Stefanusdag (ApG 6,8–15)

Epistlen på Sankt Stefans dag, ApG 6,8–15 og 7,54–60

Her er for længdens skyld et helt kapitel udeladt, hvori Sankt Stefanus svarer på denne anklage. For den, der har ordnet denne epistel og sat den sådan sammen, er gået uden om det bedste stykke og har så hængt dette følgende stykke af det syvende kapitel på.

For at teksten i denne epistel kan blive forstået, må vi føje noget til, som er udeladt, og fortælle sagen med dens årsag. Striden opstod, fordi Stefanus havde sagt, at alt, hvad der sker uden for troen, ikke duer noget, og at man ikke kan tjene Gud med at bygge kirker eller med gerninger, hvor troen på Jesus Kristus ikke er til stede; den tro alene gør retfærdig og bygger Guds rette tempel, det vil sige de troende hjerter. Herimod kastede jøderne Moses' lov og templet i Jerusalem frem, om hvilket der ofte står i Bibelen, at Gud har udvalgt netop dette sted, og at hans øjne altid skulle se derhen, og det blev også kaldt Guds hus. Dermed mente de at have vundet.

Da fører Sankt Stefanus imod dem ordet i Es 66,1–2: «Så siger Herren: Himlen er min trone, og jorden er mine fødders skammel. Hvad slags hus vil I da bygge mig? siger Herren. Eller hvilket er mit hvilested? Har ikke min hånd gjort alt dette?»

Dette ord er så klart og mægtigt, at ingen kan modsige det, og det slutter, at Gud ikke kan bo i huse, der er gjort, eftersom han forud har skabt alt, hvad man skal bruge dertil, og det forud er hans. Desuden: når himlen ikke rummer ham, og jorden heller ikke, sådan som han her siger, at himlen ikke er hans hus, men hans trone, og jorden ikke hans bolig, men hans fodskammel – hvordan skulle han så bo i et hus, som mennesker har bygget? På samme måde taler også Salomo i 1 Kong 8,27, skønt det dog var ham, der byggede netop det hus.

Da de nu var stødt for panden med dette og lignende skriftord, så de intet kunne sætte imod, gik de til værks og tydede hans ord således: Han skulle have sagt, at Jesus ville ødelægge templet og forandre Moses' lov – skønt Stefanus ikke siger sådan, men at troen på Jesus Kristus alene frelser, og ikke loven eller templet; og at man siden, når troen var der, kunne have tempel eller ikke have tempel og holde loven ret. Han ville kun afskaffe den falske tillid til gerningerne og templet.

Ligesom også nu: Når de pavelige hører, at gerningerne ikke duer noget, men at troen på Kristus først må gøre alle ting, så siger de også: «Man har forbudt gode gerninger og spotter Guds bud.» Hvis Sankt Stefanus skulle prædike nu, ville han sandelig ikke blive stenet, men brændt med ild eller revet i stykker med tænger af de vrede pavelige.

På denne falske anklage svarer Sankt Stefanus, og han begynder med Abraham, løber Skriften igennem og viser, hvordan hverken Abraham eller nogen anden patriark byggede Gud et hus før Salomo; han byggede ham et. Og dog var de tidligere patriarker ikke af den grund ringere for Gud, fordi de ikke byggede ham noget hus. Og derefter slutter han med dette ord fra Esajas og siger sådan: «Salomo byggede ham et hus; men den allerhøjeste Gud bor ikke i templer, der er gjort med hænder, som profeten siger: ’Himlen er min trone, og jorden er mine fødders skammel. Hvad slags hus vil I da bygge mig? siger Herren; eller hvilket er mit hvilested? Har ikke min hånd gjort alt dette?’»

På disse ord følger det, at Sankt Stefanus revser dem og siger: «O I hårdnakkede og uomskårne på hjerter og ører, I står altid Helligånden imod; som jeres fædre, således også I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? Og de dræbte dem, som forud forkyndte den retfærdiges komme, hvis forrædere og mordere I nu er blevet. I har modtaget loven ved engles tjeneste og har ikke holdt den.»

