Udholdenheden til frelse

Udholdenheden til frelse.⁴³⁰

(De perseverantia.)

Spørgsmålet om udholdenheden til frelse er meget vigtigt.⁴³¹ Når Kristus taler om de anfægtelser og trængsler, der skal komme over de troende, tilføjer han: «Den som holder ud indtil enden, han skal blive frelst», ὁ ὑπομείνας εἰς τέλος, οὗτος σωθήσεται.⁴³² Trykket ligger på ὁ ὑπομείνας, som det også fremgår af, at subjektet tages op igen med οὗτος – denne og ingen anden.⁴³³ Hvad Skriften lærer om udholdenheden, lader sig sammenfatte i to sætninger: 1. Den, der holder ud, holder ud alene ved Guds nådevirkning; udholdenheden er en gerning af den guddommelige nåde og almagt. 2. Den, der falder, falder ved egen skyld; årsagen til frafaldet er altid foragten for Guds ord og modstræben mod Helligåndens virkning i Ordet. Denne lære må den kristne kirke fastholde mod to fjendtlige fronter: mod calvinismen og mod synergismen.

⁴³⁰ Chemnitz behandler De perseverantia under De iustificatione (Loci 1599 II, 709) og under De bonis operibus (anf. st. III, 48 ff.). Ligeså Gerhard (L. de iustif., § 83 ff.; L. de bonis operibus, § 134 ff.). Også vi har allerede begge steder behandlet udholdenheden, fordi det skulle vises, at den retfærdiggørende tro sammen med syndernes forladelse også er vis på frelsen (II, 485 f.), og at bevarelsen af frelsen, henholdsvis af troen, ikke skal tilskrives de gode gerninger (III, s. 22 ff.). Også efter læren om nådemidlerne og om kirken er der et passende sted for læren om udholdenheden. Dernæst må De perseverantia behandles igen under læren om den evige udvælgelse. Her fremhæver vi om udholdenheden i troen især de punkter, som må fastholdes over for calvinismen og synergismen.

⁴³¹ Luther IX, 1807.

⁴³² Matt 10,22. De samme ord gentager Kristus i Matt 24,13.

⁴³³ Fritzsche til stedet: Magna vi post ὁ δέ infertur οὗτος [Med stor kraft sættes οὗτος ind efter _ὁ δέ_].

Den calvinistiske lære om udholdenheden

Den konsekvente calvinisme lærer, at troen ikke kan mistes. Den hævder meget bestemt, at troen, hvor den først er opstået, heller ikke går tabt ved grove synder (peccata enormia). Ikke troen selv, men kun troens udøvelse (exercitium fidei) ophører ved grove synder.⁴³⁴ Denne lære om udholdenheden er opfundet for at fjerne den usikkerhed, som nødvendigvis opstår for den, der spørger efter nåden, når calvinismen benægter den almindelige nåde (gratia universalis). Som bekendt forkaster Luther og den lutherske bekendelse meget bestemt læren om, at troen ikke kan mistes.⁴³⁵ Det gør de ret i. Det drejer sig om en vildfarelse, som enten driver dem, der faktisk har mistet troen og igen spørger efter nåden, til fortvivlelse eller forleder dem til at tro på deres tidligere tro i stedet for på Guds nåde i Kristus. Cromwells eksempel er gået over i kirkehistorien. Strong siger: «Cromwell on his death-bed questioned his chaplain as to the doctrine of final perseverance, and, on being assured that it was a certain truth, said: ’Then I am happy, for I am sure that I was once in a state of grace.’» [Cromwell spurgte på sit dødsleje sin kapellan om læren om den endelige udholdenhed, og da han blev forsikret om, at den var en sikker sandhed, sagde han: ’Så er jeg lykkelig, for jeg er sikker på, at jeg engang var i nådens stand.’] Strong tilføjer som kritik: «But reliance upon a past experience is like trusting in the value of life insurance upon which several years’ premiums have been unpaid. If the policy has not lapsed, it is because of extreme grace.» [Men at stole på en tidligere erfaring er som at stole på værdien af en livsforsikring, hvor præmien ikke er betalt i flere år. Er policen ikke bortfaldet, skyldes det overordentlig nåde.] Strong vil have et tilfælde som Cromwells behandlet således: «The only conclusive evidence of perseverance is a present experience of Christ’s presence and indwelling, corroborated by active service and purity of life.» [Det eneste afgørende bevis på udholdenhed er en nuværende erfaring af Kristi nærvær og inderbolig, bekræftet af virksom tjeneste og et rent liv.] Men også Strong ville med denne anvisning have været en dårlig rådgiver for Cromwell. Cromwell ville have svaret ham, at det netop var den nuværende erfaring af Kristi inderbolig og bekræftelsen af den ved et helligt liv, han manglede. Kristus har da også behandlet røveren på korset, hvis tilfælde lignede Cromwells, anderledes. Han henviste ikke ham, der spurgte efter nåden, til «den nuværende erfaring af Kristi inderbolig» og bekræftelsen af den ved et helligt liv, men lod ham høre det objektive nådeord. Sådan skal alle tilsvarende tilfælde behandles. Der findes jo, Gud ske lov, en objektiv, almindelig og fuldkommen nåde hos Gud. Denne nåde grunder sig ikke på Kristi inderbolig og på bekræftelsen af den ved et helligt liv, men er ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse til stede i Guds hjerte for alle mennesker og bliver af Gud i evangeliets ord tilsagt alle, for hvis ører evangeliet kommer, for at den skal troes af alle. Denne nåde, som objektivt er til stede og tilbydes ved de objektive nådemidler, og ikke «Kristus i os» og det hellige liv, er den frelsende nåde, ἡ χάρις τοῦ θεοῦ ἡ σωτήριος [Guds nåde … til frelse].⁴³⁶ Fordi denne nåde er blevet åbenbaret for alle mennesker (ἐπεφάνη γὰρ … πᾶσιν ἀνθρώποις), skal den derfor også bevidnes for alle Cromwell’er og alle røvere. Kun således kan troen, hvor den var gået tabt, skabes på ny, for: ἡ πίστις ἐξ ἀκοῆς [troen kommer af det som høres].⁴³⁷ Til denne rette behandling af virkeligt (og kun tilsyneladende⁴³⁸) frafaldne er den konsekvente calvinisme ude af stand, fordi den benægter den almindelige nåde. Og underskuddet lader sig ikke dække af den calvinistiske lære om udholdenheden, det vil sige af læren om en tro, der ikke kan mistes. Tværtimod driver denne lære, som sagt, enten til fortvivlelse eller til falsk tillid til den tidligere tro eller til den egne fornyelse og det hellige liv. Situationen er i alle tilfælde denne: Uden den almindelige objektive forsoning, som er tilvejebragt ved Kristus og tilbydes ved de objektive nådemidler, kan man hverken lære ret om troens opståen eller om udholdenheden i troen, henholdsvis om de frafaldnes tilbagevenden. Heldigvis glemmer mange calvinister, både prædikanter og tilhørere, i praksis den partikulære nåde (gratia particularis).⁴³⁹

