Det kristne liv eller helliggørelsen og de gode gerninger

Det kristne liv eller helliggørelsen og de gode gerninger

De sanctificatione et bonis operibus.

At det kristne liv med alle dets indre og ydre udfoldelser er en sikker følge, men også kun en følge af troen på den forsoning, som Kristus har tilvejebragt, er allerede vist i den samlede fremstilling af «frelsesordenen» (II, 488 ff.). Men i forbindelse med uklarheder og afvigelser i retfærdiggørelseslæren er der også kommet en hel række usikkerheder og åbenlyse afvigelser frem i læren om det kristne liv eller – hvad der er det samme – i læren om helliggørelsen og de gode gerninger. Derfor er det nødvendigt, at hele kapitlet om helliggørelsen og de gode gerninger fremstilles endnu mere udførligt ud fra en række synsvinkler. Spørgsmål som disse skal drøftes nærmere: Hvad forstår vi ved helliggørelse? Hvordan adskiller retfærdiggørelse og helliggørelse sig fra hinanden? Hvordan forholder helliggørelsen sig til opnåelsen af frelsen og til bevarelsen af troen? Af hvem og ved hvilke midler virkes helliggørelsen? Er helliggørelsen fuldkommen eller ufuldkommen i dette liv? Hvad er der at sige om helliggørelsens og de gode gerningers «nødvendighed» og «frihed»? Disse og andre spørgsmål, som historien har givet anledning til, og som tjener til en ret forståelse af det kristne liv, behandles i det følgende.

1. Begrebet helliggørelse

Ordet helliggørelse bruges både i Skriften og i kirkens sprogbrug i en videre og i en snævrere betydning.

Taget i den videre betydning betegner det Helligåndens hele gerning, hvorved menneskene skilles fra synden og igen bliver Guds egne for at leve for Gud og tjene ham. I denne betydning omfatter helliggørelsen, at troen skænkes, og retfærdiggørelsen, helliggørelsen som menneskets indre forvandling, bevarelsen i troen og også den fuldkomne fornyelse på den yderste dag. Således siges de kristne at være udvalgt fra evighed til frelse i 2 Thess 2,13: ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας [ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden]; 1 Pet 1,2: ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος εἰς ὑπακοὴν καὶ ῥαντισμὸν αἵματος Ἰησοῦ Χριστοῦ [ved Åndens helligelse til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod], hvor retfærdiggørelsen eller syndernes forladelse er indbefattet i ἁγιασμός, som det fremgår af, at πίστις ἀληθείας og ῥαντισμὸς αἵματος Ἰησοῦ Χριστοῦ nævnes særskilt. At de kristne kaldes κλητοὶ ἅγιοι [kaldet til at være hellige] (Rom 1,7; 1 Kor 1,2), skyldes primo loco (i første række) ligeledes retfærdiggørelsen ved troen. Også i 1 Kor 6,11 henføres «I blev helliget» bedst til retfærdiggørelsen, fordi det står mellem «I lod jer renvaske» og «I blev erklæret retfærdige». Men fordi Helligånden ved at virke troen på syndernes forladelse også forvandler og fornyer mennesket indvendig, så det vender sig bort fra synden og tjener Gud i gode gerninger, betegner Skriften også denne tilsigtede følge og virkning af retfærdiggørelsen som at «hellige» og som «helliggørelse». Således 1 Thess 4,3–7: «For dette er Guds vilje, jeres helligelse (ἁγιασμός), at I afholder jer fra utugt … at ingen krænker og bedrager sin bror i nogen sag … For Gud kaldte jer ikke til urenhed, men til helligelse.» Ligeledes tales der om livets hellighed 1 Thess 5,23; 3,13: ἀμέμπτους ἐν ἁγιωσύνῃ [til uangribelighed i hellighed]; 2 Kor 7,1: ἐπιτελοῦντες ἁγιωσύνην [så vi fuldender helligheden]; Ef 4,24: «Ifør jer det nye menneske, som er skabt i lighed med Gud ἐν δικαιοσύνῃ καὶ ὁσιότητι τῆς ἀληθείας» [i sandhedens retfærdighed og hellighed]. I Matt 19,28 kaldes de kristnes fuldstændige og endelige befrielse fra synden en genfødsel (παλιγγενεσία). I denne videre betydning bruger også Luther ordet helliggørelse i sin forklaring til tredje trosartikel. Den Store Katekismus (s. 455, 40–41): «Jeg tror, at Helligånden gør mig hellig (Spiritus Sancti opera me sanctificari), som hans navn er. Men hvormed gør han det, eller hvad er hans måde og middel dertil? Svar: Ved den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.» Quenstedt siger om det videre begreb sanctificatio (II, 914): Sanctificatio quandoque etiam late sumitur et iustificationem includit, ut Eph. 5, 26; Hebr. 10, 10; alias vero stricte et sic cum renovatione stricte dicta coincidit, ut Rom. 6, 19. 22; 1 Thess. 4, 3. 4. 7. [Helliggørelsen tages undertiden også i bred betydning og indbefatter retfærdiggørelsen, som Ef 5,26; Hebr 10,10; ellers tages den derimod i snæver betydning og falder således sammen med fornyelsen i snæver forstand, som Rom 6,19.22; 1 Thess 4,3.4.7.]

Taget i den snævrere betydning betegner helliggørelse den indre åndelige forvandling eller livets hellighed, som adskilles fra retfærdiggørelsen som dens følge. Således Rom 6,22: «Men da I nu er blevet befriet fra synden og er blevet tjenere for Gud» (nemlig ved retfærdiggørelsen),¹ «har I τὸν καρπὸν ὑμῶν εἰς ἁγιασμόν» [jeres frugt til helligelse]. V. 18–19: Ἐλευθερωθέντες ἀπὸ τῆς ἁμαρτίας (ved troen på evangeliet, v. 17, eller ved retfærdiggørelsen) ἐδουλώθητε τῇ δικαιοσύνῃ … παραστήσατε τὰ μέλη ὑμῶν δοῦλα τῇ δικαιοσύνῃ εἰς ἁγιασμόν [Efter at I er blevet befriet fra synden, er I blevet slaver for retfærdigheden … stil jeres lemmer til rådighed som slaver for retfærdigheden så det fører til helligelse]. Om helliggørelsen i snævrere betydning hedder det i Konkordieformlen (s. 619, 40): «Således må også ordenen mellem troen og de gode gerninger, ligeledes mellem retfærdiggørelsen og fornyelsen eller helliggørelsen, blive stående og bevares. For de gode gerninger går ikke forud for troen, og helliggørelsen går heller ikke forud for retfærdiggørelsen; men først bliver troen i omvendelsen tændt i os af Helligånden ved at vi hører evangeliet. Den griber Guds nåde i Kristus, og derved bliver personen retfærdiggjort. Derefter, når personen er retfærdiggjort, bliver den også fornyet og helliggjort af Helligånden; og af denne fornyelse og helliggørelse følger så de gode gerningers frugter.»

¹ Til hele afsnittet Rom 6,15–23 jf. Meyer, Philippi, Stöckhardt.

Til bestemmelsen af begreberne skal der endnu peges på følgende: I de anførte ord af Konkordieformlen er «fornyelse» og «helliggørelse» brugt som synonymer: «fornyelsen eller helliggørelsen». Helliggørelsen er «fornyelse», for så vidt som der i den træder en ny art frem i modsætning til den gamle art, som mennesket er født med; og fornyelsen er «helliggørelse», for så vidt som den nye art består i, at mennesket i den tages ud af syndens tjeneste og stilles i Guds tjeneste. Når helliggørelse og gode gerninger samme sted i Konkordieformlen adskilles som antecedens og consequens (det foregående og det følgende), er helliggørelsen tænkt som den principielle nye art, som retfærdiggørelsen har virket (καινὸς ἄνθρωπος, πνεῦμα [det nye menneske, ånd]), og som de enkelte gode handlinger eller gerninger udspringer af. Således Gal 5,25–26: «Når vi lever ved Ånden, så lad os også vandre ved Ånden. Lad os ikke blive pralende!» Gal 6,1: Ὑμεῖς οἱ πνευματικοί [I åndelige] skal hjælpe ham til rette ἐν πνεύματι πρᾳότητος [i en mild ånd]. I Gal 5,22 fremstilles kærlighed, glæde, overbærenhed osv. som «Åndens frugt», καρπὸς τοῦ πνεύματος. I en anden henseende falder de gode gerninger sammen med helliggørelsen, nemlig for så vidt som helliggørelsen in concreto (i det konkrete) fuldbyrdes ved de enkelte gode handlinger, ved at det onde indvendig og udvendig undgås, og ved at det gode indvendig og udvendig gøres. Helliggørelsen in concreto er lige så lidt som troen² et indgydt stof eller en hvilende tilstand (habitus otiosus, status otiosus), men en vedvarende akt eller uophørlig virksomhed, som Helligånden fortsat fremkalder og bærer.³ Dette kommer til udtryk i Skriften ved, at helliggørelse og gode gerninger lige direkte fremstilles som frugter af troen på Guds nåde i Kristus. Som det hedder i Rom 6,22: Ἔχετε τὸν καρπὸν ὑμῶν εἰς ἁγιασμόν [I har jeres frugt til helligelse], sådan hedder det i Tit 3,8.14 om dem, der er kommet til tro på Gud, at de skal hellige sig gode gerninger, καλῶν ἔργων προΐστασθαι.⁴ Således karakteriseres i Tit 2,11 ff. ἡ χάρις τοῦ θεοῦ ἡ σωτήριος [Guds nåde til frelse], som er åbenbaret i Kristus, som παιδεύουσα ἡμᾶς, ἵνα ἀρνησάμενοι τὴν ἀσέβειαν … σωφρόνως καὶ δικαίως καὶ εὐσεβῶς ζήσωμεν ἐν τῷ νῦν αἰῶνι [der opdrager os til at sige nej til ugudelighed … og til at leve med selvbeherskelse, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden].⁵

² Jf. afsnittet om fides actualis (troshandlingen), II, s. 517, og Walthers ord s. 522: «Troen er en vedvarende virksomhed, en vedvarende griben. Vi ved blot ikke, hvordan det fx sker i søvne.»

³ Jf. dogmatikernes udredninger mod den fysiske eller substantielle opfattelse af helliggørelsen. Quenstedt II, 917.

⁴ Προΐστασθαι med genitiv = curam gerere alicuius rei, at hengive sig til eller hellige sig en sag, fx τέχνης, kunsten.

⁵ Allerede de gamle lutherske teologer beskæftiger sig med spørgsmålet, i hvilken forstand helliggørelse (eller fornyelse) og gode gerninger adskilles som antecedens og consequens, og i hvilken forstand de falder sammen i sagen. Således siger Baier (III, 315): Bona opera partim ut finis et effectus ad renovationem sese habent, partim ad rationem formalem eius spectant. Renovatio enim formaliter [efter sit væsen] consistit in actibus aut operibus bonis et sanctis, quae viribus gratiae perficiuntur. [De gode gerninger forholder sig dels til fornyelsen som dens mål og virkning, dels hører de til dens formelle væsen. For fornyelsen består formelt i gode og hellige handlinger eller gerninger, som udføres ved nådens kræfter.] De gode gerninger er da naturligvis opfattet sådan, som Quenstedt definerer dem (II, 1371): Ratione ipsius operis, (bona opera) alia sunt interna, alia externa. Interna sunt interiores mentis cogitationes, voluntatis motus, cordisque affectus boni; externa sunt, quae in sensus hominum incurrunt et per exteriora verba et actiones externas sese exserunt. … Theologus disserens de operibus per opera intelligit actiones morales, nec tantum externas, quae fiunt manu et lingua, sed etiam internas et animi affectus motusque voluntatis. Est enim bonum opus, cum fit id, quod a Deo iubetur et eo affectu et modo, quo iubetur. [Med hensyn til selve gerningen er (de gode gerninger) dels indre, dels ydre. Indre er sindets indre tanker, viljens bevægelser og hjertets gode følelser; ydre er de, som falder i menneskers sanser og giver sig til kende ved ydre ord og ydre handlinger. … Når teologen taler om gerninger, forstår han ved gerninger moralske handlinger, ikke kun de ydre, som sker med hånd og tunge, men også de indre og sjælens følelser og viljens bevægelser. For en god gerning er det, når det sker, som Gud befaler, og med det sindelag og på den måde, som han befaler det.] Chemnitz peger (Loci, L. de bonis operibus, de vocabulis p. m. 9 ff.) på, at fx Rom 4,5 sætter tro og gerninger op imod hinanden, og at udtrykket «gode gerninger» derfor betegner hele det nye livs område, hvor troen virker. Til sidst tilføjer han formaningen: Si de rebus ipsis sit consensio, ne de vocabulis certamina non necessaria moveamus. [Er der enighed om selve sagen, så lad os ikke rejse unødvendige stridigheder om ordene.]

2. Helliggørelsens væsen i snævrere betydning til forskel fra retfærdiggørelsen

Vi gentager, hvad der i anden sammenhæng allerede ofte har måttet siges: Retfærdiggørelsen er en handling, som Gud foretager over for mennesket (circa hominem), hvorved Gud erklærer et menneske retfærdigt, som i sig selv ikke er retfærdigt, men uretfærdigt (ἀσεβής). Ganske vist er troen, som den subjektive retfærdiggørelse sker ved, i mennesket. Det er ikke Helligånden, der tror, men mennesket, der tror ved Helligåndens virkning. Men troens funktion i retfærdiggørelsen består alene i, at den griber en retfærdighed, der ligger uden for mennesket, nemlig Guds retfærdiggørende dom, der er udtalt i evangeliet, eller den syndernes forladelse, som er til stede ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse og forkyndes i evangeliet. Skønt troen er i mennesket, bliver den dog i retfærdiggørelsen sat op imod al retfærdighed, der er i mennesket eller er menneskets egen retfærdighed (iustitia inhaerens, den iboende retfærdighed) (Rom 4,5; Fil 3,9). Således forbliver det sandt med hensyn til troens retfærdighed: tota nostra iustitia extra nos [hele vor retfærdighed er uden for os] (Konkordieformlen, s. 622, 55), og med hensyn til Guds retfærdiggørende handling forbliver det sandt: actio est non in homine, sed circa hominem [handlingen sker ikke i mennesket, men over for mennesket]. Derimod er helliggørelsen i snævrere betydning, det vil sige den helliggørelse, der følger efter retfærdiggørelsen, en guddommelig handling i mennesket (in homine), hvorved Gud forvandler det uretfærdige menneske indvendig til et retfærdigt, eller med fagudtrykkene: virker en iustitia inhaerens, habitualis, vitae, operum (en iboende og blivende retfærdighed, livets og gerningernes retfærdighed) i mennesket, til forskel fra den iustitia imputata (tilregnede retfærdighed), som retfærdiggørelsen har tilvejebragt. At den helliggørelse, der udspringer af troen, består i en indre moralsk forvandling eller i en iustitia vitae, inhaerens, kommer især til udtryk i de skriftsteder, hvor det menneske, der er kommet til tro, fremstilles som helliggørelsens objekt efter sit væsens bestand, nemlig efter sjæl og legeme. Således 1 Thess 5,23: «Må fredens Gud selv hellige jer helt (ὁλοτελεῖς) og bevare jeres ånd, sjæl og krop» (καὶ ἡ ψυχὴ καὶ τὸ σῶμα, både sjælen og kroppen) «helt uangribelig ved vores Herre Jesu Kristi komme.» 2 Kor 7,1: «Da vi nu har sådanne løfter» (kap. 6,18), «elskede, så lad os rense os selv fra al besmittelse _af kød og ånd_⁶ så vi fuldender helligheden (ἐπιτελοῦντες ἁγιωσύνην) i gudsfrygt.» 1 Kor 6,20 sætter apostlen formaningen op imod besmittelsen ved utugt: «Ær Gud i jeres krop og i jeres ånd, som tilhører Gud.» Rom 12,1–2: «Jeg formaner jer da, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres kroppe som et levende, helligt og kærkomment offer for Gud; dette er jeres fornuftige gudstjeneste. Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle (μεταμορφοῦσθε, lad jer omforme) ved fornyelsen af jeres sind.»⁷

⁶ Σάρξ betegner her, sammenstillet med πνεῦμα for at angive menneskets væsensbestand, menneskets σῶμα.

⁷ Ἀνακαίνωσις τοῦ νοός peger direkte på den indre forvandling af sindelaget. – Hvad angår helliggørelsen «i ånd og legeme», bruger dogmatikerne denne terminologi: Subiectum quod sanctificationis sive renovationis est homo iustificatus. Subiectum quo est anima quoad facultates suas, intellectum, voluntatem et appetitum sensitivum, secundario etiam membra corporis, quatenus animae renovatae aut sanctificatae instrumenta sunt ad obeundas actiones sanctas necessaria. [Det subjekt, som helliggøres eller fornyes, er det retfærdiggjorte menneske. Det subjekt, hvori det sker, er sjælen med hensyn til dens evner: forstanden, viljen og den sanselige begærsevne, sekundært også legemets lemmer, for så vidt som de er den fornyede eller helliggjorte sjæls redskaber, som er nødvendige til at udføre hellige handlinger.]

3. Forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse i snævrere betydning

Hvad Skriften og den kirke, der bliver ved Skriften, lærer om retfærdiggørelsens eller troens forhold til helliggørelsen og de gode gerninger, lader sig sammenfatte i følgende to hovedpunkter: 1. Der er en uopløselig forbindelse (nexus indivulsus) mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. Hvor retfærdiggørelsen er, dér er under alle omstændigheder også helliggørelsen. 2. Men ved denne nexus indivulsus må man ikke vende det bageste forrest, det vil sige, helliggørelsen eller de gode gerninger må ikke stilles foran retfærdiggørelsen, men skal blive på deres plads som følge og virkning af retfærdiggørelsen. Begge hovedpunkter kommer til udtryk i Konkordieformlen, når den beskriver forbindelsen mellem retfærdiggørelsen og helliggørelsen sådan (s. 619, 41): «Dette skal ikke forstås sådan, at retfærdiggørelsen og fornyelsen er skilt fra hinanden på en sådan måde, at en sand tro undertiden en tid lang kunne være og bestå sammen med et ondt forsæt; men herved angives kun ordenen, hvordan det ene går forud for eller følger efter det andet (ordine causarum et effectuum, antecedentium et consequentium ita distribuuntur [de fordeles således efter årsagernes og virkningernes, det foregåendes og det efterfølgendes orden]). For det er og bliver sandt, som dr. Luther med rette har sagt: ’Troen og de gode gerninger passer og hører fint sammen; men det er troen alene, som griber velsignelsen, uden gerningerne, og dog er den aldrig og på intet tidspunkt alene.’» Fordi det er så vigtigt at holde fast ved dette rette forhold mellem retfærdiggørelse og helliggørelse over for enhver forvrængning, følger her en nærmere fremstilling af de to hovedpunkter. Også i den kamp, som den lutherske kirke måtte føre i det sekstende århundrede i de såkaldte antinomistiske og majoristiske stridigheder, gjaldt det på den ene side om at holde fast ved nexus indivulsus mellem troen og gerningerne og på den anden side om at afvise, at forholdet mellem troen og gerningerne blev vendt om.

For det første skal nexus indivulsus fastholdes. Hvor som helst Helligånden har virket troen på evangeliet i et menneske, dér virker han ved troen i det samme menneske også straks helliggørelsen og de gode gerninger.⁸ Skønt retfærdiggørelse og helliggørelse skal adskilles ordine causarum et effectuum (i årsagernes og virkningernes orden), falder de dog ikke fra hinanden i tid.⁹ Derfor er denne sætning rigtig: Hvor der ingen helliggørelse og ingen gode gerninger er, dér er der heller ingen tro. Folk af mange slags vil ikke lade denne nexus indivulsus gælde. Vi har allerede mindet om, at nyere teologer af kritisk retning ryster på hovedet, når de ser, at apostlen Paulus forbinder retfærdiggørelsens actus forensis (retslige handling), altså den iustitia imputata, med en indre moralsk forvandling eller en iustitia inhaerens sive vitae (iboende retfærdighed eller livets retfærdighed). De finder denne forbindelse utænkelig. De mener sig derfor berettiget til at antage, at «to tankestrømme», den jødiske og den hellenistiske, som i virkeligheden ikke lader sig forene, uforvarende er løbet sammen for apostlen.¹⁰ Men også nyere teologer af positiv retning tiltror ikke den tilregnede troens retfærdighed (iustitia fidei imputata) noget årsagsforhold til helliggørelsen. For at sikre helliggørelsen, som de mener, insisterer de på, at allerede troen selv i retfærdiggørelsen ikke skal opfattes alene som redskab, men som en «etisk akt» eller som helliggørelsens «kim». Desuden må vi desværre indrømme, at også de kristne, som i teorien holder fast ved den uopløselige forbindelse mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, efter kødet stadig står i fare for at glemme denne forbindelse i praksis.

⁸ Sådan var det også med røveren på korset, Luk 23,40–41.

⁹ Konkordieformlen siger (s. 619, 41), at troen, der griber velsignelsen uden gerninger, «dog aldrig og på intet tidspunkt er alene». Carpzov hos Baier III, 301: Statim ac eo ipso momento, quo fides accenditur in nobis et per eam, quatenus rem iustificam oblatam apprehendit, nos iustificamur, etiam mente et corpore renovamur. [Straks og i selve det øjeblik, da troen tændes i os, og vi ved den, for så vidt som den griber den retfærdiggørende sag, der tilbydes, bliver retfærdiggjort, bliver vi også fornyet i sind og legeme.] Quenstedt II, 896: Regeneratio, iustificatio, unio et renovatio tempore simul sunt et quovis puncto mathematico arctiores, adeo ut divelli et sequestrari nequeant, cohaerent. Secundum nostrum tamen concipiendi modum [begrebsmæssigt] ordine prior est regeneratio et iustificatio unione ista mystica. [Genfødsel, retfærdiggørelse, forening og fornyelse er samtidige i tid og hænger sammen tættere end noget matematisk punkt, så at de ikke kan rives fra hinanden og skilles ad. Efter vor måde at begribe på går dog genfødslen og retfærdiggørelsen i orden forud for denne mystiske forening.] Quenstedt opfatter her regeneratio som troens frembringelse, anf. st., s. 897.

¹⁰ Jf. udredningerne s. 488 ff.

Over for dette indskærper Skriften nu med stor kraft den kendsgerning, at helliggørelsen er uadskilleligt forbundet med retfærdiggørelsen. Selv om vi ikke nærmere kan forklare hvordan eller «den psykologiske formidling», står «at», eller kendsgerningen, fast. Efter at apostlen i Romerbrevet fra kap. 3,21 til slutningen af kap. 5 har fremstillet retfærdiggørelsen som actus forensis, som blot og bar retfærdigerklæring,¹¹ og det i den grad som blot og bar retfærdig_erklæring_, at han sætter troen, som retfærdiggørelsen sker ved, i modsætning til enhver moralsk egenskab i mennesket,¹² retter han selv i kap. 6,1 opmærksomheden mod spørgsmålet, hvordan det står til med livet i synden, når retfærdiggørelsen er sådan beskaffen. Han besvarer spørgsmålet sådan, at de retfærdiggjorte selvfølgelig ikke længere kan leve i synden, og begrunder det med, at de retfærdiggjorte er døde for synden. Sagens stilling fremstiller apostlen i afsnittet kap. 6,2–11 som en given og fastslået kendsgerning. Han slutter afsnittet med sammenfatningen i v. 11: «Betragt jer selv som døde i relation til synden, men som levende for Gud i Kristus Jesus», νεκροὺς μὲν εἶναι τῇ ἁμαρτίᾳ, ζῶντας δὲ τῷ θεῷ ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ. Tanken om, at de retfærdiggjorte stadig kunne leve for synden og ikke for Gud, ville være – sådan fremstiller apostlen sagen – lige så absurd, som hvis vi ville tiltro de døde, der er skilt fra dette liv og ligger i deres grave, at de stadig kunne vise sig og færdes i dette jordiske liv. Der kan altså ingen tvivl være om, at apostlen Paulus bringer helliggørelsen, opfattet som moralsk forvandling eller iustitia inhaerens, i uopløselig forbindelse med retfærdiggørelsen, opfattet som actus forensis eller som blot og bar tilregnelse af retfærdigheden.¹³ – Men hvad så med hvordan eller den «psykologiske formidling»? Så helt utænkelig, som Pfleiderer, Holtzmann og andre mener, er sagen dog ikke. Vi har endda en analogi til rådighed på det naturlige livs område. Kærlighed, som man har fået vist, vækker genkærlighed. Nu forholder det sig jo, som bekendt, sådan, at Gud har vist menneskene en underfuldt stor kærlighed. Således (οὕτως) elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn.¹⁴ I dette (ἐν τούτῳ) består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som soning for vores synder.¹⁵ Gud viser (συνίστησιν) sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.¹⁶ Hvis menneskene kunne blive overbeviste om denne Guds kærlighed til dem, så ville det virkelig ikke være så mærkeligt, men snarere en selvfølge, at de til gengæld elskede Gud, som først og så underfuldt har elsket dem, og af kærlighed til ham undgik synden. Alt kommer kun an på, om der findes et middel eller en måde, hvorved menneskene bliver gjort helt visse på eller overbevist om denne Guds kærlighed. Ganske vist tror mennesket af naturen ikke denne kærlighed, men anser den for dårskab.¹⁷ Man kan heller ikke bevise denne kærlighed, som apostlen Paulus udtrykkeligt beretter.¹⁸ Men når den forkyndes som kendsgerning i evangeliets ord, så er det Helligåndens gerning indtil den yderste dag at virke troen ved denne forkyndelse, Rom 10,17: ἡ πίστις ἐξ ἀκοῆς [troen kommer af det som høres].¹⁹ Og når denne tro på evangeliet eller på Guds kærlighed i Kristus ved Helligåndens virkning er til stede i et menneskehjerte, så er der ikke længere nogen vanskelighed ved kærligheden til Gud og fjendskabet mod synden. Så er retfærdiggørelse og helliggørelse «psykologisk formidlet» og udgør ikke længere en «tolagethed i læredannelsen». Sådan har retfærdiggørelse og helliggørelse forbundet sig for apostlen Paulus. Gal 2,20: «Det liv jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Sådan forekommer det også alle kristne ikke «tolaget», men helt «enhedsligt» og selvfølgeligt, når Johannes tilskynder dem: «Lad os elske ham, for han har elsket os først!»²⁰ og Paulus: «Han [Kristus] døde i stedet for alle for at de som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem.»²¹ Denne psykologi svarer også til de kristnes erfaring eller «oplevelse». Jo vissere de er på Guds nåde og den himmelske arv, des mere levende og stærkt er sindet i dem til at tjene Gud og søge det, som er der oppe. «Når du trøster mit hjerte, løber jeg dine buds vej.»²² Også kærligheden til næsten bliver på denne måde – nemlig ved troen på Guds kærlighed, som er åbenbaret i Kristus – psykologisk formidlet, sådan som Johannes ligeledes udtrykkeligt lærer: «Elskede, når Gud har elsket os på den måde (οὕτως), er vi også forpligtet (ὀφείλομεν) på at elske hinanden»,²³ og Paulus: «Vandr i kærlighed, ligesom også Kristus har elsket os og givet sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, til en liflig duft.»²⁴ Således er kærligheden til Gud og næsten, altså lovens opfyldelse,²⁵ «åndeligt-naturligt», nexu indivulso (i uopløselig forbindelse), forbundet med den retfærdiggørende tro. Retfærdiggørelse og helliggørelse er altså virkelig ikke to uensartede «tankestrømme», der løber uformidlet ved siden af hinanden, men de optræder i klar og sikker psykologisk formidling med hinanden. – Hvad kommer det mon af, at man ikke tiltror troen noget årsagsforhold til helliggørelsen? Det kommer af, at man har en tro i tankerne, som mennesket helt eller delvis selv laver, som mennesket selv beslutter sig for, og som mennesket bringes til ved videnskabelig bevisførelse. Man har med rette en fornemmelse af, at denne tro ikke har noget årsagsforhold til helliggørelsen. Også Luther og den lutherske bekendelse indrømmer, at den tro, der er et menneskeligt påfund, er en ganske magtesløs ting. Men helt anderledes står det til med den tro, som uden menneskelig medvirken, alene ved Helligåndens virkning, midt i samvittighedens rædsler «samtykker i Guds løfte, hvor syndernes forladelse og retfærdiggørelsen tilbydes uforskyldt for Kristi skyld». _Illa fides, quae iustificat, … est assentiri promissioni Dei, in qua gratis propter Christum offertur remissio peccatorum et iustificatio._²⁶ Denne tro skaber ufejlbarligt forbindelsen med helliggørelsen og de gode gerninger. Apologien fremstiller dette psykologisk således: «Den samme tro, hvor enhver for sig selv tror, at Kristus er givet for ham, den opnår alene syndernes forladelse for Kristi skyld. … Og fordi den samme [tro] i den rette omvendelse også opretter vore hjerter igen i syndens og dødens rædsel, bliver vi genfødt ved den, og ved troen kommer Helligånden i vort hjerte, han som fornyer vore hjerter, så vi kan holde Guds lov, elske Gud ret, frygte ham sandt, ikke vakle eller tvivle om, at Kristus er givet os, at han hører vort råb og vore bønner, og så vi glade kan overgive os i Guds vilje, også midt i døden.»²⁷ Det samme gør Luther. Mens han om fides acquisita (den erhvervede tro) siger: «Ligesom den er et menneskeligt påfund og en tanke, som hjertets grund aldrig erfarer, sådan udretter den heller intet, og der følger ingen forbedring efter den», siger han om den tro, som Helligånden har virket: «Tro er en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud, Joh 1,13, og dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, mod, sind og kræfter og bringer Helligånden med sig. Åh, det er en levende, travl, virksom, mægtig ting med troen, så det er umuligt, at den ikke uophørligt skulle virke det gode. Den spørger heller ikke, om der skal gøres gode gerninger, men før man spørger, har den gjort dem og er altid i færd med at gøre dem. … Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at den ville dø tusind gange derfor. Og en sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og lysten over for Gud og alle skabninger; det gør Helligånden i troen. Derfor bliver mennesket uden tvang villigt og lysten til at gøre alle godt, tjene alle og lide alt muligt, Gud til kærlighed og pris, han som har vist ham en sådan nåde, så det er umuligt at skille gerninger fra tro, ja, lige så umuligt, som det at brænde og lyse kan skilles fra ilden.»²⁸ – Man har uden grund set en vanskelighed i, at helliggørelsen snart udledes af _troen_²⁹ og snart af, at Helligånden tager bolig i mennesket.³⁰ Sagen forholder sig sådan, at Helligånden som helliggørelsens causa efficiens (virkende årsag) virker den ved troen som instrumentum (redskab). Ved at Helligånden bevarer troen på Guds nåde eller syndernes forladelse for Kristi skyld i menneskehjertet, skriver han også kærligheden til Gud og alle kristne dyder, altså hele Guds lov, ind i hjertet.³¹ Således træder den uopløselige forbindelse mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, også set fra dette punkt, atter frem i lyset. Der ligger heller ingen modsigelse i, at Skriften snart betegner troen som Helligåndens _virkning_³² og snart fremstiller modtagelsen af Ånden som formidlet ved troen.³³ I det første tilfælde er der tale om Helligånden, for så vidt som han først udefra kommer til mennesket ved evangeliets ord og frembringer troen. I det sidste tilfælde er der tale om Helligånden, for så vidt som han allerede har taget bolig i menneskehjertet. Efter at Helligånden første gang har virket troen, vender han ikke om, men drager med troen ind i menneskehjertet for nu indefra at bevare troen på retfærdiggørelsen og ved troens bevarelse at drive helliggørelsen og de gode gerninger frem som troens frugter. Det er nexus indivulsus mellem retfærdiggørelse og helliggørelse eller mellem tro og gerninger.

¹¹ Holtzmann fastholder (II, 153) med rette, at også Rom 5,12–21 kun handler om retfærdiggørelsen og endnu ikke om helliggørelsen.

¹² Rom 4,5; 3,28; Gal 2,16; Fil 3,9.

¹³ Holtzmann II, 166: «Med overgangen fra lovens sfære til nådens sfære har syndens herredømme over den troende fået sin endelige afslutning.»

¹⁴ Joh 3,16.

¹⁵ 1 Joh 4,10.

¹⁶ Rom 5,8.

¹⁷ 1 Kor 2,14; 1,23.

¹⁸ 1 Kor 2,4: ὁ λόγος μου καὶ τὸ κήρυγμά μου οὐκ ἐν πειθοῖς ἀνθρωπίνης σοφίας λόγοις [min tale og min forkyndelse var ikke med menneskelig visdoms overbevisende ord].

¹⁹ Joh 16,14; 1 Kor 2,5.

²⁰ 1 Joh 4,19. Eller også ἀγαπῶμεν som indikativ: «Vi elsker ham», hvorved det selvfølgelige i kærligheden til Gud fremhæves endnu stærkere.

²¹ 2 Kor 5,15.

²² Sl 119,32.

²³ 1 Joh 4,11.

²⁴ Ef 5,2.

²⁵ Matt 22,34–39; Rom 13,8–10.

²⁶ Apologien, s. 95, 48.

²⁷ Apologien, s. 95, 46.

²⁸ St. L. XIV, 99 f.

²⁹ Gal 5,6.

³⁰ Rom 8,9.

³¹ Gal 2,20.

³² 1 Kor 2,4–5.

³³ Gal 3,2.5.

Men ved denne uopløselige forbindelse (nexus indivulsus) må man ikke vende det bageste forrest. Det er det andet hovedpunkt, som ligeledes skal udfoldes nærmere. Helliggørelsen skal altid kun læres som det, der følger efter retfærdiggørelsen (consequens), aldrig som det, der går forud for den (antecedens). Denne guddommelige orden holder alle mennesker af naturen for bagvendt. Ifølge alle deres forestillinger om religion hører vognen foran hestene, det vil sige gerningerne foran retfærdiggørelsen. Sådan tror alle hedninger³⁴ og alle frafaldne jøder.³⁵ Sådan lærer pavekirken under kristent skin og udtaler samtidig forbandelsen over alle, der ikke vil spænde vognen foran hestene.³⁶ Sådan lærer også alle de protestanter, der på forskellig måde og under forskellige navne lader gode gerninger, «etiske» handlinger, ret adfærd osv. gå forud for omvendelsen, retfærdiggørelsen eller i hvert fald for opnåelsen af frelsen, enten udtrykkeligt som årsag (causa) eller dog som uomgængelig betingelse (conditio sine qua non).³⁷ Hvorfra kommer denne almindelige omvending af den guddommelige orden? Den har sin grund i lovens mening (opinio legis), som er medfødt hos alle mennesker, og som de ikke giver afkald på, før de ved Helligåndens virkning er blevet belært af Gud ud fra hans ord og har givet afkald på alle egne tanker i religionens sager.³⁸ Og fordi alle kristne endnu har kødet på sig, er også de stadig tilbøjelige til at give gerningerne en plads foran retfærdiggørelsen.³⁹ Endelig må det indrømmes, at også lærere, der i teorien bestemmer forholdet mellem tro og gerninger korrekt, fristes til i praksis at tabe dette forhold af syne. Når de ser, at nådelæren misbruges til dovenskab i gode gerninger, bukker de vel under for fristelsen til at tie om Guds barmhjertighed (οἰκτιρμοὶ τοῦ θεοῦ, Rom 12,1) som den eneste kilde til de gode gerninger og i det mindste med stiltiende samtykke (tacito consensu) også at godkende gerninger, som ikke er kommet i stand som frugter af retfærdiggørelsen.⁴⁰ Dette stof skal tages op igen under kapitlet «Hedningernes gode gerninger».

³⁴ ApG 17,22–23; 1 Kor 8,1; 10,20. Apologien, s. 122, 85.

³⁵ Rom 10,3. Apologien, s. 122, 86.

³⁶ Trid., sess. 6, can. 24: «Hvis nogen siger, … at disse gerninger» (nemlig de førnævnte gode gerninger) «kun er frugter og tegn på den opnåede retfærdiggørelse, men ikke en årsag til dens forøgelse, han være forbandet!»

³⁷ Arminianere, synergister, majorister, moderne teologer af negativ og positiv retning.

³⁸ Apologien, s. 134, 144–145.

³⁹ Luther til Sl 131. St. L. IV, 2077 f.

⁴⁰ Jeg tænker her for eksempel på den udbredte uskik at indsamle kirkelige bidrag ved «sales», «socials» [basarer, sammenkomster] osv. med den begrundelse, at de nødvendige «gode gerninger» ikke ville blive gjort, hvis man ikke fulgte denne metode.

Al åbenlys og skjult forvrængning af ordenen mellem retfærdiggørelse og helliggørelse betegner Skriften som fordærvelig blindhed og dårskab.⁴¹ Skriften belærer os om, at der i hvert tilfælde, hvor gerningerne stilles foran retfærdiggørelsen, opnås to ting. For det første opnås det modsatte af retfærdiggørelse, nemlig forbandelsen.⁴² For det andet fremkaldes også det stik modsatte af helliggørelse og gode gerninger, nemlig at synden tager til. Enten lader man helliggørelsen og de gode gerninger stå bagest eller på andenpladsen, nemlig som frugter af troen på evangeliet, eller også er de slet ikke til stede. Det fremstiller Skriften fra flere synsvinkler. Den, der ikke tror på retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger, står endnu under loven. Men loven detroniserer ikke synden; den sætter den kun i bevægelse.⁴³ Den formidler ikke helliggørelse, men – fordi kødet (σάρξ) er skyld i det – hykleri⁴⁴ eller fortvivlelse.⁴⁵ Videre: Den, der ikke står i troen på evangeliet, det vil sige ikke er blevet retfærdig for Gud ved troen uden gerninger, regeres ikke af Helligånden, men af Djævelen. Han gør derfor heller ikke Guds hellige vilje, men tænker, vil og gør, hvad Djævelen virker i ham.⁴⁶ Derfor kræver både den enkelte kristnes praktiske behov, for så vidt han har omsorg for sin kristne tro og sit kristne liv, og kirkens praktiske behov, for så vidt den skal lære tro og helliggørelse, at man klart erkender og nøje fastholder på den ene side nexus indivulsus mellem retfærdiggørelse og helliggørelse og på den anden side også ordenen mellem det forudgående og det efterfølgende (ordo antecedentium et consequentium). Dette formål skal også de følgende udredninger tjene.

