Om den uforanderlige retfærdighed, som de troende har i Kristus

(Tredje årgang, 1844)

Det er hele den af Gud åbenbarede evangeliske læres vigtigste artikel, ja, dens egentlige indhold og kerne, at mennesket bliver retfærdigt og saligt, ikke af sine gerninger, men af Kristi fortjeneste, ved troen; at alt kød havde fordærvet sin vej på jorden sådan, at der ikke fandtes en eneste, som kunne frelse sig selv eller blot gøre det mindste dertil; men at Gud derfor af egen, særlig kærlighed og barmhjertighed gav os sin Søn til en Frelser, til en forsoning for vores synder, ja, til vores retfærdighed; at synden ved hans forsoningsdød virkelig blev taget bort, udslettet og sonet, og Gud blev mild og nådig mod menneskene, så at enhver, som nu blot tror på den enbårne Søn, alene for hans retfærdigheds skyld skal regnes for retfærdig, ren og hellig for Gud, benådet og velsignet for tid og evighed. Det er det egentlige indhold af hele Guds evangelium, at ingen gode gerninger erhverver eller forøger vores retfærdighed for Gud, og ingen tidligere eller nuværende synder hindrer eller formindsker den, men at den helt og holdent består i Kristi egen retfærdighed, som tilregnes os. Sådan har Gud selv, sådan har hans udsendte engle og profeter, sådan har alle Kristi blodvidner med én mund vidnet.

David «priser det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger» – han siger: «Salig er den mand, som Herren ikke tilregner synd» (sådan som Paulus i Rom 4 gengiver hans ord i Sl 32). Esajas siger, at Kristus, «den retfærdige, skal ved sin kundskab gøre mange retfærdige» (ikke finde, men gøre retfærdige), for «han skal bære deres synder» – for «Herren kastede alle vores synder på ham». – «Han blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt» (Es 53). Englen hos Daniel siger: «Den Salvede skal dræbes uden skyld (efter 70 uger, 490 år); og så bliver synden skjult og skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem» (Dan 9). Og Herren selv siger om sin Søn: «Hvis hans børn forlader min lov – – og ikke holder mine bud, så vil jeg nok hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager; men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte min trofasthed» osv. (Sl 89).

Og i Det Nye Testamente siger Johannes Døberen: Se, Guds Lam, som borttager verdens synd (Joh 1,29). Og evangelisten Johannes: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.» – «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige» (1 Joh 1,7; 2,1). Og Paulus siger det ligeud: «Der er ingen forskel, for alle har syndet – og bliver retfærdiggjort uforskyldt af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. – Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. – Men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, nemlig Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle og over alle, som tror.» – «For det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» osv. – «Den, som ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro til retfærdighed» osv. (Rom 3,10–24; 4,5; 8,3). Og Kristus selv har ikke alene henvist os til Skrifterne som dem, der rigtigt har forstået ham og rigtigt vidnet om ham, men også selv udtrykkeligt sagt, at han var «kommet for at give sit liv som løsesum» (Matt 20,28), og at hans «blod udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28); og med de klareste lignelser har han gjort kendt, at retfærdigheden og saligheden ikke skulle komme af gerningerne, men skænkes af fri nåde til dem, som blot søger nåde ved ham; at for eksempel den, som kun havde arbejdet én time, fik lige så meget som den, der havde båret hele dagens byrde og hede; at tolderen, som ikke havde andet end synd at bringe frem for Herren, gik retfærdiggjort hjem frem for den anden, som ikke havde andet end gode gerninger at bringe frem, osv. Af disse hellige vidnesbyrd, som står fast som bjerge og er klare som solen, er det nu åbenbart, at både synder og gode gerninger er druknet, døde og forsvundet i Kristi blods Røde Hav; at de største synder dér har mistet deres kraft til at fordømme os, ligesom de største fortjenester af fromhed og gode gerninger har mistet deres kraft til at retfærdiggøre os; for når dog Guds egen Søn måtte lide døden for at frelse mig, så vil jeg tie om mine fortjenester. Ja, her er det nu åbenbart, at ingen synder hindrer og ingen gode gerninger fremmer min benådning og retfærdighed for Gud; at der for Gud ikke er noget, som hindrer den værste synder i når som helst at komme og i Kristus modtage den nåde og retfærdighed, som på den store forsoningsdag blev vundet for ham og lige siden den dag har ventet på ham; at han i sin nød og rådvildhed, i sin synd og uværdighed ikke behøver at blive anderledes, end han er, for at få lov at komme til Jesus, men at alt er rede, alt er fuldbragt; at han må komme i det første øjeblik, han vil; og at han må komme, sådan som han er, hvor syndig og uværdig han end er, hvad enten han er kyndig eller ukyndig, hvad enten han er kold eller varm, hvad enten han er hård eller rørt, hvad enten han er nidkær eller skødesløs, hvad enten han er ren eller uren, for i Kristus at få skænket alt det, som han mangler; for var det ikke sådan, men måtte han selv først have nogle gode egenskaber og dyder, som skulle gøre Gud mere velvillig mod ham, så var jo nåden og retfærdigheden ikke af Kristus alene, ikke fuldkommen «uden gerninger», «uden lov», sådan som Skriften fastslår. Se, hvad omvendelse, anger og tro angår, så kræves de aldrig for Guds hjertes skyld, som om Gud så hellere ville give nåde; de kræves kun for synderens eget hjerte, for at han skal ville have nåde; og så er der nok omvendelse, nok anger og nok tro til allerede at være benådet i Kristus, når det er synderens største behov og eneste trøst at få lov at komme til ham. Men læg vel mærke til ordene: «største behov, eneste trøst!» Gid ingen bedrager sig selv! Men her er det videre åbenbart, at så længe synderen bliver i Kristus, det vil sige så længe Kristus med sin forsoning, Kristus med sin fortjeneste, Kristus med sin nåde og sit venskab er hans hjertes behov eller trøst, så er han til alle tider i én og samme uforanderlige nåde og retfærdighed for Gud – til alle tider ens, i fromhedens stund og i svaghedens; når han får nåde til at gøre noget godt, og når han kommer til at falde i en skrøbelighed og synd; for var det ikke sådan, men var han mere retfærdig for Gud i den stund, da han selv er mere from og skikkelig, men mindre retfærdig i den stund, da han er mindre from, så var jo sandelig retfærdigheden af gerningerne – eller i det mindste til dels af gerningerne og kun til dels af Kristus – hvilket dog ville være en grov forhånelse af ham, som har købt os fri for Gud med sit blod, og af Den Hellige Skrift, som, sådan som vi nu har set, så kraftigt nægter dette; som så idelig gentager ordene: «af nåde», «ved Jesus Kristus», «ved hans blod», «ved troen», «ikke af jer», «ikke af gerninger», «uden gerninger», «uden lov» osv. Kort sagt: er det sandt, at vi bliver og forbliver retfærdige ved Kristus alene, uden lovens hjælp, uden gerningernes bidrag, så følger det jo også naturligt deraf, at vi må være det lige meget til alle tider, så længe vi ved troen er i Kristus; for der er intet andet, som forandrer sig, så det i det ene øjeblik er bedre og i det andet ringere, end vi selv og vores gerninger, de indre og de ydre; Kristi retfærdighed forandrer sig jo ikke. Er nu Kristi retfærdighed vores retfærdighed for Gud, så kan den retfærdighed, som vi har for Gud, ikke forandre sig. Men til disse vores gerninger hører naturligvis ikke blot håndens og tungens gerninger, men hele menneskets med legeme og sjæl; og først og fremmest de grundgerninger, som lovens første bud handler om, nemlig sjælens, hjertets, tankernes og tilbøjelighedernes gerninger, såsom kærlighed, kulde, anger, hårdhed, bøn, gode tanker, onde tanker osv. – alt det hører ind under overskriften: vores gerninger. Men skulle vores retfærdighed bestå i disse, så bestod den ikke i Kristi retfærdighed; består den derimod alene i Kristi retfærdighed, så består den jo ikke i disse. Sådan som også apostlen Paulus bemærker: Men er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger; ellers er nåden ikke mere nåde. Men er det af gerninger, så er det ikke mere nåde; ellers er gerningen ikke mere gerning (Rom 11,6). Men dette afgør han ganske kort: Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves (Gal 2,21).