⁴³⁴ Belæggene fra Canones Synodi Dordrechtanae og Confession of Faith er aftrykt i II, note 1304. Også Calvin benægter, at troen kan mistes, Inst. III, 2, 12: Tenendum est, quantumvis exigua sit ac debilis in electis fides, quia tamen Spiritus Dei certa illis arrha est ac sigillum suae adoptionis, nunquam ex eorum cordibus deleri posse eius sculpturam [Det må fastholdes, at hvor ringe og svag troen end er hos de udvalgte, kan hans prægning dog aldrig udslettes af deres hjerter, fordi Guds Ånd er et sikkert pant og segl for dem på deres barnekår]. Ligeså Heidegger, loc. 24, De constantia foederis gratiae, hos Baumgarten II, 636 f.

⁴³⁵ De Schmalkaldiske Artikler, s. 319; Den Augsburgske Bekendelse, art. 12. Jf. II, note 1305.

⁴³⁶ Tit 2,11.

⁴³⁷ Rom 10,17.

⁴³⁸ Jf. II, 534.

⁴³⁹ Jf. II, 54.

Den synergistiske lære om udholdenheden

Synergisterne mener at måtte lære, at ligesom troens opståen, sådan afhænger også udholdenheden i troen ikke alene af Guds nåde og virkning, men også af mennesket. Hvad det er i mennesket, som udholdenheden ud over Guds nådevirkning også afhænger af, benævnes forskelligt, fx undladelse af den forsætlige modstræben, personlig selvsætning, ret adfærd, selvbestemmelse, moralsk virksomhed i det nye liv osv. Men under disse forskellige udtryk menes altid det samme, nemlig at den faktor, som det i sidste ende kommer an på ved udholdenheden, nødvendigvis må lægges i mennesket.⁴⁴⁰ Ellers, sådan går argumentet videre, ville det følge, at frelsen alene står i Guds hånd. Men det ville være en ulykke. For stod frelsen alene i Guds hånd, ville den menneskelige «selvbestemmelse», «personlige selvsætning» osv. mangle, og dermed ville hele forløbet få en karakter, der er mennesket uværdig. Ligesom omvendelsen ville også udholdenheden blive til tvang, og det menneskelige «ansvar» ville gå tabt. Disse «nødvendige konsekvenser» peger synergismen på for det tilfælde, at frelsen ikke også skulle afhænge af mennesket. Men synergismen søger også at bevise ud fra Skriften, at frelsen ikke alene står i Guds hånd. Som bevissteder tjener – ganske som ved omvendelsen – først og fremmest (primo loco) bydeformerne og betingelsessætningerne. Således hørte vi i De Forenede Stater: «’Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven!’ formaner apostlen i Fil 2,12. Stærkere kan man slet ikke udtrykke, at menneskets frelse ikke i enhver henseende alene afhænger af Gud; for ordret oversat lyder det endda: Tilvejebring eller bring jeres frelse i stand!»⁴⁴¹ Endvidere gøres der fra gammel tid og til vore dage også med hensyn til udholdenheden eftertrykkeligt gældende, at man kan slutte fra årsagen til frafaldet til årsagen til udholdenheden: Når onde gerninger og ond adfærd forårsager, at troen ophører, så må udholdenheden i troen konsekvent afhænge af, at man undgår den onde adfærd eller præsterer den rette adfærd.⁴⁴² I det hele taget vender alle de argumenter, hvormed synergismen bekæmper nådens monergisme i omvendelsen, tilbage i læren om udholdenheden.

