Lad Kristi ord bo rigeligt iblandt jer

Kol 3,16

(Niende årgang, 1850)

Lad Kristi ord bo rigeligt iblandt jer; lær og forman hinanden med al visdom med salmer og lovsange og åndelige sange, og syng i nåden til Herrens ære i jeres hjerter.

Dette er en formaning, som for nogle er meget liflig og let, ja, virkelig kær og elskelig – ikke et tvingende bud, men et kært og ønsket privilegium på noget, som de selv af hjertet elsker, ja, en skøn og herlig beskrivelse af deres eget væsen. Der findes, Gud være lovet, et sådant folk på jorden. Men der findes andre, for hvem den samme formaning er et byrdefuldt pålæg, et bud, som de aldrig begynder at leve efter; og atter andre, for hvem denne formaning er direkte forhadt, ja, uudholdelig. Her er altså et stykke, som prøver og afslører os, før vi aner det – et emne, hvor mange hjerters tanker bliver åbenbaret.

Lad Kristi ord bo rigeligt iblandt jer; lær og forman hinanden med al visdom med salmer og lovsange og åndelige sange, og syng i nåden til Herrens ære i jeres hjerter. Sådan går det virkelig til, hvor livet i Kristus er friskt og varmt. Og sådan bør det jo altid være! I en sådan tid er denne formaning ikke meget nødvendig. Men der kommer andre tider – «da nu brudgommen lod vente på sig, blev de alle søvnige og faldt i søvn» – da tiden bliver lang og ensformig og kristendommen en gammel hverdagssag, da træghed, lunkenhed og forsømmelighed både over for ens egen og brødrenes sjæle melder sig – det er især da, at denne formaning er nødvendig. Så længe der endnu er noget olie i lampen, elsker de troende dog denne formaning og adskiller sig derved fra dem, som er kødeligt sindede, og som ligefrem strider imod denne apostels lære. Men alligevel: Skønt ånden er villig hos de troende, er kødet dog så svagt og trægt, at de heller ikke kan «gøre, hvad de vil» efter denne formaning, så den ikke efterleves i samme grad, som den elskes og anerkendes. Åh, når man på den ene side mærker og betænker dette, nemlig hvordan Kristi ord, som skulle bo rigeligt i alle kristnes hjerter og huse, tværtimod bor der temmelig fattigt; hvordan den indbyrdes undervisning og formaning hos mange næsten helt er holdt op; hvordan salmerne og lovsangene og de åndelige sange dér er forstummet, eller nok bliver sunget, men nu ikke til Herren og i hjertet, men kun for mennesker og med munden – og man på den anden side mærker og betænker sagens overmåde store vægt, betænker, at netop dette, nemlig at Kristi ord bor rigeligt iblandt os, er det sande «universalmiddel» mod alt åndeligt ondt, både hos de enkelte kristne og hos menigheder af sådanne, ja, for hele Kristi kirke på jorden; når man besinder sig på, hvor stor en velsignelse det ville være, både for de enkelte kristne og for alle omkring dem, om Kristi ord boede rigeligt iblandt dem, og omvendt hvor stor en skade og et tab det er, når det ikke sker, så gribes man af en vis ængstelse og nedslåethed, når man begynder en betragtning over denne formaning, og mærker, at ingen ord taler stærkt nok herom, og ingen hjerter er åbne nok for en sag af en sådan vægt. Men hvad skal man gøre? Den, som kan tage det, han tage det! Vi vil nu først se, hvad Apostlen mener med sin formaning. Apostlen formaner os her netop til det, som man, Gud være lovet, får at se i sådanne tider og på sådanne steder, hvor en Åndens vækkelse og et evangelisk trosliv blusser op, hvor en Guds plantning «blomstrer og fryder sig» (Es 35), nemlig hvor rigeligt Kristi ord da bor i sjælene, hvordan der bliver læst, talt, sunget, undervist og formanet indbyrdes, glad og fortroligt og med hjertets fryd og smag, og det til alle tider og på alle steder, så verden står der den dag i dag lige så forbløffet og forbitret og spottende som jøderne på den store pinsedag, da apostlene begyndte at tale med nye tunger om Guds storværker, og de sagde: «De er fulde af sød vin!» Men dér ser man da, hvad Apostlen mener, når han siger: «Lad Kristi ord bo rigeligt iblandt jer; lær og forman hinanden med al visdom med salmer og lovsange