Her ser vi et glimt af den dybe, skjulte grund, på hvilken Kristus kunne kalde sine disciple rene, de samme skrøbelige disciple, hvis historie er så fuld af mangler og fejl, ja, af ret svære synder; og dog kunne han den samme aften, da han både forudsagde og oplevede deres fald og synder, to gange kalde dem rene. Den ene gang (Joh 15,3) lød hans ord: Allerede nu er I rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer – hans ord havde virket den tro, som griber Kristus med hans renhed, hans fortjeneste; den anden gang (Joh 13,10): Den, som har badet (ved troen i Lammets blod) – – han er helt og holdent ren; og I er rene, dog ikke alle (v. 11); for han vidste, hvem der ville forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene – en bemærkning, som beviser, at Kristus talte om en åndelig renhed; for både hvad den legemlige og den levitiske (kirkelige) renhed angår, var Judas lige så ren som de andre disciple. Men Kristus taler her om den skjulte, den tilregnede renhed, som man iføres ved troen, og siger: «I er helt og holdent rene» – og det den samme aften, da de syndede så slemt. Og sådan talte han, som «har øjne som en ildslue», og som til sidst skal dømme på den yderste dag. Havde han set på den fromhed, som boede i disciplene, havde han vel ikke sagt: I er helt og holdent rene. Nej, det var vaskningen og hans ord, som havde gjort dem rene; nemlig ikke i deres egne øjne eller i noget menneskes øjne, men for ham alene, som rigtigt kan se og vurdere denne Kristi retfærdighed. Åh, et tilstrækkeligt stærkt bevis på den retfærdighed, som er evig og til alle tider ens! Men Gud er jo evigt uforsonlig mod al synd og elsker retfærdighed; hvordan kan han da regne mig for lige så retfærdig og velbehagelig i den stund, da jeg kommer til at fejle og synde, som i den stund, da jeg gør hans vilje? Svar: Gud har sandelig en hellig og evig vrede mod al synd, men – skal vi da aldrig erkende og prise forsoningens underfulde råd? Hele denne vrede vendte han jo mod den enbårne Søn og udøste den over ham. Herren kastede alle vores synder på ham; han (Sønnen) blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham (Es 53). Var jeg ikke klædt i hans retfærdighed, så var den mindste synd nok til at fordømme mig; men det er med blikket på Kristi retfærdighed, at Apostlen siger, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). Og når Gud hjemsøger synden hos sine børn, over for hvem han er allermest nøjeregnende, så sker det ikke af vrede eller for at inddrive nogen syndeskyld, men af kærlighed – for at svække og dræbe syndens rod og begæringer. Derfor sagde han om sin Søns børn: «Men hvis de forlader min lov og ikke holder mine bud osv., så vil jeg nok hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager, men min nåde vil jeg ikke tage fra ham» osv. Herom siger også Luther i sin udlægning af Salme 51, at synden må betragtes på to måder: for det første som forladt for Kristi retfærdigheds skyld, som vi er iklædt ved troen, og for hvis skyld de synder, der bliver tilbage, ikke tilregnes os; for det andet som noget, der dog bor i os og er genstand for den daglige rensning, hvorved Helligånden svækker og dræber synden i os. «For,» siger han, «sådan som også Augustin taler om det: Fordærvelsen eller sygdommen, det vil sige synden, som er os medfødt, bliver tilbage i de hellige, rører sig i vores kød og er endnu ikke helt dræbt og ryddet af vejen, men den er forladt og regnes ikke de troende til fordømmelse. For da Guds nåde og barmhjertighed hersker over os, kan synden ikke fordømme os eller gøre Gud vred. Alligevel bliver der dog, også hos dem, som er fromme, hellige og retfærdige, endnu noget tilbage af synden, såsom lyst, ond begæring og andre laster, som profeten ser hos sig selv som bærme; og at også denne resterende bærme af synderne må blive renset ud, det er hans anden bøn. Derfor er begge dele sandt: at en kristen ikke er en synder, og at alle kristne er syndere. Derfor er det et tomt og opdigtet ord, når man siger, at menneskene er hellige; ligesom det også ville være et opdigtet ord og en opdigtet tale, hvis man sagde, at Gud var faldet i synd, hvilket er umuligt og aldrig kan ske. Derfor må man aflægge den gamle vildfarelse og falske indbildning, at man efter menneskers vis og vane kalder Peter og Paulus hellige og mener, at de har været uden al synd. For de har været syndere ligesom andre mennesker; men Gud alene er hellig, sådan som også den kristne menighed synger: Hellig er Gud, Herren Zebaot. Men vi og alle troende kaldes hellige, fordi Kristus har helliget sig for os og skænket os sin hellighed. Således er der blandt os mennesker ingen forskel (for Guds øjne); alle sammen er vi syndere og bliver hellige ved Kristus alene (så snart og så længe vi tror på ham). Den bodfærdige røver på korset er i Kristus lige så hellig som Peter, og det kommer slet ikke an på, at Peter og Paulus har gjort større gerninger end røveren, du og jeg; for vi er alle sammen af naturen syndere og har brug for Guds nåde og barmhjertighed. Selv om nogle hellige nu har begået færre ydre og grove synder, har de dog alle, også apostlene, ofte i deres hjerte mærket overmod, lede, fortvivlede tanker, fornægtelse af Gud og andre lignende mangler og synder af menneskelig svaghed; for hos mennesket kan man ikke finde noget helligt, ikke noget godt, sådan som Sl 53,3–4 siger: ’Gud ser ned fra himlen på menneskenes børn for at se, om der findes nogen forstandig – alle er de veget bort, alle sammen er de fordærvede’ osv. Derfor vil vi tie med vores hellighed og vores hellige og slet ikke tale om det. Men vi ved af denne salme og af hele Skriften, at de er helliggjorte, som før har været ubodfærdige og forhærdede syndere, men nu er blevet bodfærdige syndere, omvender sig og bekender deres synd; som ikke stoler på deres fromhed, for en sådan har de ikke, men renses ved troen på Kristus og bliver således oplyst af Helligånden, at de rigtigt kan kende sig selv og Gud, nemlig sådan, at vores væsen og liv helt og holdent er ondt og fordømt for Gud, og at forladelsen gives os for intet, af Guds rene barmhjertighed. Og i dette Guds barmhjertigheds skød må vi og alle hellige finde os, ellers er det ude med os.»