⁴⁴⁰ Jf. II, 580.

⁴⁴¹ Luth. Kirchenzeitung 26, nr. 10.

⁴⁴² Jf. fremstillingen af og imod majorismen, s. 26 ff. Majorismen begrundede ved nærmere forklaring sin sætning om, at gode gerninger er nødvendige til frelse, med, at de gode gerninger var nødvendige ad fidem retinendam sive non amittendam [for at beholde troen eller ikke miste den]. Jf. Frank II, 195 ff.

Men trods alle synergistiske betænkeligheder og modgrunde lader det sig ikke nægte, at Skriften, ligesom ved omvendelsen, også med hensyn til udholdenheden i troen lærer, at Gud alene virker. Efter Skriften er udholdenheden, ligesom troens opståen,⁴⁴³ en virkning af Guds almagt. Peter forsikrer de kristne: «I bevares ved Guds kraft ved troen til frelse.»⁴⁴⁴ Også i Kristi ord i Joh 10,28–30 kommer det meget klart til udtryk, at bag det, at hans egne ikke falder fra, står hans guddommelige almagt som den virkende årsag (causa efficiens): «Ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, er større end alt» (almægtig), «og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.»⁴⁴⁵ Paulus belærer de kristne om, at det er Gud, der virker både begyndelsen og fuldendelsen af kristenlivet: «Han som har begyndt den gode gerning i jer, vil fuldende den (ἐπιτελέσει) indtil Kristi Jesu dag.»⁴⁴⁶ Det er Guds og ikke vores trofasthed, der er borgen for vores udholdenhed: «Trofast (πιστός) er han som kalder jer, han vil også gøre det (ὃς καὶ ποιήσει)»;⁴⁴⁷ «Herren er trofast (πιστός), han vil styrke og bevare (φυλάξει) jer fra det onde».⁴⁴⁸ Formaningen til de kristne om at arbejde på deres frelse med frygt og bæven begrunder Skriften med den kendsgerning, at frelsen ikke står i deres, men i Guds hånd: «Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven! For Gud er den som virker i jer både vilje og handling, på grund af hans gode vilje.»⁴⁴⁹ Det er en slem vane hos synergisterne på dette sted at skille formaningen i v. 12 fra begrundelsen for formaningen i v. 13. De citerer, som vi så ovenfor, formaningen i v. 12: «Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven!» og knytter den slutning dertil: «Stærkere kan man slet ikke udtrykke, at menneskets frelse ikke i enhver henseende alene afhænger af Gud», mens apostlen i v. 13 fortsætter til begrundelse af sin formaning: «For Gud er den som virker i jer (ὁ θεὸς γάρ ἐστιν ὁ ἐνεργῶν ἐν ὑμῖν) både vilje og handling, på grund af hans gode vilje.» Og apostlen har god grund til sin begrundelse. Der er i sidste ende kun én årsag til, at man ikke holder ud eller mister troen. Det er den selvtillid, der sniger sig ind, det vil sige den synergistiske mening, at frelsen ikke alene afhænger af Guds nådevirkning, men også af «selvbestemmelsen», den «rette adfærd». Sådan faldt Peter. I det mindste sammenlignet med andre tiltroede Peter sig selv en mere korrekt adfærd og dermed udholdenheden. «Selvom alle vil falde fra, vil jeg ikke»,⁴⁵⁰ οὐκ ἐγώ, Peter! Herren forudsagde Peter resultatet af hans selvtillid: «I dag, i denne nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.»⁴⁵¹ Allerede efter få timer bandede og svor Peter på, at han ikke kendte Herren. Luther kalder det sind, hvorefter mennesket med hensyn til at opnå frelsen ikke alene vil være afhængigt af Guds nåde, «den lede, hemmelige lumskhed», som også i de kristne endnu rører sig efter kødet og hele tiden må bekæmpes skånselsløst, hvis ikke en første skal blive en sidste.⁴⁵² Ud af denne «hemmelige lumskhed» vil apostlen drage filipperne, når han begrunder formaningen om at arbejde på frelsen med frygt og bæven med den kendsgerning, at det er Gud, der virker både vilje og handling efter sin gode vilje. Og denne «hemmelige lumskhed» nærer, plejer og styrker synergismen med den tese, som den forfægter så ivrigt, at ligesom omvendelsen afhænger også frelsen ikke alene af Guds nådevirkning, men også af den rette menneskelige adfærd. Den synergistiske lære om udholdenheden er derfor en overordentlig skadelig lære. Den er en direkte forledelse til frafald. Ligesom endnu ingen er blevet omvendt efter den synergistiske opskrift, sådan vil heller ingen holde ud i troen efter den synergistiske opskrift og nå troens mål. Luther siger: «Mod Satans list, hvormed han forførte Eva, kan man på ingen måde vogte sig ved egne kræfter, så han ikke drager vores sind bort fra enfoldigheden i Kristus, medmindre Herren holder vores gang oppe, tilskyndet af vores ydmyge bøn. For her formår den frie vilje intet; det er heller ikke nok med den første nåde, som de kalder det, men der behøves bestandighed (perseverantia), som ikke står i menneskets vilje, men i Guds bevarelse (est non volentis hominis, sed sustentantis Dei).»⁴⁵³

⁴⁴³ Ef 1,19–20.

