Om evangeliet

Hidtil har vi behandlet syndens væsen og lovenes betydning, måske kortere end sagen fortjener; for vi skriver ikke en kommentar, men tegner blot i almindelige træk et omrids af de hovedpunkter, som du kan følge, når du studerer Den Hellige Skrift. Nu vil vi drøfte evangeliet og nåden, og ud fra disse punkter vil også de foregående få en del mere lys. For drøftelsen af lovens ophævelse og af lovens kraft er udskudt til dette sted. Ligesom man nemlig ikke kan forstå, hvad synden er, andet end ud fra lovenes formuleringer, sådan kan man heller ikke kende nådens kraft uden ud fra beskrivelsen af evangeliet. Og ligesom vi hidtil har handlet om menneskets fordømmelse eller forbandelse, sådan vil vi nu handle om menneskets genoprettelse eller velsignelse. I det hele taget har Skriften to dele: loven og evangeliet. Loven viser synden, evangeliet nåden. Loven påviser sygdommen, evangeliet lægemidlet. Loven er dødens tjener, for at bruge Paulus' ord (2 Kor 3,6–7), evangeliet livets og fredens. Loven er syndens kraft (1 Kor 15,56), evangeliet er en kraft til frelse for enhver, som tror (Rom 1,16). Men Skriften har ikke overleveret loven og evangeliet sådan, at du skal tro, at evangeliet kun er det, som Matthæus, Markus, Lukas og Johannes har skrevet, og at Mosebøgerne ikke er andet end lov. Nej, evangeliets indhold er spredt: løfterne findes udstrøet over alle bøgerne i Det Gamle og Det Nye Testamente. Omvendt er også lovene spredt ud over alle skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Lovens og evangeliets tider er heller ikke adskilt, som man almindeligvis tror, selv om loven er blevet åbenbaret på én tid og evangeliet på en anden, og hver gang på en ny måde. Hver tid er, hvad vores sind angår, både lovens og evangeliets tid, ligesom mennesker til alle tider er blevet retfærdiggjort på samme måde: synden er blevet vist ved loven, nåden ved løftet eller evangeliet. Det er åbenbaringens tider, der skifter; for loven er åbenbaret på én tid, evangeliet på en anden, og hver gang på en ny måde, sådan som det fremgår af Skriften. Du ser nemlig, at der ud over naturloven, som efter min mening er indpræget i menneskenes sind, også er givet love af Gud: til Adam, at han ikke måtte smage af frugten fra træet til kundskab om godt og ondt; til Kain, at han ikke måtte blive vred på sin bror, og til den samme, at den, der slog ham ihjel, ville synde. På denne måde fornyede Guds Ånd ved en stadig forkyndelse kundskaben om naturloven, som allerede var ved at blive formørket, fordi menneskenes sind var blevet blindet af synden. Derfor har jeg næsten lyst til at kalde naturloven ikke en medfødt dom eller en dom, som naturen har indplantet og indridset i menneskenes sind, men de love, som er modtaget fra fædrene og så at sige givet videre fra hånd til hånd til efterslægten. Sådan lærte Adam sine efterkommere om tingenes skabelse og om at dyrke Gud, og sådan formanede han Kain til ikke at slå sin bror ihjel osv. Men lad os vende tilbage til evangeliet.

Hvad evangeliet er

Ligesom loven er det, hvorved det rette befales, og hvorved synden vises, sådan er evangeliet løftet om Guds nåde eller barmhjertighed, ja, syndens tilgivelse og et vidnesbyrd om Guds velvilje mod os. Når vores hjerter ved dette vidnesbyrd er blevet visse om Guds velvilje, tror de, at al skyld er dem tilgivet, og oprejste elsker og lovpriser de Gud, glædes og jubler i Gud, sådan som vi skal tale om nedenfor om evangeliets kraft. Men Kristus er pantet på alle disse løfter; derfor skal alle Skriftens løfter henføres til ham, som først blev åbenbaret dunkelt og siden efterhånden klarere.

Efter at Adam havde syndet og allerede var bestemt til den evige død, ville han uden tvivl være gået fortabt, hvis ikke Herren havde trøstet ham med løftet om nåde. Syndens tyranni beskrives, når han siger til slangen (1 Mos 3,15): «Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd.» Og straks loves sejren: «Kvindens sæd, den skal knuse dit hoved.» For efter min mening er det rettere her at henføre stedordet til sæden end til kvinden, sådan som man læser i vores håndskrifter. Det er det første løfte, det første evangelium; ved det blev Adam rejst op og fik et sikkert håb om sin frelse, ja, han blev også retfærdiggjort. Siden blev løftet givet til Abraham, at alle folkeslag skulle velsignes i hans sæd, og det kunne bestemt ikke forstås om andet end Kristus. Det er Abrahams skød: De, der er blevet taget op i det, er frelst; det vil sige, de er frelst, som troede det løfte, der blev givet Abraham. Og det er det løfte, som Det Nye Testamentes skrift overalt fremhæver. Den flittige læser kan samle alle løfterne om Kristus under dette punkt; de er slet ikke andet end evangeliet. 5 Mos 18,18–19: «Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem blandt deres brødre, og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale alt det til dem, som jeg befaler ham. Men den, der ikke vil høre hans ord, som han taler i mit navn, vil jeg selv straffe.» I andet bind af Kongernes historie, kapitel 7 (2 Sam 7,12–13), loves Kristus til David: «Jeg vil lade din sæd efter dig fremstå, som skal udgå af dit eget legeme, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil gøre hans kongetrone fast til evig tid.» Og på grund af dette løfte kaldes Kristus Davids søn af profeterne; ja, Ezekiel kalder ham endda David. Profeterne gør i det hele taget begge dele: De gentager loven og lover Kristus. Og det vil være til gavn for et fromt sind at notere sig de guddommelige løfter og have dem ved hånden, fordi de er forunderligt virksomme til at styrke og oprejse samvittighederne.

