Juledag, tredje tekst (Joh 1) (Hebr 1,1–12)

Epistlen på juledag, tredje tekst, Hebr 1,1–12

Dette er en stærk, mægtig og høj epistel, som farer højt af sted og driver den høje trosartikel om Kristi guddom. Og der er god grund til at mene, at den ikke er af Paulus, fordi den fører en langt mere smykket tale, end Paulus plejer andre steder. Nogle mener, at den er af Lukas, andre, at den er af Apollos, som Lukas roser for, at han var mægtig i Skriften over for jøderne, ApG 18,24. Det er i hvert fald sandt, at ingen epistel fører Skriften med en sådan magt som denne, så det har været en fremragende apostolisk mand, hvem han så end var. Nu gør denne epistel ikke andet end at grunde og fremme troen på Kristi guddom; som jeg har sagt, er der næsten intet sted i Bibelen, der så kraftigt driver denne artikel. Derfor må vi blive ved den og gennemgå den stykke for stykke.

For det første er apostlens mening denne: Han ville gerne have bragt jøderne til den kristne tro, og han trænger dem sandelig hårdt, som vi skal høre, så de ikke kan nægte, at Kristus er sand Gud. Men når han nu er Gud og Guds Søn og nu selv har prædiket for os og selv lidt for os, så kræver både nøden og billigheden, at vi nu langt hellere tror ham, end fædrene i fordums tid troede, dengang han kun talte gennem profeterne.

Således stiller han prædikanterne og eleverne op over for hinanden: fædrene og os, det er eleverne; profeterne og Kristus, det er prædikanterne. For os prædiker Sønnen, Herren selv; for fædrene prædikede tjenerne. Når nu fædrene har troet tjenerne, hvor meget mere ville de så ikke have troet Herren selv? Og når vi ikke tror Herren, hvor meget mindre ville vi så have troet tjenerne? Og således driver han det ene ved det andet, så at vores vantro bliver ganske frygteligt beskæmmet ved siden af fædrenes tro, og omvendt fædrenes tro højt æret ved siden af vores vantro.

Og det øger vores skam endnu mere, at Gud har talt til fædrene ikke én gang, men mange gange, ikke på én måde, men på mange måder, og at de dog hver gang og til alle tider har troet; og vi lader os ikke bevæge af sådanne eksempler til også én gang at tro Herren selv. Se, sådan går han frem med vældig tale for at omvende jøderne; og dog hjalp det ikke.

Mange gange og på mange måder.

Disse to ord har efter min mening den forskel, at «mange gange» sigter til, at der har været mange profeter efter hinanden, og at ikke alle profetier er sket gennem én profet eller på én tid. «På mange måder» derimod hører hjemme dér, at Gud også gennem én profet, for ikke at tale om gennem mange, har talt snart på én måde, snart på en anden, snart på en tredje. For eksempel har han undertiden udtrykt det med klare ord, undertiden ved billeder og syner; sådan som Ezekiel har beskrevet de fire evangelister ved de fire dyr. Ligeledes Esajas: undertiden siger han klart, at Kristus skal være konge, siden kalder han ham et skud og en blomst af Isajs stamme, ligeledes en herlig frugt af jorden; og således videre er der talt om Kristus på mange måder.

Desuden sigter «på mange måder» også til, at han sagde det snart på én måde, snart på en anden, når han ville hjælpe Israels folk i timelige ting. For det var én måde, da han førte dem ud af Egypten ved Moses, men en anden, da han førte dem gennem Det Røde Hav; og atter en anden, da han bød David at stride, og så videre. Det har ikke været én slags, men mange slags ord, ligesom gerningerne også var forskellige; men troen var dog altid én og den samme gennem alle gange og alle måder.

Hvor fint og blidt drager og indbyder han jøderne ved at holde dem fædrene og profeterne og den samme Gud for øje. For jøderne holder meget fast ved fædrene, profeterne og Gud, som i fordums tid har talt til dem. Men nu vil de ikke tro ham og ikke tage sig til hjerte, at Gud har talt til fædrene ikke én gang, men mange gange, ikke på én måde, men på mange måder, som de godt ved og må bekende; men nu, da han taler endnu en gang og også på en anden måde, vil de ikke tro. På denne måde har han aldrig før talt, og på den måde vil han heller aldrig tale igen. Derfor vil den måde at tale på, som de gerne ville have, aldrig komme. For han har aldrig nogen sinde i fordums tid talt på den måde, som de ville foreskrive ham; for det hindrer troen og Guds gerning. Man må overlade ham tid, person og måde at tale på og kun tænke på troen.

Derfor siger han med rette: «til sidst»; for der kommer ingen anden måde at prædike på før den yderste dag. Det er sidste gang og den sidste måde, han har i sinde at tale på; han har befalet dette ene Ord og efterladt det til at prædikes indtil enden, sådan som Paulus siger i 1 Kor 11,26: «Så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, skal I forkynde Herrens død, indtil han kommer.» Han lukker også for deres gloen ved at sige: «i disse dage», så de ikke skal stå og glo efter andre dage, der skal komme. Dagene er her allerede, hvor sidste gang og den sidste måde at tale på er begyndt.

Ved Sønnen.

Her begynder han at prise den sidste lærer, taler og apostel, Kristus, og at prise ham sådan, at han med stærke, fast grundede skriftord beviser, at han er Guds naturlige Søn og Herre over alle ting. Og her skal vi en gang for alle lære at kende Kristus, hvordan det forholder sig med ham i begge naturer, den guddommelige og den menneskelige. Dér farer mange vild, og nogle laver fabler ud af hans ord ved at tillægge den guddommelige natur det, som dog tilkommer den menneskelige natur, og forblinder sig selv i Skriften. For ved Kristi ord gælder det mest af alt om at se efter, hvad der tilkommer den guddommelige, og hvad der tilkommer den menneskelige natur; så er de alle lette og klare.

Men før vi gør det, må vi først høre det spørgsmål, som nogle kunne stille mig: «Skal dette være den sidste prædiken, hvad siger man så om Elias og Enok, at de skal komme imod Antikrist?» Jeg svarer: Om Elias' komme mener jeg, at han ikke vil komme legemligt. Jeg ved godt, at Augustin et sted siger: «Elias' og Antikrists komme er fast indprentet hos alle kristne.» Men jeg ved også godt, at der ikke findes noget skriftsted, der bevidner det. For det, Mal 3,23 siger om Elias, der skal komme, det henfører englen Gabriel i Luk 1,17 til Johannes Døberen, og endnu meget stærkere Kristus i Mark 9,13, hvor han siger således: «Men jeg siger jer, at Elias er kommet, og at de gjorde med ham hvad de ville, ligesom der står skrevet om ham.»

