Søndag efter jul (Gal 4,1–7)

Epistlen på søndagen efter jul, Gal 4,1–7

Dette er en ret paulinsk epistel, og derfor bliver den heller ikke forstået af mange – ikke fordi den er så mørk og svær, men fordi læren om troen er kommet så aldeles bort fra verden, og uden den er det ikke muligt at forstå Paulus, som med al magt og alvor driver på troen i alle sine epistler. Derfor vil den koste os nogle ord, hvis vi skal gøre den lys; og for at vi kan tale så klart om den, som vi overhovedet kan, vil vi lade det følgende være en fortale og indgang.

Om menneskets retfærdiggørelse

Man skal vide, at det er én tale, når man lærer om de gode gerninger, og en anden, når man lærer om retfærdiggørelsen – ligesom væsenet eller personen er én ting og det at gøre og virke en anden. Nu hører retfærdiggørelsen personen til og ikke gerningerne. For det er personen og ikke gerningerne, der bliver erklæret retfærdig, frelst, dømt eller fordømt. Således er det også fastslået, at ingen gerning gør personen retfærdig, men den må først, uden alle gerninger, blive retfærdig ved noget andet.

Således siger Moses, 1 Mos 4,4: «Gud så til Abel og hans offer.» Først så han til Abel, personen, og derefter til offeret, så at personen først var retfærdig, ret og velbehagelig, og derefter også offeret for personens skyld – ikke personen for offerets skyld. Omvendt så han ikke til Kain og hans offer. Heller ikke her så han først til Kain, personen, og derefter heller ikke til hans offer. Af denne tekst sluttes det, at det ikke er muligt, at en gerning er god for Gud, uden at personen først er god og velbehagelig. Omvendt er det ikke muligt, at en gerning er ond for Gud, uden at personen først er ond og ikke velbehagelig. Lad det nu være nok for denne gang og fastslået, at der er to slags gode gerninger: nogle før og nogle efter retfærdiggørelsen. De, der går forud, har kun skinnet og duer ikke; men de, der følger efter, er virkelig gode.

Se, det er striden mellem Gud og de hovmodige hellige. Her kæmper naturen og raser imod Helligånden; det handler hele Skriften om. Gud fastslår i Skriften, at alle gerninger før retfærdiggørelsen er onde og intet duer, og han vil først have personen retfærdig og god. For det andet fastslår han, at alle personer, så længe de endnu er i naturen og den første fødsel, er uretfærdige og onde, som Sl 116,11 siger: «Alle mennesker er løgnere»; og 1 Mos 6,5: «Alle menneskehjertets tanker og stræben er altid kun ondt.» Derfor kan han ikke gøre nogen gode gerninger, men hvad han gør af den slags, er lutter Kainsgerninger.

Her træder Fru Hulda [en skikkelse fra den tyske folketro (Frau Holle); ikke profetinden Hulda] frem med næsen i sky – det er naturen – og tør gø imod sin Gud og gøre ham til løgner. Hun hænger hele sit gamle loppemarked om sig, stråharnisket: det naturlige lys, fornuften, den frie vilje, de naturlige kræfter, dernæst de hedenske bøger og menneskelæren; og så tager hun fat og skraber løs på sin fiddel og siger: «Gerningerne før retfærdiggørelsen er også gode gerninger og ikke Kainsgerninger, som Gud siger, og de er så gode, at personen bliver retfærdig ved dem. For således har Aristoteles lært: Den, der gør meget godt, bliver god derved.» Det holder hun fast ved, og således vender hun Skriften om og mener, at Gud skal se på gerningerne først og derefter på personen. Sådanne djævelske lærdomme regerer nu på alle de høje skoler, i stifterne og klostrene, og de er alle sammen lutter Kains hellige, som Gud ikke ser til.

For det andet: Da hun nu kun bygger sin sag på gerningerne og ikke regner personen og retfærdiggørelsen for noget stort, går hun videre og giver også gerningerne efter retfærdiggørelsen al fortjenesten og hovedretfærdigheden og siger: «Troen er intet uden gerningerne», som Sankt Jakob siger (Jak 2,26). Og fordi hun ikke forstår dette ord ret, agter hun troen ringe og bliver således hængende ved gerningerne og vil smigre Gud med dem, så han for deres skyld også skal finde behag i personen.

Og således stræber de to uophørligt imod hinanden. Gud ser på personen, men Kain ser på gerningerne. Gud vil lønne gerningerne for personens skyld, men Kain vil have personen kronet for gerningernes skyld. Gud viger ikke fra sit sind, som er rimeligt og ret; men junker Kain lader sig heller ikke overtale fra sin vildfarelse, fra verdens begyndelse til dens ende: Man må ikke forkaste hans gode gerninger, ikke holde hans fornuft for intet, ikke regne hans frie vilje for uduelig – ellers bliver han vred på Gud og slår sin bror Abel ihjel, sådan som alle historier rigeligt lærer os.

Så siger du: «Hvad skal jeg så gøre? Hvordan bliver min person først god og velbehagelig? Hvordan får jeg denne retfærdiggørelse?» Dertil svarer evangeliet: Du må høre Kristus og tro på ham, ganske enkelt fortvivle om dig selv og tænke, at du fra Kain må blive til Abel, og så ofre dit offer. Denne tro uden alle dine gerninger bliver, ligesom den er prædiket uden al din fortjeneste, også givet uden din fortjeneste, af lutter nåde. Se, den gør personen retfærdig og er også selv retfærdigheden. Ham skænker og tilgiver Gud alle synder, hele Adam og Kain oven i købet, for Kristi, sin kære Søns skyld, hvis navn er i denne tro. Desuden giver han ham sin Helligånd og gør personen anderledes og forvandler den til et nyt menneske, som så har en anden fornuft og en anden vilje, tilbøjelig til det gode. Hvor en sådan person er, gør den lutter gode gerninger, og hvad den gør, er godt, som det er sagt i den forrige epistel.

Derfor hører der intet andet til retfærdiggørelsen end at høre og tro Jesus Kristus som vores Frelser. Men ingen af delene er naturens gerning, men nådens. Og den, der mener at nå dertil med gerninger, han hindrer evangeliet, troen, nåden, Kristus, Gud og alle ting. Omvendt hører der intet andet til de gode gerninger end retfærdiggørelsen (for den, der er retfærdig, gør godt, og ellers ingen, og alt, hvad han således gør som retfærdig, er godt, uden nogen forskel på gerningerne), så at begyndelsen, følgen og ordenen i menneskets frelse må forholde sig således: For det første, før alle ting, at man hører Guds ord, dernæst tror, dernæst virker og således bliver frelst. Den, der vender denne orden om eller ændrer den, er visselig ikke af Gud.

Denne orden beskriver Sankt Paulus i Rom 10,13–15 og siger således: «Enhver som påkalder Herrens navn, vil blive frelst. Hvordan skal de da påkalde ham som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de komme til tro på ham som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre uden at nogen forkynder? Hvordan skal de forkynde uden at de er blevet sendt?» Derfor lærer Kristus os, at vi skal bede husfaderen om at sende arbejdere ud til sin høst, det vil sige rette prædikanter. Når de kommer, prædiker de det rette Guds ord; når man hører det, kan man tro. Men troen gør personen retfærdig og god, og den påkalder så Gud og gør lutter godt; således bliver mennesket da frelst. Det betyder: Den, der tror, bliver frelst; omvendt: den, der virker uden tro, bliver fordømt. Som Kristus siger (Mark 16,16): «Den der ikke tror, vil blive fordømt»; der hjælper intet virke.

Se nu på den almindelige talemåde og de ord, der går blandt folk. De plejer at sige: «Ja, jeg skal nok blive from engang; ja, man må være from» osv. Men når man spørger dem: «Kære, hvordan skal man bære sig ad for at blive og være from?», så begynder de at sige: «Ja, man må bede, faste, gå i kirke, lade være med at synde» osv. Ligeledes løber den ene i kartusianerklostret, den anden ind i en anden orden, en tredje bliver præst, en lægger en hårskjorte på, en pisker sig, en anden piner sig på anden vis, og en anden igen på en anden måde. Se, det er lutter Kain og Kains gerninger. For personen bliver som før, og der er ingen retfærdiggørelse, men kun et udvortes skifte og bytte af gerninger, klæder, steder og fagter; og de er rene aber, der tager de helliges fagter på sig, og dog er de ikke hellige. De tænker ikke på troen, men stormer kun mod himlen med gode gerninger (som de mener) og med at pine sig selv.

Om dem siger Kristus i evangeliet (Luk 13,24): «Kæmp for at komme ind gennem den snævre dør. For mange, siger jeg jer, vil prøve at komme ind, men vil ikke kunne.» Ja, hvorfor ikke? Fordi de ikke ved, hvilken der er den snævre dør: Det er troen, som gør mennesket lille, ja, aldeles til intet, så han må fortvivle om alle sine gerninger og bart klynge sig til Guds nåde alene og lade alle ting fare for den. Men Kains hellige mener, at den snævre dør er de gode gerninger; derfor bliver de ikke små og fortvivler ikke om dem, ja, de samler dem i store sække, hænger dem om sig og vil på den måde igennem – og de skal komme lige så godt igennem, som kamelen med sin store pukkel kan gå gennem et nåleøje.

Når man nu taler til dem om troen, så spotter og ler de og spørger, om man holder dem for tyrkere eller hedninger, så de først nu skulle lære troen. Skulle der da være så mange munke, nonner og præster og ikke kende troen? Hvem ved ikke, hvad det er at tro? Det ved jo selv de åbenlyse syndere! Derfor mener de, som om de havde nok og alt af troen, at man herefter må beskæftige sig med gerninger, og agter troen (som jeg har sagt) meget ringe; for de kender den ikke og ved heller ikke, hvordan den alene gør retfærdig.

De kalder det tro, at de har hørt om Kristus og holder alt for sandt – sådan som djævlene også tror, og alligevel bliver de ikke retfærdige derved. Men det er ikke en kristen tro; ja, det er snarere en indbildning end en tro. Således har vi i de foregående postiller hørt tilstrækkeligt om, at det ikke er nok for et menneske, når han vil være kristen, at han tror, at alt det er sandt, som er sagt om Kristus – det er Kains helliges tro –, men han må ikke tvivle eller vakle om, at han er en af dem, hvem denne nåde og barmhjertighed er givet, og at han visselig har fået den ved dåben eller sakramentet. Når han nu tror det, så må han frit sige om sig selv, at han er hellig, from, retfærdig og Guds barn, viss på frelsen, og han må ikke tvivle om det: ikke af sig selv eller for sine fortjenesters og gerningers skyld, men af Guds lutter barmhjertighed i Kristus, udøst over ham. Den regner han for så stor, som den også er, at han ikke tvivler om, at den gør ham hellig og til Guds barn. Og hvis han tvivlede derom, påførte han sin dåb og sit sakramente den højeste vanære og gjorde Guds ord og nåde i sakramenterne til løgn.