På denne måde åbenbarede Gud evangeliet straks efter Adams fald og gjorde det efterhånden klarere, indtil han gav Kristus. Det er det, Paulus skriver i Rom 1,1–3: «til Guds evangelium, som han forud har forkyndt ved sine profeter i hellige skrifter, evangeliet om hans søn.» Og vores evangelisters skrifter gør ikke andet end at bevidne, at løfterne er blevet opfyldt. Det er grunden til, at Matthæus begynder sådan (Matt 1,1): «Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.» Og evangeliet kalder jeg løftet om Guds nåde, velsignelse og velvilje ved Kristus. Ud over dette løfte om den evige velsignelse findes der i Skriften også løfter om timelige ting, som det, der blev givet Noa, og som de fleste af løfterne i loven om landet, om rigdom osv. De er ikke blot forbilleder på de åndelige løfter, men er i sig selv vidnesbyrd om Guds nåde og barmhjertighed; de trøster og opretter vores samvittigheder, så vi ærer Gud. Om disse løfter skal der handles nedenfor, når vi taler om troen: hvad troen er, og hvordan den retfærdiggør.

Du ser Guds Ånds råd i Skriften: hvor mildt og venligt han opdrager de fromme, så han ikke har andet for øje, end at vi skal frelses. Hele Skriften er dels lov, dels evangelium. Mosebøgerne overleverer dels loven, dels evangeliet; ja, evangeliet er endda skjult inde i selve loven. For hvad finder du mere evangelisk end det løfte, som Guds Ånd har føjet til som begrundelse (αἰτιολογίᾳ) for det første bud: «Jeg viser barmhjertighed i tusind slægtled mod dem, der elsker mig og holder mine bud»? Og se, hvordan Moses fra lovgiver pludselig er blevet evangelist, det vil sige forkynder af nåde og barmhjertighed, når han i 2 Mos 34,6–7 siger: «Herre, Herre Gud, barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofast, du som bevarer miskundhed i tusind slægtled, som tager misgerning, overtrædelse og synd bort, og ingen er uskyldig over for dig i sig selv.» Find mig i alle Det Nye Testamentes skrifter en mere evangelisk prædiken! Og på denne måde lærer Mosebøgerne dels loven, dels evangeliet. Jeg taler her slet ikke om forbillederne, men om det, som bogstaven åbent fremviser; for det er først og fremmest det, man skal se på. De hellige historier er dels eksempler på lovene, dels på evangeliet. For til lovene hører uden tvivl Sauls frygtelige fald, til evangeliet David, som fik nåde, selv om han havde forbrudt sig mod en andens hustru; og det var et helt igennem evangelisk ord, profetens forkyndelse i 2 Sam 12,13: «Herren har taget din synd bort; du skal ikke dø.» På samme måde skal man bedømme lignende eksempler. Profeterne lærer loven, når de angriber hykleriet, når de angriber ugudeligheden, den falske tryghed og andet af den slags; for det er især de skjulte laster eller hykleriet, de revser. De forkynder også evangeliet, hver gang de med deres levende løfter om Kristus opretter de vaklende samvittigheder, giver dem mod og fylder dem sådan, at de ligefrem kan istemme det apostoliske ord: «Hvem kan skille os fra Guds kærlighed?» (Rom 8,35). Apostlenes skrifter, Matthæus', Markus', Lukas' og Johannes', overleverer på samme måde dels loven, dels løfterne, og i dem findes eksempler både på Guds nåde og på hans vrede. Eksemplerne med Zakæus, officeren og den syrofønikiske kvinde vidner om barmhjertighed. Farisæernes blindhed og raseri er et eksempel på Guds vrede. Dog adskiller de apostoliske historier sig fra de gamle ved, at de bevidner, at Kristus er givet, som de gamle kun havde lovet. Dernæst forklarer de løfterne om nåde, retfærdighed og evigt liv klarere end fordum Moses' eller profeternes skrifter. Apostlen Paulus har belærende (διδακτικῶς) sammenholdt evangeliet med loven og synden med nåden, især i Romerbrevet, som jeg mener er en slags indholdsfortegnelse og rettesnor (κανών) for hele Skriften. De øvrige breve hører til loven, eftersom de næsten helt er formanende (παραινετικαί), selv om der ikke er ét af dem, hvor han ikke et eller andet sted berører evangeliets indhold. Det vil den flittige læser selv lægge mærke til.

Forskellen mellem bøgerne i hele Skriften.

