De sande kristnes salige fred

1. At have en virkelig og grundfæstet fred i samvittigheden – at have fred med Gud, Guds fred – det er dog de troende nådebørns egen lykke og salighed på jorden, som er forbeholdt netop dem, og som ingen anden kan tage eller rose sig af – og en lykke, som tusind gange overgår al anden lykke i verden. Åh, det er et halvt himmerige på jorden, som Luther siger: et paradis i jammerdalen, et «dagligt gæstebud». Gud være evigt lovet!

2. Falske kristne har nok også en slags fred, i det mindste til tider; men ak, en ulykkelig fred, en uhyggelig fred – en fred, der ender i evig kval! Tænk på, hvad det er for en fred, når den kun bygger på, at de ikke kender den skjulte dom, der hviler over dem i det høje – en fred, som kun kan bevares, hvis de flygter fra en grundigere eftertanke over deres tilstand og vogter sig for at standse op og alvorligt tænke på Gud, døden, dommen og evigheden! Tænk, hvilken fred: at de – for eksempel som almindelige verdensmennesker – «regner Gud for intet i alle deres tanker», elsker verden og de ting, som er i verden, mere end Gud og – har fred! Misbruger Guds navn, vanhelliger hans sabbat og – har fred! Lever uhæmmet videre i deres lyster, i øjnenes begær, kødets begær og et hovmodigt levned og – har fred! Ved intet om nogen omvendelse, ny fødsel, forsoning med Gud, men foragter alt sådan noget og – har fred! Eller i selvvalgt religiøsitet, uden nogen sand genfødsel, sket efter Guds ord, tager de sig al slags trøst fra nådens rige, men er uden «bryllupsklædning» og – har fred! Har et godt sindelag, har religiøse øvelser, bøn, betragtninger, barmhjertighedsgerninger, har altså lamper og går brudgommen i møde, men uden olie i deres kar, uden den tro, som virker et nyt liv, fred, glæde, kærlighed, bekendelse og udgang fra verden; nej, de går deres egen middelvej mellem Kristus og Belial og – har fred! Åh, en uhyggelig fred, som kun varer, så længe brudgommen ikke viser sig!

3. Men under en sådan fred skjuler der sig også som regel en jamrende, til tider skrigende ufred, en uhyggelig anelse, uvished, utryghed, frygt for døden, bæven for Gud. «De ugudelige har ingen fred, siger min Gud» (Es 57,21). De siger til sig selv og hinanden: «Fred, fred», og der er ikke fred; de siger til sig selv: «Det står godt til, det står godt til», og dog står det ikke godt til (Ez 13,16; Jer 6,14). Kommer pesten eller koleraen, så er det slut med freden; så løber og skynder de sig, som lige før var så stærke og modige, til bønnebogen, kirken, sakramentet og præsten, som om disse nu i en fart kunne frelse dem fra den Helliges vrede. Så vidner de da om, at de ugudelige ikke har fred.

4. Lige så ynkeligt er det fat med mange vakte sjæle. De mener det godt og er alvorlige i deres søgen efter frelse, har forladt verdens brede vej, bruger Guds ord, bøn og betragtninger, fører en ynkelig kamp mod visse synder, mod deres hjerte og deres tanker, og sukker og venter på nåde og fred; men med alt dette får de ingen fred, ingen varig og grundfæstet fred, ingen virkelig vished om, at de har Guds nåde. Efter en flygtig følelse af glæde i hjertet følger snart igen en lige så pinefuld uvished om nåden, frygt og utryghed, især hvis en pludselig sygdom truer dem med det sidste afgørende skridt, døden. Det er en meget bedrøvelig tilstand.

5. Nu spørger man: Når Skriften derimod siger: «Stor fred for mine børn; de skal bo i fredens bolig og i skøn ro» osv., og når man også virkelig ser et folk, som har en stor, salig fred i deres hjerter – en fred, som sommetider stråler ud af deres øjne og strømmer ud af deres mund i glad bekendelse, så de lover og priser den store nåde, trøst og glæde, de har fået i deres Gud – hvad er der så sket med dem, hvorfra har de deres salige fred? Apostlen Paulus svarer i alles navn i Romerbrevets 5. kapitel på følgende måde:

v. 1. Da vi nu er blevet retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.