⁴¹ Gal 3,2.

⁴² Gal 3,10.

⁴³ Rom 7,5.7–11. Luther VIII, 1455.

⁴⁴ Jer 31,32; Luk 18,11–12.

⁴⁵ ApG 16,27.

⁴⁶ Ef 2,2; Tit 3,3; Luk 11,21.

4. Helliggørelsens virkende årsag

Gud virker, ligesom troen, sådan også helliggørelsen med sin uendelige kraft,⁴⁷ men sådan, at den kristne efter det nye menneske er virksom eller medvirker (cooperatur). Mens mennesket ved troens tilblivelse eller ved omvendelsen kun lider Guds virkning uden selv at være medvirkende (pure passive se habet), forholder mennesket sig ved helliggørelsen virksomt eller medvirkende (active se habet sive cooperatur). Men medvirkningen ved helliggørelsen skal forstås ret. Den sker ikke sådan, at Guds virkning og det nye menneskes virkning er sideordnede, «som når to heste trækker en vogn sammen» (Konkordieformlen, s. 604, 66), men sådan, at det nye menneskes virkning helt og altid er underordnet Guds virkning og altid kun sker i afhængighed af Gud (dependenter a Deo). Sagt på en anden måde: Det er Helligånden, der sætter det nye menneske i virksomhed som sit levende redskab og holder det i virksomhed. Alle momenter er sammenfattet i Konkordieformlens ord (s. 604, 65–66): «Så snart Helligånden ved Ordet og de hellige sakramenter har begyndt denne sin gerning, genfødslen og fornyelsen, i os, er det vist, at vi ved Helligåndens kraft kan og skal medvirke, om end endnu i stor svaghed. Men det sker ikke af vore kødelige, naturlige kræfter, men af de nye kræfter og gaver, som Helligånden har begyndt i os i omvendelsen, sådan som Sankt Paulus udtrykkeligt og alvorligt formaner, at vi som medarbejdere ikke skal modtage Guds nåde forgæves. Det skal dog ikke forstås anderledes end sådan, at det omvendte menneske gør så meget og så længe godt, som Gud regerer, leder og fører det med sin Helligånd, og at det, så snart Gud tog sin nådige hånd fra det, ikke et øjeblik kunne bestå i lydighed mod Gud. Men skulle det forstås sådan, at det omvendte menneske medvirkede ved siden af Helligånden på samme måde, som to heste trækker en vogn sammen, kunne det på ingen måde indrømmes uden skade for den guddommelige sandhed.»

⁴⁷ 1 Thess 5,23–24: Αὐτὸς ὁ θεὸς ἁγιάσαι ὑμᾶς ὁλοτελεῖς … πιστὸς ὁ καλῶν ὑμᾶς, ὃς καὶ ποιήσει [Må … Gud selv hellige jer helt … Trofast er han som kalder jer, han vil også gøre det]. Helligånden, som bor i de kristne som i sit tempel (1 Kor 3,16; 6,19), driver dem til at dræbe kødets gerninger (Rom 8,13–14). De kristne er Guds værk (ποίημα, skabning), også for så vidt de gør gode gerninger (Ef 2,10).

Man har drøftet det spørgsmål, om initiativet ved de enkelte åndelige bevægelser og de enkelte gode gerninger udgår fra det nye menneske eller fra Helligånden. Skriften giver klart det sidste til kende, idet den også fører hver god tanke tilbage til Gud som ophav, 2 Kor 3,5: οὐχ ὅτι ἱκανοί ἐσμεν ἀφ’ ἑαυτῶν λογίσασθαί τι ὡς ἐξ ἑαυτῶν [Ikke fordi vi er kvalificerede i os selv til at tænke noget af os selv].⁴⁸

⁴⁸ Jf. Calov til stedet.

5. De indre bevægelser (motus interni), hvorunder helliggørelsen foregår

Ved troen på Kristus, det vil sige på syndernes forladelse for Kristi skyld, uden lovens gerninger, er et nyt menneske (καινὸς ἄνθρωπος, Ef 4,24; νέος ἄνθρωπος, Kol 3,10; ὁ ἔσωθεν ἄνθρωπος, 2 Kor 4,16) trådt ind i tilværelsen. Dette nye menneske vil kun, hvad Gud vil, Rom 7,22: συνήδομαι τῷ νόμῳ τοῦ θεοῦ κατὰ τὸν ἔσω ἄνθρωπον [jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske]. Den kristne er derfor fuldkommen hellig, νεκρὸς τῇ ἁμαρτίᾳ og ζῶν τῷ θεῷ [død i relation til synden og levende for Gud], Rom 6,1–11, for så vidt han er et nyt menneske eller genfødt. Men i den kristne bliver den gamle syndige art eller det gamle menneske tilbage hele livet her på jorden (παλαιὸς ἄνθρωπος, Ef 4,22; ὁ ἔξω ἄνθρωπος, 2 Kor 4,16; τὸ σῶμα τῆς ἁμαρτίας, Rom 6,6; ἡ σάρξ, Rom 7,18). Dette gamle menneske er og bliver hengivet til synden, Rom 7,18: οὐκ οἰκεῖ ἐν ἐμοί, τοῦτ’ ἔστιν ἐν τῇ σαρκί μου, ἀγαθόν [i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt], og strider mod det nye menneske, Gal 5,17: ἡ σάρξ ἐπιθυμεῖ κατὰ τοῦ πνεύματος [kødet begærer mod Ånden]. Når sagen står sådan, foregår helliggørelsen altid kun på den måde, at den kristne, for så vidt han er et nyt menneske, kæmper mod sig selv, for så vidt han endnu er det gamle menneske, og at det nye menneske med sin gode vilje og gerning sætter sig igennem over for det gamle menneskes onde vilje og gerning. Efter Skriften har helliggørelsen derfor en negativ og en positiv side. Efter den negative side består den i at aflægge det gamle menneske, efter den positive i at iføre sig det nye menneske.⁴⁹ Dette er Åndens kamp mod kødet.

⁴⁹ Ef 4,22–24: ἀποθέσθαι τὸν παλαιὸν ἄνθρωπον … καὶ ἐνδύσασθαι τὸν καινὸν ἄνθρωπον [at I har aflagt det gamle menneske … og at I har iført jer det nye menneske].

Om Åndens kamp mod kødet er det på sin plads at gøre flere enkeltbemærkninger: 1. Denne kamp er ikke et tegn på, at de kristne er faldet ud af nåden, sådan som de vel mener i anfægtelsen, men tværtimod et tegn på nådestanden. Kun hvor kampen er hørt op, og kødet har fået magten, er man faldet ud af nåden. 2. Fordi også de kristnes gamle menneske bliver gammelt, det vil sige ikke er fromere end de ikke-kristnes kød, skal de kristne på den ene side ikke undre sig så meget over, at lysterne til fuldkommen vantro og til de groveste synder endnu rører sig i dem (Rom 7,18; 1 Thess 4,3–6), og på den anden side holde sig for øje, at Åndens kamp mod kødet ikke kan bestå i en forbedring, opdragelse eller kultivering, men altid kun i en korsfæstelse og dræbning af kødet eller det gamle menneske.⁵⁰ Skriftens formaninger går ud på denne behandling af det gamle menneske: Rom 8,13: τὰς πράξεις τοῦ σώματος θανατοῦν [at dræbe kroppens gerninger]; Gal 5,24: τὴν σάρκα σταυροῦν σὺν τοῖς παθήμασιν καὶ ταῖς ἐπιθυμίαις [at korsfæste kødet sammen med dets lidenskaber og lyster]; Kol 3,5: νεκροῦν τὰ μέλη τὰ ἐπὶ τῆς γῆς, πορνείαν, ἀκαθαρσίαν κτλ. [at dræbe de jordiske lemmer: utugt, urenhed osv.]; 1 Kor 9,27: ὑπωπιάζειν τὸ σῶμα καὶ δουλαγωγεῖν [at disciplinere kroppen og holde den under kontrol]; Matt 18,8–9: χεῖρα καὶ πόδα σκανδαλίζοντας ἐκκόπτειν, ὀφθαλμὸν σκανδαλίζοντα ἐξαιρεῖν [at hugge hånd og fod af, når de bringer til frafald, og rive øjet ud, når det bringer til frafald]. 3. Åndens kamp mod kødet er svær og smertefuld, sådan som det fremgår af de anførte skriftudtryk «dræbe», «korsfæste», «hugge hånd og fod af», og som det bliver klart af den kendsgerning, at det kød, der skal behandles sådan, ikke fører en særskilt tilværelse, men endnu hænger ved ens eget jeg (Hebr 12,1). Trøstende er det i den svære og smertefulde kamp, som Luther ofte minder om, at også de «store helgener», især også den høje apostel Paulus, har følt det svære og smertefulde i denne kamp, sådan som det fremgår af klageråbet Rom 7,24: ταλαίπωρος ἐγὼ ἄνθρωπος [Jeg ulykkelige menneske!].⁵¹ 4. Skriften forsikrer os om, at de kristne går ud af denne kamp som sejrherrer, når de bliver ved nåden og Guds ord og derved giver Helligånden lejlighed til med sin guddommelige kraft at blive virksom i dem og blive ved med at være virksom. Hertil hører skriftudsagn som 2 Kor 12,10: «Når jeg er svag, så er jeg stærk»; Luk 18,27: «Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud»; hele afsnittet 2 Kor 4,7 ff. om skatten i skrøbelige kar, «for at den overvældende kraft skal være fra Gud og ikke fra os»; men den guddommelige kraft bliver virksom ved Guds ord; Ef 6,17: «Tag … Åndens sværd, som er Guds ord»; Joh 15,7: «Hvis … mine ord bliver i jer, da bed om hvad som helst I vil, og det skal blive jer til del»; Rom 8,37: «I alt dette mere end sejrer vi» (ὑπερνικῶμεν, vi er oversejrende, vinder en glimrende sejr) «ved ham som elskede os.» Det sejrrige forløb skildrer apostlen i enkeltheder 2 Kor 4,8 ff. Paulus bruger i skildringen ordspil, som til dels er svære at gengive i oversættelse: Ἐν παντὶ θλιβόμενοι, ἀλλ’ οὐ στενοχωρούμενοι, ἀπορούμενοι, ἀλλ’ οὐκ ἐξαπορούμενοι, διωκόμενοι, ἀλλ’ οὐκ ἐγκαταλειπόμενοι, καταβαλλόμενοι, ἀλλ’ οὐκ ἀπολλύμενοι, πάντοτε τὴν νέκρωσιν τοῦ Ἰησοῦ ἐν τῷ σώματι περιφέροντες, ἵνα καὶ ἡ ζωὴ τοῦ Ἰησοῦ ἐν τῷ σώματι ἡμῶν φανερωθῇ, ἀεὶ γὰρ ἡμεῖς οἱ ζῶντες εἰς θάνατον παραδιδόμεθα διὰ Ἰησοῦν, ἵνα καὶ ἡ ζωὴ τοῦ Ἰησοῦ φανερωθῇ ἐν τῇ θνητῇ σαρκὶ ἡμῶν [I alt presses vi, men vi er ikke indesluttede, vi er i vildrede, men ikke fortvivlede, vi forfølges, men er ikke forladte, vi slås ned, men er ikke slået ihjel, vi bærer altid Jesu død på vores krop for at også Jesu liv skal blive synligt i vores krop. For vi som lever, overgives altid til døden for Jesu skyld for at også Jesu liv skal blive synligt i vores dødelige krop]. Luther skriver til 1 Pet 5,9 (St. L. IX, 1108) om brugen af Guds ord i Åndens kamp mod kødet: «Ædru skal I være og våge, men for at kroppen kan blive skikket» (Luther taler ofte om, hvordan kroppen skal behandles i Åndens kamp mod kødet, men han overvurderer ikke denne ydre opdragelse, paedagogia externa). «Men dermed er Djævelen endnu ikke slået; det sker kun, for at I skal give kroppen så meget mindre anledning til synd. Det rette sværd er dette, at I er stærke og faste i troen. Når du griber Guds ord i hjertet og holder fast ved det med troen, så kan Djævelen ikke vinde, men må flygte. Når du altså kan sige: Det har min Gud sagt, på det står jeg, så skal du se, at han snart vil pakke sig; så går ulyst, ond lyst, vrede, griskhed, tungsind og tvivl alt sammen bort. Men Djævelen er listig og lader dig ikke gerne komme så vidt og griber efter at tage sværdet ud af hånden på dig; når han gør dig doven, så kroppen bliver uskikket og tilbøjelig til skurkestreger, så river han hurtigt sværdet ud af hånden på dig. Sådan gjorde han også med Eva; hun havde Guds ord; var hun blevet hængende ved det, så var hun ikke faldet. Men da Djævelen så, at hun holdt så løst på Ordet, rev han det ud af hjertet på hende, så hun lod det fare; og så havde han vundet. (2 Kor 11,3; 1 Mos 3,4.13.) Således har Sankt Peter tilstrækkeligt undervist os i, hvordan vi skal strides med Djævelen. Det koster ikke meget løben frem og tilbage eller nogen gerning, som du kan gøre, men ikke mere, end at du hænger ved Ordet ved troen. Når han kommer og vil drive dig i tungsind for syndens skyld, så grib kun Guds ord, der lover syndernes forladelse, og vov dig ud på det, så må han snart lade af.» 5. En vigtig kampregel er straks at sætte den tilsvarende gode handling op imod den onde handling fra kødet, der rører sig, for eksempel lovprisningen af Gud imod knurren mod Gud, og Guds tanker, sådan som de foreligger åbenbaret i Skriften, imod ens egne og andre menneskers tanker og domme om lærens og livets spørgsmål.⁵² Også her må der igen mindes om, hvor vigtigt det er, at den kristne ikke blot uophørligt omgås Guds ord, men også præger så mange skriftsteder som muligt ordret i sin hukommelse, så han straks kan sætte det skriftord, der hører til sagen, op imod kødets, verdens og Djævelens angreb, når og hvor de kommer. Denne sejrrige måde at kæmpe på lærer Kristus os ved sit eget eksempel Matt 4,1–11.

⁵⁰ Meyer bemærker til 2 Kor 7,1: «Derfor kræves det aldrig, at kødet (σάρξ) skal være eller blive helligt.»

⁵¹ Luther IX, 1292: «Ingen af jer, der lider og anfægtes legemligt eller åndeligt, også på det højeste og gruligste, skal tænke, at han lider noget særligt, nyt og sælsomt, eller som om ingen før og ved siden af ham havde følt og udholdt så svær og forfærdelig anfægtelse; nej, I er ikke de eneste. Jeres brødre, som lever før og med jer, har erfaret netop det samme og vel noget endnu større og sværere.»

⁵² Hvor sandt dette er, lærer man med sikkerhed af erfaringen. Man skal ikke vente med lovprisningen af Gud, til man føler lyst til det i hjertet, men begynde at synge «Nu takker alle Gud» midt i mismodet, så vil mismod og knurren vige. Forekommer døden os meget forfærdelig, så retter skriftord som: «I dag skal du være med mig i Paradis» det forfærdelige billede. Mener vi i en bestemt trængsel at have tilstrækkelig grund til rigtig dyb og vedvarende sorg, så hjælper ord som: «Glæd jer altid (πάντοτε) i Herren!» Farlig er også den tanke, at fristelsen er for svær, og at vi må gå til grunde i den. Denne fejlagtige opfattelse bliver bandlyst fx ved 1 Kor 10,13: «Gud er trofast, og han vil ikke tillade at I fristes ud over det I kan bære.» Hvad særlig angår læren, bekender selv Luther: «Jeg har ofte ikke kunnet løse Djævelens argument.» (IX, 1339.) Men vildfarelsen blev magtesløs og veg, som tågen viger for solen, så snart Helligånden mindede ham om de skriftord, der handler om de anfægtede lærepunkter. «Det Ord de skal lade stå» [fra Luthers salme «Vor Gud han er så fast en borg» (Ein feste Burg)]. Jf. Luthers vældige udredning om, at ikke blot lærerne, men alle kristne er i stand til at afvise al vildfarelse, så snart de stiller sig på Guds ord uden glose. (Til 1 Pet 3,15. St. L. IX, 1235 ff.)

6. Midlerne, hvorved helliggørelsen virkes

Midlet til helliggørelsen er, nøjagtigt talt, kun det, hvorved det gamle menneske dødes og det nye menneske styrkes, altså evangeliet (nådemidlerne), ikke loven. Det er allerede vist, at kun evangeliet styrter synden af tronen, mens loven øger den.⁵³ Dog kommer loven også i brug ved helliggørelsen, for så vidt den tjener evangeliet. Carpzov viser over for unøjagtig tale hos nogle lutherske teologer, at kun evangeliet (solum evangelium) er middel (organum) til fornyelsen og helliggørelsen. Loven bliver «kun taget med af evangeliet til en vis brug» (assumi).⁵⁴ Spørger vi, i hvilken henseende loven «tages med» til hjælpetjenester, må følgende siges: Fordi den kristne stadig har kødet på sig og efter kødet er tilbøjelig til at ringeagte den synd, der hænger ved ham, må hans synd og fordømmelsesværdighed fortsat åbenbares for ham ved loven. For hvor erkendelsen af synden hører op, dér hører også troen på forladelsen, eller troen på evangeliet, op.⁵⁵ Men dermed ville kilden til helliggørelsen og de gode gerninger være tilstoppet. Efter det gamle menneske er den kristne endvidere tilbøjelig til at gøre sig egne tanker om et helligt, gudvelbehageligt liv, ja, til at anse synder for dyder og dyder for synder. Ved denne formørkelse af erkendelsen af Guds hellige vilje, som udgår fra kødet, tjener loven også den kristne som «regel», det vil sige, den viser ham hele tiden den rette skikkelse af et gudvelbehageligt liv og de sandt kristne gerninger.⁵⁶ Men kraften til at gøre de rette gerninger og undlade de onde kommer altid kun fra evangeliet. Paulus formaner de kristne til at bringe deres kroppe som offer for Gud (παραστῆσαι) διὰ τῶν οἰκτιρμῶν τοῦ θεοῦ [ved Guds barmhjertighed], Rom 12,1, og Johannes opfordrer til kærlighed til Gud og til hinanden med begrundelsen ὅτι αὐτὸς πρῶτος ἠγάπησεν ἡμᾶς [fordi han har elsket os først], 1 Joh 4,19.11. Evangeliet må i ethvert tilfælde skrive loven ind i hjertet.⁵⁷ Luther minder om, at prædikanter bliver skyld i underskuddet i helliggørelsen og de gode gerninger ved, at de vil fremkalde helliggørelsen og de gode gerninger ved loven i stedet for ved evangeliet.⁵⁸ – Man har behandlet spørgsmålet om, i hvilket forhold de særlige livsførelser – fattigdom og rigdom, sygdom og sundhed, ulykke og lykke – står til helliggørelsen. Hertil må siges: Disse ydre ting virker ikke med til helliggørelsen i sig selv, men for så vidt som de _i Guds hånd_⁵⁹ fører til Guds ord og holder én fast ved Ordet. Det samme må siges om den brug af loven, hvorefter loven også skal holde de kristnes kød udvortes i tømme ved skræk for helvede og ved plager.⁶⁰ Et vældigt eksempel på denne brug af loven har vi i Mark 9,42–48, hvor Kristus formaner til den mest skånselsløse selvtugt (hugge hånd og fod af, rive øjet ud), idet han tre gange med de samme ord peger på helvedesstraffenes evighed.

⁵³ Rom 6,14; 7,5–6; Jer 31,31 ff.

⁵⁴ Disputatt. isagog., s. 1146 f.; hos Baier III, 308 f. Også Baier taler unøjagtigt, når han udtrykker sig således: Causa instrumentalis (renovationis) ex parte Dei sunt verbum legis et evangelium [Redskabsårsagen (til fornyelsen) fra Guds side er lovens ord og evangeliet], altså lov og evangelium sideordnet. Tvetydigt er også Baiers udtryk: Lex concupiscentias carnis in renatis reliquas supprimit [Loven undertrykker de kødets lyster, som er tilbage i de genfødte]. Dette supprimere er kun sandt med hensyn til visse ydre udbrud af kødet (Konkordieformlen, s. 645, 24), ikke med hensyn til kødets lyster (concupiscentiae carnis). Baier henviser for lovens undertrykkelse af kødets lyster til Gal 5,15–16. Men på dette sted tilskrives undertrykkelsen af kødets lyster Ånden, ikke loven. Det citat fra Carpzov, som Walther anfører, er ment som en korrektur af Baier. Carpzov siger: Lex quidem in renovatione dicitur «inscribi» in corda, Jer 31,33, sed non inscribere. Inscriptio fit per evangelium solum. Ex quo solo renascimur, ex eo etiam renovamur. Iam ex solo evangelio renascimur. Ergo ex solo evangelio etiam renovamur. Neque obest, quod lex aliquem usum in renovatione praestet. [Om loven siges det ganske vist ved fornyelsen, at den «skrives ind i hjerterne», men ikke, at den skriver ind. Indskrivningen sker alene ved evangeliet. Det, som alene genføder os, ved det bliver vi også fornyet. Nu bliver vi genfødt alene ved evangeliet. Altså bliver vi også fornyet alene ved evangeliet. Og det er ikke til hinder, at loven yder en vis nytte ved fornyelsen.]

⁵⁵ Jf. Luther mod antinomisterne. St. L. XX, 1646.

⁵⁶ Konkordieformlen, s. 644, 20: «Således er en sådan lære om loven også nødvendig for de troende, for at de ikke skal falde ind på egen hellighed og andagt og under skin af Guds Ånd indrette selvvalgt gudsdyrkelse uden Guds ord og befaling.» Således også s. 640, 3.

⁵⁷ Konkordieformlen, s. 642, 11: «Loven siger vel, at det er Guds vilje og befaling, at vi skal vandre i et nyt liv, men den giver ikke kraften og evnen til, at vi kan begynde og gøre det; men Helligånden, som ikke gives og modtages ved loven, men ved forkyndelsen af evangeliet, Gal 3, fornyer hjertet.»

⁵⁸ Til Rom 12,1. St. L. XII, 318 f. Walther, Pastorale, s. 86 ff.

⁵⁹ I sig selv virker de – på grund af kødets (σάρξ) skyld – enten knurren og fortvivlelse eller hovmod og selvros.

⁶⁰ Konkordieformlen, s. 645, 24: «For den gamle Adam er som et uregerligt, stridigt æsel (quasi asinus indomitus et contumax) stadig en del af dem, som ikke alene med lovens lære, formaning, tilskyndelse og trussel, men også ofte med straffenes og plagernes knippel må tvinges til lydighed mod Kristus.» Denne formulering svarer til skriftudtryk som 1 Kor 9,27: ὑπωπιάζω μου τὸ σῶμα καὶ δουλαγωγῶ [jeg disciplinerer min krop og holder den under kontrol]. Konkordieformlen peger i denne sammenhæng (s. 643, 19) også på den kendsgerning, at de kristne efter deres kød ikke er fromere end de ugudelige, og at der derfor over for de kristnes «gamle Adam» kun er tvangsforanstaltninger på deres plads.

7. Nødvendigheden (necessitas) af helliggørelsen og de gode gerninger

Nødvendigheden af helliggørelsen og de gode gerninger har fremkaldt megen diskussion. Til dels var der tale om ordstridigheder, fordi ordene «nødvendig» og «fri» er flertydige. Det peger også Konkordieformlen på (s. 625, 4): «En sådan strid opstod i begyndelsen om ordene necessitas og libertas, det vil sige ’nødvendig’ og ’fri’, fordi især ordet necessitas, nødvendig, ikke alene betyder den evige, uforanderlige orden, hvorefter alle mennesker er skyldige og forpligtede til at adlyde Gud, men undertiden også en tvang, hvormed loven driver folk til de gode gerninger.» Men under diskussionen trådte der også ikke sjældent uenighed i sagen frem. Også det gør Konkordieformlen opmærksom på (s. 625, 5): «Siden har man ikke alene disputeret om ordene, men [også] på det heftigste angrebet selve læren og stridt for, at den nye lydighed i de genfødte ikke skulle være nødvendig på grund af den ovennævnte orden.» Mod de vildfarelser og uforsigtige talemåder, som også inden for den lutherske kirke var kommet til orde på dette punkt,⁶¹ er Konkordieformlens fjerde artikel rettet. Skriftens lære lader sig sammenfatte således:

⁶¹ Leipzig-interimet (Melanchthon m.fl.): «Ligesom nu denne sande erkendelse» (af Gud og Kristus) «må lyse i os, således er det visselig sandt, at disse dyder: tro, kærlighed og håb og andre, må være i os og er nødvendige til frelse.» (Gieseler III, 1, s. 364.) – Georg Major: «Men det bekender jeg, at jeg tidligere har lært og stadig lærer og fremover hele mit liv vil lære således, at gode gerninger er nødvendige til frelse, og jeg siger offentligt og med klare og tydelige ord, at ingen bliver frelst ved onde gerninger, og at heller ingen bliver frelst uden gode gerninger; og jeg siger mere: Den, som lærer anderledes, om det så var en engel fra himlen, han være forbandet.» (G. Majors svar på den ærværdige hr. Niklas v. Amsdorfs skrift. Wittenb. 1552, c. I. Hos Gieseler III, 2, s. 213 f.) Samme siger et år senere, 1553 (i prædikenen om Skt. Pauls omvendelse, fortalen), at de gode gerninger er nødvendige, ikke for at opnå frelsen, men for «at bevare den og ikke miste den igen». (Gieseler III, 2, s. 214.) Ligeledes fra 1554 Justus Menius (Salig III, 46; Frank II, 223). Jf. om de majoristiske stridigheder Salig I, 628 ff. 637 ff.; Schlüsselburg, Catalogus, bd. VII; Walch, Streitigk. innerhalb usw. I, 98 ff.; Arnold I, 939 ff.; Walch, Bibliotheca Theol. II, 617 ff.; Frank, Theol. der F. C. II, 216 ff.; Thomasius, Bekenntnis usw., s. 99 ff., næsten ordret genoptrykt i Thomasius, Dogmengesch.² II, 472 ff.; Seeberg, Dogmengesch. II, 352 ff.; K. Thieme under «Gute Werke» i RE, 3. udg., XXI, 110 ff., især 120 ff.

For det første: Helliggørelsen og de gode gerninger er ikke nødvendige til frelse. Det er Skriftens lære, fordi Skriften fra det første øjeblik, troen er til, tilsiger troen ikke blot syndernes forladelse, men også frelsen uden lovens gerninger, altså helt bortset fra helliggørelsen og de gode gerninger. Konkordieformlens skriftbevis er fuldt ud tilstrækkeligt. Den henviser (s. 531, 7) til skriftstederne Rom 4,6 og Ef 2,8: «Vi tror, lærer og bekender, at de gode gerninger aldeles skal udelukkes, både når der spørges om frelsen, og i artiklen om retfærdiggørelsen for Gud, som apostlen med klare ord vidner, idet han skriver således: ’Ligesom også David siger, at frelsen alene tilhører det menneske, som Gud tilregner retfærdigheden uden gerningernes medvirken, når han siger: Salige er de, hvis uretfærdighed ikke tilregnes’, Rom 4. Og atter: ’Af nåde er I blevet frelst; det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ingen skal rose sig’, Ef 2.» Skriftens lære er det, som Luther udtrykker således: «Hvor syndernes forladelse er, dér er også liv og salighed.» Også den forbedrede majorisme, hvorefter gode gerninger ganske vist ikke er nødvendige til at opnå frelsen, men nok til at bevare den,⁶² er imod Skriften. Den er ligeledes gendrevet af de skriftudsagn, hvor troen helt fra begyndelsen tilsiges at eje også frelsen. Antog man, at gerningerne sørger for frelsens bevarelse, ville der, som Konkordieformlen minder om, opstå den underlige situation, «at troen alene i begyndelsen griber retfærdigheden og frelsen og derefter overgiver sit embede til gerningerne, så at de fremover skulle bevare troen, den modtagne retfærdighed og frelsen». (s. 631, 34.) Det ville betyde, at troen blev afsat som middel til at opnå frelsen. Over for dette peger Konkordieformlen på, at det ifølge Skriften ikke blot er begyndelsen, men også nådestandens beståen, der formidles alene ved troen: «Paulus tilskriver i Rom 5 troen ikke alene adgangen til nåden, men også, at vi står i nåden og roser os af den kommende herlighed; det vil sige: begyndelse, midte og ende tilskriver han alt sammen troen alene. Ligeledes Rom 11: ’De er brækket af på grund af deres vantro, men du står ved _troen_’; Kol 1: ’Han vil fremstille jer hellige og ulastelige for sig selv, hvis I ellers bliver i _troen_’; 1 Pet 1: ’Vi bevares af Guds kraft ved troen til frelse’; ligeledes: ’I skal nå målet for jeres tro, nemlig sjælenes frelse.’» Kort sagt: Det strider direkte mod Skriften, når Major, Menius og andre talte om, at de gode gerninger er nødvendige, hvad enten det er til at opnå eller til at bevare frelsen.

⁶² Note 61.

Men når Major og hans tilhængere talte om, at de gode gerninger er nødvendige, hvad enten til at opnå eller til at bevare frelsen, mente de egentlig, at gode gerninger er nødvendige til at bevare troen. Og dette fører os til majorismens egentlige onde kilde. Det er semipelagianismen eller synergismen.⁶³ For er den synergistiske påstand sand, at omvendelsen eller troens opståen afhænger af menneskets rette adfærd eller af undladelsen af den onde adfærd, så er det kun konsekvent også at gøre troens bevarelse afhængig af menneskelige gode gerninger eller af undladelsen af onde gerninger. Med rette er der både i gammel og i nyere tid blevet peget på, at Georg Major ingenlunde var ophavsmand til den talemåde, der foranledigede den såkaldte majoristiske strid, nemlig talemåden, at gode gerninger er nødvendige til frelse. Den senere Melanchthon havde under indflydelse af sin synergisme allerede i 1536 og tidligere fremsat og forsvaret sætningen om de gode gerningers nødvendighed til frelse.⁶⁴ Ved Luthers energiske indgriben blev Melanchthon bevæget til at opgive sin sætning.⁶⁵ At Melanchthon ikke var helbredt for sin vildfarelse, fremgår ikke blot af senere udtalelser og skrifter, men også af, at Leipzig-interimet indeholder ordene: «at disse dyder: tro, kærlighed og håb og andre, må være i os og er nødvendige til frelse».⁶⁶ Majorismens synergistiske karakter træder især frem i en slutning, der den dag i dag kendetegner synergismen. Det er slutningen: Når det må indrømmes, at mennesket ved ond handlen kan hindre og ødelægge Guds gerning, så må det også indrømmes, at mennesket ved at undlade den onde handlen eller ved at gøre gode gerninger kan fremme troens opståen og bevarelse. Således ser vi, at fx Luthardt i vor tid mener at have ført et skriftbevis for menneskets medvirken ved omvendelsen ved at henvise til Matt 23,37: «I ville ikke».⁶⁷ At den samme fejlslutning (paralogisme) skabte forvirringen i Majors tanker, fremgår netop også af den udtalelse, hvor han forstiger sig til at forbande alle dem, der ikke vil antage hans sætning om de gode gerningers nødvendighed til frelse. Han begrunder nemlig sin sætning med den kendsgerning, «at ingen bliver frelst ved onde gerninger». Major havde altså denne tankeforbindelse for øje: Ligesom onde gerninger gør, at man mister frelsen, fordi man mister troen, således må man, for at regnestykket kan gå op, også sige, at gode gerninger er nødvendige til at bevare troen og dermed frelsen. Også i denne falske slutning var Melanchthon allerede gået forud i udgaven af Loci fra 1543. Frank: «Blandt de grunde, for hvis skyld gode gerninger skal gøres, nævnes her nemlig necessitas retinendae fidei, quia Spiritus Sanctus expellitur et perturbatur, cum admittuntur peccata contra conscientiam [nødvendigheden af at bevare troen, fordi Helligånden uddrives og forstyrres, når man begår synder imod samvittigheden].»⁶⁸ Derfor gælder det om klart at erkende det forhold, som onde gerninger på den ene side og gode gerninger på den anden side står i til den kristnes trosstand. Skriftens lære lader sig kort sammenfatte således: «Onde gerninger ødelægger troen, men gode gerninger bevarer ikke troen.»

⁶³ Det pegede Majors modstandere med rette på. (Salig I, 640.)

⁶⁴ Frank henviser (2, 151) til Melanchthons Loci fra 1535. Se Disputatio Philippi Melanchthons med D. Martin Luther, holdt alene over artiklen om retfærdiggørelsen, anno 1536. (Erl. A. 58, 339 ff.) Philippus: Er denne sætning sand: Gerningernes retfærdighed er nødvendig til frelse? På latin (s. 353): Philippus: Utrum haec praepositio sit vera: Iustitia operum est necessaria ad salutem?

⁶⁵ Jf. Thomasius, Das Bekenntnis der ev.-luth. K. usw., s. 100.

⁶⁶ Note 61.

⁶⁷ Dogmatik, s. 284.

⁶⁸ Theol. d. F. C. II, 151. Corp. Ref. XXI, 775. Også Menius stiller de to sætninger: 1. at «ny lydighed mod Gud … også er nødvendig til frelse», 2. at «når man efter at have fået forladelse synder imod samvittigheden, så mister man derved liv og frelse», side om side som lige sande. (Verantwortung Justi Menii auf M. Flacii Illyrici giftige Verleumdung. Wittemb. 1557, fol. nr. 4; hos Thomasius, Bekenntnis usw., s. 103 f.)

Skriften lærer for det første meget klart og bestemt, at onde gerninger ødelægger troen. Skriften siger om de folk, der ved onde gerninger stødte den gode samvittighed fra sig, at de har lidt skibbrud på troen, περὶ τὴν πίστιν ἐναυάγησαν.⁶⁹ Konkordieformlen henviser til hele den klasse af skriftudsagn, der lyder således: «Lad jer ikke bedrage: Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller drengeskændere eller griske eller fordrukne eller spottere eller røvere skal arve Guds rige.»⁷⁰ Det samme bevidner den lutherske bekendelse.⁷¹ Den hellige Skrift åbenbarer os også grunden til, at onde gerninger ødelægger troen. Ikke mennesket, men Helligånden er troens virkende årsag (causa efficiens) i menneskehjertet. Da nu Helligånden bedrøves ved onde gerninger og til sidst viger fra hjertet, ødelægger onde gerninger troen. Derfor formaningen i Ef 4,30: «Bedrøv ikke (μὴ λυπεῖτε) Guds Helligånd, som I blev beseglet med til løskøbelsens dag.» Helligånden, der med troen er draget ind i menneskehjertet, er ligesom en troens Ånd⁷² således også en helliggørelsens og de gode gerningers Ånd.⁷³ Han formaner og driver indvortes uophørligt til at sky det onde og gøre det gode.⁷⁴ Bliver Helligånden vedholdende hindret i denne del af sin virksomhed, så holder han også op med at virke troen. Derfor skal det med al alvor fastholdes og uophørligt læres i kirken, at onde gerninger ødelægger troen.

⁶⁹ 1 Tim 1,18–20; 2 Tim 2,16–18.

⁷⁰ Konkordieformlen, s. 630, 32; 1 Kor 6,9 ff.; Gal 5,21; Ef 5,5; Rom 8,13; Kol 3,6.

⁷¹ Konkordieformlen, s. 630, 31: «Denne falske epikuræiske indbildning skal alvorligt revses og forkastes, at nogle digter, at troen og den modtagne retfærdighed og frelse ikke kan mistes ved nogen synd eller onde gerninger, heller ikke ved forsætlige og overlagte.»

⁷² 2 Kor 4,13: τὸ πνεῦμα τῆς πίστεως [troens ånd]. Meyer til stedet: «Den πίστις, som Ånden virker, var hos David gudstillid, hos Paulus troen på frelsen i Kristus.» Rigtigt med hensyn til Paulus og alle kristne. Men også Davids «gudstillid» var tro på frelsen i Kristus, som David udtrykkeligt selv siger, 2 Sam 23,1.

⁷³ Gal 5,22: «Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, overbærenhed, godhed, venlighed, troskab, mildhed, selvbeherskelse.»

⁷⁴ Ganske vist går det heller ikke hos de sande kristne af uden stadig hindring af Helligåndens helliggørende gerning på grund af det kød, der hænger ved dem. At de ikke derved mister troen, kommer af, at de står i den «daglige omvendelse» (poenitentia continuata, quotidiana). De sørger over deres synder i gerning og undladelse (peccata commissionis og omissionis) (Paulus, Rom 7,24), griber i troen syndernes forladelse og bevarer ved syndernes forladelse herredømmet over kødets gerninger, Rom 6,14: «For synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde.»