For her skal der ikke være frygt eller vaklen med hensyn til, om han er from og Guds barn af nåde, men alene frygt og bekymring for, hvordan han kan blive ved således, bestandig til enden; det er dér alene, al fare og bekymring ligger. For hele frelsen er visselig dér; men det er uvist og farligt, om han består og beholder den. Dér må man vandre i frygt; for en sådan tro bygger ikke sin trods på gerninger eller på sig selv, men alene på Gud og hans nåde; og nåden vil og kan heller ikke lade ham, så længe denne trods varer. Men hvor længe den vil vare, ved han ikke: om en anfægtelse skulle drive ham bort fra den; hører denne trods op, så hører nåden også op.

Det mener Salomo, Præd 9,1: «Der er retfærdige, og deres gerninger er i Guds hånd; dog bliver alt stillet i en kommende uvished, så at mennesket ikke ved, om han er værdig til nåde eller unåde.» Han siger ikke, at det er uvist nu, men i fremtiden: fordi mennesket ikke ved, om han vil blive stående, når anfægtelsen støder an.

Når de kainske hører om denne tro, så korser de sig med hænder og fødder og siger: «Ja, Gud bevare mig, skulle jeg sige, at jeg er hellig og from? Hvordan skulle jeg være så hovmodig og formastelig? Nej, nej, jeg er en fattig synder.» Se, således må denne tro være intet hos dem og al sådan lære være kætteri; og dermed bliver hele evangeliet udryddet. Det er de folk, der fornægter den kristne tro og driver den ud af hele verden, dem, som Sankt Paulus har forudsagt, da han sagde, 1 Tim 4,1: «I de sidste tider vil rigtig mange falde fra troen.» For en sådan tro er nu bragt til tavshed i hele verden, ja, fordømt og bandlyst sammen med alle, der lærer og holder den, som det værste kætteri; pave, bisper, stifter, klostre og de høje skoler har nu i omkring fire hundrede år enstemmigt stået imod den og intet andet gjort end at drive hele verden i helvede med magt. Det er den rette antikristelige, sidste forfølgelse.

Men når man siger til dem: «Ja, men profeten siger jo, Sl 86,2: ’Bevar min sjæl, for jeg er hellig’, og Sankt Paulus, Rom 8,16: ’Ånden selv vidner sammen med vores ånd at vi er Guds børn’», så svarer de: «Ja, profeten og apostlen siger det ikke som en lære eller et eksempel, men han var oplyst, og det var åbenbaret ham, at han var hellig.» Og således trækker de alle skriftsteder, der taler om det, derhen, at det ikke er lærdomme, men nogle særlige undere og fortrin, som ikke tilkommer alle troende – en glose, som de har opdigtet af deres eget hoved. For fordi de ikke selv tror og ikke smager Ånden, mener de, at heller ingen anden skal tro eller smage således. Derved kendes de åbenlyst, som på deres egne frugter, at de er torne og tidsler, ikke kristne, men fjender og ødelæggere af alle kristne og forfølgere af den kristne tro.

Til gengæld har de den tro, at de mener at blive retfærdige og hellige ved deres gerninger, og at Gud skal frelse dem for deres gerningers skyld. Se der, det skal være kristent, at de bliver retfærdige ved deres gerninger; men at man er og bliver retfærdig ved Guds nåde, skal være kætteri. Deres gerninger skal være, gøre og formå mere end Guds nåde; deres tro kan bygge sin trods på gerninger, men på Guds nåde vil den ikke bygge. Og det sker dem også ganske ret, at de bygger på sandet, fordi de foragter klippen, så de falder i deres gerninger og piner sig ihjel, Djævelen til ære, fordi de ikke bliver ved Guds nåde og vil gøre Gud en behagelig tjeneste.

For alle, der har en sådan kristen tro, må derved blive glade og fredfyldte i Gud og hans nåde, og de får også derved lyst til gode gerninger – ikke de gode gerninger, der går ud på bønner og klæder, sådan som de kainske gør, men dem, der er nyttige og gode for næsten, som det er sagt ovenfor i det nærmeste evangelium. Ja, de bliver glade og rede til at lide alle ting; for de tvivler ikke om, at Gud er med dem, og at de er i Guds nåde. Det er de folk, der er Gud og verden til nytte og ære.

Omvendt er de kainske hverken Gud eller verden eller sig selv til nytte; ja, de er kun en unyttig byrde på jorden, til skade for sig selv og alle andre. For da de ikke har en sådan tro, er de hverken Gud til nytte eller ære; og de gør ingen af de gerninger, som næsten kunne have gavn af på legeme, gods, ære eller sjæl. For det er lutter egne gerninger, gjort i fagter, klæder, steder, tider og spiser.

Sig mig, hvad hjælper det mig, at du bærer en stor tonsur eller en grå kutte? Hvem hjælper det, at du faster den dag, holder helligdag den dag, ikke spiser den spise, spærrer dig inde på det sted, læser og mumler så og så mange ord om dagen? Dermed gør du ikke mere end at pine dig selv for Djævelen og give alle et ondt, giftigt eksempel til at følge et sådant liv og væsen, som om det var godt – og dog er der intet kristent væsen. For du tror ikke kristeligt, og så beder du heller ikke kristeligt; og din faste er ikke en tugtelse af legemet, som det sig hør og bør, men er kun gjort som en god gerning; så at et sådant liv, kort sagt, ikke er andet end afgudsdyrkelsen med ba’alerne og Molek i gamle dage hos jøderne, som også pinte, dræbte og brændte deres børn, Djævelen til ære.

Hvortil loven er nyttig og nødvendig

Så kunne du sige: «Når det forholder sig således, at gerningerne ikke gør retfærdig, men det at høre og tro på Kristus, som er givet os til eje, hvad er så budene til nytte, og hvorfor er de nødvendige? Hvorfor har Gud så selv påbudt dem så strengt?» Svar: Her kommer vi nu til epistlen; den vil sige os, hvortil budene er givet. Galaterne havde tidligere lært den kristne tro af Sankt Paulus og blev siden vildledt af nogle falske prædikanter, så de igen faldt tilbage på gerningerne og mente, at de måtte blive retfærdige ved lovens gerninger. Så kalder Sankt Paulus dem tilbage fra disse gerninger til troen igen, og med mange stærke ord viser han de to slags lovens gerninger og slutter, at gerningerne før retfærdiggørelsen eller troen intet duer og kun gør trælle. Men troen gør børn eller Guds sønner; så følger da de rette gode gerninger bagefter.

Men man må vænne sig til apostlens måde at tale på, når han skelner mellem trællen og barnet. Trælle kalder han de gerningshellige, som der nu er sagt meget om. Barnet kalder han den, der tror på Kristus, som uden gerninger, alene ved troen, bliver og er retfærdig. Og det er, fordi den gerningshellige ikke tjener som barn og arving på sit eget gods, men som en daglejer på fremmed gods. Selvom begges gerninger er ens og af samme slags, så skiller dog sindet, samvittigheden og troen dem ad. Barnet har en samvittighed, der tænker, at det skal blive ved at være arving på godset. Trællen tænker, at han dog til sidst må ud, og venter ikke arven, som Kristus også siger, Joh 8,35: «Trællen bliver ikke for evigt i huset, men barnet bliver for evigt derinde.»

Således er det med Kains hellige: Fordi de ikke har denne kristne tro (som de selv bekender), at de visselig holder sig for Guds børn, men korser sig for den som for en stor kættersk formastelse, bliver de således hængende i tvivlen. Så går det dem, som de tror: De er det heller ikke og bliver heller aldrig derved Guds børn og frelste. Dog gør de lovens gerninger og øver og anstrenger sig meget; dermed er de trælle, bliver trælle og får ikke mere ud af det end deres timelige løn: at de på jorden har nok, ro, ære og gode dage. Sådan som vi også nu ser i den gejstlige stand, som har al rigdom, magt, lyst, ære og gunst i denne verden. Det er deres løn; de er trælle og ikke børn. Derfor bliver de alle i døden stødt ud fra den evige arv, som de aldrig i dette liv har villet tro eller tage imod ved troen. Se, således er begges gerninger ikke meget ulige, men troen og sindet skiller dem ad.

Nu vil apostlen sige, og det er også sandt, at uden en sådan tro gør loven med alle sine gerninger lutter trælle; for alene denne tro gør børn. Og hverken loven eller gerningerne eller naturen kan give denne tro, men alene evangeliet bringer den med sig, når man hører det. Det er et nådens ord, og Helligånden følger det, hvor det bliver prædiket og hørt i stilhed, sådan som han beviser det i ApG 10,44 over Kornelius og hans folk, som alene ved at høre Sankt Peter fik Helligånden.

Loven er heller ikke givet af nogen anden grund end den, at mennesket derved skulle erkende, hvordan han er uden nåde og ikke har et barnligt, men et trælleagtigt sind, der tjener Gud uden en sådan tro og tillid og oven i købet ikke villigt. For de bekender selv, at de er uden en sådan tillid; og hvis de skulle bekende videre, måtte de også sige, at de hellere ville være uden lov og ikke er under den af egen vilje. Således er det alt sammen tvunget og troløst hos dem, og de må bekende, at de ikke kan komme videre ved loven. Det skulle de lære af loven og erkende sig selv, at de er trælle og ikke børn, og derfor tænke på at komme fra trældommen til barnekåret og lade deres eget være intet, så de ved Guds nåde og troen kunne komme til det rette væsen.

Det ville være den rette forståelse og brug af loven, som ikke gør andet end at bevise for og overbevise alle, der gør efter den uden tro, at de er trælle og virker i den med modvilje og uden tillid til nåden. Den vil, at de selv skal støde sig på den, prøve og erfare, hvor modvillige og troløse de er, og således søge hjælp andetsteds og ikke formaste sig til at opfylde den af sig selv. For den vil opfyldes villigt og alene af Guds børn og er fjendtlig mod trællene og de modvillige.

Nu farer de frem, bekender, at de ikke tror, ja, forfølger den tro, der gør børn, mærker også godt, hvor modvillige de er, og ville hellere være uden lov; alligevel formaster de sig til at blive retfærdige ved sådanne gerninger. De vil blive ved at være trælle og ikke blive børn og alligevel blive på godset; de vender alle ting på hovedet. Loven (som de skulle støde sig på og lære af, at de er modvillige trælle, så de derved kom til at fortvivle om sig selv og holde sig til troen, der bringer nåde og gør børn) trækker de derhen, at de kun kaster sig over den med gerninger og formaster sig til således at opfylde den. Netop dermed hindrer de lovens mål og mening og strider netop dermed imod troen og nåden, som loven viser dem hen til, driver og tvinger dem til. Således forbliver de til evig tid et blindt, uforstandigt, slidsomt, trælleagtigt folk.