Da han således havde læst dem teksten, så følger det sidste stykke af epistlen, som siger: «Da de hørte dette, skar det dem i hjertet, og de bed tænderne sammen imod ham» osv. Så er det klart, at striden har drejet sig om troen og de gode gerninger. Men hvad skulle så de pavelige gøre, som slet ingen grund eller skin har for sig, uden deres egne menneskelove og menneskelære? Hvis de kunne fremføre et sådant skin, som jøderne havde, nemlig at Gud havde givet Moses' lov og udvalgt templet i Jerusalem, så skulle der først rigtig rejse sig et skrig om de jure divino [«af guddommelig ret»], ligesom deres forgængere, jøderne, sandelig også gjorde.

Denne epistels lære

Epistlen er nu let og giver et eksempel på troen på Kristus i Sankt Stefanus; derfor behøver den kun lidt udlægning, og vi vil kort løbe den igennem. Så lad dette nu være den første lære, at Gud ikke har behag i, at man bygger kirker og gør stiftelser, sådan som Sankt Stefanus her klart beviser ved Esajas. Men skal vi sige og holde dette, så må vi vove det, som Sankt Stefanus vovede. For derover måtte pavens buller, afladens skyer, den gejstlige ret og så mange prædikener om kirkerne, altrene, stiftelserne, klostrene, kalkene, klokkerne, altertavlerne, lysene og klæderne helt forgå; det ville så ærgre den pavelige hellighed og hans folk, og ikke uden grund: for dermed ville bugen, køkkenet, kælderen og alt timeligt gods tage af, og med tiden ville lediggangen, vellysten og det søde liv blive forvandlet til arbejde, fattigdom og ulyst; de måtte studere og bede eller ernære sig selv som andre folk. Det ville ikke være godt; for dermed ville den hellige kristne kirke blive foragtet, ligesom Kristus og apostlene blev foragtet, og de kunne ikke længere føre sådan en kongelig pragt, føre krig, røve og udgyde blod til Guds pris og den hellige kirkes ophøjelse, sådan som de allerhelligste fædre i Gud hidtil har gjort og stadig gør.

Dog skal man forstå dette således: ikke at det er ondt at bygge og stifte kirker; men det er ondt, at man falder hen på det og glemmer troen og kærligheden over det og gør det i den mening, at det er en god gerning, hvormed man vil fortjene noget hos Gud. Deraf følger så et sådant misbrug, at der ikke holdes nogen måde med det; man vil bygge alle kroge fulde af kirker og klostre uden nogen som helst eftertanke over, hvorfor kirkerne skal bygges.

For der er ingen anden grund til at bygge kirker – om der overhovedet er en grund – end alene den, at de kristne kan komme sammen, bede, høre prædiken og modtage sakramentet. Og hvor den grund ophører, skal man rive de samme kirker ned, sådan som man gør med alle andre huse, når de ikke længere er til nytte. Men nu vil i hele verden ethvert menneske stifte sit eget kapel eller alter eller i det mindste en messe, i ingen anden mening, end at han regner med at blive frelst derved og købe himlen.

Er det ikke en elendig, jammerlig vildfarelse og forførelse, at man lærer det fattige folk at bygge på gerningerne, deres kristne tro til stor skade? Det var bedre, at man rykkede alle kirker og stiftelser i verden op med rode og brændte dem til aske – og det var også mindre synd, selv om nogen gjorde det af ondskab – end at en eneste sjæl bliver forført og fordærvet i en sådan vildfarelse. For Gud har intet befalet om kirker, men alene om sjælene, som er hans rette, egentlige kirker, om hvilke Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,16–17: «I er Guds tempel eller kirke! Men den, der skader denne kirke, ham vil Gud udrydde.»

Men se nu de paveliges hellighed! At hele verdens sjæle bliver ødelagt fra grunden med sådan en vildfarelse, og at denne Guds rette kirke går i grus, det anfægter dem ikke det mindste; ja, de hjælper til med det og gør intet andet med deres prædiken om gerningerne end at ødelægge sådanne kirker alle vegne. Bagefter kommer de og bygger i stedet for disse ødelagte kirker kirker af træ og sten og gør her samvittighederne så snævre, at den, der hugger lidt i disse sten og dette træ med en kniv, har vanhelliget hele kirken; så må man have bekostning og besvær med at få den indviet igen. Er det ikke rasende, vilde, gale og tåbelige, ja, vanvittige og besatte mennesker, som ikke gør sig nogen samvittighed, ja, gør evig fortjeneste ud af så store synder som disse ødelagte kirker, og som gør sig så stor samvittighed af deres kirkers intetsigende gøglespil?