6. For Kristus led døden for os syndere, mens vi endnu var svage, til rette tid.

9. Så vil vi da meget mere blive frelst fra vreden ved ham, da vi er gjort retfærdige ved hans blod.

10. For når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender, så vil vi meget mere, nu da vi er forsonet, blive frelst ved hans liv.

6. Her er hemmeligheden! Her er den dybe, evige grundvold for de kristnes forunderlige fred! Og her er det åbenbaret, hvad der fattes de arme hjerter, som savner freden. Apostlen siger ikke: Fordi vi er, som vi bør være, fordi vi er så fromme og gode; nej, han siger: «Fordi vi er blevet retfærdige af tro» – «fordi Kristus led døden for os syndere» – «fordi vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender, og derfor nu meget mere bliver frelst fra vreden, derfor har vi fred med Gud». Vores fred og trøst er ikke den, at vi ikke har gjort noget ondt, at vi er retfærdige i os selv, at ingen synd anfægter os; nej, tværtimod er vi sådanne syndere, at vi har fortjent døden og bæver for den evige vrede. Men se, efter at vi i denne nød forgæves havde søgt hjælp og trøst og fred ad alle andre veje, er det til sidst blevet åbenbaret for os, at Kristus led døden for os syndere – det er blevet vores sidste, vores eneste, men store, tilstrækkelige og evige trøst, at vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender – og at, selv om synden stadig raser i vores kød, og samvittigheden vil forskrække os, «vi dog nu meget mere bliver frelst fra vreden ved Kristus, da vi er gjort retfærdige ved hans blod». Det har vi nok længe vidst og bekendt, men altid på en kraftløs måde, uden at det nogen sinde gav fred og liv; men endelig behagede det den barmhjertige Gud ved sin Ånd at give os den dyrebare gave, troen, den levende, virkelige tro, som gav liv og fred, fortroligt venskab med Gud, vished om hans nåde og ro i samvittigheden. Det er det, apostlen siger: «Da vi nu er blevet retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.»

7. Se, du velmenende, søgende sjæl, det er sandelig meget smukt, ja vigtigere og mere nødvendigt end alt, hvad der er i verden, at du så alvorligt øver din gudsfrygt, flittigt og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, alvorligt kæmper mod det onde og jager efter det gode; men du savner alligevel fred med Gud, du er ikke vis på hans nåde, nej, du er urolig og bævende. – Ja, ja, det er heller ikke uden grund; du kan også virkelig blive fordømt med al denne fromhed. Der kræves noget langt højere for at bestå for den hellige Gud og i dommens ild; det siger din samvittighed dig også. Der kræves noget større end alle frommes fromhed, alle helliges hellighed – her slår intet mindre til end det, som apostlen nævnte: Kristi, Guds Søns, død, og at være iklædt ham ved troen – at være retfærdig af tro og have fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus. Her kræves det, at dit hjerte har fået den trøst, at du af hjertet kan sige: Kristus er død for mig, for mig, det sætter jeg min lid til; ikke til, at jeg er from, troende, alvorlig, men til, at Kristus er from, at Kristus er hellig og fuldkommen, at Kristus både har holdt loven og lidt døden, som var syndens løn; det skete for mig, det slog også til for alle mine synder, det er nok, evigt nok, det trøster jeg mig ved.