⁴⁴⁴ 1 Pet 1,5. Chemnitz til stedet: In virtute Dei per fidem conservamur ad salutem, paratam revelari in tempore novissimo. Audis conservationem salutis, donec reveletur in novissimo die, tribui virtuti Dei per fidem; ibidem v. 9: Reportantes finem fidei vestrae, salutem animarum. … Et recte huc accommodari potest illud Pauli Rom. 4, 14: Si conservatio salutis ex nostra impletione legis, hoc est, ex nostris operibus, dependet, tum extincta est fides et abolita promissio. Ut ergo firma sit promissio salutis non tantum accipiendae, verum etiam conservandae, ideo sine operibus ex fide et secundum gratiam salus datur [Ved Guds kraft bevares vi ved troen til frelse, der er rede til at blive åbenbaret i den sidste tid. Du hører, at bevarelsen af frelsen, indtil den åbenbares på den yderste dag, tilskrives Guds kraft ved troen; på samme sted v. 9: idet I opnår jeres tros mål, sjælenes frelse. … Og med rette kan Paulus’ ord i Rom 4,14 anvendes her: Afhænger bevarelsen af frelsen af vores opfyldelse af loven, det vil sige af vores gerninger, så er troen slukket og løftet afskaffet. For at løftet om frelsen altså kan være fast, ikke blot om at modtage den, men også om at bevare den, derfor gives frelsen uden gerninger, af tro og efter nåde]. (Loci 1599 III, 64 f.)

⁴⁴⁵ Her udsiges den talmæssige enhed i Faderens og Sønnens almagtsvirkning, som er grundet på den talmæssige enhed i det guddommelige væsen. (Jf. II, 62 f., og note 32.) Og i denne bevarende almagtsvirkning er det grundet, at alle fjendtlige magters angreb forbliver uden virkning.

⁴⁴⁶ Fil 1,6.

⁴⁴⁷ 1 Thess 5,24.

⁴⁴⁸ 2 Thess 3,3.

⁴⁴⁹ Fil 2,12–13.

⁴⁵⁰ Mark 14,29.

⁴⁵¹ Mark 14,30.

⁴⁵² Vi minder her endnu en gang om Luthers bemærkning til ordene i Matt 20,16 («Således skal de sidste blive de første og de første de sidste»): «Derfor er det vel nødvendigt, at man i vore tider prædiker dette evangelium for dem, der nu kender evangeliet, mig og mine lige, som kan belære og mestre hele verden og mener, at vi er de nærmeste og har ædt Guds Ånd rent op med fjer og ben. … Det rammer det allerdybeste i hjertet, den egne åndelige indbildskhed, som også i fattigdom, vanære og ulykke holder sig selv for den første, ja, da allermest. … Det går meget højt og rammer meget fortræffelige folk; ja, det forskrækker de allerstørste hellige. Derfor holder Kristus det også apostlene selv for. Man ser også, hvordan de allerhøjeste hellige her har frygtet, og hvor mange der også her er faldet fra den høje åndelige stand. … Se, hvordan Saul faldt! Hvordan lod han David falde! Hvordan måtte Peter falde! Hvordan faldt nogle af Paulus’ disciple!» (St. L. XI, 513 f.)

⁴⁵³ St. L. IV, 1008 f. Exeg. opp. lat. XVI, 16 f.

Som bekendt forbinder synergismen også sin lære om udholdenheden med formaningen om at give afkald på visheden om frelsen.⁴⁵⁴ Denne formaning er fra det synergistiske standpunkt helt unødvendig. Tvivlen om at nå frelsen kommer ganske af sig selv, når frelsen også afhænger af mennesket selv. Der er kun at minde om, at formaningen ikke går langt nok, når den kun anbefaler og kræver uvisheden. Konsekvent burde den opfordre de kristne til at være helt vis på deres fordømmelse, fordi der også i de kristne, når man ser bort fra Guds nådevirkning, ikke bor noget godt.⁴⁵⁵ I det hele taget er faldet fra troen allerede sket, når nogen ikke blot ved studerebordet og i stridsskrifter, men også i sit hjerte og for Gud mener, at hans frelse ikke alene står i Guds nådehånd, men også afhænger af hans adfærd. Den kristne tro har under alle omstændigheder den art, at den alene bygger på nåden, og den ophører med at eksistere i samme øjeblik, som man udvider dens grundvold og stiller den menneskelige adfærd ved siden af Guds nåde.⁴⁵⁶ En tro, hvis tillidsgrund er blevet beriget med den menneskelige adfærd, er heller ikke virket af Helligånden, men skylder sin eksistens det onde kød og menneskenes ærkefjende, som dermed vil støde de kristne ud af troen, sådan som det lykkedes ham med Peter. Derimod er vidnesbyrdet om den sandhed, der er åbenbaret i Skriften, at vi ved Guds kraft bevares ved troen til frelse, Helligåndens middel, hvorved han atter og atter skaber troen på ny og styrker den og således bevarer den. Den kristne tro opstår og består altid kun over for (vis-à-vis) Guds nåde alene (sola gratia Dei).