Men på den anden side skal man ikke sige, at gode gerninger bevarer troen i menneskehjertet. Ganske vist er de gode gerninger, fordi de er en udøvelse af troen, virket af Helligånden, for de kristne et kendetegn på deres tro og nådestand (testimonium externum Spiritus Sancti de fide et statu gratiae [Helligåndens ydre vidnesbyrd om troen og nådestanden]). De kristne skal også af denne grund vise al flid i gode gerninger.⁷⁵ Men sætningen, at gode gerninger bevarer troen og dermed frelsen, vender op og ned på alt, hvad Skriften siger om forholdet mellem troen og de gode gerninger. De gode gerninger bevarer ikke troen, men omvendt: Troen bevarer de gode gerninger, så vist som de gode gerninger ifølge Skriften i ethvert tilfælde kun er virkning, frugt og følge af troen på syndernes forladelse for Kristi skyld.⁷⁶ Man må undre sig over, at sætningen om troens bevarelse ved de gode gerninger eller ved undladelsen af onde gerninger for alvor kunne påstås og forsvares inden for den lutherske kirke. Major og hans fæller blev derfor med rette mindet om den selvmodsigelse, de bevægede sig i, når de på den ene side påstod at fastholde, at de gode gerninger kun er troens frugter og virkninger, men på den anden side dog forfægtede sætningen, at troen bevares af de gode gerninger. Den majoristiske sætning er lige så meningsløs, som hvis nogen ville påstå, at frugterne bærer træet i stedet for omvendt. En fornuftig mening får majorismen først, når man ikke lader de gode gerninger være blot troens frugt og følge, men stiller de gode gerninger foran troen. Den hører hjemme i den semipelagiansk-synergistiske og dermed i den romerske lejr, hvortil også Konkordieformlen udtrykkeligt henviser den (s. 631, 35): «Med rette skal det forkastes, som er besluttet på Tridentinerkoncilet, og hvad der ellers er rettet ind på samme mening, at vore gode gerninger bevarer frelsen, eller at troens modtagne retfærdighed eller også troen selv helt eller dog delvis bevares og opretholdes ved vore gerninger.» Majorismens romerske karakter burde indrømmes uden omsvøb. Ethvert forsvar for den kommer i modsætning både til logikken og til Skriftens lære om retfærdiggørelsen. Nyere teologer har forsøgt at undskylde Major med den gode hensigt «at gøre nødvendigheden af den fornyelse og de gode gerninger, der udspringer af troen, gældende».⁷⁷ Men mellem «nødvendigheden af den fornyelse og de gode gerninger, der udspringer af troen» og påstanden, at gerningerne bevarer troen, er der ikke den mindste logiske sammenhæng. Tværtimod: Så vist som fornyelsen og de gode gerninger kun er troens frugter, så vist bevarer de ikke troen, men gerningerne bevares af troen, som allerede er vist. – Dernæst må man gøre sig klart, hvilken situation der opstår ud fra majorismen med hensyn til den faktiske opnåelse af frelsen. Bevarer de gode gerninger troen og dermed frelsen, så kommer sagen til at stå således, at det ikke længere er troen, der er det eneste middel til at opnå frelsen, men de gode gerninger træder som middel til at opnå frelsen ved siden af troen, ja i stedet for troen. Mennesket opnår så ikke længere frelsen ved troen minus gerningerne, men ved troen plus gerningerne. Men det er nøjagtig den romerske lære om troen, der er formet af kærligheden (fides caritate formata). Også _Luthardt_⁷⁸ siger rigtigt om Majors lære: «Dermed føres den fortsatte beståen af fællesskabet med Gud tilbage til tro og ny lydighed på én gang.» Selv Thomasius anerkender det til sidst, når han siger om Majors og Menius’ sætninger: «Menneskets frelse har stadig to faktorer: Guds nådegerning ved Kristus for os og Åndens gerning i os; tilliden til den første og lydigheden mod den sidste. Troen afgiver i det kristne livs fremskriden ganske vist ikke helt sin principielle betydning til helliggørelsen, men den deler den med den og mister den derved alligevel.»⁷⁹ – Man har endvidere gjort gældende til fordel for majorismen, at den ikke ville have de gode gerninger, som den betegnede som nødvendige til frelse, anset for fortjeneste. Således allerede Major selv.⁸⁰ Denne indvending gør særligt indtryk på nyere teologer. Og dog har vi her kun det samme selvbedrag og bedrag, som vi allerede mødte ved læren om omvendelsen og om retfærdiggørelsen. Også evnen til at skikke sig til nåden (facultas se applicandi ad gratiam), den rette adfærd, undladelsen af den forsætlige modstræben osv. skal med hensyn til omvendelsens tilblivelse ikke indebære nogen fortjeneste, men det nævnte må være til stede som noget, som omvendelsen – ved siden af Guds nåde – også afhænger af (conditio sine qua non). Ligeledes skal gerningerne ved retfærdiggørelsen ikke være til stede som fortjeneste, men kun som noget, som retfærdiggørelsen ikke kommer i stand uden.⁸¹ Vi har allerede tidligere påvist, at der her kun foreligger et spil med ord.⁸² Man tilskriver det, man ikke vil kalde «fortjeneste», alligevel en fortjenestes virkning, nemlig «at vi ved dette ganske ringe opnår retfærdigheden og nåden».⁸³ Således står det også med Majors talemåde, at gode gerninger ganske vist ikke er nødvendige som fortjeneste, men dog er nødvendige til frelse. Ved denne tale vil den, der spørger efter sin frelse, vende blikket bort fra evangeliet, som tilsiger frelsen for Kristi skyld «uden lov» og «uden lovens gerninger», og se sig om efter de gerninger, som angiveligt er nødvendige til frelse, og således i virkeligheden alligevel grunde opnåelsen af frelsen på gerningerne og dermed flytte den over på lovens område. Derfor peger også Konkordieformlen meget eftertrykkeligt på dette bedrag. Blandt de talemåder, som i kirken «ikke skal læres, forsvares eller besmykkes (pingendae)», regner den også talemåden: «Man skal vel ikke sætte troen på gerningernes fortjeneste, men man må alligevel have dem som nødvendige ting til frelsen» og: «Selv om vi kræver gerningerne som nødvendige til frelsen, lærer vi dog ikke at sætte tilliden til gerningerne.» Kort sagt: Man kan ikke undgå at henvise de majoristiske sætninger efter deres indhold til den romerske lejr. Og ligesom deres indhold er romersk, således også deres virkning med hensyn til visheden om retfærdiggørelsen og frelsen. For er gode gerninger nødvendige til at bevare troen og frelsen, så er, som Konkordieformlen minder om (s. 629, 23), evangeliets trøst, som tilsiger nåde og frelse uden gerninger, taget fra «de anfægtede, bedrøvede samvittigheder», mens «formastelsen af egen retfærdighed og tilliden til egne gerninger» styrkes hos de sikre.⁸⁴

⁷⁵ 2 Pet 1,10. Konkordieformlen, s. 630, 33.

⁷⁶ Jf. den udførlige fremstilling s. 6 ff.

⁷⁷ Thomasius, Das Bekenntnis der ev.-luth. K. in der Konsequenz seines Prinzips, s. 105 f.; Seeberg, Dogmengesch. II, 352.

⁷⁸ Dogmatik, s. 321.

⁷⁹ Das Bekenntnis usw., s. 108.

⁸⁰ G. Majors svar på den ærværdige hr. Niklas von Amsdorfs skrift: «At, skønt vi således lærer, at gerningerne er nødvendige til sjælens frelse, så kan eller formår sådanne gode gerninger dog ikke at virke eller fortjene, at synden forlades os, retfærdigheden tilregnes os, Helligånden og det evige liv gives os; for sådanne herlige himmelske goder er alene erhvervet for os ved vor eneste mellemmand og frelser Jesu Kristi død og må alene modtages ved troen. Alligevel må også gode gerninger være til stede, ikke som fortjeneste, men som skyldig lydighed mod Gud.» (Hos Gieseler III, 2, 214.) I denne forstand trådte også de wittenbergske studenter op for Major. (Salig I, 646.) – Særlig fremhæver Major dette «ikke som fortjeneste» i Testamentum Doctoris Georgii Maioris 1570, B 2; hos Schmid-Hauck, s. 377.

⁸¹ Praesentia bonorum operum ad iustificationem necessaria est [De gode gerningers nærvær er nødvendig til retfærdiggørelsen].

⁸² Med hensyn til omvendelsen II, s. 579 f.; med hensyn til retfærdiggørelsen s. 645 f.

⁸³ Luther, II, s. 580.

⁸⁴ Præsteskaberne i Lübeck, Hamburg, Braunschweig og Magdeburg siger hos Schlüsselburg VII, 598 f.: Necessitas operum requisita ad salutem conditionem addit doctrinae fidei, salutem incertam facit et inducit conscientias in dubitationem. Si bona opera necessaria sunt ad salutem, incerta est promissio, dubia salus, conscientiae necesse habent haesitare et angi de salute. Semper disputabunt et quaerent, quot, quanta et qualia opera sint necessaria, et an habeant opera, quae necessaria sint ad salutem. [At kræve gerningerne som nødvendige til frelse føjer en betingelse til troens lære, gør frelsen uvis og fører samvittighederne ud i tvivl. Er gode gerninger nødvendige til frelse, så er løftet uvist, frelsen tvivlsom, og samvittighederne må nødvendigvis vakle og ængstes for frelsen. De vil altid disputere og spørge, hvor mange, hvor store og hvilke gerninger der er nødvendige, og om de har de gerninger, der er nødvendige til frelse.]

Majorismen mente og mener at finde dækning bag Hebr 12,14: «Uden helliggørelse vil ingen se Herren.» Om dette sted må der siges to ting: 1. Den helliggørelse, der her opfordres til, forudsætter troen, som allerede ejer frelsen (Ef 2,8; Joh 5,24). De kristne helliggør sig, for så vidt som de i troen allerede har himlen, Kol 3,1 ff.; 2 Kor 7,1. For så vidt som vi har vores skat i himlen, giver vi slip på denne jords skarn. 2. Ordene på dette sted er en advarsel mod kødelig sikkerhed, som det fremgår af sammenhængen. De hører altså til loven. Nu må loven ganske vist også stadig siges til de kristne, nemlig for så vidt som de stadig er tilbøjelige til kødelig sikkerhed og glemmer helliggørelsen. I denne betydning, nemlig som advarsel mod kødelig sikkerhed, står også udsagnet: «Uden helliggørelse vil ingen se Herren.» For umiddelbart efter følger ordene: «så I er opmærksomme på (ἐπισκοποῦντες) at ingen mister Guds nåde, og at ingen bitter rod spirer frem og er årsag til problemer og forurener mange ved den, og at ingen er seksuelt umoralsk og gudløs som Esau, som solgte sin førstefødselsret for et måltid.» Kort sagt: Det ligger lige for, at disse ord hører til forkyndelsen af loven, og dermed er det også klart, at disse ord ikke skal anføres, når man besvarer spørgsmålet om, hvorved den synder, som loven har dømt til helvede, griber og bevarer den nåde og frelse, som Kristus har erhvervet, og som tilbydes i evangeliet. Det sker som bekendt ved troen på evangeliet uden lovens gerninger, altså også uden de gerninger, der beskrives i Hebr 12,14–16. Som Luther igen og igen minder om, må man helt og aldeles glemme loven og alt, hvad den kræver af os, når spørgsmålet er, hvorved vi opnår Guds nåde og frelsen. Derfor må det også om Hebr 12,14–16 siges, at stedet, ligesom alle andre steder, der kræver gode gerninger, hører til loven (sunt phrases legales [det er lovens udtryk]), er rettet mod den kødelige sikkerhed (contra fucatam fidem [mod en forstillet tro]) og skal holdes ude fra artiklen om retfærdiggørelsen og opnåelsen af frelsen. – I tilknytning til stedet i Hebræerbrevet skal der endnu peges på et forsvar for majorismen, som ligeledes indebærer en sammenblanding af lov og evangelium. Både Major og Menius påstod: Selv om sætningen om, at gode gerninger er nødvendige til frelse, ikke er sand på retfærdiggørelsens område, så har den dog sin berettigelse på området for det nye menneskes lydighed (obedientia).⁸⁵ Hertil må siges: Heller ikke på den nye lydigheds område er de gode gerninger nødvendige til frelse. Den nye lydighed er opfyldelse af loven.⁸⁶ Og så vist som opnåelsen af frelsen ikke afhænger af lovens opfyldelse, så vist er heller ikke den nye lydighed nødvendig til frelse.

⁸⁵ Major i «Bekendelse om artiklen om retfærdiggørelsen», B. 2: «De gode gerninger, som Gud har befalet, og den nye lydighed er nødvendige til frelse for de troende, ikke for at fortjene frelsen med dem, for den har de allerede af nåde alene ved troen, men som virkning af den sande tro.» (Hos Thomasius, Bekenntnis osv., s. 102.) Menius i «Om beredelsen til en salig død»: «Han begynder også i de troende retfærdighed og liv; og selv om denne begyndelse i dette liv … endnu er ganske svag og ufuldkommen, er den alligevel nødvendig til frelse og vil engang efter opstandelsen blive fuldendt.» (Hos Salig III, 55.)

⁸⁶ Rom 13,8–10.

I modsætning til Majors påstand om, at gode gerninger er nødvendige til frelse, opstillede Nikolaus von Amsdorf sætningen: Gode gerninger er skadelige til frelse.⁸⁷ Om Amsdorfs udtryksmåde antyder Konkordieformlen først, at den oprindelig var ment godt, nemlig sådan, at tilliden til gode gerninger er skadelig for opnåelsen af nåden og frelsen. Meget eftertrykkeligt gentager Konkordieformlen her: «Hvis nogen vil drage de gode gerninger ind i artiklen om retfærdiggørelsen, sætte sin retfærdighed eller sin tillid til frelsen på dem, fortjene Guds nåde med dem og blive frelst ved dem, så siger ikke vi, men Paulus selv siger det og gentager det for tredje gang, Fil 3, at for et sådant menneske er hans gerninger ikke alene unyttige og til hinder, men også skadelige.» Efter denne fremstilling vender bekendelsen sig imidlertid også helt bestemt mod Amsdorfs udtryksmåde. Af at tilliden til gode gerninger er skadelig, følger ingenlunde, «at man simpliciter og altså blot (nude) skal sige: Gode gerninger er skadelige for de troende til og for frelsen». Gode gerninger er ikke skadelige, men skal gøres med al flid: 1. fordi de for de kristne er et «tegn» (ἔνδειξις) på frelsen, efter Fil 1,28; 2. fordi de har «Guds vilje og udtrykkelige befaling»; 3. fordi Gud «lover» de gode gerninger «en herlig belønning i dette og det kommende liv». Derfor skal udtryksmåden om de gode gerningers skadelighed til frelse undgås som skriftstridig og forargelig, fordi den svækker tugt og ærbarhed.⁸⁸ – Om Major må det endnu tilføjes, at han senere (1558) erklærede, at han ville «ikke give nogen anledning til yderligere strid, idet jeg tilbyder ikke længere at bruge disse ord: ’Gode gerninger er nødvendige til frelse’ på grund af den falske tydning, ligesom jeg allerede i nogle år har afholdt mig fra de ord».⁸⁹ Af disse ord fremgår det, at Major også senere var uklar over, hvad hans sætning egentlig gik ud på. Sætningen om, at gode gerninger er nødvendige til frelse, er ikke blot falsk «på grund af den falske tydning», men i sig selv; den tillader overhovedet ingen rigtig tydning. Konkordieformlen gør derfor ret i at forkaste udtrykket ubetinget, hvad enten man ved sætningen tænker på opnåelsen eller på bevarelsen af frelsen eller af troen. For den majoristiske sætning findes der kun én kur: Man må stryge ordene «til frelse». Efter denne strygning lyder den: «Gode gerninger er nødvendige.» Men med denne strygning er majorismen, som har voldt kirken så megen nød, opgivet.

⁸⁷ «At sætningen: Gode gerninger er skadelige til frelse, er en ret, sand, kristen sætning, lært og prædiket af de hellige Paulus og Luther. Niklas von Amsdorf 1559.» (Salig I, 642.)

⁸⁸ Konkordieformlen, s. 632, 37–40.

⁸⁹ «Bekendelse om artiklen om retfærdiggørelsen», B. 3. (Hos Schmid-Hauck, s. 377.)

Sætningen: «Helliggørelse og gode gerninger er nødvendige» er rigtig. Den bør ikke kritiseres. Den er fra første færd hævet over al kritik alene ved, at den er en udtryksmåde fra Den Hellige Skrift. Skriften kalder vores lydighed mod øvrigheden en «nødvendighed» (ἀνάγκη)⁹⁰ og det, at vi adlyder Gud mere end mennesker, et må (δεῖ).⁹¹ Når en udtryksmåde i Skriften er blevet misbrugt af falske lærere til at dække over deres vildfarelse – og det er også sket med udtrykkene «nødvendig», «må» osv. –, så skal misbruget afsløres og afvises. Men selve udtryksmåden skal ikke anfægtes, men fastholdes. Den modsatte fremgangsmåde ville indebære en kritik af Helligånden, som om han ikke havde forstået at tale, så han ikke kunne misforstås. Spørger vi nærmere, i hvilken betydning man skal tale om, at helliggørelsen og de gode gerninger er nødvendige, så belærer Skriften os om, at helliggørelse og gode gerninger er nødvendige, fordi Gud vil have dem (necessitate voluntatis et praecepti sive mandati divini [med den nødvendighed, der følger af Guds vilje og forskrift eller bud]). Der står i 1 Thess 4,3: τοῦτό ἐστι θέλημα τοῦ θεοῦ, ὁ ἁγιασμὸς ὑμῶν [dette er Guds vilje, jeres helligelse]; 1 Joh 3,23: αὕτη ἐστὶν ἡ ἐντολὴ αὐτοῦ, ἵνα … ἀγαπῶμεν ἀλλήλους, καθὼς ἔδωκεν ἐντολὴν ἡμῖν [Dette er hans bud, at vi … skal elske hinanden ligesom han har befalet os]. Og Gud vil eller befaler vel at mærke helliggørelsen og de gode gerninger i flere henseender. Han vil have dem a. for sin egen skyld. De retfærdiggjorte skal ikke tjene synden og Djævelen, men Gud, deres retmæssige Herre, som har skabt dem og siden købt dem dyrt med sin Søns blod. Helliggørelsen og de gode gerninger er også et formål med forløsningen.⁹² b. For de kristnes skyld. De kristne skal i deres helliggørelse og deres gode gerninger have et ydre tegn (testimonium Spiritus Sancti externum [Helligåndens ydre vidnesbyrd]) på deres nådestand og deres frelse.⁹³ c. For verdens skyld. Verden skal i de kristnes gerninger og vandel have et ydre vidnesbyrd om evangeliets sandhed og på den måde blive bevæget til at høre det frelsende Ord.⁹⁴ – Men denne nødvendighed er ikke tvang (necessitas coactionis), men villighed, fordi de kristne, for så vidt som de er fornyede, eller efter det nye menneske, gør Guds vilje gerne og med lyst, Rom 7,22: συνήδομαι τῷ νόμῳ τοῦ θεοῦ κατὰ τὸν ἔσω ἄνθρωπον [jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske]. Når der er tale om, at helliggørelsen og de gode gerninger er nødvendige, skal man derfor ikke stille Guds vilje, befaling og bud på den ene side og villigheden eller frivilligheden hos de kristne på den anden side op over for hinanden, men forbinde dem med hinanden, fordi loven, altså Guds vilje, befaling og bud, ved evangeliet er skrevet i den kristnes hjerte (Jer 31,31 ff.).⁹⁵ Det må fastholdes over for antinomismen, som ikke ville tåle udtrykkene «fornøden», «nødvendig», «skal» og «må» i kirken, fordi den uforstandigt antog, at disse udtryk altid kun betød tvang.⁹⁶ – Ligeledes skal man lade udtrykkene «frivillighed», «fri» osv. være ukritiserede. Skriften bruger disse udtryk for at betegne de gode gerningers rette art i modsætning til lovens tvang.⁹⁷ Når det blev påstået, at disse udtryk flyttede de gode gerninger over på adiaforaernes område, var det ligeledes en misforståelse og et misbrug af Skriftens ord.⁹⁸

⁹⁰ Rom 13,5.

⁹¹ ApG 5,29.

⁹² Tit 2,12–14: «Kristus gav sig selv hen for os for at løskøbe (λυτρώσηται) os fra enhver lovløshed og for at rense sig et ejendomsfolk, som er ivrigt efter at gøre gode gerninger (ζηλωτὴν καλῶν ἔργων).» Ef 2,10: «Vi er hans værk (ποίημα), skabt i Kristus Jesus til gode gerninger.» Luther (St. L. XVI, 2241 f.): «Kristus er derfor Kristus eller har erhvervet forløsning fra synd og død, for at Helligånden skal gøre os til nye mennesker af den gamle Adam, så at vi er døde fra synden og lever for retfærdigheden, som Sankt Paulus lærer Rom 6, og begynder og tager til her på jorden og fuldender det hisset. For Kristus har ikke alene fortjent gratiam, nåden, men også donum, Helligåndens gave, til os, for at vi ikke alene skulle have syndernes forladelse, men også ophør med synd.»

⁹³ 1 Joh 3,14: «Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene.» (Apologien, s. 135, 154 f. Luther til Matt 6,14–15; St. L. VII, 512 ff. Jf. afsnittet «Retfærdiggørelsen ud fra gerningerne», II, s. 654 ff.)

⁹⁴ 1 Pet 2,12 («Lad jeres færden være god blandt hedningerne» osv.); 3,1–2 (de, som ikke tror på ordet, skal vindes ved hustruernes adfærd uden ord); Matt 5,13–16 (jordens salt, verdens lys).

⁹⁵ Man har derfor også talt om en «indre nødvendighed» eller «naturnødvendighed» i modsætning til tvang, ligesom et godt træ efter sin gode art bærer frugt, og solen lyser efter den art, den er skabt med. Sådan også Luther, Erl. A. 58, 350 f. Villigheden hører til en god gernings væsen. For så vidt som gerningerne er forbundet med indre uvilje, er de ikke gode, men onde gerninger. Quenstedt siger rigtigt (II, 1374): A bono opere abesse debet omnis coactio; non modo enim indignus est laude, sed ne quidem dignus est venia, qui invitus officium facit. Damnat enim ipse actionem suam, aliter facturus, si daretur optio. [Fra en god gerning skal al tvang være borte; for den, der gør sin pligt imod sin vilje, er ikke blot uværdig til ros, men fortjener ikke engang tilgivelse. For han fordømmer selv sin handling, da han ville handle anderledes, hvis han fik valget.] Derfor har de kristne også brug for syndernes forladelse for deres gode gerninger, fordi der på grund af de kristnes modstræbende kød stadig hænger uvilje ved disse gerninger. Romersk uforstand fordømte hos Luther sætninger som denne: «Et fromt menneske synder i alle gode gerninger.» (Jf. Luther, St. L. XV, 1551 ff.)

⁹⁶ Melanchthon beretter i sin betænkning til rådet i Nordhausen (Corp. Ref. VIII, 411): «Nogle vil ikke tåle denne tale: Gode gerninger er nødvendige, eller sådan: Man må gøre gode gerninger; de vil ikke have disse to ord, necessitas og debitum [nødvendighed og skyldighed], og hofprædikanten [Agricola] stod dengang og legede med ordet må: det ’må’ er forsaltet; han forstod necessarium og debitum som fremtvunget af frygt for straf, extortum coactione [aftvunget ved tvang], og talte store ord om, hvordan gode gerninger kom uden lov» (hvilket ganske vist også er sandt om den kristne efter det nye menneske). «Skønt dog necessarium og debitum ikke først og fremmest betyder extortum coactione, men den evige og uforanderlige orden i den guddommelige visdom, og Herren Kristus og Paulus selv bruger disse ord, necessarium og debitum.» Det er ikke rigtigt, når Melanchthon om sætningen: «Gode gerninger er nødvendige til frelse» siger: «Og denne disputats er forårsaget af mange tidligere letsindige taler gennem tyve år.» Melanchthon havde selv tyve år tidligere bragt denne «sætning» frem, og årsagen dertil var hos ham hans synergistiske tilbøjeligheder.

⁹⁷ Sl 110,3: עַמְּךָ נְדָבֹת [dit folk er villighed]; 2 Kor 9,7: «Enhver som hans hjerte har besluttet (καθὼς προαιρεῖται τῇ καρδίᾳ), ikke med bedrøvelse eller af tvang» (ἐξ ἀνάγκης); 1 Pet 5,2: μὴ ἀναγκαστικῶς, ἀλλὰ ἑκουσίως [ikke tvungent, men frivilligt].

⁹⁸ Konkordieformlen, s. 628, 20: «Det er falsk og skal irettesættes, når man foregiver og lærer, at de gode gerninger skulle være de troende så frie, at det stod til deres frie vilje, om de ville gøre eller lade dem …»

8. Helliggørelsens ufuldkommenhed

Mens retfærdiggørelsen ikke har grader, men altid er fuldkommen, hvor den er,⁹⁹ findes der med hensyn til helliggørelsen et minus og plus. Derfor Skriftens formaninger om at vokse i alle måder,¹⁰⁰ i enhver god gerning,¹⁰¹ i Herrens gerning,¹⁰² i erkendelsen af Gud, i tålmodighed og langmodighed,¹⁰³ i kærligheden til brødrene og til alle mennesker,¹⁰⁴ i at skelne mellem godt og ondt,¹⁰⁵ i vandelen og i at behage Gud osv.¹⁰⁶ Heraf følger, at der er grader i helliggørelsen og de gode gerninger. Og da formaningen om at aflægge det gamle menneske går side om side med formaningen om at vokse i helliggørelsen, er det dermed sagt, at helliggørelsen og de gode gerninger også hos de alvorlige kristne forbliver ufuldkomne i dette liv.¹⁰⁷ Man har rejst spørgsmålet, hvorfor Gud ikke gør de kristnes helliggørelse fuldkommen i et øjeblik – ved helt at fjerne den onde art – sådan som han gør med retfærdiggørelsen. At Gud i sin almagt kunne gøre det, vil ingen betvivle. Men da Gud efter åbenbaringen i sit ord ikke gør det, hører det rejste spørgsmål til quaestiones otiosae et inutiles [ørkesløse og unyttige spørgsmål].¹⁰⁸ Kødet (σάρξ) bliver i de kristne gennem hele dette jordiske liv,¹⁰⁹ og det er grunden til, at også deres helliggørelse forbliver ufuldkommen i dette liv. Den faktiske tilstand angiver Paulus med ordene: τῷ μὲν νοΐ (det vil sige efter det nye menneske) δουλεύω νόμῳ θεοῦ, τῇ δὲ σαρκί (det vil sige efter det gamle menneske) νόμῳ ἁμαρτίας [med tankerne tjener jeg Guds lov, men med kødet syndens lov].¹¹⁰ Dogmatikerne udtrykker det sådan: Iustitia fidei sive imputata perfecta sive consummata est, iustitia vitae sive inhaerens imperfecta, inchoata, non consummata. [Troens eller den tilregnede retfærdighed er fuldkommen eller fuldendt; livets eller den iboende retfærdighed er ufuldkommen, påbegyndt, ikke fuldendt.]¹¹¹ Perfektionismen, det vil sige læren om en fuldkommen livsretfærdighed,¹¹² udelukker fuldstændig den kristne tro, når den er ment alvorligt, fordi den kristne tro er troen på syndernes forladelse og altså forudsætter, at man har synd. Rom øger endda perfektionismens usandhed med påstanden om, at der findes menneskelige individer, som ejer et overskud af hellighed og gode gerninger og kan give andre af det.¹¹³ Skriften beskriver perfektionismen som selvbedrag og løgn: «Hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.»¹¹⁴ Perfektionismen søger især dækning bag 1 Joh 3,9. Men ordene: «Enhver som er blevet født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham» beskriver den kristne efter det nye menneske, som, om end under kamp, hævder herredømmet over synden eller det gamle menneske. Apostlen skelner mellem «at gøre synd» (ἁμαρτίαν ποιεῖν), som han frakender den kristne i 1 Joh 3,9, og «at have synd» (ἁμαρτίαν ἔχειν), som han tilkender den kristne i 1 Joh 1,8. Det første beskriver en synden, hvor synden får herredømmet og gør, hvad den vil; det sidste beskriver en synden, hvor den kristne ved det nye menneske, fordi hans sæd bliver i ham, hævder herredømmet over synden. En saglig parallel er Rom 6,14: «For synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under lov, men under nåde.»

⁹⁹ Jf. afsnittet «Retfærdiggørelsen har ingen grader» (II, s. 646 ff.).

¹⁰⁰ Ef 4,15.

¹⁰¹ 2 Kor 9,8.

¹⁰² 1 Kor 15,58.

¹⁰³ Kol 1,11.

¹⁰⁴ 1 Thess 3,12.

¹⁰⁵ Fil 1,10.

¹⁰⁶ 1 Thess 4,1.

¹⁰⁷ Konkordieformlen, s. 605, 68: «Blandt de kristne mærker man ikke alene en stor forskel, så at den ene er svag, den anden stærk i ånden, men enhver kristen erfarer det også hos sig selv, at han til én tid er glad i ånden, til en anden tid frygtsom og forskrækket, til én tid brændende i kærligheden, stærk i troen og i håbet, til en anden tid kold og svag.»

¹⁰⁸ Carpzov, Disputatt. isagog., s. 1161; hos Baier III, 312. Luther II, 778.

¹⁰⁹ Rom 7,14–24; Hebr 12,1. Dertil Konkordieformlen, s. 537, 4; 641, 7.

¹¹⁰ Rom 7,25. Dertil Luther XV, 1552.

¹¹¹ Baier III, 312.

¹¹² Således Rom, Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 18.20; unitarerne, som Socinus i sin Disput. til Rom 7, s. 56, og i nyere tid W. E. Channing, Imitableness of Christ’s Character (The Works of W. E. Channing, s. 316); arminianerne, fx Limborch, Theol. Christ. V, 15, 2; sværmere som Schwenckfeld og Weigel (jf. Quenstedt II, 921 ff.; Günther, Symbolik⁴, s. 256); metodisterne, Evangelische Gemeinschaft, Vereinigte Evangelische Kirche og de inspirerede (citater hos Günther, anf. st., s. 255 ff.); Mahan og Finney fra Oberlin (Hodge, Syst. Theol. III, 255 ff.). Kildemateriale hos Baumgarten, Streitigk. II, 462–482; hos Günther, anf. st. Om fuldkommenhedslæren hos metodisterne: Schneckenburger, Kleine protest. Kirchenparteien, s. 136 ff. Alt, hvad der siges til fordel for den fuldkomne hellighed, findes allerede hos arminianerne, også slutningen fra skal til er, som Baumgarten (II, 479) rigtigt indvender imod: «Guds almindelige formaning til flid i helliggørelsen beviser det modsatte, idet det derved forudsættes, at der altid endnu er noget at rydde op i og udbedre, da denne pligt ellers kun ville gælde begyndere, skønt den dog forbliver en forpligtelse for mennesket indtil dets fuldendelse.» Sammenstilling af de påståede grunde for den fuldkomne helliggørelse hos Baumgarten (II, 468 ff. 478 ff.). – Perfektionismen i alle dens afarter, fra Rom til Mahan og Finney, har det ved sig, at den imod Gal 3,10 slækker på fuldkommenheden i den guddommelige lovs krav og derved, hvor man konsekvent følger den, også afskaffer troen på Kristus. Strong (Syst. Theol., s. 877): «This view reduces the debt to the debtor’s ability to pay, — a short and easy method of discharging obligations. I can leap over a church-steeple, if I am only permitted to make the church-steeple low enough.» [Denne opfattelse nedsætter gælden til skyldnerens evne til at betale – en kort og nem metode til at indfri sine forpligtelser. Jeg kan springe over et kirketårn, hvis jeg bare får lov til at gøre kirketårnet lavt nok.] Rom og Wesley begrænser begrebet synd til det, hvormed mennesket bevidst og med overlæg handler imod Guds bud, og stryger den medfødte onde tilbøjelighed og de ufrivillige overtrædelser fra rubrikken «synd». Wesley: «I believe a person filled with love of God is still liable to involuntary transgressions. Such transgressions you call sins, if you please; I do not.» [Jeg tror, at et menneske, der er fyldt med kærlighed til Gud, stadig kan begå ufrivillige overtrædelser. Sådanne overtrædelser kan du kalde synder, hvis du vil; det gør jeg ikke.] (Hos Strong, anf. st., s. 878.) Ligeledes Rom, Trid., sess. 5, Decretum de peccato originali 5. (Smets, s. 18 f.)

¹¹³ Det er de romerske opera supererogationis [overskydende gerninger], som kommer i stand ved, at visse mennesker, fx munkene, er så fromme, at de ikke blot gør det, der er befalet i Guds lov, men ud over det også kan sætte det i værk, der blot er anbefalet (consilia evangelica, de evangeliske råd, navnlig de tre store munkedyder: fattigdom, lydighed og ugifthed). Således Bellarmin (lib. 2, De Monach., c. 7. 8). Gerhard karakteriserer de opera supererogationis fortræffeligt ved et ordspil: Recte quidem opera illa dicuntur supererogationis, quia ingens pecuniae summa illis erogata est, quia opera illa aliis vendiderunt; rectius autem dicerentur opera superarrogationis, quod sit evidens arrogantia, sibi tale quippiam tribuere ac polliceri. [Med rette kaldes disse gerninger ganske vist supererogationis, fordi en uhyre pengesum er blevet udbetalt (erogata) for dem, da de har solgt disse gerninger til andre; men med større ret skulle de kaldes superarrogationis (overmodets gerninger), fordi det er åbenlyst hovmod at tilskrive og love sig selv noget sådant.] Bellarmins og Thomas’ definition af consilia evangelica hos Gerhard, anf. st. Mod opera supererogationis som opera superarrogantiae: Den Augsburgske Bekendelse, s. 62, 62; Apologien, s. 147, 239; 169, 14; 193, 45–47.

¹¹⁴ 1 Joh 1,8.10. Endvidere Ordsp 20,9; Job 14,4; Præd 7,20; Rom 7,18–24; Matt 6,12.

Sandheden om, at helliggørelsen er ufuldkommen i dette liv, må dog ikke misbruges til dovenskab i helliggørelsen og de gode gerninger. Guds vilje og det kristne sindelag, der svarer til den, går tværtimod ud på, at den kristne ikke blot stræber efter en delvis, men efter en fuldkommen helliggørelse¹¹⁵ og ikke blot efter nogle, men efter alle gode gerninger.¹¹⁶ Bestræbelsen på at undgå enhver synd og tjene Gud i alle gode gerninger hører med til den rette skikkelse af det kristne liv og svarer til den kristnes sindelag efter det nye menneske.¹¹⁷ Når Skriften også med hensyn til deres liv kalder de kristne «fuldkomne», τέλειοι,¹¹⁸ så beskriver den fuldkommenheden som noget, der består i stræben efter fuldkommenhed.¹¹⁹ Hvor man glemmer bestræbelsen på kun at tjene Gud, er kristenstanden i yderste fare: «I kan ikke tjene både Gud og mammon»;¹²⁰ «Ingen, som ikke forsager alt det, han ejer, kan være min discipel.»¹²¹ Deraf formaningerne til skånselsløs selvfornægtelse: «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.»¹²² Det er meningen med den snævre port (στενὴ πύλη) og den trange vej (τεθλιμμένη ὁδός), som fører til livet,¹²³ og med at hugge hånd og fod af og rive øjet ud, som Kristus taler om.¹²⁴ Heller ikke apostlen Paulus tegner nogen anden skikkelse af det kristne liv. Han siger: «Enhver atlet er afholdende i alt, πάντα ἐγκρατεύεται»,¹²⁵ og apostlen har heller ikke anset sig selv for fritaget for det, men bekender: «Jeg slår (ὑπωπιάζω) min krop og gør den til min træl (δουλαγωγῶ), for at jeg, som har forkyndt for andre, ikke selv skal blive forkastet.»¹²⁶ Her ligger spørgsmålet naturligvis nær: Hvem kan så blive frelst?¹²⁷ Kristus svarer: «For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alting muligt.»¹²⁸ Netop når de kristne tager helliggørelsen for alvor, træder deres daglige underskud dem for øje. Det erkender og bekender de for Gud, og de flygter ind på sikker grund, nemlig ind på nådens eller syndernes forladelses område. Det kan de trygt gøre, fordi nåden er fri, helt løst fra loven og fra al menneskelig gøren og laden og altså heller ikke afhængig af den daglige fremgang eller tilbagegang i helliggørelsen og de gode gerninger. Kun når vi på den måde skelner mellem loven og evangeliet, forstår vi, hvordan en og samme apostel er helt sikker på nåden og frelsen¹²⁹ og samtidig taler om nødvendigheden af skånselsløs selvtugt, for at han ikke skal forkynde for andre og selv blive forkastet.¹³⁰ Her når vi frem til den kendsgerning, at hele det kristne liv er en daglig omvendelse. Jo oprigtigere de kristne dagligt stræber efter at forsage alt, hvad de har, og med deres gerninger kun at tjene Gud, desto mere erkender de dagligt den dybe syndige fordærvelse, der hænger ved dem efter kødet, og desto mere drives de dagligt til at falde tilbage på Guds frie nåde i Kristus, som evangeliet lover. Og fordi de ikke er under loven, men under nåden,¹³¹ begynder de dagligt forfra på stræben efter den fuldkomne helliggørelse, i én henseende bedrøvede,¹³² men dog samtidig sejrsglade.¹³³ Således former det kristne liv sig under stræben efter fuldkommen helliggørelse til en daglig omvendelse (poenitentia quotidiana, poenitentia stantium).

¹¹⁵ 2 Kor 7,1: «Da vi nu har disse løfter, så lad os rense os selv fra al kødelig og åndelig besmittelse (ἀπὸ παντὸς μολυσμοῦ)»; 1 Pet 2,1: «Aflæg derfor al ondskab og alt bedrag (πᾶσαν κακίαν καὶ πάντα δόλον)»; 1 Pet 1,15: ἅγιοι ἐν πάσῃ ἀναστροφῇ [hellige i al jeres færden].