Det er, hvad Sankt Paulus vil og mener i Rom 3,20 og 7,7, og han siger det frit ud: «Ved lovens gerninger bliver intet menneske retfærdigt for Gud.» Hvorfor dog ikke? Han svarer og siger: Fordi der ved loven ikke sker mere end erkendelse eller erfaring af synd. Kære, hvordan går det til? Tag en Kain for dig, så vil du finde det. For det første gør han alle sine gerninger efter loven med stor møje og arbejde; og dog bekender han frit, at han ikke tror, at han er Guds barn og hellig; ja, han fordømmer en sådan tro, som sagt, som den allergrueligste formastelse og kætteri og vil blive i tvivlen og vente, indtil han bliver sådan et barn ved sine gerninger.

Se, dér ser du åbenlyst, at personen ikke er god eller retfærdig, eftersom en sådan tro ikke er i den; ja, han er en fjende af en sådan tro, og derfor er han også en fjende af retfærdigheden. Så er hans gerninger visselig heller ikke gode, hvor smukt de end skinner efter loven. Og således forstår du, at Sankt Paulus siger ret: «Ved lovens gerninger bliver ingen retfærdig for Gud.» For hos Gud må personen først være god, før gerningerne er det. Men for mennesker er han nok retfærdig ved sine gerninger, for de dømmer efter gerningerne, ikke efter sindet eller hjertet. Mennesker dømmer personen efter gerningerne; Gud dømmer gerningerne efter personen.

Men nu kræver og byder det første bud i loven, at vi skal ære og have én Gud, det vil sige stole på ham, bygge på ham og forlade os på ham – og det er en ret tro, som gør Guds børn. Så ser og erkender du klart ved denne lov synden i denne Kain, nemlig hans vantro; ligeledes mærker du også i dig selv, om du tror eller ej – hvad ingen kunne mærke eller erkende uden denne lov. Se, det kalder Sankt Paulus at erkende synden ved loven.

Nu kan du ikke selv hjælpe dig ud af en sådan vantro, og loven kan det heller ikke. Derfor må alle dine gerninger, hvormed du tænker at opfylde loven, forblive lovens gerninger og kan ikke gøre dig retfærdig for Gud, som kun regner dem for retfærdige, der tror på ham og er børn; for de alene opfylder budet og har ham som en sand Gud.

For selvom du piner dig ihjel med gerninger, kan dit hjerte dog ikke derved fatte en sådan tro, som budet kræver; ja, gerningerne hverken tåler eller kender en sådan tro, som sagt, og ved heller ikke, at den kræves af loven. Derfor må et sådant menneske forblive Djævelens martyr og en forfølger af troen og loven, netop ved lovens gerninger, som han formaster sig til, indtil han kommer til sig selv, erkender sig selv, fortvivler om sig selv og sine gerninger, giver Gud æren, bekender, at han er intet, og bare sukker efter hans nåde, hvorhen Gud har drevet ham med loven. Så kommer troen og nåden og fylder den tomme og mætter den sultne; så følger de virkelig gode gerninger. De er ikke lovens gerninger, men nådens Ånds gerninger, og de kaldes i Skriften Guds gerninger, som han virker i os. For alt, hvad Gud ikke med nåde virker i os, eller hvad vi af os selv virker uden nåde, det er visselig en lovens gerning, som ikke duer til retfærdiggørelsen, men er ond og imod Gud på grund af den vantro, hvori den sker.

For det andet gør en sådan Kain aldrig sine gerninger villigt eller af et frit, lystigt hjerte, medmindre man først køber viljen af ham og lader ham få sin vilje og giver ham, hvad han begærer; ligesom en træl, der ikke gør, hvad han skal, medmindre man driver ham eller lader ham få sin vilje. Nu er alle sådanne et ganske besværligt tyende, som man må drive eller smigre og bønfalde. Således er alle Kainer besværlige og ubehagelige for Gud, fordi de ikke gør nogen af lovens gerninger uden drevet og tvunget af frygt for helvede og straf eller på grund af bønner og eftergivenhed over for deres egen vilje, så Gud giver dem nok og gør med dem, som de gerne vil have det.

Således ser du igen, at der ikke er noget hjerte eller nogen lyst i dem til loven, men til gevinsten, eller i hvert fald en frygt for straffen, så det er klart, at de i hjertets grund er fjender af loven og hellere ville, at der ingen lov var. Derfor er personen ikke god, og så er deres gerninger heller ikke gode, eftersom de kun virker tvunget af frygt eller lokket frem ved gevinst og eftergivenhed over for deres egen vilje, ligesom med bønner og bønfaldelse.

Således lærer loven os at erkende og mærke et sådant ulystent, modvilligt sind. Nu er alt dette synd for Gud. For hvad er det for en hellighed, når du gør gerningen med hånden, men i hjertet ikke holder af loven og lovgiveren? Det er jo synd, når man ikke holder af loven.

Se, det kalder Sankt Paulus her at erkende synden ved loven: at mennesket skal støde sig på den og mærke og erfare en sådan ulyst i sit hjerte, forfærdes over den, fortvivle om sig selv og med hast og tørst søge efter nåden, som tager denne ulyst fra ham og skaber ham en villig, lystig ånd, der af hjertet holder af loven og gør gerningerne utvunget og ubønfaldet, frivilligt, uden at se på andet, end at retfærdigheden og loven i sig selv behager ham, og som hverken søger løn eller frygter straf. Således bliver trællen til et barn og tyendet til en arving – en ånd, som ingen bringer eller giver uden alene troen på Kristus, som det er sagt tilstrækkeligt ovenfor. Lad os nu se på epistlen.

Så længe en arving er et barn, er der ingen forskel på ham og en træl, skønt han er herre over alt godset.

Han sætter en lignelse, hentet fra menneskers sædvane. For vi ser, hvordan et umyndigt barn eller en arving, som forældrene efterlader gods eller betænker i testamentet, bliver opdraget og holdt som en træl på dette gods. Han har ikke rådighed over det og bruger det heller ikke frit, som han vil, men bliver holdt i frygt og tugt, så han kun har mad og klæder af det, skønt godset dog er hans eget. Derfor er han som en fremmed på sit eget gods og ligesom en træl.

Således også her i disse åndelige sager. Gud har gjort et testamente, da han lovede Abraham, 1 Mos 22,18: «I hans afkom, Kristus, skulle hele verden velsignes»; og dette testamente er siden stadfæstet ved Kristi død og efter hans opstandelse uddelt ved evangeliet, som ikke er andet end en forkyndelse og åbenbaring af dette testamente, hvori det siges til hele verden, hvordan der i Kristus, Abrahams afkom, er tilsagt og givet alle mennesker velsignelse og nåde, som enhver kan tage imod, der blot vil tro det.

Men før dette testamente blev åbnet og forkyndt, var Guds børn under loven, gjorde sig umage med lovens gerninger og lod sig tvinge, skønt de dermed ikke blev retfærdige, men også deres gerninger var trælleagtige og uduelige. Men eftersom de var udvalgt til den kommende tro, der gør dem til børn, er de visselig rette arvinger til denne nåde og velsignelse, selvom de endnu ikke havde den eller brugte den, men ligesom de andre troløse gik omkring med gerninger og var trælleagtige. Sådan som det også nu og til alle tider er sket og sker, at mange mennesker nu tror og kender troen, som før var druknet i gerninger, intet vidste om troen og var ligesom de andre hyklere i gerningerne. Men nu, da de har grebet troen og taget imod arvegodset, har de visselig også før været arvinger til det og udvalgt af Gud, skønt de på den tid intet vidste om det og ligeledes var trælle, gerningshellige og kainske.

Sådan går der også nu om stunder nogle i gerninger og kainsk hellighed og er trælle ligesom de andre af Kains slags; alligevel er de arvinger og børn for fremtiden, fordi de engang skal komme til at tro og så aflægge trællesindet, træde bort fra gerningerne og få retfærdiggørelsens hovedgods og arv, ved hvilken de bliver retfærdige og frelste uden gerninger. Derefter gør de alle deres gerninger frit, Gud til ære og næsten til gavn, uden overhovedet at se på eller søge løn eller retfærdiggørelse. For alt det har de allerede i forvejen i denne arv og dette hovedgods ved troen; det har Kristus tilsagt dem i sit testamente og har siden ladet det brydes op, læses, udråbes og uddeles ved evangeliet, af lutter nåde og barmhjertighed.

Se, dette Guds testamente har Abraham og alle fædrene kendt, og det er også blevet uddelt og givet til dem ligesom til os alle; selv om det på den tid ikke blev læst og udråbt i hele verden, som det er sket efter Kristi himmelfart, så har de dog fået nøjagtig det samme, og det med nøjagtig den samme tro, som vi og alle Guds børn får det med. Det er én og samme nåde, én og samme velsignelse, ét og samme testamente, én og samme tro, ligesom Faderen er én, og én Gud for os alle.

Se, sådan ser du her, hvordan Sankt Paulus overalt lærer, at retfærdiggørelsen ikke kommer ved gerninger, men alene af troen, uden alle gerninger, og ikke stykvis, men på én gang. For testamentet har det alt i sig: retfærdiggørelse, frelse, arv og hovedgods. Og det bliver også ejet helt på én gang og ikke stykvis, ved troen. Så skulle det da være klart, at ingen gerning, men alene troen bringer disse Guds goder, det vil sige retfærdiggørelsen og frelsen, og at den på én gang og ikke stykvis (sådan som gerningerne nødvendigvis må være stykvise) gør til børn og arvinger, som derefter gør alle slags gerninger frit, uden alt trællesind, der mener derved at være retfærdigt og at fortjene noget. Her behøves ingen fortjeneste; troen giver det alt sammen for intet, og mere, end nogen kan fortjene. Nej, for intet gør de gerningerne; de har allerede i forvejen alt det, som de kainske søger ved gerningerne og aldrig finder, nemlig retfærdiggørelsen og den guddommelige arv eller nåde.

Men han er under formyndere og husholdere indtil den tid, faderen har fastsat.

Det er de folk, som opdrager arvingen og holder ham ved hans fars gods, så han ikke bliver vild og en landstryger. For selv om de ikke giver ham arven i hænde, så er de ham dog nødvendige og nyttige på mange måder. For det første, som sagt, ved at de holder ham hjemme ved godset, så han bliver så meget bedre skikket til arven. For det andet ved at hans lyst til arven bliver så meget større, når han ser, hvor snævert og hårdt han bliver holdt. For når han kommer til fornuft, begynder han at længes efter friheden og bliver utilfreds med at være under fremmed hånd.

