Om retfærdiggørelsen og troen

I. Vi bliver altså retfærdiggjort, når vi, efter at være blevet dræbt ved loven, bliver oprejst ved nådens ord, som er lovet i Kristus, det vil sige ved evangeliet, der tilgiver synderne, og holder fast ved det i tro uden at tvivle det mindste på, at Kristi retfærdighed er vores retfærdighed, at Kristi fyldestgørelse er vores soning, at Kristi opstandelse er vores. Kort sagt: uden at tvivle på, at vores synder er tilgivet, og at Gud nu er os nådig og vil os det godt. Ingen af vores gerninger, hvor gode de end ser ud eller er, er altså retfærdighed. Men troen alene på Guds barmhjertighed og nåde i Jesus Kristus er RETFÆRDIGHED. Det er det, profeten siger, og som Paulus så tit fremhæver: «Den retfærdige skal leve af tro» (Hab 2,4; Rom 1,17). Og Romerbrevet 3: «Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus» (Rom 3,22), det vil sige: Nu er ikke det gerningshykleri åbenbaret, som menneskene regner for retfærdighed, men en retfærdighed, som Gud regner for retfærdighed, nemlig den, der er ved tro på Jesus Kristus. Og Romerbrevet 4: «For den, der TROR, tilregnes troen til retfærdighed» (Rom 4,5). Og Første Mosebog 15: «Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed» (1 Mos 15,6). Disse to udsagn vil jeg gerne lægge dig særligt på sinde, for at du kan forstå, at det med rette siges, at troen er retfærdighed. For sofisterne tager anstød af denne talemåde, når vi siger, at troen er retfærdighed. Men for at vi kan betragte troens væsen og kraft nærmere, må vi begynde lidt længere tilbage med at tegne et omrids (ὑπογραφή) af den.

II. Det er velkendt, at sofisternes hob kalder tro det at give sit bifald til det, der er overleveret i Skrifterne, og dernæst, at det også er de ugudeliges tro: at også de uretfærdige tror, og at troen er en uvirksom egenskab i sjælen, fælles for ugudelige og fromme. Og for at slippe ud af klemmen, når de ser, at Skriften siger: «Den retfærdige skal leve af tro» (Rom 1,17), og ligeledes, at retfærdigheden er af tro, digter de den ene tro op som en formet tro, det vil sige en tro, der er forbundet med kærlighed, og den anden som en uformet, det vil sige den tro, der også findes hos ugudelige, som mangler kærlighed. Ja, disse skarpsindige folk påstår endda, at apostlen fejlagtigt har tillagt troen det, der tilhørte kærligheden, for at lokke så mange som muligt til troen med den som lokkemad. Desuden har de opdigtet en indgydt og en erhvervet tro, en almen og en særlig tro og jeg ved ikke hvilke andre uhyrlige ord.

Men lad os lade den sludder ligge. For lidt senere vil vi gendrive sofisterne ud fra selve sagens beskaffenhed, så de må indrømme over for os, at det, de selv har kaldt tro, ikke er tro.

Profetens ord er ikke uklart: «Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud» (Sl 53,2). Og meget kendt er Paulus' ord i Første Korintherbrev 2: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Ånden» (1 Kor 2,14). Og Ezekiel 29: «Floden er min, og jeg har skabt mig selv» (Ez 29,3). Sådanne udsagn bevidner, at kødet ikke forstår eller kender andet end det kødelige. At Gud er til, Guds vrede og Guds barmhjertighed er åndelige ting; derfor kan de ikke kendes af kødet. Hvad naturen end kender om Gud uden Guds Ånd, der fornyer og oplyser vore hjerter, så er det, hvordan det end er, en kold mening, ikke tro – ja, intet andet end forstillelse og hykleri, uvidenhed om Gud og foragt for ham. Dette hykleri kan kødelige øjne dog ikke se. Men Ånden bedømmer alt (1 Kor 2,15). Lad os tage sagen ved eksempler. Saul så i det ydre ud til at være troende, men udfaldet afslører hans hykleri. For han troede ikke (jeg mener: af hjertet), at de store ting, han udrettede, blev styret af Gud og var gaver og gerninger af Guds barmhjertighed; han mente, at de afhang af hans egne planer. For jeg taler om hjertets drivkraft: Han hverken frygtede Guds vrede eller stolede på hans godhed. Denne foragt for Gud viser han, da han selv ofrer uden at vente på Samuel, for at filistrene ikke skal komme ham i forkøbet (1 Sam 13,9), og igen, da han efter hedningernes skik rejser et sejrsmonument for sig selv (1 Sam 15,12). Saul havde den mening, at Gud er til, at han straffer synden, at han er barmhjertig. Hvorfor skulle han ellers have ofret? Men tro havde han ikke, det vil sige – for at bruge et fremragende ord fra Skriften – han søgte ham ikke. «Er acht seyn nicht» [tysk: «han bryder sig ikke om ham»]: hjertet kendte hverken Guds strenghed eller hans godhed. O, et frygteligt og ynkeligt skue, hvis man fik lov at se denne hjertets ugudelighed med åndelige øjne! Jeg beder dig: Se nøje på dit liv, og vurder ud fra frugterne, så godt du kan, dit hjertes urenhed. Er det ikke derfor, du viger af – for at tale med Skriften – og vender dit sind mod dine begær og bekymrer dig om føde, ry, liv, børn og hustru: fordi du stoler for lidt på Gud, fordi du ikke overvejer, hvor stor Guds barmhjertighed er? Er det ikke derfor, du igen og igen styrter ud i nye forbrydelser: fordi du fortvivler om Guds nåde og barmhjertighed mod dig? Uden tvivl ville du gøre og lide alt med det taknemmeligste hjerte, hvis du kunne fatte et sikkert håb om din frelse. Er det ikke derfor, du jager efter gods og stræber efter rigdom, uanset hvordan: fordi du ikke frygter Guds dom? Men du ville sandelig frygte, hvis du troede af hjertet, hvis du kunne fatte Guds vredes magt i dit sind. Det er denne dårskab, denne uvidenhed, denne hjertets blindhed, jeg sigter til, når jeg siger, at troen ikke findes i naturen. Troen er noget langt større og vissere end det, kødet kan fatte.

Hvad skolastikerne kalder enten uformet eller erhvervet tro, er ikke tro, men en mening.

Den sofistiske tro, som de dels kalder uformet, dels erhvervet, og hvormed de ugudelige giver deres bifald til evangeliets historie, sådan som vi plejer at gøre det over for Livius' eller Sallusts [romerske historieskrivere.], er altså ikke tro, men en mening, det vil sige en usikker, ustadig og flygtig tanke i sindet om Guds ord. Her har du, hvad man skal mene om skolastikernes tro; her har du, at sofisterne ikke lærer andet end løgn, tomhed og hykleri. Og hvis det ser ud, som om jeg her har talt lidt for hårdt om deres lære, så lad dem ikke blive vrede på mig, men på Paulus, der kalder en SKINTRO hykleri, Første Timotheusbrev 1: «Befalingens formål er kærlighed af et rent hjerte, en god samvittighed og en TRO UDEN SKIN» (1 Tim 1,5). Altså antyder han, at troen undertiden bliver hyklet. Og om hyklerne siger han i Titusbrevet 1: «Alt er rent for de rene, men for de besmittede og ikke-troende er intet rent, men de er besmittet i både tanker og samvittighed. De hævder at kende Gud, men fornægter ham ved deres gerninger, for de er afskyelige, ulydige og uduelige til al god gerning» (Tit 1,15–16). Hvis de ugudeliges tro virkelig var tro på dette sted – for han taler jo utvivlsomt om folk, der ser fromme ud – så burde han ikke have kaldt dem ikke-troende, men folk uden kærlighed, sådan som pariserne taler [teologerne ved universitetet i Paris, Sorbonne.]. Til Timotheus tillægger han hyklerne en skintro, her kalder han dem ikke-troende. Derfor er der ingen grund til at skelne mellem formet og uformet tro. For den mening om det, der skal tros, eller om den guddommelige historie, som hyklerne har dannet sig uden Helligånden, er slet ikke tro. Naturen giver ikke sit bifald til Guds ord og bevæges derfor heller ikke af det. Tidligere plejede jeg for undervisningens skyld at kalde den en historisk tro; den erhvervede, uformede tro kalder jeg nu slet ikke tro, men mening. Det, vi har sagt, skal få dig til at vide, at Skriften bruger ordet tro helt enkelt, og at den parisiske egenskab, som også findes hos de ugudelige og hos dem, der foragter Gud, ikke kan kaldes tro. De fordømte tror jo ikke for at give Guds ord æren, men fordi erfaringen tvinger dem, og det kan bestemt ikke kaldes tro. Det samme kan siges om dem, der fortvivler, som Kain og Saul. For hvad er forskellen mellem dem og de fordømte? Hvad er tro så? At give sit faste bifald til hvert eneste Guds ord. Det sker ikke, uden at Guds Ånd fornyer og oplyser vore hjerter. Men Guds ord er både lov og evangelium. Til loven er der føjet trusler. Den tro, hvormed man tror de trusler, kalder Skriften frygt; tro kalder den det, hvormed man stoler på evangeliet eller på Guds løfter. Frygten retfærdiggør ikke uden tro. For ellers ville også de fortvivlede og de fordømte blive retfærdiggjort. De, der frygter på den måde, ærer jo ikke Gud og tror ikke hvert Guds ord, for løfterne tror de ikke. Derfor retfærdiggør troen alene.