¹¹⁶ Kol 1,10: «Lev Herren værdigt til hans fulde glæde (εἰς πᾶσαν ἀρεσκείαν), og bær frugt i al god gerning (ἐν παντὶ ἔργῳ ἀγαθῷ)»; Fil 4,8: ὅσα (alt, hvad) ἐστὶν ἀληθῆ, ὅσα σεμνά, ὅσα δίκαια, ὅσα ἁγνά, ὅσα προσφιλῆ, ὅσα εὔφημα, εἴ τις ἀρετὴ καὶ εἴ τις ἔπαινος (hvis der er nogen dyd, og hvis der er noget prisværdigt), ταῦτα λογίζεσθε [alt hvad der er sandt, hvad der er respektabelt, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, alt hvad der er elskeligt, hvad der er velanset … det skal I tænke på]. Meyer til stedet: «ὅσα, alt, hvad, intet undtaget, sagt seks gange asyndetisk med stort eftertryk.»

¹¹⁷ Rom 7,22: «Jeg glæder mig (συνήδομαι) over Guds lov ifølge det indre menneske.»

¹¹⁸ Fil 3,15: ὅσοι οὖν τέλειοι, τοῦτο φρονῶμεν [Lad da alle os som er fuldkomne, tænke dette].

¹¹⁹ Fil 3,13–14: τὰ μὲν ὀπίσω ἐπιλανθανόμενος, τοῖς δὲ ἔμπροσθεν ἐπεκτεινόμενος, κατὰ σκοπὸν διώκω [Jeg glemmer det bag mig og rækker efter det foran mig og stræber mod målet]. Jf. Luther til Matt 5,48; VII, 489 ff. Quenstedt II, 924.

¹²⁰ Matt 6,24.

¹²¹ Luk 14,25–35. Hele stedet hører hertil.

¹²² Matt 16,24.

¹²³ Matt 7,13–14.

¹²⁴ Matt 18,8–9; Mark 9,43–50.

¹²⁵ 1 Kor 9,25.

¹²⁶ 1 Kor 9,27. Til ὑπωπιάζω siger Wahl: «Ab ὑπώπιον, ea pars faciei, quae est sub oculis, sugillo, ut sub oculis vibices et maculae luridae existant [af ὑπώπιον, den del af ansigtet, som er under øjnene: jeg slår, så der opstår striber og blegblå pletter under øjnene], jeg slår en i ansigtet, så han får brune og blå mærker under øjnene.» Ordet forekommer ellers i Det Nye Testamente kun Luk 18,5. (Jf. Meyer til begge steder, også Winer, Grammatik⁶, s. 42.)

¹²⁷ Matt 19,25.

¹²⁸ Matt 19,26.

¹²⁹ Rom 8,37–39.

¹³⁰ 1 Kor 9,27.

¹³¹ Rom 6,14.

¹³² Rom 7,24: «Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?»

¹³³ Rom 7,25: «Tak til Gud ved Jesus Kristus, vores Herre!» Rom 8,37–39.

Man har overvejet, om perfektionismen eller forsømmelsen af helliggørelsen er det største onde. A. J. Gordon siger: “If the doctrine of sinless perfection is a heresy, the doctrine of contentment with sinful imperfection is a greater heresy. . . . It is not an edifying spectacle to see a Christian worldling throwing stones at a Christian perfectionist.” [Hvis læren om syndfri fuldkommenhed er et kætteri, er læren om at slå sig til tåls med syndig ufuldkommenhed et større kætteri. … Det er ikke noget opbyggeligt syn at se et kristent verdensmenneske kaste sten efter en kristen perfektionist.]¹³⁴ Det er nytteløst at ville afveje de pågældende «kætteriers» relative størrelse mod hinanden. Til de «kristne verdensmennesker» siger Skriften: «For dette skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller begærlig, det er en afgudsdyrker, har arveandel i Kristi og Guds rige. Lad ingen bedrage jer med tomme ord, for på grund af disse kommer Guds vrede over ulydighedens børn. Bliv derfor ikke deres partnere (συμμέτοχοι αὐτῶν)!»¹³⁵ Og til perfektionisterne siger Skriften: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os», og med skærpet udtryk: «Hvis vi siger, at vi ikke har syndet (ἡμαρτήκαμεν), gør vi ham [Gud] til en løgner, og hans ord er ikke i os.»¹³⁶ Når perfektionister som Wesley er blevet i troen, skyldes det, at de for deres egen person ikke troede deres lære.

¹³⁴ Ministry of the Spirit, s. 116; hos Strong, Syst. Theol., s. 881.

¹³⁵ Ef 5,5–7.

¹³⁶ 1 Joh 1,8.10. Huther bemærker rigtigt til perfektumsformen ἡμαρτήκαμεν: «Perfektumsformen beviser ikke, at ἡμαρτήκαμεν er ment om synden før omvendelsen; der er tværtimod her, som i alle de foregående vers, tale om de kristnes synd.»

Vi tilføjer her endnu, hvad Luther i «Grund og årsag til alle de artikler, som den romerske bulle uretfærdigt har fordømt» siger i tilslutning til Augustin: «Et fromt menneske synder i alle gode gerninger», og: «En god gerning, gjort på det allerbedste, er en daglig synd efter barmhjertigheden og en dødssynd efter Guds strenge dom.»¹³⁷ Tridentinerkoncilet har jo endda særskilt lagt dette udsagn af Luther under forbandelse,¹³⁸ fordi det trækker grunden væk under den romerske gerningslære og dermed under hele pavedømmet. For har de kristne også for deres gode gerningers skyld brug for syndernes forladelse på grund af den ufuldkommenhed, der hænger ved dem, så kan de ikke med deres gerninger fortjene syndernes forladelse. Det forsvar for sin sætning, som den netop bandlyste Luther gav, gendriver den «protestantiske» perfektionisme lige så vel som den romerske. Luther skriver: «Denne artikel» («Et fromt menneske synder i alle gode gerninger») «ærgrer de gerningshellige, som bygger deres trøst på deres egen retfærdighed og ikke på Guds barmhjertighed, det vil sige på sandet; derfor skal det også gå dem som huset, der er bygget på sandet, Matt 7. Men et fromt kristent menneske skal lære og vide, at alle hans gode gerninger er uduelige og ikke slår til for Guds øjne, og sammen med alle de kære hellige fortvivle over sine gerninger og med al fortrøstning og fast tillid vove sig ud på Guds blotte barmhjertighed. Derfor vil vi grunde denne artikel godt og se, hvad de kære hellige siger til det. Esajas (Es 64,5) siger således: ’Vi er alle sammen fundet urene, og al vor retfærdighed er som en tilsølet, stinkende klud.’ Læg her mærke til, at profeten ikke undtager nogen; han siger: ’Alle sammen er vi urene’, og dog var han en hellig profet. Videre: Når vores retfærdighed er uren og stinker for Gud, hvad skal så uretfærdigheden gøre? Desuden siger han: ’al retfærdighed’, han udelukker ingen. Er nu en god gerning uden synd, så lyver denne profet – Gud forbyde det! Er dette ord af Esajas ikke klart nok? Hvorfor fordømmer man da min artikel, der ikke siger andet end denne profet? Men vi vil gerne være fordømt sammen med den hellige profet. Videre siger Salomo (Præd 7,20): ’Der er ingen så from på jorden, at han gør en god gerning og ikke synder.’ Jeg mener, at dette ord er rigeligt nok og næsten ord for ord udtrykker min artikel. Nu, Salomo er altså fordømt her; lad os se, hans fader David må også være fordømt, han som siger Sl 143,2: ’HERRE, gå ikke i rette med mig, din tjener, for for dit ansigt findes intet levende menneske retfærdigt.’ Hvem er Guds tjener, om ikke den, der gør gode gerninger? Hvordan går det da til, at netop han ikke kan tåle Guds dom? Guds dom er jo ikke uretfærdig. Var gerningen nu helt god uden synd, så ville den ikke flygte for Guds retfærdige dom. Altså må fejlen nødvendigvis sidde i gerningen, så den ikke er ren. Derfor er intet levende menneske retfærdigt for Gud, men alle trænger til hans barmhjertighed, også i deres gode gerninger. Her skal I pavelige vise jeres kunst, ikke blot digte buller, men svare på sådanne skriftord. Således har jeg ovenfor, i de første to artikler, bevist, hvordan alle hellige strider mod deres syndige kød og for så vidt endnu er syndere, så længe de lever i kødet, der kæmper mod Ånden; derfor tjener de på samme tid Gud efter Ånden og synden efter kødet. Når nu et fromt menneske på samme tid er retfærdigt for Åndens skyld og syndigt for kødets skyld, så må gerningen sandelig være som personen, frugten som træet. Og så meget Ånden har del i gerningen, så meget er den god; men så meget kødet har del i den, så meget er den ond. … Ville de nu her sige, som de plejer: Ja, en sådan urenhed er ikke synd, men en ufuldkommenhed og skrøbelighed eller fejl, så svarer jeg: Ganske vist er det en fejl og skrøbelighed; men skal det ikke hedde synd, så vil også jeg sige, at mord og ægteskabsbrud ikke er synd, men kun en fejl og skrøbelighed. Men hvem har givet jer pavelige magt til således at sønderrive Guds ord og kalde en sådan urenhed i den gode gerning skrøbelighed og ikke synd? Hvor er der et bogstav i Skriften, der taler for jer? Skal vi tro jeres slette drømme uden Skrift, og I vil ikke tro vore klare skriftord? … Når David siger (Sl 143,2), at heller ikke Guds tjenere kan tåle hans dom, og at intet levende menneske er retfærdigt for ham, så må denne skrøbelighed sandelig være synd. … Videre siger Sankt Augustin (Bekendelser 9): Ve alt menneskeligt liv, selv det mest prisværdige, hvis det blev dømt uden barmhjertighed! Se der, den store kætter Augustin, hvor frækt og forvovent han taler mod denne hellige bulle, så han ikke alene tilskriver det gode liv synd, men også fordømmer det allerbedste liv (som uden tvivl går i gode gerninger), hvis Guds barmhjertighed ikke hjælper det, som om det var lutter dødssynder. O Sankt Augustin, frygter du ikke den allerhelligste fader pave? Desuden siger Sankt Gregor om den hellige Job således: Den hellige mand Job så godt, at alle vore gode gerninger er lutter synd, når Gud dømmer dem; derfor siger han (Job 9,3): ’Vil nogen gå i rette med Gud, kan han ikke svare ham på én ud af tusind.’ Hvad? Du, Gregor? Skulle du vove at sige, at alle vore gode gerninger er lutter synd? Du er i pavens band og en kætter, langt værre end Luther, der kun siger, at der er synd i alle gode gerninger, mens du gør lutter synd ud af dem. … Videre siger samme Gregor: Vi har nu sagt mange gange, at al menneskelig retfærdighed findes at være uretfærdighed, når den dømmes strengt; derfor siger Job: ’Om jeg også havde gjort noget retfærdigt, vil jeg ikke svare Gud for at gå i rette med ham, men bønfalde ham som min dommer.’ Nu er Guds dom ikke falsk eller uretfærdig, men sand og retfærdig. Finder den altså uretfærdighed i vores retfærdighed, så må denne uretfærdighed ikke være opdigtet, men virkelig være der, og ikke blot en fejl eller skrøbelighed, men en fordømmelig synd, som hindrer frelsen, hvis ikke barmhjertigheden kommer i forkøbet og af lutter nåde antager og lønner gerningerne. Hjælper disse ord ikke min artikel, så hjælpe Gud den. Så vil jeg langt hellere være fordømt med Esajas, David, Salomo, Paulus, Augustin og Gregor end være rost med paven, alle biskopper og pavelige, om så hele verden var lutter pave, pavelige og biskopper. O salig den, som skulle dø for denne sags skyld! Amen.»

¹³⁷ St. L. XV, 1551. 1554.

¹³⁸ Sess. VI, can. 25: Si quis in quolibet bono opere iustum saltem venialiter peccare dixerit, aut, quod intolerabilius est, mortaliter, atque ideo poenas aeternas mereri tantumque ob id non damnari, quia Deus opera non imputet ad damnationem, anathema sit. [Hvis nogen siger, at den retfærdige i enhver god gerning synder i det mindste tilgiveligt, eller, hvad der er endnu mere utåleligt, dødeligt, og derfor fortjener evig straf og kun af den grund ikke bliver fordømt, at Gud ikke tilregner gerningerne til fordømmelse, han være forbandet.]

9. De gode gerninger efter kvalitet og kvantitet

I dette afsnit behandles følgende punkter: 1. Til gerningernes rette kvalitet hører, at de gøres a. efter normen i Guds lov eller vilje, b. af en villig ånd. 2. Prøvelse af hedningernes og de kristnes gode gerninger efter de nævnte kendetegn. 3. De gode gerningers kvantitet efter Guds vilje og underskuddet i praksis.

De gode gerningers norm

Fordi mennesket ikke er autonomt, men med hele sit væsen og al sin handlen står under Gud, hører det til hans gerningers rette kvalitet, at han også alene af Gud lader sig sige, hvilke gerninger han skal gøre.¹³⁹ Hverken hans egen vilje¹⁴⁰ eller andre menneskers vilje¹⁴¹ skal bestemme hans handlen. Om alle gerninger, der har menneskebud til norm, gælder det: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det, som er menneskebud.»¹⁴² Heller ikke den gode hensigt kan erstatte den guddommelige norm.¹⁴³ Skriften betegner det at skubbe den guddommelige norm til side som ganske enkelt frafald fra Gud og afgudsdyrkelse, fordi sagen forholder sig således: Den, der gør sig selv til norm for sine gerninger, afsætter derved i virkeligheden Gud som sin Herre og hersker og gør sig til sin egen gud.¹⁴⁴ Og den, der lader sin handlen være normeret af andre menneskers bud, sætter eo ipso disse mennesker i Guds sted. Ifølge Skriften indebærer det også en nedværdigelse af mennesket, når det bliver underlagt menneskebud i stedet for alene Guds bud, for Gud har skabt mennesket til den ærefulde stilling, at det kun skal tilbede Gud som sin Herre og tjene ham alene.¹⁴⁵ Ligeledes er mennesket blevet forløst ved Guds Søn, der blev menneske, for at det igen skal indtage den samme ærefulde stilling, nemlig en fri mands stilling over for alle menneskebud.¹⁴⁶ Så vældigt indskærper Skriften overalt og på mangfoldig vis, at al menneskets gøren udelukkende skal gå i Guds vilje og bud. For at stille denne tanke skarpt frem argumenterer Luther ab impossibili [ud fra det umulige] således: «Hvis du med én prædiken kunne frelse hele verden og ikke har befaling til det, så lad det bare være; for du vil bryde den rette sabbat, og det vil ikke behage Gud.»¹⁴⁷ Selv lidelsen skal kun ske efter Guds vilje¹⁴⁸ og ikke være selvvalgt. Dogmatikerne udtrykker det omtrent således: Norma directrix, secundum quam bona opera praestanda et diiudicanda sunt, est verbum legis divinae, quod perfectissimam regulam iustitiae et sanctitatis divinae continet et tum facienda tum omittenda praescribit. [Den ledende norm, efter hvilken de gode gerninger skal udføres og bedømmes, er den guddommelige lovs ord, som indeholder den fuldkomneste regel for Guds retfærdighed og hellighed og foreskriver både, hvad der skal gøres, og hvad der skal lades.]¹⁴⁹

¹³⁹ 5 Mos 5,32: «Gør, som HERREN jeres Gud har befalet jer, og vig hverken til højre eller til venstre.» Matt 4,10: «Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.»

¹⁴⁰ Kol 2,23: ἐθελοθρησκεία [selvvalgt gudsdyrkelse] forbudt. Luther I, 866 f. 4 Mos 15,39: «at I ikke retter jer efter jeres hjertes indbildning og ikke horer efter jeres øjne». תּוּר med אַחֲרֵי: følge efter, hænge ved. Godt hos Lukas Osiander til stedet. Om dommertiden hedder det dadlende Dom 17,6; 21,25: «Enhver gjorde, hvad han selv syntes var ret.»

¹⁴¹ Ez 20,18: «I skal ikke leve efter jeres fædres bud.» Kol 2,16: «Lad derfor ingen dømme jer», μὴ οὖν τις ὑμᾶς κρινέτω ἐν βρώσει κτλ. [Lad derfor ingen dømme jer for mad osv.]

¹⁴² Matt 15,9; Mark 7,7.

¹⁴³ 1 Sam 15,22; Joh 16,2; ApG 26,9. Brochmand viser, at den gode hensigt ikke gør nogen gerning god, der går imod den guddommelige norm, men at den onde hensigt gør enhver gerning ond, som i det ydre er normeret af Guds bud, som Matt 6,1 ff. (System. univers. th., art. 25, c. 3, cas. 9, s. 258; hos Baier III, 322.)

¹⁴⁴ 1 Sam 15,22–23. Luther om Saul, der hellere ville ofre end gøre Guds bud til norm for sin handlen (St. L. I, 866): «Skriften kalder det meget grufuldt at drive trolddom, afguderi og afgudsdyrkelse, når man ikke hører Guds ord eller foretager sig noget uden eller imod Guds ord; og det er sandelig grufuldt sagt, især når man ser, hvor almindeligt det er i verden og går i svang.»

¹⁴⁵ Matt 4,10.

¹⁴⁶ 1 Kor 7,23: «I er blevet købt for en høj pris (τιμῆς). Bliv ikke menneskers slaver!»

¹⁴⁷ St. L. III, 1090.

¹⁴⁸ 1 Pet 3,17.

¹⁴⁹ Quenstedt II, 1387.

Herimod kan det ikke indvendes, at Skriften ofte og med alvor indskærper lydighed mod forældrene og den verdslige øvrighed. Vi skal ganske vist være underordnet forældrenes¹⁵⁰ og den verdslige øvrigheds bud,¹⁵¹ når de ikke strider mod Guds bud.¹⁵² Men dermed falder vi ikke fra Guds bud over til menneskebud, fordi Gud har gjort forældrenes og den verdslige øvrigheds bud til sine egne bud i de ting, der ikke strider mod hans bud. Således forbliver reglen urørt, at kun Guds vilje eller Gud er normen for gode gerninger. Ja, Skriften indskærper ofte og indtrængende også dette: Når menneskebud vil trænge sig på som norm for vores handlen, så hører det til helliggørelsen og de gode gerninger ikke at være underordnet disse bud.¹⁵³ Ganske vist rejser sig også her igen det spørgsmål, som især blev behandlet under læren om synden og om Guds lov: hvordan Guds vilje, der for alle mennesker indtil den yderste dag er normen for deres gerninger, erkendes sikkert. Kort sammenfattet lyder svaret: Guds vilje erkendes ikke sikkert ud fra den naturlige samvittighed, fordi der efter syndefaldet findes en vildfarende samvittighed;¹⁵⁴ heller ikke ud fra Moseloven, fordi den indeholder særbestemmelser for jøderne;¹⁵⁵ heller ikke ud fra særlige bud, der kun angik enkelte personer, for eksempel Abraham;¹⁵⁶ heller ikke ud fra såkaldte kirkebud, fordi kirken intet kan byde ud over Guds ord.¹⁵⁷ Normen for de gode gerninger erkendes sikkert kun ud fra Den Hellige Skrift. Ud fra Skriften erkender vi også, hvilke af de bud, Skriften indeholder, der kun havde midlertidig gyldighed, og hvilke der binder alle mennesker til alle tider og på alle steder.¹⁵⁸

¹⁵⁰ Ef 6,1 ff.; Kol 3,20.

¹⁵¹ Rom 13,1 ff.; 1 Pet 2,13–14.

¹⁵² ApG 5,29.

¹⁵³ ApG 5,29; 1 Kor 7,23; 1 Tim 4,1 ff.; Matt 10,37.

¹⁵⁴ Joh 16,2; ApG 26,9 ff.

¹⁵⁵ 3 Mos 11; 4 Mos 15,32 ff., sammenholdt med Kol 2,16–17.

¹⁵⁶ 1 Mos 22,1 ff. Luther I, 1232 f.

¹⁵⁷ Matt 23,8. Luther I, 867: «Kirken kommer os i dette tilfælde intet ved; … den er Kristi elev, og selv om den lærer, så lærer den dog intet andet end det, Kristus har befalet den at lære.»

¹⁵⁸ Luther III, 1083 ff.

Ligesom man på den ene side må fastholde, at menneskebud skal afvises som norm for de gode gerninger, og at de gerninger, der gøres efter denne norm, rammes af dommen: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det, som er menneskebud»,¹⁵⁹ således skal der på den anden side i den kristne kirke med stor flid læres, at alt, hvad de kristne gør efter Guds vilje, er godt og stort, ligegyldigt om det har anseelse for mennesker eller ej. Ingen og intet er god i sig selv. Kun Gud er god i sig selv. «Ingen er god uden Gud alene.»¹⁶⁰ Alt skabt og alt, hvad der hører til det skabte, er kun godt dependenter a Deo [i afhængighed af Gud], det vil sige, for så vidt det svarer til Guds vilje. Tanken om, at noget skulle være godt uafhængigt af Gud, hører hjemme i dualismens og altså ateismens område. Så selvfølgeligt dette er, så ofte glemmes det. Det glemmes i filosofien og den filosoferende teologi, der sætter «det godes idé» uden for og over Gud. I teologien glemmes det især, når den giver prædikatet «god» til menneskelige gerninger, der ikke har deres norm i Guds bud og vilje. Men hertil hører nu også den positive side, at al gøren, der faktisk sker efter Guds vilje og ordning, eo ipso er adlet, ligegyldigt om den bliver højt priset eller dybt foragtet af mennesker. Her får talemåden “In His Majesty’s Service” [I Hans Majestæts tjeneste] sin egentlige og fulde betydning. Det minder apostlen de kristne tjenere (δοῦλοι) om med hensyn til de ringe udseende gerninger i deres tjenerstand, når han skriver: «Tjen som for Herren og ikke som for mennesker.»¹⁶¹ Derfor kan og skal alle kristne «trods Satan» på åndelig vis være stolte af alle gerninger i deres kald, som Gud har ordnet.¹⁶²

¹⁵⁹ Matt 15,9; Mark 7,7.

¹⁶⁰ Matt 19,17.

¹⁶¹ Ef 6,5–8; Kol 3,22–24. Luther (I, 527): «Her skal man ikke se på, hvad der bliver sagt eller befalet, men på, hvem han er, som befaler det. … Den, der ser på ham, som befaler, holder det for det største, også det, som efter skinnet er det ringeste.» (Luther i Den Store Katekismus, s. 403, 91–93.)

¹⁶² Luther I, 867.

Denne sandhed, at en kristens gerninger skal være normeret af Guds bud og ordning og derved får deres adel, er af Luther igen blevet lært med vælde ud fra Skriften. Luther har ikke blot sat evangeliet på lysestagen igen, men også ud fra Guds ord igen vist den rette skikkelse af et kristent liv. Paven havde med sine menneskebud gjort det kristne liv til en karikatur. Om dette bør Luther også i en dogmatik komme lidt udførligt til orde. Han siger i sin prædiken «Om vort salige håb»¹⁶³: «Hvad gode gerninger er, har vi nu ofte hørt, eftersom vi ved dåben og ved evangeliet er kommet til det lys og den erkendelse, at vi ved, hvad gode gerninger er, hvilket man ikke vidste i pavedømmet. Før evangeliet kom, prædikede man således: Gode gerninger var dem, som vi selv af egen andagt digtede op og valgte, som at den ene gik til Sankt Jakob, den anden på en anden valfart; denne gav til munkene i klostret og lod holde mange messer; hin satte vokslys op, fastede på vand og brød og bad så og så mange rosenkranse osv. Men nu, da evangeliet er kommet, prædiker vi således: Gode gerninger er ikke dem, som vi selv vælger efter eget forsæt, men dem, som Gud har befalet; som når enhver gør, hvad Gud har befalet og pålagt ham i hans stand her på jorden. En tjenestekarl gør gode gerninger, når han frygter Gud, tror på Kristus og går i lydighed mod sin herre. Først er han retfærdig for Gud ved troen på Kristus; derefter går han i troen hen og fører et gudfrygtigt liv, holder sig mådeholdent og tugtigt, tjener sin næste, muger stalden ud, giver hestene foder osv. Når han går i sådanne gerninger, gør han bedre gerninger end nogen kartøsermunk. For fordi han er døbt, tror på Kristus og venter på det evige liv i et visst håb, går han imens hen, er sin herre lydig og ved, at det, han gør i sit kald, behager Gud. Derfor er det lutter gode, kostelige gerninger, hvad han gør i sin stand. Det ser ganske vist ikke ud, som om det er store, fortrinlige gerninger, når han rider ud på marken, kører til møllen osv.; men fordi Guds bud og befaling er der, kan sådanne gerninger, hvor ringe de end ser ud, ikke være og hedde andet end lutter gode gerninger og gudstjenester. Således gør også en tjenestepige gode gerninger, når hun i troen udfører sit kald og gør, hvad fruen siger, når hun fejer huset, vasker op og laver mad i køkkenet osv. Selv om sådanne gerninger ikke tager sig ud som en kartøsers gerninger, der har en maske på og får folk til at måbe, så er de dog langt bedre og kosteligere gerninger for Gud end en kartøsers, der går med hårskjorte, holder sine morgentider, står op om natten og synger i fem timer, ikke spiser kød osv. For selv om det er gerninger, der glimrer og skinner for verden, har de dog ingen befaling og bud fra Gud; hvordan kan det så være gode gerninger, der behager Gud? Ligeså, når en borger eller bonde hjælper sin næste, tjener ham, hvormed han kan, advarer ham, når han ser, at han kunne lide skade på sit legeme, på hustru, børn, tyende, kvæg og gods, hjælper ham, hvor han trænger til hans hjælp osv.: sådanne gerninger skinner heller ikke; men ikke desto mindre er det lutter gode, kostelige gerninger. Når den verdslige øvrighed straffer de onde og beskytter de fromme, når undersåtterne er deres øvrighed underdanige og lydige og gør det i troen på Kristus og i håbet om det evige liv, så er det gode gerninger, selv om de hverken glimrer eller skinner for fornuften. For hvad Gud gør på jorden ved sine kristne og hellige, det skal ikke glimre og skinne for verden, men være sort, foragtet og fordømt af Djævelen og verden. Omvendt: hvad Djævelen gør ved sine hyklere og falske hellige, det skal glimre og skinne, så hele verden spærrer mund og næse op og forundrer sig over det, som om det var en fortrinlig, kostelig ting, skønt det dog er lutter djævelsk bedrag og løgn. Når man tager fornuften med på råd, så er en tjenestekarls, en tjenestepiges, en herres, en frues, en borgmesters og en dommers gerninger almindelige, ringe gerninger i sammenligning med, at en kartøser våger, faster, beder og ikke spiser kød; men når man tager Guds ord med på råd, så er alle kartøsers og munkes gerninger, selv om man smeltede dem alle sammen i én bunke, ikke så gode som en eneste fattig tjenestepiges gerning, der ved dåben er sat ind i Guds rige, tror på Kristus og i troen venter på det salige håb. Disse to stykker ville Sankt Paulus gerne bevare i kristenheden: erkendelsen af vor Frelser Jesus Kristus og erkendelsen af det embede, der er os befalet, for at vi kunne lære at erkende vor kristne stand ret, nemlig for det første, at vi ved dåben og ved evangeliet er kaldet til arvinger til det evige liv, og derfor skal vi også vente på det salige håb og vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst. For det andet, at nu, da vi er blevet kristne og arvinger til Himmeriget, er alt, hvad vi gør af tro i vort kald og vor stand, lutter gode, kostelige gerninger; derfor skal vi også være ivrige efter gode gerninger. Og disse to stykker skal vi lære godt. Det første stykke, om det salige håb, må vi have til hint liv, så vi ved, hvor vi skal blive af, når dette liv får ende. Det andet stykke, om gode gerninger, må vi have til dette liv, så vi ved, hvordan vi skal forholde os i vor stand og vort embede. Derfor, da vi har hørt, hvad vort salige håb er, som vi skal vente på, skal vi nu også lære, hvad gode gerninger er, nemlig dem, der sker af tro, i det embede, der er os befalet, efter Guds bud og ord. Selv om sådanne gerninger ikke glimrer for fornuften, så er de dog kostelige for Gud, og ingen kartøser eller munk er værdig til at se og kende dem. For eksempel: Jeg er prædikant, det er mit embede; når jeg nu tror på Kristus og venter på det salige håb og derefter går hen, passer min prædiken og gør mit embede, så ville jeg, selv om mit arbejde ser ringe ud, dog ikke bytte med alle munke og nonner og alle deres gerninger, som de gør i klostret. Og således har jeg ved dåben og ved troen på Kristus min besked om hint liv og ved Guds ord en vejledning for dette nærværende liv, om hvordan jeg skal forholde mig i det. Således er også en hustru en levende helgen, når hun tror på Kristus, venter på det salige håb og vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst og derefter går hen og ud fra det gør, hvad der tilkommer en hustru. For vore gerninger, som vi gør i det embede, der er os befalet, bliver kostelige for Gud, selv om verden ser dem an for almindelige og ringe gerninger, når de sker af troen på Kristus og i håbet om det evige liv. Men, som sagt, verden er ikke værdig til at se og kende en eneste god gerning. For ligesom fornuften intet ved om det evige livs salige håb, således forstår den heller ikke, hvad gode gerninger er. Den tænker således: Denne pige malker køerne, denne bonde pløjer marken: alt sådant er almindelige, ringe gerninger, som hedningerne også gør; hvordan kan det så være gode gerninger? Men denne bliver munk, hin bliver nonne, ser sur ud, tager en kutte på, bærer hårskjorte: det er særlige gerninger, som andre folk ikke gør; derfor må det være gode gerninger. Sådan tænker fornuften. Dermed mister man så erkendelsen af både det salige håb og de gode gerninger.» Fremstillinger af samme indhold findes i alle Luthers skrifter.¹⁶⁴

¹⁶³ Over Tit 2,13. St. L. IX, 952 ff.

¹⁶⁴ Især også i hans forelæsninger over Første Mosebog, hvor han beskriver patriarkernes tilsyneladende ringe gerninger: I, 526 ff.; 762; 1161 ff.; 1179 ff.; 1310 f.; 1479 f.; II, 704; 847 ff.; 1742 f. Nogle hovedsteder fra andre skrifter: III, 1086 ff.; IX, 1205 ff.; XIII, 2216 ff.; XII, 568 ff. 892 ff. Om den trøst, der ligger i visheden om det kald, Gud har ordnet, siger Luther (XIII, 2218): «Enhver kristen skal fra ungdommen af vænne sig til at være viss på, at han er i en salig stand. Den, der kan det, kan, selv om han falder ned ad trappen og dør, dog sige: Min far, min mor, min herre, min frue har bedt mig gå ned; derfor dør jeg i en salig stand, i ret lydighed og en god gerning, som behager Gud.» Om tilfredsheden med det jordiske kald, som følger af erkendelsen af Guds ordning: XIII, 194 ff.

Gode gerninger gøres af en villig ånd

Til de gode gerningers væsen hører endvidere, at de gøres af en villig ånd eller – hvad der er det samme – af kærlighed til Gud. For rigtig at fremhæve dette betjener gamle lærere sig af dette paradoks: «Gode gerninger skal ikke blot være gode, men også ske godt (bene fieri debent).»¹⁶⁵ Hvad der ikke gøres af en villig ånd eller af kærlighed til Gud og for at tjene ham, er ikke en opfyldelse, men en overtrædelse af Guds lov.¹⁶⁶ For at minde om dette lader Luther sin forklaring af de enkelte bud indlede med ordene: «Vi skal frygte og elske Gud.» Skriften indskærper denne beskaffenhed ved de gode gerninger både positivt og negativt: positivt ved at beskrive de gerninger, der behager Gud, som gerninger, der sker af en villig ånd;¹⁶⁷ negativt ved at forkaste alle gerninger, der mangler denne egenskab. Af denne egenskab ved de gode gerninger følger nu ganske vist, at det at gøre gode gerninger er en kunst, som kun de kristne kan. Ikke-kristne gør deres gerninger, der i det ydre (in materia, siger Luther) stemmer overens med Guds lov, i bedste fald af naturligt hæderlige grunde, for eksempel af naturlig lyst til arbejde, af naturlig kærlighed til forældre, hustru og børn, af naturlig medlidenhed, men i mange tilfælde af ærgerrighed og endda i den mening, at de med gerninger kan dække over synder og fortjene sig frelsen. Af kærlighed til Gud og for at tjene ham gør kun de mennesker deres gerninger, som ved Helligåndens virkning tror evangeliet om Guds nåde i Kristus og som følge af denne tro elsker ham, der elskede dem først. Her må vi igen minde om Luthers ord om, at gode gerninger gøres ud fra himlen,¹⁶⁸ det vil sige af dem, der ved troen på Kristus allerede ejer himlen og derfor bringer Gud de gerninger, de gør på jorden, som et takoffer.¹⁶⁹ Derfor optager katekismerne og dogmatikerne med rette i definitionen af de gode gerninger den bestemmelse, at gode gerninger kun gøres af troende eller genfødte.¹⁷⁰ I denne betydning insisterer Luther bestandig på grundsætningen, «at personen altid først må være god og from før alle gode gerninger».¹⁷¹ Og på spørgsmålet om, hvordan personen bliver god og from, svarer han: «Den, der tror på Kristus, at han er født, død og begravet for os og også er opstået fra de døde, han er genfødt eller født på ny. Dér er man et nyt menneske; for dér har du sådanne tanker, som ingen pavelig eller tyrk ellers har. … Bliver du nu i denne tro, så er Helligånden til stede og døber dig, styrker og øger troen i dig og giver dig ny forstand i hjertet. Han vækker også hellige og nye tanker og følelser i dig, så du begynder at elske Gud og holder op med al gudløs færd og af hjertet gør, hvad Gud vil have, elsker din næste og skyr vrede, had og misundelse.»¹⁷²

¹⁶⁵ Kromayer, Theol. pos.-pol. II, 395; hos Baier III, 324.

¹⁶⁶ Rom 13,8–10: πλήρωμα οὖν νόμου ἡ ἀγάπη [derfor er kærligheden lovens opfyldelse]. Matt 22,37–40.

¹⁶⁷ Sl 110,3; 2 Kor 8,3–4.12.

¹⁶⁸ St. L. XII, 136.

¹⁶⁹ Rom 12,1.

¹⁷⁰ Dietrich, Katekismus, St. Louis-udgaven, spørgsmål 142: «Gode gerninger er handlinger, som gøres af genfødte ved Helligånden, ud af den sande tro, efter Guds bud og lov, alene til Guds ære og som udtryk for vores skyldige taknemmelighed.»

¹⁷¹ Walch XIX, 1225 f.

¹⁷² St. L. VII, 1862. Luther (X, 407): «Forbandet og fordømt er alt liv, som leves og søges til egen nytte og eget gavn. Forbandet er alle gerninger, som ikke går i kærligheden.» – Konkordieformlens fremstilling af, at kun de kristne tjener Gud villigt: s. 643, 16–17. Sådan siger især Apologien ofte: Non diligimus, nisi certo statuant corda, quod donata sit nobis remissio peccatorum [Vi elsker ikke, medmindre hjerterne er visse på, at syndernes forladelse er skænket os]; s. 107, 110; s. 109, 1 ff. osv.