Sådan er det, og sådan skal det også være for enhver, der endnu vandrer i gerningerne under loven og er en træl. Loven er hans formynder og husholder, som han vandrer under som under en fremmed hånd. Og den er for det første givet ham, for at han skal blive holdt inde og opdraget, så han af frygt for straffen udvortes afholder sig fra de onde gerninger og ikke bliver helt vild, sætter alt på spil og giver helt afkald på Gud og sin frelse, sådan som de gør, der har givet sig frit hen til at synde i alle ting.

For det andet, for at han skal lære sig selv at kende på den og komme til fornuft og se, hvor modvilligt han er under loven, og at han ikke gør nogen gerning som et villigt barn, men alt som en tvungen træl. Derved skal han erfare, hvad det skorter ham på, nemlig en fri, ny og villig ånd, som loven og hans gerninger ikke kan give ham; ja, jo mere han gør, jo mere modvillig og tung bliver han til at gøre noget, fordi han mangler denne ånd.

Når han så finder det hos sig selv, så ser han, at han kun holder loven udvortes med gerningerne, men indvendig i hjertet er han dens fjende og imod den med sit ulystne og uvillige hjerte. Så er han sandelig uafladelig en indvortes synder imod loven og en udvortes helgen efter loven, det vil sige en rigtig Kain og en stor hykler; og det bliver ham åbenbart, at hans gerninger er lovens gerninger, men hans hjerte er syndens hjerte. For hjertet er indstillet imod loven; så er det sandelig tilbøjeligt til synd, og hånden er alene tvunget til loven.

Derfor har Sankt Paulus med god grund kaldt sådanne gerninger lovens gerninger. For loven tvinger dem ud, og den får heller ikke mere end gerningerne. Men nu vil loven også have hjertet og vil opfyldes villigt, så man ikke blot siger «lovens gerninger», men også «lovens hjerte»; ikke blot «lovens hånd», men også vilje, sind og alle kræfter efter loven, sådan som Sl 1,1–2 siger: «Salig er den mand, der har lyst til HERRENS lov og taler om hans lov dag og nat.» Et sådant sind kræver loven nu, men den giver det ikke; og naturen formår ikke at give det af sig selv; så trænger loven ind på den og fordømmer den til helvede som ulydig mod Guds bud. Så er der angst og elendig samvittighed, og dog ingen hjælp.

Her er den tid, som Faderen har fastsat; da begærer den nåde og hjælp, da bekender den sin elendighed, afmagt og skyld, da lader den fare sin formastelse til sine gerninger og foragter sig selv. For den bliver var, at der mellem den og en åbenbar synder eller synderinde ikke er nogen forskel uden alene i de udvortes gerninger; i hjertet er den lige så meget imod loven som nogen anden synder. Ja, det kan ske, at dens hjerte er mere fjendtligt mod loven end nogen anden synders; for synderen kan, mens han gør synden, føle mindre lyst til synd og blive synden noget fjendtlig for den ulyst eller skade, han møder i den, og som opstår af den. Men den, som loven og formynderen ligger i vejen for og forhindrer, brænder og raser vel i begær og lyst til synden og må dog ikke gøre gerningerne; og så er han med gerningen mere retskaffen, men med hjertet værre end den anden.

Nu kan jo enhver godt forstå, at delingen er meget ulige, når man kun giver loven hånden og synden hele hjertet, eftersom hele hjertet er umådeligt meget mere end gerningen eller hånden. Hvad er det andet end at give loven avnerne og synden kornet, Gud skallerne og Djævelen kernen? Så går det, som evangeliet siger, at den åbenbare synders synd er en splint, men hans synd er en stor bjælke.

Hvis nu ulykken så vil, at Kain ikke vil få øje på denne bjælke og ikke vil lære sig selv at kende på loven på denne måde, men bliver forhærdet og forblindet i sine gerninger og ikke agter på sin indvortes vederstyggelighed, så farer han frem med støvlerne på, dømmer hele verden frækt, foragter synderne ligesom farisæeren i evangeliet, synes, at han ikke er som andre mennesker, og mener, at han er retfærdig; og hvis man vil straffe eller forkaste hans væsen og gerninger (sådan som det jo bør sig), så raser og tordner han og slår Abel ihjel og forfølger alle og enhver, og siger så bagefter, at han gør det for gode gerningers og retfærdighedens skyld, Gud til pris, og vil fortjene meget dermed, da han jo forfølger gudsbespottere, kættere, vildfarende og onde mennesker, som vil forføre ham og rive ham bort fra gode gerninger.

Se, så passer alt det på dem, som Skriften siger om disse giftige ånder; dem kalder Kristus øgleyngel og slangeunger. Det er Kain og bliver Kain, det er trælle og bliver trælle. Men de, som i fremtiden skal være Abel og børn, de lærer sig selv at kende på loven, hvor ulystent et hjerte de har til loven; de falder fra deres formastelse, lader hænder og fødder synke og bliver helt til intet i deres egne øjne ved en sådan erkendelse. Så kommer evangeliet, så giver Gud de ydmyge nåde; de griber testamentet og tror, og med og i troen modtager de Helligånden, som giver dem et nyt hjerte, der har lyst til loven og had til synden og gør det gode frivilligt og gerne. Så er det ikke længere lovens gerninger, men så er der lovens hjerte. Det er den tid, som Faderen har fastsat for arvingen, så han aldrig mere skal være træl eller under formyndere. Det er det, Sankt Paulus nu mener med de følgende ord:

Således også vi: Da vi var børn, var vi trælle under denne verdens elementer eller ydre forskrifter.

Apostlen bruger i den græske tekst det ord, som man på latin kalder elementum [grundstof, element; men også bogstav]. Men her skal man ikke ved ordet «verdens elementer» forstå de fire naturlige elementer ild, luft, vand og jord; hele Skriften bruger heller ikke dette navn «element» om de nævnte fire skabninger. Det er kommet fra den hedenske videnskab at tale sådan om elementerne, og det ville være en gruelig snublesten, hvis man med den forståelse ville fare ind i Skriften. Nej, «elementer» kalder han Skriften eller lovens bogstaver. For også det latinske og det græske sprog kalder bogstaverne elementer.

Sådan siger han i Hebr 5,12: «I burde ved denne tid være lærere, men I har brug for, at nogen lærer jer begyndelseselementerne i Guds ord.» Ligeledes Kol 2,8: «Se til, at der ikke er nogen, som fører jer bort med filosofi og tomt bedrag efter menneskers overleveringer, efter verdens elementer og ikke efter Kristus.» Ligeledes Gal 4,9–10: «Hvordan kan I da vende tilbage til de svage og fattige elementer, som I igen på ny vil tjene? I overholder dage og måneder og fester og årstider» osv.

Der kalder han loven ganske foragteligt elementer eller bogstaver, som er svage og fattige, fordi den ikke kan hjælpe. Desuden gør den også mennesker svage og fattige; for den kræver hjertet og sindet, og hjertet og sindet er jo ikke til stede. Derved bliver samvittigheden fattig og svag og erkender, at den skal have det, som den hverken har eller kan få. Denne mening beskriver han i 2 Kor 3,6 således: «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.»

Nogle forstår ved disse elementer ikke bogstaverne eller loven, men ceremonierne og de udvortes skikke i gudstjenesten og i et godt liv, som man begynder med og først øver børnene i; så «element» skulle betyde det samme som de første, groveste, barnlige former i gudstjenesten.

Men han kalder dem «denne verdens elementer», fordi alle de gerningshellige, som gør lovens gerninger, ikke gør dem anderledes end udvortes bundet til timelige, verdslige ting, såsom dage, mad, klæder, steder, personer, kar og lignende; alt dette er skabninger af denne verden, og i det må alle lovens gerninger gå. Derfor har vi i vores oversættelse gengivet det med «ydre forskrifter».

Men troen hænger uden for denne verden ved Gud, Guds ord og hans barmhjertighed og gør mennesket retfærdigt hverken ved gerninger eller ved nogen verdslig ting, men ved Guds evige, usynlige nåde. For troen er den ene dag som den anden, al mad lige god, alle steder, personer, klæder og alle verdslige ting lige; for ingen af dem hjælper eller hindrer den til dens hellighed og retfærdiggørelse, sådan som de gør for Kain og de gerningshellige. Derfor er den ikke denne verdens element, men de evige goders fylde.

Og på samme måde: selv om den også virker timeligt og udvortes, så ved den dog ikke af nogen verdslig ting; for den virker frit derudad, og alt er den lige meget, hvordan personen, stedet, tiden, maden og klæderne end er osv. Den gør sig ingen særlige forestillinger: hvad der kommer for den, det tager den fat på; hvad der farer, det lader den fare; og dens verdslige vandel har ganske enkelt hverken navn eller forskel.

Men Kain, han må have navn og forskel: den ene spiser ikke kød, den anden går ikke i sort, den tredje beder ikke i gården, den fjerde holder denne dag, den ene er bundet til dette, den anden til hint; og dog er det alt sammen timelige, verdslige ting, som forgår. Derfor er de alle trælle under denne verdens elementer, og dog kalder de det hellige ordener, gode skikke og rette veje til frelse.

Derom siger han i Kol 2,20–23: «Når I nu sammen med Kristus er døde fra verdens elementer, hvorfor lader I jer så fange med forskrifter, som om I endnu levede i verden? De siger: ‘Du skal ikke tage på det, du skal ikke smage på det, du skal ikke røre ved det’ – alt sammen noget, der fortæres, mens man bruger det – og det er menneskers bud og lære. De har nok skin af visdom ved selvvalgt gejstlighed og ydmyghed» osv.

Heraf og af alt det foregående følger det, at alle ordener, stifter og klostre, som vi hidtil har kaldt den gejstlige stand, vandrer lige imod evangeliet og det kristne livs frihed og står i større fare end de verdslige; for alt deres væsen er lutter denne verdens elementer, bundet til klæder, personer, steder, mad, kar, tider og skikke, som er lutter verdslige og timelige ting. Og når de hænger ved dem og mener derved at være retfærdige og gejstlige, så er troen allerede ude, og så er de ikke længere kristne, og hele deres liv er lutter synd og fordærvelse.

Derfor er det mere nødvendigt for dem end for alle andre mennesker, at de godt agter på dette deres væsen og holder meget fast og stadigt ved troen, som sætter sin retfærdighed uden for verden og uden for disse verdslige ting; for et sådant skin og hykleri river med magt bort fra troen, langt mere end de grove, åbenbare synder, og gør folk til netop dem, Sankt Paulus her taler om:

Da vi var børn, var vi trælle under verdens elementer; det vil sige: da vi endnu ikke kendte troen og kun gik i lovens gerninger, da gjorde vi (om end modvilligt) som trælle sådanne gerninger, der hænger ved timelige ting, og mente derved at blive retfærdige og frelste. Den mening var falsk og gør også børn til trælle; ellers ville de samme gerninger være uden skade, hvis meningen var borte. Og den mening skaffer alene troen bort; den lærer, at man bliver retfærdig alene ved nåde, og at man skal have og agte alle timelige ting som frie.

