Søndag septuagesima (1 Kor 9,24–10,5)

Epistlen på søndag septuagesima, 1 Kor 9,24–10,5

Denne epistel er et stykke af den lange lære, som Sankt Paulus fører igennem de fire kapitler til korintherne. Deri lærer han, hvordan man skal behandle de svage i troen, og han advarer de dristige og frække kristne om at se sig for, så de ikke også falder, selv om de står nu. Og han giver en lignelse, der er skræmmende nok, om dem, der løber eller kæmper på væddeløbsbanen om en sejrspris: mange løber, og dog fejler de, så de ikke vinder prisen. Derfor er det ikke nok, at man løber; man må ikke have løbet forgæves. Sådan er det ikke nok, at man er troende og løber på Kristi vej; man skal også gribe det evige liv, som også Kristus siger i Matt 24,13: «Den, som holder ud til enden, skal frelses.» Og Sankt Paulus i 1 Kor 10,12: «Den, som står, skal se til, at han ikke falder.»

Nu bliver dette løb hindret på to måder. For det første ved dovenskab, når man ikke øver troen tappert og er slap i gode gerninger, så løbet bliver hindret og prisen ikke bliver grebet. Om denne hindring taler Sankt Paulus efter min mening ikke her; for han taler ikke om dem, der løber og er dovne, men om dem, der løber forgæves og løber fejl, ligesom de, der løber stærkt mod et mål, men har et blændværk for øjnene, så de rammer ved siden af målet, løber vild, brækker halsen eller på anden måde slår sig grueligt. Derfor siger han, at de, når de nu engang løber, skal løbe sådan, at de griber prisen og ikke fejler.

Så bliver dette løb altså hindret, når man sætter et falsk mål op eller flytter det rette mål, som han siger i Kol 2,18: «Se til, at ingen flytter målet for jer.» Dog fører også det dovne, slappe liv til sidst dertil og bidrager til, at et sådant mål går tabt; for når folk sover, har fjenden meget snart sået ukrudt imellem, Matt 13,25.

At flytte målet er at forfalske Guds ord og under skin af Guds ord at prædike sine egne indfald. Det er meget hurtigt og let sket, hvor man ikke ser sig for og bliver i Åndens enhed, hvor enhver følger sit eget hoved og sind, ingen viger for den anden, og enhver synes bedst om sine egne indfald. Sådan må det jo gå, hvor kærligheden ikke er: de lærde og stærke vil ses som noget særligt og foragter de svage i troen; dér har Djævelen god plads til at så ukrudt. Derfor kalder Sankt Paulus også i Ef 4,3 kærligheden for Åndens enhed og formaner os til at stræbe efter at bevare Åndens enhed med fredens bånd. Og i 2 Thess 2,10 forkynder han, at Antikrist skulle komme, fordi man ikke har taget imod kærligheden til sandheden, det vil sige den rette, sande kærlighed.

Men enhver, som kæmper

Hvis en skulle løbe og kæmpe på væddeløbsbanen og samtidig også klare andre sager eller skaffe sig fordel, så ville han ikke vinde meget, men snart blive slået og miste både kampen og alle sine sager. Skal han kæmpe, må han sandelig ikke tage sig af noget andet, men glemme og lade alt ligge og kun passe kampen; og alligevel skal der nåde og lykke til, for at han vinder, eftersom heller ikke alle dem, der giver afkald på alting og løber, vinder prisen.

Så meget mere er det nødvendigt her i den kristne kamp at give afkald på alting og kun passe kampen. Den, som nu ved siden af også vil søge sin egen ære og fordel og jage efter ros ved Guds ord og Ånd og ses som noget fremfor andre, sådan som sværmerne og sekterne gør – hvad skal de vinde? De er helt viklet ind i timelig ære og fordel, bundet på hænder og fødder og helt fangne. Sådan et løb bliver et løb, som når én drømmer, at han løber, og dog ligger i sengen, doven og fangen.