Hedningernes gode gerninger

I det foregående er også spørgsmålet allerede besvaret, hvad man skal mene om hedningernes gode gerninger. Spørgsmålet har fremkaldt megen strid. Ved hedningernes eller i det hele taget de vantros gode gerninger forstår man sådanne handlinger, som – set på den ydre gerning (materia) – sker efter rettesnoren i Guds lov, der også efter syndefaldet stadig står skrevet i menneskenes hjerter.¹⁷³ At der findes sådanne gerninger, bevidner ordene i Rom 2,14: φύσει τὰ τοῦ νόμου ποιῇ [af natur gør lovens gerninger]. Også Luther fremhæver, at sådanne gerninger – set på den ydre handling, for eksempel at give de sultne mad, klæde de nøgne, hjælpe de trængte, arbejde flittigt og udholdende i kald eller håndværk osv. – helt ligner en kristens gerninger, ja, efter det ydre overgår dem.¹⁷⁴ Hvad skal man mene om disse gerninger? Det er ikke en læremåde, der fører til rigtig klarhed, når man for eksempel siger: «De ugenfødtes gode gerninger kaldes ganske vist med rette synd, men dog ikke i sig selv og ubetinget.» Den bedre læremåde er, at vi med den lutherske bekendelse henviser hedningernes og de kristnes gode gerninger til de to helt forskellige områder, som de faktisk hører til. Hedningernes gode gerninger hører til den borgerlige retfærdigheds (iustitia civilis) eller det verdslige riges område. På dette område roser vi dem lige så højt, som bekendelsen gør, og tilføjer – ligeledes med bekendelsen – at Gud også lønner sådanne gerninger med timelige goder i denne verden.¹⁷⁵ Gud vil jo også de verdslige riger, nemlig som stillads for opbygningen af sin kirke. Og for så vidt som den borgerlige retfærdighed er den vigtigste støtte for de verdslige riger, lønner Gud også den borgerlige retfærdigheds gerninger med timelig løn. Det er de ikke-kristnes gode gerningers ære og værdi på det borgerlige område. Spørger vi derimod om deres værdi på det åndelige område eller på den kristne kirkes område, så skal de kaldes synd, ikke blot secundum quid [i en vis henseende], men ubetinget og uden forbehold, fordi Skriften uden noget forbehold siger, at hedningerne er døde i synder,¹⁷⁶ fremmede for det liv, som er af Gud,¹⁷⁷ lever uden håb og uden Gud i verden,¹⁷⁸ går hen til de stumme afguder, sådan som de bliver ført,¹⁷⁹ og at det, de ofrer, ofrer de ikke til Gud, men til dæmonerne.¹⁸⁰ Derfor skelner vi med den lutherske bekendelse skarpt mellem det verdslige rige og den kristne kirke. I det verdslige rige er hedningernes gode gerninger gode, på den kristne kirkes område er de synd. Sådan lærer den lutherske bekendelse overalt;¹⁸¹ og man må undre sig over, at en anden lære har vovet og stadig vover sig frem i lyset i den kristne kirke. Klart og skarpt fremstiller Apologien sagen ud fra Skriften således: «Er det at være kødeligt sindet fjendskab mod Gud, så er sandelig selv de bedste gode gerninger, som et Adamsbarn nogensinde kan gøre, urene og synd. Ligeledes: Kan kødet ikke underordne sig Guds lov, så synder sandelig også et menneske, selv om han gør ædle, skønne, kostelige gode gerninger, som verden regner for store. Modstanderne ser kun på budene på Moses’ anden tavle, som også taler om den ydre hæderlighed, som fornuften bedre forstår, og bilder sig ind, at de med sådanne ydre gode gerninger holder Guds lov. Men de ser ikke på den første tavle, som befaler og kræver af os, at vi skal elske Gud af hjertet, slet ikke vakle og ikke tvivle på, at Gud vredes over synden, at vi skal frygte Gud af hjertet, at vi visselig i vore hjerter skal forlade os på, at Gud ikke er langt borte, at han hører vores bøn osv. Nu er vi, før vi bliver født på ny ved Helligånden, alle af Adam på en sådan måde, at vores hjerte i sin sorgløshed foragter Guds vrede, dom og trusler og hader og er fjendtligt mod hans dom og straffe. Når nu alle Adams børn fødes i så store synder, at vi alle af natur foragter Gud og drager hans ord, hans løfte og trusler i tvivl, så må sandelig vore bedste gode gerninger, som vi gør, før vi bliver født på ny ved Helligånden, være syndige og fordømte gerninger for Gud, selv om de er skønne for verden; for de udgår fra et ondt, gudløst, urent hjerte, som Paulus siger i Rom 14,23: ’Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.’ For alle sådanne gerningshellige gør gerninger uden tro, foragter Gud i hjertet og tror lige så lidt, at Gud tager sig af dem, som Epikur har troet. Foragten for Gud indvendig må jo gøre gerningerne modbydelige og syndige, selv om de er skønne for folk; for Gud ransager hjerterne.» I denne sandhed, at alle gerninger, der sker før troen, er synd for Gud, er det begrundet, at overgangen fra det verdslige rige til den kristne kirke, altså omvendelsen, ikke sker med menneskets medvirken, men in solidum [helt og fuldt] er en nådegerning af Gud. Konkordieformlen siger dette med Luthers ord: «Fordi døden og synden uden for Kristus er vore herrer og Djævelen vores gud og fyrste, kan der ikke være nogen kraft eller magt, noget vid eller nogen forstand, hvormed vi kunne skikke os til eller stræbe efter retfærdigheden og livet.»¹⁸²

¹⁷³ Rom 2,15; 1,32.

¹⁷⁴ St. L. II, 461 ff. Luther nævner Alexander den Store, Julius Cæsar og Scipio, «om hvem man ved, at de har udrettet større bedrifter, end nogen kristen nogensinde har gjort; for du vil ikke let finde en sådan styrke i krig, ligeledes en sådan tålmodighed, og hvordan de har båret al slags ulykke og møje, hos nogen konge blandt de kristne; ja, ikke engang hos kongerne i Israels folk, såsom hos David og de andre».

¹⁷⁵ Apologien, s. 91, 24: «I dette liv og i det verdslige væsen er der jo intet bedre end redelighed og dyd, som Aristoteles også siger, at hverken morgenstjernen eller aftenstjernen er mere yndig og skøn end hæderlighed og retfærdighed, ligesom Gud også lønner sådan dyd med legemlige gaver.» Sådan også Luther (II, 472).

¹⁷⁶ Ef 2,1.

¹⁷⁷ Ef 4,18.

¹⁷⁸ Ef 2,12.

¹⁷⁹ 1 Kor 12,2.

¹⁸⁰ 1 Kor 10,20.

¹⁸¹ Den Augsburgske Bekendelse, art. 18; Apologien, s. 89, 16; s. 589, 7; s. 594, 26; s. 602, 59; s. 603, 61; s. 608, 85. Konkordieformlens citater i 2. artikel fra de tidligere bekendelsesskrifter og fra Luther: s. 595, 28 ff.

¹⁸² Konkordieformlen, s. 598, 43.

Forkert lærer om de vantros gode gerninger alle de, som i en eller anden form tillægger mennesket en medvirken til at opnå Guds nåde og frelsen, og som dermed i virkeligheden benægter, at alle gerninger, som gøres før troen, er synd. Hertil hører pelagianerne, semipelagianerne og synergisterne fra gammel og ny tid og af alle afskygninger. For at holde fundamentet for sin gerningslære intakt lyser pavekirken forbandelse over alle, som lærer, at alle gerninger før retfærdiggørelsen virkelig (vere) er synd.¹⁸³ Også positive nyere teologer bestrider, at alle gerninger, som gøres uden tro på Kristus, er synd for Gud. Hofmann antager, at hedningerne på den yderste dag kan opnå retfærdiggørelsen på grund af de gerninger, de har gjort efter samvittighedens vidnesbyrd.¹⁸⁴ At alle unitarer tillægger hedningerne gode gerninger, er kun konsekvent, eftersom de selv står extra ecclesiam [uden for kirken] og dog ikke vil frakende deres egne gerninger betegnelsen «gode».¹⁸⁵

¹⁸³ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 7: Si quis dixerit, opera omnia, quae ante iustificationem fiunt, quacumque ratione facta sint, vere esse peccata vel odium Dei mereri – anathema sit [Hvis nogen siger, at alle gerninger, som sker før retfærdiggørelsen, på hvilken måde de end er gjort, virkelig er synder eller fortjener Guds had, han være forbandet].

¹⁸⁴ Schriftbeweis I, 470 f.; jf. Baier II, 230.

¹⁸⁵ Sådan socinianeren Valentin Schmalz i Disp. 6. de bonis operibus mod Wolfgang Franz: Certum est hominem etiam non-renatum, natura et ratione duce, bona opera praestare, licet non ita perfecte quemadmodum is, qui renatus est, nec etiam ita perfecta, nec Deo etiam ita accepta, quemadmodum ea sunt, quae quis amore Christi facit [Det er vist, at også et ikke-genfødt menneske under naturens og fornuftens ledelse gør gode gerninger, om end ikke så fuldkomment som den, der er genfødt, og heller ikke så fuldkomne gerninger og heller ikke så velbehagelige for Gud som dem, man gør af kærlighed til Kristus]. Jf. Schneckenburger, Kleine Kirchenparteien, s. 56.

De kristnes gode gerningers kvalitet

Når vi kalder hedningernes gode gerninger synd på det åndelige område eller på kirkens område, trænger spørgsmålet sig igen på, hvordan det står til med de kristnes gode gerninger, fordi en prøvelse af dem viser, at de udviser et underskud, både hvad angår det at være bestemt af Guds bud, og hvad angår villigheden i det sind, de udspringer af. Hvad angår underskuddet i bestemmelsen ved budet, indeholder Skriften ikke blot advarsler rettet til de kristne mod ἐθελοθρησκεία [selvvalgt gudsdyrkelse],¹⁸⁶ men vi erfarer også af Skriften selv den kendsgerning, at for eksempel medlemmer af menigheden i Rom fejlagtigt¹⁸⁷ regnede afholdenhed fra kød og vin for den rette form for deres kristne vandel.¹⁸⁸ Det faktiske underskud, hvad angår villigheden i sindet, kommer til udtryk i apostlens bekendelse: «Jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske, men jeg ser en anden magt i mine lemmer som fører krig mod loven i mine tanker, og som tager mig til fange ved syndens lov som er i mine lemmer.»¹⁸⁹ At de kristnes gerninger alligevel kaldes gode og roses meget,¹⁹⁰ kommer af, at de kristne står i troen på syndernes forladelse, og at de ved denne tro også bestandig får tilgivet de synder, som stadig hænger ved deres gode gerninger, hvad angår den mangelfulde bestemmelse ved budet og den mangelfulde villighed. Kristi forsoningsblod, som bestænker de kristnes person, bestænker eo ipso [netop derved] også deres gerninger. Kristi fuldkomne retfærdighed dækker ligesom de kristnes person således også ufuldkommenheden i deres gøren.¹⁹¹ Det er derfor en skriftmæssig terminologi, når for eksempel Baier definerer gode gerninger således: «Hvad der gør gode gerninger til gode gerninger, når de betragtes i sig selv, er deres overensstemmelse med Guds lov; men når de betragtes, for så vidt som de behager Gud, skønt de ikke nøjagtigt svarer til loven, så er det troen på Kristus, der gør dem til gode gerninger.»¹⁹² Hertil hører talrige udsagn i bekendelsen og hos Luther.¹⁹³

¹⁸⁶ Kol 2,16–23.

¹⁸⁷ Rom 14,14.

¹⁸⁸ Rom 14,1 ff.

¹⁸⁹ Rom 7,22–23.

¹⁹⁰ Rom 15,14; 1 Kor 1,7; Fil 2,12; Kol 1,4; 1 Thess 1,3; 2 Thess 1,3–4.

¹⁹¹ 1 Joh 2,1–2: παράκλητον ἔχομεν πρὸς τὸν πατέρα, Ἰησοῦν Χριστὸν δίκαιον [vi har en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige].

¹⁹² Baier (III, 326): Forma seu ratio formalis operum bonorum, quando in se spectantur, est conformitas cum lege Dei; quando autem spectantur, quatenus, licet legi exacte non convenientia, tamen Deo placent, sic forma eorum est fides in Christum.

¹⁹³ Apologien: Praeclare inquit Augustinus: Omnia mandata Dei implentur, quando, quidquid non fit, ignoscitur [Fortræffeligt siger Augustin: Alle Guds bud opfyldes, når alt det, som ikke sker, tilgives]. (s. 118, 51.) Samme skrift: Haec opera, etsi adhuc a perfectione legis procul absint, tamen placent propter fidem, qua iusti reputamur, quia credimus nos propter Christum habere placatum Deum [Selv om disse gerninger endnu er langt fra lovens fuldkommenhed, behager de dog for troens skyld, ved hvilken vi regnes for retfærdige, fordi vi tror, at vi for Kristi skyld har en forsonet Gud]. (s. 138, 172.) – Konkordieformlen: «Der er heller ingen strid om, hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger, selv om de i dette kød er ufuldkomne, er Gud til behag og velbehagelige, nemlig for Herren Kristi skyld ved troen, fordi personen er Gud velbehagelig.» (s. 626, 8.) Samme skrift: «Men hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger, selv om de i dette liv på grund af synden i kødet er ufuldkomne og urene, alligevel er Gud velbehagelige og til behag, det lærer ikke loven, som kræver en ganske fuldkommen, ren lydighed, hvis den skal behage Gud. Men evangeliet lærer, at vore åndelige ofre er Gud velbehagelige ved troen for Kristi skyld, 1 Pet 2; Hebr 11.» (s. 644, 22.)

De gode gerningers kvantitet

Det burde egentlig ikke være nødvendigt at drøfte særskilt, hvilken kvantitet af gode gerninger der skal stræbes efter. Står det fast, at Kristus ikke blot halvt, men helt har købt de kristne med sit blod, så er det også en selvfølge, at de stiller sig helt i hans tjeneste med alt, hvad de har. Sådan beskriver Skriften de kristne.¹⁹⁴ Sådan er de kristne også sindet efter det nye menneske.¹⁹⁵ Men kødet, som endnu hænger ved de kristne, trækker i den modsatte retning, og under disse omstændigheder er de kristne i stor fare for at misbruge nådelæren til dovenskab i gode gerninger. Dette misbrug fandtes i den apostolske kirke, som det fremgår af Skriftens advarsler.¹⁹⁶ Det fandtes også i kirken på reformationens tid, som det fremgår af Luthers klager.¹⁹⁷ Og vi måtte lukke øjnene for kendsgerninger, der ligger klart for dagen, hvis vi ikke ville se dette misbrug også i kirken i vor tid.¹⁹⁸ For at imødegå dette misbrug taler Skriften ikke kun om de gode gerningers kvalitet, men også ofte og meget om deres kvantitet. De kristne skal ikke blot tage sig af en eller anden gerning, der behager Gud, men blive rige på gode gerninger.¹⁹⁹ De skal ikke blot lade de gerninger, der tilkommer dem som kristne, komme til sig, men jage efter dem som nidkære²⁰⁰ og ikke blive trætte af at gøre det gode.²⁰¹ De skal ikke blot tjene Gud ved siden af i deres liv på jorden, men udnytte tiden i livet på jorden til at gøre gode gerninger.²⁰² Og for at de kristne ikke skal glemme det, har Gud gjort endnu mere: Han har instrueret dem, som han har sat til lærere og vægtere i sin menighed, om at agte ikke blot på gerningernes kvalitet, men også på deres kvantitet. Paulus minder Titus om: «Dette vil jeg, at du fast skal lære, for at de, som er kommet til tro på Gud, omhyggeligt skal lægge vægt på (φροντίζωσιν) at findes i de gode gerningers stand.»²⁰³ Særlig skal de også agte på, at de, der er rige i denne verden, bliver rige på gode gerninger, er gavmilde og deler med andre (κοινωνικοί).²⁰⁴

¹⁹⁴ Rom 12,1; Es 60,6.9: «Fra Saba skal de alle komme og bringe guld og røgelse og forkynde HERRENS pris. Øerne venter på mig, og skibene på havet fra gammel tid, for at føre dine børn hid fra det fjerne sammen med deres sølv og guld.» Hertil Luther (XII, 312): «Dette må være Esajas’ mening, at folket i dette land Arabien i store flokke skal samle sig om troen og evangeliet og der overgive sig med alt deres gods, kameler, løbere, guld, røgelse og hvad de har. For hvor der er rette kristne, dér giver de sig selv og alt, hvad de har, til at tjene Kristus og hans egne. Som vi ser, at det også er sket her hos os, at store goder er givet til kirken, og at enhver villigt og gerne giver sig selv med alt, hvad han har, til Kristus og hans egne, sådan som også Paulus skriver om filipperne og korintherne i 2 Kor 8.»

¹⁹⁵ Gal 2,20; Sl 110,3.

¹⁹⁶ Gal 5,13; 6,6–10; Tit 3,14.

¹⁹⁷ St. L. XI, 301; X, 456 ff.

¹⁹⁸ Synodalberetning fra Syd-Illinois-distriktet 1913, s. 42 ff.

¹⁹⁹ 2 Kor 8,7.20; 9,8.11.

²⁰⁰ Tit 2,14; 2 Kor 8,4.

²⁰¹ Gal 6,9.

²⁰² Gal 6,10; Ef 5,16; Kol 4,5.

²⁰³ Tit 3,8: καλῶν ἔργων προΐστασθαι, også v. 14: at hellige sig gode gerninger, drive dem som sin egentlige beskæftigelse. Denne tanke er godt udtrykt i Luthers oversættelse: «findes i de gode gerningers stand». Jf. Meyer til stedet.

²⁰⁴ 1 Tim 6,17–19.

Det er meget vigtigt, at kirkens tjenere har godt greb om den kristne lære om de gode gerninger og forstår at bruge den i praksis. For det første for deres egen person, så de som ministri Dei et ecclesiae [Guds og kirkens tjenere] ikke nøjes med et minimum af embedsgerninger efter forbillede af Israels troløse lærere og vægtere, som var dovne, lå og gerne sov,²⁰⁵ men stræber efter et maksimum af virksomhed i deres embede efter forbillede af apostlen og andre tro lærere.²⁰⁶ Hertil hører Luthers kendte ord: «Se derfor til, sognepræst og prædikant: Vort embede er nu blevet en anden ting, end det var under paven; det er nu blevet alvorligt og frelsebringende; derfor har det nu langt mere møje og arbejde, fare og anfægtelse, og dertil lidt løn og tak i verden. Men Kristus vil være vores løn, når vi arbejder trofast.»²⁰⁷ Dernæst skal kirkens tjenere lægge vægt på, at også de, blandt hvem de har læreembedet, samler sig en stor skat af gode gerninger. For at nå dette mål er det nødvendigt, at de lærer gode gerninger ikke forsagt og frygtsomt, men bestemt og med frimodighed. Det står fast af erfaring, at gode gerninger ikke sjældent læres forsagt. Det har flere årsager. En årsag er frygten for, at man ved bestemt at lære gode gerninger skulle fortrænge læren om retfærdiggørelsen uden lovens gerninger fra midtpunktet. Denne frygt kan vi kun give rum i samme grad, som den skriftmæssige sammenhæng mellem retfærdiggørelse og gode gerninger træder i baggrunden for os. Det er umuligt at lære helliggørelse og gode gerninger i skriftmæssig forstand uden samtidig at lære retfærdiggørelsen, fordi alene Guds rene nåde, som er vist os i Kristus, kan bruges som motiv for helliggørelsen og de gode gerninger. Sådan har Paulus lært gode gerninger: «Jeg formaner jer da, brødre, ved Guds barmhjertighed (διὰ τῶν οἰκτιρμῶν τοῦ θεοῦ) til at bringe jeres kroppe som et levende, helligt og kærkomment offer for Gud.»²⁰⁸ Jo mere bestemt vi derfor lærer gode gerninger i Skriftens forstand, desto mere bestemt stiller vi samtidig Guds frie nåde i Kristus i forgrunden. Og når vi strengt og utrætteligt følger denne metode til at lære gode gerninger, vil resultatet trods kødet, som endnu hænger ved de kristne, også fra den kvantitative side ikke sjældent forbløffe os. Vi minder også her om Walthers ord: «Alle sande kristne er beskaffet sådan, at man med en indtrængende formaning så at sige kan udrette alt hos dem. Netop derfor udretter så mange prædikanter så lidt hos deres kristne, når de vil bevæge dem til gode gerninger eller bringe dem bort fra en uret færd, fordi de i stedet for at formane» (ved Guds barmhjertighed, der er vist os) «kræver, befaler, truer og straffer. De aner ikke, hvilket mægtigt våben de har og ikke bruger. Retskafne kristne, selv om de er behæftet med mange slags skrøbeligheder, vil jo ikke forkaste Guds ord; de vil jo gerne leve for ham, som døde for dem.»²⁰⁹ Walther anfører i denne sammenhæng også Luthers ord: «En lovdriver trænger på med trusler og straffe; en nådeprædikant lokker og ægger med den guddommelige godhed og barmhjertighed, der er vist os, for han bryder sig ikke om uvillige gerninger og ulystig tjeneste; han vil have glad og lysten gudstjeneste. Den, som nu ikke lader sig ægge og lokke af sådanne søde, liflige ord om Guds barmhjertighed, som er skænket og givet os så overstrømmende i Kristus, så han med lyst og kærlighed også gør det samme til Guds ære og sin næste til gavn, han er intet værd, og alt er spildt på ham. Hvordan skal den blive blød og villig ved love og trusler, som ikke smelter og flyder hen for en sådan ild af himmelsk kærlighed og nåde? Det er ikke menneskers barmhjertighed, men Guds barmhjertighed, som er givet os, og som Paulus vil have os til at se på, for at ægge og bevæge os.»²¹⁰

²⁰⁵ Es 56,10.

²⁰⁶ 1 Kor 15,10; 1 Tim 4,15; 2 Tim 4,2.

²⁰⁷ St. L. X, 5.

²⁰⁸ Rom 12,1; 2 Kor 8,9.

²⁰⁹ Pastorale, s. 86.

²¹⁰ St. L. XII, 318 f.

Fordi spørgsmålet om, hvor store gaverne til kirkens missionsarbejde skal være, er blevet behandlet meget i vores amerikanske kirke, især i forbindelse med den såkaldte «lægmandsbevægelse», bør også dogmatikken komme ind på dette emne. Så godt som over hele landet er der på en «lægmands» bekostning blevet udbredt en bog: The Tithe [Tienden].²¹¹ Her beklages det, at de kristne i det «rige Amerika» regnet pr. person giver mindre end to dollars om året til missionen hjemme og i hedningelandene. Det er, hedder det, en skam for de kristne og en forargelse for verden. Skylden lægges i første række på de teologiske professorer, fordi de har lært de kommende præster, “that we laymen and lay-women owe everything to God in general, but nothing in particular, nothing definite; that the time of payment, manner of payment, and even the amount of payment of whatever we owe, or think we owe, or somebody else tells us we owe, is left entirely to our natural disposition to benevolence or stinginess, or to our moods and caprices” [at vi lægmænd og lægkvinder skylder Gud alt i almindelighed, men intet i særdeleshed, intet bestemt; at tidspunktet for betalingen, betalingsmåden og endda størrelsen af betalingen af det, vi skylder, eller mener at skylde, eller som en anden siger, at vi skylder, helt overlades til vores naturlige tilbøjelighed til gavmildhed eller gerrighed eller til vores luner og indfald]. Den meget velmenende «lægmand» går derfor ind for at indføre tienden, og det i den betydning, “that the tithe is — not was — God’s law for the human race, and that the obligation to pay it is as binding now as it ever was” [at tienden er – ikke var – Guds lov for menneskeslægten, og at pligten til at betale den er lige så bindende nu, som den nogen sinde har været]. Han har opgivet håbet om, at den nuværende generation af professorer og bladredaktører skal blive bedre, men håber, at den næste generation vil vende tilbage til Bibelens lære om tienden. Hertil siger vi: Vi lutherske professorer beklager og straffer som synd den åbenbare kendsgerning, at de nytestamentlige kristne misbruger friheden fra den gammeltestamentlige tiende til dovenskab, når det gælder at give til kirkens formål, især til missionen. Det har Luther også gjort rigeligt.²¹² Men det er et kendetegn ved den kristne kirke, at den intet påbyder, som ikke er påbudt i Skriften. Nu hører budet om tienden til de lovmæssige ordninger, som er afskaffet i Det Nye Testamente. Det Nye Testamentes skrifter formaner ganske vist ofte til at give rigeligt og utrætteligt, men gavernes størrelse og de nærmere omstændigheder overlader de til den kristne indsigt og frihed. Skriften siger: «Den som sår sparsomt, høster også sparsomt, og den som sår rigeligt, høster også rigeligt. Enhver skal give som hans hjerte har besluttet» (ἕκαστος καθὼς προαιρεῖται τῇ καρδίᾳ, sådan som enhver sætter sig for i sit hjerte), «ikke med bedrøvelse eller af tvang.»²¹³ Videre: «Må I da være rige på denne kærlighedsgave! Jeg siger det ikke som en befaling» (κατ’ ἐπιταγήν, som et påbud), «men jeg vil prøve, om jeres kærlighed er ægte, ved hjælp af de andres engagement. For I kender vores Herre Jesu Kristi nåde, at han blev fattig for jeres skyld, da han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. I dette udtaler jeg min mening» (γνώμην, mening, i modsætning til ἐπιταγή, v. 8).²¹⁴ Ved disse «skinnende almindeligheder» (glittering generalities) lader apostlen det blive, når han vil nå noget bestemt. Hermed stemmer, hvad Luther siger: «I Det Gamle Testamente var det påbudt, at de ud over alle de årlige tiender, man gav levitterne, hvert tredje år skulle lægge en særlig tiende til side for de fattige, enkerne og de faderløse osv. Nu er en sådan gave i Det Nye Testamente hverken bestemt ved navn eller fastlagt ved love; for det er en nådens tid, hvor enhver formanes til at gøre dette frivilligt, som Paulus siger i Gal 6,6: ’Den som undervises i Ordet, skal give den som underviser, del i alle goder.’»²¹⁵ Grunden til, at gavernes størrelse i Det Nye Testamente er overladt til de kristne, og at den lovmæssige bestemmelse af den er afskaffet, angiver Skriften med disse ord: «Så længe arvingen er umyndig, er der ingen forskel på ham og en slave, skønt han er herre over alt. Men han er under formyndere og husholdere indtil faderens fastsatte tidspunkt. Således også med os: Dengang vi var umyndige, var vi fanget under de ydre forskrifter.»²¹⁶ Fordi solen af Guds nåde i Kristus i Det Nye Testamente stråler i fuld glans, er det Guds vilje, at de kristne ikke længere skal være umyndige børn, men myndige folk, som af barnekårets villige ånd også i økonomisk henseende gør alt det og mere end det, som Det Gamle Testamentes folk var foreskrevet ved ydre forskrifter. Når vi derfor indskrænker os til at tilskynde og lokke de kristne til flittigt og utrætteligt at give til evangeliet ved at minde dem om Guds vidunderlige kærlighed i Kristus, så er det ikke kraftløse «almindeligheder», men guddommeligt stærke bevæggrunde, hvorved kærligheden til gengæld igen og igen vækkes i de kristnes hjerter og blæses op til klar lue. Når de ser på deres Frelsers tornekronede hoved,²¹⁷ får det til følge, at deres gaver til evangeliet antager både den rette kvalitet og den rette kvantitet. Samtidig siger det sig selv, at det ikke er lovtrældom, når vi straffer dovenskaben i at give til evangeliet med samme alvor, som apostlen bruger over for de kristne i de apostolske menigheder, for eksempel med ordene: «Lad jer ikke bedrage. Gud lader sig ikke spotte!»²¹⁸ Men dermed vender vi os til de kristne efter det gamle menneske, som må holdes udvortes i tømme med straffe og trusler.²¹⁹ De gode gerninger venter vi af de kristne efter det nye menneske, som, trængt af kødet, skal styrkes ved den kærlighed, Gud har vist. Ligeledes siger det sig selv, at det ikke er gammeltestamentlig lovtrældom, når de kristne af frivillig ånd pålægger sig selv tienden eller femtedelen og også følger metoden med at give regelmæssigt efter apostlens formaning.²²⁰ Den misforståelse, at han dermed påbyder noget på lovisk vis, har han selv afværget.²²¹

²¹¹ The Tithe [Tienden]. Af pastor E. B. Stewart. Indledning ved en lægmand. The Winona Publishing Co. 1903. XXII og 82 s.

²¹² Luther (IX, 748): «På denne synd» (når de kristne ikke giver til evangeliet) «må de hårdeste straffe nødvendigvis følge, og jeg tror sandelig, at menighederne i Galatien, Korinth osv. ikke af nogen anden grund er blevet bragt i uorden af de falske profeter, end fordi de har forsømt deres rette lærere.» Om sin egen tid siger Luther (X, 456 ff.): «At vi har evangeliet og prædikeembedet, hvad er det andet end vor Herres blod og sved? Han har jo erhvervet det ved sin angstfulde, blodige sved. … Skal Kristus, Guds Søn, nu intet andet have fortjent dermed hos os, end at nogle forfølger dette hans dyrekøbte embede, mens de andre trækker hånden til sig og hverken underholder præster eller prædikanter eller giver noget til, at det dog kunne bevares; og oven i købet holder børnene borte fra det, for at dette embede jo snart kan gå til grunde, og Kristi blod og lidelse være forgæves. … Skal det gå sådan i de tyske lande, så er det mig en sorg, at jeg er født tysker eller nogen sinde har talt eller skrevet tysk. Og hvis jeg kunne gøre det for min samvittighed, ville jeg igen råde og hjælpe til, at paven med alle sine vederstyggeligheder måtte komme over os igen og trykke, skænde og ødelægge værre, end det nogen sinde før er sket. Før, da man tjente Djævelen og skændede Kristi blod, stod alle punge åbne, og der var ingen grænse for, hvad der blev givet til kirker, skoler og alle vederstyggeligheder; da kunne man drive, støde og tvinge børn ind i klostre, stifter, kirker og skoler med usigelige omkostninger, som alle var spildt. Men nu, da man skal stifte rette skoler og rette kirker, … nu er alle punge lukket med jernkæder. Jeg beder Gud om en nådig stund, at han tager mig herfra og ikke lader mig se den jammer, der må gå over Tyskland. … Gud give, at jeg må blive til løgner og være en falsk profet i dette stykke, hvad der ville ske, hvis vi forbedrede os og ærede vor Herres ord og hans dyrebare blod og død anderledes, end det hidtil er sket.» (Jf. IX, 1200 ff.; XI, 301.)

²¹³ 2 Kor 9,6–7.

²¹⁴ 2 Kor 8,7–10.

²¹⁵ St. L. XII, 337.

²¹⁶ Gal 4,1–3.

²¹⁷ 2 Kor 8,9.

²¹⁸ Gal 6,7.

²¹⁹ Konkordieformlen, s. 645, 24.

²²⁰ 1 Kor 16,1–2.

²²¹ 2 Kor 8,8–9. Hele emnet om de kristnes gaver til evangeliet er udførligt behandlet i synodeberetningen fra Syd-Illinois-distriktet for 1913 (s. 37–62) under tese II: «’Lægmandsbevægelsen’ i økonomisk henseende», med underafdelingerne: «1. Gavernes størrelse. 2. Faren ved de små gaver. 3. Lønnen til præsterne og lærerne i Guds ord. 4. Årsagen til den økonomiske dovenskab og helbredelsen af den.»

10. De gode gerningers løn

Skriften taler ikke blot om en løn (μισθός),²²² men også om en stor løn (μισθὸς πολύς)²²³ for de kristnes gode gerninger. Man må derfor ikke lade sig forbyde at bruge ordet «løn» på grund af det misbrug, der drives med dette ord. Vi holder os til Skriften og lærer uden frygt, offentligt og privat, at Gud lønner de kristnes gode gerninger, allerede her i tiden, men især i evigheden.²²⁴ Verden har ikke den nåde, siger Luther,²²⁵ at den kender og lønner de kristnes gode gerninger, for eksempel deres forkyndelse af evangeliet i verden, deres bøn og deres forbøn. Tværtimod bliver de kristne hadet og forfulgt af verden netop på grund af deres bedste gerninger.²²⁶ Under disse omstændigheder kan Gud ikke lade være med at tage sig af de kristnes gode gerninger med en løn.

²²² 1 Kor 3,8.

²²³ Matt 5,12; Luk 6,23.35.

²²⁴ 1 Tim 4,8; Luk 14,14.

²²⁵ Til Gal 3,22. (St. L. IX, 443; Erl., lat., II, 100.)

²²⁶ På grund af forkyndelsen af evangeliet bliver apostlene pisket, ApG 5,40. – Rom 8,36; 1 Kor 4,13.

Men denne løn – sådan belærer Skriften os videre – skal strengt forstås som en nådeløn. Den, der på grundlag af sine gerninger indgiver en regning hos Gud, indgiver dermed sin ansøgning om afsked fra Guds rige, fordi der i Guds rige kun gælder nåde. Denne dobbelte sandhed, at Gud lønner de kristnes gerninger, men at lønnen ikke er en løn, man har krav på af pligt eller ret, men en nådeløn, kommer særlig klart og skarpt til udtryk i Matt 19,27–20,16. På dette sted rejser Peter spørgsmålet om lønnen. Peter minder Herren om, at de, disciplene, til forskel fra den unge mand, som ikke ville forlade sit gods, har forladt alt og fulgt Herren. Peter stiller derfor spørgsmålet: «Hvad får vi da?» (τί ἄρα ἔσται ἡμῖν). Herren svarer to ting: 1. at alle gerninger, der er gjort for ham, Kristus,²²⁷ får løn, og det en stor løn;²²⁸ 2. men at det at rejse et retskrav på grundlag af gerningerne gør de første til de sidste, det vil sige gør nådens børn til unådens børn, som får de gerningsretfærdiges løn: fordømmelsen.²²⁹ Til den rette forståelse af dette sted, som netop i vores tid er blevet udlagt på så forunderligt forkerte måder, siger Luther:²³⁰ «Vi holder os til Kristi enfoldige lære og mening; med denne lignelse vil han vise, hvordan det går til i Himmeriget, det vil sige i kristenheden på jorden: at Gud dømmer og virker forunderligt dér, nemlig på den måde, at han gør de første til de sidste og de sidste til de første. Og det er alt sammen sagt for at ydmyge dem, som er noget, så de ikke skal stole på noget andet end Guds blotte godhed og barmhjertighed; og omvendt, for at de, som intet er, ikke skal fortvivle, men også stole på Guds godhed lige så vel som hine. Således forskrækker Kristus først deres formastelighed, som vil kæmpe sig til Himlen med gerninger, ligesom jøderne gjorde og ville være Gud de nærmeste, sådan som også vores gejstlige hidtil har gjort. Alle disse arbejder for bestemt løn … og foragter dem, som slet intet har gjort, og deres store møje og arbejde skal ikke gælde mere end hines lediggang og løse levned. Så knurrer de mod husbonden, det synes de ikke er ret, de spotter evangeliet og forhærdes i deres færd; så mister de Guds yndest og nåde og må tage deres timelige løn, trave af sted med deres penning og blive fordømt; for de har ikke tjent for den evige yndest, men for løn; den får de også, og ikke mere. Men de andre må bekende, at de hverken har fortjent penningen eller yndesten, men de får mere, end de havde ment var lovet dem. De bliver i nåden og bliver frelst oven i købet, ud over at de også her har nok i timelige ting; for alt beror på husbondens gode vilje.» At et retskrav, der rejses på grundlag af gerningerne, har udelukkelse af Guds rige til følge, burde ingen undre sig over, som bare nogenlunde ved, hvad kristendom er. En kristen er ikke en kristen ved en hvilken som helst tro, men ved den tro, som «bygger på lutter nåde», det vil sige holder for, at Gud giver ham retfærdighed, evigt liv og alt af nåde for Kristi skyld, uden gerningernes fortjeneste. Når nu nogen på grundlag af sine gerninger indgiver et lønkrav hos Gud, så opgiver han dermed den tro, som han er en kristen ved. Så vist som nådelønnen ikke blot kan forenes med troen på nåden, men endda styrker troen på nåden,²³¹ så vist er kravet om en retsløn døden for troen på nåden. Vi fastholder derfor også, at en kristen, for så vidt som han er en kristen eller et nyt menneske, slet ikke kommer på den ud fra kristent synspunkt uhyrlige tanke at stille sig på retsgrundlag over for Gud på grund af sine gerninger. Også et blik på hans gerningers kvalitet holder ham tilbage derfra. Han ser nemlig, at hans gerninger er besmittet med synder²³² og har brug for Guds tilgivelse, for at de ikke skal fordømme ham. Hvordan skulle han så komme på at kræve en fortjenstløn for sine gerninger!²³³ Også tanken på hans gode gerningers virkende årsag (causa efficiens) holder ham tilbage derfra. Ganske vist er det ham, den kristne, der gør gerningerne. Men han gør dem ikke ud fra sin naturlige art. Det er Gud, der med sin guddommelige nåde og kraft virker gerningerne i ham og ved ham. Hvad der stammer fra hans egen naturlige art, er kun hindring og besmittelse af gerningerne. Når Gud alligevel lønner gerningerne, kroner han dermed sin egen gerning i den kristne. Hvordan skulle så en kristen, som kristen, komme på at ville gøre Gud skattepligtig over for sig på grundlag af sine gode gerninger!²³⁴

²²⁷ Matt 19,29: ἕνεκεν τοῦ ὀνόματός μου [for mit navns skyld].

²²⁸ Matt 19,29: πᾶς ὃς ἀφῆκεν οἰκίας … ἑκατονταπλασίονα [anden læsemåde: _πολλαπλασίονα_] λήψεται καὶ ζωὴν αἰώνιον κληρονομήσει [enhver som har forladt hjem … skal få det hundrede gange igen og arve evigt liv].

²²⁹ Gal 3,10: ὅσοι ἐξ ἔργων εἰσίν, ὑπὸ κατάραν εἰσίν [alle de, som er af gerninger, er under forbandelse]. – Helt bortset fra, om ordene πολλοὶ γάρ εἰσιν κλητοί, ὀλίγοι δὲ ἐκλεκτοί [for mange er kaldede, men få er udvalgte] hører til teksten eller ej. I øvrigt står ordene i C, D, It. og Syr. Også Meyer anser dem for ægte, om end af en forkert grund, nemlig på grund af deres «tilsyneladende malplacerethed» på dette sted, som måske har foranlediget, at de er udeladt i B, L osv. Om noget sted, så passer ordene netop her ind i sammenhængen, som det vil blive vist i det følgende.

²³⁰ St. L. XII, 508 ff.

²³¹ Fordi lønnen gives rent af nåde for Kristi fortjenestes skyld. Chemnitz, Examen, s. 185. Nådelønnen, også i legemlige ting, skubber ikke Guds nåde i Kristus i baggrunden, men rykker den endnu mere ind i synsfeltet.

²³² Chemnitz bemærker til Es 64,5 («Al vores retfærdighed er som et besudlet klædebon»): Non de lapsibus, sed de bonis operibus loquitur propheta [Profeten taler ikke om fald, men om gode gerninger]. (Examen, s. 187.)

²³³ Quenstedt (II, 1421): An potest postulare a Deo solutionem debitorum, qui quotidie debet petere a Deo: Dimitte nobis debita nostra? An meretur praemium aeternum, qui quotidie deprecatur poenam aeternam? Aut qua fronte potest ostentare merita, cui petenda semper est venia? [Kan den kræve, at Gud betaler ham, hvad han skylder, som hver dag må bede Gud: Forlad os vor skyld? Fortjener den den evige løn, som hver dag beder sig fri for den evige straf? Eller med hvilken pande kan den, som altid må bede om tilgivelse, prale af fortjenester?]