Men da tiden var fuldkommet, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde og gjort under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, så vi kunne modtage det nåderige barnekår.

Eftersom loven ikke kan give retfærdiggørelsen eller troen, og naturen med alle sine gerninger intet kan fortjene, så fører Sankt Paulus nu ham frem, som har fortjent os en sådan tro i vort sted og er mester for retfærdiggørelsen. For den er ikke kommet til os for intet; den har kostet meget, nemlig Guds Søn selv. Og han siger: «Da tiden var fuldkommet», det vil sige: da den tid havde en ende, hvor vi var børn og trælle. For Sankt Paulus taler her på Skriftens måde, som plejer at sige: «Tiden er fuldkommet», når den har en ende; som i ApG 2,1: «Da pinsedagen var fuldkommet», det vil sige: da de var forbi og alle gået til ende. Ligeledes 2 Mos 23,26: «Jeg vil fuldkomme dine dage», det vil sige: jeg vil ikke forkorte dem, men lade dem alle løbe til ende. Luk 1,57: «Tiden var fuldkommet, at Elisabeth skulle føde.»

Derfor har mesteren med de høje sentenser [Peter Lombardus, «Sentensernes mester»; Luther spiller på hans titel] taget fejl her, når han tyder dette sted hos Sankt Paulus således: «Fyldens tid er nådens tid, som er kommet efter Kristi fødsel.» Det er lige imod apostlen, som ikke siger «fyldens tid», men «tidens fylde», og som mener den foregående tid, som Faderen har fastsat for arvingen, hvor længe han skulle være ung og under formyndere.

Som denne tid nu er blevet fuldkommet for jøderne ved Kristi legemlige komme, sådan bliver den stadig fuldkommet hver dag, når mennesket bliver oplyst ved troen, så hans trældom og hans lovgerninger får en ende. For Kristi legemlige komme ville ikke være til nogen nytte, hvis det ikke virkede et sådant åndeligt komme ved troen. Han er også netop kommet legemligt for at oprette dette åndelige komme. For alle, der før og siden har troet på dette hans legemlige komme, til dem er han kommet. Derfor er han for denne tros skyld altid kommet til de gamle fædre, og dog er han endnu i dag ikke kommet til de nuværende jøder for deres vantros skyld.

Alt må fra verdens begyndelse og til dens ende hænge ved dette legemlige komme, og ved at hænge ved det hører trældommen op, når og hvor og i hvem det sker, at man hænger ved det. Derfor bliver tiden fuldkommet for enhver, når han begynder at tro på Kristus som den, der skulle komme fordum og nu er kommet.

Hvad og hvordan man skal tro om Kristus

Men dette sted er en rig tekst; jeg ved ikke, om vi kan behandle den værdigt nok. Det er ikke nok at tro, at Kristus er kommet; man må tro, at han er kommet sådan, som Sankt Paulus her fortæller; nemlig at han er udsendt af Gud og er Guds Søn; dernæst at han er sandt menneske; dernæst at hans mor er en jomfru; dernæst at han alene har opfyldt loven; dernæst at han ikke har gjort det for sin egen skyld, men for at gavne os og vise os nåde. Disse stykker vil vi se på, det ene efter det andet.

Det første lægger hele Johannesevangeliet vægt på, som sagt ovenfor på juledag; det fremhæver hele tiden, at Kristus er Guds Søn og udsendt af Faderen. For den, som ikke tror, at han er sand Gud, er allerede fortabt, som han siger i Joh 8,24: «Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, vil I dø i jeres synder.» Ligeledes Joh 1,4: «I ham var livet, og livet var menneskenes lys.» Ligeledes Joh 14,6: «Jeg er vejen og sandheden og livet.» Og grunden er denne:

Sjælen kan og skal ikke lade sig nøje med nogen ting uden alene med det allerhøjeste gode, som har skabt den, og som er kilden til dens liv og frelse. Derfor har Gud selv villet være den, som den skulle hænge ved og tro på. Han har heller ikke villet, at nogen anden end Gud alene skulle have den ære, at skabningen tror på ham. Derfor er Gud selv kommet og blevet menneske og har givet sig hen til menneskene, draget dem til sig og lokket dem til sig, så de skulle tro på ham. For Gud havde ikke behov for at komme og blive menneske; men for os har det været nødvendigt og nyttigt. Hvis nu Kristus ikke var sand Gud, og vi hang ved ham med troen, så ville Gud være berøvet sin retmæssige ære og vi vort liv og vor frelse. For det tilkommer kun Gud at blive troet, han, som selv er sandheden; og uden Gud kan vi hverken leve eller blive frelst.

Nu siger apostlen: «Gud har udsendt sin Søn.» Skulle han udsende ham, så måtte han jo være til forud; så har han jo været til, før han kom og blev menneske. Og når han er Søn, så er han mere end engle. Er han så mere end mennesker og engle, som er de højeste skabninger, så må han være sand Gud. For at være Guds Søn er mere end at være engel, som sagt i epistlen på juledag. Videre: når han er udsendt af Gud og er Søn, så må han være en anden person. Således lærer Sankt Paulus her, at der er én Gud og to personer, Faderen og Sønnen. Om Helligånden skal der også følge noget.

For det andet må vi også tro, at han er et sandt, naturligt menneske og et menneskebarn, som Sankt Paulus her siger: Han er kommet af en kvinde eller gjort af en kvinde. Men hvad der bliver til af en kvinde, er et sandt, naturligt menneske. En kvinde bærer efter sin art og natur ikke andet end et sandt menneske. Sådan siger han også i Joh 6,53: «Hvis I ikke spiser mit kød og drikker mit blod, kan I ikke leve.» At spise og drikke er ikke andet end at tro, at han, Guds Søn, har sandt kød og blod ligesom et andet menneske.

Det er også Guds testamente, når han siger til Abraham i 1 Mos 22,18: «Ved din sæd skal alle folk på jorden velsignes.» Skal han nu være Abrahams sæd, så må han i sandhed have Abrahams kød og blod og være hans naturlige barn.

Derfor må ingen sætte sig for at lave sig sin egen vej til Gud ved sin egen andagt eller sine egne gerninger. Det hjælper ikke, at du påkalder Gud, sådan som jøderne og tyrkerne gør; du må komme til ham ved Abrahams sæd og velsignes ved den, efter Guds testamentes ordlyd. Han vil ikke lave et særligt testamente for dig og rive dette i stykker for din tjenestes skyld. Du må lade dit eget fare og holde dig til denne sæd, dette kød og blod, ellers er du fortabt med al den kunst og visdom, du måtte vide om Gud; for sådan siger han i Joh 14,6: «Der kommer ingen til Faderen uden ved mig.»

Den guddommelige natur er os for høj og ubegribelig; derfor har han til vort bedste givet sig ind i den natur, som er os allermest bekendt, nemlig vores egen. Der vil han vente på os, der vil han lade sig finde, og ellers ikke. Den, der påkalder ham her, bliver straks bønhørt; her er nådens trone, hvor ingen bliver udelukket, der kommer. De andre, som lader ham bo her forgæves og vil tjene og påkalde ham, der har skabt himmel og jord, på anden vis, har alle allerede fået deres svar i Sl 18,42, hvor han siger om dem: «De råber, men der er ingen hjælper; til HERREN, men han svarer dem ikke.»

For det tredje må vi tro, at hans mor er en jomfru. Det viser apostlen, når han siger, at Guds Søn er blevet til af en kvinde, det vil sige ikke af en mand, som alle andre børn. Dette menneske alene blandt alle er født af en kvinde alene. Han har ikke villet sige «af en jomfru»; for jomfru er ikke et navn eller en stand i naturen. Men kvinde er et navn og en stand i naturen, hvis opgave det af naturen er at bære frugt og føde børn. Således er Kristi mor en virkelig, naturlig kvinde og har båret denne frugt, dog af sig selv alene og ikke ved en mand; derfor er hun en jomfruelig kvinde og ikke blot en jomfru.

Apostlen er mere optaget af denne Kristi fødsel end af Marias jomfruelighed. Derfor tier han om jomfrueligheden, som kun er en personlig, egen pryd, der kun er til nytte for hende selv, og fremhæver kvindeligheden, som ikke kun er til nytte for hende, men for frugten. For Kristus betyder jomfrueligheden ikke så meget som kvindeligheden. Hun er heller ikke udvalgt som jomfru for sin egen skyld, men for Kristi skyld, fordi han ville have en sådan kvinde til mor, som han kunne fødes af uden synd. Det kunne ikke ske, uden at hun var en jomfruelig kvinde, som undfangede og fødte uden en mands medvirken.

Det følger også af Guds testamente, når han siger: «Alle folk skal velsignes i Abrahams sæd.» Skal de velsignes, så er det et tegn på, at de i forvejen er forbandede på grund af den legemlige fødsel, som sker i synd og stammer fra Adam. Skal da denne Abrahams sæd velsigne alle andre, så måtte den ikke selv være forbandet; så kunne den sandelig ikke komme ved Adams fødsel, som er helt forbandet.

Omvendt måtte han jo være Abrahams naturlige barn, hans kød og blod, for at Guds testamente kunne stå fast; Gud kan jo ikke lyve. Hvordan skal det så gå til her? Han skal være et naturligt barn, født af kød og blod, og dog ikke være den kødelige fødsels barn? Udvejen er fundet: at ingen mand, men kun en kvinde kom til, og så blev han et rigtigt, naturligt barn af en kvinde, sand Abrahams sæd, og dog ikke født i synd, men fuld af velsignelse, så alle, der er forbandede i deres fødsel, skulle velsignes ved ham. Dermed er Guds testamente sket fyldest, og dog er den kødelige fødsel og Adams sot undgået, og en kødelig fødsel er fuldbragt åndeligt.

Derfor, selv om den hellige jomfru Maria nok skal æres højt for sin jomfrueligheds skyld, så er dog æren ved hendes kvindelighed umådeligt større: at hendes kvindelige lemmer er kommet til, så Guds testamente blev opfyldt ved hende, og Abrahams velsignede sæd blev en velsignet frugt af hendes kvindelige liv. Dertil ville jomfrueligheden alene ikke have været nok, ja, slet ikke til nogen nytte.

Det fjerde er, at vi tror, at Kristus alene har opfyldt loven, som han siger i Matt 5,17: «Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den.» Det ligger også i testamentets mening, som siger: Hele verden er forbandet og skal velsignes i Abrahams sæd. Er nu enhver forbandet og blottet for velsignelsen, så er personen ikke god, men lutter Kain; så kan gerningerne heller ikke være gode, som sagt ovenfor: at Gud ikke ser på gerningerne, men først på personen, Abel og Kain, og at lovens gerninger ikke gør nogen god eller retfærdig.