Jeg siger endnu: For at udrydde en sådan vildfarelse ville det være godt, at man én gang væltede alle kirker i hele verden omkuld og prædikede, bad, døbte og udøvede alle kristne pligter i almindelige huse eller under åben himmel. Den grund til at bygge kirker, som er nævnt, er jo også en ringe grund. Kristus prædikede i over tre år og dog kun tre dage i templet i Jerusalem; de andre dage prædikede han i jødernes synagoger, i ørkenerne, på bjergene, i bådene, ved bordet og i husene. Johannes Døberen kom aldrig nogensinde i templet, men prædikede ved Jordan og alle vegne.

Apostlene prædikede på pinsedag i Jerusalem på torvet og i gaderne. Filip prædikede for eunukken på vognen. Sankt Paulus prædikede i Filippi ved floden, i fængslet og rundt omkring i husene; sådan som også Kristus befalede dem i Matt 10,12, at de skulle prædike i husene. Jeg mener, de har været lige så gode prædikanter som dem, der er nu. Men sådan skal det gå: Til de vildfarende prædikener og djævlens lærdomme holdes kostbare hvælvede huse, men Guds ord skal ikke finde noget herberg i hele Betlehem, hvor det kunne blive født.

Var det ikke her på tide, at vi med Sankt Stefanus også sagde til disse vanvittige: «I hårdnakkede og uomskårne på hjerter og ører, I stræber dog altid imod Helligånden og er forrædere og mordere af Kristi uskyldige og enfoldige sjæle; I har modtaget Guds bud gennem apostlene, og I holder ikke et eneste af dem.» Jeg tror, at hjertet også skulle briste for dem, og at de skulle bide tænderne sammen og sige: «Han har spottet Gud og talt imod de hellige steder, han har vanhelliget alle kirker.» Ak Gud, hvilke blinde førere og sjælemordere hersker under det forbandede pavedømme!

Her ser du, hvorfor tordenen almindeligvis slår ned i kirkerne frem for alle andre huse, nemlig at Gud er mere fjendtlig mod dem end mod nogen andre: fordi der i ingen morderkule, i intet horehus sker eller kan ske en sådan synd, en sådan gudsbespottelse, et sådant sjælemord og en sådan ødelæggelse af kirken som i disse huse. For hvor det rene evangelium ikke bliver prædiket, dér er den offentlige horevært en langt ringere synder end den prædikant, og horehuset er heller ikke så ondt som den kirke; og selv om den horevært hver dag gjorde nye jomfruer og retskafne hustruer og klosternonner til skamme – hvilket dog er en forfærdelig og gruelig ting at høre – så er han dog ikke så ond og skadelig som sådan en pavelig prædikant.

Synes du, det er underligt? Tænk selv efter: Sådan en prædikant gør ikke andet end dette, at han med sine prædikener dagligt forvender og skænder de hjerter, der er nyfødte af dåben, det unge kristenfolk, de spæde sjæle, som alle sammen er indviede jomfruer og Kristi bruder. Men fordi det ikke sker legemligt, men åndeligt, så rører det ingen; men Gud ærgrer sig over det ud over al måde, og af stor vrede taler han ved profeten ganske groft ud: «Du skamløse hore, du spreder dine ben for enhver, som går forbi dig» [Ez 16,25]. Så uudholdelig er sådan en prædiken for ham. Det klager også Jeremias over i sin bøn (Klag 5,11): «De har skændet kvinderne på Zion og jomfruerne i Judas byer.» Nu er jo den åndelige jomfruelighed, den kristne tro, umådeligt meget bedre end den legemlige, eftersom den alene vinder himlen.

Ikke alene bliver troen ødelagt ved sådan en lære og sådanne gerninger, men også den kristne kærlighed. Dér ser vi narrene gå i deres narrekapper. Mangen en har en nabo, som er fattig, eller som har en datter, et barn, en syg hustru eller ellers er trængende; ham lader han sidde og rækker ham ikke sin hånd, men går hen og giver det til en kirke; eller han samler, mens han lever, og bagefter på dødslejet laver han et testamente og stifter her og der. Så kommer præster og munke, roser det, tilsiger den fromme mand tilgivelse (absolution), giver ham sakramentet, begraver ham med ære og råber hans navn ud fra prædikestolen og under messen. Ej, det er en kostelig ting! Han har sørget godt for sin sjæl, der bliver gjort meget godt efter ham; ja, desværre, efter ham – og alt for sent.