²³⁴ Chemnitz (Examen, s. 188): Non sumus idonei ex nobis ipsis, 2 Cor. 3, sed Deus est, qui operatur in nobis et ut velimus et ut faciamus aliqua ipsi grata, Phil. 2. Quod si igitur accepisti, quid gloriaris quasi non acceperis? 1 Cor. 4. Non igitur debitum ex vera et propria ratione meriti, sed misericordia et bonitas Dei est, quod dona sua in nobis Deus coronat. [Vi er ikke dygtige af os selv, 2 Kor 3,5, men det er Gud, som virker i os både at ville og at gøre noget, der behager ham, Fil 2,13. Har du altså fået det, hvorfor roser du dig så, som om du ikke havde fået det? 1 Kor 4,7. Det er altså ikke noget, der skyldes efter fortjenestens sande og egentlige begreb, men det er Guds barmhjertighed og godhed, at Gud kroner sine gaver i os.]

Men nu forholder det sig sådan, at den kristne også endnu har det gamle menneske på sig, som gør lovens mening (opinio legis) gældende mod det kristne begreb om nåde og derved bringer den kristne i fare for at miste nåden og frelsen. Derfor lyder Kristi formaning til de tolv og til alle kristne indtil den yderste dag om at se vel til, at de ikke bliver de sidste, når de er de første. Vældigt taler Luther herom, også med anvendelse på sig selv. Han siger: «Det er vel nødvendigt, at man i vores tid prædiker dette evangelium for dem, som nu kender evangeliet, for mig og mine lige, som kan lære og belære hele verden og mener, at vi er de nærmeste og har ædt Guds Ånd rent op med fjer og ben. For hvorfra kommer det, at der nu allerede dukker så mange sekter op, så den ene tager dette, den anden hint for sig i evangeliet? Uden tvivl derfra, at ingen af dem regner med, at dette ord rammer eller angår dem: ’De første er de sidste.’ … Er det ikke også gået paven sådan? Da han og hans folk ikke mente andet, end at han var Guds stedfortræder og den allernærmeste, og han også fik verden overtalt til det, blev han netop dermed Djævelens stedfortræder og den, der stod allerfjernest fra Gud, så intet menneske under solen nogen sinde har rast og raset sådan mod Gud og hans ord. Og dog har han ikke set det grufulde puds, for han har været sikker og har ikke frygtet denne subtile, skarpe, høje, udmærkede dom: ’De første er de sidste.’ For den rammer det allerdybeste i hjertet, den egne åndelige indbildskhed, som også i fattigdom, vanære og ulykke holder sig selv for den første, ja, så allermest. … Ved at Gud siger: ’Den første skal være den sidste’, tager han al formastelighed fra dig og forbyder dig at hæve dig over nogen skøge, om du så var Abraham, David, Peter eller Paulus. Men ved at han siger: ’Den sidste skal være den første’, afværger han al fortvivlelse hos dig og forbyder dig at kaste dig ned under nogen helgen, om du så var Pilatus, Herodes, Sodoma og Gomorra. For ligesom vi ikke har nogen grund til at være formastelige, sådan har vi heller ingen grund til at fortvivle, men middelvejen befæstes og bevares ved dette evangelium, så man ikke ser på penningen, men på husbondens godhed, som er lige og den samme over høje og lave, første og sidste, over hellige og syndere, og ingen kan rose sig af den eller trøste sig ved den eller være formastelig mere end den anden; for han er ikke alene jødernes Gud, men også hedningernes, ja, alles på én gang, hvordan de end er, eller hvad de end hedder.»

At en semipelagiansk-synergistisk teologi ikke kan finde sig til rette i denne mening med de advarende ord: «De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første»,²³⁵ er kun naturligt, fordi den principielt har udskilt det kristne begreb om nåde af teologien ved at lade troens opståen og det at blive i troen afhænge af noget i mennesket (aliquid in homine) (af den rette adfærd, selvafgørelse, selvsætning osv.). Derfor kan Thieme også berette om de moderne positive teologer: «Det lutherske dogme, quod bona opera penitus excludenda sint, non tantum cum de iustificatione fidei agitur, sed etiam cum de salute nostra aeterna disputatur [at de gode gerninger helt og aldeles skal udelukkes, ikke blot når der handles om troens retfærdiggørelse, men også når der disputeres om vores evige frelse] (Konkordieformlen, s. 531, 7), fastholdes i dag kun af ganske få lutheranere længere.»²³⁶ Men er der ved siden af Guds nåde brug for gode gerninger for at opnå frelsen, så er nåden og altså også nådelønnen dermed udskilt af den kristne lære, og i stedet er principielt fortjenstlønnen sat. Lige så forgæves er det at drøfte spørgsmålet med de romersk-katolske, om de gode gerningers løn er en nådeløn eller en fortjenstløn, fordi den romerske lære om vejen til frelsen har sit væsen deri, at gode gerninger «sandelig fortjener» (vere mereri) retfærdiggørelsen og frelsen.²³⁷ De romersk-katolske er kun indbyrdes uenige om, hvorvidt de gode gerninger «sandelig» fortjener frelsen halvt eller helt. Tridentinerkoncilet fordeler opnåelsen af frelsen mellem Kristi fortjeneste og gerningernes fortjeneste.²³⁸ En række romersk-katolske teologer, især jesuitter, forkaster denne fordeling og vil, at de gode gerninger alene, bortset fra Kristi fortjeneste, sandelig fortjener frelsen. Andradius, fortolkeren af Tridentinerkoncilets beslutninger, forkaster det som skriftstridigt og inkonsekvent, når skænkelsen af det evige liv fordeles mellem Kristi fortjeneste og vores gerningers fortjeneste, eftersom Paulus siger: «For ham som arbejder, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyld.» Andradius vil have fastholdt, at de fromme med deres gode gerninger ikke fortjener frelsen mindre, end de ugudelige med deres onde gerninger fortjener den evige pine. Jesuitten Vasquez siger, «at de retfærdiges gerninger ikke får nogen forøgelse af værdighed fra Kristi fortjenester eller fra Kristi person».²³⁹ Quenstedt, som ellers skriver med en vis tilbageholdenhed, tilføjer her: «Satan puster disse mennesker sådan op og forhekser dem sådan med indbildningen om egne fortjenester, at de falder ud af Kristi retfærdighed og, støttet til en rørstav, synker sammen.»²⁴⁰ I øvrigt er disse meningsforskelle blandt de romersk-katolske praktisk uden betydning, da det kristne begreb om «nåde» og dermed også om «nådeløn» er helt opgivet, også når fortjenesten fordeles mellem Kristus og de gode gerninger: «Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde.»²⁴¹ Vigtigere for polemikken er det at påvise et andet forsøg på blændværk fra de romersk-katolskes side. Når de romersk-katolske tilkender gerningerne en halv eller hel fortjenst- eller pligtløn og beskriver sådanne gerninger som «gjort i Gud» og udført af «Kristi levende lemmer»,²⁴² så regner de dermed med størrelser, som slet ikke findes. Gerninger, hvormed man «sandelig» (vere) vil fortjene frelsen, er ikke gjort «i Gud», men imod Gud.²⁴³ Sådanne gerninger bliver heller ikke lønnet, men ligger under Guds forbandelse.²⁴⁴ Sådanne gerninger bliver heller ikke gjort af «Kristi levende lemmer», men af sådanne, som har mistet Kristus²⁴⁵ eller overhovedet endnu ikke er blevet lemmer på Kristi legeme.²⁴⁶ Sagen står altså sådan: Så længe et menneske med sine tanker endnu står uden for kirkens mure (extra muros ecclesiae), det vil sige endnu ikke har erkendt, at mennesket af nåde, for Kristi skyld, ved troen, uden gerninger er i besiddelse af frelsen, så længe tænker det, når der er tale om en løn for de gode gerninger, altid kun på en fortjenstløn og ikke på en nådeløn. Men så snart nogen ved evangeliet har fået kristne tanker, det vil sige tror syndernes forladelse og frelsen, som Kristus fuldkomment har erhvervet og tilbyder i evangeliet, antager også hans tanker om de gode gerningers løn kristen skikkelse, nemlig at lønnen altid kun kan være en nådeløn, sådan som Kristus så vældigt indskærper i lignelsen om arbejderne i vingården. Derfor siger også Apologien: «Vi strides ikke om ordet ’løn’. Hvis modstanderne indrømmer, at vi regnes for retfærdige ved troen for Kristi skyld, og at de gode gerninger behager Gud for troens skyld, så vil vi siden ikke føre nogen stor strid om ordet ’løn’. Vi bekender, at det evige liv er en løn, fordi det er noget, der tilkommer os (res debita) på grund af løftet, ikke på grund af vores fortjenester. … Videre siger vi, at de gode gerninger sandelig er fortjenstfulde og meritoria. Ikke sådan, at de skulle fortjene os syndernes forladelse eller gøre os retfærdige for Gud. For de behager ikke Gud, medmindre de gøres af dem, hvis synder allerede er tilgivet. De er heller ikke det evige liv værd, men de er fortjenstfulde til andre gaver, som gives i dette og efter dette liv.»²⁴⁷

²³⁵ Meyer for eksempel finder i Kristi advarsel udtrykt den tanke, at kun få i Guds rige når frem til en førsteklasses præstation og belønning; Lange til stedet, at det i Guds rige ikke så meget kommer an på en ekstensiv som på en intensiv virksomhed; Nösgen til stedet, at lønnen er betinget af troskaben. Det er lutter udlægninger, som står i direkte modsætning til sammenhængen.

²³⁶ RE, 3. udg., XXI, 120.

²³⁷ Trid., sess. 6, kap. 16 og can. 32.

²³⁸ Trid., sess. 6, kap. 16: Ideo bene operantibus usque in finem et in Deo sperantibus proponenda est vita aeterna et tanquam gratia filiis Dei per Christum Iesum misericorditer promissa et tanquam merces ex ipsius Dei promissione bonis ipsorum operibus et meritis fideliter reddenda. [Derfor skal det evige liv stilles dem i udsigt, som gør det gode indtil enden og håber på Gud, både som en nåde, der i barmhjertighed er lovet Guds børn ved Kristus Jesus, og som en løn, der ifølge Guds eget løfte trofast skal gives for deres gode gerninger og fortjenester.] Hertil bemærker Chemnitz (Examen, s. 186): «Læseren bedes lægge mærke til, at det forekom de tridentinske fædre for skamløst at tilskrive vores fortjenester alene det evige liv. Derfor gør de sig umage for at vise en vis beskedenhed og fordeler for anstændighedens skyld det evige liv mellem Kristi fortjeneste og vores gerningers fortjenester.»

²³⁹ Operibus iustorum nullam accessionem dignitatis provenire ex meritis Christi aut ex eius persona. Jf. citaterne hos Quenstedt fra de mere moderate og de grovere pavelige teologers skrifter (modestiores og crassiores Pontificii), II, 1421 f.

²⁴⁰ Quenstedt anf. st.: Satan hos homines inflat et meritorum suorum persuasione fascinat, ut iustitia Christi excidant et ficulneo adminiculo innixi corruant.

²⁴¹ Rom 11,6.

²⁴² Trid., sess. 6, can. 32.

²⁴³ Rom 10,3.

²⁴⁴ Gal 3,10.

²⁴⁵ Gal 5,4.

²⁴⁶ Rom 9,31–32.

²⁴⁷ Apologien, s. 147, 241 og 246.

I hvilken forstand Skriften taler om en løn for de gode gerninger, udlægger Luther således:²⁴⁸ «Til sidst står der endnu et spørgsmål tilbage at behandle, fordi vi i denne prædiken har hørt, at Kristus trænger så hårdt på med gerningerne, når han siger i Matt 5,3.7: ’De fattige skal have Himmeriget’; ’de barmhjertige skal opnå barmhjertighed’; ligeså v. 12: ’De, som lider forfølgelse for hans skyld, skal lønnes i Himlen.’ Og hvad der mere følger til sidst i 5. kapitel, v. 46: ’Hvis I elsker dem, som elsker jer, hvilken løn vil I så have?’ Og i 6. kapitel, v. 4, om almisse, faste og bøn: ’Din Far, som ser i det skjulte, vil gengælde dig åbenlyst.’ Af disse ord slutter de uforstandige, falske prædikanter, at man kommer ind i Himmeriget og bliver frelst ved vore gerninger og vor gøren, og derpå bygger de så deres stiftelser, klostre, valfarter, messer osv. – Men selv om dette spørgsmål er en smule skarpt og hører mere hjemme i skolen blandt de lærde end på prædikestolen for den enfoldige menige mand, må vi dog, fordi det så ofte forekommer i teksten, ikke helt gå det forbi, men sige i det mindste noget om det. For det er jo nødvendigt, at enhver kender en smule til forskellen mellem nåde og fortjeneste. For de to tåler ikke hinanden. Hvor man prædiker nåde, kan man i sandhed ikke prædike fortjeneste; og hvad der er nåde, kan ikke være fortjeneste, ellers var nåden ikke nåde, siger Sankt Paulus i Rom 11,6. Det er der jo ingen tvivl om. Derfor: den, der blander de to sammen, gør folk forvirrede og forfører begge, både sig selv og dem, der hører ham. … Derfor skal vi holde fast ved vor lære, at vi slet ingen gerning lader komme til det stykke at opnå Guds yndest og nåde, blive løst fra synderne og komme ind i Himmeriget. Der skal min fortjeneste kort og godt ingenting være. Og hvor man vil bruge den til det, skal jeg blot træde den under fødder og fordømme den til den lede Djævel i helvede som noget, der vil hindre min tro og fornægter Kristus. … Men hvad siger du så til, at der er så mange ord om løn og fortjeneste? Dertil siger vi nu for de enfoldiges skyld, at det er lutter trøst for de kristne. For når du nu er blevet en kristen og har en nådig Gud og syndernes forladelse, både for de forgangne synder og for dem, der endnu dagligt stikker i dig, så vil det helt sikkert falde sådan ud, at du må gøre og lide meget for troens og din dåbs skyld. For den lede Djævel sammen med verden og kødet vil hænge sig på dig og plage dig på alle kanter, sådan som han i disse tre kapitler har vist nok af, så verden kan blive dig for snæver. Hvis han nu lod os sidde fast i det uden ord og trøst, så måtte vi fortvivle over det og sige: Hvem vil være en kristen, prædike og gøre gode gerninger? Man ser jo, hvordan det går dem, og hvordan verden træder dem under fødder, håner og skænder dem, viser dem al ondskab og list og til sidst tager ære, liv og gods fra dem; og han befaler mig intet andet end at være fattig, bedrøvet, sulten, sagtmodig, fredsommelig, lidende og forfulgt; skal det da vare sådan evigt og aldrig blive anderledes? – Så må han nu træde frem, trøste og styrke og sige: I er nu i nåden og Guds børn; om I nu derfor må lide i verden, så bliv ikke forskrækkede over det, men hold fast, og lad jer ikke gøre trætte eller bløde af det, der møder jer, men lad enhver gøre, hvad han skal gøre; om det derfor går ham ilde, skal det ikke skade ham, og han skal vide, at Himmeriget er hans og skal betales ham rigeligt. Ja, hvordan betalt? Vi har det jo forud, ved Kristus, uden og før al vor gøren. Sådan, som Sankt Paulus siger: at Gud vil gøre en stor, klar stjerne af dig og give dig en særlig gave, også i dette liv. For en kristen kan også her på jorden ved sin bøn og sine gode gerninger opnå så meget hos Gud, at han skåner et helt land, tager krig, dyrtid, pest bort osv. … Ikke fordi gerningen er så kostelig for sin egen værdigheds skyld, men fordi han har lovet det til styrke og trøst for os, så vi ikke skal tro, at vores arbejde, plage og elendighed er spildt og glemt. … Dertil hører de fine ord og formaninger som Hebr 10,35: Magnam habetis remunerationem etc., ’Kast ikke jeres tillid bort, den giver en stor belønning’. Og Kristus i Matt 19,29: ’Der er ingen, som forlader hus eller bror eller søster eller far eller mor eller hustru eller barn, uden at han får det hundrede gange igen nu i denne tid og i den kommende verden det evige liv’ osv. Sådan siger han også her: Merces vestra magna est in coelo, ’I skal få en rig løn i Himlen’. Dermed viser han, at de allerede har Himmeriget og dog skal have det så meget mere herligt, når det engang åbenbares. … Så lær nu at svare på sådanne ord, hvor der står om fortjeneste og løn: Jeg hører godt, at Kristus siger: ’Salige er de fattige, for de skal have Himmeriget’ og: ’Salige er I, når I lider forfølgelse for min skyld; for jeres løn er stor i Himlen’ osv. Men dermed lærer han mig ikke at bygge grunden for min frelse, men giver mig et løfte om, hvilken trøst jeg skal have deraf i min lidelse og mit kristne liv. Der må du ikke lave mig en blanding og brygge de to sammen eller gøre min fortjeneste ud af det, som Gud giver mig i Kristus, ved dåben og evangeliet. For der står ikke her, at jeg kan fortjene sådan noget og ikke behøver nogen Kristus eller dåb til det, men at de, der er Kristi disciple, som han her har prædiket for, og som må lide alt muligt for hans skyld, skal vide, hvad de har at trøste sig ved: at fordi man ikke vil tåle dem på jorden, skal de til gengæld have alting så meget mere rigeligt i Himlen. Og den, der arbejder og lider mest, skal også have en så meget herligere gengældelse. For selv om, som jeg har sagt, alt er lige i Kristus, og nåden giver alt på én gang og bringer enhver hele frelsen som det højeste og mest fælles gode, så at den, der har Kristus, i sandhed har alt, vil der dog være forskel på den klarhed og herlighed, som vi skal være smykket med og lyse med. Ligesom der nu er forskel på gaverne, så at den ene arbejder og lider mere end den anden; men i det andet liv vil det alt sammen blive åbenbart, så hele verden skal se, hvad enhver har gjort, og han skal have så meget større herlighed, som hele den himmelske hærskare skal glæde sig over. Det være nok om det for nu. Gud bevare os i sin nåde, som er vist os i Kristus! Amen.»²⁴⁹

²⁴⁸ I hans udlægning af kapitel 5, 6 og 7 i Matthæusevangeliet, St. L. VII, 666 ff.

²⁴⁹ Om de gode gerningers løn: Quenstedt II, 1419 ff.; Chemnitz, Examen, De bonis opp., 4. quaestio, de praemiis et meritis b. o., s. 185 ff.

11. De gode gerningers store værdi

De gode gerninger har ingen værdi til at opnå syndernes forladelse og frelsen, fordi de slet ikke kommer i betragtning, når disse goder opnås.²⁵⁰ Da denne sandhed, som er det kendetegnende for den kristne lære, ved Luthers tjeneste var blevet kendt igen, ville pseudoreformatorer overgå reformatoren og talte, som om de kristnes gode gerninger overhovedet ingen værdi havde. Imod det vender Luther sig og stiller ud fra Skriften de kristnes gerningers store værdi i lyset. Han siger, at «uden for artiklen om retfærdiggørelsen» kan ingen prise de gode gerninger nok.²⁵¹ Luther skriver²⁵² imod gendøberne i sin tid: «Se, hvor fint de lærer om gode gerninger; de siger, at de giver deres gode gerninger for en skilling. Dermed vil de være vore aber og lære os efter, fordi de har hørt, at vi lærer: Gode gerninger gør ikke from, udsletter heller ikke synden og forsoner heller ikke Gud. Hertil gør Djævelen her sin tilføjelse og foragter de gode gerninger så aldeles, at han vil sælge dem alle for en skilling. Det priser jeg Gud, min Herre, for, at Djævelen i sin klogskab må besudle og bedåre sig selv så skændigt. Vi lærer altså, at det at forsone Gud, gøre from og udslette synd er en så høj, stor og herlig gerning, at alene Kristus, Guds Søn, må gøre den, og at den egentlig er en ren, blot og særlig gerning af den ene sande Gud og hans nåde, hvortil vore gerninger intet er og intet formår. Men at gode gerninger derfor skulle være intet eller ikke være en skilling værd, hvem har nogen sinde lært eller hørt det, uden nu fra Djævelens løgnemund? Jeg ville ikke give én af mine prædikener, én af mine forelæsninger, ét af mine skrifter, ét af mine fadervor, ja, hvor små gerninger jeg end har gjort eller endnu gør, for hele verdens gods; ja, jeg regner det for dyrere end mit legemes liv, som dog er og skal være enhver kærere end hele verden; for er det en god gerning, så har Gud gjort den gennem mig og i mig. Har Gud gjort den, og er den Guds gerning, hvad er så hele verden imod Gud og hans gerning? Selv om jeg nu ikke bliver from ved sådanne gerninger – for det må ske forud ved Kristi blod og nåde uden gerninger –, så er det dog sket Gud til lov og ære og til gavn og frelse for næsten, og ingen af delene kan man betale eller sammenligne med verdens gods. Og dette fine pak tager en skilling for det! Ak, hvor fint har Djævelen dog skjult sig her! Hvem skulle dog ikke kunne gribe ham her?»

²⁵⁰ Rom 3,28; Ef 2,8–9: χωρὶς ἔργων νόμου [uden lovens gerninger].

²⁵¹ Til Gal 3,22. St. L. IX, 442 f. Erl., lat., II, 100: Extra causam iustificationis nemo potest bona opera a Deo praecepta satis magnifice commendare. Quis enim vel unius operis, quod Christianus ex fide et in fide facit, utilitatem et fructum satis praedicare potest? Est enim pretiosius quam coelum et terra. [Uden for sagen om retfærdiggørelsen kan ingen anbefale de gode gerninger, som Gud har befalet, prægtigt nok. For hvem kan prise nytten og frugten af blot én gerning, som en kristen gør af tro og i tro, nok? Den er nemlig kostbarere end himmel og jord.]

²⁵² St. L. XIV, 310 f.

Luthers lovsang over de gode gerningers værdi er helt og fuldt skriftmæssig. Her skal blot sammenstilles, hvad der allerede er udførligt fremstillet under andre afsnit. For det første har gode gerninger stor værdi, fordi de gøres efter normen for Guds vilje. Ligesom alle gerninger, der ikke sker efter Guds vilje, er værdiløse, sådan er alle gerninger, der går frem i Guds, den højeste Herres, vilje, store og kostelige.²⁵³ Gode gerninger har dernæst så stor værdi, fordi de, set ud fra den virkende årsag (causa efficiens), er Guds virkning. Den kristne er ganske vist gerningernes subjekt, og efter det nye menneske virker han med til dem (cooperatur). Men denne medvirken er Guds virkning, ikke sideordnet, men så fuldstændig underordnet, at den kristne kun gør det gode i den grad og så længe, som Gud virker det i ham og gennem ham.²⁵⁴ Derfor kalder Skriften også udtrykkeligt de kristnes gerninger Guds gerninger og virkning.²⁵⁵ Men hvem ville ringeagte det, som er den store Guds virkning? Man må ikke indvende, at Luther befaler at træde gerninger under fødder og kalder dem gudsbespottelse, når de blandes ind i artiklen om retfærdiggørelsen.²⁵⁶ Gerninger er, for så vidt som de blandes ind i artiklen om retfærdiggørelsen, ikke Guds, men kødets og Djævelens gerninger; derfor lyser Paulus også forbandelse over dem, der lærer sådanne gerninger.²⁵⁷ Gode gerninger har fremdeles stor værdi, fordi de for alle kristne er Helligåndens ydre vidnesbyrd (testimonia Spiritus Sancti externa) om deres nådestand.²⁵⁸ Det er også talt skriftmæssigt, når det siges om gode gerninger, at de er mere værd end himmel og jord. For himmel og jord forgår, men de kristnes gode gerninger bliver. Hvad de kristne ejer af jordisk gods, brænder ligeledes op i den yderste dags ild; men deres gode gerninger, også dem, de har gjort med deres forgængelige jordiske gods, brænder ikke, men følger dem ind i evigheden²⁵⁹ og krones med en evig nådeløn.²⁶⁰ Ja, for de kristnes gerningers skyld, blandt hvilke prædikenen af evangeliet er den fornemste, står verden overhovedet endnu.²⁶¹ Derfor formanes de kristne til at udnytte jordelivets korte tid til at gøre gode gerninger,²⁶² og prædikanterne instrueres i at lære gode gerninger med al flid.²⁶³ Gode gerninger er det endelige formål med de kristnes liv i denne verden. Så snart et menneske er kommet til troen på Kristus, hører han ikke længere til i denne verden. Hans egentlige hjem er i Himlen.²⁶⁴ Men Gud lader ham blive i denne verden, for at han skal tjene ham i hans rige, især ved prædikenen af evangeliet i verden.

²⁵³ S. 44.

²⁵⁴ S. 15.

²⁵⁵ Fil 2,13; 2 Kor 3,5; 1 Kor 12,6–11; Ef 2,10.

²⁵⁶ St. L. IX, 245.

²⁵⁷ Gal 1,8.

²⁵⁸ Luk 7,47; 1 Joh 3,14.

²⁵⁹ Åb 14,13.

²⁶⁰ Matt 5,12; 19,29; 10,42; Gal 6,9.

²⁶¹ Matt 24,14; 1 Pet 2,9.

²⁶² Gal 6,10; Ef 5,16; Kol 4,5.

²⁶³ Tit 3,8.14; 1 Tim 6,17 ff.

²⁶⁴ Fil 3,20; Joh 5,24.

12. Pavedømmet og de gode gerninger

Som bekendt fremstiller pavedømmet sig over for kirke og verden²⁶⁵ som den store beskytter af helliggørelsen og de gode gerninger.²⁶⁶ Den romerske polemik mod reformationen spidser sig igen og igen til på det punkt, at reformationskirkens nådelære skulle «afskaffe helliggørelse og gode gerninger». Sådan siger også nyere pavelige teologer som Möhler²⁶⁷ og Gibbons.²⁶⁸ Allerede i det kejserlige rigsband fra Worms i 1521 hedder det, at Luther «lærer et frit, egenrådigt liv, som er udelukket fra alle love og helt dyrisk».²⁶⁹ Luther bemærker hertil: «Det lyder skændigt, at kejser og fyrster offentlig omgås med løgn.»²⁷⁰ Ikke Luther med sin bibelske nådelære, men pavens sekt med sin gerningslære afskaffer de gode gerninger. Sagen forholder sig således: Idet pavedømmet lægger den kristne retfærdiggørelseslære under interdikt,²⁷¹ forviser det eo ipso også de gode gerninger, fordi gode gerninger i ethvert tilfælde kun kommer til at eksistere som følge og virkning af retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger.²⁷² Hvis der under pavedømmet endnu findes enkelte sjæle, hos hvem der faktisk findes helliggørelse og gode gerninger, så er det de folk, som imod «kirkens» forbud tror evangeliet om syndernes forladelse uden lovens gerninger.²⁷³

²⁶⁵ Også over for verden, og det med held, fordi menneskene af naturen dømmer således, at Gud skal forsones ved gerninger. Og fornuften ser ingen anden retfærdighed end lovens retfærdighed, forstået som borgerlig retfærdighed (iustitiam legis civiliter intellectae). (Apologien, s. 151, 272.)

²⁶⁶ Jf. kardinal Gibbons af Baltimore i The Faith of Our Fathers, kap. III, s. 35 ff.

²⁶⁷ Symbolik⁵, s. 208 ff.

²⁶⁸ Anf. st., s. 49.

²⁶⁹ Aftryk af rigsbandet. St. L. XV, 2274 ff. 2281.

²⁷⁰ St. L. XV, 2275.

²⁷¹ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 11. 12.

²⁷² Rom 12,1; Gal 2,20; Rom 7,5–6; 6,4; 8,3–4.

²⁷³ Apologien, s. 151, 269–271.

Sammenligner vi de «gode gerninger», som gøres efter pavedømmets officielle opskrift, med de kristne gode gerninger, så fremkommer følgende resultat: For det første er de kristnes gerninger i ethvert tilfælde takofre for den syndernes forladelse, som allerede er opnået ved troen. Pavedømmet derimod befaler at gøre gerninger for ved gerningerne de congruo og de condigno at fortjene nåde, som om Gud ikke havde været i Kristus og forsonet verden med sig selv.²⁷⁴ Derfor er de gerninger, som den romerske kirke lærer og kalder «gode gerninger», en fornægtelse og forhånelse af Kristi forløsningsgerning; «for hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves» (δωρεὰν ἀπέθανεν).²⁷⁵ Derfor udtaler apostlen Paulus, som det ligger ham på sinde, at Kristus ikke skal være død forgæves, forbandelsen over alle, der lærer «gode gerninger» efter pavekirkens opskrift,²⁷⁶ og om alle, der gør gode gerninger efter denne anvisning, dømmer han, at de ikke har Guds velbehag, men ligger under forbandelsen.²⁷⁷ Kort sagt: Ligesom den romerske kirke officielt afskaffer evangeliet og den kristne tro, sådan afskaffer den officielt også de gode gerninger og det kristne liv. Når kardinal Gibbons fremstiller den romerske kirke med dens gerningslære som “a society … for the sanctification of its members” [et samfund … til helliggørelse af dets medlemmer],²⁷⁸ så beviser han dermed, at alle hans tanker om helliggørelse og gode gerninger ligger uden for kristendommen. Gibbons ved ikke, at helliggørelse og gode gerninger kun kommer af troen på evangeliet. Skriftmæssigt dømmer Luther således om de romerske «gode gerninger»: «De gerninger, der sker uden for troen» (nemlig uden for troen på, at vi alene for Kristi skyld har modtaget nåde), «står, hvor hellige de end ser ud efter det ydre skin, under synden og forbandelsen. Derfor, langt fra at de, der gør dem, skulle fortjene nåde, retfærdighed og evigt liv, dynger de snarere synd på synd. På den måde gør paven sine gerninger, syndens menneske og fortabelsens søn, og alle, der følger ham. På den måde gør også alle gerningshellige og de kættere, der er faldet fra troen, deres gerninger.»²⁷⁹ Sagen står derfor således: Pavedømmet og dets ægte lemmer er på grund af forkastelsen af evangeliet principielt ikke indrettet på gode, men altid kun på onde gerninger. Man kan ikke øse vand, efter at man har stoppet kilden. Lige så lidt kan man forkaste evangeliet og alligevel gøre gode gerninger. Om alle de gerninger, mennesker gør, gælder det: “worthless if detached” [værdiløse, hvis de er løsrevet], nemlig når gerningerne er løsrevet fra troen på evangeliet. Dernæst: Hvor troen på evangeliet ikke bor i hjertet, der har Djævelen sit værk,²⁸⁰ og han driver uophørligt til onde gerninger. Vi ser derfor også hos pavedømmet og dets ægte lemmer følgende gerninger: I stedet for at prise evangeliet forbander de det;²⁸¹ i stedet for at høre og ære evangeliets lærere og bekendere, som Guds ord kræver,²⁸² skænder de dem som frafaldne og kættere,²⁸³ og hvor de har magt til det, forfølger de også evangeliet og dets bekendere med ydre vold.²⁸⁴

²⁷⁴ 2 Kor 5,19; 1 Joh 2,2; 4,10.

²⁷⁵ Gal 2,21.

²⁷⁶ Gal 1,6–9; 5,12.

²⁷⁷ Gal 3,10.

²⁷⁸ The Faith of Our Fathers, s. 35.

²⁷⁹ St. L. IX, 443.

²⁸⁰ Ef 2,2.

²⁸¹ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 11. 12. 20.

²⁸² Luk 10,16; Joh 13,20; Fil 2,29.

²⁸³ I rigsbandet kaldes Luther «ikke et menneske», men «den onde fjende i skikkelse af et menneske med påtaget munkekutte» (St. L. XV, 2282), og i bandbullen «et vildt, hærgende svin fra skoven og et særlig vildt dyr» (St. L. XV, 1427). Luthers «minde» skal «fuldstændig udslettes af de kristtroendes samfund» (anf. st., 1452).

²⁸⁴ I bandbullen «befaler» Leo X «alle og enhver fyrster, konger, kejsere, kurfyrster, hertuger, markgrever, grever, friherrer, høvedsmænd, lejdesmænd, junkere, kommuner, universiteter, øvrigheder, stæder, lande, slotte og egne eller deres indbyggere og borgere og alle og enhver af de ovennævnte over hele verden, … at de eller hver enkelt af dem under alle og enhver straf personlig skal gribe den nævnte Martinus, hans tilhængere, efterfølgere, beskyttere og velyndere og holde dem fangne, indtil vi forlanger dem, og sende dem til os. Til gengæld skal de for en så god gerning opnå en værdig belønning og gengæld af os og Det Apostoliske Sæde». (Anf. st., 1453 f.) I rigsbandet befaler Karl V «alle og enhver i særdeleshed, ved de pligter, hvormed I er forbundet med os og Det Hellige Rige», «at I alle og hver især … ikke huser, hyser, bespiser, giver at drikke eller skjuler den førnævnte Martin Luther og hverken med ord eller gerning, hemmeligt eller offentligt, viser ham nogen som helst hjælp, tilslutning, bistand eller fremme, men, hvor I da træffer og griber ham og kan få magt over ham, tager ham til fange og sender ham velbevaret til os … og at I for en sådan hellig gerning og for jeres møje og omkostninger skal modtage en passende godtgørelse». (Anf. st., 2286.) Luther gør til den «hellige gerning» denne bemærkning: «Se, morderne kalder det at kvæle folk en hellig gerning!» Til yderligere karakteristik af den romerske fromhed siger Luther: «Tyrken er ti gange klogere og frommere end vore fyrster. … Det klager jeg af hjertens grund for alle fromme kristne, så de sammen med mig må forbarme sig over sådanne tossede, tåbelige, uforstandige, rasende, vanvittige narre. Man skulle dog ti gange hellere være død end høre en sådan bespottelse og forhånelse af den guddommelige majestæt; ja, det er den fortjente løn for, at de forfølger Guds ord, at de derfor skal straffes med en sådan håndgribelig blindhed og løbe sig fast.» (Anf. st., 2296.) Sådanne «gode gerninger» kræver paven af fyrster og lande også i dag. Leo XIII's rundskrivelse (Immortale Dei) af 1. november 1885 indskærper også De Forenede Stater pligten til at stille sig i pavekirkens tjeneste og undertrykke alle andre «kulter», så snart de har magt til det. Jf. artiklen «Die neueste Enzyklika des Papstes» i L. u. W. 1886, s. 12 ff. – Kardinal Gibbons slutter sig til dem, der også forfølger Luthers person med forhånelser, når han i The Faith of Our Fathers (s. 49) anviser Luther en plads blandt de pseudo-reformers [pseudoreformatorer], hvis “private lives were stained by cruelty, rapine, and licentiousness” [privatliv var plettet af grusomhed, rov og tøjlesløshed]. Til en sådan “sanctification of its members” [helliggørelse af dets medlemmer] bringer Rom det, efter at det har forkastet den kristne retfærdiggørelseslære.

For det andet: Også set ud fra normen falder de gerninger, som pavedømmet befaler, uden for de gode gerningers ramme. Efter Skriften tilkommer betegnelsen «god» kun de gerninger, som Gud har befalet. Men pavedømmet forpligter udtrykkeligt de kristne ikke blot på Guds bud, men også på kirkens bud, altså på menneskebud.²⁸⁵ Derfor falder netop de særligt romerske «gode gerninger» ind under Kristi dom: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det, som er menneskebud.»²⁸⁶ Det er en saglig dom, når det er blevet sagt, at hele det kristne liv ved floden af pavelige menneskebud²⁸⁷ forvandles til en karikatur. Efter Skriften former de kristnes liv sig således, at de over den nåde, som de har opnået ved troen på evangeliet, synger og spiller for Gud i deres hjerte²⁸⁸ og derefter glade tjener Gud i de gerninger, som deres stand på jorden fører med sig, hvad enten det er i kirken eller i staten og i samfundslivet.²⁸⁹ Et liv under romersk ledelse former sig derimod således: Efter at Rom ved et anathema har skaffet evangeliet om Guds nåde i Kristus af vejen, anviser det sjælene at søge og fortjene nåde og frelse ad sin egen helligheds og sine egne gerningers vej.²⁹⁰ Hovedparten af dem, der er betroet dets pleje, sættes på den «anden planke» (secunda tabula) i den bod, som det selv har opfundet (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis [hjertets anger, mundens bekendelse, gerningens fyldestgørelse]),²⁹¹ og sendes også på rejser til Rom, Lourdes og andre «nådesteder».²⁹² En elite anbringes i klostret for ved at følge de ligeledes opfundne evangeliske råd (consilia evangelica) selv at fortjene frelsen og kunne afgive et overskud af gode gerninger (opera supererogationis) til andre. Men fordi man dog ikke sikkert kan forlade sig på hele proceduren,²⁹³ tilbydes skærsilden til fuldendelse af «helliggørelsen».²⁹⁴ Summa summarum: Ligesom Roms retfærdiggørelseslære er det modsatte af den kristne lære, sådan er også et liv under Roms ledelse det stik modsatte af det kristne liv, som Skriften tegner.

²⁸⁵ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 20: Si quis hominem iustificatum … dixerit non teneri ad observantiam mandatorum Dei et ecclesiae … anathema sit. [Hvis nogen siger, at det retfærdiggjorte menneske … ikke er forpligtet til at holde Guds og kirkens bud …, han være forbandet.] Ligeså sess. 7, can. 8.

²⁸⁶ Matt 15,9.

²⁸⁷ som er en naturlig følge af forkastelsen af evangeliet. Apologien, s. 122, 87: «Ingen gerninger kan bringe en samvittighed til ro, derfor udtænkes der stadig nye gerninger uden Guds bud.»

²⁸⁸ Ef 5,19; Kol 3,16.