Jeg løber altså ikke som på det uvisse; jeg fægter ikke som en, der slår i luften

Her giver Sankt Paulus sig selv som eksempel og viser, hvordan det går til, at man fejler målet: nemlig når man opgiver kærligheden og søger egensind, timelig ære og fordel i Guds ord, så troens øvelse i den rette kærlighed bliver forsømt. Så er de sandelig falske og dovne kristne, hvad det rette løb angår, og dog friske og rappe til at løbe, når det gælder skinnet af Guds ord og væsen, fordi de vender og drejer alt dette til deres egen ros og fordel; men de ser ikke, at det er idel uvist løb og fejlslag. For de griber det aldrig rigtigt an og rammer aldrig plet. Ærgerrigheden og egennytten skulle de dræbe og dæmpe og underlægge sig næsten for at tjene ham; intet af det gør de, men ellers gør de alt muligt, dog sådan at ærgerrigheden og egennytten bare bliver stærkere. Og bagefter sværger de vel tusind eder på, at de søger Guds ære, ikke deres egen ære, og næstens gavn, ikke deres egen fordel.

Om sådanne siger også Sankt Peter i 2 Pet 1,9–10, at de er som de blinde og famler med hånden og glemmer tilgivelsen af deres tidligere synder, fordi de ikke befæster deres kald ved gode gerninger. Derfor går det dem, som Sankt Paulus siger her: de løber som på det uvisse og fægter i luften. For deres hjerte er ustadigt og uvist over for Gud, og de er vankelmodige og ustadige på alle deres veje, Jak 1,8. For ligesom de er uvisse og ustadige i hjertet, sådan bliver de også ustadige i det ydre, i gerninger og lære; snart tager de dette op, snart det, og de kan ikke have ro eller lade være med at danne sekter. Deraf følger så, at de fejler målet eller selv flytter målet for sig og må vige fra den rette, fælles bane.

Men jeg tugter mit legeme og tæmmer det osv

Det er det samme, som han sagde ovenfor: «Den, der kæmper, afholder sig fra alt.» For ved at tæmme legemet mener han ikke alene at dæmpe den kødelige lyst, men alle timelige ting, som vi har legemlig lyst til, såsom ære, gunst, gods osv. Den, der slipper dem løs og ikke tæmmer dem, vil prædike sådan, at han selv bliver fordømt, selv om han prædiker ret. Men nu lader disse ting én ikke prædike ret, især den timelige ære. Derfor giver Sankt Paulus med disse ord de ærgerrige og egennyttige prædikanter og kristne et fint stik: de løber ikke alene forgæves og fægter fejl, men bliver også selv forkastet som de, der kun bærer skinnet og farven af et kristent væsen.

Men jeg vil ikke skjule for jer, kære brødre, at vores fædre alle var under skyen

Her fører Sankt Paulus et grueligt eksempel frem fra Skriften, hvormed han beviser, at ikke alle, der løber, griber prisen. For Israels børn, der var omkring seks hundrede tusind mand, løb alle på Guds vej, i hans ord og tro, så mægtigt, at de alle var under Guds sky og alle gik underfuldt gennem havet; men af så mange, der løb dengang, greb dog ikke flere end to prisen, nemlig Josva og Kaleb, som alene af den store skare kom ind i det forjættede land.

Det udlægger Sankt Paulus selv lige efter denne epistel og siger i 1 Kor 10,11–12, at det er sket som et eksempel for os og skrevet til formaning for os, sådan at den, der mener at stå, godt må se til, at han ikke falder. Alt dette sigter på, at stoltheden, indbildskheden og egensindet skal forskrækkes, og at ingen skal foragte den anden eller søge ære eller fordel fremfor andre ved Guds ord, men at enhver skal stille sig lige med den anden, og den ene bære den anden, de stærke de svage osv., sådan som alle disse fire kapitler lærer og driver på.

Hvor mange fine, store, fremragende mænd har der vel været blandt de seks hundrede tusind, som vi ikke er gode nok til at række vand? Blandt dem var de tolv fyrster for de tolv stammer, især fyrsten Nakshon, som står i Kristi hellige slægtslinje, Matt 1,4. Det samme gælder de halvfjerds mænd, som Moses’ ånd blev delt imellem, især Eldad og Medad, 4 Mos 11,27, og alle de andre store folk, bortset fra dem, der hørte til Kora og hans flok. Se, de løb alle, havde gjort og lidt meget, set mange af Guds undere, hjulpet med at oprette et skønt tabernakel og en skøn gudstjeneste og var fulde af gode gerninger; og dog fejlede de alle og måtte dø i ørkenen. Hvilket mod er så stort og stolt, at det ikke skulle brydes og ydmyges af et sådant eksempel på Guds forunderlige dom? Derfor hedder det med rette: «Den, som står, skal se til, at han ikke falder.»