Når nu Johannes er den Elias, om hvem der står skrevet, som Herren her siger, så er Malakias' skriftord allerede opfyldt; for intet andet skriftord siger mere om Elias' komme. Men at Herren lige forinden siger (Mark 9,12): «Når Elias kommer, skal han genoprette alting», det kan godt forstås sådan, at Herren har opregnet Elias' embede på denne måde: «Ja, jeg ved godt, at Elias først skal komme og genoprette alting; men han er allerede kommet og har gjort det.»

Denne forståelse kræves af, at han straks efter dette om Elias' komme og embede taler om sin lidelse: «Og som der står skrevet om Menneskesønnen, at han skal lide meget og foragtes.» Skulle det ske efter Elias, så måtte han jo være kommet forinden. Derfor ved jeg slet ikke mere om Elias' komme, medmindre det skulle være, at hans ånd, det vil sige Guds ord, igen blev bragt frem, sådan som det nu tegner til. For at paven sammen med tyrken er Antikrist, er der for mig ingen tvivl om længere; tro, hvad du vil.

Nu, for at komme tilbage til Kristus: Man skal fast tro, at Kristus er sand Gud og sandt menneske, og at Skriften og han selv undertiden taler efter hans guddommelige natur, undertiden efter den menneskelige natur. For eksempel når han siger i Joh 8,58: «Før Abraham blev, er jeg», det er sagt om guddommen. Men når han i Matt 20,23 siger til Jakob og Johannes: «Det at sidde ved min højre og min venstre side står det ikke til mig at give», så er det talt om den rene menneskenatur, ligesom det var den, der ikke kunne hjælpe sig selv på korset – selv om nogle her vil vise stor kunst med deres mørke udlægninger for at imødegå kætterne. Således er det også mennesket Kristus, når han siger: «Faderen er større end jeg», Joh 14,28. Ligeledes Matt 23,37: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn som en høne under sine vinger.» Ligeledes Mark 13,32: «Den dag og den time kender ingen, heller ikke englene i himlen, heller ikke Sønnen, men kun Faderen.»

Her er der ingen grund til den glose: «Sønnen ved det ikke, det vil sige: han vil ikke sige det.» Hvad skal den glose til? Kristi menneskenatur har ligesom ethvert andet helligt, naturligt menneske ikke til alle tider tænkt, talt, villet og mærket alle ting – sådan som nogle gør ham til et almægtigt menneske og uforstandigt blander de to naturer og deres gerning sammen. Ligesom han ikke til alle tider har set, hørt og følt alle ting, sådan har han heller ikke til alle tider betragtet alle ting med hjertet, men sådan som Gud har ført ham og stillet det for ham. Fuld af nåde og visdom har han været, så han kunne dømme om og lære alt, hvad der kom for ham, fordi guddommen, som alene ser og ved alle ting, var personligt og nærværende i ham. Og kort sagt: alt, hvad der er sagt om Kristi fornedrelse og ophøjelse, skal tillægges mennesket; for den guddommelige natur kan hverken fornedres eller ophøjes.

Som han har indsat til arving over alt.

Det er talt efter menneskenaturen. For vi må tro, at Kristus ikke alene efter guddommen er over alle ting, men også efter menneskenaturen, sådan at alle skabninger er underlagt og underkastet mennesket Kristus. Han skaber alle ting som Gud; men som menneske skaber han intet, og dog er alle ting underlagt ham, sådan som David siger i Sl 8,7: «Alt har du lagt under hans fødder.»

Således er Kristus vores Gud og vores Herre. Som Gud skaber han os; som Herre tjener vi ham, og han hersker over os. Således har apostlen i denne epistel i sinde at tale om ham som sand Gud og Herre over alle ting. For selv om de to naturer er adskilte, så er det dog én person, så at alt, hvad Kristus gør eller lider, det har Gud visselig gjort og lidt, skønt det dog kun er overgået den ene natur.

Det er som i et billede: Når jeg taler om et menneskes sårede ben, siger jeg: «Mennesket er såret», skønt dog hans sjæl eller hele mennesket ikke er såret, men en del af hans legeme; fordi legeme og sjæl er én ting. Ligesom jeg nu må tale om legeme og sjæl med forskel, sådan også om Kristus. Ligeledes er det ikke forkert sagt, når jeg siger: «Jeg kender ikke solen om natten», skønt jeg dog godt kender den med fornuften, men ikke med øjnene. Således ved Kristus intet om den yderste dag, og ved den dog godt osv.

Ved hvem han også har skabt verden.

Se dér, det er den samme Søn, som er indsat til arving til alle ting efter menneskenaturen, og dog er hele verden skabt ved ham som ved Gud. Én person, to naturer, to slags gerninger; én Kristus, men af to slags art. Her begynder de høje ord.

Det er jo klart, at apostlen taler om Sønnen, som er indsat til arving, og ved hvem hele verden er skabt. Er da alt skabt ved ham, så kan han ikke selv være skabt. Så følger det jo klart, at han er sand Gud. For alt, hvad der ikke er skabt og dog er noget, det må være Gud. Og omvendt: alt, hvad der er skabt, det må være en skabning og ikke Gud; for det har ikke sit væsen af sig selv, men af den, der har skabt det. Men nu er alle ting skabt ved Kristus, og han er ikke skabt ved noget; så har han visselig sit væsen af og i sig selv og ikke af nogen skabt ting, heller ikke af nogen skaber.

Videre: Når han er Søn, kan han ikke være alene; han må have en Fader. Og når Gud har skabt verden ved ham, så kan den samme Gud, som har skabt verden ved ham, ikke være den, ved hvem han har skabt den. Altså følger det, at der må være to personer, Faderen og Sønnen, adskilte. Og dog, eftersom den guddommelige natur kun er én, og der ikke kan være mere end én Gud, så sluttes det, at Kristus med Faderen er én sand Gud i ét guddommeligt væsen, én skaber og ophavsmand til verden, og at der ingen anden forskel er, end at han er Sønnen og den anden er Faderen; og at han ikke er gjort af Faderen, sådan som verden er, men må være født i evighed; ikke mindre end Faderen, men ham lig på enhver måde og i ethvert mål, bortset fra at han er født af Faderen, og Faderen ikke af ham.

Selv om fornuften nu ikke fatter, hvordan det går til, så må den overgive sig fangen til disse og lignende ord og tro. For hvis det var til at fatte med fornuften, så var der ingen tro. For det er klart, at disse ord taler om to, når han siger: «Gud har skabt verden ved ham». Og det er også klart, at han må være Gud, han som ikke er skabt, men ved hvem alt er skabt. Men hvordan det kan være, det siger Skriften ikke og kan heller ikke udsige det; det må tros.