⁴⁵⁴ Således allerede Latermann, Disput. de praedestinatione, thes. 43: Quia homo certus est, quod spe salutis excidere possit, propterea eum non posse non esse dubium de finali perseverantia [Fordi mennesket er vist på, at det kan falde ud af håbet om frelse, kan det ikke andet end være i tvivl om den endelige udholdenhed]. (Hos Quenstedt II, 819.)

⁴⁵⁵ Rom 7,18.

⁴⁵⁶ Apologien, s. 114, 33.

Der skal endnu peges på ét punkt i den synergistiske lære om udholdenheden. Mod de skriftsteder, som tilskriver Guds almagt og nåde bevarelsen til frelse, indvender synergisterne, at der dermed ganske vist er lovet bevarelse mod alle andre fjendtlige magter, men ikke mod de kristnes eget onde kød. Således Philippi.⁴⁵⁷ Også Meyer formår ved at indføje denne begrænsning at vende meningen i de pågældende skriftudsagn til det stik modsatte.⁴⁵⁸ Ligeså synes Lyman Beecher at have haft denne begrænsning i tankerne, da han på spørgsmålet, om han troede på de helliges udholdenhed, svarede: «I do, except when the wind is from the East.» [Det gør jeg, undtagen når vinden står fra øst.]⁴⁵⁹ Men om denne begrænsning står der intet i Skriften. Derimod står det modsatte der. Efter 1 Pet 1,3–5 har Gud genfødt de kristne «til en arv som ikke forandres, forurenes eller visner, som er bevaret i himlen til jer, som bevares ved Guds kraft ved troen til frelse». To ting udsiges i disse ord: 1. De kristnes arv opbevares for dem af Gud i himlen; 2. de, de kristne, bevares ved Guds kraft ved troen for arven, så arven og arvingerne ikke kommer fra hinanden, men bliver sammen. Vi lægger ved dette sted også mærke til, at «ved Guds kraft» har den nærmere bestemmelse «ved troen» (διὰ πίστεως) hos sig. Dermed betegnes for det første en sådan guddommelig kraftvirkning, som sker ved evangeliet (nådemidlerne), fordi troen og evangeliets løftesord er korrelater (correlativa).⁴⁶⁰ Dernæst beskrives den guddommelige kraftvirkning også som en sådan, der strækker sig til det indre, til de kristnes hjerte og sind, og bevirker, at de kristne bliver i troen på evangeliet om nåden alene (sola gratia). Derfor beder de kristne ikke blot: «Tag ikke sandhedens ord fra min mund!»⁴⁶¹ men også: «Bøj mit hjerte til dine vidnesbyrd!»⁴⁶² «Skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig en ny, fast ånd!»⁴⁶³ Til den indre bevarelse eller til beskyttelsen mod det egne kød sigter jo også de ovenfor anførte skriftudsagn, Fil 2,13: «Gud er den som virker i jer (ἐν ὑμῖν) både vilje og handling»; Fil 1,6: «Han som har begyndt den gode gerning i jer (ἐν ὑμῖν), vil fuldende den» (nemlig i jer) «indtil Kristi Jesu dag»;⁴⁶⁴ 2 Thess 3,3: «Herren er trofast; han vil styrke og bevare jer fra det onde»; 1 Pet 5,10: «Al nådes Gud … vil fuldende jer, gøre jer stærke, styrke jer og grundfæste jer. Ham tilhører æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.» Lovprisningen udtrykker de kristnes tak for bevarelsen, fordi de ved Helligåndens virkning tror, at bevarelsen alene står i Guds nådehånd, sådan som det betonede αὐτός (αὐτὸς καταρτίσαι osv.) yderligere fremhæver med eftertryk. Spørger vi om den teologiske eller rettere uteologiske begrundelse for den besynderlige lære, at de kristne «ved Guds kraft ved troen» vel bevares mod alle andre fjendtlige magter, men ikke mod det egne onde kød, så har vi allerede tidligere påvist, at man her gør brug af en sammenblanding af lov og evangelium.⁴⁶⁵ Advarslerne mod frafald,⁴⁶⁶ som er rettet mod det gamle menneskes kødelige sikkerhed og selvtillid,⁴⁶⁷ bruges til over for de sønderknuste sjæle, der med Paulus er kommet til at fortvivle om sig selv,⁴⁶⁸ at indskrænke det evangelium, som lover dem bevarelse ved Guds kraft ved troen på nåden, og derved at flytte opnåelsen af frelsen fra Guds nådehånd over i menneskets hånd, det vil sige over på lovens område. De sjæle, der er kommet til at fortvivle om sig selv, skal tage loven helt bort fra øjnene og holde sig alene til evangeliet. Men evangeliet tilsiger sammen med den nuværende nåde også frelsen.⁴⁶⁹ Deraf Konkordieformlens formaning: «Man må vogte sig vel for, at gerningerne drages ind i og blandes ind i artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen. Derfor forkastes med rette de sætninger (propositiones), at gode gerninger er nødvendige for de troende til frelse, så det er umuligt at blive frelst uden gode gerninger. For de er stik imod læren om de udelukkende ord i artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen (de particulis exclusivis in articulo iustificationis et salvationis), det vil sige, de strider mod de ord, hvormed Paulus helt og holdent har udelukket vores gerninger og fortjeneste fra artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen (salutis nostrae) og tilskrevet alt alene Guds nåde og Kristi fortjeneste, som forklaret i den foregående artikel. Ligeledes tager de evangeliets trøst fra de anfægtede, bedrøvede samvittigheder, giver anledning til tvivl, er farlige på mange måder, styrker formasteligheden i egen retfærdighed og tilliden til egne gerninger og bliver desuden antaget af de pavelige og ført i marken til deres fordel imod den rene lære om troen, der alene frelser.»⁴⁷⁰ Om den tvivl om frelsen, der faktisk findes hos de kristne, er der det samme at sige som om tvivlen om den nuværende nådestand.⁴⁷¹