Nå, eksemplet er let at forstå; Gud give, at vi tager os det til efterretning. Vi må også se på apostlens tekst og på de ord, hvor han taler om dåben og den åndelige mad, som om han talte om de kristne, og stiller fædrene lige med os, som om de også havde haft dåb og sakramente.

Her skal man for det første vide, som det ofte er sagt, at Gud fra begyndelsen altid har ført, forløst og frelst sine hellige ved to ting, nemlig ved sit legemlige ord og ved et ydre tegn. Således Adam ved ordet i 1 Mos 3,15: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved»; det vil sige: Kristus skal komme og overvinde døden, synden og Djævelen for os. Til dette ord gav han det tegn, at ofrene blev antændt af ild fra himlen, sådan som det skete med Abel, 1 Mos 4,4, og som det står flere steder i Skriften. Det ord har været Adams evangelium indtil Noa og Abraham; det har alle de hellige indtil Abraham troet på, og ved det er de blevet forløst fra synderne, ligesom vi bliver forløst ved evangeliets ord, når vi tror det; og ilden fra himlen har været et tegn for dem til Guds ord, ligesom dåben er det for os.

Sådanne ord og tegn har han givet, det ene efter det andet, til forskellige tider, indtil det sidste, som Kristus gav i egen person, nemlig evangeliet og dåben blandt alle hedninger. Således gav han Noa et ord om, at han skulle blive i live under syndfloden, og et tegn, skibet eller arken, som han byggede; og ved sin tro på dette ord og tegn blev Noa retfærdig og bevaret med sine. Siden gav han et andet ord og regnbuen som tegn. Dernæst gav han Abraham et ord og omskærelsen som tegn, så omskærelsen var hans dåb, ligesom syndfloden og arken var Noas dåb; og omvendt er dåben nu vores omskærelse og vores ark og syndflod, sådan som også Sankt Peter udlægger det, 1 Pet 3,21. For det er overalt Guds ord og tegn, som man må tro på og således ved troen blive frelst fra synd og død.

Således havde Israels børn Guds ord om, at de skulle komme ind i det forjættede land; til det ord havde de mange tegn, især dem, som Sankt Paulus nævner her: havet og skyen, himmelbrødet og vandet fra klippen. Det har været deres dåb (siger han), ligesom dåben nu kan være vores hav og sky. For det er overalt én og samme tro og Ånd, selv om tegnene og ordene er forskellige. Tegnene og ordene gives vel anderledes fra tid til anden; men det bliver dog én og samme tro på den samme ene Gud, som ved mange slags tegn og ord til forskellige tider giver én og samme tro og Ånd og ved den også virker én og samme syndernes forladelse, forløsning fra døden og frelse i alle de hellige, hvad enten de lever i begyndelsen, i midten eller ved slutningen af verden.

Det er det, Sankt Paulus mener her: at fædrene har spist den samme mad og drukket den samme drik som vi; dog føjer han ordet «åndelig» til. For udvortes og legemligt havde de andre tegn og ord end vi, men netop den samme Ånd og tro på Kristus, som vi har. Men at spise og drikke åndeligt er ikke andet end at tro på Guds ord og tegn, som også Kristus siger i Joh 6,55–56: «Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham.» Ligeså: «Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik» osv.; det vil sige: Den, som tror på mig, skal leve.

Men de drak af den åndelige klippe, som fulgte med, og klippen var Kristus

Det vil sige: de troede på den samme Kristus, som vi tror på, skønt han endnu ikke var kommet i kødet, men først skulle komme siden; og tegnet på denne deres tro var den legemlige klippe, som de drak vand af legemligt, ligesom vi ved det legemlige brød og den legemlige vin på alteret spiser og drikker den sande Kristus åndeligt, det vil sige: i den udvortes spisen og drikken øver vi troen indvortes. For hvis de ikke havde haft Guds ord i troen, da de drak vand af klippen, så havde det ikke gavnet deres sjæl. Sådan ville det heller ikke hjælpe os noget, at vi tog brødet og vinen fra alteret uden tro; ja, hvis Guds ord ikke først havde været der ved klippen, så ville klippen aldrig have givet vand eller grund til at tro. Og hvis Guds ord ikke også her var ved brødet og vinen, kunne det ikke være nogen åndelig mad eller øve troen.