Nu holder Skriften fast ved den talemåde, at den siger: Verden er skabt ved Kristus og af Faderen og i Helligånden. Alt dette har sin grund, skønt det ikke fuldt kan udforskes eller udsiges. Men for dog at antyde lidt af det, bruger Skriften den talemåde for at vise, at det ikke er Faderen, der har det guddommelige væsen af Sønnen, men Sønnen, der har det af Faderen, og at Faderen er den første, oprindelige person i guddommen. Derfor siger den ikke, at Kristus har skabt verden ved Faderen, men at Faderen har skabt den ved ham, så at Faderen forbliver den første person, og alle ting kommer fra ham, men dog ved Sønnen. På den måde taler også Joh 1,3: «Alt blev til ved ham»; og Kol 1,16–17: «Alt består ved ham og i ham»; og Rom 11,36: «Fra ham og ved ham og i ham er alt.»

Nu ser du, hvor fint ordene passer sammen, når han kalder ham arving efter menneskenaturen. For hvem skulle alle Guds goder med større ret gives i arv end den, som er Sønnen? Han har skabt alle goder eller skabninger sammen med Faderen; men nu, da han også er menneske og Søn, arver han dem også, fordi han er Søn, og han er nu Søn i begge naturer. Men hvor denne talemåde kommer fra, skal vi høre i evangeliet.

Han, som jo er hans herligheds glans og hans væsens afbillede.

Her udtrykker han, så vidt det er muligt, med nogle billeder, hvordan Kristus er en anden person end Faderen og dog én eneste, sand, naturlig Gud. Men de tyske og latinske ord når ikke helt op til apostlens græske ord. Han kalder ham en sådan glans, som udgår fra Faderens klarhed; ligesom morgenrøden, der går op fra solen og har hele solen med sig og hos sig – ikke et stykke af glansen, men hele glansen af hele solen, som lyser fra solen og bliver ved solen. Således skal der med ét ord forstås fødslen, naturens enhed og personernes forskel. For Kristus fødes uophørligt og evigt af Faderen; han udgår altid, som solen om morgenen og ikke ved middag eller aften. Og han er jo ikke Faderen efter personen, ligesom glansen ikke er solen; og dog er han hos Faderen og i Faderen, hverken før eller efter, men lige så evig som han og i ham, ligesom glansen på én gang er med og i og ved solen.

Han kalder også Faderens klarhed doxa; det betyder egentlig ære eller herlighed, fordi den guddommelige natur er lutter herlighed og ære, eftersom den har alt af sig selv og intet af nogen anden og kan rose og ære sig af sig selv. Nu siger han, at Kristus er et helt skin, en fuld glans af hans ære; det vil sige, at også han i sig selv har hele guddommen og kan rose og prise sig af alt det, som Faderen kan, bortset fra at han har det af Faderen, og Faderen ikke har det af ham. Han er den udgående glans af Faderens ære, det vil sige: han er en født Gud og ikke den fødende Gud, dog fuld og hel Gud, ligesom og lige så vel som Faderen.

Se, en sådan talemåde bruger Skriften ikke om de hellige, som dog også nok er Guds ære, det vil sige gjort og skabt til Guds ære. Men her, når han siger, at Kristus er et skin af Faderens ære, tvinger ordene til, at Faderens ære er i den samme glans; ellers ville det ikke hedde «hans æres glans».

Og hvad skal jeg sige? Disse ord vil hellere forstås med hjertet end udtrykkes med tunge eller pen. De er i sig selv klarere end alle gloser, og jo mere man glosserer dem, desto mørkere bliver de. Summen af det er dette: I Kristus er hele guddommen, og ham tilkommer al ære som Gud; dog sådan, at han ikke har den af sig selv, men af Faderen. Det er så meget som at sige: to personer, én Gud. For om Helligånden taler han ikke på dette sted; han bliver også let troet, når mennesket bringes så vidt, at det kan holde to personer for én Gud.

Det andet billede er, at han kalder ham et billede eller præg af hans væsen. Jeg må dog bede om lov til at tale groft og tydeligt. Når der laves et billede efter et menneske, så er dette billede ikke et billede af menneskets væsen eller natur; for det er ikke et menneske, men sten eller træ, og det er et billede af stenens eller træets væsen, gjort efter mennesket. Men hvis jeg kunne tage menneskets væsen, ligesom pottemageren tager leret, og lave et billede af det, som på én gang var menneskets billede og også i sig rummede hele det menneskelige væsen eller den menneskelige natur, se, det ville være et væsensbillede, eller et billede af det menneskelige væsen. Et sådant billede findes ikke i nogen skabning; for alle billeder, som laves, er af et andet væsen og en anden natur end det, de er billede af.

Men her er Sønnen et sådant billede af Faderens væsen, at Faderens væsen er selve billedet; og om det var tilladt at tale sådan: billedet er gjort af Faderens væsen, så at det ikke alene er Faderen lig og ligner ham, men også fuldt ud rummer hele hans væsen og natur i sig. Det samme er der at sige om herlighedens glans: at glansen er gjort af æren og ikke alene er den lig, men har den helt og af natur i sig, så at glans og ære er én ting.

Se nu: Ligesom jeg siger om et billede af et menneske, at det er et træbillede eller et stenbillede, sådan siger jeg: Kristus er et gudsbillede, så at lige så sandt som hint billede er træ, lige så sandt er dette billede Gud. Derfor kalder Paulus ham et billede af den levende og usynlige Gud.

Nu mangler træbilledet denne fuldkommenhed. For selv om det er et træbillede, så er det dog ikke træets billede, men menneskets, og det viser heller ikke træet, men mennesket. Og omvendt: selv om mennesket afbildes i træ, så er han dog ikke træ, og hans væsen er noget andet end det væsen, som hans billede er i. Og i alle skabninger er billedet af et andet væsen end den, det er billede af, og der findes intet væsensbillede. Men her er billedet og den, det er billede af, af ét væsen, bortset fra at Faderen ikke er et billede; for han er ikke afbildet af Sønnen eller efter Sønnen, men Sønnen er afbildet af Faderen og efter Faderen, i ét enkelt, naturligt og guddommeligt væsen.

Den samme fuldkommenhed mangler også ved solen og dens glans. For solen har en egen klarhed for sig selv, og glansen også for sig selv, selv om glansen har sit fra solen. Men her er glansen sådan klarhedens glans, at glansen er gjort af klarheden eller (om jeg må sige sådan) har fået sin natur af den, og at klarheden helt og i sit væsen er glansen selv, bortset fra at glansen ikke af sig selv, men af Faderens klarhed har fået denne natur.