IIII. Troen er altså ikke andet end tillid til Guds barmhjertighed, som er lovet i Kristus, uanset under hvilket tegn den er lovet. Denne tillid til Guds velvilje eller barmhjertighed giver først hjertet fred og tænder det dernæst, så vi så at sige vil takke Gud for hans barmhjertighed og gør loven frivilligt og med glæde. Ellers er der, så længe vi ikke tror, ingen fornemmelse af Guds barmhjertighed i hjertet. Hvor der ingen fornemmelse er af Guds barmhjertighed, dér er der enten foragt for Gud eller had til ham. Derfor syndes der, hvor mange lovens gerninger der end gøres uden tro. Det er det, Paulus siger i Romerbrevet: «Alt det, som ikke er af tro, er synd» (Rom 14,23). Det udsagn forklarer troens kraft og væsen helt klart. For alt, hvad der sker af naturen, sker enten af had til Gud – sådan er gerningerne hos dem, der gør det gode mod deres vilje, af frygt for loven og straffen. For når vi uden tro hykler gode gerninger, tænker vores hjerte så ikke sådan: Jeg har jo gjort, hvad jeg kunne, men jeg ved ikke, om Gud godkender eller forkaster mine gerninger. Han er en streng dommer; jeg ved ikke, om han har forbarmet sig over mig eller ej. Hvordan kan det gå til, at vi med sådan en tanke ikke bliver vrede på Guds dom? Og i dette hykleri lever de fleste mennesker med stor uro i hjertet, og hvor forkert de dømmer, ses alene af dette: De burde ikke se på deres egne gerninger, men på løftet om Guds barmhjertighed. For hvad er mere urimeligt end at VILLE BEDØMME Guds VILJE ud fra vores gerninger, når han selv har kundgjort den for os i sit ord? Dernæst lever en stor del af menneskene i foragt for Gud; de vil gøre og leve, som de gør, selv om det mishager Gud. Sådan er de gerninger, der sker uden tro, det vil sige, der sker med had til Gud eller med foragt for Gud. Derfor er det meget smukt sagt i Siraks Bog 32: «Tro i al din gerning af din sjæls tro, for det er at holde budene» (Sir 32,23). Hvordan gerningerne end er – at spise, drikke, arbejde med hænderne, undervise, ja, jeg tilføjer endda: selv om de er åbenlyse synder – så skal du ikke se på gerningerne. Se på løftet om Guds barmhjertighed, og tvivl i tillid til det ikke det mindste på, at du nu ikke har en dommer i himlen, men en far, der har omsorg for dig, på samme måde som børn har deres forældres omsorg blandt mennesker. Og hvis der ikke var noget andet tegn på Guds vilje mod os end dette, at han ville kaldes Fader i den bøn, vi beder hver dag, så ville det alene være et stort nok bevis på, at der ikke kræves noget af os før troen. Nu, da Gud så tit kræver den, så tit godkender den alene og har anbefalet os den med de rigeste løfter, ja, ved sin Søns død, hvorfor skulle vi så ikke overgive os til så stor en barmhjertighed og tro? Den skolastiske teologi har i stedet for troen, i stedet for samvittighedernes anker, lært gerninger og menneskers fyldestgørelser. Gid Gud ville udrydde denne forargelse i sin kirke!

Skintro.

Barnlig frygt kan ikke findes uden hos dem, der har tro.

Hvad tro er.

Paulus' ord: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.

V. Nu ved du, i hvilken betydning Skriften bruger ordet tro, nemlig om det at stole på Guds ufortjente barmhjertighed uden nogen som helst hensyn til vores gerninger, hverken de gode eller de onde. For af Kristi fylde har vi alle fået (Joh 1,16). De, der stoler sådan, giver også virkelig deres bifald til hvert Guds ord, til truslerne og løfterne og til den guddommelige historie. Den skolastiske tro er intet andet end en død mening. For hvordan tror de hvert Guds ord, når de ikke tror den lovede syndernes forladelse? Det holder nemlig ikke, når sofisterne siger, at de ugudelige tror, at syndernes forladelse tilfalder andre, men ikke dem selv. For jeg spørger dig: Er syndernes tilgivelse ikke også lovet disse ugudelige? Men det er ikke vores hensigt at disputere; vi nøjes med kort at have vist, hvad der menes med ordet tro. Der findes et lille skrift af Luther om den kristne frihed [«Om et kristenmenneskes frihed», 1520]; den, der vil, kan søge flere lovord om troen dér. Troens kraft vil vi i øvrigt, tror jeg, lære tydeligere at kende ud fra Skriftens eksempler.

I Første Mosebog 15 lover Gud Abraham sin barmhjertighed med prægtige ord: «Frygt ikke, Abraham, jeg er din beskytter, og din løn er meget stor» (1 Mos 15,1). Lidt senere lover han ham også efterkommere. Men så følger: «Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed» (1 Mos 15,6). Hvad troede Abraham da? Ikke blot at Gud er til; nej, han troede også Guds løfte, og den tro viste han siden ved et fremragende eksempel, da han skulle ofre sin søn uden at tvivle det mindste på, at Gud ville give ham efterkommere, selv om denne søn blev dræbt. Og da troen er at give sit bifald til Guds ord, fremgår det også tydeligt af løftet, hvad Abraham troede, da Gud tilsiger ham at være hans beskytter. Altså tror de, der har Gud som beskytter og far, ikke kun som dommer. I Anden Mosebog 14 knurrer israelitterne af mistillid, da havet og bjergene spærrede deres flugtvej, og fjenden trængte på bagfra. Moses befaler dem at holde stand, for de skal se Guds store gerninger, og han tilføjer løftet: «Herren vil kæmpe for jer, og I skal være stille» (2 Mos 14,13–14). Hvad nu, hvis israelitterne her havde disputeret om troen efter vores skolers skik: at det er nok, hvis de tror historien, at Gud er til, at han uddeler straf til de onde og løn til de gode, at de også selv er onde, og at han måske vil straffe begge, både egypterne og Israel? Men de troede Guds røst og Guds undere, de stolede på Guds barmhjertighed, selv om også de selv i højeste grad havde fortjent døden, og således vovede de sig ved troen ud på havets bund. Og da de nu ved dette eksempel havde erfaret Guds vilje mod sig, da de så, at de selv var frelst, og at egypterne var omkommet i bølgerne, «frygtede de», står der, «Herren og troede på Herren og på hans tjener Moses» (2 Mos 14,31). Og disse eksempler er givet os, for at vi skal lære at tro – ikke med den sofistiske tro, men med denne tillid til Guds ord, sådan som du ser den hos Moses på dette sted osv.

Og hvilken tro kræver han i Fjerde Mosebog 14, da folket fortvivlede om at kunne indtage Palæstina? For Herren siger: «Hvor længe vil dette folk tale ilde om mig? Hvor længe vil de ikke tro mig trods alle de tegn, jeg har gjort for deres øjne?» (4 Mos 14,11). Og i kapitel 20 bliver han vred på Moses og Aron, fordi de ikke havde troet, at der skulle strømme vand ud af klippen (4 Mos 20,12). Aron og Moses troede bestemt, at Gud er til, men de tvivlede på Guds røst, som havde lovet vand af klippen. Den vantro dadler Herren.

Eller om hvilken tro taler Moses i Femte Mosebog 1: «Herren din Gud bar dig, sådan som en mand plejer at bære sin lille søn, på hele den vej, I gik, indtil I kom til dette sted. Og end ikke da troede I på Herren jeres Gud, som gik foran jer på vejen» osv. (5 Mos 1,31–33)? De havde sandelig en uformet tro, de havde en erhvervet tro, men de stolede ikke på løfterne om Guds barmhjertighed; deres hjerter var ikke rejst op af tillid til Guds barmhjertighed. De levede i vantro og foragtede Guds ord og Guds gerning; de tog udfrielsen fra Egypten ilde op, og derfor blev de straffet for deres vantro – uden tvivl ellers gode mennesker i det ydre. Det er menneskenes hykleri: De er sminket med gode gerninger på den måde, men hjertet er ikke rejst op i tillid og glæde i Gud, skønt Gud kun kræver denne ene tillid, skønt han har givet sin Søn netop for at styrke den, så vi ikke skal tvivle på hans gode vilje mod os, men sætte vores håb til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men søge hans bud (Sl 78,7). Ligeledes Første Krønikebog 5: «De råbte til Gud, mens de kæmpede, og han bønhørte dem, fordi de havde troet på ham» (1 Krøn 5,20). Og Anden Krønikebog 16: «Herrens øjne skuer ud over hele jorden og giver styrke til dem, der tror på ham af et HELT HJERTE» (2 Krøn 16,9). Dér dadler profeten Hanani kong Asa af Juda, fordi han stolede på syrernes hjælp. Men jeg ved ikke, om Skriften noget sted viser troens kraft ved et bedre eksempel end det, man læser om Josafat i Anden Krønikebog 20, da han slog ammonitterne og moabitterne alene med sang og ikke havde befalet sin hær andet end at stå fast i tillid (2 Krøn 20,21 ff.). Af samme slags er også Hizkijas eksempel.

Og hvilken tro krævede Esajas ikke af Akaz i kapitel 7, da han forbyder ham at påkalde assyrernes hjælp og lover ham Guds bistand og tilføjer: «Tror I ikke, bliver I ikke stående» (Es 7,9)!

Alle de hellige historier er fulde af eksempler af denne art. Det bliver derfor den fromme og flittige læsers opgave at plukke eksempler ud, både for at lære, hvad troen er, og for at styrke samvittigheden. Vi vil dog også gennemgå nogle steder fra Det Nye Testamentes skrifter, om ikke for andet, så for at man kan forstå, at det er den samme Ånd i begge testamenters historier.

Og for at begynde herfra: I Apostlenes Gerninger 15 benægter Peter, at fædrene blev retfærdiggjort ved lovens gerninger, skønt de levede under loven; de blev retfærdiggjort ved troen. Og han tilføjer, at hjerterne renses ved troen (ApG 15,9). Forstår du ikke dette, sådan som han selv forklarer det, om tilliden til Guds nåde og barmhjertighed, så tager du himmelvidt fejl. For hvordan skulle skolastikernes tro kunne rense hjerterne? Peter mener altså, at alle fædrenes gerninger, Davids, Esajas' og Jeremias', var synd, men at de blev retfærdiggjort alene ved tilliden til Guds barmhjertighed, som var lovet i Kristus. Sådan vidner profeterne ofte om sig selv. Denne tillid til Guds gode vilje breder sig ud over hele livet, over alle gerninger, over alle legemlige og åndelige anfægtelser.

VI. Det er én og samme tro, hvormed man tror Gud, og hvormed man stoler på Guds godhed, hvilken anfægtelse det end er. En åndelig anfægtelse var den, som den syndige kvinde havde i Lukas 7, og som Kristus rejste hende op fra ved at sige: «Dine synder er forladt» (Luk 7,48). Og: «Din tro har frelst dig, gå bort med fred» (Luk 7,50). Legemlige var de fleste, når han helbredte sygdomme, og han irettesætter disciplenes vantro i en legemlig sag i Matthæus 16, da de var bekymrede for brød. Sådan skælder han dem nemlig ud: «Hvorfor tænker I ved jer selv, I med en lille tro?» osv. (Matt 16,8). Og hvor ofte indprenter han ikke Faderens omsorg for sine i legemlige ting? Matthæus 6: «Jeres Far ved, at I trænger til alt dette» (Matt 6,32). Og kapitel 10: «I er mere værd end mange spurve» (Matt 10,31). Og legemlige ting af denne art er begyndelsesøvelser i troen, som ikke må foragtes.

Der er én tro, som tror alle Guds ord.