²⁸⁹ Rom 15,16; 1 Kor 7,20 ff.; Kol 3,23–24; Ef 6,7; 1 Tim 2,15. Her skal der igen mindes om Luthers klassiske beskrivelse af et kristent liv i de forskellige stande på jorden, St. L. IX, 952 ff.: «Er den kristne en tjenestekarl, så er han glad og ved godt mod; når han kører i skoven eller rider ud på marken, så synger han.»

²⁹⁰ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 32.

²⁹¹ Tridentinerkoncilet, sess. 6, kap. 14. Jf. Luther XIX, 54 f.; XI, 720 f.

²⁹² Jf. Luther om «Djævelens løgnagtige, skændige narrespil, som de [de romerske] har drevet med relikvierne og valfarterne». (St. L. XVI, 1661.)

²⁹³ Tridentinerkoncilet, sess. 6, kap. 14. 9.

²⁹⁴ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 30. Jf. Luther om «skærsildens bespottelige bedrag, hvormed de også forræderisk har narret og falskelig forskrækket hele verden». (St. L. XVI, 1653 f.)

Højdepunktet i den romerske forvrængning af helliggørelsen og de gode gerninger møder vi i jesuiterordenen. I denne orden gælder den bestemmelse, at også synder holder op med at være synder og bliver til gode gerninger i eminent forstand, når ordenens overordnede befaler synderne, og ordensmedlemmerne udfører dem i skyldig lydighed. Ordene i ordenens Institutum lyder:²⁹⁵ «Det har syntes os godt i Herren, … at ingen konstitutioner, deklarationer eller nogen som helst leveregel medfører forpligtelse til en dødssynd eller en tilgivelig synd, medmindre den overordnede befaler dem i vor Herre Jesu Kristi navn eller i kraft af lydigheden, hvad der vil kunne ske i de sager eller med de personer, hvor det vil blive skønnet, at det i høj grad fremmer den enkeltes særlige gavn eller det almene gavn; og i stedet for frygten for forargelse træde kærligheden og længslen efter al fuldkommenhed, og at større ære og pris for Kristus, vor Skaber og Herre, må blive følgen.»²⁹⁶ I Index generalis sammenfattes dette således: «De overordnede kan forpligte til synd i kraft af lydigheden, når det bringer stor gavn.»²⁹⁷ Når jesuitismen kræver af sine ordensmedlemmer, at de giver afkald på deres egen samvittighed, indfører den i øvrigt intet nyt i pavedømmets organisme. Idet paven frakender den øvrige menneskehed dens egen dom i spørgsmål om lære og liv og kræver af den sacrificium intellectus et voluntatis [forstandens og viljens offer],²⁹⁸ kræver han dermed af hvert enkelt menneske, at det giver afkald på sin egen samvittighed og således på det, hvorved mennesket adskiller sig fra dyret. Med rette er det blevet sagt om pavedømmet, at det er en «afmenneskeliggørelse af menneskeheden». Ved reformationen er retten til at være menneske blevet krævet tilbage for menneskeheden. Luther kræver i alle spørgsmål, hvor det drejer sig om ret eller uret, at sagen henskydes til den enkeltes samvittighed. Spørgsmål om kristen lære og moral afgør den enkelte kristne efter Guds åbenbarede ord.²⁹⁹ De ting, der hører til statens og det borgerlige livs område, bedømmer den enkelte efter fornuftens lys eller den «naturlige ret, som al fornuft er fuld af».³⁰⁰ Til fordel for det romerske krav om at give afkald på sin egen dom er det blevet indvendt, at også Gud kræver sacrificium intellectus et voluntatis, og at de kristne yder det, sådan som det fremgår af 2 Kor 10,5: «vi tager enhver mening til fange i lydighed mod Kristus», αἰχμαλωτίζοντες πᾶν νόημα εἰς τὴν ὑπακοὴν τοῦ Χριστοῦ. Hertil må det siges, at Gud og hans ord og paven og hans ord er helt forskellige ting og autoriteter. Ved at paven sætter sit eget ord ved siden af Guds ord og dermed (eo ipso) over Guds ord, handler han som Antikrist. Dernæst handler Gud, som Luther minder om, helt anderledes med mennesket end paven. Vel kræver Gud, at mennesket underlægger sin forstand og vilje under Gud, men Gud gør det på den måde, at han ved Helligånden, der er virksom i hans ord, oplyser menneskets forstand og forandrer menneskets vilje sådan, at den uvillige bliver villig (ex nolente volens). Med andre ord: Gud oplyser og retter den naturlige samvittighed, paven undertrykker den. – Det er endvidere blevet indvendt, at undertrykkelsen af den naturlige samvittighed ikke er noget særligt for pavedømmet og jesuitismen, men findes overalt i verden, hvor forskellen på godt og ondt i praksis ophæves af hensyn til forretningen, partiet eller andre subjektive interesser. Det er rigtigt. Men det er kun et bevis for den kendsgerning, at vi i pavedømmet har et sammenløb (confluxus) af alle de kætterier og al den ugudelighed, som findes i kirken og verden. Dernæst er der dog forskel på verdens ugudelighed og Roms ugudelighed. Verden udtaler åbent sit frafald fra Gud, når den siger, at forskellen mellem godt og ondt ikke skal agtes, når det gælder forretningens, familiens, statens, partiets, foreningens osv. interesse. Rom derimod dækker sin ugudelighed med Kristi og den kristne kirkes navn.

²⁹⁵ Institutum societatis Iesu, auctoritate congregationis generalis 18. auctum et recusum. Pragae 1757. Vol. I, s. 414 f.

²⁹⁶ Visum est nobis in Domino . . . nullas constitutiones, declarationes vel ordinem ullum vivendi posse obligationem ad peccatum mortale vel veniale inducere, nisi superior ea in nomine Domini nostri Iesu Christi vel in virtute obedientiae iuberet: quod in rebus vel personis illis, in quibus iudicabitur, quod ad particulare uniuscuiusque vel ad universale bonum multum conveniet, fieri poterit: et loco timoris offensae succedat amor et desiderium omnis perfectionis, et ut maior gloria et laus Christi, Creatoris ac Domini nostri, consequatur.

²⁹⁷ Anf. st., Vol. II, Index generalis, under titlen «Obedientiae et Obedire»: Superiores possunt obligare ad peccatum in virtute obedientiae, quando id multum conveniat. Par. 6, c. 5, s. 414. Jf. artiklen «Jesuitismus» af D. Walther, Lutheraner 1853, s. 49 ff.

²⁹⁸ Det sker ikke først med ufejlbarlighedserklæringen fra 1870 (Baier I, 81), men allerede på Tridentinerkoncilet, sess. 4 (Smets, s. 15), og overalt, hvor den enkelte kristne frakendes dommen over læren. (Jf. Luther XIX, 341 ff.)

²⁹⁹ Dette udfører Luther med vældig kraft i forklaringen til 1 Pet 3,15 (St. L. IX, 1235 ff.). Han siger bl.a.: «Se, hvad Sankt Peter her siger til os alle: at vi skal give svar og vise grunden til vores tro. Når du skal dø, vil jeg ikke være hos dig, og paven heller ikke. Hvis du så ikke kender grunden til dit håb og siger: Jeg tror, som koncilierne, paven og vore fædre har troet, så vil Djævelen svare: Ja, men hvad om de tog fejl? Så har han vundet og river dig med ned i helvede. Derfor må vi vide, hvad vi tror, nemlig hvad der er Guds ord, ikke hvad paven eller koncilierne fastsætter eller siger. For du må på ingen måde stole på mennesker, men på Guds blotte ord. … Derfor skal du sige sådan: Hvad bryder jeg mig om, hvad den ene eller den anden tror eller vedtager? Er det ikke Guds ord, vil jeg ikke høre det. Ja, siger du, troen er en forvirret sag, så ingen ved, hvad man skal tro; derfor må man vente, til det bliver vedtaget, hvad man skal holde sig til. Svar: Så farer du imens til Djævelen. For når det kommer til de sidste åndedrag, og du skal dø og ikke ved, hvad du skal tro, kan hverken jeg eller nogen anden hjælpe dig. Derfor må du selv vide det og ikke rette dig efter nogen og blive fast ved Guds ord, hvis du vil undslippe Djævelen og helvede.»

³⁰⁰ Ifølge dette må den enkelte også nøje prøve, om fx en krig er retfærdig eller ej. (Jf. Luther, St. L. X, 413 ff. 524 ff.) Om en krig er retfærdig eller uretfærdig, kan hverken staten (den verdslige øvrighed) eller kirken (præst, synode) eller noget menneske afgøre for den enkeltes samvittighed. Derfor indskærper Luther, at man ikke blot overfladisk, men «med al mulig flid» skal udforske sagen. Det er naturligvis også meningen med artikel 16 i Den Augsburgske Bekendelse, hvor det at «føre retfærdige krige» nævnes blandt øvrighedens opgaver. Begrænsningen gælder ikke blot for øvrighedens bud, men også for undersåtternes lydighed, som det udtrykkeligt bemærkes i slutningen af artiklen. Det samme lærer Luther på de ovenfor anførte steder. Kun hvor en egen dom er umulig efter en flittig prøvelse, hvor altså uvished bliver tilbage som resultat af prøvelsen, skal den kristne efter Luthers mening, hvis han tvinges til krigstjeneste, «ikke svække den sikre lydighed [mod øvrigheden] for en usikker rets skyld».

13. Den nyere protestantiske teologi og de gode gerninger

Thieme oplyser,³⁰¹ at det lutherske dogme, at gode gerninger ikke er nødvendige til frelse, for det meste er opgivet af den nyere teologi, også af den såkaldte positive retning. Tværtimod er «ideen om moralitetsreligionen, at troens frugt er nødvendig til frelse», næsten almindeligt antaget. Det er desværre sandt. Den nyere protestantiske teologi stryger jo Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) af sit begrebsapparat som alt for «juridisk» og «tinglig» og vil «uddybe» «sonebegrebet» sådan, at «omformningen af menneskehedens liv til dets gudvelbehagelige skikkelse», altså helliggørelsen og de gode gerninger, optages i Kristi forsoningsgerning som «medbegrundende for dens værdi for Gud».³⁰² Men i sagen er det den romerske lære om de gode gerningers fortjeneste til at opnå frelsen, og det stemmer med Tridentinerkoncilet, når det afviser den lære, «at evangeliet kun skulle være et blot og ubetinget løfte om det evige liv uden betingelsen at holde budene».³⁰³ Men derfor er det også sandt, at for de gerninger, som den nyere protestantiske teologi lærer er nødvendige til frelse, gælder det samme, som må siges om de pavelige gerninger: De hører ikke ind under kategorien gode gerninger, men de vanærer Kristi fuldkomne forløsningsgerning og bringer Guds fordømmelsesdom og forbandelse over både lærere og gørere.³⁰⁴ Meget rigtigt sagde Max Müller i et foredrag for Det Britiske Bibelselskab, at de gerninger, som ikke alene er troens takoffer, men gøres for at købe frelsen, hører hjemme på hedenskabets område.³⁰⁵ Man kan ikke lære begge dele på én gang: de gode gerninger og de gode gerningers nødvendighed til frelse. Det sidste ophæver det første. Når en repræsentant for den nyere teologi gør gode gerninger, kan det kun ske sådan, at han forinden stryger sin teori om de gode gerningers nødvendighed til frelse – moderne udtrykt: at «omformningen af menneskehedens liv til dets gudvelbehagelige skikkelse» er «medbegrundende» for Kristi forsoningsgerning i dens værdi for Gud – ud af sit indre og lader de gode gerninger udelukkende være takoffer for den nåde og frelse, der er opnået ved troen alene (sola fide).

³⁰¹ RE, 3. udg., XXI, 120.

³⁰² Kirn, Dogmatik, s. 118.

³⁰³ Tridentinerkoncilet, sess. 6, can. 20.

³⁰⁴ Gal 1,6–9; 5,12; Fil 3,2; Gal 3,10.

³⁰⁵ II, s. 2, note 8.

14. Det kristne liv og korset

De gamle lutherske lærere, som Quenstedt og Calov, føjer også et afsnit om korset (De cruce) til deres beskrivelse af det kristne liv.³⁰⁶ Det stemmer med deres dogmatiske fremstillingers helt igennem praktiske sigte, og frem for alt stemmer det med Skriften, som giver udførlig belæring om de kristnes kors. Skønt de kristne nemlig ved troen på Kristus står i et fuldstændig ordnet forhold til Gud – Gud er ikke imod dem, men for dem,³⁰⁷ de er Guds børn og arvinger til det evige liv,³⁰⁸ englene tjener dem³⁰⁹ osv. –, har Gud dog indrettet det sådan, at de kristnes høje værdighed i dette liv endnu ikke træder frem i det ydre, men at det kristne liv på jorden tværtimod bærer præg af den samme ringhed, som kendetegnede Kristi liv på jorden.³¹⁰ Denne ringe skikkelse i det kristne liv, hvor de kristne følger efter Kristus og bliver ligedannet med ham, kalder Skriften også de kristnes kors.³¹¹ Følgende hovedpunkter i Skriftens lære om korset skal fremhæves her:

³⁰⁶ Quenstedt II, 1431 ff.; Calov X, 703 ff.

³⁰⁷ Rom 8,31.

³⁰⁸ Joh 1,12–13; Gal 3,26; Rom 8,17.

³⁰⁹ Hebr 1,14.

³¹⁰ 1 Pet 4,1: «Da nu Kristus har lidt i kødet» (σαρκί, i livet på jorden), «skal også I bevæbne jer med den samme indsigt.» (Jf. Luther til stedet, St. L. IX, 1248.)

³¹¹ Luther siger om kontrasten mellem de kristnes høje værdighed og deres livs ringe skikkelse på jorden: «Vi er allerede her på jorden Guds børn og frelste, når vi tror og bliver døbt, som der står skrevet i Mark 16,16 og Joh 1,12: ’Men alle dem som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn.’ Dåben ser man; børnene, som bliver døbt, ser man også; evangeliet hører man; og vi mærker også selv i vort hjerte Helligåndens vidnesbyrd om, at vor tro, hvor svag den end er, dog er ægte. Men hvem kan se på os, at vi er Guds børn? Hvem vil kalde sådanne folk Guds børn, som bliver kastet i fængsel og martret så grusomt og plaget på alle mulige måder, som om de var Djævelens børn og lutter fordømte og forbandede folk? Derfor siger Sankt Paulus ikke forgæves, at Guds børns herlighed endnu er skjult, men at den skal åbenbares på dem, ligesom han også siger i Kol 3,3–4: ’Jeres liv er skjult sammen med Kristus i Gud; men når Kristus, jeres liv, åbenbares, så skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed.’ Imens, så længe de lever på jorden, er de ikke smykket med Guds, men med den lede Djævels farve. For Djævelens børn tilkommer det, at man sætter dem i stok og blok og påfører [dem] al ulykke. Men det sker ikke; tværtimod er de ved godt mod, rige, mægtige, magtfulde, har ære, penge og gods nok og fører oven i købet vor Herre Guds farve og navn, som om de stod sig særdeles godt med ham. Os derimod holder de for kættere og Guds fjender, så det her går stik imod: De, der er Guds børn, må kaldes Djævelens, og de, der er Djævelens børn, må kaldes Guds børn. Det gør så de fromme ondt, ja, himmel og jord og hele skabningen skriger og klager over det og er utilfreds med, at den således skal være underlagt forgængeligheden og tåle, at de ugudelige misbruger den imod Guds ære.» (St. L. XII, 729 f.)

1. Hvad korset omfatter. Også den ugudelige har megen plage.³¹² Men ikke de ugudeliges, kun de kristnes lidelse kalder Skriften et kors.³¹³ Korset kommer over de kristne som kristne, nemlig når de udøver deres kristne kald i verden.³¹⁴ Når de følger efter Kristus i ord og vandel, især når de bekender evangeliet om den korsfæstede Kristus, som er jøderne en forargelse og grækerne en dårskab, så får de fra verdens side den samme behandling, som blev Kristus til del på jorden. «Hvis de har kaldt husherren for Beelzebul, hvor meget mere da hans husfolk.»³¹⁵ Rigtignok er de kristne efter kødet endnu syndere, og for så vidt fortjener de ikke blot den timelige lidelse, men også den evige fordømmelse. Men de erkender deres synd og har ved troen på Kristus den daglige syndernes forladelse. Derfor er deres lidelse ikke en straf for synden i egentlig forstand, for den egentlige straf for synden er ikke denne eller hin timelige ulykke, men den evige død. Sagen forholder sig også, som Luther minder om, således:³¹⁶ «Den onde fjende og verden er ikke fjendtlige mod de kristne, fordi de er syndere og snubler og falder hist og her. Nej, det kunne både Djævelen og verden godt tåle og ville være tilfredse med dem; men de er det for Ordets og troens skyld, fordi de sætter deres håb til Guds Søn, trøster sig ved hans død og opstandelse, frygter Gud og begærer at leve efter hans vilje; de begærer, at også andre ved deres bekendelse skal komme til troen og til erkendelse af Kristus: det kan hverken Djævelen eller verden tåle. Derfor trænger de ind på de kristne alle vegne; Satan plager dem på legemet med sygdom, som den hellige Paulus selv klager over, at Satans engel slår ham med knytnæver og spidder ham; på samvittigheden og i hjertet med bedrøvelse, tungsind, rædsel og lignende, ja, undertiden også med skade på deres gods ved uvejr, hagl og ild, som man ser hos Job. … Derfor mærk dig det vel: Du skal ikke nægte, at du er en fattig synder og dermed har fortjent al ulykke. For Gud plejer også at straffe synden hos sine egne, som Peter siger: ’Dommen begynder med Guds hus.’ Sig derfor: Det er ikke derfor, Satan og verden er mig fjendtlige. … Hvad drejer det sig så om? Om den mand» (nemlig Kristus), «som her bærer korset, at jeg tror og bekender ham som min Gud og Frelser.» For ikke at blive forfulgt for Kristi kors’ skyld prædikede apostlen Paulus’ modstandere derfor den gerningslære, som er i slægt med verden.³¹⁷ Også i vor tid må man gøre omvendelse og frelse afhængige ikke alene af Guds nåde, men også af «den frihed, der er overladt mennesket», af «selvsætningen», «selvbestemmelsen», den «rette adfærd» osv., hvis man ikke midt i den protestantiske kristenhed vil forfølges for Kristi kors’ skyld. Da nu de kristne endnu har kødet på sig, som begærer imod Guds ord, vilje og orden, og som især lidelsen er imod, indbefatter det at bære Kristi kors ἀπαρνεῖσθαι ἑαυτόν, selvfornægtelsen,³¹⁸ og det vil sige afkald på alt, hvad der står efterfølgelsen af Kristus i vejen,³¹⁹ afkald på egen visdom i åndelige ting,³²⁰ på fred og ro,³²¹ på ære hos mennesker,³²² på venskab med far og mor, søn og datter,³²³ på jordisk ejendom,³²⁴ på sit eget liv.³²⁵ Korset indbefatter endvidere korsfæstelsen af alle de lyster og begæringer, som endnu rører sig i kødet,³²⁶ at lemmerne på jorden dræbes: utugt, urenhed, skammelig lidenskab, ond lyst og griskheden, som er afgudsdyrkelse.³²⁷

³¹² Sl 32,10; 34,22; 16,4. Farao, 2 Mos 7–11.

³¹³ Jf. Luther, St. L. XIII, 433 f.

³¹⁴ Luther: «Men en kristen er netop derved, at han hedder en kristen, kastet ind under det kære kors, så han må lide enten af mennesker eller af Djævelen selv, som plager og ængster ham både med elendighed, forfølgelse, fattigdom, sygdom og indvendig i hjertet med sine giftige pile. Det hedder og er de kristnes løsen og mærke, et helligt, dyrebart, ædelt, saligt kald, som bringer dem til det evige liv; det må vi også give dets ret og tage til takke med, hvad det fører med sig.» (XII, 544 f.)

³¹⁵ Matt 10,25.

³¹⁶ Luther XIII, 434 ff.

³¹⁷ Gal 6,12.

³¹⁸ Matt 16,24: «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv, ἀπαρνησάσθω ἑαυτόν, og tage sit kors op og følge mig.»

³¹⁹ Luk 14,33: «Den, som ikke forsager alt, hvad han ejer, ὃς οὐκ ἀποτάσσεται πᾶσι τοῖς ἑαυτοῦ ὑπάρχουσιν, kan ikke være min discipel.»

³²⁰ Matt 11,25–26.

³²¹ Matt 10,34; Luk 12,51.

³²² Matt 5,11; Luk 6,22; 1 Pet 4,14.

³²³ Matt 10,35–37; Luk 12,52–53.

³²⁴ 1 Kor 7,30; Matt 19,21–22.

³²⁵ Luk 14,26.

³²⁶ Gal 5,24.

³²⁷ Kol 3,5. Rom 6,6: «Vi ved at vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, συνεσταυρώθη, for at syndens krop skulle blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden.»

2. Den uadskillelige forbindelse (nexus indivulsus) mellem kristendommen og korset. Korset er uadskilleligt forbundet med kristendommen, og det så uadskilleligt, at enhver, der vægrer sig ved korset, må give afkald på at være kristen og få del i Kristi herlighed.³²⁸ Luther: «Den, der ikke er en crucianus, om jeg så må sige, er heller ikke en christianus; det vil sige: Den, der ikke bærer sit kors, er heller ikke en kristen; for han er ikke ligedannet med sin Mester Kristus.»³²⁹ Dog skal den kristne hverken lægge sig selv eller andre et kors på, men overlade det til Gud at pålægge korset,³³⁰ fordi Gud alene ved, hvilket kors der er godt for den kristne, og fordi kun Gud kan give den kraft, der er nødvendig for at bære korset.³³¹ Luther kalder dem, der selv lægger sig et kors på, «gerningshellige» og «Djævelens martyrer».³³²

³²⁸ Det minder Kristus de mange skarer (ὄχλοι πολλοί) om, som rejste med ham og fulgte efter ham, Luk 14,25–35. Den uadskillelige forbindelse mellem kristendom og kors er udtalt i Matt 10,38–39; Mark 8,34–35; Luk 9,23–24.57–62; Rom 8,17 osv.

³²⁹ St. L. II, 467.

³³⁰ 1 Pet 3,17: εἰ θέλει τὸ θέλημα τοῦ θεοῦ [hvis det er Guds vilje]; 1,6: εἰ δέον [hvis så skal være].

³³¹ 1 Kor 10,13.

³³² Til 1 Pet 1,6 (St. L. IX, 1130): «Man skal lægge mærke til, at apostlen ikke forgæves tilføjer: ’hvis så skal være’, som han også gør i kapitel 3, v. 17, hvor han siger: ’Det er bedre, hvis det er Guds vilje, at I lider, fordi I gør det gode.’ For der er mange folk, som lægger sig selv kors på uden nogen nød, sådan som det er de gerningshelliges art; de går, som Sankt Paulus siger, omkring efter eget valg i ydmyghed og englenes åndelighed. Sådanne folk har pavedømmet frembragt mange af. Men sådan skal det ikke være, for det er ikke Guds vilje, at du selv udvælger dig en lidelse eller et kors af egen andagt eller eget forgodtbefindende; gør du det alligevel, så er du Djævelens martyr, ikke Kristi. … Men hvor det skal være, det vil sige, når Gud sender det, så må du holde for for din trosbekendelses skyld; så tag imod det og trøst dig ved, at Sankt Peter her siger, at bedrøvelsen skal vare en lille tid, men saligheden, som du skal glæde dig over, evigt.» – Lad os ikke glemme den påmindelse, at heller ingen kristen skal lægge en anden et kors på i den mening at ydmyge ham til hans eget gavn og således føre ham sikkert ind i himlen. Det er at gribe ind i Guds embede, hvis privilegium det er at pålægge kors, og det er også at spille letsindigt med næstens frelse, for vi mennesker ved slet ikke, hvilket kors der gavner broderen og er til at bære for ham.

3. Den rette opfattelse af korset. At bære korset falder de kristne tungt efter kødet. Når de behandles dårligt her i verden, rører den tanke sig i dem, at de ikke får, hvad der tilkommer dem som Guds børn og lemmer på Kristi legeme. Tanken skærpes til, at Gud ikke bryder sig om dem, ja, at han er deres fjende og ikke længere deres Far.³³³ I denne fejlagtige opfattelse af korset ligger en stor fare for frafald, som mange bukker under for.³³⁴ Derfor gør Skriften sig umage for at rette den fejlagtige opfattelse af korset. Frem for alt går Skriftens belæring ud på, at korset, også når det samtidig indebærer en dom over ens egen synd, ikke så meget skal opfattes som en åbenbaring af vrede, men meget mere som en åbenbaring af kærlighed og som et tegn på, at barneforholdet består. «Herren opdrager den han elsker, og straffer enhver søn han modtager.»³³⁵ Når vi bedømmes, opdrages vi af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.³³⁶ Skriftens belæring går endvidere ud på: Bærer de kristne korset, fordi de bekender Kristus i ord og vandel, så foreligger der i korset et vidnesbyrd fra Helligånden (testimonium Spiritus Sancti externum) om, at de ikke tilhører verden, men Kristus, eftersom de jo får den samme behandling fra verden, som blev Kristus og alle Kristi vidner til del.³³⁷ De kristne skal efter Skriftens udtrykkelige anvisning slutte fra denne tids lidelser, hvorved de bliver ligedannet med Kristus, til den evige herlighed, som de med sikkerhed går i møde.³³⁸ Når korset kaldes de kristnes «hoffarve», er det skriftmæssigt.³³⁹ Deraf også opfordringen til glæde, når de kristne i stedet for at blive rost af verden og smykket med æresmærker høster hån og slag.³⁴⁰ Denne opfattelse af korset havde apostlene, da de i Jerusalem var blevet pisket af Rådet. Beretningen siger: «Apostlene gik bort fra Rådet, glade (χαίροντες) over, at de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for navnets skyld.»³⁴¹ Ligeledes noget senere: Da Paulus og Silas lå i det inderste fængsel i Filippi med fødderne i stokken, lovsang de Gud (ὕμνουν τὸν θεόν).³⁴² Skriften træder også den fejlagtige opfattelse imod, at Gud skulle tage fejl af korsets tyngde og lægge de kristne mere på, end de kan bære. Denne opfattelse er udelukket ved, at den samme nådige Gud, der tilskikker fristelsen, også giver den lykkelige udgang, ποιήσει σὺν τῷ πειρασμῷ καὶ τὴν ἔκβασιν τοῦ δύνασθαι ὑμᾶς ὑπενεγκεῖν [sammen med fristelsen vil han skabe udgangen af den, så I kan bære den].³⁴³

³³³ Klages 5,20: «Hvorfor vil du så helt glemme os?»; Sl 13,2 osv. Job 30,21: «Du er forvandlet til en grusom imod mig.»

³³⁴ Luk 8,13: «når prøvelsen kommer, falder de fra.»

³³⁵ Hebr 12,6–10.

³³⁶ 1 Kor 11,32.

³³⁷ 1 Pet 4,14: «Hvis I bliver hånet på grund af Kristi navn, er I lykkelige, fordi herlighedens, det vil sige Guds, Ånd, hviler over jer», ἐφ᾽ ὑμᾶς ἀναπαύεται. Matt 5,12: «på den måde har de forfulgt profeterne før jer.»

³³⁸ Rom 8,17; 2 Thess 1,5–7; 2 Kor 4,7–8.

³³⁹ Luther beskriver korset som «Kristi mærker», som de kristne ikke har «malet på væggen», men «trykket ind i deres eget kød og blod»: «Hvis du vil være medarving med Herren Jesus Kristus og ikke lide med ham og være hans bror og blive ham lig, så vil han visselig ikke på den yderste dag kende dig som bror og medarving, men vil spørge dig, hvor du har din tornekrone, dit kors, dine nagler og din svøbe. … På denne måde taler også Sankt Paulus til galaterne, Gal 6,17: Lad mig fremover være i fred, og tal ikke til mig om den lære, der skaffer venskab på jorden; for jeg bærer min Herre Jesu Kristi mærker på mit legeme. Dér taler han om sådanne mærker, som man på de gamle malerier har malet Herren Kristus med, så han har sit kors liggende på skulderen og rundt om sig nagler, tornekrone og svøbe. Disse tegn, siger han, må jeg og alle kristne også have, ikke malet på væggen, men trykket ind i vort kød og blod. Men det sker på den måde, at Djævelen kommer over dig og plager dig indvendig med al slags rædsel og hjertesorg, og at verden derefter udvendig spotter dig som en kætter og, hvor den kan, griber dig om halsen og kvæler dig. Disse Herren Kristi ar formaner Sankt Paulus her enhver kristen til også at bære.» (St. L. XII, 718 f.)

³⁴⁰ Matt 5,12; Luk 6,23.

³⁴¹ ApG 5,41.

³⁴² ApG 16,25.

³⁴³ 1 Kor 10,13. Jf. Meyer til stedet.

4. Korsets formål og nytte. Ifølge Skriften hører korset med til den vej og de midler, hvorved Gud fører de kristne gennem denne verden ind i det evige liv,³⁴⁴ idet han ved korset ydmyger dem,³⁴⁵ lærer dem at lade sig nøje med nåden,³⁴⁶ og således øver og styrker troen,³⁴⁷ driver dem til bøn,³⁴⁸ tilintetgør syndens legeme³⁴⁹ og i det hele taget vender blikket bort fra det synlige, som forgår, mod det usynlige, som bliver.³⁵⁰ Den kristne skal også bære korset tålmodigt, for at han kan stille et eksempel på tålmodighed frem for andre kristne til efterfølgelse og opmuntring.³⁵¹ Luther udtaler sig sådan om anfægtelsernes nytte i sin udlægning af 1 Pet 1,7, særlig om troens vækst under korset: «Her viser han med klare ord frugten og nytten af sådanne anfægtelser, som møder de troende både fra tyrannerne og fra sekterne, og siger: De tjener til, at troen derved bliver prøvet, ægte og fundet langt kostbarere end det forgængelige guld, der prøves i ilden. For ligesom ilden ikke skader guldet, ikke fortærer det og heller ikke gør det mindre, men kun gavner det, fordi den tager alt det tilsatte bort fra det, så det bliver helt lutret og rent, sådan gør også forfølgelsens og al slags anfægtelses ild eller hede vel ondt og piner det gamle menneske over al måde, så at de, der øves derved, bliver bedrøvede og undertiden utålmodige; men troen bliver derved ren og lutret som gennemlutret guld eller sølv. For det er sådan med et kristent liv, at det altid skal vokse og blive helligere og renere. Først kommer vi til troen ved evangeliets prædiken; men ved troen bliver vi retfærdige og hellige for Gud. Men fordi vi endnu lever i kødet, som ikke er uden synd, rører synderne sig altid, trækker os tilbage og hindrer, at vi er så fuldkomment hellige og rene, som vi burde være. Derfor kaster Gud os midt ind i anfægtelsernes, lidelsernes og trængslernes ild, hvorved vi fejes og prøves indtil vores ende, så at ikke alene synden bliver dræbt mere og mere i os, men også troen bliver prøvet og vokser, så at vi fra dag til dag bliver mere visse på vores sag og vokser i forståelsen af guddommelig visdom og erkendelse, så at Skriften bliver os stadig lysere og klarere, for desto kraftigere at kunne formane vore egne ved sund lære og straffe dem, der siger imod. Havde Djævelen i disse år ikke angrebet os så heftigt, både med magt og med list, var vi aldrig nogen sinde kommet til denne vished i læren; heller ikke var artiklen om den kristne retfærdighed og læren om troen kommet så klart for dagen. Derfor siger Sankt Paulus i 1 Kor 11,19: ’Der skal være splittelser blandt jer, for at de ægte troende kan blive synlige blandt jer.’»³⁵²

³⁴⁴ ApG 14,22: διὰ πολλῶν θλίψεων δεῖ ἡμᾶς εἰσελθεῖν εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ [Vi må gå gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige]. Endvidere 2 Kor 4,17: «Vores nuværende lette trængsel virker for os (κατεργάζεται ἡμῖν) en ud over alle grænser overvældende evig vægt af herlighed.»

³⁴⁵ 2 Kor 12,7: «For at jeg ikke skal blive hovmodig på grund af mine store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel, for at han skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.»

³⁴⁶ 2 Kor 12,8–9.

³⁴⁷ 1 Pet 1,6–7. Dertil Luther IX, 1129 ff.

³⁴⁸ Sl 18,7; Es 26,16.

³⁴⁹ Rom 6,6; 1 Pet 4,1.

³⁵⁰ 2 Kor 4,16–18.

³⁵¹ Paulus som forbillede for dem, der bærer korset, 2 Kor 1,6. Thessalonikerne som forbillede for alle troende, 1 Thess 1,6–7: «I blev vores og Herrens efterfølgere (μιμηταί), da I modtog ordet under stor trængsel med Helligåndens glæde, så I blev et forbillede (τύποι) for alle dem, som tror, i Makedonien og i Akaja.» Walthers påmindelse til præsterne om også som korsbærere at være forbilleder for hjorden: Pastorale, s. 386.

³⁵² Til 1 Pet 1,7. St. L. IX, 1131.

5. Kraften til at bære korset. Den udleder Skriften af visheden om syndernes forladelse og om frelsen. Kun den kan rose sig af trængslerne i stedet for at gå til grunde i dem, i hvis hjerte Guds kærlighed er udgydt ved Helligånden, det vil sige: i hvis hjerte visheden bor om, at Kristus er død for os, mens vi endnu var syndere.³⁵³ Kun den kan agte denne tids lidelser ringe, som er viss på den herlighed, der skal åbenbares på ham.³⁵⁴ At dræbe lemmerne, som er på jorden, kan kun ske, når vi ved troen ved, at vort liv er skjult med Kristus i Gud.³⁵⁵ Kun den kan under verdens had og forfølgelse glæde sig og love Gud i stedet for blot at være bedrøvet og klage, som er viss på, at hans løn i himlen skal være stor.³⁵⁶ Den, der derfor ophæver visheden om nåden og frelsen ved i en eller anden form at gøre opnåelsen af nåden og frelsen afhængig af menneskers gerninger eller moralske præstationer, lader netop derved (eo ipso) ikke den kraft komme frem, som alene gør det muligt at bære korset. Luther: «Fordi han [mennesket] ikke er viss på det evige liv og ikke venter på det salige håb, kan han heller ikke være tilfreds eller have tålmodighed. Så snart det slår om, og det ikke går ham, som han vil, bliver han utålmodig og knurrer imod Gud.»³⁵⁷ Hvordan visheden om den evige herlighed på den anden side gør i stand til at bære korset, fremstiller Luther sådan:³⁵⁸ «Se blot, hvordan han [Paulus] vender ryggen til verden og vender ansigtet mod den kommende åbenbaring, som om han ingen steder på jorden så ulykke eller jammer, men kun lutter glæde. Sandelig, siger han, selv om det går os ilde, hvad er så vores lidelse mod den usigelige glæde og herlighed, som skal åbenbares på os? . . . Den, der kunne få dette sådan ind i hjertet, måtte sige: Om han så blev brændt og druknet ti gange, hvis det var muligt, var det dog slet intet mod det kommende herlige liv; for hvad er timelig lidelse, vare den så længe, den vil, mod det evige liv? . . . Sådan gør Sankt Paulus al lidelse på jorden til en lille dråbe og en lille gnist, men den herlighed, vi skal håbe på, til et uendeligt hav og en stor ild. . . . Med det ord, at han kalder det en herlighed, der skal åbenbares, viser han, hvor det skorter, når man så nødig lider, nemlig at troen endnu er svag og ikke vil se ind i den skjulte herlighed, som endnu skal åbenbares på os. For var det en herlighed, man så for øjnene, åh, hvor skulle vi dog være fine, tålmodige martyrer! Stod der nogen på den anden side af Elben med en kiste fuld af gyldner og sagde: Den, der vil vove det og svømmer herover, skal have kisten med gyldnerne – hvor skulle der så ikke blive en svømmen af alle og enhver for gyldnernes skyld, som man så for øjnene! . . . Derfor siger Sankt Paulus: Jeg ved visselig, at der er stillet os en stor herlighed i udsigt, som al lidelse på jorden slet intet er imod; men det skorter på, at den endnu ikke er åbenbaret. Var troen der, ville det være en ringe sag for os, om sådan lidelse så varede tredive, fyrre eller endnu flere år; ja, vi ville agte den for ringe til at komme med i regnskabet, blot vor Herre Gud også ville holde inde med sit regnskab, som han har med os for vore synders skyld. Ak, hvad vil man dog sige meget om store lidelser eller om lidelsens fortjeneste? Hvor aldeles uværdige kommer vi dog til så stor en nåde og usigelig herlighed, at vi ved Kristus bliver Guds børn og arvinger, Kristi brødre og medarvinger! Derfor kan vi nok sige: Jeg vil gerne tie om min lidelse og ikke rose mig meget af den eller skrige op om den, men tålmodigt bære alt, hvad min kære Gud sender mig og lægger på mig, og oven i købet takke ham af hele mit hjerte, fordi han har kaldet mig til så stor, overstrømmende godhed og nåde. Men som jeg har sagt: Det vil ikke gå ind for vores elendige, svage køds skyld, som lader sig bevæge mere af det nærværende end af det kommende. Derfor må Helligånden her være skolemester og sænke sådan trøst ned i hjertet.»³⁵⁹

³⁵³ Rom 5,5.8.

³⁵⁴ Rom 8,18.

³⁵⁵ Kol 3,3–5.

³⁵⁶ Matt 5,12; Luk 6,22.

³⁵⁷ St. L. IX, 956.

³⁵⁸ Til Rom 8,18. St. L. XII, 717 ff.

³⁵⁹ Jf. Walthers formaning til prædikanterne om at rette blikket mod det evige liv, så de ikke bliver trætte under korset. (Pastorale, s. 61 f.)

