gud, vil gøre godt», lad ham så gøre, hvad han vil og kan. Hans gerninger er gode, ikke for gerningernes skyld, men for frygtens skyld. Se, hvilken stor trøst det er, hvor hurtigt du bliver fuld af gode gerninger, så hele dit liv er godt, når du frygter Gud. At spise, drikke, gå, stå, se, høre, sove og våge er alt sammen vel gjort. Hvem skulle en sådan nytte ikke tilskynde til gudsfrygt? Se, det er Guds små får, på hvem intet er unyttigt; selv deres møg gøder ageren.

Omvendt gør gerningsadskillerne og de selvvalgte hellige med deres udkårede, udvalgte gerninger ingen god gerning. Hvorfor? De frygter ikke Gud, holder meget af deres egne ting og stoler ikke på Gud; derfor er også de gerninger onde, som de regner for de bedste. For det står fast: Den, der frygter Gud, hans gerninger er gode; den, der ikke frygter Gud, hans gerninger er ikke gode.

Den anden:

At gribe retfærdigheden

For sådan siger han: «Den, der holder fast ved retfærdigheden, vil gribe den.» Men det er netop den foregående mening med andre ord. At holde fast ved retfærdigheden er at holde fast ved troen og blive i den; hvor det sker, dér griber han retfærdigheden, så den bliver hans; sådan at alt, hvad han gør og lever, er retfærdigt; han har nået den, så han helt og holdent bor i den som i en arv. Derfor: Den, der vil gøre ret og leve i retfærdigheden, han skal tro og holde fast ved den og så gøre gerningerne uden nogen forskel, sådan som de kommer for ham; så har han den fordel, at han ikke behøver at søge eller spørge, hvordan disse gerninger bliver retfærdige; de er allerede retfærdige netop ved, at de sker, og retfærdigheden er allerede grebet i dem uden at blive søgt, uden udsøgen og valg, fordi han ved troen hænger ved den.

Men de vantro, som slipper retfærdigheden, dem slipper den også fra igen i alle deres gerninger; og selv om de snapper ivrigt efter den som en hund efter en flue, så smutter den dog fra dem, som Sankt Paulus siger om jøderne i Rom 9,30: «De jager efter retfærdigheden og når den dog ikke.» De er ligesom dem, der vil løbe efter deres egen skygge: med gerninger vil de jage retfærdigheden op; men den flyver bort og lader sig ikke gribe, fordi de ikke først har ladet sig gribe i troen og dér holdt sig til retfærdigheden; så ville den bagefter være grebet i alle gerninger, og skyggen ville selv følge efter.

Den tredje:

Den vil komme ham i møde som en ærens moder

Hvad er det? Det er sagt på hebraisk vis, der plejer at sige: «Det er et visdommens barn», og ligeså: «ondskabens børn», «vredens børn», «fordømmelsens børn»; sådan også her: retfærdighedens barn. Den, der nu er et syndens barn eller et uretfærdighedens barn, han har en skammens moder, som han må skamme sig over og ikke kan glæde sig ved. Den, der er et retfærdighedens barn, han har en ærens moder, som han kan rose sig af og glæde sig ved. For også en kødelig moder er, når hun er en hæderlig kvinde, en ære, ros og trøst for sit barn; og omvendt en skam, når hun er uhæderlig, så der knap findes nogen bitrere forhånelse end at bebrejde nogen hans moders vanære og skælde ham ud for et uægte eller vanslægtet barn.

Nu vil den vise mand sige, at retfærdigheden tager imod sit barn så venligt som muligt, som en moder sit barn, som hun kommer i møde; det vil sige, hun er altid parat og gør, hvad hun formår, af hele sit hjerte og al sin kraft. Dermed vil han vise, hvilken stor sikkerhed, trøst, fred, lyst og ros der tilfalder hjertet, også for Gud, ved troen. For en kødelig moder kæler for sit barn, kysser, bærer og løfter det og vil altid bare komme det i møde og i forkøbet, og der er ingen større gunst end en moders gunst mod sit barn. Sådan gør også retfærdigheden: den omfavner, løfter og bærer mennesket, kommer ham i møde og i forkøbet i alle ting, så han svæver i hjertets sikkerhed og fred og har stor ære af det alt sammen og kan rose sig af det for Gud; for den er en ærens moder.