VII. Dette minder jeg om, for at vi ikke skal gøre os store anstrengelser med at skelne mellem Guds løfter. Nogle gælder nemlig legemlige ting, som alle Det Gamle Testamentes; andre er åndelige og hører egentlig til Det Nye Testamente. For sådan mener jeg: Ingen andre end de retfærdige tror af hjertet på de legemlige løfter. Og med løftet om legemlige ting har Gud vist sin barmhjertighed, så de hellige let kunne slutte, at deres sjæle lå Gud meget mere på sinde, når han havde omsorg for deres legemer, og at han, som havde været en far for legemerne, ikke holdt op med at være sjælenes far. Det er det, jeg sagde før: Også løfterne om legemlige ting var i sig selv et løfte om nåde, ganske vist dunkelt, men dog tilstrækkelig kendt for dem, der havde Guds Ånd. Og da Moses bad for folkets synd, blev folkets synd tilgivet, i Fjerde Mosebog 14 (4 Mos 14,19–20). Og loven blev givet med et løfte om nåde, Anden Mosebog 20: «Jeg er Herren din Gud, som viser barmhjertighed i tusind slægtled mod dem, der elsker mig og holder mine bud» (2 Mos 20,5–6). Og der blev givet syndofre, som vi må indrømme var tegn på syndernes forladelse for de troende. Jeg søger ikke allegorier, men jeg mener, at selve historien lover barmhjertighed netop ved, at der er lovet legemlige velgerninger. Og her passer de fleste historier smukt ind, som når Jakob i Første Mosebog 28 siger: «Hvis Herren er med mig og bevarer mig på den vej, jeg går, og giver mig brød at spise og klæder at tage på» osv., «så skal Herren være min Gud» (1 Mos 28,20–21). Troen på Guds barmhjertighed og godhed har Moses anbefalet os allerkraftigst med eksempler på legemlige gerninger og løfter. Femte Mosebog 8: «Han plagede dig med nød og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at VISE dig, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund» (5 Mos 8,3). Så sandt er ethvert ord, hvorved et menneskehjerte erkender Guds barmhjertighed, et livets ord. Eksempler på tro af denne art opregnes i Hebræerbrevet 11, og de fleste af dem gælder legemlige ting. Og hvorfor skulle vi ikke anvende hele det kapitel på dette punkt?

Om de legemlige og de åndelige løfter.

Stedet i Hebræerbrevet 11.

Først definerer han troen sådan: «Troen er en hypostasis for det, der håbes på» – det vil sige en forventning – «en vished om det, der ikke ses» (Hebr 11,1). Denne skitse (ὑπογραφή) af troen har sofisterne med deres gloser fordrejet til deres egne drømme og til den kødelige lille mening, som de kaldte tro, så man slet ikke kunne forstå noget af apostlens tanke. Derfor vil vi gengive de enkleste ord med den enkleste mening: Troen er visheden om det, der ikke ses. Jeg spørger dig: Hvad er vished? Men naturen holder intet fast med vished, når det gælder guddommelige og åndelige ting, medmindre den bliver oplyst af Helligånden. Og han kalder den også forventningen om det, der håbes på. Troen er altså ikke kun at tro truslerne – det kalder Skriften snarere frygt –, men også at tro løfterne, det vil sige at stole på Guds barmhjertighed og godhed mod verdens, syndens og dødens, ja, helvedes portes overgreb. Ser du, at forventningen om det, der håbes på, kaldes tro? De, som ikke forventer den lovede frelse, tror altså ikke. Men du vil sige: Jeg tror på den lovede frelse, men at den vil tilfalde andre. For sådan tænker kødet. Men hør: Er den ikke også lovet dig? Er evangeliet ikke prædiket for alle folk? Du tror altså ikke, medmindre du tror, at frelsen også er lovet dig. Det er sikker ugudelighed og vantro ikke at tro alle Guds ord eller ikke at kunne tro, at også du har fået løftet om syndernes forladelse.

Den enkleste definition af troen.

Hebræerbrevet føjer så eksempler til definitionen: «I tro forstår vi, at verden blev skabt ved Guds ord» (Hebr 11,3), sådan at de synlige ting, nemlig den guddommelige magts gerninger, blev til af de usynlige, nemlig af hans guddommelighed og kraft. For på den måde stemmer dette sted overens med det i Romerbrevet (Rom 1,20). Her vil sofisterne råbe op om, at vi tåbeligt kræver en anden tro end den historiske, da Hebræerbrevet her kun taler om en historie, nemlig verdens skabelse. Men hør: Hvordan skal dette eksempel passe til den definition af troen, der er givet ovenfor, hvis det kun gælder den historiske tro? Derfor kalder han troen på historien om verdens skabelse ikke blot den almindelige mening, som også hedningerne, også saracenerne var overbevist om, men den erkendelse af Guds magt og godhed, som udledes af skabelsesværket. Den tro var ikke en anden end Peters eller Paulus'. For Peter forstår Guds magt i Kristi opstandelse, og han forstår hans godhed og barmhjertighed, når han tror, at Kristus var et offer og en fyldestgørelse for ham. Og således stoler han ikke på nogen gerning af sine egne, men ganske enkelt på Guds barmhjertighed, som han har lovet i Kristus. Sådan ser den, som vurderer skabelsen med Ånden, både Guds magt, han som er ophav til så store ting, og hans godhed, når han mærker, at han modtager alt så at sige fra Skaberens hænder: livet, føden, børnene, og overlader det til Skaberen at ordne, styre, forvalte og give, hvad han vil, efter sin godhed. Det er troen om skabelsen: ikke en kold mening, men en helt levende erkendelse både af Guds magt og af Guds godhed, som udøser sig over alle skabninger og styrer og forvalter alle skabninger. Hvis jeg kunne forklare den, som sagen fortjener, hvor meget papir ville jeg så ikke bruge på dette ene punkt! Men den, der virkelig tror, vil let ved Ånden kunne vurdere, hvad troen om skabelsen er. Måske vil sofisterne le af dette. Men lad dem bare le, så længe de ikke kan gendrive det, som jeg ved står så fast, at ikke engang helvedes porte kan rokke det. Paulus kalder troen på skabelsen noget mere ophøjet og levende end sofisternes mening, når han i Romerbrevet 1 siger, at Guds usynlige væsen, nemlig hans evige kraft og guddommelighed, ses gennem det synlige (Rom 1,20). Og hvad er Guds kraft eller guddommelighed andet end hans magt og godhed? Og i Apostlenes Gerninger 14: «Han lod ikke sig selv være uden vidnesbyrd: Han gjorde godt og gav regn fra himlen og frugtbare tider» (ApG 14,17). Og hvor fryder David sig ikke ved at grunde over skabelsen, Salme 104: «Alt har du gjort med visdom, jorden er fuld af dit gods» (Sl 104,24). Og videre: «Alt venter på dig, at du skal give dem føde i tide. Giver du dem, så samler de; åbner du din hånd, fyldes alt med godhed» (Sl 104,27–28). Jeg spørger dig: Kan kødet behandle skabelsens hemmelighed på den måde? Eller filosofien, det kaos af kødelige drømme, som mener, at tingene sker tilfældigt, og dermed helt benægter skabelsesværket? Ligesom altså lovens folk erkendte Guds magt og godhed i, at det blev befriet fra trældommen i Egypten – for sådan siger Anden Mosebog 20: «Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset» osv. (2 Mos 20,2) –, og ligesom fædrene før lovens kundgørelse erkendte ham i det, han havde gjort med Abraham, Isak og Jakob – derfor kalder de ham Abrahams Gud osv. –, sådan var skabelsen før disse et sikkert tegn og et billede, hvorved man erkendte Gud. Sådan troede Abel, sådan de andre hellige, skønt også deres tro blev vakt af løftet om, at slangens hoved skulle knuses af Evas sæd (1 Mos 3,15). Derfor tilføjes: «I tro bragte Abel et bedre offer end Kain» (Hebr 11,4). Uden tvivl havde de begge kendskab til historien; hvorfor skulle Kain ellers bringe offer? Når han altså tillægger Abel tro og ikke Kain, mener han ikke en historisk mening, men en tro, der ærer Gud, tænker godt om Gud, stoler på Guds barmhjertighed osv. Ved denne tro sejrede Abel, ved denne tro fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig. Det har brevets forfatter omhyggeligt fremhævet for at minde om, at det er troen, der regnes for retfærdighed, ikke offeret, ikke nogen gerning. «I tro blev Enok taget bort, så han ikke skulle se døden» (Hebr 11,5), det vil sige: Fordi Enok troede, behagede han Gud, og det sådan, at Gud, da han tog ham bort, i ham viste fædrene både et bevis på og et håb om et bedre liv. For hvad nytter det at spørge, hvorhen han blev taget, når blot vi forstår, at han blev stillet frem for fædrene som et eksempel på livet og et helt sikkert bevis på udødeligheden for at styrke deres tro. Og det, som følger: «Uden tro er det umuligt at behage Gud, for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til, og at han lønner dem, der søger ham» (Hebr 11,6) – du ser, hvor umuligt det er at forstå det om sofisternes tro, for det er velkendt, at hyklerne med den tro ikke stoler på, at Gud har forbarmet sig, at han vil dem det godt, at han vil frelse dem. For hvis du spørger deres hjerter, vil de så ikke svare sådan: «Jeg ved ikke, om mine gerninger er Gud velbehagelige, jeg ved ikke, om jeg kan blive frelst. Jeg ved nok, at frelsen er lovet, jeg ved, at Gud er barmhjertig, men måske vil han ikke handle med mig efter barmhjertighed. Den majestæt tager ikke hensyn til mig» – og mange ugudelige ting af den slags. Skønt ikke engang det, som de ugudelige siger om Guds dom, kommer fra et sandt hjerte. For de foragter Guds dom og frygter den ikke, før de bliver gjort til skamme af Gud. Men vi ville have vundet sejren, hvis hjertet kunne fatte godhedens storhed og nådens rigdom og således stole på den: «Gud har ikke glemt dig; hans barmhjertighed er så stor, at hvis du overgiver dig til ham, vil han bevare dig, beskytte dig, frelse dig. Stol derfor på ham!» De, hvis hjerter på den måde er rejst op ved at fornemme Guds godhed, og som tror, at det, Gud har lovet, skal ske FOR DEM, de alene tror i sandhed, at Gud lønner. Ja, de alene tror i sandhed også på Gud. For de ugudelige tror ikke, men holdes fast af en kold mening, som hjertets dybde ikke hænger ved. «I tro fik Noa et svar fra Gud, og i frygt for det, som endnu ikke sås, byggede han en ark til frelse for sit hus» (Hebr 11,7). Se, Noas tro omfatter to ting: truslerne og løftet. Og det er det, jeg sagde før, at de ugudelige ikke tror noget Guds ord, hverken truslerne eller løfterne. Noa gav Gud æren for hans sandhed; derfor frygter han både truslerne og stoler på frelsesløftet og dermed på barmhjertigheden. Der var, tvivl ikke på det, også i de tider mange hyklere, som foregav at tro, at der er en Gud, at han straffer de onde, at han frelser de gode. Men disse Guds trusler havde ikke rørt dem. Hvorfor? Fordi de ikke troede af et sandt hjerte; og løftet om frelse ved arken rørte dem ikke, fordi de ikke stolede på Guds barmhjertighed OVER DEM SELV. Så lidt er sofisternes tro andet end rent bedrag, ren gøgl med sjælene, og alligevel lærer de ugudelige og gudløse (ἄθεοι) sofister, at denne deres opdigtede tro er nok til en god gerning. Men det er ingen god gerning, som sker af had til eller foragt for Gud. Og alt, hvad der ikke sker af tillid til Guds barmhjertighed og godhed, sker af had til og foragt for Gud. Som Paulus siger: «Alt, hvad der ikke sker af tro, er synd» (Rom 14,23). Og ved arken, siger han, fordømte han verden (Hebr 11,7) – nemlig fordi troen frelste ham alene, mens vantroen fordærvede de andre. Og hvor omhyggeligt minder han om, at summen af retfærdigheden er troen på Guds barmhjertighed og nåde, når han tilføjer: «og han blev arving til den retfærdighed, som er ved troen». Jeg taler ikke om forbilleder, jeg søger ikke allegorier, men holder mig til den enkleste historie. Noa bliver retfærdiggjort, ikke ved nogen god gerning af sine egne, men alene ved troen på Guds barmhjertighed, som han havde fattet både ud fra dette løfte om, at han skulle frelses fra vandet, og ud fra løftet om at knuse slangens hoved, det vil sige dødens brod, som var overleveret til forfædrene. «I tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han drog ud til et sted, han skulle få i arv, og han drog ud uden at vide, hvor han kom hen» (Hebr 11,8). Abraham stolede på Guds barmhjertighed og godhed og tvivlede slet ikke på, at hvor i verden han end var, ville han have Gud som beskytter og frelser. Derfor overgav han sig til hans røst og forlod sit fædreland, ikke anderledes end israelitterne overgav sig til Moses' røst, da de gik ned på Det Røde Havs bund. Og hvor stor var ikke Abrahams tro! Den blev ikke rystet, skønt han hele sit liv vandrede omkring uden fast bopæl. Han syntes, at han var mægtig nok og rig nok og boede tryg nok, fordi han levede i skyggen af Guds vinger. Og netop i det, at han så, at hverken han selv eller hans søn fik en fast bopæl i Kana'an, erkendte han, at han var fremmed i dette land, og han håbede at blive borger i den evige stad (Hebr 11,9–10). «I tro fik også Sara kraft til at undfange og bevare sæd» (Hebr 11,11). For Guds ord giver alt liv og skaber alt; og da Sara stolede på det, nemlig på løftet om afkom, hvordan kunne det så andet end ske, at hun fra ufrugtbar og udlevet blev frugtbar? For ALT er muligt for den, som tror (Mark 9,23). Men hvor hårdt blev Abrahams tro ikke angrebet, med hvilken kraftig rambuk blev den ikke rystet, da han fik befaling om at ofre Isak, i hvem han vidste, at efterkommerne var lovet (Hebr 11,17–18)! Og hvor standhaftig var ikke troen hos den unge Isak, da han så lidt tøvede med at adlyde faderens befaling og Guds vilje. Tror du, at en far kunne have udført en så grusom befaling over sin søn, og det den søn, som efterkommerne var lovet? Tror du, at sønnen ville have adlydt faderen, hvis ikke de begge havde stolet på Guds barmhjertighed og overgivet sig til den? Og troen skuffede ikke. Sønnen bliver bevaret og givet tilbage til faderen, og faderens lydighed bliver rost. Du ser, at her er synden og døden og retfærdiggørelsen og opstandelsen, ja, hele Det Nye Testamente foregrebet. Lærte ikke blot Abraham og Isak, men alle fromme her, før evangeliet blev åbenbaret, hvad man i døden skulle håbe om Guds vilje? Fattede fædrene ikke ved dette eksempel troen på, at døden var overvundet? Og så de ikke, at det var et forspil til Kristus, som skulle knuse slangens hoved, dødens brod? «I tro velsignede Isak Jakob og Esau» (Hebr 11,20), fordi han troede, at de engang skulle tage det lovede land i besiddelse. Og det er endnu mere forunderligt, at han ville, at den velsignelse skulle stå ved magt, som Jakob havde taget fra sin ældre bror, som den efter folkeretten tilkom – nemlig i tro på Guds ord: «Den ældste skal tjene den yngste» (1 Mos 25,23; Rom 9,12). I tro velsignede Jakob Josefs sønner (Hebr 11,21), skønt de nu var i landflygtighed, uden at tvivle på, at de ville vende tilbage til Kana'an og blive begyndelsen til meget store folk. Og Moses' forældre tvivlede ikke på, at de skulle vende tilbage til Palæstina (Hebr 11,23). Det var grunden til, at de skjulte drengen, slægtens håb, og dernæst også til, at de, da han blev sat ud, hellere overlod ham til Guds barmhjertighed end slog ham ihjel.