Eftersom Kristus nu forkaster alle lovens gerninger og først kræver, at personen er velsignet og god, så ser det ud, som om han forkaster gode gerninger og vil ophæve alle love, skønt han dog først rigtig lærer at gøre gode gerninger. Derfor siger han imod en sådan formodning: I skal ikke tro, at jeg er kommet for at nedbryde loven ved at forkaste lovens gerninger; jeg vil meget mere opfylde den ved troen på mig, som først gør personen god og så gør rigtig gode gerninger.

Sådan også Sankt Paulus i Rom 3,31: Da han forkastede alle lovens gerninger og satte troen alene op, sagde han: «Hvad? Ophæver vi da loven ved troen? Slet ikke! Vi stadfæster tværtimod loven.» Ganske som folk også nu siger, at vi vil forbyde gode gerninger, når vi forkaster stifternes og klostrenes liv med deres gerninger; og dog ville vi så gerne, at de først troede ret, så personen derved blev god og velsignet i Kristus, Abrahams sæd, og så gjorde gode gerninger, som tjente til at tugte legemet og til næstens nød; og dertil sigter klostrenes og stifternes gerninger slet ikke, som tilstrækkeligt er sagt.

Men man skal mærke sig, at ingen kan opfylde loven, uden at han er løst fra loven og ikke længere under den. Derfor må vi her igen vænne os til Paulus' måde at tale på, når han taler om at være under loven, så vi ved, hvem der er under loven, og hvem der ikke er. Alle, som gør gode gerninger, fordi det er befalet sådan, af frygt for straffen eller for at søge lønnen, de er under loven; de må være retskafne og gøre godt, men gør det dog nødigt. Derfor er loven deres herre og driver, men de er dens trælle og fanger. Men af den art er alle mennesker uden for Kristus, Abrahams velsignede sæd; det beviser erfaringen og enhvers egen samvittighed.

For hvis der ikke var den drivende lov og straffen eller lønnen, men det stod til enhvers frie forgodtbefindende, så han ustraffet og ubelønnet kunne gøre, hvad han ville, så ville han gøre det onde og lade det gode, især når anfægtelsen og anledningen lokker ham. Men nu, da loven med trusler og løfter ligger ham i vejen, afholder han sig fra det onde og gør godt; ikke af kærlighed til det gode og had til det onde, men af frygt for straffen eller af hensyn til lønnen. Derfor er de under loven og tvunget af den som trælle; det er Kains hellige.

Men de, som ikke er under loven, de gør det gode og lader det onde, uden hensyn til loven med dens trusler, løfter, straffe og lønninger, men af fri, glad vilje og kærlighed til det gode og had til det onde, fordi Guds lov behager dem så godt. Selv om den ikke var givet, ville de dog ønske, at det ikke var anderledes, og de ville dog gøre det gode og lade det onde. Det er de rette børn. Det formår naturen ikke; men Abrahams sæd, Kristus, gør med sin velsignelse sådanne mennesker ved sin nåde og sin Helligånd.

Derfor betyder det at være ikke under loven ikke, at man er fri og løs til at gøre ondt, hvad man vil, eller til ikke at gøre nogen god gerning; men det betyder, at man gør godt og lader det onde ikke af frygt, tvang og lovens nød, men af fri kærlighed og glad vilje, ganske som om loven ikke var der, og det hele gik sin gang af sig selv, naturligt. Ligesom når legemet spiser, drikker, fordøjer, udskiller, sover, går, står, ser og gør andre sådanne naturlige gerninger, så behøver det ingen lov, behøver heller ingen, der driver det dertil, men gør det af sig selv, hver ting til sin tid og lejlighed, og frygter hverken straf eller søger løn deri. Og man kan godt sige: Legemet er ikke under nogen lov, og dog derfor ikke uden gerninger, ja, fuldt af gerninger, frit og af egen vilje.

Se, en sådan fri, naturlig villighed til at gøre det gode og lade det onde skal også være i os. Det er den åndelige frihed og forløsningen fra loven. Det mener Sankt Paulus i 1 Tim 1,9: «For den retfærdige er der ingen lov givet»; det vil sige: han gør alt godt og lader alt ondt af sig selv, utvunget, uden frygt for straffen og uden at søge lønnen. Ligeledes Rom 6,14: «I er ikke under loven, men under nåden»; det vil sige: I er børn og ikke trælle, I gør alt godt uden at blive drevet og tvunget, af fri vilje. Ligeledes Rom 8,15: «I har ikke modtaget en trælleånd, så I igen skulle frygte, men I har modtaget en barnlig ånd.» Loven giver den frygtsomme, trællesindede, kainske ånd; men nåden giver den frie, barnlige, abelske ånd ved Kristus, Abrahams sæd, som Sl 51,12 siger: «Skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig en ny, fast ånd.» Ligeledes når han i Sl 110,3 kalder Kristi folk «de villige i hellig pryd» osv.

Sådan har Kristus opfyldt loven og gjort alt af fri vilje, ikke af lovens nød og tvang. Og uden ham har der ikke været nogen, og der vil heller ikke komme nogen, som gør det sådan, medmindre han har det fra ham og ved ham. Derfor siger Paulus her, at han blev gjort under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven.

Det er nu det femte: at vi tror, at han har gjort det til gavn for os, for at han af os trælle kunne gøre børn. Hvad betyder det, at han løskøbte dem, der var under loven? Uden tvivl, at han løskøber os fra loven. Men hvordan løskøber han os fra loven? Som sagt ikke ved at bryde loven og afskaffe den, men ved at give en villig Ånd, der gør alt uden at blive drevet eller tvunget, uden at se på loven med dens trussel og løn, ganske som om der ingen lov var, og gør det hele som af naturen, sådan som Adam og Eva gjorde før faldet.

Men hvordan går det til, at han giver os en sådan Ånd og løskøber os fra loven? Ikke anderledes end ved troen. For den, der tror, at Kristus er kommet og har gjort alt dette for at løskøbe os, han er visselig løskøbt. Som han tror, sådan sker det ham. Den samme tro bringer den samme Ånd med sig, som gør ham til barn, sådan som apostlen her selv udlægger sig og siger: Kristus har løskøbt os fra loven sådan, at vi fik det nåderige barnekår. Alt dette må ske ved troen, som sagt. Så har vi disse fem stykker i denne rige tekst.

Hvordan Kristus blev gjort under loven

Men der er endnu et spørgsmål tilbage: Hvordan kan det gå til, at Kristus er under loven, når det at være under loven skal betyde at gøre det gode af lovens tvang og nød, og når ingen opfylder loven, medmindre han ikke er under loven, for Gud vil have villige velgørere? Svar: Apostlen gør her en forskel og siger: Kristus blev gjort eller lagt under loven, det vil sige: han har selv villigt lagt sig derunder, og Faderen har også villigt lagt ham derunder, skønt han ikke var derunder. Men vi er ikke blevet lagt derunder af vilje; nej, han siger: Vi var derunder af natur og væsen, uden vilje. Ligesom Kristus var derunder af fri vilje og ikke af natur, sådan har vi omvendt været derunder af natur og ikke af fri vilje.

Derfor er der stor forskel på at blive gjort under loven og at være under loven, ligesom der også er stor forskel på vilje og natur. Det er noget helt andet, hvad du gør villigt, og hvad du gør af naturen. Hvad du gør villigt, kan du lade være med, og du er ikke tvunget; hvad du gør af naturen, det må du gøre, og det står ikke til dit eget valg. Du kan gå til Rhinen eller lade være; men spise, drikke, sove, vokse, fordøje og blive gammel, det må du, hvad enten du vil eller ej. Sådan har Kristus villigt lagt sig under loven og kunne godt have ladet det være; men vi måtte af naturen være derunder, og det kunne ikke være anderledes med os, det vil sige: vi kunne ikke holde og bære loven frivilligt, som om den ikke var nogen lov, sådan som det ovenfor er sagt, at man bør gøre. Men Kristus, som ikke var skyldig at holde loven, har oven i købet også holdt den villigt og frit og gjort, som om den ikke var givet.

Tag her en lignelse fra Sankt Peter, ApG 12. Han lå i fængslet som Herodes’ fange, bundet med to lænker mellem to soldater, og foran døren stod vagterne. Da kom Guds engel ind i fængslet med et stort lys, vækkede Peter og førte ham ud forbi alle vagter og døre og lod lænkerne blive i fængslet. I denne beretning er det vist, hvordan Kristus løskøber os fra loven. Lad os se på det.

Peter var ikke i fængslet af fri vilje; han var nødt til at være derinde, og han vidste heller ikke, hvor han skulle komme ud. Engelen kom også ind i fængslet, men frivilligt, og han behøvede ikke at være derinde, for han var der ikke for sin egen skyld, men for Peters skyld, og han vidste også godt, hvor man kom ud. Da nu Sankt Peter fulgte ham og holdt sig til ham, kom han også ud med ham.

Dette fængsel er loven, som vores samvittighed er fangen i, og den er under loven imod sin vilje. For ingen gør frivilligt det gode, som loven byder, eller lader det onde, som loven forbyder; nej, han må gøre det af frygt for straffen, eller han gør det for lønnens skyld. Denne frygt eller trussel og lønnen eller håbet om løn er de to lænker, der holder os fangne under loven i fængslet. Vagterne er lovens lærere, som gør loven kendt for os. Sådan går vi, ja, ligger vi uvilligt i loven. Kristus er engelen; han kommer også villigt ind til os i dette fængsel, under loven, og gør villigt netop de gerninger, som vi gjorde uvilligt; for han gør dem til gavn for os, for at han kan få os til at hænge ved sig og føre os ud. Han ved godt, hvordan man kommer ud, for han var allerede fri udenfor med viljen. Se, når vi så hænger ved ham og følger ham, så kommer vi også ud. Men hvordan går det til?

At hænge ved ham og følge ham er, at du tror på ham, at han gør alt dette til gavn for dig. Den samme tro giver dig Ånden; så gør du også alting frivilligt og utvunget og er ude af lovens fængsel; de to lænker, frygten og lønsygen, anfægter dig ikke mere, men alle dine gerninger går frit af sted af lyst og kærlighed.

Men for at vi kan forstå så meget bedre, hvordan Kristus blev gjort under loven, skal vi vide, at han har lagt sig derunder på to måder. For det første under lovens gerninger. Han har ladet sig omskære, ofre og rense i templet, han har været far og mor lydig og den slags; og dog var han ikke skyldig til det, for han var en herre over alle love. Men han har gjort det villigt og hverken frygtet eller søgt noget for sig selv deri. Men efter de udvortes gerninger har han været ligesom alle andre, som gjorde det uvilligt og som fanger; derfor var hans frihed og villighed skjult for folk, ligesom de andres fangenskab og uvilje også var skjult. Og sådan går han her under loven og på samme tid ikke under loven. Han gør ligesom dem, der er derunder, og dog er han ikke sådan derunder: med viljen er han fri og derfor ikke derunder; med gerningerne, som han gør villigt, er han derunder. Men vi er derunder med både vilje og gerninger, for vi går i lovens gerninger med en tvungen vilje.