Den fjerde:

Og den vil tage imod ham som en ung brud

Hvad er det? Det er netop den foregående mening med andre ord, for at udtrykke, hvor omsorgsfuld retfærdigheden er over for sit barn, idet han sammenligner dens sind med en ung brud, som ikke før har været hustru; og han vil sige: Ligesom en jomfru, der nu for første gang er blevet hustru, er til mode over for sin brudgom, sådan er retfærdigheden sindet over for sit barn. Hvordan hjertet står hos sådan en brud, lader jeg dem sige, som har oplevet det; der går også almindelig tale nok om, at der ikke er nogen større brand, kærlighed og omsorg end en ung bruds mod sin brudgom, og Skriften er fuld af brudekærligheden. Derfor kalder han hende her en hustru, der kommer fra jomfrustanden, så hun nylig er blevet hustru og før var uerfaren i mands kærlighed. For en enke, som før har været hustru, er ikke sådan til mode over for den anden brudgom.

Se, hvor nøje og dybt den vise mand henter sin formaning; er det ikke stærke, brændende tilskyndelser til tro og gudsfrygt? Hvordan kunne han have fundet en varmere lignelse end en hæderlig moders mod sit barn og en ny bruds mod sin brudgom? Kvinden er af naturen mere tilbøjelig til kærlighed og gunst end manden. Nu kan vi ikke opnå en sådan gunst, kærlighed og omsorg fra retfærdighedens side med gerninger; det må alt sammen fornemmes i hjertet. Dér føler samvittigheden i troen al den sikkerhed, lyst og kærlighed i retfærdigheden, som et barn kan finde hos sin moder og en mand hos sin nye brud.

Den femte:

Den vil bespise ham med livets og forstandens brød

Det er lige så meget som at sige: Den vil bespise ham med liv og forstand. Det går sådan til: Ligesom det naturlige brød ikke alene holder legemet oppe, men også nærer og mætter det, så det vokser og tager til og bliver sundt og af god farve, stærkt og frisk til arbejdet, sådan nærer også retfærdigheden mennesket, så han tager til i ånden fra dag til dag og får dagligt mere og mere forstand på de guddommelige og alle andre ting; sådan som erfaringen giver alt dette, og uden erfaring er det en uforståelig tale. For et sådant menneske bygger sin ånd op ved alt, hvad han ser på, og får forstand af det; han må blive fuld af liv og forstand, og allermest, når han giver sig af med Skriften.

Sådan har Salomo lært mange ting, som hans Ordsprog og Højsang viser. Men han sætter livet før forstanden, for forstand uden liv duer ikke. Og man skal ikke her tænke på den forstand, som hedningerne og den naturlige fornuft giver om timelige ting, men på den, som troen giver om åndelige og guddommelige ting, den, der gør sjælen levende for Gud og lærer den, hvad den skal vide til frelse.

Den sjette:

Og den vil give ham den frelsende visdoms vand at drikke

Det er netop det foregående, også sagt om at tage til i ånden, og det fremhæver særligt den frelsende visdom for at udelukke verdens og menneskers visdom, som ikke er frelsende. Og drikken går også til som spisen: Mennesket øser visdom af alt, hvad der kommer for ham; alt, hvad der er i himlen og på jorden, må blive hans græsgang, men først og fremmest Skriften, som han alene fatter og fortærer i den rette, frelsende forstand.

Den syvende:

Derved vil han blive stærk

Hidtil har han regnet den nytte og frugt op, som mennesket har af retfærdigheden i fred og i sig selv. Nu regner han op, hvad den gør hos ham i striden og over for fjenderne, og siger: «Derved vil han blive stærk», det vil sige, den gør ham stærk, så han ikke alene modtager de foregående goder, men også kan værne og bevare dem mod alle anfægtelser, som vil tage dem fra ham. Dermed bekender han, at den, der frygter Gud og vil være from, må have møje, strid og megen modgang; korset vil ikke udeblive, som også Sankt Paulus siger i ApG 14,22: «Vi må gå gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.»