Sara.

Troen på historien om skabelsen.

Abel.

Enok.

Noa.

Slangens hoved.

Abraham.

Alle løfterne er rettet mod Kristus.

Isak.

Tilføj selv de øvrige eksempler, hvis du vil. Vi har skitseret et mønster for, hvordan eksemplerne skal behandles, og vist, at forfatteren til dette brev ikke taler om sofistisk hykleri, men om tro, det vil sige om tillid til Guds barmhjertighed eller nåde.

Her ser du ikke, at der skelnes mellem Guds løfter; troens ord er ganske enkelt løftet om Guds barmhjertighed og nåde, hvad enten det drejer sig om evige eller timelige ting. Dog kan løfterne om åndelige ting for det meste udledes af løfterne om legemlige ting – jeg siger ikke blot ved allegori, men ved et klart og tydeligt bevis fra Ånden. Ofringen af Abrahams søn lærte tydeligt, hvad der var at håbe på i døden. Det har heller ikke noget at sige at skelne mellem løfterne, for alle de øvrige er rettet mod det første løfte om Evas sæd, det vil sige Kristus. Derfor ventede man efterkommere, fordi man ventede den sæd, nemlig Kristus. Og således blev løftet til Eva fornyet i løftet til Abraham, når der står i Første Mosebog 22: «I din sæd skal alle jordens folkeslag velsignes» (1 Mos 22,18), hvilket ikke kan forklares om andet end Kristus. Og sådan udlægger apostlen det i Galaterbrevet 3: «I din sæd, som er Kristus» (Gal 3,16). Og at man ventede efterkommere og ventede et rige for den lovede Kristi skyld, viser Jakob tydeligt nok i Første Mosebog 49: «Scepteret skal ikke vige fra Juda, og herskeren ikke fra hans lænd, før den kommer, som skal sendes, og han skal være folkenes forventning» (1 Mos 49,10). Hvad ville han dér andet sige, end at løftet om riget, ja alle løfter om legemlige ting henføres til Kristus og fuldendes i Kristus? Det er grunden til, at Paulus uden forskel citerer hvilket som helst af løfterne til Abraham: i Galaterbrevet 3 det, som står i Første Mosebog 12: «I dig skal alle folkeslag velsignes» (Gal 3,8; 1 Mos 12,3). Og i Romerbrevet 4 siger han, at Abraham blev lovet at arve verden, at Abrahams børn er dem fra alle folkeslag, som har troet, og at alle troende er konger i kongen Kristus (Rom 4,13–17). Som salmen siger: «Alt har du lagt under hans fødder» (Sl 8,7). Endvidere: De, som tror på Kristus, efter at evangeliet er blevet klart åbenbaret, har alle legemlige velsignelser i ham. For «han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» (Rom 8,32). Det samme fremgår af rigets væsen: Alle skabninger er underlagt Kristi brødre, ligesom de er underlagt Kristus. Død, sult, sværd, magter, det højeste og det laveste, synden, kort sagt alt det, som den menneskelige svaghed plejer at frygte, er i vores magt og lagt under vores fødder – medmindre vi ikke tror, at Kristus regerer. Hertil hører det, som jeg sagde ovenfor: at troen breder sig ud over alt, hvad der kan ramme os i liv og død; at vi ikke bruger nogen skabning ret uden ved tro; og at vi misbruger alle skabninger ved mistillid, det vil sige, når vi ikke tror, at vi behager Gud, når vi bruger skabningen, og når vi i brugen af skabningen tvivler på Guds barmhjertighed og velvilje mod os. Den misbruger fattigdom, død og modgang, som ikke tror, at de er Guds barmhjertigheds gerninger, som her mister tilliden og flygter hen til menneskelig hjælp, og som tvivler på, at han kan sejre i Kristus. Sådan ville Abraham have misbrugt den tungeste af alle befalinger, at han skulle slagte sin søn, hvis han ikke villigt havde adlydt og overgivet sig til Guds barmhjertighed i tillid til, at Gud intet gjorde med ham uden af faderlig kærlighed. Ikke mindre misbruger den penge, liv og medgang, som ikke erkender, at de er gaver fra Guds barmhjertighed, og som ikke bruger dem trofast som gaver, der tilhører en anden, osv.

Alle løfter, både de legemlige og de åndelige, angår Kristus og de kristne.

Kristi rige.

Kort sagt: Den, som har Kristus, har alt og formår alt; her er retfærdighed, fred, liv og frelse. Og på den måde ser du, hvordan Guds løfter hænger sammen. For hvert enkelt af dem er et tegn og et vidnesbyrd om Guds gode vilje mod os, som han snart ved én gerning, snart ved en anden gave anbefaler os og lader os mærke. Således sætter han sig gennem hele Skriftens historie helt og fuldt for at lære os og vænne os til at stole på hans godhed. Hvis nogen betragter den i så mange og så mangfoldige løfter, hvordan skulle han så kunne holde sig fra at udøse sin sjæl og ånd i favnen på så stor en barmhjertighed? Videre har Kristus fortjent os den gode vilje; ham har Gud givet som vores talsmand og som offer og fyldestgørelse for os. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for verden (Joh 3,16). Fordi han er ham nådig, er han os nådig; fordi han har underlagt ham alt, har han underlagt os alt. Derfor skal alle løfterne henføres til ham, nemlig ham, som har fortjent os Faderens barmhjertighed, og som har forsonet Faderen med os. Sådan som der står i Johannes 1: «Af hans fylde har vi alle modtaget, og nåde for nåde» (Joh 1,16) – gunst over for os for gunst over for Kristus. Du skal omhyggeligt øve din ånd i at grunde over løfterne, for Kristus kan på ingen måde kendes uden ud fra løfterne. Men kender du ikke Kristus, kender du heller ikke Faderen. Hertil skal du altså føre alle din ånds tanker, og hertil skal du sætte alle kræfter ind, så du ud fra løfterne kan erkende, hvad der er givet dig i Kristus. Men jeg spørger: Hvor har den skolastiske teologi med blot ét ord nævnt løfterne? Og så er det gået sådan, at den har formørket Kristi nåde og gjort Kristus til en lovgiver og en kræver, langt strengere end selv Moses syntes at være, i stedet for et pant på barmhjertigheden.