Men rigtigt at fatte og gribe denne høje, himmelske og allertrøsteligste hemmelighed – nemlig at nåden og retfærdigheden slet ikke er af gerningerne, at vi til alle tider er lige retfærdige og benådede i Kristus, ja, at (sådan som Luther udtrykte sig i de anførte ord) «røveren på korset er i Kristus lige så hellig som Peter, og at det slet ikke betyder noget, at Peter og Paulus har gjort større gerninger end røveren, du og jeg» osv. – – rigtigt at fatte og gribe denne evangeliets hemmelighed er en meget svær kunst, ja, medmindre Gud selv skænker os Åndens lys og åbner vores øjne og sind, er det helt umuligt; for vi er alle af naturen «uforstandige og sene i hjertet til at tro på alt det, som profeterne har talt». Den blinde, oprørske fornuft, det træge, snævre hjerte og sindelag stritter imod og strider af al kraft mod denne nådens hemmelighed – især når det gælder at anvende den på sig selv; når en sjæl, der er faldet i synd, og som er syg og nedslået, hører om denne nåde og burde tage den til sig, så vil det altid lyde inden i ham: Jeg stakkel har jo gjort mig helt uværdig til denne nåde, jeg er jo faldet i helt utilbørlige synder; det er nok sandt, hvad Ordet siger om den store, evige nåde og retfærdighed i Kristus, men alt det må dog forstås om sådanne fromme og helligede sjæle, hos hvem troen nu har virket en så inderlig, dyb og alvorlig gudsfrygt, at de er helt anderledes end jeg, at de aldrig mere kan synde sådan som jeg; hvis jeg var som Peter og Johannes, så kunne jeg tro, at de fejl og mangler, som jeg måske endnu kommer til at begå, kunne tilgives osv. For den, som tænker sådan, og for enhver, som trods alle Bibelens vidnesbyrd dog er uvis om deres rette mening og måske siger: Hvis jeg en gang fik at se, hvordan Kristus selv i gerning og handling behandlede en falden kristen, så ville jeg også forstå alle løfter og ord om det – for en sådan vil det være både kært og velgørende at betragte et eksempel, hvor vi ikke alene har ord og forklaringer for os, men hvor vi ligesom ser for øjnene, hvordan Herren selv anvender denne nådens lære.