Men den synd, at han svigtede sin næste i livet, da han godt kunne, sådan som den rige i evangeliet lod den fattige Lazarus ligge, minder ingen ham om; han tænker heller ikke selv på den; den synd må forblive uskriftet, uangret og uden tilgivelse, om der så var nok så mange buller, aflad og gejstlige fædre. For det er netop den rette synd, som hører til den yderste dom, om hvilken Kristus vil sige: «Jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj» (Matt 25,43). Så vil denne fromme mand sige: «Ej, Herre, jeg samlede det, for at jeg kunne stifte dig en stiftelse, og jeg har betalt paven en bulle dermed; så har han tilsagt mig tilgivelse for alle mine synder.» Hvad skulle sådanne folk høre andet end dommen: «Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild!» – fordi de har ødelagt den kristne tro ved gerningerne og foragtet den kristne kærlighed for træ og stens skyld.

Lad os derfor være kloge, kære venner, det er nødvendigt; lad os dog lære, at alene troen på Kristus frelser os, sådan som der ovenfor er sagt tilstrækkeligt, så ingen bygger på sine gerninger. Dernæst skal enhver, mens han lever, alene øve sig i de gerninger, hvormed han kan være sin næste til hjælp, lade testamente være testamente og stiftelse være stiftelse og stifte sin gerning på at gøre godt mod sin næste, mens han lever.

Jeg vil her fortælle et eksempel om den hellige kvinde Sankt Elisabeth. Hun kom engang ind i et kloster og så, at vor Herres lidelse var smukt malet på væggene, og hun sagde: «Disse udgifter skulle I have sparet til legemets føde; for dette burde være malet i jeres hjerte.» Se dér, hvilken enfoldig, guddommelig og kraftig dom det er over de ting, som dog enhver anser for kostelige. Hvis hun sagde det nu, ville de pavelige helt sikkert brænde hende som en, der spottede Kristi lidelse og havde talt ondt om gode gerninger: hun måtte være kætter, om hun så var ti helgener værd.

Den anden lære: Guds bud bliver ikke opfyldt med gerninger

For Sankt Stefanus forkaster her ikke alene kirkerne og kirkebyggeriet, men også alle deres gerninger, idet han siger: «I har modtaget loven ved engles tjeneste og har aldrig holdt den.» Derfor skælder de også ham ud til gengæld, ikke alene som en, der taler imod det hellige tempel, men også som en, der spotter Moses' lov og vil lære andre gerninger, end de havde gjort. Stefanus kunne jo ikke give dem skyld for, at de ikke holdt loven med udvortes gerninger; for de var jo omskårne og overholdt reglerne om mad, klæder og fester og det, Moses har befalet; de stenede ham også for lovens skyld.

Men Sankt Stefanus taler ud af den Ånd, som Sankt Paulus taler ud af i Rom 2 og 3: at ingen er retfærdig for Gud af lovens gerninger, men alene af troen. Og grunden er denne: Hvor Helligånden ikke er og giver nåde, dér kan menneskets hjerte ikke holde af Guds lov, men ville langt hellere, at der ingen lov var; sådan som enhver mærker i sig selv og finder sig tung og ulysten til det gode, men tilbøjelig og let til det onde, sådan som også Moses siger i 1 Mos 6,5 og 8,21: «Menneskets hjerte er kun tilbøjeligt til det onde fra ungdommen af.»

Eftersom en sådan modvilje nu er der, så gør han lovens gerninger med ulyst, ikke af hjertet; han må gøre dem af frygt for straf, skam og helvede, eller han gør dem af kærlighed til sin egen fordel og frelse, ikke af kærlighed til Gud og til hans ære. Derved er alle sådanne gerninger kun hykleri og regnes for Gud ikke for nogen god gerning. Derfor har han lovet Helligånden og giver ham også til alle, som tror på Kristus. Den samme Ånd gør ved sin nåde hjertet villigt og lysten til det gode, så mennesket gør gerningerne frit, for intet, alene til Guds ære; for ved troen og Ånden er han allerede retfærdig og frelst, hvortil ingen gerninger kunne bringe ham. Se, ud fra denne grund slutter man frit, at alle, som er uden tro og nåde, ikke holder nogen lov, selv om de piner sig selv til døde med lovens gerninger.