⁴⁵⁷ Romerbrevskommentaren til Rom 8,35–36: «Selvom det er sandt, at ingen og intet formår at rive os ud af Guds og Kristi hånd, fordi deres almagt og nåde er stærkere end alle jordiske magter, så udelukker det dog på ingen måde, at vi selv forsætligt og frivilligt kan vride os ud af denne hånd. Formår trængsel det ikke, så formår synden dog at skille os fra Gud.»

⁴⁵⁸ Fx til Fil 1,6: «Modstanden som menneskelig mulighed er dermed ikke udelukket; men Paulus behøver ikke at frygte den hos sine filippere som hos galaterne.» Det stik modsatte står i kap. 2,12–13. Fordi Paulus også hos sine filippere, som hos alle troende, frygter synergistisk «modstand», nemlig selvtilliden, at frelsen ikke alene afhænger af Gud, men også af dem selv, tilføjer han: «For Gud er den som virker i jer både vilje og handling, på grund af hans gode vilje.»

⁴⁵⁹ Strong, Systematic Theology, s. 883.

⁴⁶⁰ Derfor er med «ved troen» også den calvinistiske vildfarelse afvist, at den virksomme nåde (efficacious grace), fordi den er en virkning af den guddommelige almagt, ikke sker ved midler. Således også Hodge, Syst. Theol. II, 682 ff.: «Efficacious grace acts immediately.» [Den virksomme nåde virker umiddelbart.] «Regeneration itself, the infusion of a new life into the soul, is the immediate work of the Spirit. There is here no place for the use of means any more than in the act of creation.» [Selve genfødslen, indgydelsen af et nyt liv i sjælen, er Åndens umiddelbare gerning. Her er der lige så lidt plads for brugen af midler som ved skabelsesakten.] Det er en falsk modsætning. Ligesom Skriften tilskriver den guddommelige almagt troens opståen og bevarelse (Ef 1,19–20; 1 Pet 1,5), sådan lærer den også udtrykkeligt, at den tro, som griber og holder fast ved nåden, kommer af nåde_ordet_ og har nådeordet som sin genstand (Rom 10,17.8). Mere herom i det følgende afsnit om nådemidlerne.

⁴⁶¹ Sl 119,43.

⁴⁶² Sl 119,36.

⁴⁶³ Sl 51,12.

⁴⁶⁴ Rigtigt Meyer til stedet: ἐν ὑμῖν ikke blandt jer, men i jer, in animis vestris [i jeres sjæle].

⁴⁶⁵ II, 486.

⁴⁶⁶ 1 Kor 10,12; Rom 11,20.