8. At du aldrig har fået fred, kommer altså af, at du har villet blive retfærdig og salig i dit eget navn, i dig selv; men hvis det havde været muligt, så var Kristus død forgæves (Gal 2,21). Du har ikke erfaret, hvad den rette tro vil sige. Der er stor forskel på tro og tro. Du har måske udmærket kendt og tilsluttet dig læren om Kristus og forsoningen og ment, at når du ikke tvivlede på den, så havde du jo også troen. Men dit sind har været sådan, at du tænkte: Kristi fortjeneste er nok i orden, den fejler intet, men fejlen er hos mig, det er hos mig, der skal rettes op – og så har du med begge øjne været vendt bort fra Kristus og ind i dig selv. Hvordan var det så muligt, at du skulle få fred? Hvordan kunne du så have den rette tro? – Nu er det ganske vist sandt, at alt er i orden med Kristi forsoning, og at fejlen er hos dig; men du forstod ikke, at den fejl hos dig er så stor, at den ikke kan rettes op med alt arbejde på dig selv, at den aldrig kan rettes op på anden måde, end at du fortvivler over dig selv og al din forbedring og søger din frelse i Kristus alene. Fejlen, hvorfor du ikke har fået fred, har været, at du troede, at alt måtte bødes på hos dig, før du kunne have fred; at du ikke har troet eller forstået, hvor fortabt det står til med dig, og hvordan alt er fuldbragt og bødet på i Kristus. Du har nok følt, at du var en stor synder, men ikke en helt fortabt synder; og om Kristus har du nok troet, at han frelser store syndere, men ikke sådanne, som du hidtil har været. Eller hvis du også har troet, at han frelser sådanne som dig, har du dog endnu ikke for dit eget vedkommende troet, at også du nu i Lammets død og blod var salig, hellig, ren og god nok, havde fået tilgivelse for alt og var et Guds barn; men du har nøjedes med at være uden denne trøst og ventet enten på en eller anden forbedring eller på en følelse, der skulle komme og sige dig, hvornår du havde nåde. Det er de almindeligste grunde til, at søgende sjæle ikke får fred. Andre ligger også i endnu mere kødelig sikkerhed, har endnu noget, der er vigtigere for dem end Guds nåde, har afguder og yndlingssynder, som de ikke vil skilles fra – og så er det godt, at de ikke får fred.

9. For at få Guds fred kræves der altså: for det første, at intet er så vigtigt for dig som Guds nåde, så du ikke slår dig til tåls, før du har fået vished om den; for det andet, at du lærer at fortvivle om dig selv, det vil sige om alle dine forsæt, alt dit gøren og laden, og at du, sådan som du er, som en endnu uværdig, ja, fortabt synder, søger hele din frelse i Kristus alene; for det tredje, at du ikke venter på visheden i følelsen, ved et indre svar i dit hjerte, men tager Guds svar der, hvor Gud giver det, i Ordet, kun i Ordet. – Er det med en sjæl kun kommet så vidt, at den frem for alt andet søger dette og sukker for sig selv: Ak, hvis jeg bare havde Guds nåde, så ville jeg ikke ønske mig noget højere på jorden, så ville jeg ikke bryde mig om, hvad jeg så end skulle lide; og ak, om jeg kunne tro på Kristus alene og bare blive fundet i ham! Om jeg bare var vis på, at hans fortjeneste hørte mig til! Og jeg vil tro på Ordet, jeg vil ikke vente på følelser – hvis jeg bare kunne tro! osv. Se, så er troen allerede tændt, og så vil det ikke udeblive, at den sjæl også får vished om nåden og fuld fred. Det vil Gud selv sørge for. Når nogen med et sådant sind synes og klager over, at han ikke kan tro, så er der ingen fare med ham. Nu står det til Gud og hans given, og så er der ingen fare. Herren siger: «Han begærer mig, derfor vil jeg hjælpe ham ud; han kender mit navn, derfor vil jeg beskytte ham; han påkalder mig, derfor vil jeg høre ham» (Sl 91,14–15).