For det andet har han også villigt lagt sig under lovens straf og pine. Han har ikke alene gjort de gerninger, som han ikke var skyldig at gøre, men han har også villigt og uskyldigt lidt den straf, som loven truer med og dømmer dem til, der ikke holder den. Men loven dømmer alle dem, der ikke holder den, til døden, til forbandelsen og til fordømmelsen, sådan som Paulus i Gal 3,10 anfører Moses, 5 Mos 27,26: «Forbandet være enhver, som ikke bliver i alt det, der står skrevet i denne lovens bog.»

Nu er der ovenfor sagt nok om, at intet menneske holder loven undtagen Kristus, og at alle er derunder som trælle, tvungne og fangne. Så følger det: Den, der ikke holder loven, han fortjener også dens dom og straf. Derfor må den, der er under loven på den første måde, efter gerningerne, også være derunder på den anden måde, efter straffen. Så gør den første måde alle vores gerninger til synd, eftersom de ikke sker med vilje, men med modvilje. Den anden måde gør os forbandede og dømt til døden og fordømmelsen.

Her kommer nu Kristus i forvejen, før den samme dom griber os, træder imellem, går ind til os under lovens dom og lider døden, forbandelsen og fordømmelsen, ganske som om han selv havde overtrådt hele loven og var skyldig til hele den dom, som loven fælder over overtræderne; og dog har han ikke alene intet overtrådt, men også holdt hele loven, og han var ikke skyldig at holde den. Altså er hans uskyld her dobbelt: For det første, at han ikke havde behøvet at lide, selv om han ikke havde holdt nogen lov, sådan som han godt havde magt til; for det andet, at han har holdt den af overstrømmende god vilje og heller ikke af den grund var skyldig at lide. Omvendt er også vores skyld dobbelt: For det første, at vi skulle holde loven og ikke har gjort det, og derfor med rette skulle lide alt ondt; for det andet, at vi, selv om vi holdt den, alligevel med rette skulle lide, hvad Gud ville.

Se, det er, hvad det vil sige, at Guds Søn blev gjort under loven, for at han kunne løskøbe os, der var under loven. Os, os har han gjort det til gavn, ikke fordi han selv trængte til det; lutter kærlighed, godhed og barmhjertighed har han villet vise, sådan som Paulus siger i Gal 3,13: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse i stedet for os.» Som om han ville sige: Han har selv lagt sig under loven og en sådan forbandelse for os, for at alle, som tror dette, også skulle blive løskøbt fra loven og forbandelsen.

Se nu her, hvilken overstrømmende rigdom den kristne tro har: alle disse Kristi gerninger og lidelser bliver givet den som dens egne, så den kan forlade sig på dem, som om den selv havde gjort dem, og som om de var dens egne. For som sagt har Kristus ikke gjort dem for sig selv, men for os. Han trængte ikke til nogen af dem; han har samlet skatten til os, for at vi skal hænge ved den, tro på den og eje den; og oven i købet bringer en sådan tro Helligånden med sig.

Hvad skal Gud gøre mere? Hvordan kan et hjerte her holde sig fra at blive frit, glad, lystent og villigt i Gud og Kristus? Hvilken gerning eller lidelse kan møde det, som det ikke vil give sig hen i med kærlighed og lovprisning af Gud, syngende og springende? Gør det ikke sådan, så skorter det visselig på troen. For jo mere tro der er, jo mere af en sådan glæde og frihed; jo mindre tro, jo mindre glæde. Se, det er den rette kristne forløsning og frihed fra loven og fra lovens dom, det vil sige fra synden og fra døden. Ikke sådan, at der ikke bliver nogen lov eller død tilbage, men sådan, at begge dele, loven og døden, bliver, som om de ikke var. Loven gør ikke til synd, døden gør ikke til skamme, men troen går lige igennem ind i retfærdigheden og livet evigt.

Her skulle man nu formane de elendige Kains hellige, de gejstlige, om de kunne hjælpes i deres stand. Hvis de gjorde deres orden, lov, ceremonier, bøn, messe, klæder, mad og hvad der ellers hører til deres væsen sådan, som Kristus gjorde loven, så kunne de blive frelst: nemlig at de satte den kristne tro på en plads for sig og gav den herredømmet i hjertet, erkendte, at de ikke bliver retfærdige og frelste ved deres orden, stand eller gerning, men alene ved denne tro på Kristus; og at de derefter lagde sig under deres gerninger og lov som frivillige, der ikke havde brug for dem, uden alene til at tugte legemet og hjælpe næsten. Men nu, da de går i den mening, at det er nødvendige gerninger, som de må gøre, hvis de skal blive retfærdige og frelste, er det lutter forførelse og synd, som kun driver dem mod helvede med stor pine, så de fortjener den evige pine; for de stræber imod den barnlige, frie tro med deres trællebundne, tvungne gerninger.

Troen kan ikke tåle gerningernes afgudsbilleder ved siden af sig; den vil alene gøre retfærdige, frelste og til børn; og derefter have alle gerninger frie og med glæde gøre og lide alt, hvad Gud skikker, og hvad næsten trænger til; det er dens gerninger og ingen andre. Den spørger ikke efter mange messer, fastsatte faster, særlige klæder, udsøgt mad, udvalgte steder, personer eller gerninger; ja, den forkaster alt det som en hindring for sin frihed.

Det være nok sagt om teksten; nøden tvinger til at bruge så mange ord, eftersom troen er blevet så aldeles ukendt, og uden den kan Paulus ikke forstås. Så følger:

«Fordi I nu er børn, har Gud udsendt sin Søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, kære Far!»

Her ser vi, at Helligånden ikke gives ved gerninger, men ved troen; for han siger her, at Ånden er givet dem, fordi de er børn og ikke trælle. Børn tror, trælle gør gerninger; børn er fri for loven, trælle er under loven; sådan som alt dette let kan forstås ud fra den foregående udlægning, hvis man bare vænner sig til Paulus’ sprog og ord: hvad barn og træl er, hvad frit og tvunget er; tvungne gerninger er trællenes, frie gerninger børnenes.

Men hvorfor siger han, at Helligånden er givet dem, fordi de er børn, når dog Helligånden gør trælle til børn og må være der, før de bliver børn? Svar: Han taler her på samme måde, som han siger ovenfor: Vi var under elementerne, før tiden var fuldkommet osv. For de har været kommende børn for Gud; derfor er Helligånden sendt til dem, han, som gør dem til børn, sådan som de forud var bestemt til.

Og han kalder Ånden Guds Søns Ånd. Hvorfor ikke hans Ånd? For at han kunne blive på sporet. Han kalder dem Guds børn; derfor sender Gud dem netop den Ånd, som Kristus har, han, som også er barn, så de sammen med ham råber: Abba, kære Far! Som om han ville sige: Gud sender jer sin Ånd, som bor i hans Søn, for at I skal være hans brødre og medarvinger, ligesom han råber: Kære Far! Dermed bliver Guds usigelige godhed og nåde atter prist, at vi ved troen sidder sammen med Kristus i udelt bo og har alt, hvad han har og er, også hans Ånd.

Samtidig beviser disse ord dog også den tredje person i guddommen, Helligånden: at han ikke alene bor i Kristus som i et menneske, men også er hans, som den, der har det guddommelige væsen fra ham, ligesom han har det fra Faderen. Ellers ville de ord være falske, når Paulus siger: Han er Sønnens Ånd. Ingen skabning kan sige eller få sagt om sig, at Helligånden er hans; han er alene Guds egen Ånd, mens skabningerne er Helligåndens. Medmindre nogen kunne sige: Min Helligånd!, ligesom vi siger: Min Gud, min Herre osv. Så må Sønnen være Gud, eftersom Guds Ånd er hans Ånd.

Her skal nu enhver give agt og prøve sig selv, om han også føler Helligånden og fornemmer hans røst i sig. For Paulus siger her: Hvor han er i hjertet, dér råber han: Abba, kære Far!, sådan som han også siger i Rom 8,15: «I modtog barneforholdets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, kære Far!» Men det råb føler man, når samvittigheden uden al vaklen og tvivl fast forlader sig på og er ganske vis på, at ikke alene dens synder er tilgivet den, men at den også er Guds barn og sikker på frelsen og med et glad og visst hjerte i al tillid kan kalde Gud sin kære Far og råbe til ham. Det skal den være så vis på, at selv dens eget liv ikke er den så vist, og at den hellere ville lide enhver slags død, ja, helvede oven i købet, før den lod sig dette tage fra sig og ville tvivle derpå. For det ville være Kristi rige gerning og lidelse for nær, hvis vi ikke troede, at han dermed har vundet os alt dette i overflod, og hvis vi ikke lod hans store gerning og lidelse lokke og styrke os lige så mægtigt til en sådan tillid, som synden eller anfægtelsen skræmmer os bort fra den eller gør os modløse.

Der kan nok være en strid her, så mennesket føler og frygter, at det ikke er barn, synes og også mærker, at Gud er en vred og streng dommer over det, sådan som det gik Job og mange flere. Men i den kamp må denne barnlige tillid til sidst sejre, om den så skælver og bæver; ellers er alt tabt. Når nu Kain hører det, så slår han kors for sig med hænder og fødder og siger af lutter ydmyghed: «Åh, Gud bevare mig for det grufulde kætteri og den formastelse! Skulle jeg, en fattig synder, være så hovmodig at sige, at jeg er Guds barn? Nej, nej, jeg vil ydmyge mig og erkende mig som en fattig synder osv.» Lad dem fare, og vogt dig for dem som for den kristne tros og din frelses største fjender.

Vi ved også godt, at vi er fattige syndere; men her gælder det om ikke at se på, hvad vi er og gør, men på, hvad Kristus er for os og har gjort og stadig gør: Vi taler ikke om vores natur, men om Guds nåde, som er så meget større end vi (som Sl 103,11 siger), som himlen er højere end jorden, og som øst er langt fra vest. Synes du, det er stort, at du skal være Guds barn, kære, så lad det heller ikke synes dig småt, at Guds Søn er kommet, født af en kvinde og gjort under loven, for at du skulle blive et sådant barn.