Det er nu det, Sankt Stefanus her mener: at jøderne altid står Helligånden imod, idet de i formastelig tillid til deres gerninger ikke vil have brug for ham og ikke vil have deres gerninger forkastet som urette; de bliver ved med at gøre noget med loven og holder dog ikke et eneste bud ret, de forbliver hyklere hele deres liv og vil ikke tage imod troen, så de derved kunne komme til ret gode gerninger og ved Åndens nåde få lyst og kærlighed til loven og således opfylde loven af et frit hjerte; for sådanne gørere og lovholdere vil Gud have og ingen andre.

Derfor siger han også, at de er hårde af hals og uomskårne på hjerter og ører, så de hverken vil høre eller forstå det; de råber altid: «Gode gerninger, gode gerninger! Loven, loven!» og gør dog ikke selv én af dem. Sådan gør vore pavelige også, og sådan gør alle deres forfædre og efterkommere og hele hoben af denne slægt: de forfølger de retfærdige for det og roser sig bagefter af, at de har gjort det for Guds og hans lovs skyld. Så har vi hovedsagen i denne epistel. Nu vil vi gå en lille tur omkring i den.

Et eksempel på guddommelig nidkærhed og kristen kærlighed

For det første ser vi her Sankt Stefanus’ eksempel også i kærligheden til Gud og til næsten. Til Gud deri, at han så alvorligt og hårdt straffer jøderne: han kalder dem forrædere, mordere og overtrædere af hele loven, ja, de hårde halse, som også stod imod loven og dens opfyldelse og desuden imod Helligånden selv; ligeledes uomskårne på ører og hjerter. Hvordan kunne han have skældt dem hårdere og grusommere ud? Han lader jo intet godt blive tilbage hos dem, så det ser ud, som om han gør det af utålmodighed og vrede.

Hvis nogen nu gjorde sådan mod de pavelige, hvordan skulle verden så kunne tåle ham? Men dertil tvinger og driver kærligheden ham, den kærlighed, han har til Gud. Den kan ikke tåle eller tie til, at Guds bud foragtes sådan; den kan ikke hykle, den straffer og skælder den ud, som handler imod Gud, og det lader den sig ikke forhindre i, om den så skulle sætte livet på det. Det kalder Skriften zelum Dei, en hellig harme, fordi det gør ondt på kærligheden til Gud, og fordi den uudholdeligt harmes over vanære mod Gud og ulydighed mod ham, hvis ære og lydighed den søger og elsker højest af alt. Sådan læser man også om profeten Elias, at han var en særlig mand i en sådan hellig harme mod de falske profeter.

Af dette eksempel lærer vi, at alle, som tier til synderne og overtrædelsen af Guds bud, ikke elsker Gud. Hvor vil da hyklerne blive af, som endda roser overtrædelsen? Ligeledes bagtalerne og de, som ler og gerne hører og taler om det onde hos næsten?

Det undskylder heller ingen, at paven i sine tossede love forbyder, og de pavelige lærer, at man ikke skal straffe eller dømme øvrigheden; det er Satans lære. Hvem straffer Sankt Stefanus her? Er det ikke de øverste i Jerusalem? Og han er dog en enkel, ringe mand, hverken præst eller indviet. Ja, han lærer os dermed, at enhver kristen skal straffe paven og de øverste og er pligtig til det – så langt fra, at han ikke skulle have ret eller magt dertil. Og især skal de straffes for de åndelige synder, sådan som Sankt Stefanus her ikke straffer dem for grove synder, men for hykleriet: at de ikke troede og kun stod Helligånden imod. For deri gør de mest skade; de forfører sig selv og folket med deres love og gerninger.

Sådan skal paven, biskopperne og alle de pavelige straffes offentligt som hårdhalsede og uomskårne hyklere, der står Helligånden imod og ikke holder et eneste af Guds bud, men kun forråder og myrder de kristne sjæle; deri er de forrædere og mordere mod Kristus, som har vundet dem med sit blod.