Og så meget om løfterne, som alle skal henføres til det første løfte, som blev givet til Eva. Ved det blev Adam og Eva vist, at både synden og døden, som er straffen for den synd, engang skulle afskaffes, nemlig når Evas afkom knuste slangens hoved. For hvad betyder slangens hoved og slangens lumskhed andet end syndens og dødens herredømme? Hvis du fører de øvrige løfter tilbage til dette, vil du se, at evangeliet er strøet vidunderligt ud over hele Skriften – og evangeliet er ganske enkelt syndernes tilgivelse ved Kristus eller forkyndelsen af nåden. Dog er, som jeg sagde lidt før, alle løfter, også om legemlige ting, vidnesbyrd om Guds velvilje eller barmhjertighed. Den, der tror dem, er retfærdig, fordi han tænker godt om Gud og giver ham æren for mildhed og godhed. Den tror endnu ikke hvert Guds ord, som hører truslerne og bekender historien, men først den, som ud over truslerne og ud over historien også tror løfterne. Og det er ikke at tro historien om Kristus, sådan som de ugudelige mener, men at tro, hvorfor han iklædte sig kød, hvorfor han blev korsfæstet, hvorfor han efter døden vendte tilbage til livet: nemlig for at gøre alle dem retfærdige, som skulle tro på ham. Hvis du tror, at dette er sket til dit bedste og for at frelse dig, så tror du lykkeligt. Alt, hvad de ellers kalder tro, uden for en sådan tro, er sminke, løgn og falsk vanvid.

Hvorfor tilskrives retfærdiggørelsen da troen alene? Jeg svarer: Fordi vi retfærdiggøres af Guds barmhjertighed alene, og troen er ganske enkelt erkendelsen af barmhjertigheden, uanset ved hvilket løfte du har grebet den, tilskrives retfærdiggørelsen troen alene. De, der undrer sig over, at retfærdiggørelsen tilskrives troen alene, må også undre sig over, at retfærdiggørelsen tilskrives Guds barmhjertighed alene og ikke snarere menneskers fortjenester. For at tro er at stole på Guds barmhjertighed uden hensyn til nogen af vores gerninger overhovedet. Den, der benægter, at de hellige retfærdiggøres ved tro, krænker Guds barmhjertighed. For da vores retfærdiggørelse alene er Guds barmhjertigheds værk og ikke vores gerningers fortjeneste, sådan som Paulus tydeligt lærer i Romerbrevet 11 (Rom 11,6), er det nødvendigt, at retfærdiggørelsen tilskrives troen alene, for ved den alene tager vi imod den lovede barmhjertighed.

Hvad så med gerningerne? De gerninger, der går forud for retfærdiggørelsen, den frie viljes gerninger, er alle sammen frugter af et forbandet træ og forbandede frugter. Og selv om de er eksempler på de smukkeste dyder, sådan som Paulus' retfærdighed var før hans omvendelse, er de dog intet andet end sminke og løgn, fordi de udspringer af et urent hjerte. Hjertets urenhed er, som vi har påpeget ovenfor, ikke at kende Gud, ikke at frygte Gud, ikke at stole på Gud og ikke at søge Gud. For kødet tænker kun på det kødelige: «Kødet stræber efter det, som hører kødet til» (Rom 8,5). Og i Første Korintherbrev 2: «Det sjælelige menneske tager ikke imod det, som kommer fra Guds Ånd» (1 Kor 2,14). «Hvem har kendt Herrens tanker» osv. (1 Kor 2,16). Naturen forstår, tænker på og stræber efter ære, rigdom, et roligt liv og anseelse. Filosofferne regner mange af den slags ting blandt de højeste goder: nogle sindsro (εὐθυμία), andre smertefrihed (ἀναλγησία). Efter det guddommelige stræber naturen slet ikke, og det er tydeligt. For den forskrækkes ikke af Guds ord og opmuntres ikke til tillid. Og hvad er et sådant træs frugter andet end synder?

Men de gerninger, der følger efter retfærdiggørelsen, er også selv urene; for selv om de udspringer af Guds Ånd, som har taget de retfærdiggjortes hjerter i besiddelse, sker de dog i et kød, der stadig er urent. For retfærdiggørelsen er påbegyndt, ikke fuldendt. Vi har fået Åndens førstegrøde, endnu ikke tienden. Endnu venter vi, som der står i Romerbrevet 8, med sukke på vores legemes forløsning (Rom 8,23). Fordi der også i disse gerninger er noget urent, fortjener de derfor ikke at kaldes retfærdighed. Og hvor du end vender dig hen, enten til de gerninger, der går forud for retfærdiggørelsen, eller til dem, der følger efter retfærdiggørelsen, er der ingen plads for vores fortjeneste. Derfor må retfærdiggørelsen nødvendigvis være barmhjertighedens værk alene. Det er det, Paulus siger i Galaterbrevet 2: «Det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig» (Gal 2,20). Han siger ikke: Jeg lever nu i mine gode gerninger, men: Jeg lever i troen på Guds barmhjertighed. Desuden er det troen, der gør, at de gerninger, som følger efter retfærdiggørelsen, ikke tilregnes som synd. Det skal vi tale om lidt senere.

Når retfærdiggørelsen altså tilskrives troen, tilskrives den Guds barmhjertighed og fratages menneskelige anstrengelser, gerninger og fortjenester. Både begyndelsen og fremskridtet skyldes barmhjertigheden, så hele livets retfærdighed ikke er andet end tro. Det er grunden til, at profeten Esajas i kapitel 16 kalder Kristi rige et barmhjertighedens rige: «Og tronen skal grundfæstes i barmhjertighed» osv. (Es 16,5). For hvis vi blev retfærdiggjort ved vores gerninger, var det ikke længere Kristi rige og barmhjertighedens rige, men vores eget rige og vores gerningers rige. Og i Hoseas 2: «Jeg vil trolove mig med dig for evigt, jeg vil trolove mig med dig i retfærdighed og ret, i barmhjertighed og i forbarmelse, og jeg vil trolove mig med dig i troskab, og du skal kende, at jeg er Herren» (Hos 2,21–22). Og i Salme 89: «Barmhjertighed og sandhed går foran dit ansigt» (Sl 89,15). Barmhjertighed er en gavmild gunst, som ikke tager noget hensyn til vores fortjeneste. Sandhed er Guds gerning, når han retfærdiggør os i sandhed og ikke på skrømt (ὑποκριτικῶς). Men hvad nytter det at dynge mange steder sammen, når profeten Esajas i kapitel 53 for det første åbent fordømmer al vores retfærdighed, når han siger: «Vi fór alle vild som får, hver af os vendte sig til sin egen vej, og Herren lagde på ham al vores skyld» (Es 53,6). Og lidt efter siger han ikke: ved vores gerninger, ikke: ved vores viljes prægtige anstrengelser, ikke: ved vores planer, men: Kristus selv skal ved kundskaben om sig gøre mange retfærdige (Es 53,11). Se, kundskaben om Kristus er retfærdiggørelse, og kundskaben er intet andet end tro. Andre steder af den slags vil den flittige læser selv lægge mærke til. For jeg synes ikke, at jeg kan forklare troens væsen og kraft med ord, sådan som jeg ønskede. De, der kender syndens magt, og hvis samvittighed erkendelsen af synden har ramt, de og kun de har glæde af at høre denne lære om troen. Men vores evangelium er tildækket for hyklerne, hvis vantro sind denne verdens gud har blindet, så lyset fra evangeliet om Kristi herlighed, han som er Guds billede, ikke skal stråle for dem (2 Kor 4,3–4).

Du vil sige: Fortjener vi da slet intet? Bruger Skriften ikke så ofte ordet løn? Jeg svarer: Det er en løn, og den skyldes os, ikke på grund af nogen fortjeneste fra vores side, men fordi Faderen har lovet den og dermed så at sige har forpligtet sig over for os og gjort sig til skyldner over for dem, der intet sådant havde fortjent. For hvad kunne siges klarere mod vores fortjenester end det, der står hos Lukas i kapitel 17: «Takker han mon tjeneren, fordi han gjorde, hvad han havde befalet? Det tror jeg ikke. Sådan skal også I, når I har gjort alt, hvad I har fået befaling om, sige: Vi er unyttige tjenere. Vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre» (Luk 17,9–10). Og Paulus i Romerbrevet 6: «Syndens løn er død, men Guds gave er evigt liv» (Rom 6,23). Det evige liv kalder han en gave, ikke noget skyldigt, skønt det også er skyldigt, fordi Faderen har lovet det og har bundet sig ved sit ord over for os.