Dette har vi især gjort opmærksom på for at rive den udbredte vildfarelse op med rode, som de ugudelige lærere i den sofistiske teologi har udbredt om forskellen mellem loven og evangeliet, Det Gamle og Det Nye Testamente: at Kristus afløste Moses og gav en ny lov, som skulle kaldes evangeliet og være indeholdt i Matthæus kapitel 5 og 6; at forskellen mellem Moses' lov og Kristi lov er, at Moses' lov kun kræver ydre gerninger, mens Kristi lov også kræver hjertets drivkræfter. Som om Moses' lov lærte en slags hyklerisk og farisæisk retfærdighed! For hvad er det at foregive ydre gerninger andet end farisæisme? At Moses' lov kræver hjertets drivkræfter, kan endog profeterne bevidne, som så tit befaler at kende Gud, frygte Gud, øve ret og retfærdighed; sofisterne vil måske indrømme mig, at de har lært dette før Kristi menneskevordelse og til mennesker i deres egen tid. Men hvad er tydeligere end dette ord hos Jeremias, som man, hvad enten sofisterne vil det eller ej, må henføre til Moses' lov? Han siger i kapitel 7 (Jer 7,22–23): «Jeg talte ikke med jeres fædre og gav dem ingen befaling, den dag jeg førte dem ud af Egyptens land, om brændofre og slagtofre; men dette ord befalede jeg dem: Hør min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk.» Sig mig, Thomas [Thomas Aquinas, skolastikkens fremmeste lærer.], hvad fik dig til at lære, at Moses' lov ikke kræver andet end farisæisme, det vil sige ydre gerninger, når også Moses så tit og med ingenlunde dunkle ord kræver hjertets drivkræfter? Og for at forbigå mange steder: Forbyder han ikke at begære noget, der tilhører en anden osv. (2 Mos 20,17)? Gerningen havde han allerede forbudt forud, da han forbød at stjæle og at bryde ægteskabet. Du må altså indrømme, at der med disse ord vogtes mod hjertets drivkræfter: «Du må ikke begære din næstes hus, og du må ikke attrå hans hustru, ikke hans træl osv.» Og 5 Mos 10,12–13: «Og nu, Israel, hvad kræver Herren din Gud af dig andet, end at du frygter Herren din Gud og vandrer på hans veje og elsker ham og tjener Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og holder Herrens bud og hans ceremonier, som jeg i dag befaler dig, for at det må gå dig godt?» Og videre (5 Mos 10,16): «Omskær jeres hjertes forhud, og gør ikke jeres nakke stiv osv.» Af den slags steder kan du finde hundredvis hos Moses, så der er intet uklart i, at Moses kræver både hjertets drivkræfter og gerninger.

At Moses' lov kræver hjertets drivkræfter.

Derfor udlægger Kristus loven – for nåden kan ikke forkyndes uden loven – og revser farisæernes og de skriftlærdes fortolkning, når han i begyndelsen siger, at vi ikke kommer ind i Himlenes rige, hvis ikke vores retfærdighed overgår farisæernes og de skriftlærdes retfærdighed (Matt 5,20). Farisæerne udlagde det sådan, at buddet «Du må ikke slå ihjel» var opfyldt, hvis man ikke med sin hånd begik drab, og buddet «Du må ikke bryde ægteskabet», hvis man ikke lå med en andens hustru. Kristus lærer, at loven kræver hjertets drivkræfter, ikke blot en ydre foregivelse af gerninger; for loven forbyder at begære. Loven forbød også hævn, ja, den krævede, at man skulle elske sine fjender. 3 Mos 19,17–18: «Du må ikke hade din bror i dit hjerte, men irettesæt ham åbent, og bær ikke synd imod ham. Hævn dig ikke, og bær ikke nag til dit folks børn for uret. Du skal elske din næste som dig selv.» Hvorfor Hieronymus foretrak at oversætte det med «ven», for sådan læses det i vores håndskrifter, ved jeg ikke, eftersom det hebraiske ord snarere betyder en, der står én nær, og De Halvfjerds har oversat med πλησίον (næste); dem har Paulus fulgt i Rom 13,9, hvor han anfører denne formaning fra loven. Hovedindholdet i dette ord hos Moses er, at jøderne skal elske hinanden, både venner og fjender, så de gør godt også mod dem, der gør dem ondt. Hertil kommer Esajas kapitel 58, som ligefrem forbyder hævn og kræver kærlighed også til fjender. Og Ordsprogene 20 (Ordsp 20,22): «Sig ikke: Jeg vil gengælde ondt med ondt; vent på Herren, så vil han frelse dig.»

Kristus udlægger loven.

Men i loven finder man, så vidt jeg ved, ingen steder disse ord: «Du skal hade din fjende», så det er tydeligt nok, at Kristus ikke anførte lovens mening, men farisæernes overlevering for at fordømme den. Om kanaanæerne havde jøderne fået det bud, at de skulle udrydde dem (2 Mos 23); det mener nogle, at Kristus hentydede til, da han sagde, at der var sagt, at man skulle forfølge sine fjender. Hvis det er sandt, hvad skal vi så sige, at Kristus ville, andet end dette: Nu da evangeliet er åbenbaret og skillevæggen, der stod imellem, er revet ned, som Paulus siger (Ef 2,14), og forskellen mellem hedninger og jøder er ophævet og strøget, skulle vi elske både hedninger og jøder, både venner og fjender, ligesom det før var befalet jøderne at elske jøder, både venner og fjender. Og hvad med, at Israel kun fik dette bud om kanaanæerne? Hvad med, at de endda får befaling om at elske de fremmede? Hertil hører også det, der er bestemt om rente: af udlændinge måtte man tage rente, ikke af slægtninge. Nu da ingen er udlændinge, men alle er slægtninge, er det helt og holdent forbudt at tage rente.

Det kan dog ikke nægtes, at Kristus har ændret noget i loven, fx det om skilsmisse, og ligeledes dette, at mens jøderne havde fået befaling om at forsvare lovens ting med sværd, befaler Kristus ikke, at evangeliet skal forsvares med våben; tværtimod siger han til Peter (Matt 26,52): «Stik dit sværd tilbage på dets plads; den, der griber sværdet, skal omkomme ved sværd.» Alligevel er det ikke Kristi første og egentlige embede at give love, men at skænke nåde. Moses er lovgiver og dommer, Kristus er frelser, sådan som han selv vidner om sig selv (Joh 3,17): «Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham.» Loven fordømmer, eftersom vi ikke kan gøre fyldest for den. Kristus giver dem, der tror, nåde for synden. Ganske vist forkynder Kristus også ofte loven, fordi synden ikke kan erkendes uden loven, og mærker vi ikke synden, forstår vi ikke nådens kraft og storhed. Derfor skal både loven og evangeliet forkyndes sammen; både synden og nåden skal vises frem. Der var sat to keruber på arken, loven og evangeliet; derfor kan man ikke lære evangeliet uden loven eller loven uden evangeliet rigtigt eller med held. Og ligesom Kristus forbandt loven med evangeliet, sådan forbandt profeterne evangeliet med loven. Eksempler på dette har du også i apostlenes prædikener i Apostlenes Gerninger, men frem for alt i alle Paulus' breve, hvor han som regel først taler om, hvad evangeliet er, og derefter giver formaninger.