Og når vi nu netop er kommet ind på, at Sankt Stefanus var en lægmand eller en almindelig mand og ikke en præst – selv om de i deres sange kalder ham en levit og gør ham til epistellæser eller evangelielæser, for at intet dog skal blive uforvansket –, så skal man vide, at Sankt Lukas skriver i ApG 4 og 6, at de kristne i den første begyndelse i Jerusalem gav alt deres gods til fællesskabet; så delte apostlene ud til enhver, hvad han havde brug for. Men det skete, at de græsktalende enker ikke blev forsørget som de hebraisktalende enker; så begyndte der en knurren iblandt dem. Da så apostlene, at dette arbejde ville blive dem for meget, så de måtte forsømme forkyndelsen og bønnen for det, og de kaldte dem alle sammen og sagde: «Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at tjene ved bordene. Se derfor, kære brødre, efter syv mænd iblandt jer, som har et godt ry og er fulde af Helligånd og visdom, som vi kan indsætte til denne nødvendige gerning; men vi vil holde fast ved bønnen og ved Ordets tjeneste.» Sådan blev Sankt Stefanus valgt sammen med seks andre og sat til at dele dette gods ud. Derfra er det lille ord diaconus kommet, en tjener, fordi de tjente menigheden og sørgede for dens timelige fornødenheder.

Så er det nu klart, at Sankt Stefanus var de kristnes forvalter eller foged og formynder i de timelige goder, til at dele ud til dem, der trængte. Men med tiden har man gjort epistellæsere og evangelielæsere ud af det. Og der er ikke mere tilbage af Sankt Stefanus’ embede end det lidt, som nonneklostrenes forvaltere, hospitalsforstanderne og de fattiges formyndere endnu viser. Sådanne folk skulle være epistellæserne og evangelielæserne – ikke nogle, der var indviet, havde fået tonsur, bar dalmatika og viftede fluerne væk ved alteret, men en almindelig lægmand og en retskaffen mand, som havde en fortegnelse over de trængende og fik den fælles kasse betroet, for at dele ud, hvor det var nødvendigt. Det er Sankt Stefanus’ egentlige, rette embede, og han har aldrig drømt om hverken at læse epistel eller evangelium, om tonsurer eller om dalmatikaer. Det er ene og alene menneskepåfund.

Så rejser der sig her et spørgsmål: om lægfolk og den almindelige mand også må prædike. For Sankt Stefanus blev her ikke sat til at prædike (det embede forbeholdt apostlene sig selv, som sagt), men til at holde hus; og alligevel, når han gik på torvet og kom blandt folk, vakte han straks røre med tegn og undere, som denne epistel siger, og straffede tilmed de øverste. Havde paven og de pavelige været der, så havde de helt sikkert spurgt efter hans vielsesbrev og hans uudslettelige præg [tysk «nach dem Format und nach dem Character»: ordinationspapiret og det character indelebilis, som ifølge romersk lære indpræges ved præstevielsen], og havde han ikke båret en tonsur og en tidebog med, så havde han helt sikkert måttet brændes som kætter, eftersom han hverken var præst eller klerk. For titlerne præst og klerk, som Skriften giver alle kristne, har de revet til sig, og de andre kalder de lægfolk, ligesom de også kalder sig selv kirken, som om lægfolket stod uden for kirken – det fine, fornemme folk, som dog hverken gør en præsts, en klerks eller kirkens embede og gerning, men narrer verden med deres menneskepåfund.

Men Sankt Stefanus står her fast og giver med sit eksempel enhver magt til at prædike, hvor man vil høre det, hvad enten det er i huset eller på torvet, og han lader ikke Guds ord være bundet sådan til tonsurerne og de lange kjortler. Dog hindrer han ikke apostlene i deres prædiken, men passer også sit eget embede og er rede til at tie, hvor apostlene selv prædiker.

For der må jo være en orden, så ikke alle prædiker på én gang, men som Paulus skriver i 1 Kor 14,29–30: en eller to skal tale, og hvis noget åbenbares for en anden, skal den første tie. Det ses også i ApG 15: da Sankt Peter havde prædiket færdig efter nogle farisæeres tale, prædikede Barnabas og Paulus efter ham og til sidst også Sankt Jakob, og den ene talte efter den anden. Det skinner endnu en smule igennem på de høje skoler i deres disputatser. Men nu snakker én alene løs om Didrik af Bern, eller hvad han nu har drømt.

En rigtig prædiken burde gå til, ligesom når man ved bordet drøfter noget i en samtale. Derfor indstiftede Kristus også sakramentet, for at man skulle sidde til bords ved det og drøfte hans ord. Men alt er vendt på hovedet, og ren og skær menneskeorden er kommet i stedet for Guds orden. Nok om det for denne gang.