Der er heller ingen grund til at tage anstød af de skriftsteder, som synes at prise gerningernes fortjenester, for eksempel dette i Romerbrevet 2: «Herlighed og ære til enhver, som gør det gode» (Rom 2,10). Og Matthæus 25: «Jeg var sulten, og I gav mig at spise» osv. (Matt 25,35). Der er nemlig mange af den slags steder i Skriften. Jeg svarer kort: Skriften taler ikke kun om gerningens ydre skikkelse eller om sminken, men om hele gerningen, det vil sige både om den ydre skikkelse og frem for alt om viljen, om gerningens ophav, eller om hjertets drivkraft. Skriften kalder ikke blot en ydre efterligning af gerningen for en god gerning, men hele gerningen, det vil sige den gode drivkraft i hjertet og denne drivkrafts frugt – ganske som menneskers almindelige sans plejer at tale. For hvem kalder en gerning god, som han ved udspringer af et ondt sind? Når Paulus altså siger: «Herlighed og ære til den, som gør det gode», kan jeg ikke se, hvorfor vi her skulle have brug for nogen glosser, så det ikke skulle forstås så enkelt som muligt, sådan som han siger det. Paulus siger nemlig ikke: til den, som foregiver det gode, men: til den, som gør det – med hjertet, med drivkraften, med hænderne, med gerningen osv. De forvrænger altså det, som apostlen har sagt helt enkelt og helt rigtigt, når de udlægger hans ord, ikke om hele gerningen, ikke om gerningens liv og sjæl, men om gerningens ydre skikkelse. Også i skolerne er det almindeligt anerkendt, og naturens almindelige sans lærer det, at der ikke er nogen godhed i gerningen ud over hjertets drivkraft. Lad dem, der udlægger Skriften om en del af gerningen og ikke om hele gerningen, spørge den almindelige sans til råds. Desuden fører Paulus på samme sted på smukkeste måde et godt levet liv tilbage til troen og lærer, at de gode gerninger er udsprunget af troen som af en kilde, når han siger: «til dem, som med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære» (Rom 2,7). For hvad er at søge andet end det, der står skrevet i Hebræerbrevet 11: «Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til, og at han belønner dem, som søger ham» (Hebr 11,6)? De søger, som tror, og som af tillid til Guds ord drages mod herligheden. Og hvordan kunne troens kraft og væsen udtrykkes mere sikkert end med ordet udholdenhed? For midt i så mange af kødets og verdens fristelser og så mange trængsler kan ingen stå fast og holde ud i gode gerninger uden en stor tro. Omvendt fører han på samme sted også et dårligt levet liv tilbage til vantroen, når han siger: «til de stridslystne, og som ikke giver sandheden medhold» (Rom 2,8). Hvad er ikke at give sandheden medhold andet end at mistro? Stridslystne er de, som står sandheden imod, og som følger kødets mening. For enhver, der synder åbenlyst, synder enten af foragt for Gud eller af fortvivlelse over Guds barmhjertighed. Sankerib førte sine ugudelige våben mod Israel, fordi han mente, at Gud ikke var noget (2 Kong 18–19). Kain vovede siden alt muligt, fordi han fortvivlede om barmhjertigheden (1 Mos 4). For der er ingen, som ikke med den største iver ville rette sig efter Guds lov, hvis han stolede på, at Gud ville forbarme sig over ham. Men fordi vi er stridslystne og selv diskuterer med os selv om omfanget af Guds vrede og barmhjertighed, tænker vi snævrere om den, end sagen er. Derfor bøjer vi af mod vores begær, både fordi vi foragter Guds vrede og hans barmhjertighed, og vi ugudelige, blinde og rasende vover alt muligt af kærlighed til enten ære, rigdom eller nydelse. Et sørgeligt syn, hvis man fik lov at se dit hjertes ugudelige vanvid og vanvittige ugudelighed! Ser du, hvor træffende Paulus har ført et godt levet liv tilbage til troen og et dårligt levet liv til vantroen? Sådan forklarer sammenhængen også andre steder, så der ikke er brug for fremmede glosser. Behandlingen af dem overlader jeg til de åndelige læseres flid. For de sofister, som har for god tid, vil jeg ikke have noget at gøre; der er intet sagt så godt og så enkelt, at de ikke forvrænger det, deler det op og river det i stykker i tusind skikkelser. I det sted hos Matthæus, som vi citerede, er der i hvert fald ingen uklarhed, hvis man bedømmer sagen rigtigt. For – uden at presse det punkt, at han ved at kalde dem sin Faders velsignede viser, at frelsen er kommet til dem ved Guds velsignelse og ikke ved vores fortjenester (Matt 25,34) – kan det ikke benægtes, at Kristus taler om troens gerninger, når han siger: «Jeg var sulten, og I gav mig at spise» (Matt 25,35), og lidt efter: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre» (Matt 25,40). For fordi de retfærdige tror, at de gør mod Kristus, hvad de gør mod dem, handler de ret. Den tro er det, der skiller gerningerne fra hinanden. Hyklerne giver ikke Kristus mad og drikke, men sig selv. For de tjener deres egen ære, hvor smukt et billede af dyder de end viser frem. Lad det være nok at have påpeget dette, så de studerende kan have et mønster for, hvordan den slags steder skal behandles; for jeg må holde måde med kommentaren.

Om troens virkekraft

Nu må vi også se på dette: at gerningerne, ligesom de er Åndens frugter, også er dens kendetegn, vidnesbyrd og tegn, som Kristus siger: «Af deres frugter skal I kende dem» (Matt 7,16). For hykleriet kan umuligt skjules for bestandig, og troen kan ikke andet end strømme ud, så den med den største iver tjener Gud i alle skabninger, sådan som en from søn plejer at tjene sin fromme far. For når vi i troen har smagt Guds barmhjertighed og ved evangeliets ord har lært Guds godhed at kende, den godhed, som tilgiver synderne og lover nåde for synden, så kan sjælen ikke andet end gengælde Guds kærlighed og længes efter at vise sin taknemmelighed ved en eller anden tjeneste til gengæld for så stor en barmhjertighed. Det har Paulus sagt meget rammende: at vi i troen råber «Abba, Far» (Rom 8,15). Og fordi et sådant sind virkelig underordner sig Gud, bliver ærgerrighed, rivalisering, skinsyge, misundelse, griskhed, lyster og deres frugter slået ihjel. Det tænker ringe om sig selv, hader sig selv og afskyr alle sine begæringer. Og som Paulus meget træffende siger i Romerbrevet 6: Nu skammer vi os over det, vi før nød (Rom 6,19–21). Derfor strømmer det ud til enhver næste, tjener dem, stiller sig til rådighed for dem, regner deres nød for sin egen og handler i alt over for alle oprigtigt og ærligt, intet af ærgerrighed, intet i ondskab. Dette er troens virkekraft, så det af disse frugter let kan ses, i hvis hjerter den sande tro bor. Om en sådan tro skriver Paulus i Galaterbrevet 5: «I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom ved kærlighed» (Gal 5,6). Han siger, at troen gælder i Kristus, og dernæst, at denne tro er af en sådan art, at den ved kærligheden strømmer ud til gavn for næsten. Og Johannes siger fortræffeligt i Første Johannesbrev 4: «Enhver, som elsker sin broder, er født af Gud og kender Gud. Den, som ikke elsker, har ikke kendt Gud, for Gud er kærlighed» (1 Joh 4,7–8). Og i Andet Petersbrev 1: «Læg i jeres tro dyden til, i dyden erkendelsen, i erkendelsen afholdenheden, i afholdenheden udholdenheden, i udholdenheden igen gudsfrygten, i gudsfrygten broderkærligheden og i broderkærligheden kærligheden. For når dette findes hos os, vil det bevirke, at erkendelsen af vores Herre Jesus Kristus ikke bliver ufrugtbar» (2 Pet 1,5–8). Med denne trappe poder Peter de skønneste grene, de øvrige dyder, på troen som på en rod, så dyden – det vil sige glød og drift til at døde kødet – følger troen. Men erkendelsen skal styre denne glød, så også legemet får, hvad det skal have; der skal være et mål, så det tæmmede legeme tjener ånden εὐπροσέδρως (uforstyrret og hengivent), for at bruge et ord fra Paulus (1 Kor 7,35), men ikke bliver slået ihjel. Omvendt skal der kun tages så meget hensyn til legemets nødvendige behov, at det ikke bliver kåd, men er afholdende. Ud over afholdenheden skal også tålmodighed i modgang komme til. For mange er afholdende, men uforsonlige, når de bliver krænket. Tålmodigheden skal ledsages af gudsfrygt, det vil sige, at vi ikke blot bærer modgang roligt over for mennesker, men også over for Gud og takker ham, som døder os, uden at harmes over Guds vilje, sådan som israelitterne, der omkom i ørkenen, knurrede mod Guds vilje. Gudsfrygten skal virke broderkærlighed, det vil sige, at vi gør vel mod netop dem, der forfølger os, og vinder fjenderne med velgerninger. Og til sidst, at det kommer fra et oprigtigt hjerte, så vi elsker alle uden undtagelse ligeligt og oprigtigt. Her har du summen af hele det kristne liv: troen med dens frugter. Og der er ingen grund til at inddele dydernes slags og former på filosoffernes og skolastikernes vis i moralske og teologiske dyder, gaver og frugter, sådan som Thomas Aquinas og hans folk har fjollet rundt med. Der er kun én tro, en fornemmelse af Guds barmhjertighed, og den er kilde, liv og styrer for alle gode gerninger.

Om kærligheden og håbet

Heraf ses det, hvordan kærligheden til Gud og kærligheden til næsten, den, man kalder caritas, fødes af troen. For erkendelsen af Guds barmhjertighed bevirker, at vi gengælder Guds kærlighed, og den bevirker, at vi af egen drift underordner os alle skabninger, og det er kærligheden til næsten.

Også håbet er troens værk. For troen er det, hvormed man tror Ordet, håbet det, hvormed man venter det, som er lovet ved Ordet. At vi venter, virker troen på Guds ord, efter dette ord i Salme 9: «Lad alle, som kender dit navn, håbe på dig» (Sl 9,11). Men der er ingen grund til, at du skiller det ene fra det andet. Skriften bruger i hvert fald ordene for håb og tro, for at vente og at holde ud, i flæng. Og ligesom troen er tillid til Guds ufortjente barmhjertighed uden hensyn til vores gerninger, sådan er håbet en forventning om frelsen uden hensyn til vores fortjenester. Ja, håbet er slet ikke håb på Gud, hvis det bygger på fortjenester. For hvordan kan den håbe på barmhjertighed, som kræver den som en løn, der skyldes ham for hans fortjenester? Den anfægtede samvittighed glæder sig, den evangeliske synder glæder sig over, at der ikke tages hensyn til fortjenester. Hykleren harmes, så Kristus bliver en forargelse for jøderne og en dårskab for hedningerne, men frelse og visdom for dem, der tror.

Mod dem, der hævder troens retfærdighed, indvender man det, som står skrevet i Første Korintherbrev, kapitel 13: «Hvis jeg har så stor en tro, at jeg kan flytte et bjerg, men ikke har kærlighed, er jeg intet» (1 Kor 13,2). Men jeg spørger jer, sofister: I har jo set, at hele Skriften går ud på at lære, at retfærdiggørelsen er barmhjertighedens værk, og at Paulus så ofte og med klare ord gentager: «Den retfærdige lever af tro» (Rom 1,17), ligeledes: «For den, der tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, tilregnes hans tro til retfærdighed» (Rom 4,5), ligeledes: «Med hjertet tror man til retfærdighed» (Rom 10,10), og meget mere af samme slags. Hvorfor har I så stillet denne ene sætning fra Korintherbrevet op mod hele Skriften og alle Paulus' breve overalt på en sådan måde, at I bortforklarer alt det andet med glosser, men ikke vil mildne denne ene ved en fortolkning? Vi vil uden nogen glosse gengive den helt enkelt, sådan som den er sagt helt enkelt. For det første står det fast, at Paulus på dette sted taler om kærligheden til næsten, og ikke engang jeres skoler tillægger den at være retfærdiggørelsens begyndelse. For det påfund, at kærligheden til Gud og kærligheden til næsten er én og samme, giver jeg ikke noget for. Dernæst kan det ikke benægtes, at han her har brugt ordet tro om gaven eller evnen til at gøre undere, sådan som også kapitel 12 bevidner, hvor der står: «En anden tro ved den samme Ånd» (1 Kor 12,9). Men det er almindeligt anerkendt, at nådegaven (χάρισμα) til at gøre undere også kan gives til ugudelige, ligesom profeti, kendskab til tungemål og veltalenhed.