Se nu: Ordene er dog i sig selv klarere end denne udlægning. Det lyder jo klart nok, når han siger: «et billede af hans væsen, et skin af hans ære», hvis munden siden tier stille her og lader hjertet tænke over det. Og det er den hebraiske måde at tale på: Pauperes sanctorum, i. pauperes sancti [«de helliges fattige, dvs. de hellige fattige»]. Virtus Dei, i. virtus Deus [«Guds kraft, dvs. kraften, som er Gud»]. Sic, character substantiae, i. character substantia, subsistens et ipsemet Deus [«Således: væsenets præg, dvs. præget, som er væsenet, selvstændigt og selv Gud»]. Sic, splendor gloriae, i. splendor gloria ipsa [«Således: herlighedens glans, dvs. glansen, som er herligheden selv»]. Det kan de latinkyndige godt fatte; men for tyskerne og de enfoldige skal det være nok, at ligesom de kalder et billede et guldbillede, fordi det er gjort af guld, sådan skal de også kalde Kristus et billede af Gud Fader, fordi han helt er af Gud og ud af Gud af natur, og der uden for ham ingen Gud er; bortset fra at han har denne guddom og dette billede af Faderen som den første person, og begge er én Gud. Og det mangler her i skabningen; for guldbilledet viser ikke sin guldnatur, men en fremmed natur, menneskets. Derfor, selv om det er et guldbillede, så er det dog ikke et billede af guldets eget væsen. For guld måtte man vise med et andet billede, for eksempel ved guldfarve eller ellers med noget, der ikke er guld.

Men her er billedet også selve væsenet, som det er billede af, og har ikke brug for noget andet billede end sit eget. Her er troen nødvendig og ikke megen skarp spekulation; ordene er klare, visse og stærke nok. Den, for hvem disse ord ikke siger Kristi guddom, ham vil ingen sige den. Han kalder ham heller ikke et enkelt, almindeligt billede, men character, det vil sige et eget billede, som ingen anden ligner, ligesom portrætbillederne er. Og heller ikke en almindelig glans, men apaugasma, et egentligt skin, som ingen anden ligner end den klarhed, det udgår fra.

Og han bærer alle ting med sit kraftige ord.

For tredje gang prædiker han Kristus som Gud. Først har han sagt, at hele verden er skabt ved ham; dernæst, at han er en gudsglans og et gudsbillede. Her siger han, at han bærer alle ting. Bærer han alle ting, så bliver han ikke selv båret og er noget over alle ting; det må være Gud alene. Men at bære er, at han nærer og opholder alle ting; altså, at ikke alene alle ting er skabt ved ham, som sagt ovenfor, men at alle ting også bliver i ham og opholdes, sådan som Paulus siger i Kol 1,17: «Alt består ved ham og i ham» osv. Og han bruger et meget fint ord, når han siger: Han bærer. Han driver ikke og jager ikke og larmer ikke; han bærer blidt og lader alle skabninger nyde hans blide godhed, sådan som der også står skrevet i Visd 8,1: «Guds visdom rækker med magt fra den ene ende til den anden og styrer alle ting sødt og blidt.»

Men hvad det betyder, at han siger: «ved sin krafts ord», er jeg ikke sikker på. Hvis et menneske sagde sådan, ville jeg sige, at han tog fejl, fordi Kristus selv er Ordet, som vi skal høre i evangeliet, og han har intet ord, som han virker ved. Hvis det var sagt om Faderens person, så stemmer det meget godt med Skriften; for Faderen har skabt alle ting ved sit Ord og bærer også alle ting i det, sådan som Sl 33,6 siger: «Himlene er skabt ved Guds ord.»

Jeg vil her overgive min forstand fangen og give plads til en anden og bedre og ikke sige mere end min formodning. Han siger det måske sådan, fordi han blander personerne sammen i én guddom, eftersom de er én Gud, og siger dette i Faderens person, eftersom det, Gud gør, gør hver person. Således bærer Gud alle ting ved sit Ord, og denne Gud er i sandhed også Kristus, og han er dette Ord.

Flere sådanne hurtige skift mellem personerne findes i Skriften, som Sl 2,6–7: «Jeg har indsat min konge på mit hellige bjerg Zion. Jeg vil prædike om en sådan ordning, at Herren har sagt til mig: Du er min Søn» osv. Her er det første stykke sagt i Faderens person om Kristus, og det andet i Kristi person om Faderen; og personerne er skiftet i én og samme tale, fordi begge personer er én Gud. Således kan det også her være, at det, at han er Guds billede, er sagt om Kristus, men at han bærer alle ting ved sit ord, er sagt om Faderen, i én og samme tale uden skel, fordi begge personer er én Gud uden forskel.

Hvis det ikke behager dig, kan jeg tænke det sådan, at der ved «ordet» skal forstås lige så meget som en gerning eller en begivenhed, sådan som Lukas siger om hyrderne i det nærmeste evangelium (Luk 2,15): «Lad os gå til Betlehem og se det ord, som er sket», det vil sige den begivenhed og gerning, som er sket. Således kunne meningen her være, at Kristus bærer alle ting ved sin krafts ord, det vil sige ved sin krafts gerning. For ved hans krafts virke opholdes alle ting, og alt, hvad der er noget og formår noget, det er og formår det ikke af sig selv, men af Guds virkende kraft. Og så er kraften og ordet her igen ikke at skille ad, men ordet og kraften er én ting, intet andet end lige så meget som sagt: et virkende eller kraftigt ord, så at kraften er væsenet og naturen i det ord, som virker i alle ting. Dog: her må enhver fare og følge, som han vil og kan.

Og han har skabt renselse for vores synder ved sig selv.

Her rammer han evangeliet ret. For alt, hvad der kan siges om Kristus, hjælper os ikke, før vi hører, hvordan det alt sammen bliver sagt os til gode og gavn. Hvorfor skulle det prædikes for os, hvis det var sket alene for hans egen skyld? Men nu gælder det helt og holdent os og vores frelse; lad os derfor her lytte med glæde, det er ord, som er liflige over alt mål. Den Kristus, som er så stor, en arving til alle ting, en glans af guddommelig ære, et billede af guddommeligt væsen, som bærer alle ting, ikke ved fremmed kraft eller hjælp, men ved sin egen gerning og kraft; kort sagt, han som alene er det hele: han har tjent os, udøst sin kærlighed og beredt en renselse for vores synder.