Og hermed imødegår han de blødagtige og forsagte, som gerne tager imod sådanne store tilskyndelser og en sådan nytte, men klager over, at de må sætte gods, ære, liv og legeme og alt, hvad de har, til. Det nægter han ikke, og han tænker heller ikke at afværge det og give en svag trøst; men han hærder modet og gør dem mandige over for det og trøster sådan: at retfærdigheden, når han hænger ved den, vil give ham mod nok og gøre ham stærk og hård, så han godt kan udholde det alt sammen.

Den ottende:

Så han kan stå fast

Det er netop det samme: at den står fast i ham. Hvad vil du have mere, når du bliver så stærk, at du overvinder alle ting? Det formår de gerningshellige ikke; de står ikke, dér er ingen fasthed, men lutter bøjen af og bukken under; for de hænger ved deres eget. Det kan man nok tage fra dem; så tager man også dem selv med. Men den kristne, troende retfærdighed hænger ved Guds barmhjertighed, den kan ingen tage; så kan heller ingen tage den, der hænger ved den, selv om man tager alt andet fra ham.

Den niende:

Og han vil holde sig til den

Det vil sige: den vil bevare ham i ære. Her bekender den vise mand, at det gudfrygtige, troende menneske ikke alene må lide meget ondt, men også få forhånelse og skam oveni. For de kristnes egentlige lidelse er ikke, at de lider ondt som andre folk, men at de lider forhånet og skændigt som de allerværste misdædere, ligesom Kristus har lidt. Det kaldes også Kristi lidelse eller korsets lidelse. Det går ikke på den timelige ære, men på den ære, man skal have i samvittigheden og for Gud. Sådan er alle martyrerne blevet slået ihjel: ikke som om de havde pådraget sig nogen timelig skam, men som om de havde været Guds fjender og spottere. For at ingen nu skal forfærdes over det, trøster og tilskynder han her: at den, der tror, vil blive bevaret og blive ved al ære for Gud og verden.

Den tiende:

Så han ikke bliver til skamme

Det er netop det foregående med andre og klarere ord. Den lader nok skam og forhånelse storme ind på ham, for at dens magt kan blive prøvet og forsøgt; men den lader ham ikke blive siddende fast i det eller bukke under, når han blot hænger ved den, som det også siges om den i Visd 10,12: «Den gav ham sejr i en hård kamp, så han erfarede, at gudsfrygt er mægtigere end alle ting.» Det må jo prøves og kan ikke gå af uden forhånelse. Skammen må ramme og røre også hjertet, så det ligefrem forskrækkes og skælver, som om Gud ville lade ham blive til skamme. Men derimod hjælper den ham, så han stoler fast; og dermed bliver han bevaret og træder skammen under fode. Alt dette er langt fra de gerningshellige.

Den ellevte:

Den vil ophøje ham over hans næste

Det vil sige, ved en sådan prøvelse og strid bliver han blot desto større og bedre kendt hos og for andre folk; for som Sankt Paulus siger (1 Kor 11,19), bliver det ved sekterne åbenbart, hvem de prøvede kristne er. For en sådan anfægtelse gør ham kendt og rost hos enhver, så man drager ham frem og holder ham i ære. Omvendt går de gerningshellige deres vej, uden at nogen ved noget om dem; det er et uprøvet og ubereist folk, kun vant til sin egen færd, som ikke ved noget at fortælle om Guds goder og gerninger.

Den tolvte:

Og den vil åbne hans mund i menigheden

Det vil sige, der bliver en god prædikant og lærer af ham. For ved troen forstår han alle ting ret, og ved anfægtelsen prøver han det alt sammen, så han bliver vis på det; derfor kan han bagefter tale med vished om det og give enhver vejledning; så at Tauler med rette siger: «Sådan et menneske kunne dømme og lære hele verden.» Uden en sådan prøvelse bliver der aldrig nogen god prædikant; det bliver ved med at være lutter sludrehoveder, der ikke selv ved, hvorom og hvorhen de taler, som Sankt Paulus siger i 1 Tim 1,7: «De vil være Skriftens prædikanter og forstår ikke, hvad de siger, eller hvad de forsikrer om»; det er unyttige sludrehoveder, siger han.