Sådanne eksempler er der mange af i evangeliehistorien. Hvor ofte brød synden ikke frem hos Jesu disciple, uden at hans nåde dog forandrede sig! Men se blot på dem den sidste aften, de var sammen med Herren før hans død, hvor jammerligt de forsyndede sig. Alligevel kan vi aldrig fornemme, hvor svære deres synder var, uden først at betænke, hvor højt benådede de var; for jo større nåde nogen har erfaret, desto mere uværdigt er det for ham at synde. Og nu var Jesu disciple de mest benådede mennesker på jorden, eftersom de ikke blot havde den nåde, som andre Guds børn har ved troen – nemlig syndernes forladelse, evig retfærdighed, liv og salighed – men de havde også den særlige nåde, som Jesus engang talte om: «Salige er de øjne, som ser det, I ser» – den særlige nåde, at de i personligt og inderligt fortroligt samvær fik vandre med Guds Søn på jorden, spise og drikke med ham, våge og hvile med ham. Og hvad havde de ikke oplevet blot den aften, som vi her taler om! De havde spist det sidste påskelam med ham; de havde været de første i verden, som i nadveren modtog det rette påskelam, Kristi legeme og blod, og derefter den saligt ydmygende fodvaskning! De havde under alt dette modtaget den højtidelige, rørende og kærlige afskedstale, denne trøste- og opmuntringsprædiken, som Johannes har nedskrevet i sit 14., 15. og 16. kapitel; de havde hørt den ypperstepræstelige bøn, som er nedskrevet i Joh 17. Hvis de nogen sinde burde have været højtideligt og helligt stemt og fri for alle syndige følelser, tanker og ord, så måtte det vel have været denne aften; og alligevel er der i hele deres historie ingen dag, hvor der er nedskrevet så mange og svære synder som netop denne aften. For straks da de fra den mærkværdige sal i Jerusalem, hvor alle disse nådefulde ting var vederfaret dem, gik ud til haven i Getsemane sammen med deres bedrøvede Mester, syndede de for det første af egenkærlighed og ærgerrighed, idet «der opstod en strid mellem dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største» (Luk 22,24). For det andet var de, da de var kommet til Getsemane, så kolde, træge, døde og søvnige, at de sov, mens deres Herre i den uhyggelige nat kæmpede helt til blods – de sov og kunne ikke våge med ham en eneste time, skønt han endda bad dem om det (Matt 26,38.40). For det tredje: Da han blev grebet af den udsendte skare, tog de alle anstød af ham – sådan som han havde forudsagt – og flygtede fra ham. Og endelig, for det fjerde, faldt Peter så dybt, at han med udtrykkelige ord og under ed fornægtede ethvert kendskab til sin Herre. Alt dette var så svære og utilbørlige synder for Jesu disciple, på et sådant tidspunkt og under sådanne omstændigheder, at vi bliver målløse, vi forskrækkes på deres vegne, vi studser og viger tilbage og kan næsten ikke tro, at det er sandt. Men hvad skal vi gøre? Det står der som et evigt vidnesbyrd om, hvor meget den iboende retfærdighed og fromhed hos en kristen gælder eller betyder; ja, et evigt vidnesbyrd om Kristi kærlighed og den uforanderlige retfærdighed i ham. For trods alle disse synder ser vi, at Jesu nåde ikke et øjeblik forandrede sig; men han blev ved at være den samme milde, trofaste syndernes Frelser, som kun formanede dem med mildt straffende ord og i øvrigt med sit blod sonede for dem og forsvarede dem. Skulle han nogen sinde forandre sin nåde over for sine troende på grund af vedhængende synder, så måtte disciplene vel ved denne lejlighed have været de første til at erfare det. Men hvis Kristus nogen sinde skulle have set på disciplenes værdighed, fromhed eller ufromhed, så havde han aldrig på noget tidspunkt kunnet benåde dem, for de var i hvert øjeblik de samme syndere; selv om det dengang var som nu, nemlig at synden somme tider hviler og holder sig skjult i hjertet, somme tider bryder ud i ord og gerning, men for Gud er det altid, trods disse forskellige skikkelser, ét og samme uhyre, i alle stunder lige afskyeligt og fordømmeligt.

Men hvis nogen skulle sige: Det, der her er anført om disciplene, bør ikke kaldes og regnes for synder, men det var mangler, fejl og svagheder, så er svaret: Når man blot forstår sagen rigtigt, kan det være ligegyldigt, hvilket navn man vil give den; men hvad er da synd, hvis det ikke er synd af egenkærlighed at strides om, hvem der er størst? Er det ikke synd at være ærgerrig? Er det ikke synd at være kold over for sin Frelser? Er det ikke synd af menneskefrygt at svigte ham, fornægte ham, sværge og lyve? At det ikke var forsætlig utroskab, er tydeligt nok, eftersom vi her kun taler om de troende disciple; men vi må derfor aldrig gøre synden mindre, men lade den være, hvad den er. *) Og så finder vi, at også disse troende disciple havde mange og svære synder; men alligevel sagde Jesus, at de under alt dette, fordi hans blod havde vasket dem, var «helt og holdent rene» (Joh 13,10), og han kaldte dem sine brødre (Joh 20,17).

*) «Nu kunne nogen undre sig over, hvorfor apostlene således har beskrevet deres egen synd og skam, og dernæst over, at kirken har ordnet det sådan, at man på apostlenes dage skulle prædike over sådanne historier, som ikke er apostlene til stor ære. For apostlen Thomas er det en ringe ros, at han var så forstokket og sad så fast i vantro. Ligeledes at man på Jakobs dag læser, hvordan han og hans bror ville være de ypperste; og på Bartholomæus’ dag, at disciplene skændtes indbyrdes, og hver især ville være den bedste. Det synes, som om det havde været bedre at tie med sådan noget end at skrive og prædike om det. Men det forholder sig helt anderledes. For det er ikke magtpåliggende for os (som i pavedømmet), at man højlig ærer og priser helgenerne, hvad vi kun ville have ringe nytte eller trøst af, men at man af dem lærer, hvordan Gud er nådig og barmhjertig og vil have tålmodighed med syndere – dog for så vidt de er sådanne syndere, som ikke bliver i ubodfærdighed, men lader sig belære og revse og altså omvender sig til Kristus og bedrer sig – og at vi af sådanne eksempler må se, at der, hvad angår det, vi er af naturen, er ringe forskel mellem os og de kære apostle, eftersom de (lige så vel som vi) har været syndere og ofte faret vild og kun haft den fordel, at Kristus er så god og nådig; for at vi, skønt vi finder lignende eller endnu større svaghed og mangel hos os selv, ikke derfor skal blive modløse eller fortvivle, men trøste os med deres eksempel og tro, at Kristus også vil være os nådig, ja, også hjælpe os til at blive frommere.» Luther, Huspostil, 1. søndag efter påske.