Han siger: «vores», vores synder, ikke hans egne synder, ikke de vantros synder; for den, der ikke tror dette, for ham er renselsen forgæves og ikke beredt. Og denne renselse har han ikke beredt ved vores frie vilje, fornuft eller kræfter, ikke ved vores gerninger, ikke ved vores anger eller bod – for det er alt sammen intet for Gud – men ved sig selv. Hvordan ved sig selv? Nemlig sådan, at han har taget vores synder på sig på det hellige kors, sådan som Es 53,6 siger.

Men det er heller ikke nok endnu; han gør det også sådan ved sig selv, at når nogen tror på ham, at han har gjort dette for os, så bor han selv i os ved og for denne tros skyld og renser os dagligt ved sit eget værk; så intet kan hjælpe eller gøres til renselse for synderne uden Kristus alene selv. Men han kan ikke være i os eller virke en sådan renselse ved sig selv uden alene i og ved troen.

Hør nu efter, I verdensforførere og blinde vejledere – pave, biskop, præster, munke, lærde – og I unyttige snakkere, som lærer, at synden renses ved menneskers gerninger og ved fyldestgørelse for synden, som udsteder afladsbreve og sælger opdigtet renselse for synden! Her hører I, at der ingen renselse for synden er i gerningerne, men alene i Kristus og ved Kristus selv. Men han kan jo ikke bringes ind i os ved nogen gerning, men alene ved troen, som Paulus siger i Ef 3,17: «Kristus bor ved troen i jeres hjerter.» Så må det visselig være sandt, at renselsen for synden er troen, og den, der tror, at Kristus renser ham for hans synder, han er visselig renset ved den samme tro og ellers på ingen måde. Derfor siger Peter med rette i ApG 15,9: «Han rensede deres hjerter ved troen.»

Når denne tro er der først, og en sådan renselse er sket ved Kristus selv, så lad os gøre gode gerninger, hade synden og angre den; så er gerningerne gode. Men før troen duer de ikke, og de giver bare falsk tillid og tryghed. For synden er så stor en ting, og dens renselse koster så meget, at en så høj person, som Kristus her bliver prist, selv må tage fat og rense ved sig selv. Hvad skulle da vores fattige og intetsigende gøren formå i så store sager, vi, som er skabninger, oven i købet syndige og udygtige, fordærvede skabninger? Det ville jo være lige så meget, som hvis nogen satte sig for at brænde himmel og jord af med en udbrændt brand. Her må der være en så stor betaling for synden, som Gud selv er, han, som er krænket ved synden.

Har han sat sig ved majestætens højre hånd i det høje og er blevet så meget bedre end englene, som han har arvet et langt højere navn end de.

Dette er sagt efter den menneskelige natur, i hvilken han også har tilvejebragt renselse for synderne, men dog sådan, at det alligevel er sandt, at Guds Søn har gjort det, og at ingen skiller personen ad for naturernes forskels skyld. Således er det også sandt, at Guds Søn sidder ved majestætens højre hånd, skønt det alene sker efter menneskeheden; for efter guddommen er han også selv den ene majestæt med Faderen, ved hvis højre hånd han sidder. Men vi vil lade denne måde at tale på ligge for nu, da den er dunkel, og holde os til tekstens tale, som er klarere.

At sidde ved majestætens højre hånd er visselig at være majestæten lig. Derfor, hvor Kristus bliver beskrevet sådan, at han sidder ved Guds højre hånd, der bliver det grundigt bevist, at han er sand Gud. Eftersom ingen er Gud lig uden Gud selv, er det, når det siges om mennesket Kristus, at han sidder ved Guds højre hånd, dog lige så meget som at sige, at han er sand Gud; som i Sl 110,1: «Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd» osv.; det vil sige: han har sagt til Kristus, som er et menneske: «Vær mig lig», det vil sige: du skal ikke alene kendes som et menneske, men også som Gud; sådan som apostlen også her fører dette ord fra den samme salme ind.

Ligeledes Sl 8,7: «Du har lagt alle dine hænders gerninger under hans fødder», det vil sige: du har gjort ham dig lig – ikke sådan, at han først nu er begyndt at være Gud, men sådan, at mennesket ikke før har været Gud og Gud lig. For på samme tid, som han begyndte at blive menneske, begyndte han også at være Gud. Og således taler Skriften langt mere passende om Kristus end vi, og den vikler personen så fint ind i naturen og skiller så igen naturen ad, at kun få forstår det ret, og at jeg selv ofte har taget fejl i dette og lignende ord, så jeg har tillagt naturen, hvad der tilkommer personen, og omvendt. Således Fil 2,6–7: «Skønt han var i Guds skikkelse, holdt han det ikke for et rov at være Gud lig, men gav afkald på sig selv og tog en tjeners skikkelse på, blev lig et andet menneske og fundet i sit væsen som et menneske»; dog er dette ord dunkelt.

Nu, for at vi kan komme tilbage til teksten: Her begynder apostlen at føre grunde ud af Skriften fra Det Gamle Testamente og bevise, at Kristus er Gud. For hidtil har han sagt sine egne ord og sin mening, hentet ud af Skriften, og han siger: Kristus er blevet langt bedre end englene; for han er blevet Gud og har arvet et ganske andet navn end de. Alt dette er sagt i den mening, at mennesket Kristus er begyndt at være Gud og er blevet forherliget og kendt som Gud.

For til hvem af englene har han nogensinde sagt: Du er min Søn, i dag har jeg født dig?

Dette ord står i den anden salme; derfor vil vi, for at det kan blive klart, hvordan det er sagt om Kristus, gengive hele salmen, som lyder således:

Hvorfor raser folkeslagene, og hvorfor taler folkene så forgæves?

Kongerne i landet rejser sig, og herskerne rådslår sammen mod Herren og hans salvede.

«Lad os rive deres bånd over og kaste deres reb af os.»

Men han, som bor i himlen, ler ad dem, og Herren spotter dem.

Engang vil han tale til dem i sin vrede, og med sin harme vil han forfærde dem.

«Men jeg har indsat min konge på mit hellige bjerg Zion.»

Jeg vil prædike om en sådan ordning, at Herren har sagt til mig: «Du er min Søn, i dag har jeg født dig.

Bed mig, så vil jeg give dig folkeslagene til arv og jordens ender til ejendom.

Du skal sønderslå dem med et jernscepter, som pottemagerkar skal du knuse dem.»

Så lad jer nu vise til rette, I konger, og lad jer tugte, I dommere på jorden.

Tjen Herren med frygt, og glæd jer med bæven.

Kys Sønnen, så han ikke bliver vred, og I går til grunde på vejen; for hans vrede vil snart blusse op. Men salige er alle, som stoler på ham.

Her ser man klart, at han nævner Kristus, mod hvem jøderne rasede sammen med Pilatus, Herodes og de øverste fyrster blandt præsterne; til ham siger han: «Du er min Søn» osv.