10. Men her vil måske nogen endnu spørge, om noget menneske her i tiden virkelig kan vide, at det er et Guds barn, og om man nogen sinde kan og bør søge den nævnte vished. Det er sædvanligvis en af de ubodfærdiges undskyldninger; det føres frem af sådanne, som endnu trives bedst i mørket, i uvisheden. Men svaret er: Hele Skriften vidner, at «alle de gamle troende har ved troen fået vidnesbyrd om, at de behagede Gud» (Hebr 11), og kun ved en sådan tro var det dem muligt at lide martyrdøden med glæde; og apostlene siger udtrykkeligt: Den samme Ånd (som råber: Abba, kære Fader) vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn – de siger: Den, som tror, har vidnesbyrdet i sig selv – at han skal vide, at han har evigt liv – at den, som ikke tror Guds vidnesbyrd, gør Gud til en løgner osv. (Rom 8,16; 1 Joh 5,10.13). Læg mærke til det sidste! Når Herren udtrykkeligt råber: «Den, som vil, skal komme; og den, som tørster, skal tage livets vand for intet; den, som tror, har evigt liv; selv om hans synder var blodrøde, skal de dog blive snehvide» osv., og jeg alligevel altid er uvis om mine synders forladelse – hvad er det andet end at gøre Gud til en løgner, eller ligesom at sige: Jeg ved ikke, om man kan stole på, hvad Herren siger; jeg ved ikke sikkert, om Gud er sanddru. Og hvilken smuk bekendelse ville det vel være for en kristen! «Derfor», sådan siger Luther i forklaringen over Gal 4,6, «skal vi dag for dag stræbe efter at komme ud af tvivlen til vished og gøre os umage for grundigt, med rod og alt, at rykke den skadeligste vildfarelse op, som hele verden er forført af, nemlig den tanke, at mennesket ikke skal vide, om det er i eller uden for nåden. For hvis vi tvivler på Guds nåde mod os og ikke holder det for vist, at Gud har velbehag i os for Kristi skyld, så fornægter vi, at Kristus har forløst os, og kaster alle hans gerninger og velgerninger, som han nogen sinde har vist os, over ende». – Sandelig, den, som slår sig til tåls uden vished om skatten, sætter ikke stor pris på den! Noget andet er, at man skal søge visheden i Ordet og ikke i følelsen.

11. Som allerede sagt består en kristens fred og vished jo ikke i, at han holder sig selv for så from og tro og er tilfreds med sig selv – nej, tværtimod er der ingen, som mærker flere synder hos sig selv end de mest troende kristne – men hans trøst og ros er denne, at Kristus har lidt døden for os syndere, og at han er retfærdig af tro, det vil sige af nåde. På den grund burde vi jo med rette have en bestandig og urokkelig fred og sige: Jeg er i mig selv i hvert øjeblik fordømmelse værd, men i Kristus i hvert øjeblik ren og retfærdig, ja, behagelig og elskelig for Gud; «for vi er gjort behagelige i ham, den elskede». Jeg trøster mig kun ved det, som gælder for alle, også for de største syndere; for Kristus har sandelig i sin død forsonet hele verden (2 Kor 5,19) – verden, verden, ikke kun de troende; jeg ved jo, at også de ugudeliges synder er udslettet i hans blod, og at de vantro egentlig ikke dør for deres synders skyld, men for vantroens; hvordan skulle jeg så vove at lade være med at tro? Jeg er jo i det mindste en del af verden, jeg er jo i det mindste forsonet og købt i Kristi død, hvordan jeg end er; den trøst skal Djævelen ikke tage fra mig. – Ja, mine synder er forfærdelige, mange og svære, så jeg nok var værd aldrig at få en glad stund; men hvad skal jeg gøre, når Kristus nu alligevel var så nådig at tage mine synder på sig og lide døden for mig, en synder? Så tør jeg ikke opgive håbet, tør ikke lade være med at tro og glæde mig; så vil jeg ikke være så uforskammet at sige, at Kristus og hans bitre pinedød betyder mindre end jeg og mine synder. Ja, mine synder er store og gruelige, men mod Guds Søns blod er de dog kun som små dråber mod det vide hav. Og jeg er sandelig ikke døbt til mig selv, for at jeg skal bestå i min egen retfærdighed, men jeg er døbt til Kristus, for at jeg skal være iklædt ham og hans retfærdighed (Gal 3,27). Hvis Gud ville tilregne synderne, hvem kunne så bestå for ham? Vi kan jo ikke svare ham én gang ud af tusind. Men når hele Guds evangelium vidner, at Gud netop derfor gav sin Søn for os til en forsoning, så tør jeg ikke gøre det til løgn. Ja, jeg mærker noget andet i mit hjerte og min samvittighed; dér mærker jeg ikke retfærdigheden, men tværtimod synd og elendighed; ja, mit hjerte fordømmer mig; men når Gud selv i sit ord siger, at netop den synd og elendighed, som jeg mærker, er udslettet, betalt, tilgivet, så vil jeg dog lade Gud være større end mit hjerte og være en Gud, som ikke lyver. Hvad Gud har gjort og sagt, er langt mere sikkert end det, jeg arme menneske ser eller føler. Nu har han jo ikke blot forsonet mig med sig selv i Kristi død og forsikret mig om det i sit ord, men også givet mig segl og testamente på hele frelsens skat i sakramenterne. I dåben har han gjort netop min person delagtig i hele Kristi fortjeneste (Gal 3,27; Tit 3,5) og med et evigt, urokkeligt testamente forsikret mig den. Selv om jeg i synd og vantro er gået bort fra min skat og mit testamente, så er skatten dog ikke borte, så står testamentet og pagten dog fast hos Gud; for «skulle vores vantro gøre Guds trofasthed til intet? Langt derfra!» (Rom 3,3). Hvis jeg er faldet ud af arken, er arken dog ikke gået i stykker; jeg har dog nu min tryghed i den samme ark. Arken, dåben, testamentet, nåden hos Gud falder og vakler ikke, fordi jeg falder, men står fast evindelig. Min trøst og fred hviler altså på det, som er hos Gud, ikke hos mig. Min ros lyder sådan: Kristi blod gælder mere end mine synder; Guds ord gælder mere end mine tanker og følelser; dåbspagten, testamentet, gælder hos Gud, selv om jeg i lang tid har været borte fra den. Mod Kristi blod er alle mine synder kun som små gnister mod det store, vide hav; mod Guds ord er alle mine indvendinger, meninger og følelser kun som støv og fnug mod et stort bjerg. På denne grunds fasthed vil jeg trygt både leve og dø.

