Om nåden

Ligesom loven er erkendelse af synden, sådan er evangeliet løftet om nåde og retfærdighed. Da vi nu har talt om nådens og retfærdighedens ord, nemlig evangeliet, må vi her føje bestemmelserne af nåden og retfærdiggørelsen til. For på den måde vil man kunne lære evangeliets væsen mere fuldstændigt at kende.

Her kunne man med rette gå i rette med skolastikerne, som har misbrugt det hellige ord nåde så skammeligt, idet de bruger det om en kvalitet, som skulle være i de helliges sjæle – og grovest af alle thomisterne, som har anbragt kvaliteten, nåden, i sjælens natur og tro, håb og kærlighed i sjælens evner. Og hvor kællingeagtigt, hvor tåbeligt de her slås om sjælens evner! Lad blot de ugudelige mennesker blive ved med at svine sig til og bøde for, at de har foragtet evangeliet, ved at sidde og fjase. Men du, min læser, skal bede om, at Guds Ånd må åbenbare sit evangelium i vore hjerter. For det er Åndens ord, som ikke kan læres uden ved Ånden, sådan som Esajas siger, at alle skal være θεοδίδακτοι, undervist af Gud (Es 54,13).

I. I Det Nye Testamentes skrifter er ordet nåde for det meste brugt for det hebraiske חֵן, som De Halvfjerds oversættere gengav med χάρις, som i 2 Mos 33,12: «Du har fundet nåde for mig» osv., og ofte andre steder. Men det betyder ganske enkelt det samme som latinernes favor, gunst, og gid oversætterne hellere havde villet bruge ordet gunst end ordet nåde. Så havde sofisterne nemlig ikke haft lejlighed til at fjase her. Ligesom altså grammatikerne siger, at Julius er Curio gunstig, og dermed mener, at der i Julius er en gunst, hvormed han har taget Curio til sig, sådan betegner nåde i Den Hellige Skrift gunst, og nåden eller gunsten er i Gud, hvormed han har taget de hellige til sig. Væk med de aristoteliske opdigtninger om kvaliteter! For nåde er, hvis den skal beskrives helt nøjagtigt, intet andet end Guds velvilje mod os eller Guds vilje, som har forbarmet sig over os. Ordet nåde betyder altså ikke en eller anden kvalitet i os, men snarere selve Guds vilje eller Guds velvilje mod os.

II. Paulus skelner i Romerbrevet 5 mellem nåden og gaven: «Hvis de mange døde ved den enes fald, så er meget mere Guds nåde og gaven i nåden, den som er det ene menneske Jesu Kristi, strømmet over til de mange» (Rom 5,15). Nåde kalder han Guds gunst, hvormed han har taget Kristus til sig og i Kristus og for Kristi skyld alle de hellige. Dernæst: Fordi Gud er gunstig, kan han ikke andet end udøse sine gaver over dem, han har forbarmet sig over. Sådan hjælper også mennesker dem, de er gunstigt stemt over for, i deres sager og deler deres eget med dem. Men Guds gave er Helligånden selv, som Gud udøser i sine egnes hjerter: «Han åndede på dem og sagde: Modtag Helligånden» (Joh 20,22). Og: «I modtog barneforholdets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Far» (Rom 8,15). Videre er Helligåndens gerninger i de helliges hjerter tro, fred, glæde, kærlighed osv. (Gal 5,22). Det er forunderligt, hvor overlegent sofisterne behandler Lombarderen, fordi han et sted hellere har kaldt Helligånden nåde end den parisiske nåde, det vil sige den opdigtede kvalitet. [«Den parisiske» nåde er Paris-teologernes (Sorbonnes) skolastiske lære om nåden som en kvalitet i sjælen.] Og dog: Hvor meget rigtigere tænker han ikke end dem?

Forskellen mellem nåde og gave.

III. Men vi giver ordet nåde den allerenkleste betydning og følger Skriftens sprogbrug, så at nåde er Guds gunst, barmhjertighed og ufortjente velvilje mod os. Gaven er Helligånden selv, som han udøser i hjerterne hos dem, han har forbarmet sig over. Helligåndens frugter er tro, håb, kærlighed og de øvrige dyder. Så meget om ordet nåde. Kort sagt er nåde intet andet end tilgivelse eller forladelse af synden. Gaven er Helligånden, som genføder og helliggør hjerterne, efter ordet: «Send din Ånd, så skal de skabes, og du fornyer jordens ansigt» (Sl 104,30). Både nåden og gaven lover evangeliet. Skriftstederne ligger lige for hånden, så det er nok at pege på ét sted: «Efter de dage, siger Herren, vil jeg give min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte» (Jer 31,33) – de ord hører helt sikkert til gaven. Til nåden hører det, der følger: «Alle skal kende mig, fra den mindste af dem til den største, siger Herren, for jeg vil være nådig mod deres misgerning og ikke mere huske deres synd» (Jer 31,34).