Dette ord løber jøderne fra med vilde udlægninger, og eftersom de ikke kan nægte, at denne salme taler om en person, som er en konge og en Kristus, det vil sige en salvet, siger de, at den taler om David, som også var en kristus. For de kalder alle konger Messias eller Kristus, det vil sige salvede. Men deres sag holder ikke; for David har aldrig haft folkeslagene, og hans rige har ikke nået ud til jordens ender, sådan som salmen siger om denne konge. Og der er heller ikke sagt til noget enkelt menneske i Skriften: «Du er min Søn.»

Men selv om de indrømmer, at salmen er sagt om Messias, så har de endnu to udflugter; for de mener, at den samme Messias endnu skal komme og ikke er denne Jesus Kristus. Og desuden: selv om han kaldes Guds Søn, er han ikke dermed Gud. For der står også skrevet i Sl 82,6, sagt til alle Guds børn: «Jeg har sagt: I er guder og den Højestes børn.» Og mange steder i Skriften kaldes de hellige Guds børn, som i 1 Mos 6,2; Sl 89,27; Matt 5,45; 1 Joh 3,2. Og Paulus kalder os overalt Guds børn; derfor kalder vi ham også en Fader og siger: «Fader vor» osv.

Hvad skal vi sige til det? Skal vi lade apostlen sidde fast som en, der ikke fører god, klar grund frem fra Skriften? Det ville ikke være godt. For det første beviser erfaringen, at denne Jesus er den mand, som salmen taler om, for det er gået i opfyldelse og sket sådan. Han er blevet forfulgt af kongerne og fyrsterne. De ville udrydde ham, men blev til spot derover; de er også gået til grunde, sådan som han siger her. Og han bliver jo i hele verden holdt for en Herre, så ingen konge før eller efter ham har hersket eller kan herske videre og bredere. Når nu opfyldelsen stemmer med salmen, lader den sig ikke tvinge over på nogen anden.

Men at han er Gud, selv om andre hellige også kaldes guder og Guds børn, det beviser apostlen stærkt nok ved, at der ikke til nogen engel, endsige til noget menneske, i særdeleshed er sagt: «Du er min Søn»; derfor må dette være en særlig Søn, over alle mennesker og engle. For eftersom han ikke kalder ham en søn sammen med andre, men drager ham ud af dem alle, må han være højere end nogen anden. Men han kan ikke være højere end englene, uden at han er sand Gud, eftersom englene er det højeste.

Desuden føder han alle andre børn ved et middel, som Jakob siger (Jak 1,18): «Han har født os efter sin vilje ved Ordet»; og englene har han også skabt og ikke født. Men denne Søn skaber han ikke; uden noget middel, ved sig selv, føder han ham og siger: «Jeg, jeg selv, ved mig selv har jeg i dag født dig»; hvad han ikke har sagt til nogen anden. Denne enestående personlige fødsel slutter en naturlig fødsel; for vel siger han i 1 Krøn 22,10 om Salomo: «Han skal være min søn», men dog ikke i særdeleshed til ham: «Du er min Søn, jeg har født dig»; nej, David har født ham. Men denne har ingen født uden Gud selv.

Han siger også: «i dag», det vil sige i evigheden. Det er jo ikke muligt, at en legemlig fødsel sker på én dag, som vi ser det hos mennesker og alle dyr. Men for at han kunne skille denne fødsel ud, sætter han «i dag» til, så Gud føder sin Søn på én gang evigt, og det går samtidig: hans fødsel og det at have en søn. Han siger ikke: «For et år siden har jeg født dig», men: netop nu, mens du er min Søn, har jeg født dig. Derfor må det være en overvættes fødsel i den høje natur, som ingen kan fatte.

Der står også skrevet i Hos 11,1, at Gud siger: «Fra Egypten har jeg kaldt min søn»; det lyder, som om det var en søn, sådan som denne salme taler; og dog siger jøderne, at det er sagt om Israels folk. Matthæus drager det dog også på Kristus. Men hvordan det end forholder sig, så finder man intet ord, hvor der er sagt til en person i særdeleshed: «Du er min Søn», endsige til en konge og en så stor konge; endnu mindre finder man, at han siger: «Jeg selv har født dig, og i dag har jeg født dig.» Derfor er det stærkt nok og klart bevist ud fra denne salme, at Jesus er denne Kristus og Guds sande, naturlige Søn.

Her ved siden af skal man med særlig flid lægge mærke til, at apostlen støtter sig så stærkt til Skriften, at hvad der ikke er sagt i den, det skal man ikke holde fast ved; for hvis det ikke var sådan, så sluttede hans tale intet, når han siger: «Til hvem af englene har han nogensinde sagt» osv. For jøderne kunne sige: «Har han ikke sagt det i Skriften, så kan man alligevel godt sige det; ikke alt er sat ind i Skriften.»

Men når han nu vil, at det, Skriften ikke giver, ikke skal holdes, så skal vi også forkaste al anden lære. Og det tjener imod pavens og de paveliges frækhed, som skamløst og imod denne apostel foregiver, at man må holde flere ting, end Skriften har; og når man siger: «Det står ikke i Skriften, derfor skal det ikke gælde», så skal det ikke slutte noget. Dermed gør de denne apostels grund kraftesløs, langt mere end jøderne, for at de jo kan føre deres konciler, lærere og høje skoler ind. Vogt dig for det, og vær vis på, at alt, hvad der skal holdes, står i Skriften, og mere end nok. Men hvad der ikke står i den, til det skal du sige som apostlen her: «Hvornår har Gud nogensinde sagt det?»

Og igen: Jeg vil være en Fader for ham, og han skal være en Søn for mig.

Også dette ord har de gjort kraftesløst, som om de kun var lærere for at svække Skriften, og de siger, at dette ord har to betydninger: den ene gang skal det forstås om Salomo som et forbillede på Kristus, den anden gang om Kristus. Men når det tillades, at Skriften ikke står fast på én enkel mening, så kæmper den aldrig mere. Kan jøderne blive ved med at hævde, at det er sagt om Salomo, sådan som vi indrømmer, så ligger apostlen åbenlyst i sandet og slutter intet. Derfor skal man holde fast ved, at det alene er sagt om Kristus, og at det ligesom det foregående ord beskriver en særlig Søn over alle andre sønner, så det heller ikke er sagt til englene, endsige til Salomo; som apostlen her siger: og at det er et navn, som er langt anderledes og bedre end englenes, sådan som han også her siger, så det på ingen måde kan tillægges Salomo.