og åndelige sange» osv. Hvis vi altid blev ved med at være lige brændende i ånden, hvis den første kærlighed aldrig blev kold, så ville det netop være det, Apostlen her formaner til. Vores åndelige og evige vel kræver, at vi bestandig fortsætter og vokser i nåden og i kundskaben om Kristus, at vi derfor aldrig bliver forsømmelige og lader Ordet blive skubbet til side, men altid holder den hellige ild ved lige og breder den ud ved at læse, tale, synge og indbyrdes undervise og formane; for ellers går det, som Jesus sagde til menighedens engel i Efesos: Hvis han ikke vendte tilbage til den første kærlighed, ville han (Herren) flytte hans lysestage fra dens plads (Åb 2,5). Dette er derfor ikke en fri sag, som man efter behag kan gøre eller lade være og alligevel beholde livet; men hvis vi ikke vil ende i kødet og i den evige død, så er vi nødt til hele tiden at holde det åndelige liv ved lige med en daglig omgang med Guds ord. Ligesom et barn bliver opfostret med mælk, sådan må også det nye menneske have sin mælk, og den er «Kristi ord». En kristen må derfor med stadig flid omgås Bibelen og dér give sin sjæl føde. Apostlen siger: «Lad Kristi ord bo iblandt jer!» – ikke blot have husly hos jer en kort tid som en gæst, men bo iblandt jer for altid, siger han. Kristi ord skal forene sig helt med vores inderste og bestandig bo og regere dér. Han siger også: «rigeligt» – ikke blot visse korte stunder, men bestandig, overalt og på mange forskellige måder. Hvis du ikke har lejlighed til at høre og læse det så meget, kan du dog tænke på, tale eller synge et eller andet Guds ord; ligesom Herren befaler, at vi med en sådan flid overalt skal indprente Ordet i vores børn, «når du sidder i dit hus», siger han, «og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op» (5 Mos 6,7). På samme måde skal vi også altid og overalt øve os selv i Kristi ord, også når vores legemlige arbejde ikke tillader os særskilt at hellige os det. Men Apostlen siger videre: «med al visdom». Det er også en vigtig tilføjelse. «Lær og forman hinanden med al visdom»; det vil sige: Lad det ikke blive ved den blotte brug af Kristi ord, men betænk, I kristne, at det jo skal have et formål, og se til, at det bliver nået. Nogle bruger Ordet med jævn flid, men tænker ikke på selve det store formål, nemlig vores forbedring, opvækkelse og fremgang i troen, i kærligheden, i håbet og tålmodigheden osv. De bruger altså Ordet uden al visdom, er tilfredse, når de blot har brugt det, kan høre det ene og det andet emne med interesse, blot det er godt udført; de tænker ikke på, hvad de selv skulle tage til sig af det; de kan nøjes med blot visse dele af Ordet og helt glemme andre stykker osv. Sådan gør også mange, som fremfører Ordet for andre; de tænker ikke på at udrette noget hos tilhørerne, men kun på at holde et foredrag, der vinder bifald. At Apostlen har ment noget sådant, ser man af hans lignende formaninger andre steder. I 1 Kor 14 lærer han udførligt, hvordan de kristne skal opbygge hinanden; og dér siger han blandt andet: «Når I kommer sammen, har enhver af jer en salme, han har en undervisning, han har en åbenbaring, han har gaven til at tale i tunger, han har udlægning; lad alt tjene til opbyggelse! I menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand (det vil sige forståeligt), for at jeg også kan undervise andre, end ti tusind ord i tunger (på et sprog, som brødrene ikke kender, og helt uden udlægning). Mine brødre, vær ikke børn i forstand» osv. Og igen, v. 32–33: «Og profeternes ånder er underordnet profeterne; for Gud er ikke uordenens, men fredens Gud» osv. – Men for også i alle henseender at færdes med visdom som kristen kræves det, at man lader Kristi ord med al dets visdom bo og regere i os; for «i Kristus ligger alle visdommens og kundskabens skatte skjult» (Kol 2,3). Og at stræbe efter en klog fremgangsmåde i alt er højst nødvendigt for kristne; for ellers kan de let skade den sag, de vil fremme, og virkelig «give modstanderen anledning til at spotte». *)