Derfor er det overalt én og samme åndelige mad og drik, hvori Gud sætter sit ord og tegn, hvor udvortes og legemligt det end er. Og hvis han bød mig at samle et strå op, så ville der straks være åndelig mad og drik i strået, ikke for stråets skyld, men for Ordets og tegnets skyld, for den guddommelige sandheds og nærværs skyld. Omvendt: hvor Guds ord og tegn ikke er til stede eller ikke bliver kendt, dér hjælper det ikke, selv om Gud selv var der; ligesom Kristus siger om sig selv i Joh 6,63, at kødet ikke gavner noget, fordi de ikke agter på de ord, hvormed han taler om sit kød. Det er de ord, der gør hans legeme til den rette mad, når han siger (Joh 6,51), at han er det levende brød fra himlen. Derfor skal man ikke så meget agte på Guds gerninger, tegn og undere (sådan som den blinde fornuft gør) som på Guds ord i dem, sådan som troen gør.

Men han tager kun klippen for sig og siger: «De har drukket af den åndelige klippe, som kom bagefter, og den var Kristus.» Dermed tyder og drager han alle sådanne forbilleder og tegn, som er sket for Israels folk ved Guds ord, hen på Kristus; for hvor Guds ord er, dér er Kristus, og alle Guds ord og forjættelser drager sig hen til Kristus. Sådan drager og tyder han jo selv i Joh 3,14 Moses’ slange hen på sig selv, så man godt kunne sige også dér: De har set på den samme slange, som vi ser på. For de så den åndelige slange, som kom bagefter, og den slange var Kristus på korset; det vil sige: det, at de så, var at tro på Guds ord ved slangen, ligesom deres åndelige drikken var at tro på Guds ord ved klippen. For hvis Guds ord ikke havde været der, så havde slangen ikke hjulpet dem det mindste, om der så havde været lutter kobberslanger, og de havde stirret på dem i evighed; og klippen havde heller ikke hjulpet, om de så havde slået alle klipper til pulver eller suget på dem, hvis Guds ord ikke havde været ved den.

Således giver Sankt Paulus os her den almindelige regel med eksemplet om klippen, så vi også kan sige om himmelbrødet: De spiste det himmelbrød, som vi spiser; men de spiste af det åndelige himmelbrød, som kom bagefter, og det var Kristus; det vil sige: deres spisen var at tro på Guds ord ved himmelbrødet, som de spiste legemligt. For hvis dette ord ikke havde været ved det, så havde det kun været en legemlig mad, uden gavn for sjælen, og det havde ikke kunnet øve nogen tro, sådan som Kristus siger i Joh 6,32: «Moses har ikke givet jer brødet fra himlen, men min Far giver jer det sande brød fra himlen, ikke som jeres fædre spiste i ørkenen og døde.» Også Moses selv siger i 5 Mos 8,3: «Han gav dig himmelbrød at spise for at vise dig, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.» Som skulle han sige: Ved det legemlige himmelbrød skal du ikke bare se på gerningen, hvormed du fylder maven, men meget mere på Ordet, hvorved han lover og giver dig himmelbrødet; for af det ord lever du evigt i troen.

Sådan kan man også sige om havet og skyen: De gik under den sky, som vi går under; men de gik under den åndelige sky, som kom bagefter, og den var Kristus; det vil sige: deres gang var at tro på Guds ord, som de havde i hjertet, om den legemlige, udvortes sky, at de skulle følge den. Uden dette ord havde de hverken kunnet tro eller følge skyen; ja, uden dette ord ville skyen aldrig have været der. Derfor hed den samme sky også HERRENS herlighed, som det var lovet, at den skulle være der osv.

Således ser vi, hvordan vi i alle sager skal agte på Guds ord, som troen skal hænge ved. Uden det er Guds tegn og gerninger enten slet ikke til stede, eller, hvis de er til stede og uden Ordet kun bliver set på med øjnene, så får de bare folk til at gabe og vækker en timelig forundring som alle andre nye ting; men de gavner ikke sjælen og fremmer ikke troen.

Nogle udlægger også her ordet «kom bagefter» sådan, at den åndelige klippe skulle have gået med Israels børn, have været hos dem og være blevet ved at være deres følgesvend, så det skulle hedde comitante petra, ikke consequente [«idet klippen gik med», ikke «idet den fulgte efter»]; som om Kristus skulle have været der åndeligt, i Ordet og troen; og det skal den græske tekst give. Men jeg har oversat det: consequente petra, «som kom bagefter». Det er dog ikke værd at strides om; enhver må mene, hvad han vil, begge dele er rigtige. Jeg bliver imens ved det, jeg har sagt: at alle Guds historier og ord fordum var rettet mod den Kristus, der skulle komme, som kom bagefter, og som de alle har måttet tro på; ligesom også Abraham så vædderen i krattet bag sig og tog den og ofrede den, det vil sige: han troede på den Kristus, som skulle komme bagefter og ofres.