Det er også mærkeligt, at evangelisterne ikke for nogen dag i disciplenes historie har nedskrevet så mange og svære synder som for denne aften. Her må forholdet nødvendigvis være et af disse to: enten at disciplenes synder også på andre dage har været lige så mange og svære, men ikke er blevet nedskrevet; eller også at de denne aften, denne vigtige og højtidelige aften, lige før Kristi død og straks efter at have modtaget to sakramenter, var værre end nogen sinde. Hvilket af de to der end var tilfældet, er det mærkeligt og lærerigt. For dem, der har åndelig erfaring, er det sidste det sandsynligste, nemlig at de ingen dag var værre angrebet af syndens og Satans magt end netop denne; for sådan er det stadig ofte: Aldrig er det værre for kristne, end når en større og vigtigere helligdag nærmer sig, eller når de har været ved Herrens bord eller agter sig derhen. Sådan noget tillader Gud, for at den fromhed og andagt, som man især stræber efter ved sådanne lejligheder, og som vores trøst og tilfredshed siden i det skjulte kunne støtte sig til, må blive revet ned; for at ingen egen retfærdighed skal tage den plads og den ære, som kun Kristi retfærdighed skal have; ja, for at mennesket må lære ret at kende og tro sin store elendighed og må holdes nede i ydmyghed, frygt og gudsfrygt.

Men det eksempel, som vi denne gang egentlig skulle hæfte os ved, var Peters fald. Der har vi et tydeligt og stærkt råbende eksempel, som viser os, hvad en kristens styrke og hellighed vil sige, nemlig en uendelig skrøbelighed, dernæst hvad en ret omvendelse er, og endelig hvad den evige, uforanderlige nåde i Kristus vil sige. Gud give os blot sin Helligånd, så vi kan se og fatte det rigtigt!

Først bør vi betænke, at Peter var en oprigtig kristen, en trofast Jesu discipel. Han var ikke blot en af de tolv udvalgte, men han havde også fået særlige vidnesbyrd af Kristus om sin benådning; som i Matt 16,17, hvor Kristus på Peters bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds Søn, sagde til ham: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i himlene.» Ved fodvaskningen havde Peter sammen med de andre troende disciple fået det vidnesbyrd, at han var helt og holdent ren; for derfra var ingen undtaget uden Judas. Og straks derefter sagde Jesus særskilt til Peter: «Simon – – jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte»; heraf ser vi, at Peter også denne aften havde troen. Og endnu senere, til Peter, Jakob og Johannes: «Våg og bed – ånden er villig (hos jer), men kødet er svagt.» Ikke blot af disse steder, men også af hele evangeliehistorien, hvor ingen af apostlene er nævnt så ofte som Peter, er vi i forvejen tilstrækkeligt overbevist om, at han har været en af Herrens Ånd oplyst og troende Jesu discipel, brændende i kærlighed og iver for sin Herre og Frelser. Og det er nu denne samme Peter, som falder og forsynder sig så grueligt.

Som vi ser af Matt 26,33.34, lå grunden til dette gruelige fald egentlig i Peters formastelige tanke om sin særlige troskab og styrke; for da Jesus sagde, at de alle denne nat skulle tage anstød af ham, svarede Peter: «Om så alle tager anstød af dig, vil jeg dog aldrig tage anstød»; det var da, Jesus sagde til ham: «Sandelig siger jeg dig: I denne nat, før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange» (Mark 14,30). Kort sagt: Peter var virkelig fremragende blandt disciplene i tro, kærlighed, mod osv., men han ville også være og anså sig selv for at være det, og derfor skulle han også blive fremragende i synden; for de første skal være de sidste, nemlig når de også i deres egne øjne bliver de første. Dette skete i det små, ja, kun for en aften, med Peter; men det sker i det store og for evigheden med dem, som bliver ved i deres formastelighed. Hvad Peter sagde om sin troskab og standhaftighed, det mente han også alvorligt, og han har sikkert anset det, som Jesus forudsagde om hans fornægtelse, for urimeligt, ja, helt umuligt; for han vidste med sig selv, hvor inderligt godt han mente det, og svarede derfor: «Om jeg så skal dø med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig; jeg er rede til at gå med dig både i fængsel og i døden.» Han begyndte også i selve gerningen at bevise denne sin troskab og sit mod, da han alene greb til sværdet og begyndte at kæmpe mod den store bevæbnede skare. Ligeledes, da de andre nu flygtede, trængte Peter sig helt ind i paladset for så længe som muligt at følge sin Herre og Mester og se, hvordan det ville gå ham. Men netop her skete det forudsagte fald – til advarsel og belæring for alle om, at det ikke er nok at være alvorlig, redelig, oprigtig og ivrig, men at man ved siden af alt dette også må have en frygtende ånd, der mistror sig selv, så man virkelig vandrer i frygt.