Om lovens kraft

Vi har sagt, at evangeliet ikke er en lov, men et løfte om nåde. Nu står det tilbage, at vi, så godt vi kan, lærer, hvad lovens og hvad evangeliets kraft er; for herudfra vil man til en vis grad kunne erkende forskellen mellem lov og evangelium. Og allerførst taler Skriften anderledes om lovens kraft end den menneskelige fornuft. Skriften kalder loven vredens kraft, syndens kraft, drivfogedens stav, lyn og torden. Den menneskelige fornuft kalder den en forbedring af lasterne og en lære om, hvordan man skal leve. Sådan kalder Cicero den nemlig i «Om lovene». Og intet prises almindeligvis højere end lovene, så det for kødet kan se ud, som om Paulus ligefrem er vanvittig, når han kalder loven syndens kraft. Sådan vil jøderne ikke anerkende Kristus, når de erklærer, at de er Moses' disciple (Joh 9,28). [Kilden har «volunt» (vil); sammenhængen kræver «nolunt» (vil ikke).] For at vi kan drøfte lovens kraft nøjagtigt, vil vi derfor sammenligne to slags mennesker med hinanden.

Til den første slags hører de, der forstår loven kødeligt og ikke mærker, at den kræver det umulige – blinde, som hverken ser synden, loven eller retfærdigheden. Det er hyklerne, sofisterne i alle tider. Den slags retfærdighed kalder Paulus retfærdighed af lovgerninger, nemlig deres, som går i gang med at gøre loven med deres egne gerninger, når de hører den, og som bringer hænder, fødder og mund til loven, men ikke hjertet; de ville nemlig hellere være uden lov, hvor hellige de end synes sig selv. De holder stadig af nydelser, rigdom og ære. Hvordan de er, kan ingen sige bedre end Guds Ånd. For det første mangler de tro, det vil sige: deres hjerte forstår intet af Gud og søger, som Skriften siger, ikke Gud, det vil sige: det regner ham ikke for stor, men foragter ham. Dernæst afviger de, som det står i Sl 14,3, det vil sige: da de hverken frygter Gud eller tror på Gud, bøjer de af og følger deres egne planer, hvormed de, i foragt for Gud, baner sig vej til rigdom eller værdighed. Desuden forsøger de at retfærdiggøre sig selv ved deres egne gerninger; den slags folk, der øver uret, revser Skriften ofte. I Sl 5,10 beskriver David hyklerne på denne måde: at der ikke er noget ret, ingen oprigtighed i deres mund, at deres indre er tomhed, at deres strube er et åbent svælg. Med denne slags mennesker har loven intet at gøre. For de lever efter en falsk og kødelig forståelse af lovene; derfor kan loven ikke virke det i dem, som den skulle. I stedet laver de sig selv afguder ud fra loven, mandsbilleder og skygger af kødelige dyder. For de drives til at efterligne gode gerninger af en vis kødelig drivkraft, enten af frygt for straf eller af lyst til fordel, tåbeligt trygge, da de ikke ser deres sjæls sygdom. Og denne slags mennesker har et utroligt hovmod, opblæsthed, stædighed og egenkærlighed (φιλαυτία). De er så langt fra at gøre fyldest for loven, at ingen står længere fra den. Sådan er farisæeren i Luk 18,11, der siger: «Jeg er ikke som de andre mennesker.» Og Esajas beskriver Efraims drukne i kapitel 28 (Es 28,15): «Vi har sluttet pagt med døden og indgået overenskomst med dødsriget.» Og Jer 6,15: «De vidste ikke, hvad det vil sige at skamme sig.» Og Matt 7,23: «I som øver lovløshed.» Sådan vidner Paulus om, at han selv var, før han blev omvendt (Rom 7,9): «Jeg levede engang uden lov», det vil sige: der var en tid, da jeg syntes, at jeg opfyldte loven fremragende, da jeg ved gerningernes hykleri endda overgik alle mine jævnaldrende; for dengang anklagede loven mig ikke, beskyldte mig ikke og fordømte mig ikke. Og sådan er alle mennesker, som forsøger at udføre loven ved naturens kræfter efter fornuftens fatteevne, da de hverken forstår loven eller deres egne kræfter. Og det er dem, der kun ser Moses' ryg, kun Moses' tildækkede ansigt, som Paulus mener i Andet Korintherbrev (2 Kor 3,13 ff.), hvor han siger, at jøderne ikke kan forstå evangeliets retfærdighed, fordi de ser på Moses med et tildækket hjerte, det vil sige: ved loven ser de ikke, hvad loven kræver, og at vi intet andet er end synd og forbandelse.

Den menneskelige retfærdighed er hykleri.

Så meget om dem, der ved naturens kræfter, efter den menneskelige fornufts evne, forsøger sig med loven; hvordan de er, vil enhver kunne vurdere ud fra sit eget hjerte. Dem gælder disse Paulus-ord egentlig ikke: Loven er vredens kraft, syndens kraft, dødens tjeneste osv. Dog er loven også til skade for dem, fordi de laver sig en afgud ud fra den, og fordi de dernæst gør alt med et ubeskriveligt hovmod og en ubeskrivelig uvilje i hjertet.