Stort er alt det, Gud virker; derfor skaber det også stor glæde og mod, uforsagte ånder, som ikke frygter for noget og formår alt. Kains ting er snævre ting og skaber lutter forsagte, ængstelige hjerter, som ikke duer til noget, hverken til at lide eller til at virke, men frygter for et træblad, sådan som Moses siger i 3 Mos 26,36. Derfor: Hold fast ved denne tekst: Åndens råb i hjertet må du føle; for det er jo også dit hjertes råb, hvordan skulle du så ikke føle det?

Desuden bruger Paulus ordet «råbe», skønt han godt kunne have sagt: Ånden hvisker eller taler eller synger; det er alt sammen endnu større. Han skriger og råber af fuld kraft, det vil sige: af et helt og fuldt hjerte, så alt lever og rører sig i en sådan tillid; sådan som han også siger i Rom 8,26: «Ånden i os går i forbøn for os med så store suk, som ingen kan udsige med ord»; ligeledes (Rom 8,16): «Guds Ånd vidner med vores ånd, at vi er Guds børn.» Hvordan skulle vores hjerte så ikke føle et sådant råb, suk og vidnesbyrd?

Åh, dertil tjener anfægtelse og lidelse herligt; de driver til et sådant råb og vækker Ånden op. Men vi frygter og flygter fra korset; derfor føler vi aldrig Ånden og bliver altid under Kain. Føler du nu ikke råbet, så tænk på det, og hold ikke op med at bede, før Gud bønhører dig; for du er Kain, og det står ikke godt til med dig. Dog skal du ikke forlange, at et sådant råb skal være alene og ublandet i dig; der må også være et mordskrig ved siden af, som driver og øver dig i et sådant råb, sådan som det er gået alle andre.

Din synd vil også skrige, det vil sige: vække en stærk fortvivlelse i din samvittighed. Men Kristi Ånd skal og må overskrige det skrig, det vil sige: skabe en stærkere tillid, end fortvivlelsen er; sådan som Johannes siger i 1 Joh 3,19–22: «I dette kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi berolige vores hjerte; for hvis vores hjerte fordømmer os, er Gud større end vores hjerte, og han ved alt. Elskede, hvis vores hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi beder om, får vi af ham.»

Så er dette Åndens råb og skrig ikke andet end en mægtig, stærk, urokkelig tillid af hele hjertet til Gud som til en kær far, fra os som fra hans kære børn. Og her ser du, hvor højt et kristent liv står over naturen. For naturen formår ikke en sådan tillid og et sådant råb til Gud; den frygter bare og skriger lutter mordskrig over sig selv og siger: «Åh ve, åh ve, du strenge, uudholdelige dommer!», ligesom Kain skreg til Gud, 1 Mos 4,13–14: «Min synd er større, end at den kan tilgives mig. Se, du driver mig i dag bort fra landet, og jeg må skjule mig for dit ansigt og være hjemløs og flygtig på jorden. Så vil det gå mig sådan, at hvem der finder mig, slår mig ihjel osv.» Et sådant råb er og må også være i alle Kains hellige. Hvorfor? Fordi de ser på sig selv og deres gerninger, ikke på Guds Søn, hvordan han er sendt, født af en kvinde og gjort under loven; de tror heller ikke, at han har gjort det for dem, og de bryder sig heller ikke om det, men arbejder kun med deres egne gerninger for at hjælpe sig selv og opnå Guds nåde.

Ja, eftersom de forfølger en sådan tro og spotter og fordømmer den som kætteri og formastelse, så gør de netop som deres far Kain mod sin bror Abel og slår dermed også deres bror Kristus ihjel i sig selv. Så holder det samme uskyldige blod ikke op med at råbe imod dem op til himlen, sådan som Abels blod gjorde over Kain. Så spørger Gud efter denne Abel og kræver af enhver: «Hvor er Kristus, din bror?» Så farer den rasende Kain op og vil ikke vide af ham og siger: «Hvad ved jeg om det? Er jeg min brors vogter?» Det er det samme som at sige: «Skal jeg være så formastelig, at jeg regner mig for retfærdig og hellig og for Guds barn alene ved Kristus? Nej, nej, jeg vil arbejde, til jeg også selv uden ham er retfærdig.» Se, sådan bliver Abels blods råb over Kain, og Kristi blods råb over alle de vantro, og det råber endnu lutter hævn og vrede. Men over de troende råber det lutter nåde og forsoning ved hans Ånd.

Apostlen sætter et hebraisk og et græsk ord sammen: Abba, Pater. Abba betyder på hebraisk en far; deraf kommer det, at prælaterne i nogle klostre hedder abbed. For i gamle dage i ørkenen kaldte de hellige eneboere deres forstandere Abba Pater; det er også gået over i latin og tysk. Så er Abba Pater altså det samme som: Far, Far; eller sagt helt ud på vores eget sprog: Min Far, min Far; eller: Kære Far, kære Far.

Men hvorfor fordobler han ordet og Åndens skrig? Jeg vil sige min mening, med forlov. For det første for at vise, hvor stærkt og stort dette råb er. For den, der skriger meget alvorligt, gentager et ord og et skrig mange gange. Sådan må dette hjertets råb og denne tillid være stærk og stor, så den ikke lader sig kvæle af synden og af vores Kains råb.

For det andet er det Skriftens måde, at den med sådanne fordoblinger af ord eller udsagn betegner visheden og sikkerheden. Sådan siger Josef til kong Farao, 1 Mos 41,32, at Gud dermed betegnede, at det var vist og ville ske sådan, som ordene lyder. Sådan råber Ånden også her to gange Far, for at det skal være vist og sikkert hos os, at Gud er og vil være Far; så en sådan tillid ikke alene skal være stor, men også vis.

For det tredje skal den også blive bestandig sådan. Det første, Abba, betyder en begyndelse på en sådan tillid; men derover vil der rejse sig en stor strid, og Djævelen vil anfægte den uden ophør. Derfor er det nødvendigt, at vi holder ved og lægger det andet Pater til, det vil sige: ikke holder op med at råbe, sådan som vi er begyndt, men bliver ved og ved med at råbe; deraf kommer så en erfaring af en sådan tillid, som gør os allersikrest og allervissest. Det har Paulus måske også villet, når han sætter Abba, det hebraiske, ukendte, fremmede ord, foran og derefter Pater, det græske, kendte, hjemlige ord, eftersom han skriver på græsk og prædiker for grækerne: for dermed at antyde, at begyndelsen på en sådan tillid er uvant og fremmed for mennesket; men når han så har drevet og øvet den godt, bliver den ham velkendt, som om den var blevet hans natur, og han er blevet ganske hjemme hos Gud, sin Far.

«Så er her nu ikke længere nogen træl, men lutter børn; men er de børn, så er de også Guds arvinger ved Kristus.»

«Nu» (siger han), det vil sige: efter Kristi komme og efter at man har lært ham at kende, er der ingen træl. For som sagt kan barn og træl ikke bestå sammen; de er alt for ulige af sind. Barnet er villigt og frit, trællen uvillig og tvungen; barnet går i troen, trællen i gerninger. Så ser vi her atter, at ingen kan opnå noget af frelsen for Gud ved gerninger; men det må alt sammen forud, før gerningerne, være opnået og ejet, så gerningerne derefter sker frit og for intet, til Guds ære og til næstens gavn, uden frygt for straf og uden at søge løn. Det er, hvad disse ord giver, når han siger: Er de børn, så er de også Guds arvinger.

Nu er der sagt nok om, at troen alene gør til børn, forud for og uden alle gerninger. Men gør den til børn, så gør den også til arvinger; for barn er arving. Når så arven allerede er der, hvordan kan den da først skulle vindes ved gerninger? Det går ikke sammen, at arven skulle være der i forvejen, givet af lutter nåde, og at man så alligevel skulle søge og først vinde den ved gerninger og fortjeneste, som om den ikke var der eller ikke var givet. Og arven her er jo ikke andet end den evige salighed.

Se, sådan har jeg ofte sagt: Et kristent menneske har ved sin dåb og tro allerede alle ting, og alt bliver givet ham på én gang; bortset fra at han endnu ikke ser det afdækket, men det bliver bevaret ham i troen for dette livs skyld, som ikke kunne tåle, at sådanne goder blev åbenbaret.

Sådan siger Paulus i Rom 8,24: «I er allerede blevet frelst, dog i håbet; og I ser det endnu ikke, men I venter på det.» Ligeledes Peter, 1 Pet 1,4–5: «Jeres frelse er bevaret og beredt til jer i himlen, for at den skal blive åbenbaret på den yderste dag.» Derfor skal en kristens gerninger ikke være rettet mod fortjeneste som en træls, men mod de andres gavn og behov, så han jo ikke lever og virker for sig selv, men kun for sin næste her på jorden; og deri lever og virker han visselig også til Guds ære. For ved sin tro har han allerede nok for sig selv og er rig, fuld og frelst.

Men han føjer til: «ved Kristus», for at ingen skal mene, at en sådan arv er givet os uden nogen fortjeneste og omkostning. For selv om den ikke har kostet os noget og er givet uforskyldt, så har den dog kostet Kristus meget, han, som for dens skyld blev gjort under loven for os, for at han kunne vinde og fortjene alt dette for alle, som vil tro på ham; ligesom når vi gør godt mod vores næste: Det koster ham intet, og han fortjener det heller ikke; alligevel koster det os vores gerning og vores goder, som vi frit og af lutter godhed vender mod ham, ligesom Kristus har vendt sine mod os og stadig vender dem mod os.

Det kunne også undre en enfoldig, at Paulus siger, at der ikke længere er nogen træl, men lutter børn, når dog kun få tror på Kristus og bliver børn, og verden bliver ved med at være fuld af trælle og Kainer. Men han siger det for lærens skyld; som om han ville sige: Før Kristus kom og evangeliet blev prædiket, som man bliver børn ved, da blev kun loven prædiket, og den gjorde lutter trælle ved gerningerne. Men nu, da troen bliver prædiket, behøver man ikke trællemageren, loven; nu bliver alle, som før ved lov og gerninger kun blev Kainer og trælle, retfærdige og frelste ved troen uden gerninger. Derfor er det lige så meget som at sige: Nu er der ikke længere nogen træl, men lutter børn; det vil sige: Nu skal der ikke prædikes nogen trællelære, og man skal ikke blive ved med at gøre trælle, men kun børn; det vil sige: Kun troen og evangeliet skal prædikes og være vores lære; den bringer Ånden og lærer at stole på Gud og kun at tjene næsten, så er hele loven opfyldt.

Og dermed kalder han galaterne tilbage fra de lærdomme, der førte dem tilbage til loven og gerningerne; sådan som paven med sine tossede love gennem biskopper, præster og munke nu og i lang tid også har forført os og udryddet den kristne tro, som Skriften jo har forudsagt om den samme Antikrist. Derfor skal den, som vil blive frelst, vogte sig for ham og alle hans, for alle de gejstlige stande, som for Lucifers eget tyende og apostle.