Nu er det ikke nok for os, at vi tror apostlen; vi skylder at vise, at han beviser det, han har sat sig for, så det slutter og med klar grund. Derfor skal man vide, at dette ord er taget fra 2 Sam 7,14 og Sl 89,27–28, som er profetiske bøger, og på de steder bliver det kun sagt om Kristus, ikke om Salomo. Men i 1 Krøn 22,10, som er en historisk bog, der bliver det alene sagt om Salomo: «Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn.» Nu er det også indrømmet hos jøderne, at Sl 89,27–28 er sagt om den rette Kristus: «Han skal kalde mig sådan: Du er min Fader, min Gud og min klippe, som hjælper mig. Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, den højeste blandt kongerne på jorden.» Ligeledes Sl 89,7: «Hvem kan være Gud lig blandt Guds sønner?», det vil sige: blandt Guds sønner er der én, som er Gud, og ingen er ham lig.

Men selv om dette ord står skrevet ens i 2 Sam 7 og 1 Krøn 22, har det dog i 2 Sam 7 sådanne omstændigheder, at det ikke kan forstås om Salomo, så det må være sagt to gange til David: én gang om Kristus, én gang om Salomo.

For det første siger Gud til David i 2 Sam 7,12: «Når din tid nu er omme, så du ligger og sover hos dine fædre, vil jeg oprejse dit afkom efter dig, som skal komme fra dit liv» osv.

Men Salomo blev ikke oprejst til konge efter Davids død og heller ikke efter ham, men mens han endnu levede, 1 Kong 1,30ff. David forstod også godt, at dette var sagt om Kristus; derfor takkede han Gud så hjerteligt dér og sagde: «Kære Herre Gud, du har også talt om min slægt langt ud i fremtiden.»

Men i 1 Krøn 22,9 ordner David, mens han endnu lever, sit testamente for Salomo og siger ligefrem: «Gud har sagt til mig: Der skal fødes dig en søn, han skal have fred; han skal bygge mit hus, ikke du, som har udgydt for meget blod.» Om blodsudgydelsen er der intet nævnt i 2 Sam 7, og Gud siger dér, at han vil bygge ham, David, et hus.

Og hvad der er det allerstærkeste, som Sl 89 lægger vægt på: i 2 Sam 7 lover han sin nåde frit uden nogen betingelse og siger: «Når hans børn synder, vil jeg hjemsøge dem med menneskelig straf, men min barmhjertighed vil jeg ikke vende fra dem.»

Dette løfte er ikke sagt om Salomo, sådan som Sl 132,12 viser, men med en betingelse: «Hvis hans børn holder mit bud» osv.; sådan som David også bevidner i 1 Kong 2,4, og Gud selv sagde til Salomo i 1 Kong 3,14. Derfor: når dette ord tages fra 2 Sam 7, ikke fra 1 Krøn 22, og alene forstås egentligt om Kristus, så slutter det og beviser stærkt.

Og igen, når han fører den førstefødte ind i verden, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham.

Det er det tredje ord fra Skriften, taget fra Sl 97,7, som klart taler om Guds rige, som Kristus også altid prædiker om i evangeliet, det rige, hvor Kristus regerer og er en Herre, og som begyndte efter hans himmelfart og er fuldbyrdet ved evangeliets prædiken; for den taler klart om prædikenen. Og den lyder sådan:

Herren er blevet konge, derover skal jorden glæde sig, og de mange øer skal være glade. Skyer og mørke er omkring ham (det vil sige: han regerer skjult i troen), retfærdighed og ret er hans trones fæste. Ild går foran ham og sætter ild på hans fjender rundt omkring. Hans lyn lyser over jorden (det er undertegnene), jorden ser det og forfærdes. Bjergene (de store hoveder og de hovmodige) smelter som voks for Herren, for hele jordens hersker. Himlene (apostlene) forkynder hans retfærdighed (troen), og alle folk ser hans ære (for evangeliet er prædiket overalt). Til skamme skal de alle blive, som tjener billederne og roser sig af afguderne. Tilbed ham, alle guder! Zion har hørt det og er glad, og Judas døtre fryder sig, Herre, over dine domme osv.

Erfaringen og opfyldelsen udlægger denne salme. For alt dette er sket over Kristus. Han er prædiket i hele verden og regerer i Guds rige, hvad der heller ikke er sket for nogen anden konge. Derfor sætter apostlen en indledning foran og siger: «Og igen, når han fører den førstefødte søn ind i verden», som om han ville sige: Her taler Ånden i salmen om den anden indgang i verden ved evangeliet. For før er han én gang kommet legemligt ind i verden og blevet drevet ud i døden af dem, der korsfæstede ham; men siden er han kommet igen i sin opstandelse og ved Ordet, og først nu regerer han rigtigt og skal aldrig mere dø eller drives ud; og om den indgang taler salmen.

Jeg indrømmer også (siger han), at Gud har flere sønner; men dette er den førstefødte Søn, som han fører ind og gør til konge, sådan at englene tilbeder ham, hvad de hverken ville gøre eller blive befalet, hvis han ikke var sand Gud.

Vi læser nok, at David og mange andre er blevet tilbedt, men ingen engel har nogensinde tilbedt nogen andre end Gud alene. Derfor slutter dette ord, at den, som englene tilbeder, må være Gud. For når man alene tilbeder det, som er større, også på jorden, og der intet er større end englene uden Gud alene, så må denne konge være Gud, han, som høres gennem prædikanterne og bringes ind i verden, og som englene tilbeder.

Det betyder heller ikke noget, at apostlen ikke fører alle ordene så nøjagtigt fra salmen. Salmen siger således: «Tilbed ham, alle hans engle.» Men apostlen således: «Alle Guds engle skal tilbede ham.» Meningen er dog den samme: at det skulle ske, at englene tilbeder ham. Men tilbeder de ham, så er han Gud, så er englene også hans, og dog er han også et menneske. Men man skal lægge mærke til, at der på hebraisk står således: «Tilbed ham, alle elohim», det vil sige alle guder; og sådan kaldes englene og alle de hellige, fordi de er Guds børn.

Men om englene siger han: Han gør sine engle til ånder og sine tjenere til ildsluer.

Dermed vil han sige, at englene ikke har sådanne navne i Skriften, at der er sagt til en af dem: «Du er min Søn», «Han skal være min søn», «Alle engle skal tilbede ham»; men han gør dem blot til sendebud, som han sender ud i verden. Og meningen er: Når han end betror englene meget, så er det ikke sådan, at han sætter en af dem til en sådan herre, men han gør dem til vind og ildsluer. Han kalder dem vinde eller ånder og ildsluer, fordi de, når de bliver sendt, tager en sådan skikkelse på, flyver let og hurtigt som vinden og lyser som lynet og flammerne, hvad der bevises mange steder i Skriften. Men dermed bliver ingen af dem verdens herre, og ingen af dem bliver heller prædiket overalt, sådan som denne konge bliver prædiket som en Herre over alle ting; det må jøderne også indrømme.