Til den anden slags hører de, som disse ord gælder: Loven er syndens kraft, vredens kraft osv. – de, for hvem Gud åbenbarer loven og viser deres hjerte, og som Gud forskrækker og gør til skamme ved følelsen af deres synd. Det er netop dem, Gud virker i ved loven. I hyklerne udretter loven intet; de gengiver selv en skygge af loven med en skygge af hyklerisk retfærdighed. I dem, for hvem synden vises frem, virker loven sandt og egentligt. Fordi det sker i sandhed, sker det af Gud, og Skriften kalder denne gerning dom, Guds vrede, Guds harme, hans blik, vredens ansigt osv. Sl 97,2–5: «Dom er hans trones støtte. Ild går foran ham og brænder hans fjender rundt omkring. Hans lyn lyste over jorderige; jorden så det og skælvede. Bjergene smeltede som voks for Herrens ansigt, for hele jordens Herres ansigt.» Sl 76,9: «Fra himlen lod du dommen høre; jorden skælvede og blev stille.» Og Zak 2,17: «Alt kød skal tie for Herrens ansigt.» Es 11,4: «Han skal slå jorden med sin munds stav og dræbe den ugudelige med sine læbers ånde.» Hab 3,6: «Han så og opløste folkene, og de evige bjerge blev knust.» Men hvad nytter det at samle mange steder, når dette ganske enkelt er den ene af Skriftens to dele: loven og lovens gerning, at dræbe og fordømme, at vise roden til vores synd og gøre til skamme. Den dræber ikke blot griskheden eller lysten, men hovedet for alt ondt: kærligheden til os selv, fornuftens dom og alt, hvad naturen synes at have af godt. Her vil det vise sig, hvor de moralske dyder stinker, hvor meget de helliges retfærdighed er en tilsølet klud. For selv Moses måtte råbe (2 Mos 34,7): «For dig er ikke engang den uskyldige uskyldig.» Og Nahum (Nah 1,3): «Også når han renser, gør han ikke nogen uskyldig.» Og David (Sl 143,2): «Gå ikke i rette med din tjener.» Og (Sl 6,2): «Herre, straf mig ikke i din vrede.» Og Hizkija i Es 38,13: «Som en løve knuste han alle mine knogler.» Og det er, hvad Johannes har sagt meget kort, sådan som han plejer at sige alt (Joh 1,17): «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.» Sandheden sættes op imod hykleriet, nåden imod Guds harme. Eftersom nåden, det vil sige Guds barmhjertighed og gunst, og den sande retfærdighed i vores hjerte er tilvejebragt ved Jesus Kristus, må loven altså kun være ophav til hykleri, når den tvinger dem, der er uvillige og raser mod Gud, og ophav til vrede, når den fordømmer os som skyldige.

Sofisternes dyder.

Sådan siger Paulus i Rom 7, hvor han har drøftet lovens kraft meget omhyggeligt (Rom 7,7): «Jeg kendte ikke synden uden ved loven. For jeg vidste ikke af begæret, hvis ikke loven sagde: ’Du må ikke begære.’» Det samme siger han i kapitel 3 (Rom 3,20): «Ved loven kommer erkendelse af synd», som om han ville sige: hyklerne har fejlagtigt bildt sig ind, at man får retfærdighed ved loven, skønt loven kun viser hjertet dets synd. Dernæst (Rom 7,8): «Da synden fik anledning, virkede den ved buddet alt slags begær i mig.» Det vil sige: da jeg begyndte at mærke lovens byrde, kom der så lidt ud af loven, at begæret, endnu mere ophidset, begyndte at rase mod Guds dom og vilje. «For uden lov var synden død», det vil sige: havde loven ikke vist mig synden i hjertet, havde følelsen af synd ikke forskrækket mig, så havde synden været død og ikke kogt over. «For jeg levede engang uden lov» (Rom 7,9). Der var en tid, da jeg syntes, jeg var retfærdig; jeg så ikke loven og derfor heller ikke synden. Og dengang lå synden stille og vrededes ikke åbenlyst på Gud; «men da buddet kom, levede synden op, men jeg døde» (Rom 7,9–10), det vil sige: da Gud nu ved loven havde vist mig synden, blev synden vakt, jeg blev gjort til skamme, blev forfærdet og gøs – kort sagt: jeg døde. Og da viste det sig, hvilken kraft loven har. Loven er ganske vist givet, for at vi skulle leve, men da vi ikke kan gøre den, er den et dødens redskab. Og hvad er så til sidst grunden til, at loven slår ihjel? «Loven er åndelig» (Rom 7,14), det vil sige: den kræver det åndelige – sandhed, en tro, der ærer Gud, kærlighed til Gud – «men jeg er kødelig», vantro, uvidende om Gud, tåbelig, selvelskende osv.

Intet andet sted har apostlen Paulus behandlet lovens kraft og virkemåde så udførligt som på det sted, vi har fremlagt, og jeg kan ikke se, hvad der skulle mangle her. Der er ingen uklarhed, intet indviklet; alt er jævnt og åbent, så der ikke kan være tvivl om hans mening. Men hvis den flittige læser af Skriften vil, kan han som støttevidner føje de steder dertil, som findes spredt i andre breve.