Der er også nogle, som drager dette ord: «Men klippen var Kristus», hen på den legemlige klippe og tyder det sådan: Klippen betyder Kristus, for Kristus er jo ikke nogen legemlig sten; og ordet «er» skal her gælde så meget som «betyde». Det fører de siden videre over på andre af Kristi ord, hvor han taler om sakramentet: «Tag og spis, dette er mit legeme»; som skulle han sige: Brødet betyder mit legeme, men er det ikke; dermed vil de nægte, at brødet er Kristi legeme. Ligeså fører de også ordet i Joh 15,1: «Jeg er det sande vintræ» hen på det samme, det vil sige: Jeg bliver betegnet ved vintræet. Vogt dig for dem; de forvrænger Skriften af ren frækhed.

For Sankt Paulus skelner her med klare ord mellem den legemlige og den åndelige klippe og siger: «De drak af den åndelige klippe, som kom bagefter, og den var Kristus.» Han siger ikke, at Kristus har været den legemlige klippe, men den åndelige klippe; for den legemlige klippe var ikke åndelig, og den kom heller ikke bagefter eller drog med dem. Derfor er der her ingen brug for deres tyden og bøjen; men som ordene lyder, sådan er det sandt, så det skal forstås om væsenet, ikke om en betydning. Sådan taler han også i Joh 15,1 ikke om det legemlige vintræ, men om det åndelige. Hvordan skulle det lyde: Jeg bliver betegnet ved et åndeligt, sandt vintræ? Det må være sagt om væsenet og lyde sådan: Jeg er, og er her i mit væsen, et sandt, åndeligt vintræ.

Ligesom i Joh 6,55: «Mit kød er sand mad.» Det betyder ikke: Mit kød betyder, eller bliver betegnet ved, en sand mad; men det er sagt om den åndelige mad, sådan: Mit kød er sandelig og i sit væsen en mad, ikke for maven, legemligt, men for sjælen, åndeligt. Lad dig derfor heller ikke fravriste eller forvrænge disse ord: «Brødet er mit legeme»; ikke sådan, at hans legeme bliver betegnet ved brødet, som de foregiver, men ligefrem, som ordene lyder: Brødet er i sit væsen og nærværende dér mit legeme osv. For det går ikke an at tvinge Skriften sådan efter sit eget hoved; men man måtte med en åbenbar tekst bevise, at ordet «er» betyder det samme som «betyder». Og selv om det blev bevist nogle steder, var det alligevel ikke nok; man måtte også klart bevise, at det skulle og måtte forstås sådan på dette sted. Det vil de aldrig nogensinde gøre. Men hvor man ikke kan det, skal man give sig fangen under Guds ord og holde ordene, som de lyder.

Men ligesom Kristus er betegnet ved mange slags tegn og historier i Det Gamle Testamente, sådan er han også betegnet her ved klippen. Dér må vi for det første se, hvordan denne legemlige klippe i ørkenen lå langt fra folk og uden noget menneskearbejde, helt ensom og øde. Sådan er Kristus for verden en helt uanselig ting, som intet menneske agter eller tager sig af, og han er heller ikke beredt ved menneskers arbejde. Ligeså: at vand flyder ud af klippen, er imod al natur og et rent under. Men vandet er Guds levende Ånd; at den skal komme ud af den korsfæstede, døde, fordømte Kristus, er netop som at øse liv af døden, og dog sker det ved Guds magt; for hans død er vores liv, og vil vi leve, må vi dø med ham.

At Moses på Guds befaling slår på klippen med staven og peger på den, det er prædikeembedet, som efter Guds bud prædiker om Kristus og således slår Ånden ud med mundens ord. For Gud vil ikke give nogen Ånden uden Ordet og prædikeembedet, som han har indstiftet og befalet dertil, at der alene skal prædikes om Kristus. For hvis Moses ikke på Guds befaling havde slået på klippen med staven, var der aldrig nogensinde flydt vand ud. Det er mundens stav eller ris, som Es 11,4 taler om: «Han skal slå jorden med sin munds stav og dræbe den ugudelige med sine læbers ånde.» Og Sl 45,7: «Dit riges stav er en ret stav» osv.