⁴⁶⁷ Balduin: Oppositus est hic timor a Paulo nobis commendatus 1. epicureae securitati, qua fides suffocatur, Spiritus Sanctus contristatur et gratia Dei deperditur; 2. spirituali superbiae et arrogantiae, ne fiducia donorum insolescamus, sed toti a gratia misericordiaque Dei pendeamus, operam dantes, ne illa excidamus [Denne frygt, som Paulus anbefaler os, står i modsætning til 1. den epikuræiske sikkerhed, hvorved troen kvæles, Helligånden bedrøves og Guds nåde går tabt; 2. det åndelige hovmod og den åndelige anmasselse, for at vi ikke skal blive overmodige i tillid til gaverne, men hænge helt og holdent ved Guds nåde og barmhjertighed og gøre os umage for ikke at falde ud af den]. (Disput. de cap. 2, ep. ad Philipp. Hos Baier III, 598.) – Chemnitz: Quando respicimus ad Dei voluntatem in verbo patefactam et ad Christum mediatorem, possumus et debemus statuere: Quis separabit nos? Certus sum enim, quod nec praesentia nec futura separabunt etc. Vocati enim sumus ad consortium Christi, non ut quos recipit, mox velit iterum abiicere. Sed est salvator sempiternus: vocati sumus ad consortium Christi aeternum. Est Pater aeternus et dona atque vocatio Dei sunt sine poenitentia. Nemo rapiet eos de manu mea. Certa igitur est, quod ad Deum, perseverantia piorum. Et quia in verbo ita revelatum est, fides hoc debet credere. Sed Paulus dicit Rom. 11, 22: Si permanseritis in bonitate Dei, et Hebr. 3, 14: Modo fiduciam retineamus usque ad finem. Respondeo: Iohannes dicit: Haec scribo vobis, ut sciatis, quod vitam habetis aeternam. Scimus, quod cum apparuerit similes ei erimus. Phil. 1, 6: Persuasus sum, quod qui coepit in vobis etc. Ita et 1 Cor. 1, 8. Ita David dicit Ps. 31, 1: Non confundar in aeternum. Ideo iubemur orare pro perseverantia, quia Deus promisit. Oratio enim semper requirit promissionem, et ut fiat sine haesitatione. Oramus autem et luctamur, ne carnis petulantia donum perseverantiae excutiat. Et haec distinctio hanc quaestionem de perseverantia utiliter illustrat [Når vi ser hen til Guds vilje, som er åbenbaret i Ordet, og til Kristus, midleren, kan og skal vi fastslå: Hvem vil skille os? For jeg er vis på, at hverken det nuværende eller det kommende skal skille os osv. For vi er kaldet til fællesskab med Kristus, ikke for at han straks igen vil kaste dem bort, som han tager imod. Men han er en evig frelser: Vi er kaldet til et evigt fællesskab med Kristus. Han er en evig Fader, og Guds nådegaver og kald er uigenkaldelige. Ingen skal rive dem ud af min hånd. Altså er de frommes udholdenhed vis, hvad Gud angår. Og fordi det således er åbenbaret i Ordet, skal troen tro dette. Men Paulus siger i Rom 11,22: Hvis I bliver i Guds godhed, og i Hebr 3,14: Hvis blot vi holder fast ved tilliden indtil enden. Jeg svarer: Johannes siger: Dette skriver jeg til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lig. Fil 1,6: Jeg er overbevist om, at han som har begyndt i jer osv. Sådan også 1 Kor 1,8. Sådan siger David i Sl 31,2: Jeg skal aldrig i evighed blive til skamme. Derfor er vi befalet at bede om udholdenhed, fordi Gud har lovet den. For bønnen kræver altid et løfte, og at den sker uden tvivl. Men vi beder og kæmper, for at kødets kådhed ikke skal slå udholdenhedens gave ud af hænderne på os. Og denne skelnen kaster et nyttigt lys over dette spørgsmål om udholdenheden]. (Loci 1599 II, 709.) Samme: Manifesta est confusio et depravatio discriminis inter legem et evangelium, expresse pugnans cum doctrina Pauli, docere, quod nostra opera sint necessaria ad salutem [Det er en åbenbar sammenblanding og forvanskning af forskellen mellem lov og evangelium, som udtrykkeligt strider mod Paulus’ lære, at lære, at vores gerninger er nødvendige til frelse]. (Anf. st. III, 63.)

⁴⁶⁸ Rom 7,18.

⁴⁶⁹ Jf. fremstillingen II, 485 f.

⁴⁷⁰ Konkordieformlen, s. 628, 22 f.

⁴⁷¹ II, 486.

Også ved læren om udholdenheden træder det atter klart frem, at den kristne og den synergistiske lære forholder sig til hinanden som ja og nej. Efter den kristne lære er det nødvendigt til frelse, at det gamle menneske dødes. Denne dødelse sker sådan, at det gamle menneske med al sin formåen, inklusive sin «rette adfærd», sin «selvafgørelse», «personlige selvsætning» osv., «slås ned i en bunke» og «drives ind i forskrækkelse og fortvivlelse»,⁴⁷² og at derefter troen på Guds nåde i Kristus ved evangeliet vækkes og bevares ved Guds virkning. Efter synergistisk lære drejer det sig ved frelsen ikke om en dødelse, men kun om en «renæssance» for det gamle menneske. Det gamle menneske skal ikke dødes, men kun rystes op og opdrages, så det «forholder sig ret» over for nåden og ved siden af nåden og fuldbyrder den rette «personlige selvsætning». Ved dette forløb behøves der ganske vist en mere eller mindre kraftig nådevirkning. Også Erasmus citerede skriftsteder som Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Men nådevirkningen må gøre holdt ved grænsen for den menneskelige selvbestemmelse.⁴⁷³ Den må ikke gå så vidt, at frelsen alene skulle afhænge af Guds nåde. Frelsen må tværtimod også afhænge af den rette adfærd, menneskets selvbestemmelse. Det afgørende for frelsen må blive liggende i menneskets adfærd. Mens de, der tager Rom 7,18 for sandt, finder det trøsteligt, at de ved Guds kraft bevares ved troen til frelse, ser de repræsentanter for synergismen, som fører deres teologi over i praksis, deres personlige trøst i, at deres frelse ikke alene afhænger af Guds nåde, men også af deres adfærd.

⁴⁷² De Schmalkaldiske Artikler, s. 312, 2.

⁴⁷³ Luthardt, Die christl. Glaubenslehre, s. 442.