6. Korset og de kristnes synd. Man har også særskilt drøftet spørgsmålet, om de synder, som endnu hænger ved de kristne, skal regnes med til de kristnes kors. Spørgsmålet må besvares med ja. De kristne vil som kristne ikke disse synder. Når de synder, gør de det, som de hader,³⁶⁰ og de føler det at være solgt under syndens lov³⁶¹ som et smerteligt fangenskab, som en ulykke, de lider under, og som de gerne ville være befriet for. Ud af denne situation trænger klagen sig frem hos apostlen: «Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?»³⁶² Luther siger: «Den kære Sankt Paulus trækker det hellige kors gennem hele skabningen, så at himmel, jord og alt, hvad der er i dem, lider med os [de kristne]. . . . Skabningen må endnu sammen med os være underlagt tyrannerne, som misbruger vor ære, vort legeme og gods efter deres forgodtbefindende, ligesom Djævelen misbruger vore sjæle. Det må vi lide som dem, der på jorden er fanget i Djævelens rige. . . . Vi beder og råber med stor sukken og længsel i Fadervor: ’Komme dit rige!’, det vil sige: Hjælp, kære Herre, at din herlige tilkommelses salige dag snart må komme, så vi kan blive udfriet af den onde verden, Djævelens rige, og blive fri for den gruelige plage, som vi må lide udvortes og indvortes, både fra onde mennesker og fra vores egen samvittighed.³⁶³ Kvæl kun den gamle sæk, så vi dog engang får et andet legeme, som ikke er så fuldt af synd og tilbøjeligt til alt ondt og al ulydighed, som det er nu; et legeme, som ikke mere skal være sygt, lide forfølgelse og dø, men som, udfriet fra al legemlig og åndelig ulykke, bliver ligedannet med dit forklarede legeme, kære Herre Jesus Kristus, så vi endelig kan komme til vor herlige forløsning! Amen.»³⁶⁴

³⁶⁰ Rom 7,15: ὃ μισῶ, τοῦτο ποιῶ [det jeg hader, det gør jeg].

³⁶¹ Rom 7,14: πεπραμένος ὑπὸ τὴν ἁμαρτίαν [solgt under synden]. V. 23: «Jeg ser en anden magt i mine lemmer», αἰχμαλωτίζοντά με τῷ νόμῳ τῆς ἁμαρτίας τῷ ὄντι ἐν τοῖς μέλεσί μου [som tager mig til fange ved syndens lov som er i mine lemmer].

³⁶² Rom 7,24: ταλαίπωρος ἐγὼ ἄνθρωπος [Jeg ulykkelige menneske].

³⁶³ Også de synder, som de kristne ikke vil, optegnes i deres samvittighed som skyld, hvormed de fortjener den evige fordømmelse, og hvormed Djævelen vil drive dem til at fortvivle om Guds nåde. En kristen er for sine synders skyld altid i samvittighedsangst, og derfor beder han også uafladeligt den femte bøn, ikke blot formelt, men med inderlig længsel. (Jf. Luther, St. L. XV, 1551 ff.)

³⁶⁴ St. L. XII, 727. 728. 735.

15. Det kristne liv og bønnen

1. Den uopløselige forbindelse (nexus indivulsus) mellem det kristne liv og bønnen. Når et menneske ved troen er blevet retfærdigt for Gud og er trådt ind i barneforholdet til Gud, begynder det at tale med Gud. Denne personlige omgang mellem den kristne og Gud betegnes med navnet bøn. Definitionen på bønnen som «hjertets samtale med Gud» er skriftmæssig.³⁶⁵ Mundens ord er ikke ubetinget nødvendige for bønnen,³⁶⁶ men selvfølgelig heller ikke udelukket.³⁶⁷ Bønnen er som følge (consequens) af troen på syndernes forladelse i Kristus noget vedvarende (continuum), nemlig hjertets uafbrudte længsel mod Gud; for Helligånden, som ved troen har taget bolig i hjertet og er bønnens virkende årsag (causa efficiens), er ikke en hvilende kraft, men giver hjertet liv og bevægelse uden ophør.³⁶⁸ Derfor beder den kristne også, når han – som ofte under udførelsen af sit jordiske kald – ikke er sig bønnen bevidst, ja, også når han af sorg og smerte mener ikke at kunne bede.³⁶⁹ Man har træffende sammenlignet de kristnes bøn med pulsslaget i det naturlige liv. Luther siger: «Hvor en kristen er, dér er egentlig Helligånden, som ikke gør andet end altid at bede. For selv om han ikke altid rører munden eller laver ord, går og slår hjertet dog, ligesom pulsårerne og hjertet i legemet, uden ophør med sådan en sukken: Ak, kære Fader, gid dog dit navn må blive helliget, dit rige komme, din vilje ske hos os og hos alle osv. Og jo hårdere stødene og anfægtelsen og nøden trykker og driver, desto stærkere går også sådan sukken og bøn, også med munden. Så man kan ikke finde nogen kristen uden bøn, lige så lidt som et levende menneske uden puls, der aldrig står stille, men altid af sig selv rører sig og slår, selv om mennesket sover eller gør andet, så det ikke mærker den.»³⁷⁰ – Inddelingen af bønnen i taksigelse og bøn i snævrere forstand er tilstrækkelig.³⁷¹

³⁶⁵ Sl 27,8.

³⁶⁶ Es 65,24; Rom 8,26–27.

³⁶⁷ ApG 7,59; 16,25. Dertil Luther IX, 923.

³⁶⁸ Rom 8,14–15: De kristne πνεύματι θεοῦ ἄγονται [føres af Guds Ånd]. Luther (VIII, 361): «Det er en urolig Ånd midt i den højeste ro, det vil sige i Guds nåde og fred, så at han ikke kan være stille eller ledig, men altid kæmper og stræber derefter af alle kræfter som den, der alene lever for at bringe Guds ære og pris videre ud blandt folk.»

³⁶⁹ Luther IX, 922.

³⁷⁰ Til Joh 14,13–14. St. L. VIII, 363.

³⁷¹ Luther (X, 2204): «Over for Gud kan vi ikke handle på mere end to måder, nemlig med tak og med bøn. Med takken ærer vi ham for de goder og nådegaver, vi allerede har modtaget; med bønnen ærer vi ham for de goder og nådegaver, som vi herefter gerne ville have.» Også forbønnen for alle mennesker og for øvrigheden (1 Tim 2,1–3; Jer 29,7), for de troende (Ef 6,18) og for de vantro, også for fjenderne (Matt 5,44; Luk 23,34; ApG 7,60) osv., hører af sig selv ind under bønnen i snævrere forstand.

2. Bønnens forudsætninger. Som forudsætning for bønnen hos den bedende er Schleiermachers «følelse af absolut afhængighed» ikke nok, heller ikke Ritschls tro på det guddommelige forsyn.³⁷² Forudsætningen for det forunderlige faktum, at et menneske, som er jord og aske³⁷³ og tilmed en synder, taler med den majestætiske og hellige Gud, som et barn taler med sin far,³⁷⁴ er i hvert enkelt tilfælde den tro, som Helligånden har virket ved evangeliet: at Gud for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses skyld er nådigt stemt mod ham, den bedende, og både byder ham at bede og lover at bønhøre bønnen. Med andre ord: Bønnen har altid den kristne tro på retfærdiggørelsen som forudsætning.³⁷⁵ Kun hvor troen på syndernes forladelse for Kristi skyld er, dér er bønnen en bøn «i Kristi navn», og kun bønnen i Kristi navn har Guds bud og løftet om bønhørelse.³⁷⁶ Og kun ved denne bøn er frimodigheden til at bede til stede i menneskets hjerte. Luther siger til Joh 14,13–14, «at ingen uden for Kristus formår at bede et bogstav, som gælder for Gud og er ham behageligt, sådan som det står til med alle tyrkers, jøders, munkes og hykleres bøn».³⁷⁷ Man har indvendt herimod, at også sådanne bedende, som intet ved om Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, som hedningerne, ja, også sådanne, som afviser og bekæmper Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, som unitarerne, beder alvorligt og måske endda «ved kontemplation fordyber sig i Gud». Men al andagt og al bøn, som ikke flyder af troen på den forsoning, der er sket ved Kristus, hører hjemme på den naturlige følelses- og nervepirrings område. Den virkende årsag (causa efficiens) til sådanne bønner er ikke Helligånden, for Helligånden forherliger kun Kristus i hans forsoningsgerning,³⁷⁸ men Djævelen, som har sin virksomhed i alle vantro.³⁷⁹ Skriften siger udtrykkeligt: Hvad hedningerne ofrer – og dertil hører også deres bøn –, det ofrer de til dæmoner og ikke til Gud.³⁸⁰ Ritschl udtaler ganske vist den rigtige grundsætning: «Påkaldelsen af Gud som vor Fader ved Jesus Kristus adskiller den kristne religion fra alle andre.» Men fordi Ritschl netop fornægter det, hvorved den kristne religion adskiller sig fra alle andre religioner, nemlig den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria), mangler hans religion også forudsætningen for «påkaldelsen af Gud som vor Fader ved Jesus Kristus». Den indvending, at man dog også kan tænke sig Gud nådig uden Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, holder ikke. Skyldfølelsen i menneskets hjerte og samvittighed viger ikke for menneskelig tænkning, men kun for den tro på Kristi forsoningsoffer, som Helligånden virker, og hvorved Helligånden skriver Guds retfærdiggørende dom ind i hjertet i stedet for Guds fordømmende dom.³⁸¹ Luther taler sådan om bønnens forudsætning: «Hvor nådens Ånd er, dér gør han, at vi også kan og tør, ja, må begynde at bede. Derfor vil Kristus her sige: Når I tror på mig og har modtaget Ånden, ved hvem hjertet bliver forvisset om Guds nåde, som han har talt om ovenfor: ’Den, som har set mig, har set Faderen’, så vil det visselig følge, at I også må bede. For dette er den rette, egne og alene de kristnes gerning.³⁸² For før vi bliver kristne og tror, ved vi heller ikke, hvad og hvordan vi skal bede. Og selv om mennesket beder nok så inderligt,³⁸³ så er nådens Ånd dog ikke dér. For hjertet står dog kun sådan: Kære Herre, du ville også se på, at jeg lever sådan, lider så meget, eller på den og den helgens fortjeneste, fromme folks forbøn og gode gerninger. Dér er ingen tro på den guddommelige nåde og barmhjertighed ved Kristus, og hjertet bliver altid uvist, så det ikke kan slutte, at det visselig er bønhørt; det vil kun handle med Gud på grundlag af sin egen eller andre folks hellighed, uden Kristus, som om Gud skulle ydmyge sig for det og lade sin nåde eller hjælp aftvinge sig af os selv og således blive vores skyldner og tjener; så at det ikke kaldes nåde, men at fortjene vrede, og ikke at bede, men snarere at spotte Gud.»³⁸⁴ Om den uvished, som hænger ved enhver bøn, der ikke flyder af troen på Kristus, vidner også hedningernes og de romerskes battologi (tom ordgentagelse), for de mener, at de bliver bønhørt, når de bruger mange ord.³⁸⁵ – På Kristi retfærdighed eller, hvad der er det samme, på Guds nåde og barmhjertighed i Kristus, uden hensyn til nogen egen værdighed, har alle de hellige bedt.³⁸⁶ Sådan kommer også nu og indtil den yderste dag hos hvert enkelt menneske frimodigheden til bøn alene af tilliden til den forsoning, der er sket ved Kristus, og med blikket rettet mod Guds bud og Guds løfte, uden hensyn til egen værdighed eller uværdighed.³⁸⁷

³⁷² Ritschl, Unterricht in der christlichen Religion, § 54.

³⁷³ 1 Mos 18,27.

³⁷⁴ Matt 6,9.

³⁷⁵ Apologien, s. 142, 212: Nititur oratio misericordia Dei, quando credimus nos propter Christum pontificem exaudiri, sicut ipse ait: Quidquid petieritis Patrem in nomine meo, dabit vobis. In nomine meo, inquit, quia sine hoc pontifice non possumus accedere ad Deum [Bønnen hviler på Guds barmhjertighed, når vi tror, at vi bliver bønhørt for Kristi, ypperstepræstens, skyld, som han selv siger: Hvad I end beder Faderen om i mit navn, vil han give jer. «I mit navn», siger han, for uden denne ypperstepræst kan vi ikke træde frem for Gud].

³⁷⁶ Joh 16,23; 14,13–14.

³⁷⁷ St. L. VIII, 362; IX, 922 f.

³⁷⁸ Joh 16,14.

³⁷⁹ Ef 2,2.

³⁸⁰ 1 Kor 10,20. Dette gælder naturligvis også om _Sokrates_' bøn, som vi finder omtalt hos Xenofon (Memorab. I, 3, 2) og hos Platon (Phaidon, til sidst). Sokrates' sidste ord var: «Vi skylder endnu Asklepios en hane; offer den endelig, og glem det ikke!» At Djævelen netop også i Sokrates var den, der virkede (ὁ ἐνεργῶν), træder især frem i hans dydsstolthed. Jf. det, den store Sokrates-beundrer Funke skriver i Real-Schullexikon V, 374.

³⁸¹ I øvrigt fortælles det både om Horace Bushnell og om Ritschl, at de på dødslejet vendte tilbage til bøn på grundlag af den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria). Jf. II, 442 ff.

³⁸² Augustin: Si fides in Christum deficit, oratio perit [Svigter troen på Kristus, går bønnen til grunde]. Hos Quenstedt II, 1438.

³⁸³ nemlig set på den udvortes gerning, som hos hedninger, romerske, unitarer osv.

³⁸⁴ VIII, 361 f.

³⁸⁵ Matt 6,7. Luther, Den Store Katekismus, s. 466, 25. De romerskes rosenkrans. De tibetanske buddhisters bedehjul.

³⁸⁶ Dan 9,18.

³⁸⁷ Quenstedt (II, 1438) minder med rette om: Caveant precantes, ne in dubium vocent Dei potentiam, quasi iuvare non possit, licet velit, aut benevolum eius affectum, quasi nolit iuvare, licet possit, sed certo statuant, Deum et posse et velle iuvare [De bedende skal vogte sig for at drage Guds magt i tvivl, som om han ikke kunne hjælpe, skønt han ville, eller hans velvillige sindelag, som om han ikke ville hjælpe, skønt han kunne; men de skal visselig fastholde, at Gud både kan og vil hjælpe]. Men uden den personlige tro (fides specialis), qua credit unusquisque [hver enkelt for sin egen person] sibi remitti peccata propter Christum et Deum placatum et propitium esse propter Christum [hvorved hver enkelt tror, at synderne forlades ham for Kristi skyld, og at Gud er forsonet og nådig for Kristi skyld] (Apologien, s. 94, 45), tror ingen, at Guds magt (potentia Dei) træder i virksomhed for hans skyld, og at Guds velvillige sindelag (benevolus Dei affectus) gælder ham.

3. Værdien og virkningen af de kristnes bøn. Fordi Gud kun opholder verden for de kristnes skyld, nemlig for at de kan udøve deres kristne kald,³⁸⁸ og fordi de kristnes vilje, som kommer til udtryk i deres bøn, falder sammen med Guds vilje, der opholder og styrer alt,³⁸⁹ er det en selvfølge, at de kristne med deres bøn som redskab (instrumentaliter) opholder og styrer hele verden. Alt, hvad der sker i kirke og verden, formidles gennem de kristnes bøn. Skriften går her i enkeltheder. At Guds ord trods verdens fjendskab har sin gang i verden,³⁹⁰ at f.eks. apostlen Paulus finder en åben dør, taler Ordet med frimodighed³⁹¹ og bliver reddet ud af fare,³⁹² sker ved de kristnes bøn. Ved de kristnes bøn formidles også det borgerlige samfunds beståen og velfærd,³⁹³ fredens bevarelse og genoprettelse,³⁹⁴ ja, også de blodtørstiges og falskes undergang.³⁹⁵ Man må blot ikke glemme, at de kristne ifølge Skriftens lære gør det samme, som Kristus gør, eller mere præcist udtrykt: at det, Kristus virker som virkende årsag (causa efficiens), gør han samtidig også ved de kristne som redskabsårsag (causa instrumentalis). Luther: «Man må ikke skille hovedet og dets lemmer fra hinanden, det vil sige Kristus og hans apostle og hele kristenheden. Enhver enkelt kristen er en sådan mand, som Herren Kristus selv har været på jorden, og udretter så store ting, at han kan styre hele verden i guddommelige sager, hjælpe og gavne enhver og gøre de største gerninger, som sker på jorden. For han er også for Gud agtet højere end hele verden, så at Gud for hans skyld giver og opholder verden alt, hvad den har; så at hvis der ikke var kristne på jorden, ville ingen by eller intet land have fred, ja, alt, hvad der er på jorden, ville blive ødelagt af Djævelen på én dag. Men at der endnu vokser korn på marken, og at folk bliver raske og har deres føde, fred og beskyttelse, det har de alt sammen de kristne at takke for. Vi er vel fattige tiggere, siger Sankt Paulus i 2 Kor 6,10, men dog sådanne, som gør mange rige; som vel intet ejer og dog har alt. Og det er også sandt: Hvad konger, fyrster, herrer, borgere og bønder har i verden, det har de ikke for deres gule hårs skyld, men for Kristi og hans kristnes skyld. . . . Herrer, borgere og bønder må have deres land og folk, magt, ære og gods for de kristnes skyld, som bor hos dem, selv om de ikke erkender det og takker dårligt for det. . . . Derfor er de kristne lutter hjælpere og frelsere, ja, verdens herrer og guder, ligesom også Gud i 2 Mos 7,1 siger til Moses: ’Jeg har sat dig til en gud over Farao.’ Derfor siger også den 8. salme: ’Alt har du lagt under hans fødder’, nemlig kejsere, konger, fyrster, magt, ære og gods, ja, også kvæget på marken, okser, får, vilde dyr, fuglene under himlen og fiskene i vandet. Det vil han heller ikke have glemt at vise: Hvad verden har og formår, det har de til len af tiggerne, som intet ejer og dog har alt; og alt, hvad Gud giver verden, det giver han for deres skyld, så at det alt sammen hedder de kristnes gerninger og undere, som de driver indtil den yderste dag; så at når de holder op, vil Gud også gøre ende på verden og brænde alt op med ild. . . . Verden gaber kun efter det, der ser højt og stort ud, er rigt og mægtigt og farer frem i herligt væsen og pragt, og kan dog ikke erkende, hvorfra de har det. Men er du døbt, siger Kristus, og tror på mig, så er du den mand, som har og formår langt mere og større ting, ja, som gør netop de gerninger og endda større, end jeg nu gør.³⁹⁶ For jeg vil gøre jer, som tror på mig, til sådanne herrer, at jeres gerninger skal gælde og udrette mere end nogen konges eller herres på jorden; så at I skal skabe og udrette, hvad I vil, og hjælpe mig med at regere både åndeligt over sjælene til frelse og også legemligt ved jeres bøn opnå og opholde alt, hvad der er på jorden, så at de må tage og have alt af jer og således nyde godt af jer uden at vide det.»³⁹⁷

³⁸⁸ Matt 24,14.

³⁸⁹ Hvad de kristne beder om, beder de om κατὰ τὸ θέλημα αὐτοῦ [i overensstemmelse med hans vilje], 1 Joh 5,14.

³⁹⁰ 2 Thess 3,1.

³⁹¹ Kol 4,2–4; Ef 6,19–20.

³⁹² Rom 15,30–32.

³⁹³ Jer 29,7.

³⁹⁴ 1 Tim 2,1–3; Sl 76,7.

³⁹⁵ Sl 5,7.11; 55,24.

³⁹⁶ nemlig i fornedrelsens stand.

³⁹⁷ Til Joh 14,12. St. L. VIII, 350–356.

4. Genstanden for den kristnes bøn. På spørgsmålet om, hvad den kristne skal og kan bede om, må der først svares: om alt, hvad der er dækket af Guds vilje og Guds løfte. Hvad Gud har befalet os at bede om og lovet at give, skal være genstand for vores bøn. Derfor også tilsagnet om, at de kristne opnår alt, hvad de beder om: «Alt hvad (πάντα ὅσα) I beder om i jeres bøn, skal I modtage når I tror.»³⁹⁸ Vi har ingen ret til at indskrænke det πάντα ὅσα, som Skriften betoner så stærkt. Men vi må ikke glemme, at de kristnes vilje, for så vidt de er kristne, helt og fuldt falder sammen med Guds vilje, og at de derfor ikke beder Gud om, hvad der falder dem ind, men kun om det, som de har Guds bud og løfte for. Ganske vist gør egenviljen sig endnu gældende i de kristne, for så vidt de har kødet på sig. Men for så vidt det er tilfældet, giver de kristne på forhånd (a priori) afkald på, at deres bøn bliver hørt, fordi deres bøn står under hovedreglen: «Dog ikke som jeg vil, men som du vil.» Vore menighedsordninger indeholder som regel i en eller anden form den bestemmelse, at enhver menighedsbeslutning, der strider mod Guds ord, på forhånd skal være ugyldig. Sådan optager også enhver kristen på forhånd i sin bøn den bestemmelse, at enhver bøn skal være ugyldig, for så vidt der i den bedes om noget, som ikke er dækket af Guds vilje og derfor heller ikke af Guds løfte. Dette forhold kommer til udtryk i 1 Joh 5,14: «Og dette er den tillid som vi har til ham, at hvis vi beder om noget i overensstemmelse med hans vilje (κατὰ τὸ θέλημα αὐτοῦ), hører han os.» Derfor er det også helt rigtigt, når svaret i katekismerne på spørgsmålet «Om hvad og med hvilken forskel skal vi bede?» lyder sådan eller lignende: «Om de åndelige goder, som er nødvendige for vores frelse, skal vi bede uden betingelse, men om de øvrige goder med den betingelse, at Gud vil give os dem, hvis det tjener til hans ære og vores frelse.»³⁹⁹ Det er rigtigt, fordi Guds nåde, det vil sige syndernes forladelse, liv og salighed, under alle omstændigheder er garanteret ved Guds løfte og Guds vilje. Det ser vi af Guds svar «Min nåde er dig nok», da Paulus tre gange forgæves bad om at blive fri for det tunge kors.⁴⁰⁰ Ganske vist findes der tilfælde, hvor kristne også i legemlige ting har bedt ubetinget, sådan som Luther i 1540 ubetinget bad om Melanchthons liv. Luther siger selv: «Dér måtte vor Herregud holde for; for jeg smed ham sækken for døren og gned ham ørerne med alle hans løfter om, at han vil høre bøn, så mange jeg kunne opregne fra Den Hellige Skrift, så han måtte høre mig, hvis jeg ellers skulle kunne stole på hans løfter.»⁴⁰¹ Men disse tilfælde hører ind under den heroiske tro (fides heroica) og falder ikke ind under den almindelige regel. De opstår i enkeltes bønsliv ved særlige lejligheder, og det røber en uåndelig dristighed at benægte dem.⁴⁰² — For Fadervor gælder det, fordi Kristus selv har lært os bønnen, hvad Luther siger i Den Store Katekismus: «Desuden skal det også lokke og drage os, at Gud ud over budet og løftet kommer os i forkøbet og selv sætter ordene og måden og lægger os i munden, hvordan og hvad vi skal bede, så vi kan se, hvor inderligt han tager sig af vores nød, og aldrig tvivle på, at en sådan bøn behager ham og visselig bliver hørt. Det er en meget stor fordel frem for alle andre bønner, som vi selv kunne udtænke. For da ville samvittigheden altid stå i tvivl og sige: Jeg har bedt, men hvem ved, hvordan det behager ham, eller om jeg har ramt det rette mål og den rette måde? Derfor findes der på jorden ingen ædlere bøn end det daglige Fadervor, fordi det har så fortrinligt et vidnesbyrd om, at Gud inderlig gerne hører det; det skulle vi ikke bytte for hele verdens gods.»⁴⁰³ Bøn til de afdøde helgener er dårskab,⁴⁰⁴ afgudsdyrkelse⁴⁰⁵ og bespottelse af Kristi fuldkomne fortjeneste og af den Gud, der for Kristi skyld er fuldkommen nådig.⁴⁰⁶ Også bønnen til englene er udtrykkeligt forbudt i Skriften.⁴⁰⁷ Det blev udfoldet nærmere i læren om Gud og om englene. At Kristus også efter den menneskelige natur tilkommer guddommelig ære på grund af den personlige forening (unio personalis), blev vist i læren om Kristi person.⁴⁰⁸ — Hvad angår den «frie bøn» («hjertebønnen») og bønnen i fastlagt form (den formulerede bøn), bør man ikke sige, at den frie bøn i sig selv står højere.⁴⁰⁹ Også den frie bøn er udsat for misbruget i form af «mekanisk plapren» og tomt ordgyderi (battologi), som erfaringen fra mange vækkelsesmøder viser.⁴¹⁰ — Hvad fagterne ved bønnen angår, er Luthers påmindelse nok: «Det ligger der ingen stor magt på, om man står, knæler eller kaster sig ned; for det er legemlige skikke, hverken befalet eller forbudt som nødvendige; ligesom andre også løfter hovedet og øjnene mod himlen, folder hænderne og slår sig for brystet; blot må man ikke foragte dem, fordi Skriften og Kristus selv roser dem (Ef 3,14; 1 Tim 2,8; Joh 17,1). Dog er det heller ikke ilde gjort, når en, der binder neg på marken eller ligger i sengen, beder alene med hjertet.»⁴¹¹

³⁹⁸ Matt 21,22; Mark 11,24; Joh 14,13–14; 16,23; Matt 7,7–8.

³⁹⁹ Kurze Auslegung des Kl. Katech., St. Louis, spm. 212. Dietrichs Kl. Katech., St. Louis, spm. 348–349.

⁴⁰⁰ 2 Kor 12,9.

⁴⁰¹ Köstlin, Luthers Leben II, 515.

⁴⁰² Jf. Roos, Reformationsgeschichte, Tübingen 1782, bd. II, s. 472, anm.; om den heroiske tro (fides heroica) ved helbredelse af legemligt besatte jf. Walther, Pastorale, s. 294. Quenstedt (II, 1439): Extant exempla heroica imprecationum certorum quorundam hominum, divino zelo impulsorum, quae non sunt temere imitanda. [Der findes heroiske eksempler på forbandelser fra visse bestemte mennesker, som var drevet af guddommelig nidkærhed; dem skal man ikke uden videre efterligne.] Som eksempel anfører Quenstedt Elisas bøn mod drengene fra Betel, 2 Kong 2,23–24.

⁴⁰³ Müller, s. 465 f.

⁴⁰⁴ Es 63,16; 1 Kong 8,39.

⁴⁰⁵ Matt 4,10.

⁴⁰⁶ 1 Tim 2,5–6; Rom 8,34; 1 Joh 2,1–2; Rom 8,31–32.

⁴⁰⁷ Åb 19,10; 22,8–9.

⁴⁰⁸ II, 237 ff.

⁴⁰⁹ Nitzsch-Stephan, Ev. Dogmatik, s. 131.

⁴¹⁰ Den, der skal bede offentligt og har tid til at forberede sig, må endelig ikke glemme den omhyggelige forberedelse. Jf. D. Walthers «Ansprachen und Gebete in Gemeindeversammlungen», St. Louis, Mo., Concordia-Verlag, udgivet efter Walthers død af fællesmenigheden. Den, der læser disse bønner, får det indtryk, at den omhyggelige forberedelse ikke har gjort bønnernes inderlighed noget afbræk. Fra amerikanske reformerte kredse udtaler Hodge sig sådan: Public prayer, it is often said, is the weak point in the Presbyterian Sabbath service. This is probably true. That is, it is probably true that there are more good preachers than good prayers. The main reason for this is that the minister devotes a great part of the labor of the week to the preparation of his sermon, and not a thought to his prayers. It is no wonder, therefore, that the one should be better than the other. [Den offentlige bøn, siges det ofte, er det svage punkt i den presbyterianske sabbatsgudstjeneste. Det er sandsynligvis rigtigt. Det vil sige: Det er sandsynligvis rigtigt, at der er flere gode prædikanter end gode bedere. Hovedgrunden er, at præsten bruger en stor del af ugens arbejde på at forberede sin prædiken og ikke skænker sine bønner en tanke. Det er derfor ikke underligt, at det ene er bedre end det andet.] (Systematic Theology, III, 707.) Ligeledes må det på det kraftigste anbefales, at præsten også i den private sjælesorg, fx ved besøg hos syge, anfægtede osv., forbereder den bøn, han skal bede, når han kender situationen på forhånd. Det siger sig selv, at præsten ved Guds nåde også burde være i stand til at bede belærende og opbyggeligt uden forberedelse (ex tempore). Faren for at «fortabe sig i almindeligheder» kan man undgå ved at gøre et skriftord, der passer til situationen, til en bøn. Erfaringen viser, at nye præster ikke sjældent er fyldt med ængstelse over for den uforberedte bøn. Den bedste forberedelse til at bede ex tempore er, at de studerende allerede i studietiden fører et bønsliv og vænner sig til i en kort lovprisning eller bøn at tale med Gud om særlige begivenheder, der møder dem, hvad enten de er glædelige eller sørgelige. Det kan også ske på spadsereture.

⁴¹¹ Til Joh 17,1. St. L. VIII, 748. Quenstedt (II, 1440 f.): Gestus etiam corporis in precibus adhibendus est, qui et divini numinis reverentiam, seriam veramque humiliationem coram Deo testetur et animi attentionem in sacro hoc exercitio iuvet. [Også legemets holdning skal tages i brug ved bønnen; den skal både vidne om ærefrygt for Guds majestæt og om en alvorlig og sand ydmygelse for Gud og hjælpe sindets opmærksomhed i denne hellige øvelse.]

16. Det kristne liv er et liv i forventning om den yderste dag

I sin prædiken om de kristnes håb⁴¹² beskriver Luther de kristnes liv på jorden som et liv, der leves med blikket rettet mod den yderste dag. Denne beskrivelse er helt skriftmæssig. Ligesom de troende i Det Gamle Testamente på grundlag af Guds løfter ventede på Kristi tilsynekomst i kødet,⁴¹³ sådan beskrives de troende i Det Nye Testamente som folk, der venter på Kristi herlige tilsynekomst på den yderste dag. Og det kendetegner ikke de kristne først ved livets afslutning; men så snart mennesker er kommet til tro på Kristus og derved er kommet i besiddelse af deres evige arvelod i himlen, er deres blik rettet mod den dag, da deres frelser skal komme synligt til syne og tage dem med sig ind i den evige herlighed. Apostlen skriver til korintherne, der netop var kommet til tro, at de ikke mangler nogen nådegave og kun venter på åbenbaringen af vores Herre Jesus Kristus, ἀπεκδεχομένους τὴν ἀποκάλυψιν τοῦ κυρίου ἡμῶν Ἰησοῦ Χριστοῦ.⁴¹⁴ Sådan også Tit 2,13: «mens vi venter (προσδεχόμενοι) det salige håb og den store Guds og vores frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.» Også Fil 3,20: «For vores borgerskab har vi i himlene hvorfra vi også venter (ἀπεκδεχόμεθα) vores frelser, Herren Jesus Kristus.» Ligesom _ἀγαπητοὶ θεοῦ, κλητοὶ ἅγιοι_⁴¹⁵ [elskede af Gud, kaldet til at være hellige] og _ἐπικαλούμενοι τὸ ὄνομα κυρίου_⁴¹⁶ [som påkalder Herrens navn] er en betegnelse for de kristne, sådan er også ἀπεκδέχεσθαι og προσδέχεσθαι τὸν κύριον [at vente på Herren] osv. en titel på de kristne. Men Skriften bliver ikke stående ved dette almindelige kendetegn; den stiller det hele kristenliv, i al dets gerning og i dets lidelser, i den yderste dags lys. Fordi de venter på deres Herre, er de kristne flittige i gode gerninger,⁴¹⁷ især i forkyndelsen af evangeliet;⁴¹⁸ de holder sig uplettede af verden,⁴¹⁹ vogter sig for den sorgløshed, der herskede på Noas tid,⁴²⁰ vandrer gennem denne verden som fremmede og udlændinge,⁴²¹ bruger denne verden uden at misbruge den,⁴²² er milde, fordi de overlader hævnen til Herren, der kommer til syne,⁴²³ ligner de kloge jomfruer, der har olie i deres lamper,⁴²⁴ agter denne tids lidelser ringe,⁴²⁵ ja, så ringe, at de i stedet for at græde endog glæder sig,⁴²⁶ og er frimodige midt i døden.⁴²⁷ Kort sagt: For så vidt de kristne vandrer med den yderste dag for øje, får deres liv så at sige af sig selv den rette skikkelse.⁴²⁸ Det må både de enkelte kristne og især prædikanterne huske. Ganske vist retter Skriften også de kristnes blik mod en salig død.⁴²⁹ Men først og fremmest og i sidste ende skal ethvert kristenliv have sin retning fra blikket mod Kristi genkomst.

⁴¹² Over Tit 2,13: «Vi skal vente på det salige håb og den store Guds og vores frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.» Det var en gæsteprædiken, som Luther holdt i Kemberg i august 1531. (St. L. IX, 930 ff. E. A.¹ 19, 328 ff.)

⁴¹³ Zakarias’ lovsang, Luk 1,67–79; Simeons, Luk 2,29–32. Beskrivelsen af Simeon som προσδεχόμενος παράκλησιν τοῦ Ἰσραήλ [som forventede Israels trøst], v. 25, og af alle de troende i Israel som προσδεχόμενοι λύτρωσιν [som forventede forløsning], v. 38.

⁴¹⁴ 1 Kor 1,7.

⁴¹⁵ Rom 1,7; 1 Kor 1,2.

⁴¹⁶ ApG 9,14; 1 Kor 1,2; 2 Tim 2,22; ApG 9,21.

⁴¹⁷ Matt 24,45 ff.; 25,14 ff.; Luk 12,35 ff.

⁴¹⁸ Matt 24,14.

⁴¹⁹ Tit 2,12–14.

⁴²⁰ Matt 24,36 ff.

⁴²¹ 1 Pet 2,11; Hebr 13,14.

⁴²² 1 Kor 7,31.

⁴²³ Fil 4,5.

⁴²⁴ Matt 25,1 ff.

⁴²⁵ Rom 8,18.

⁴²⁶ Rom 8,18; Luk 6,23; Matt 5,12; 1 Pet 4,12–13.

⁴²⁷ 1 Thess 4,13–18.

⁴²⁸ Et eksempel: Præsten ved som sjælesørger, at han i praksis ofte kan afslutte det trælse «dans- og teaterspørgsmål», som giver anledning til lange teoretiske drøftelser, med et spørgsmål som dette: «Hvilket sted og hvilket selskab vil du gerne findes i, når din frelser kommer til syne?»

⁴²⁹ Fil 1,21–23; Luk 23,43.

Luther har behandlet dette emne udførligt (ex professo) i den førnævnte prædiken. Vi anfører her nogle af hovedtankerne. Luther kalder det «den kristne kunst og det rette mesterstykke» at «vende ryggen til dette nuværende liv som det, der forgår, og altid have hint tilkommende liv for øje og fast og visst håbe på det som det, der bliver evigt, og som vi hører til». «Vi kristne har ikke vort borgerskab, vor vandel og bolig i denne verden, men i himlen er vort borgerskab, vor vandel og bolig.» Men Luther minder også om, hvor svært denne trosartikel er at omsætte i praksis: «Dette er ret lært, men ikke hurtigt lært; ret prædiket, men ikke hurtigt troet; fint formanet, men ikke let fulgt; godt sagt, men ilde gjort. . . . Vil vi ellers skrifte ærligt, må vi selv bekende, at vi sjældent tænker på, at vi til sidst må herfra og forlade dette liv, og at vi skal skikke os sådan, at vi ved, hvor vi vil blive. Desuden slår forsagtheden også til, så vi altid frygter døden, sørger og mister modet, når det går os ilde. Det er et tegn på, at vi ikke venter på det salige håb, som vi burde.» Men ingen kristen kan fritages for at lære denne artikel: «Den, der ikke retter og skikker sit hjerte mod hint uforgængelige liv og bliver hængende alene ved dette timelige, forgængelige liv, han forstår ikke, hvad dåb, evangelium, Kristus og tro er. Vi er ikke døbt til dette liv og hedder heller ikke kristne, for at vi skal være borgere, bønder, herrer, tjenere, fruer og tjenestepiger, regere og lade os regere, arbejde og holde hus; men dertil er vi døbt, og dertil hører vi evangeliet og tror på Kristus, at vi skal forlade alle disse stænder (selv om vi her på jorden, så længe Gud vil, må leve i dem og tjene Gud, enhver efter som han er kaldet af Gud) og fare ud af denne verden til et andet væsen og liv, hvor der hverken er tjener eller herre, hverken tjenestepige eller frue, hverken kvinde eller mand, men hvor vi alle er lige og én i Kristus Jesus, Gal 3,28; sådan begynder denne lighed her i troen, men fuldendes dér i skuen, 1 Kor 15,53, hvor der ingen død er, men lutter evigt og uforgængeligt liv, ingen synd, men lutter retfærdighed og uskyld, ingen frygt eller sorg, men lutter tryghed og glæde, intet herredømme, ingen øvrighed eller magt, men hvor Gud alene skal være alt i alle; kort sagt, hvor Gud og Kristus selv er sammen med alle sine udvalgte og hellige. Til et sådant evigt liv er vi døbt, dertil har Kristus forløst os ved sin død og sit blod, og dertil har vi fået evangeliet. Så snart man løfter et barn op fra dåben og giver det dåbsskjorten på, bliver det fra samme stund indviet til det evige liv, så det fra nu af hele sit liv kun skal være en pilgrim og gæst i denne verden og skikke sig sådan, at det har i sinde at forlade dette timelige liv og altid håber og venter på hint uforgængelige liv.»