I Første Korintherbrev (1 Kor 15,56): «Dødens brod er synden, men syndens kraft er loven.» For synden ville ikke gøre os til skamme og ikke forskrække os, hvis den ikke blev vist os ved loven, og synden ville altså ikke være virksom, hvis den ikke blev vakt og vist ved loven. Sådan ville heller ikke døden være virksom, hvis den ikke forskrækkede os ved syndens kræfter og virke. I Andet Korintherbrev, kapitel 3 (2 Kor 3,5–6) skelnes der mellem loven og Ånden på denne måde: «Vores dygtighed er fra Gud, som også har gjort os dygtige til tjenere for en ny pagt, ikke bogstavets, men Åndens. For bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» Og hvad han kalder bogstav, og hvad Ånd, viser det følgende tydeligere, når han siger (2 Kor 3,7–8): «Men når dødens tjeneste, der var udformet med bogstaver i sten, var i herlighed, så Israels børn ikke kunne rette blikket mod Moses' ansigt på grund af hans ansigts herlighed, som forsvinder, hvorfor skal så ikke meget mere Åndens tjeneste være i herlighed?» Dødens tjeneste er loven, som ved at vise og åbenbare synden gør samvittigheden til skamme, forskrækker den og slår den ihjel. Åndens tjeneste er evangeliet, som vi skal sige senere, der trøster, rejser op, giver mod og gør de før forfærdede sind levende.

I Galaterbrevets tredje kapitel, efter at apostlen i en lang drøftelse har lært, at retfærdigheden ikke opnås ved lovens hjælp alene, tilføjer han den indvending, som det ikke uden grund syntes, man kunne gøre (Gal 3,19): «Hvorfor da loven?», det vil sige: hvis den ikke har gavnet til at opnå retfærdighed, hvad har den så, spørger jeg, været til nytte for? «For overtrædelsernes skyld», siger han, «blev loven givet», det vil sige: for at overtrædelsen skulle vokse. For erkendelsen af synd øger synden, både fordi den raser mere uforsonligt, når den bliver holdt i tømme, og fordi naturen ikke tåler at blive gjort til skamme og vredes på Guds dom.

At dette er lovens kraft, lærer også de fleste forbilleder i Skriften. I 2 Mos 19, da Gud skulle give loven, blev folket forfærdet på forunderlig vis af torden, røg, lyn, skyer, basunens skrald – og hvilke rædselsfulde syner ellers ikke? Alt dette betegner den slagne samvittigheds rædsler. Er folkets røst ikke en rystet samvittigheds røst, når de siger: «Lad ikke Herren tale til os, for at vi ikke skal dø» (2 Mos 20,19)? Og det folk, der var så slået ud, rejser Moses forunderligt op – nu ikke som lovens tjener, men som evangelist – når han siger: «Frygt ikke! For Gud er kommet for at prøve jer, og for at frygten for ham skal være i jer, så I ikke synder» (2 Mos 20,20). Åh, hvilket helt igennem evangelisk ord fra Moses! Hvis samvittigheden ikke hører det, hvordan skal den så kunne udholde dommerens rædselsfulde ansigt? Men om evangeliets trøst vil vi tale senere.

Desuden strålede der et sådant lys fra Moses' ansigt, at folkets øjne blev blændet. Det var grunden til, at han derefter kun viste sig for folket med tildækket ansigt. For menneskers øjne og sind kan ikke tåle glansen af det guddommelige lys.

Kort sagt: lynglansen, faklerne på bjerget og strålerne fra Moses' ansigt viser tydeligt – for at tale med Paulus – den Guds herlighed, som Gud gør menneskets hjerte til skamme med. Denne erkendelse af synden er Guds dom. Væk herfra med sofisternes ufuldkomne anger (attritio) og forstillede sønderknusthed (contritio), væk med hyklernes brændemærkede samvittigheder! Her ransager Gud hjertets dyb. For menneskets fornuft er så langt fra at se sin synd, at selv de hellige, som er fulde af Ånden, må bede om tilgivelse for de synder, de ikke kender. David udbryder: «Hvem kan kende sine forsyndelser?» (Sl 19,13). Og: «Kom ikke mine ubevidste synder i hu» (Sl 25,7) – og mange flere den slags steder. Jeremias siger i kapitel 17 (Jer 17,9), at menneskets hjerte er fordærvet og uransageligt: «Jeg, Herren, ransager hjertet og prøver nyrerne» (Jer 17,10). Og i kapitel 31 (Jer 31,18): «Du har tugtet mig, Herre, og jeg er blevet opdraget som en utæmmet tyrekalv. Omvend mig, så bliver jeg omvendt, for du er Herren min Gud. For efter at du havde omvendt mig, gjorde jeg bod, og efter at du havde vist mig det, slog jeg mig på hoften. Jeg blev til skamme og rødmede, for jeg bar min ungdoms vanære» (Jer 31,18–19). Og hvem mener, at han har opfyldt loven, når der bydes, at vi skal fornægte os selv (Matt 16,24)? Kort sagt: lovens egentlige gerning er at åbenbare synden, eller, for at sige det klarere: samvittigheden over synden – og det er det, Paulus kalder «gældsbrevet med dets bestemmelser, som var imod os». For dermed har Paulus defineret samvittigheden langt smukkere og langt sikrere end sentens-sofisterne, som opstiller jeg ved ikke hvor mange praktiske syllogismer for at beskrive ordet samvittighed. For hvad er samvittighed over synden andet end lovens dom, som i hjertet viser os vores synd? For når Paulus i Kolossenserbrevet (Kol 2,14) siger: χειρόγραφον τοῖς δόγμασιν ὃ ἦν ὑπεναντίον ἡμῖν, mener han, at samvittigheden er gældsbrevet, og det «med bestemmelserne», det vil sige: at den gennem bestemmelserne, gennem loven, er imod os.

Hvad samvittigheden er.