12. «Men», vil måske nogen sige, «er det ikke Guds alvorlige vilje, at vi ikke skal synde, men være hellige i hele vores færd? Synder du ikke alligevel mod Guds ord, og hvordan kan du så være så tryg?» – Svar: Hører du ikke, at det netop er på grund af disse mine daglige mangler og synder, at jeg har været nødt til at tage hele min trøst i Kristus? Ja, jeg har sandelig jammerligt stræbt efter at blive så from, at min samvittighed en gang skulle give mig det vidnesbyrd: Nu er du, som du skal være; jeg ønsker også stadig intet hellere end at kunne være from, og jeg har heller ingen større sorg end mine egne synder; men skal da også min frelse, trøst og fred med Gud afhænge af denne min fromhed? Åh, Gud bevare os! Det ville jo dog være lige imod hele Guds evangelium – så var Kristus jo død forgæves. – Hvad skulle Kristus være til for, hvis loven alligevel kunne fordømme dem, som tror på Kristus? Når «Kristus er lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror», hvad har lovens trusler så at gøre med sådanne? Eller hvordan kan den med rette forurolige og bekymre dem, når de jo i Kristus har opfyldt den fuldkomment, i Kristus har gjort alt, hvad loven nogen sinde har krævet? Har jeg desværre ikke holdt loven, så har dog min kære Frelser holdt den fuldkomment og overstrømmende for mig og skænket mig hele sin lydighed til evig ejendom. Johannes siger: «Dette skriver jeg til jer, kære børn, for at I ikke skal synde; men hvis nogen synder, så, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige» (1 Joh 2,1). Derfor bør enhver kristen, Kristus til ære og sin sjæl til frelse, vænne sig til at holde Kristus frem mod lovens trusler og alle Satans glødende pile, at trodse i tillid til ham, rose sig af hans renhed, hans ustraffelighed, som jo alligevel er givet os. Det er at være retfærdig af tro og have fred med Gud (læg mærke til det) ved vores Herre Jesus Kristus. Den, som aldrig lærer på denne måde at kæmpe mod lovens dom og stå på Kristi retfærdighed alene, kan aldrig få nogen grundig og varig fred. Som retfærdigheden er, sådan er også freden. Er retfærdigheden af forgængelig art, af vores egen ustadige fromhed, så bliver freden lige så skrøbelig og ustadig. Derfor siger David, at retfærdighed og fred kysser hinanden, at de, som moderen sin datter og datteren sin moder, kysser hinanden, mødes, forenes og stemmer overens. Endnu en gang: «Da vi nu er blevet retfærdige af tro, har vi fred.»