Man spørger sig selv atter og atter, hvordan det er muligt, at også sådanne, som man ikke vil frakende personlig kristendom, går ind for den synergistiske lære om udholdenheden, der så direkte modsiger Skriften og den kristne erfaring. Vi kan her kun gentage, hvad vi allerede har sagt om «de virkelige grunde» til synergismen i omvendelsen.⁴⁷⁴ For det første må der peges på lovmeningen (opinio legis), som er medfødt hos alle mennesker. Dernæst står vi også her igen over for teologernes kors (crux theologorum): «Hvorfor holder de ene ud og de andre ikke?» Når der i alle troende efter deres kød ikke bor noget godt, og Guds nåde er almindelig og alvorlig, så skulle enten alle holde ud eller alle falde fra. Men i virkeligheden holder kun de ene ud, mens de andre falder fra. Den, der endnu ikke med Luther og Konkordieformlen har lært at slå sig til ro med Guds nåde alene (sola gratia Dei) som grunden til udholdenheden og menneskets skyld alene (sola culpa hominis) som grunden til frafaldet, det vil sige at anerkende en hemmelighed, der ikke kan løses i dette liv, når det gælder spørgsmålet om, hvorfor de ene holder ud og de andre ikke, han vil falde i grøften enten til venstre eller til højre. Han vil tilegne sig enten den skriftstridige calvinistiske eller den skriftstridige synergistiske lære om udholdenheden. Derfor gælder det om at lægge sig den belæring og formaning på sinde, som Konkordieformlen ikke blot henfører til omvendelsen, men også til udholdenheden: «Dem, som straffes og får deres synders løn, sker der ingen uret; men på de andre, hos hvem Gud giver og bevarer sit ord, og hvor folk derved oplyses, omvendes og bevares, priser Gud sin rene nåde og barmhjertighed uden deres fortjeneste. Men hvad der i denne disputats vil gå for højt og løbe ud over disse skranker» (nemlig hvad der går ud over skylden alene (sola culpa) hos de ene og nåden alene (sola gratia) hos de andre), «der skal vi med Paulus lægge fingeren på munden, betænke og sige: Hvem er du, menneske, der vil gå i rette med Gud?»⁴⁷⁵

⁴⁷⁴ II, 580 ff.

⁴⁷⁵ Konkordieformlen, s. 716, 57–63.

Når der desuden særskilt er blevet indvendt mod visheden om, at udholdenheden sker alene ved Guds nådevirkning, at den avler åndeligt hovmod, så er det indlysende, at det stik modsatte er tilfældet. Visheden om udholdenheden ud fra Guds nåde ved troen på Guds nådeløfte indeslutter jo i sig, at man fortvivler om al egen kraft, og dermed sand åndelig ydmyghed, mens den modsatte mening, at udholdenheden ikke alene afhænger af Guds kraft og nåde, men også af mennesket selv, er hovmod og avler et hovmod, som kommer før faldet. – Lige så lidt holder indvendingen, at visheden om udholdenheden ved Guds nådevirkning har kødelig sikkerhed og ladhed i helliggørelsen og de gode gerninger til følge. Jo større visheden er om, at vi ved Guds kraft bevares ved troen til frelse, desto større er også taknemmeligheden mod Gud og kærligheden til Gud i os, og derfor desto større også iveren for at undgå synden og tjene Gud i gode gerninger.⁴⁷⁶ Jo større visheden er med hensyn til den himmelske arv, desto større er tålmodigheden og kraften i denne tids lidelser,⁴⁷⁷ og desto mindre er tiltrækningskraften fra denne verdens ting.⁴⁷⁸ På den anden side har mangel på vished om frelsen nødvendigvis mangel på taknemmelighed mod Gud og mangel på kraft til at modstå verdens og kødets lokkelser til følge.⁴⁷⁹ Luther siger (IX, 516): «Hvis nogen med en vis og bestandig tro kunne holde fast ved og fatte, hvor stort et gode det er, at han er Guds barn og arving, så ville han regne alt, hvad der findes af magt og skatte i alle verdens riger, for skarn og møg i sammenligning med sin himmelske arv. Alt, hvad verden har af høje og herlige ting, ville være ham en væmmelse, og jo større verdens herlighed og pragt er, desto mere ville han hade den; kort sagt, alt, hvad verden beundrer og priser allerhøjest, ville være hæsligt og tomt i hans øjne. For hvad er hele verden med sin magt, rigdom og herlighed imod Gud, hvis arving og barn han er? … Men loven i lemmerne, som strider imod sindets lov, lader ikke troen være fuldkommen.»

⁴⁷⁶ 2 Kor 7,1; Gal 2,20.

⁴⁷⁷ Rom 8,18; Luk 12,32.

⁴⁷⁸ 1 Joh 2,16–17; 1 Kor 7,29–31.

⁴⁷⁹ Matt 6,21.

Endelig skal der endnu peges på, at den levende erkendelse af Rom 7,18 eller den fuldstændige fortvivlelse om egen kraft for det første driver til flittig omgang med Guds ord, altså til flittig brug af det middel, hvorved Gud har lovet at fuldende den gode gerning, han har begyndt i os.⁴⁸⁰ For det andet driver erkendelsen af, at vores frelse alene står i Guds hånd, til den ydmyge bøn og påkaldelse af Gud, som endnu aldrig er forblevet uhørt, men har det ubetingede løfte om bønhørelse.⁴⁸¹

⁴⁸⁰ Joh 8,51. Konkordieformlen, s. 600, 50–56.

⁴⁸¹ Joh 6,37; Sl 10,17; Matt 11,28; Sl 31,23; Es 57,15.