Her har du altså, at lovens gerning er at åbenbare synden. Når jeg siger synd, mener jeg alle slags synd: ydre og indre synd, hykleri, vantro, egenkærlighed, foragt for Gud eller uvidenhed om ham – altså selve rødderne til alle menneskelige gerninger. Og når Gud retfærdiggør syndere, er dette hans første gerning: at åbenbare vores synd, gøre vores samvittighed til skamme, forfærde den, forskrække den, kort sagt fordømme den, sådan som eksemplet med Jeremias viser, som jeg lige har anført. Og Paulus siger: «Jeg er ved loven død for loven» (Gal 2,19). Og David, der blev gjort til skamme ved profetens irettesættelse, udbryder i 2 Sam 12,13: «Jeg har syndet mod Herren.» Og i 1 Kong 21,27 flængede Akab sine klæder osv. og gik, som Skriften siger, med bøjet hoved. Og i 2 Krøn 33,12 står der om Manasse, at han kom i trængsel – for man skal bruge Skriftens eget ord. Og i Apostlenes Gerninger kapitel 2 (ApG 2,37): «Da de hørte dette, stak det dem i hjertet.» Her må det være nok at have påpeget, at denne lovens gerning er begyndelsen til bod; ved den plejer Guds Ånd at forskrække samvittighederne og gøre dem til skamme. For naturen kan ikke af sig selv erkende syndens styghed, endsige hade den. For det sjælelige menneske fatter ikke det, der hører Gud til (1 Kor 2,14). Og Rom 8,5: «Kødet stræber efter det, der hører kødet til.» Om bodens begyndelse handler sofisterne i fjerde bog af Sentenserne; vi gør det her så at sige i forhallen til vores værk. For menneskets retfærdiggørelse, ja, den sande dåb, begynder med dødgørelsen, dommen og beskæmmelsen, som Guds Ånd virker gennem loven. Og ligesom det kristne liv skal begynde her, nemlig med erkendelsen af synden, sådan skal den kristne lære begynde med lovens embede.

Bodens begyndelse.

Det er ikke umagen værd at diskutere, om denne frygt er en trællefrygt eller, som de siger, en barnlig frygt. Lad os overlade den slags stridsspørgsmål til folk, der har tid at spilde. Dog drøfter de fleste dette spørgsmål på en sådan måde, at det er tydeligt nok, at de hverken forstår, hvad trællefrygt er, eller hvad børns frygt er. Det er sikkert, at ingen kan gribes af had til synden uden ved Helligånden. Det er også sikkert, at de, der er forfærdet på denne måde, flygter fra Guds ansigt og åsyn, medmindre de af Guds Ånd bliver trukket tilbage, kaldt tilbage og styrket, så de med Paulus råber: «Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?» (ApG 9,6). At de, der forfærdes af loven, flygter fra Guds åsyn, lærer beretningen i Anden Mosebog, da folket siger til Moses: «Lad ikke Herren tale til os, for at vi ikke skal dø» (2 Mos 20,19). Og David i Sl 139,7: «Hvor skal jeg gå hen fra din Ånd, og hvor skal jeg flygte fra dit ansigt?» Der findes overmåde mange skriftsteder om dette emne; jeg har ment, at det var nok at påpege disse, så forskellen mellem lov og evangelium kunne holdes mere sikkert fast. Men du ser, hvor stor forskel der er på forstillet og sand bod.

Trællefrygt. Barnlig frygt.

Om evangeliets kraft

De, som samvittigheden på denne måde har forfærdet, ville uden tvivl blive drevet til fortvivlelse – sådan som det går de fordømte – hvis de ikke blev løftet op og rejst ved løftet om Guds nåde og barmhjertighed (for det er klart, at det er det, der kaldes evangeliet). Hvis den nedbøjede samvittighed her tror løftet om nåden i Kristus, bliver den ved troen vakt op og gjort levende, hvilket eksemplerne vil vise på forunderlig måde.