13. Men spørger man: Har en kristen da en vedvarende fred? Frygter han aldrig Guds vrede eller døden? Svar: Alt godt, og således også freden, vil Djævelen anfægte; ja, den tro og den fred, som ikke anfægtes, er falsk. Desuden er troen aldrig fuldkommen. Heraf følger det, at fornuften, samvittigheden og Satan angriber freden og holder os vores synder og Guds strenge trusler for øje; men netop da viser denne tro og fred sin høje, guddommelige natur ved at bryde igennem disse sorte skyer og alligevel trænge sig frem til Guds hjertelag i Kristus og dér igen gribe trøst og fred og sige: Jeg takker dig, Herre Kristus, som har frelst mig fra så grufulde synder og domme! – Her vil vi anføre nogle dyrebare ord af den store Luther over epistlen på søndagen efter jul: «Da kender man abba-råbet, når samvittigheden uden al tvivl og vaklen fast tror og er vis på, at ikke alene dens synder er tilgivet, men også at man er Guds barn og sikker på sin frelse, og med et glad og sikkert hjerte kan kalde på Gud og tilbede ham som sin kære Fader. Om dette må man være så overbevist og sikker, at man ikke regner sit eget liv for lige så vist, ja, at man hellere ville lide al slags død, ja, også helvede, end lade sig den trøst fratage og ville tvivle på den. For det ville være en stor forsyndelse mod det, som Kristus så rigeligt har gjort og lidt for os, om vi ikke troede, at han derved overstrømmende har vundet os alt dette, og om vi ikke lod dette opmuntre og styrke os lige så kraftigt til en sådan tillid, som vi lader synden og anfægtelsen skræmme os bort fra den og gøre os modløse.»

14. «Her kan der nok være en sådan kamp, at mennesket frygter, at det ikke er Guds barn, og synes at mærke, at Gud er vred på det og en streng dommer, sådan som det gik Job og mange flere. Men i denne kamp må den barnlige tillid til sidst få overtaget, hvor meget den end bæver og skælver; ellers er alt tabt. – Men når de kainske helgener hører dette, slår de sikkert fra sig med hænder og fødder og siger af stor ydmyghed: Åh, Gud bevare mig fra dette grufulde kætteri, denne formastelighed! Skulle jeg, fattige synder, være så hovmodig og sige: Jeg er Guds barn! Nej, nej, jeg vil ydmyge mig og erkende, at jeg er en fattig synder osv. Lad dem fare, og vogt dig for dem som de største fjender af din kristne tro og din frelse.»

15. «Vi ved også godt, at vi er fattige syndere; men her gælder det ikke om at se på, hvad vi er og gør, men på, hvad Kristus er for os og har gjort og stadig gør. Vi taler ikke om vores natur, men om Guds nåde, som er så meget større end vi, som himlen er højere end jorden (Sl 103,11). Synes du, det er noget stort, at du er Guds barn, så lad det, kære, heller ikke synes dig lidt, at Guds Søn er kommet, født af en kvinde, født under loven, for at vi skulle blive et sådant barn!»

16. «Hvad Gud gør, er alt sammen stort. Derfor giver det også stor glæde og frimodighed og uforfærdede sind, som ikke frygter noget og formår alt. – Dog skal du ikke forlange, at et sådant glædefyldt og fortroligt abba-råb skal være det eneste hos dig; der må også være et mordskrig ved siden af, som driver og øver dig i et sådant abba-råb, sådan som det er gået alle andre. Din synd må også skrige, det vil sige vække en stærk mistillid i din samvittighed. Men Kristi Ånd skal og må overdøve dette skrig, det vil sige skabe en tillid, der er stærkere end din mistillid – som Johannes siger, at vi kan berolige vores hjerte over for ham, og at hvis vores hjerte fordømmer os, så er Gud større end vores hjerte og ved alt.»