Om selve faldet fortæller alle fire evangelister i hovedsagen følgende: «Da Peter i ypperstepræstens palads sad i skæret fra et kulbål, var der en tjenestepige, som så på ham og sagde: Du var også sammen med Jesus fra Galilæa. Men han nægtede over for alle og sagde: Jeg kender ham ikke; jeg forstår heller ikke, hvad du siger. Og så gik han ud i den ydre gård, og hanen galede.»

«Her stod Peter nu og varmede sig sammen med folkene og tjenerne, som havde tændt et kulbål midt i paladset; for det var koldt. Da så en anden tjenestepige ham og sagde til dem, der stod der: Denne var også sammen med Jesus fra Nazaret. Da sagde de til ham: Er du ikke også en af hans disciple? Igen nægtede han og svor: Det er jeg ikke.»

«Og lidt efter, omkring en time senere, kom en anden og forsikrede det samme og sagde: Sandelig, du er også en af dem; for du er galilæer, og din udtale lyder sådan. Også en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af, sagde til ham: Så jeg dig ikke sammen med ham i haven? Da begyndte han at forbande sig og sværge: Jeg kender ikke den mand, som I taler om – og straks, mens han endnu talte, galede hanen igen. Og Herren vendte sig og så på Peter. Og da huskede Peter Herrens ord, at han havde sagt til ham: Før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange. Og Peter gik ud og græd bitterligt.»

Lad os dog én gang mærke os og forstå, hvor meget den hellighed, fromhed og styrke gælder, som bor i mennesket, ja, i de bedste kristne. Her har vi nu for os en trofast Jesu discipel, og se, i hvilken ynkelig svaghed, i hvilke forfærdelige synder han falder denne aften! Hvor varm og levende i ånden var han ikke tidligere på aftenen ved fodvaskningen! Hvor frimodig og beslutsom, da Jesus forudsagde, at de alle skulle tage anstød af ham! Hvilken kærlighed og troskab, hvilket mod og hvilken iver for sin Herre havde han ikke, da han i haven greb til sværdet mod den store, bevæbnede skare! Og nu er han i et øjeblik så fuldstændig modløs og svag, at han ikke agter på, hvad han gør, blot han kan fri sig selv fra en fare, som han bilder sig ind, men som i virkeligheden ikke fandtes. For at der denne aften ikke var nogen fare for disciplene, er tydeligt nok, ikke blot af, at Jesus med sit almægtige bud: Lad disse gå (Joh 18,8), havde givet dem lejdebrev, men også af den omstændighed, som også Peter kunne have betænkt, at en anden af de troende disciple var kendt af ypperstepræsten og hans husfolk (Joh 18,15.16), og at når de ikke gjorde den ene discipel noget ondt, ville de heller ikke gøre den anden noget. Det bekræftedes også af selve hændelsen; for skønt de nu anså Peter for den, han var, ja, skønt der til sidst trådte en mand frem, som havde set ham i haven, måske netop da han til forsvar for Jesus huggede øret af hans slægtning (Joh 18,26), og endelig skønt Peter med sit stædige nægtende af sandheden virkelig havde gjort sig fortjent til straf, så gjorde de ham alligevel intet. Af alt dette ser vi, at Peters rædsel ikke havde nogen grund; men nu var alt mod, al kraft, al besindighed i den grad borte. Og da han først én gang havde nægtet, blev hans stilling stadig trangere og hedere, ja, det syntes nu helt nødvendigt at holde ud og føre samme tale, om det så havde krævet hundrede fornægtelser; for hvordan skulle han nu foran denne flok kunne bekende, at han havde løjet, og at han virkelig var en Jesu discipel? Men sådan plejer Satan at bære sig ad, når han vil føre et stakkels menneske i synd og nød: Får han blot en lille åbning og begyndelse, så vil han siden med magt og vold bryde helt ind.

Men vi skal også betænke, at Peters fald rummede mange forskellige synder. Den første og vigtigste var, at han «fornægtede» sin Herre, sin Frelser og sin Gud; og det gjorde han med de sværeste og mest udtrykkelige ord. Først siger han bestemt: «Jeg kender ham ikke»; og tilføjer: «Jeg forstår heller ikke, hvad du siger», for at antyde, at det var så langt fra, at han skulle have været sammen med Jesus, at han ikke engang kunne forstå, hvad den kvinde talte om, som kunne bringe noget sådant på bane. Anden gang nægtede han igen, men bekræftede nu sin nægtelse med en ed. Tredje gang, nemlig en hel time senere – i den tid skulle man tro, han havde besindet sig – nægtede han igen; og evangelisten siger: «Da begyndte han at forbande sig og sværge: Jeg kender ikke dette menneske, som I taler om» (Mark 14,71). Læg mærke til, hvordan han her kalder sin Herre og Mester: «Dette menneske, som I taler om». Der ligger i dette udtryk en antydning af, at Jesus var ham så fuldstændig fremmed, at han ikke engang rigtig vidste hans navn, og at han ikke før nu havde hørt ham omtale. Dette var udtrykkeligt at fornægte Kristus, og det var hovedsynden i Peters fald. For det andet var det jo også en forfærdelig synd, at han talte åbenlys løgn lige op i ansigtet på dem, der spurgte – og han var dog en Jesu discipel. Skulle vi ikke blive målløse og forskrækkede over et sådant fald? Men det tredje var ikke mindre, nemlig at han bekræfter sin løgn og sine fornægtelser med eder, at han begynder at forbande sig og sværge på, at han ikke kendte Jesus. Han lagde her, også i måden, en så grov ugudelighed for dagen, som om han havde tænkt også derved at overbevise dem om, at han ikke kunne være Jesu discipel, for Jesus havde lært alle sine disciple slet ikke at sværge (Matt 5,34).