I 1 Mos 3 beskrives Adams synd, bod og retfærdiggørelse. Efter at Adam og Eva havde syndet og nu søgte et dække og forklæder (περιζώματα) til deres nøgenhed – sådan plejer vi hyklere nemlig at læge vores samvittighed med vores fyldestgørelser – blev de tiltalt af Herren. Men den røst var ikke til at bære. Her hjalp forklæderne intet; intet påskud kunne undskylde synden. Samvittigheden ligger overbevist, den ligger der som anklaget, for Guds røst har stillet synden for dens øjne. De flygter, og Adam forklarer grunden til flugten, når han siger: «Herre, jeg hørte din røst i haven, og jeg blev bange, fordi jeg var nøgen» (1 Mos 3,10). Se, her er samvittighedens bekendelse og syndsbekendelse (ἐξομολόγησις). Imens kæmper Adam elendigt med sig selv, indtil han hører løftet om barmhjertighed, det ord, der blev sagt om kvinden: «Hendes sæd skal knuse slangens hoved» (1 Mos 3,15). Det bidrog også noget til at styrke deres samvittighed, at Herren klædte dem – et utvivlsomt tegn på Kristi menneskevordelse. For det kød dækker til sidst vores nøgenhed og tager skammen fra de angste samvittigheder; det er nemlig det kød, som de spottendes spot ramte (Sl 69,10). Lidt før nævnte vi David, og hvordan han blev gjort til skamme ved profeten Natans ord. Og han ville rigtignok være gået til grunde, hvis han ikke straks havde hørt evangeliet: «Herren har taget din synd bort, du skal ikke dø» (2 Sam 12,13). Nogle mener, at man i Det Gamle Testamentes beretninger ikke skal søge andet end allegorier. Men her ser du, hvor megen lærdom der ligger i dette ene eksempel med David, selv om du kun ser på bogstaven. Ja, den alene skal man se på, for i den har Guds Ånd rigeligt fremstillet både sin vredes og sin barmhjertigheds gerninger for os. Hvilket ord kunne man tænke sig mere evangelisk end dette: «Herren har taget din synd bort»? Er det ikke summen af evangeliet eller af Det Nye Testamentes forkyndelse: at synden er taget bort? Hvis du vil, kan du føje en hel bunke af evangeliets beretninger til disse. Luk 7,37 ff.: Den syndige kvinde vasker Herrens fødder med sine tårer, og han trøster hende med disse ord: «Dine synder er forladt» (Luk 7,48). Og hvad er mere kendt end beretningen om den fortabte søn i Luk 15, som bekender sin synd, og som faderen tager så kærligt imod, omfavner, kysser osv.? I Luk 5 bliver Peter så forbløffet over undergerningen og så ramt i hjertet, at han udbryder: «Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand» (Luk 5,8). Ham trøster og kalder Kristus tilbage, når han siger: «Frygt ikke» osv. Ud fra disse eksempler tror jeg, man kan forstå, hvad forskellen på lov og evangelium er, hvilken kraft loven har, og hvilken evangeliet har. Loven forskrækker, evangeliet trøster. Loven er vredens og dødens røst, evangeliet fredens og livets – kort sagt brudgommens og brudens røst, som profeten siger. Og den, der på denne måde er rejst op ved evangeliets røst og tror Gud, han er allerede retfærdiggjort, som jeg snart vil sige mere udførligt. Det er ikke skjult for kristne, hvor stor glæde og fryd denne trøst bringer. Og hertil hører profeternes glade ord, som de beskriver Kristus og kirken med. Es 32,18: «Mit folk skal bo i fredens skønhed, i tillidens telte og i rig hvile.» Ligeledes: «Glæde og fryd skal findes i den, og lovsangs røst» (Es 51,3). Jer 33,6: «Jeg vil åbenbare dem bøn om fred og sandhed», og: «Den skal være mig til et navn, til glæde, til lovprisning og jubel for alle jordens folk» (Jer 33,9). Sef 3,9: «Jeg vil give folkene udvalgte læber, så de alle påkalder Herrens navn.» Sl 21,7: «Du glæder ham med fryd» osv. Og Sl 97,11: «Lys er opgået for den retfærdige, og glæde for dem, der er oprigtige af hjertet.»

Hvad retfærdiggørelse er.

Og hvad nytter det at dynge mange steder sammen, når både lovens og evangeliets kraft fremgår tydeligt nok af lovens kundgørelse og ligeledes af Kristi komme? For under hvilket frygteligt skue loven blev kundgjort, beskrives i 2 Mos 19, og vi har gennemgået det lidt før. For ligesom Herren dengang forfærdede Israel, sådan forfærdes den enkeltes samvittighed af lovens røst, og den råber sammen med Israel: «Lad ikke Herren tale til os, for at vi ikke skal dø.» Loven kræver det umulige, og samvittigheden bliver overbevist om sin skyld i synd. Derfra kommer rædsel og beskæmmelse; de plager samvittigheden sådan, at der ingen steder viser sig nogen udvej, medmindre han selv, som har ydmyget dem, rejser dem op igen. Der er nogle, der søger trøst ved egne kræfter, anstrengelser, gerninger og fyldestgørelser. Men de udretter ikke mere end Adam med sine forklæder. Ligeledes er der nogle, der stiller sig op mod synden med deres egen viljes kræfter; at de gang på gang falder endnu mere ynkeligt, viser selve virkeligheden. For «hesten svigter, når man søger frelse; trods al sin styrke frelser den ikke» (Sl 33,17). Og: «Giv os hjælp, Herre, for menneskers frelse er forgæves» (Sl 108,13). Derimod beskriver profeten Zakarias Kristi komme i kapitel 9 (Zak 9,9): «Fryd dig, Zions datter, jubl, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og en frelser, og han er fattig.» For det første, når han befaler at fryde sig, lærer han, at denne konges ord er noget andet end loven; ja, han udtrykker samvittighedens glæde, når den jubler, fordi den har hørt nådens ord. Dernæst er der ingen tumult, men alt er roligt, så du forstår, at han er fredens ophav, ikke vredens. Det er det, Zakarias kalder fattig, og som evangelisten, så at sige for at forklare det, har gjort til sagtmodig. Og Esajas sigter til det samme i kapitel 42 (Es 42,3): «Det knækkede rør skal han ikke bryde, og den rygende væge skal han ikke slukke.»

Sådan sammenligner apostlen i Andet Korintherbrev (2 Kor 3,13 ff.) Moses' ansigt med Kristi ansigt. Moses forfærdede med glansen fra sit ansigt, som vi har påpeget ovenfor. For hvem kan bære den guddommelige doms majestæt, når selv profeten beder sig fri for den: «Gå ikke i rette med din tjener» (Sl 143,2)? Da disciplene ser Kristi herlighed på Tabor, hvor bliver de da fyldt af en ny og forunderlig glæde, så Peter, ude af sig selv, råber: «Herre, det er godt, at vi er her, lad os bygge tre hytter» (Matt 17,4). For her ser man Guds nåde og barmhjertighed. Ligesom synet af kobberslangen frelste, sådan frelses de, der har troens øjne fæstet på Kristus (Joh 3,14–15). Derfor kaldte apostlene det med et meget træffende navn εὐαγγέλιον, et glædeligt budskab. For også grækerne kaldte almindeligvis offentlige budskaber og forkyndelser om sejre og fremgang for εὐαγγέλια. Sådan hos Isokrates: δὶς ἤδη τεθύκαμεν εὐαγγέλια. [«To gange har vi allerede ofret for godt nyt» (Isokrates, Areopagitikos 10). Kilden har trykfejlen «ἤθη τεθείκαμεν».]