Matt 7: «I dit navn har vi gjort mange kraftige gerninger» (Matt 7,22).

Min mening er, at selv om man aldrig så meget undlader at skille den retfærdiggørende tro fra undergaven, så kræver Paulus her, som i næsten hele det brev, kærlighed ud over troen. Ganske som han andre steder i alle sine breve kræver gode gerninger af de troende, af de retfærdiggjorte. Selv om troen i sig selv ikke er uden disse frugter, kræver han dem alligevel på grund af vores svage tro. Og når han siger, at den, som har al tro overhovedet, men ikke kærlighed, er intet, så har han ret. For selv om troen alene retfærdiggør, kræves dog også kærligheden, nemlig lovens anden del, Romerbrevet 13: «Hele loven sammenfattes i dette: Du skal elske din næste som dig selv» (Rom 13,9). Men kærligheden retfærdiggør ikke, fordi ingen elsker så meget, som han skal. Troen retfærdiggør, den tro, som stoler på Guds barmhjertighed og ikke på sin egen fortjeneste.

Tilbage står Jakobs sætning: «Tro uden gerninger er død» (Jak 2,17). Det siger han ganske rigtigt. For han går i rette med dem, som mente, at en historisk mening om Kristus var tro. Derfor: Ligesom Paulus kalder den ene tro opdigtet og den anden sand, sådan kalder Jakob den ene levende og den anden død. Levende tro kalder han den virksomme og brændende tillid til Guds barmhjertighed, som altid bærer gode frugter. Det er det, han siger: «Ved gerningerne blev troen fuldendt» (Jak 2,22). Ligeledes: Fordi gerningerne viser, at troen i Abraham var levende, derfor blev det skriftord opfyldt, som siger: «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham til retfærdighed» (Jak 2,23). Kort sagt går Jakob altså ud på dette: Den døde tro, det vil sige den kolde parisiske mening, retfærdiggør ikke. Den levende tro retfærdiggør. Og levende er den tro, som strømmer ud i gerninger. For sådan siger han: «Vis mig din tro uden gerninger, så vil jeg vise dig min tro ud fra mine gerninger» (Jak 2,18). Han siger ikke: Jeg vil vise dig gerninger uden tro. Og det, der er sagt: «Hvis troen ikke har gerninger, er den død i sig selv» (Jak 2,17), passer særdeles godt til denne min udlægning, så det tydeligt nok ses, at han kun lærer dette: at troen er død i dem, som ikke bærer troens frugt, selv om de udadtil synes at tro.

Det vil heller ikke være unyttigt at minde om noget, som jeg ser, at der tvivles om mange steder: hvordan mennesket kan vide, om det er i Guds nåde, og om man kan erkende, at troen er i vores hjerte. Spørgsmålet er dobbelt: Det første drejer sig om Guds vilje over for os, ikke om vores følelser; det andet kun om vores følelser. Og skolastikerne har ved en skændig vildfarelse lært, at ingen af delene kan vides, så man alene af dette sted tydeligt kan se, at der ikke var noget af Ånden i hele den slags folk. For hvad angår kødet: Da det i det hele taget ikke kender Gud, hvordan skulle det så kende Guds vilje over for sig? Og hvordan skal kødet dømme om åndelige følelser, når det ikke engang kender sine egne følelser ordentligt? For menneskets hjerte er fordærvet og uransageligt (Jer 17,9). Sådan forestillede skolastikerne sig altså, at der i menneskets sjæl lå nogle kvaliteter og sov, som vi selv ikke kendte til. Desuden at man slet ikke skulle spørge om, hvordan Gud er stemt over for os, så samvittigheden i sig selv bestandig svæver i uvished. Hvad er det andet end at lære fortvivlelse? Jeg mener følgende. For det første, hvad angår Guds vilje: Troen er ikke andet end en sikker og fast tillid til Guds velvilje over for os. Guds vilje kendes, men ved troen, ud fra løftet eller evangeliet. For du giver ikke Gud æren for at være sanddru, hvis du ikke tror, at Gud vil sådan, som han har bevidnet i evangeliet. De, som tror Guds ord, og som bedømmer Guds vilje ud fra hans ord, ikke ud fra vores fortjenester, ved, at de er i Guds nåde, det vil sige, at de har en velvillig Gud. Sådan lærer Paulus i Romerbrevet 4 med mange argumenter, at retfærdigheden er af tro, og til sidst tilføjer han dette som det mest slagkraftige argument: Hvis retfærdiggørelsen snarere var af vores gerninger end af troen, ville samvittigheden aldrig falde til ro, men savne snart dette, snart hint i livet og i vores gerning, så den ikke kunne undgå at fortvivle. For sådan siger han: «Derfor er det ikke af gerninger, for at løftet kan stå fast efter nåde» (Rom 4,16). Og hvor ofte roser profeterne sig ikke af trygheden! Hoseas 2: «Jeg vil lade dem sove trygt» (Hos 2,20). Og Jeremias 23: «I de dage skal Juda frelses, og Israel skal bo trygt» (Jer 23,6). Men hvad betyder ord som «trygt», «i tillid» og lignende andet end tryghed? Og denne tryghed har Mika udtrykt meget smukt: «Hver mand skal sidde under sin vinstok og under sit figentræ» (Mika 4,4). Og ganske klart Esajas 32: «Retfærdighedens værk skal være fred, og retfærdighedens dyrkelse ro og tryghed til evig tid. Og mit folk skal bo i fredens skønhed, i tillidens telte og i rig hvile» (Es 32,17–18). På denne måde beskriver profeterne Kristi rige: at det skal være tryghedens rige. Men hvilken tryghed bliver der, hvis samvittighederne bestandig tvivler om Guds vilje? Derfor må vi nødvendigvis være visse på nåden, på Guds velvilje over for os. Det er det, Herren siger hos Jeremias 9: «Den, der vil rose sig, skal rose sig af dette: at han ved og kender mig» (Jer 9,23). Gud vil, at hans vilje skal kendes, han vil, at vi skal rose os af hans vilje. Hvad er da mere ugudeligt end at nægte, at Guds vilje skal eller kan kendes – når han dog har udtrykt den i sit ord? Og lad os spørge sofisterne, om de tror det, som står i den apostolske trosbekendelse: syndernes forladelse. Ligeledes om de tror præstens ord, når de får absolution. Hvis de tror, må de nødvendigvis erkende, at de er i Guds nåde. Hvis de ikke tror, hvorfor skrifter de så? Det forbryderiske Rom og ophavsmanden til den romerske bulle, Eck, har fordømt en artikel af Luther om troen, som lærer, at man skal tro absolutionen. [Pavens bulle «Exsurge Domine» (1520) mod Luther, som Johann Eck var med til at udarbejde.] Lad dem da svare, hvorfor de hører absolutionen, hvis de ikke tror den. Denne ugudelighed er skjult og mere fordærvelig, end nogen tror. Og jeg tvivler ikke på, at den har dræbt mange sjæle, som er drevet til fortvivlelse af denne kødelige, sofistiske, parisiske lære. Herren udrydde alle læber, som taler løgn (Sl 12,4). Et kristent sind vil let lære af erfaringen som læremester, at kristendom ikke er andet end et liv i vished om Guds barmhjertighed. Romerbrevet 12: «så I kan lære, hvad der er Guds gode, fuldkomne og velbehagelige vilje» osv. (Rom 12,2). Så er der altså ikke noget, vi skal frygte? vil sofisterne sige. Rigtigt: Hvis frygten er uden tro, er den ugudelig. Men den frygt, som er forbundet med troen, er ikke uvidenhed om barmhjertigheden. Den er, som når Job siger: «Jeg frygtede alle mine gerninger» (Job 9,28). De hellige frygter på grund af deres gerninger, men de stoler på Guds barmhjertighed; hyklerne stoler på gerningerne. De kender ikke Guds barmhjertighed. Ja, de kender heller ikke gudsfrygten, som profeten har sagt: «Gudsfrygt er ikke for deres øjne» (Sl 36,2). Det ses hos hykleren i Lukas 18 (Luk 18,10–14). Brugen af Skriften vil lære os at sammenholde frygt og tro. Lad det nu være nok at have mindet om dette: Frygten skal henføres til vores gerninger, troen til Guds barmhjertighed. Troen er ophav til den hellige frygt. Den frygt, som er uden tillid til Guds godhed, må nødvendigvis være ugudelig.