Så grueligt kunne Peter forsynde sig, og alligevel – mærk dig det, fat det, og husk det! – alligevel bar han i hjertet en inderlig kærlighed, troskab og iver for sin Herre og Mester, og den lå skjult dér midt i hans grueligste synd. For hvad betyder det ellers, at han græder over sig selv, så snart han kommer til sig selv igen efter den sataniske sigtnings forvirring? Peter gik ud og græd bitterligt. Hvad var det, der havde trukket ham hen til Kajfas’ palads, hvor han ikke havde nogen ven eller bekendt, men var omgivet af lutter fremmede og fjendtlige øjne? Hvad trak ham, om ikke den inderlige kærlighed til Herren? De havde taget hans Herre fra ham, hans Kristus, hans eneste skat og glæde; og hvor de førte ham hen, dér blev den trofaste discipel trukket med for så længe som muligt at følge ham og se, hvordan det ville gå ham. Som allerede er vist, lå der den mest hjertelige mening og fuld alvor i de ord, Peter havde sagt tidligere på aftenen: «Jeg er rede til at gå med dig i fængsel og død». Kort sagt: Enhver forstår let, at det ikke var af troløshed eller ligegyldighed over for Herren, at Peter fornægtede ham, men kun af den svaghed og menneskefrygt, som nu overvældede ham, og som hører til det «svage kød», også hvor «ånden er villig» (Matt 26,41).

Og al denne gruelige synd var kun en følge af den selvtillid, Peter havde den aften; for kun derfor trak Kristus et øjeblik sin hånd bort fra ham. Og når Herren trækker sin nådes hånd tilbage, så går det sådan med mennesket: Så styrter det og falder fra synd til synd. Det er ganske vist grueligt at opleve; men – vedvarende selvtillid er tusind gange farligere. Formasteligheden er den dødelige gift og pest for al nåde og velsignelse og kilden til al synd og forbandelse. Men nu lærte Peter af egen erfaring, hvad han siden også skrev til alle kristne: Hold jer fast til ydmygheden, for Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde (1 Pet 5,5).

Men her er igen et smukt og lærerigt billede. Evangelisten siger: «Og Herren vendte sig og så på Peter. Og da huskede Peter Herrens ord, hvordan han havde sagt til ham: Før hanen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange. Og Peter gik ud og græd bitterligt». Her kan vi jo se helt ind i hjertet på en kristen! Peter var ligesom ude af sig selv lige indtil det øjeblik, da Jesus vendte sig mod ham og så på ham. Da vågner han, da kommer han til sig selv igen efter sigtningens rystelser, da husker han Herrens ord og ser, hvad han har gjort, og nu græder han bitterligt. Sådan går det med en kristen. I fristelsens og sigtningens onde stund er han ligesom ude af sig selv. Da kan han fare frem «som en vild hest i kampen», kastet rundt, drevet og revet med af syndens og Satans vilde magter – snart af vrede, snart af onde lyster og begær, snart af menneskefrygt osv. Da kan han falde den ene gang efter den anden, sådan som Peter gjorde her. Men så længe der bevares en gnist liv i ham, kan han umuligt blive i synden, men kommer nødvendigvis i nød. Enten følger nøden, sorgen og ufreden straks efter synden, eller også får han snart et blik fra Jesus, en vækkelse af den trofaste Ånd. Han vågner op, han tænker på Herrens ord, han græmmer sig over sin synd, han «klager, fordi hans hjerte jamrer», som David, eller «græder bitterligt», som Peter.

Se her den daglige omvendelses rette art! Den er nemlig ikke noget, en kristen sætter sig for at gøre for at mildne syndens skyld eller formilde Herrens vrede. Men som Prætorius meget rigtigt siger: «Omvendelsen er straks til stede, så snart vi har syndet» – ligesom noget, der vel altid bor i hjertet (hos de troende), men som i fristelsens onde stund blot har været skjult eller trængt til side, og som straks viser sig igen, så snart lejlighed gives. Men den viser sig forskelligt efter de forskellige lejligheder og forhold. På de roligere og bedre dage består den i en «villig ånd», en «lyst til Guds lov efter det indre menneske», eller endnu mere i utilfredshed og suk over manglerne i disse ting. Men efter et syndefald viser den sig, som vi lige har set, i den nød, den uro og sorg, som en kristen kommer i.

Det ser vi tydeligt hos Peter. Han satte sig ikke for eller tænkte: Nu skal jeg gøre bod, nu må jeg begynde at græde bitterligt, for at Jesus kan tilgive mig. Nej, ikke sådan. Hans uro og sorg, som nu var den rette omvendelse, var et værk af Helligånden, der havde plantet et sådant sind over for Frelseren i Peter, at han ikke kunne andet end blive angst og græde over sig selv, da han vågnede op til, hvad han havde gjort. Dette er den rette omvendelse, til forskel fra den selvlavede og selvretfærdige, som man sætter sig for, for at Gud skal røres og bevæges til barmhjertighed.

Men hvad gjorde Peter for at få nåde for sin svære synd? Hvad foretog han sig? Den stakkels faldne discipel kunne slet intet gøre ved det; «han gik ud og græd bitterligt». Han lukkede sig inde bag låste døre sammen med de andre disciple, som også var faldet i synd og var bedrøvede. Og der lå de i deres jammer og sorg over det, de havde gjort, og over det, de havde mistet, og de fik ikke engang møde deres Herre og sige et godt ord til ham eller bede en eneste bøn, før han gik bort i døden. Sådan er det ofte med en kristen, der er faldet og har syndet. Han formår ikke at gøre det mindste for at rette op på sagen; ofte formår han ikke engang at bede en bøn, men hele hans omvendelse består kun i nød, uro og angst. Men som vi nu har lært af Peter, er netop det den rette omvendelse – det, som mennesket ikke selv gør eller foretager sig, men som Jesu blik, Åndens vækkelse og tanken på Herrens ord virker i det. Netop det, som sædvanligvis kommer over os, når vi har forgået os og syndet, nemlig uro, bekymring og sorg, er altså allerede den rette omvendelse. Men hvad vi så selv foretager os for at gøre sagen bedre, når vi ikke straks vil fly til Jesus, det skæmmer i sandhed omvendelsen mere, end det fuldender den.