Den anden del, kærligheden til næsten, har Sankt Stefanus vist deri, at han ikke engang undte sine egne mordere noget ondt. For hvor hårdt han end straffer dem for Guds skyld, er han dog så inderligt velvillig mod dem, at han i sin sidste afsked, da han havde overgivet sin ånd og sørget for sig selv, derefter glemmer sig selv og kun er bekymret for dem og opgiver sin ånd i denne kærlighed. For Sankt Lukas har ikke for ingenting sat Sankt Stefanus’ ord, da han bad for sine mordere, til sidst. Desuden står han oprejst, da han bad for sig selv og overgav sin ånd; men til sidst, da han beder for sine mordere, falder han på knæ; tilmed råber han her med høj røst, hvad han ikke gjorde for sig selv.

Åh, hvor meget mere alvorlig var ikke denne bøn for ham end hans bøn for sig selv! Hvor må hans hjerte ikke have brændt dér, hvor må hans øjne ikke være løbet over, og hele hans legeme bevæget og varmet over hans fjenders elendighed, som han så for sig! Sankt Augustin mener, at denne bøn har frelst Sankt Paulus; og det er ikke urimeligt at tro, at Gud visselig har hørt en sådan bøn og fra evighed har besluttet at gøre noget stort for dens skyld, sådan som han jo har vist det på Sankt Paulus. Den kunne ikke blive afslået, selv om de ikke alle er blevet frelst.

Han vælger også sine ord fint og siger: «Lad ikke denne synd blive stående for dem»; det vil sige: gør ikke, at den bliver stående, sådan som en søjle eller en grundvold står urokkelig. Dermed skrifter han for dem, angrer og gør fyldest for dem. Som om han ville sige: «Kære Herre, det er jo en synd og ikke ret, det kan ingen nægte» – sådan som anger og skriftemål plejer at tale: enfoldigt at hade og bekende skylden. Derefter beder han og ofrer sig selv for den, så synden dog kan få sin fyldest. Se, sådan ser vi, hvordan den rette kærlighed på én gang er så stor en fjende og en ven, hvor hårdt den straffer, og hvor sødt den hjælper. Den har en hård skal, men en sød kerne; bitter er den for det gamle menneske, men såre sød for det nye menneske.

Epistlen giver heller ikke alene en sådan stærk lære og et sådant stærkt eksempel på troen og kærligheden, men også trøst og formaning. Den lærer ikke alene, men lokker og driver også, idet den kalder døden en søvn, døden, som hele verden gruer for. Men her siger Sankt Lukas: «Han sov hen»; det vil sige: med en blid død, som han ikke mærkede, er han skilt herfra, ligesom et menneske, når det falder i søvn, ikke ved, hvad der sker med det, men glider ind i søvnen uden at mærke det.

Og man kan bygge fast på dette Åndens ord – han vil ikke lyve –, at de kristnes død er en søvn og et blidt dødsfald. For det er Kristi nåde og kraft, det har han vundet os ved sin død, at døden ikke skal falde os bitter, når vi tror på ham, som han siger i Joh 8,51: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis nogen bevarer mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» Hvorfor ikke se den? Fordi sjælen er grebet af hans levende Ord og fuld af dets liv og ikke kan mærke døden. For Ordet lever og mærker ikke døden; sådan også sjælen, som tror og lever i det samme Ord. Derfor kaldes Kristi ord livets ord, og de er også livets ord, og den, som hænger ved dem og tror dem, må leve.

Denne lokken og trøst bliver endnu større derved, at han siger, at han ser himlene åbne og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd. Dermed har Kristus vist, hvor nær han er, hvor villigt og hvor omhyggeligt han holder hånden over os og er rede til at hjælpe, hvis vi blot tror på ham og glad sætter livet på spil for hans skyld. Det er ikke sket for Sankt Stefanus’ skyld alene, og det er i hvert fald ikke skrevet for hans skyld, men til trøst for os, så vi ikke skal tvivle på, at han også vil gøre sådan mod os, når vi gør, som Sankt Stefanus gjorde.

Det er overmåde trøsteligt, og der er budt døden en stor trods, at himlene står åbne. Hvad skulle ikke være åbent og rede, når himlene, den højeste skabning, står åbne og ligefrem venter på os og glæder sig over, at vi kommer? Ja, du ville gerne, at de også stod så synligt åbne for dig. Men hvis det skulle ske for enhver, hvor blev så troen af? Det er nok, at det er sket én gang, for at trøste og styrke alle kristnes tro og gøre døden foragtelig. For som vi tror, sådan sker det for os, selv om vi ikke ser det.