Det sted, der citeres fra Prædikerens Bog: «Mennesket ved ikke, om det er kærlighed eller had værd, men alt gemmes til det kommende» (Præd 9,1), viser ikke, at mennesket ikke ved, om Gud har tilgivet skylden eller ej. Ellers ville jeg ud fra det også kunne slutte, at man ikke ved, om Gud vredes over synden eller ej. Og jeg kan her ikke undre mig nok over Satans list, når jeg ser, at han ved at misbruge dette skriftord på forunderlig vis har slået ikke bare troen, men også frygten ud af menneskenes hjerter. Hvad andet kalder Paulus terningspil og snedighed til vildfarelsens rænker (κυβεία og πανουργία πρὸς τὴν μεθοδείαν τῆς πλάνης, Ef 4,14), om ikke den parisiske teologi, som så listigt vender Skriften på hovedet? Det, Salomo i det hele taget går ud på i denne bog, er, at man ikke skal dømme om Guds domme ud fra menneskelige argumenter. Han gendriver altså den ugudelige filosofis bagvaskelser mod Guds domme. Og gid man i stedet for den fordærvelige filosofi gav de unge denne bog at lære, så svage hjerter kunne blive styrket i tro og gudsfrygt. Nu bliver naturens ugudelighed vakt ved filosofisk ugudelighed og ved digternes og talernes ugudelige sentenser, når den på enhver måde burde holdes nede og rykkes op med rode med Guds ord. Sådan siger Salomo altså (Præd 9,1): Der er retfærdige, der er vise, men der er intet, de kan stole på, hverken retfærdighed eller visdom. For deres gerninger er i Guds hånd. Se, hvor storslået Salomo i ét vers har lært både frygt og tro, når han forbyder os at stole på vores retfærdighed eller visdom. Og omvendt, når de retfærdiges og de vises gerninger er i Guds hånd, påbyder han at stole på ham, som har de vises og retfærdiges ånd i sin magt. Derefter følger: Der er nogle, som Gud elsker, og nogle, som Gud vender sig bort fra, men det kan ikke ses af mennesket på det ydre; men alt gemmes til det kommende. Det vil sige: Den menneskelige fornuft dømmer, at de er Gud velbehagelige, som han overøser med sine gaver, rigdom, visdom, retfærdighed og ære. Og omvendt, at de er forhadte af Gud, som mangler dette. Men sådan dømmer fornuften fejlagtigt. For han elsker allermest de fattige, de ulykkelige, de ringe og forsmåede. Han hader allermest dem, han plejer at overøse overmåde. Et eksempel på begge dele har du i Israels børn og Farao. Han går altså ud på, at man ikke kan skelne mellem fromme og ugudelige ud fra de ydre hændelser, sådan som den menneskelige fornuft dømmer. For hvis du udlægger Salomo om hver enkelts samvittigheds dom, ser jeg ikke, hvordan synderen skulle være uvidende om Guds had, når intet er mere sikkert, end at Gud krænkes af synden. Og selv om vi aldrig så meget indrømmer, at Salomo skal forstås om de helliges samvittigheds dom, får man kun det ud af det, at de hellige endnu ikke er trygge, undtagen for så vidt som de tror. I overensstemmelse med dette ord i Romerbrevet 8: «For vi er frelst i håbet» (Rom 8,24). Ja, troen alene er helt og holdent de helliges tryghed. Men ligesom de kender barmhjertigheden ved troen, sådan overgiver de sig i troende frygt til at blive dømt og fordømt efter Guds vilje, for at de kan give Gud æren. For sådan beder vi: Ske din vilje. Et eksempel har du i David (2 Sam 15,25–26): «Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne, vil han føre mig tilbage og lade mig se den og sin bolig. Men hvis han siger til mig: Du behager mig ikke, så er jeg rede. Lad ham gøre, hvad der er godt i hans øjne.» For frygten kan ikke skilles fra troen. Troen ser alene på Guds barmhjertighed, frygten på Guds dom og på vores gerninger. Sådan siger Paulus i Romerbrevet 11: «Du står ved troen; vær ikke overmodig, men frygt» (Rom 11,20). Og da hele denne Salomos bog går ud på at lære, at kødet ikke skal dømme om Guds rådslutninger, så vi, når vi har givet afkald på os selv, både frygter Gud og tror ham, kan det efter min mening ikke synes urimeligt, at den minder om, at man ikke ved, hvem Gud har udvalgt, og hvem han har forkastet – for at de hellige ikke skal blive hovmodige, og for at synderne ikke skal fortvivle. Men Salomos ord lyder, så vidt jeg forstår, sådan: Både kærlighed og had kender intet menneske ud fra det ydre, fordi alt går ens for den retfærdige og den ugudelige. Heraf ses det tydeligt nok, at Salomo ikke taler om hver enkelts samvittigheds dom, men om måden at skelne de fromme fra de ugudelige på, udefra og ved andre. Det, der står i den latinske tekst: «alt gemmes til det kommende», synes at være tilføjet af oversætteren for at forklare. Det står, så vidt jeg ved, hverken i de hebraiske eller i de græske håndskrifter. Men dette kræver en længere udredning et andet sted. Lad dette være den sikreste sætning: at vi, som er retfærdiggjort, altid skal være helt visse på syndens forladelse og på Guds velvilje over for os. Og derfor er sakramenterne eller tegnene på Guds barmhjertighed føjet til løfterne, som jeg siden skal sige, for at de med fuld vished skulle bevidne for os, at Guds velvilje er blevet os til del. Ligesom en pengeudlåner er sikker på at få sine penge af den, hvis egenhændigt underskrevne gældsbrev (αὐτόγραφον) han har om sagen, sådan er tegnene, dåben og deltagelsen i Herrens bord, føjet til Kristi egenhændige (αὐτογράφοις) løfter, for at de kristne kan være sikre på, at deres synder bliver tilgivet. Og de hellige ved gennem troen med fuld vished, at de er i nåden, og at deres synder er tilgivet. For Gud bedrager ikke, han som har lovet at tilgive de troende deres synder, selv om de er usikre på, om de vil holde ud.

Hidtil har jeg sagt, at vi må være visse på Guds velvilje mod os. Men hvad så med Guds gerninger i os selv – kan vi vide, om vi har modtaget Guds Ånd i vores hjerte? Jeg svarer: Helligåndens frugter vidner for os om, at han bor i vores hjerte. Galaterbrevet 5: «De der tilhører Kristus, har korsfæstet kødet» osv. (Gal 5,24). Og enhver mærker selv, om han virkelig og af hjertet hader og afskyr synden. For det er at korsfæste kødet. Enhver mærker selv, om han frygter Gud, om han tror Gud. Hykleriet efterligner nok Guds Ånd, men fristelsen skiller dem ad, for i den holder kun de troende ud. Og hykleriet kan jo ikke engang hade lasterne. Men hvordan du end synes at være, så sørg først af alt for at tro. For Gud vil, at sandhedens ære skal gives ham. Lad os nu samle hele denne drøftelse af loven, evangeliet og troen i nogle hovedpunkter.

I. Loven er en lære, der foreskriver, hvad der skal gøres og lades.

II. Evangeliet er løftet om Guds nåde.

III. Loven kræver det umulige: kærlighed til Gud og til næsten (Rom 8).

IIII. De, der prøver at opfylde loven ved naturens eller den frie viljes kræfter, efterligner kun de ydre gerninger; de følelser, som loven kræver, frembringer de ikke.

V. De gør altså ikke fyldest for loven, men er hyklere, «kalkede grave» udvendig, som Kristus kalder dem (Matt 23,27). Og Galaterbrevet 3: «De der er af lovgerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10).

VI. Altså er det ikke lovens gerning at retfærdiggøre.

VII. Men lovens egentlige gerning er at vise synden og dermed at gøre samvittigheden forfærdet. Romerbrevet 3: «Ved loven kommer erkendelse af synd» (Rom 3,20).

VIII. For den samvittighed, der erkender synden og er blevet forfærdet ved loven, viser evangeliet Kristus.

IX. Sådan viser Johannes, samtidig med at han prædiker bod, Kristus: «Se, Guds lam, som borttager verdens synder» (Joh 1,29).

X. Troen, hvormed man tror evangeliet, der viser Kristus, og hvormed Kristus modtages som den, der har forsonet Faderen, og som nåden gives os ved, er vores retfærdighed. Johannes 1: «Alle dem som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn» (Joh 1,12).

XI. Da det nemlig er troen alene, der retfærdiggør, tages der overhovedet intet hensyn til vores fortjenester, til vores gerninger, men alene til Kristi fortjenester.

XII. Denne tro giver hjertet fred og gør det glad. Romerbrevet 5: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred» (Rom 5,1).

XIII. Og den gør, at man til gengæld elsker Gud for så stor en velgerning, for at synden er tilgivet for Kristi skyld. Kærligheden til Gud er altså troens frugt.

XIIII. Den samme tro gør, at man skammer sig over at have krænket en så god, en så gavmild Fader.

XV. Ja, den gør, at vi afskyr vores kød med dets lyster.

XVI. Den menneskelige fornuft frygter hverken Gud eller tror ham, men er aldeles uvidende om Gud og foragter ham, efter salmen: «Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud» (Sl 14,1). Og Lukas 16: «Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så vil de heller ikke tro, hvis nogen opstår fra de døde» (Luk 16,31). Dermed viser Kristus, at menneskehjertet ikke tror Guds ord. Dette vanvid i menneskehjertet har Salomo angrebet gennem hele Prædikerens Bog, som i kapitel 8: «Fordi dommen over de onde ikke fældes straks, gør menneskenes børn det onde uden nogen frygt» (Præd 8,11).

XVII. Fordi menneskehjertet er aldeles uvidende om Gud, bøjer det af mod sine egne planer og sine egne begær og rejser sig selv op som sin egen gud.

XVIII. Når Gud ved loven forfærder menneskehjertet med følelsen af synden, kender det endnu ikke Gud, for det kender ikke hans godhed; derfor hader det ham som en bøddel.

XIX. Når Gud ved evangeliet rejser menneskehjertet op og trøster det ved at vise det Kristus, først da kender det Gud, for nu kender det både hans magt og hans godhed. Det er det, Jeremias sagde: «Heri skal han rose sig: at han kender mig» (Jer 9,23).

XX. Den, der tror evangeliet og dermed har lært Guds godhed at kende, får nu sit hjerte rejst op, så han både stoler på Gud og frygter ham og dermed afskyr menneskehjertets egne planer.

XXI. Derfor sagde Peter meget rammende i Apostlenes Gerninger, at hjerterne renses ved troen (ApG 15,9).

XXII. Barmhjertigheden vises gennem løfterne.

XXIII. Nogle gange loves der legemlige ting, andre gange åndelige.

XXIIII. I loven er der lovet legemlige ting, som Kanaans land, et kongerige osv.

XXV. Evangeliet er løftet om nåde eller om syndernes forladelse ved Kristus.

XXVI. Alle de legemlige løfter hænger på løftet om Kristus.

XXVII. Det første løfte var nemlig løftet om nåden eller om Kristus. Første Mosebog 3: «Hendes afkom skal knuse dit hoved» (1 Mos 3,15), det vil sige: Evas afkom skal knuse slangens rige – slangen, der lurer på vores hæl –, det vil sige synden og døden.

XXVIII. Det løfte blev fornyet i det løfte, der blev givet Abraham: «I dit afkom skal alle folkeslag velsignes» (1 Mos 22,18).

XXIX. Da Kristus altså skulle fødes af Abrahams efterkommere, er de løfter, der blev føjet til loven om at eje landet osv., dunkle løfter om den Kristus, der skulle komme. For de legemlige ting blev lovet folket, for at det ikke skulle gå til grunde, før det lovede afkom blev født, og for at Gud imens ved legemlige ting kunne vise sin barmhjertighed og øve folkets tro.

XXX. Da Kristus var født, var løfterne fuldbyrdet sammen med folket, og syndernes forladelse var gjort åbenbar – og for dens skyld måtte Kristus fødes.

XXXI. Det Gamle Testamentes løfter er tegn på den Kristus, der skulle komme, og dermed på det løfte om nåde, som engang skulle forkyndes for alle. Evangeliet er selve løftet om nåde, nu gjort åbenbart.

XXXII. Ligesom den, der kun ved, at Gud er til, ikke kender ham, medmindre han også kender hans magt og barmhjertighed, sådan tror heller ikke den, der kun tror, at Gud er til, medmindre han også tror på hans magt og barmhjertighed.

XXXIII. Altså tror den virkelig, som ud over truslerne også tror evangeliet, og som fæster blikket på Guds barmhjertighed, det vil sige på Kristus, pantet på Guds barmhjertighed.

Så meget om troen. Om kærligheden vil vi tilføje et og andet lidt senere, når vi har gjort denne del om forskellen mellem loven og evangeliet færdig.