Den trettende:

Og den vil fylde ham med visdommens og forstandens ånd

Ovenfor har han sagt: Den vil bespise ham med livets og forstandens brød og give ham den frelsende visdoms vand at drikke; det er før anfægtelsen, når Guds gaver kun bliver modtaget og endnu ikke er prøvet. Men efter anfægtelsen, når mennesket er prøvet og har bestået, bliver han ikke alene fyldt med visdommens og forstandens gaver, men også med giveren af disse gaver, Helligånden selv, og gjort helt fuldkommen.

Ikke at Helligånden ikke også før har været i ham, for hvor hans gaver er, dér er han visselig med; men at det uprøvede menneske endnu ikke er kommet så højt, at han erfarer og fornemmer Åndens nærværelse, før han bliver prøvet og forsøgt; så bliver han fuld af Ånd, han, som før var fuld af gaver, så han fremover ikke alene er sig selv til nytte ved gaverne, som han var før anfægtelsen, men fremover ikke gør andet end det, der er andre til nytte, så de ved ham også kommer til samme nåde. Før har han været til legemlig nytte ved at øse sine goder ud over sin næste, som sagt ovenfor, hvortil troen og gaverne har bragt ham; men dermed har han endnu ikke været til åndelig nytte, han har kun gjort vel mod dem legemligt.

Sådan kommer Ånden efter anfægtelsen og gør, at han ikke alene bliver bespist med visdommens og forstandens brød som før, men også åbner sin mund og bespiser andre med visdom og forstand og altså hjælper dem åndeligt. Sådan var apostlene før Kristi lidelse kun Herrens gæster; de spiste og drak af hans visdom og forstand og var fromme, men kun for sig selv. Efter opstandelsen blev de værter og bespiste de andre og gjorde dem fromme ved visdommens og forstandens ånd, som de var blevet fulde af efter deres anfægtelse.

Den fjortende:

Og med ærens klædning vil den klæde ham

Det vil sige: den skaffer ham godt ry og rygte vidt og bredt, som Gud siger til David: «Jeg har gjort dit navn stort.» Sådan bliver han prydet, så hele verden holder ham i ære og taler ærefuldt om ham for hans visdoms og forstands skyld. For ære hedder her gloria [latin: berømmelse], som er en stor, herlig omtale og ros blandt folk; det kalder han en klædning, for det pryder over alle smykker og klenodier.

Den femtende:

Lyst og glæde vil den samle ham som en skat

Hidtil har han sagt, hvad der møder ham i dette liv. Her slutter han nu med det, der bliver tilbage for ham efter dette liv, nemlig evig lyst og glæde. Det er hans skat, som den samler ham, og den har ingen ende.

Den sekstende:

Og et evigt navn vil den lade ham arve

Det vil sige: efter hans død vil hans minde blive, og han bliver ikke alene holdt i ære, mens han lever. Efter alt dette stræber de gerningshellige og når det dog ikke, for de frygter ikke Gud og holder heller ikke fast ved troens retfærdighed.

Se derfor, hvilke store frugter og hvilken stor nytte det er, som med rette skal trøste og formane os til at blive ved troen og gudsfrygten. Jeg har kun løbet dem kort igennem og bare noteret dem; ellers kunne man nok lave en særlig stor prædiken over hvert enkelt stykke, hvis man ville udfolde dem med skriftsteder.

Alt dette skal heller ikke forstås sådan, at man skal frygte Gud eller tro på ham for sådanne tings skyld eller søge dem derved; for det ville være falsk. Det er ikke skrevet, for at man skal søge eller begære sådant, men for at man skal vide, hvor visselig det følger dem, der frygter Gud, og at netop de alene finder det, som ikke søger det, det vil sige de, der frygter Gud, ikke begærer deres eget, men kun bliver hængende ved Guds nåde; dem må alt dette følge, uden at de søger det, mens de gerningshellige dog ikke kan nå det med al deres stormen.

Denne epistel rimer heller ikke dårligt med evangeliet. For her siger han: Retfærdigheden vil tage imod mennesket som en hæderlig moder sit barn og en ny brud sin brudgom; sådan tager også Kristus Johannes til sit bryst og lader ham være den kære discipel; begge steder priser han troen for os og holder os for øje, hvad dens art er.