Men vi bør også se på Peters bevarede tro, som Jesus havde sagt om: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte». Hvori denne tro nu bestod, kan enhver se, når han ved, hvordan det stod til med disciplene i disse tre dage, «den lille tid»: De «græd og jamrede» (Joh 16,20), og påskemorgen, da kvinderne kom fra graven med nyheden om, at Jesus var opstået, ville de gerne tro, men kunne ikke. De ville tro, for Peter og Johannes løb straks til graven for at se, om det, kvinderne havde sagt, var sandt. Men de fattede ikke mere af det, de så dér, end at «Peter undrede sig over det, som var sket». Og sammen med de øvrige disciple troede han endnu sent om aftenen, da Jesus viste sig for dem, snarere at det var en ånd, end at det var ham selv. Men da de kunne tro, at det var Herren, «da blev de glade». Vi ser nemlig, at disciplenes tro i denne tid kun var som en rygende væge. Den bestod slet ikke i vished og frimodighed, men kun i dette redelige disciplesind, der i savnet af sin Herre og Gud var angst, sukkede og længtes: Åh, gid han dog stadig levede og var hos os! Sådan var den tro hos Peter, som ikke svigtede.

Lad os nu blot drage nogle sunde slutninger af det, vi har set her. Hvem skulle nu fortvivle? Hvem skulle ikke se, at nåden og retfærdigheden i Kristus er evig og uforanderlig, når Peter med alle disse forfærdelige synder ikke et øjeblik blev forstødt eller udelukket fra nåden, så længe han blev i troen, selvom det var en svag og skrøbelig tro? Her står Jesus og bekræfter i handling og gerning, hvad han og hans apostle så ofte vidnede med ord. Ja, han var så kærlig og nådig mod den stakkels Peter, at han ikke blot forudsagde hans fald, men samtidig også trøstede ham og sagde: «Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte». Det viser jo tydeligt nok, at han ikke ville forkaste ham, når faldet skete. Desuden var det jo, da han forudsagde det, ligesom allerede sket for ham, for hvem «alle ting er nærværende», for hvem «én dag er som tusind år og tusind år som én dag». Ja, det var nærværende for ham også i den stund om aftenen, da han vaskede Peters fødder og særligt svarede på hans ord: «Ikke kun mine fødder» osv.: «Den, der har badet – – han er helt og holdent ren; og I er rene». Her ser vi altså igen, at hvis nåden og retfærdigheden afhang af os, af vores fromhed eller ufromhed, kunne vi aldrig et eneste øjeblik være benådede og retfærdige. For ud over at vi ikke et eneste øjeblik er rene indvendig, og Gud ser til hjertet og dømmer den mest skjulte indre synd lige med den største ydre, så er også de synder, der endnu kun ligger i kød og blod, men som senere på vandringen måske bryder ud og overrumpler os, allerede for Guds øjne ligesom sket, nærværende og åbenbare. Hvornår skulle han så være os nådig, hvis han så på os og vores synder, og hvis Kristi retfærdighed ikke helt dækkede over dem for Gud? Nej, siger Luther, «så var her ikke noget nåderige, som var mægtigt over synden, men et synderige, som var mægtigt over nåden». «Men Gud være tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.» Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves (1 Kor 15; Gal 2).

Men for at blive endnu mere sikre på Jesu hjertelag over for den stakkels Peter skal vi tænke på, hvordan han viste sig over for ham, da han var opstået. Hvad betyder det, at han tidligt om morgenen sender *) to engle til graven og lægger disse ord i deres mund til kvinderne: «Sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa» osv. (Mark 16,7)? Hvorfor skulle han nævne Peter særskilt? Peter hørte jo også til «disciplene». Hvorfor ikke hellere nævne Johannes, «den discipel, som Jesus elskede»? Eller hvorfor ikke jomfru Maria, som var Jesu mor? Hvorfor netop Peter? Uden tvivl fordi Jesus vidste, at Peter var den mest nedslåede og bedrøvede, og at han, når kvinderne kom med den glade hilsen til «disciplene», måske ville have tænkt: Den hilsen er til jer, ikke til mig, som har nægtet at være hans discipel; jeg må ikke gå med jer til Galilæa for at møde ham; han vil vist ikke se mig mere osv. Det var for at afværge og fjerne sådanne sorgfulde tanker, at Jesus bød englen at nævne Peter særskilt. Her ser vi, hvor hjertelig mildt og kærligt Jesus tænkte på sin stakkels Peter, og hvordan han allerførst ville trøste ham, der var mest bedrøvet, skønt han også var den, der havde syndet mest. Så langt var det fra, at han skulle have båret nogen unåde mod ham eller ville bebrejde ham noget. Nu var Peter ved dette ord forenet med de øvrige disciple, og så sender Jesus med sin egen mund den anden morgenhilsen til dem, den allerdejligste: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud» (Joh 20,17).

*) Englene, disse Herrens tjenende ånder, bliver altid sendt af ham, før de går nogen vej; de siger heller ikke noget af sig selv, men kun det, Herren har pålagt dem.

Når du, Jesus, her taler sådan, / hvem kan da længere misforstå / dit evige forsoningsråd / og hvad det er: at have nåde af nåde?

Vi er nødt til at slutte her, skønt dette for de troende er et uudtømmeligt emne, som de aldrig kan afslutte eller holde op med at betragte, før de er hjemme hos Herren, hvor deres tro skifter til en evig skuen.