Men om Sønnen: Gud, din trone varer fra evighed til evighed. Dit riges scepter er et ret scepter. Du har elsket retfærdigheden og hadet uretfærdigheden; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine fæller.

Dette er det fjerde ord, fra Sl 45,7–8, som efter min mening allerklarest og allerstærkest slutter, at Kristus er Gud, og som jøderne uden tvivl heller ikke kan sige noget imod. Lad os se på det. For det første er det indrømmet af alle, at denne salme er sagt om Kristus, også selv om han endnu skulle komme, sådan som jøderne mener og tager fejl i. For det andet må det første stykke, hvor han siger: «Din trone, o Gud, står evigt», være sagt om den rette, sande Gud, som har en kongetrone og regeringen; for selv om ordet «Gud» også gives de hellige, som vi har hørt ovenfor fra Sl 82,6, så er regeringen og tronen dog ingens egen uden den ene, sande, rette og naturlige Guds. Er det ikke klart og vist? Godt, så har vi den Gud, som har tronen og regerer evigt.

Nu følger der om den samme Gud således: «Du har elsket retfærdigheden, derfor har Gud, din Gud, salvet dig frem for dine fæller.» Hvad skal der nu blive af dette? Den Gud, som har den evige trone og regerer evigt, han bliver salvet af sin Gud frem for alle sine fæller? Det må jo være den rette Gud, som salver; så er også han en ret Gud, som bliver salvet, fordi han har tronen og regerer evigt. Men Gud kan ikke salve sig selv; den, som bliver salvet, er under den, der salver ham. For at salve betyder her at udgyde Helligånden med hans nådegaver, som det er åbenbart, og det tilkommer kun skabningen.

Se, så er det her ubestrideligt, at denne konge må være sand Gud ved ordets første stykke og dog sandt menneske ved det sidste stykke. For efter menneskeheden har han fæller, eftersom han er et hoved for alle de troende, som får del i hans Ånd, som han har overvættes frem for alle. Men efter guddommen har han ingen fæller; for der er kun én Gud, og dog ikke én person. For dette ord tvinger til to personer: den ene, som regerer, den anden, som salver ham, og som dog ikke kan salves efter guddommen. Derfor er det afgjort, at dette er Guds Søn; for han får et sådant navn, at han er Gud og har en evig trone, hvilket er kongeriget, der begyndte efter Kristi himmelfart; og dog har han fæller, bliver salvet og elsker retfærdigheden, hvormed han har fortjent salvelsen, hvilket alt sammen tilkommer et sandt menneske.

Hans kongeriges ris eller scepter er evangeliet, som er et ret scepter, der går ret og lige frem. Det er sagt imod menneskers lære, som har mange krumspring og forviklinger og dog aldrig bringer nogen til frelse. Så vi her igen skal lære ikke at tage imod andet i kristenheden end alene dette hans riges scepter. Han vil ikke have sit rige regeret med noget andet end med evangeliets rette ris.

Jeg har også af nød måttet sætte ordet «Gud» to gange i dette ords andet stykke: «Gud, din Gud», fordi vi ikke har mere end ét ord, som betyder Gud. Men det hebraiske sprog har mange, og her står de to: Elohim, Elohe.

Der er mange flere af den slags ord i Det Gamle Testamente, som sniger sig så skjult frem og dog slutter så uovervindeligt. Som 1 Mos 19,24: «Gud lod ild og svovl regne over Sodoma og Gomorra fra Gud.» Hvad er det: Gud fra Gud – andet end at der her peges på to personer, Faderen og Sønnen? Ligeledes Zak 3,2: «Gud sagde til Satan: Gud straffe dig, Satan!» Se, dér taler også den ene Gud om den anden. Og i Sl 68,19, efter at han længe og meget har talt om Gud, siger han: «Du er steget op i det høje, du har taget fangenskabet til fange»; og den opstigning tilkommer dog kun mennesket Kristus. Ligeledes sammesteds: «Din Gud har befalet din kraft» osv. Igen: Gud befaler Guds kræfter. Og mange flere.

Og du, Herre, har i begyndelsen grundlagt jorden, og himlene er dine hænders gerning. De skal forgå, men du skal blive; og de skal alle ældes som en klædning, og som et klædebon skal du skifte dem, og de skal forandres; men du er den samme, og dine år skal ikke få ende.

Hvordan dette ord klart tjener til denne sag, kan man endnu ikke se; for som det ligger der, kan det let tydes om Gud som én person. Derfor må man se på hele salmen; den taler også om Guds kommende rige, som Skriften giver Kristus at regere, som vi har hørt i det nærmeste ord og mange flere.

Således siger denne salme, Sl 102,13–17, om dette rige: «O Gud, du bliver evigt, og din ihukommelse fra slægt til slægt. Du vil rejse dig og forbarme dig over Zion; for det er tid, at du er hende nådig, og timen er kommet. For dine tjenere (apostlene) har gjort hendes sten kære, og hendes støv vil de bringe nåde (ved evangeliet. Dette er jo sagt om Kristus, hvis tjenere apostlene er, og de har bragt Zions sten, de udvalgte, til nåde ved deres prædiken; for sådanne tjenere har ingen konge nogensinde haft). Og folkeslagene skal frygte dit navn og kongerne på jorden din ære. For Herren bygger Zion og viser sig i sin ære» osv.

Nu følger til sidst dette ord: «Og du, Gud, har i begyndelsen grundlagt jorden.» Deraf slutter han, at denne konge, hvis tjenere har bragt nåde til Zions sten, og som er prædiket i hele verden, så folkeslagene og alle kongerne på jorden frygter ham, er den Gud, som har skabt jorden og bliver evigt bestående i sig selv. Men ingen konge er jo blevet prædiket sådan blandt alle hedninger som Kristus; derfor følger det, at han er sand Gud og menneske. Hvad mere der er at sige herom, overlader jeg til højere ånder. Jeg kan ikke mere.

Således har vi, at hele denne epistel er det rene harnisk og kæmper for den trosartikel, at Kristus er Gud og en Herre over alle ting, også efter menneskeheden. Og vi ser det underlige i, hvor klar Skriften er i sig selv, og at fejlen ligger hos os, at vi ikke ser det; så Lukas med rette siger i sit sidste kapitel (Luk 24,45): Kristus åbnede disciplenes forstand, så de forstod Skriften. Han åbnede ikke Skriften, men forstanden; for Skriften er åben, men vores øjne er ikke helt åbne.