Ligeså: hvilken engel, hvilken skabning skulle ikke være rede og stå parat, når Herren selv er rede og står parat til at hjælpe? Og det er værd at lægge mærke til, at der siges, at han ikke så en engel, ikke Gud selv, men mennesket Kristus, som er den mest elskelige natur og den, der ligner os mest, og den allertrøsteligste for mennesket. For et menneske ser hellere et menneske end engle og alle skabninger, især i nøden.

Her spørger også de spidsfindige lærde, som måler Guds gerninger med fornuften og tæller havet med skeer: hvordan Sankt Stefanus kunne se ind i himlen, når vore øjne dog ikke engang kan se en fugl, når den flyver lidt højt; hvordan skulle han så have set Kristus så tydeligt, at det var Kristus og ikke en anden? Og når vi ser en mand oppe i vort tårn, synes han os at være et barn, og vi kender ham ikke. Derfor bøder de på sagen og siger: Sankt Stefanus’ øjne blev skærpet overnaturligt, så han kunne se så langt og så sikkert. Men hvad nu, hvis Sankt Stefanus havde været inde i et hus under et hvælv? Lad den slags menneskesnak fare. Hørte Sankt Paulus da ikke også Kristi stemme fra himlen uden for Damaskus, og dog var hans ører ikke skærpet? Og apostlene på Tabor-bjerget, ligeledes Johannes Døberen (Luk 3,22) og folket (Joh 12,29) hørte Faderens stemme, og dog blev deres ører ikke hvæsset eller skærpet. Er det ikke langt større, at en stemme høres så højt oppefra, end at et billede ses så højt oppe? Øjnene ser jo umådeligt længere, end ørerne hører.

Når Gud vil åbenbare sig, så er himlen nær og alle ting. Hvad enten Sankt Stefanus var under tag eller under åben himmel, så var himlen nær for ham, og han behøvede ikke se langt. Gud er alle vegne og behøver ikke stige ned fra himlen; et sådant syn er hurtigt sket, så han i sandhed er i himlen og dog ses allernærmest, uden nogen skærpelse eller forandring af sanserne.

Selv om vi ikke ved, hvordan det går til og er muligt, så gør det ikke noget. Guds undere sker ikke, for at vi skal udmåle og indfange dem, men for at vi skal tro og blive trøstet ved dem. Mål mig, hvis du er så klog, hvordan der gennem sådan en lille stilk vokser så stort et æble, en pære eller kirsebær, og mange lignende, langt ringere undere. Lad Gud virke, og tro du; formast dig ikke til at indfange og begribe ham.

Og hvem kunne opregne alle dyderne i dette eksempel? Alle Åndens frugter lyser i det. Der er kærlighed, tro, tålmodighed, godhed, fred, sagtmodighed, visdom, sandhed, enfoldighed, styrke, trøst, omsorg for næsten, had til og straf over alt ondt, foragt for døden og dette liv, frihed, overgivelse og al nåde og alt godt. Der er ingen dyd, som der ikke er et eksempel på her, og ingen last, som ikke har sin straf parat her, så evangelisten med rette siger, at Stefanus var fuld af tro og kraft. Vores tekst [den latinske Vulgata] har det sådan: «Stefanus, fuld af nåde og styrke.» Men den græske, som Sankt Lukas har skrevet, sådan: «Stefanus, fuld af tro og kraft», så «kraft» her betyder virksomhed eller gerning; som om han ville sige: Han havde en stor tro, derfor gjorde han også meget og var mægtig i gerning. For hvor troen er ret, dér følger også gerningen; og jo større troen er, des mere gerning er der.

Det er en meget kraftig, mægtig og virksom ting med en ret tro. Intet er umuligt for den, og den hviler eller holder heller ikke fri. Derfor gjorde Sankt Stefanus af sin tros overstrømmende virksomhed ikke alene enkle, almindelige gode gerninger, men også undere og tegn offentligt blandt folket; tilmed store undere og store tegn, siger Lukas. Det er skrevet til et tegn på, at den, som ikke er virksom, heller ikke er troende og ikke har lov at rose sig af sin tro. Han har ikke for ingenting sat troen først og derefter gerningen: for at bevidne, at gerningen er et bevis på troen, og også, at intet godt kan ske uden troen; den må være der først i alle gerninger. Det hjælpe Gud os til. Amen.