17. Men den, som vil blive stående i sådanne erfaringer og bevare og styrke freden i sit hjerte, må frem for alt flittigt og enfoldigt omgås fredens evangelium. Det er den rette kilde til Guds fred. Evangeliet må hele tiden holde os oppe over de anfægtelser, kvaler og sorger, som fornuften, følelsen, samvittigheden og Satan uophørligt vil trække os ned i. Mod alle disse fredsforstyrrere har vi kun Ordet og sakramenterne som værn og mure. Dér bor og taler Talsmanden med os, trøster os og siger: Frygt ikke! Vær ved godt mod! Er du syndig, så er Kristus retfærdig; du er nu i det rige, hvor synden aldrig tilregnes dig; du er nu ikke i et gerningernes rige, som hersker over nåden, men i et nådens rige, som hersker over gerningerne; du er for evigt forsonet med Gud, og han har svoret, at han ikke vil vredes på dig i al evighed. Dette er Guds riges rette fredsbasun, som uophørligt må lyde i vores ører og hjerter, hvis vi skal have nogen fred her. – Men ud over Ordet behøver vi også Herren selv, det vil sige, vi skal flittigt bede Helligånden om hans kraft i hjertet, sådan som Paulus så kraftigt lærer i Ef 3,14–19. «En kristen bør», som Prætorius siger, «hver morgen, når han vågner, og ofte i løbet af dagen sukke: Guds fred, som overgår al forstand, bevare i dag mit arme hjerte mod al ufred, som kan komme over mig fra Djævelens tyranni, fra verdens ondskab og andre genvordigheder.» [Stephan Prætorius (1536–1603), tysk luthersk præst i Salzwedel og forfatter til meget læste opbyggelige skrifter om troens vished og trøst.]

18. Og nu – hvor ville det dog være ønskeligt, at Guds fred i højere grad regerede i hjerte og sind hos alle kristne! For det første er det jo den barmhjertige Guds hjertelige vilje med os, at vi ikke skal slide vores dage op i mørke og kval – vi, som dog er købt så dyrt, er så højt agtet i Guds øjne, så herligt klædt, så rige og lykkelige i Kristus – men at vi skal have stor fred i ham. Apostlen siger udtrykkeligt: «Glæd jer altid osv., for det er Guds vilje med jer» (1 Thess 5,16.18); og Kristus selv: «Jeg er kommet, for at mine får skal have liv og have overflod» (Joh 10,10). Læg mærke til: Denne fred var et hovedformål med hele Kristi forsoning, sådan som der udtrykkeligt står: «Straffen ligger på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi helbredt.» Og igen: «Retfærdighedens frugt skal være fred, og retfærdighedens udbytte skal være evig ro og tryghed» (Es 53,5; 32,17). Derfor: Jo gladere og mere fredfyldt nogen er i Kristus, desto kærere er det for Gud, og desto mere æres og ophøjes Kristus derved, han, som er grunden til denne fred og glæde. – Desuden har en kristen ellers ikke ligefrem megen glæde på jorden; det er da også nødvendigt i denne onde verden, hvor der ikke er andet end kamp og anfægtelse fra kødets, Djævelens og verdens ondskab, at han er godt udrustet med en høj, urokkelig Guds fred i sit hjerte, sådan som Jesus siger, da han slutter sin afskedstale til disciplene natten før sin død: «Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær ved godt mod, jeg har overvundet verden» (Joh 16,33). Det var altså Frelserens alvorlige vilje, at vi skulle have fred i ham, skønt ingen bedre end han vidste, hvor syndige og uværdige vi er. Når han nu alligevel under os at have fred, ja, derfor lider og dør for os, trøster os og taler venligt med os, for at vi skal have fred i ham, så var det jo rimeligt, at vi også slog os til ro på hans regning som små børn i deres mors skød. – Endelig er det også netop denne fred, som frem for noget andet styrker og bevarer vores hjerter i Kristus og giver liv, lyst og kraft til alt godt, sådan som der står skrevet: «Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus» (Fil 4,7); og igen: «Glæden i Herren er jeres styrke» (Neh 8,10). Når jeg i troen har fred med Gud, kan jeg gøre og lide alt; når jeg er vis på Guds venskab, kan hvem som helst få lov at være uvenlig mod mig; når jeg er glad for den himmelske skat, kan jeg tåle et jordisk tab osv. Men når hjertet er tomt for Guds fred, så er jeg svag i alt og åben for enhver fristelse. Det er derfor en sandhed, som enhver kristen gør vel i at huske, at Guds fred bevarer hjertet, og at glæden i Herren er vores styrke. Amen.