*) Man kunne fremføre mange eksempler på uklogskab ved den gode iver; som for eksempel når nogen for at adlyde formaningen: Lær og forman hinanden, formaner sine forældre i samme tone eller med samme ord, som det kun passer sig for forældre at bruge over for barnet, og ikke omvendt (1 Tim 5); eller når nogen taler Guds ord til drankeren, mens han er beruset, og altså «kaster perler for svin»; eller når nogen, der ved, at han for Kristi efterfølgelses skyld er nødt til at trodse verdens dom, også trodser den i tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt, hvor ingen højere pligter kræver det osv. Videre lærer Apostlen her, at vi ikke blot skal høre Ordet eller læse og betragte det for os selv, men vi skal også dele det med andre, tale om det, lære og undervise hinanden, formane og opmuntre hinanden. Han siger: «Lær og forman hinanden med salmer og lovsange og åndelige sange, og syng i nåden til Herrens ære i jeres hjerter». Men her får den hellige apostel alle vor tids farisæere, ypperstepræster og skriftkloge til modstandere, som med deres vedtægter gør Guds ord til intet og lærer det modsatte: at kristne i almindelighed ikke skal lære og formane hinanden; det hører alene præsten til. **) Når nu de samme formaninger gives ikke blot her (Kol 3,16), men, som vi snart skal se, så mange steder i Skriften, så må enhver lære og én gang for alle huske, at de er falske profeter og en hindring i en sag af så overmåde stor vægt for Guds rige – de nemlig, som drister sig til åbenlyst at lære lige imod Skriftens tydelige ord. Apostlen siger her udtrykkeligt: «Lær og forman hinanden!» og skriver alligevel ikke til Timotheus, Titus eller Filemon, men til kolossenserne, som ikke var en flok indviede præster, men ganske enkelt en flok døbte og troende kristne. Og alligevel står her ordet διδάσκοντες, det vil sige: lærende! – og «hinanden»! Derfor skriver Luther om dette ord: «I Kol 3,16 gør Paulus læreembedet fælles for alle kristne, når han siger: Lær og forman hinanden, og dertil enhver sig selv, ud over den offentlige prædiken, for at Guds ord altså, offentligt og i det skjulte, i fællesskab og hver for sig, overalt kan være i brug.» – Og den samme Luther siger igen om Stefanus’ historie: «Her opstår det spørgsmål, om lægfolk og menigmand også må prædike, eftersom Stefanus her ikke blev sat til at prædike, hvilket embede apostlene påtog sig, men til at forvalte, og han alligevel, når han kommer på torvet og blandt folket, straks gør røre med tegn og undere og dertil straffer de øverste! Men her står Stefanus fast og giver med sit eksempel enhver magt til at prædike, hvor han end befinder sig, det være sig i huset eller på torvet, og lader således ikke Guds ord være bundet til nogle bestemte mennesker – hvormed han dog ikke hindrer apostlene i deres prædiken, men også passer sin tjeneste, rede til at tie, når apostlene selv prædiker. For der må være en orden, så ikke alle prædiker på én gang, men som Paulus lærer: ’Lad to eller tre profeter tale, og hvis en anden, som sidder dér, får en åbenbaring, så skal den første tie’ (1 Kor 14).» – Ja, der må være nogle, som er helt og holdent udskilt og sat til at hellige hele deres liv til prædiken og sjælesorg; men det fritager ikke de øvrige kristne fra deres pligt til ved alle de lejligheder, som kan forenes med varetagelsen af deres legemlige kald, at «forkynde hans dyder, som har kaldet dem fra mørke til sit underfulde lys» (1 Pet 2,9); ligesom også nogle er udskilt og sat til at være tårnvægtere for at give signal, hvis der udbryder ildebrand, og det dog ikke fritager andre fra pligten til straks at gøre det kendt, hvis de ser en ild bryde løs. Og hvis nogen gør det sidste, ville det jo være en påfaldende dårskab, om nogen sagde: «Det tilkommer ikke dig at råbe, at der er ild løs, for du er ikke tårnvægter!» Og hvis vægteren havde sovet i sit tårn og ikke mærket ilden, så alle før ham havde råbt om den, kunne han vel blive fortørnet over det; men hvis han ville bebrejde folk, at de var trådt ind i hans embede, så burde vel ingen lade sig forvilde til at tro, at en sådan bebrejdelse var sand og rimelig; man skulle snarere svare: «Vær du glad, når du har fået lov at sove, om end din ære som tårnvægter ikke skulle regnes for vigtigere end de menneskers liv og ejendom, som var i fare for ilden!» Anvendelsen af dette på vores emne er let at gøre. Note: **) Det sørgeligste er, at ikke blot den almindelige døde hob, men en hel åndelig skole – som i øvrigt har megen iver for Gud, har ord og visdom og i meget skiller sig fra verden – fører den samme pavelige strid imod Bibelens lære på dette punkt og har en eller anden «fædrenes vedtægt» til støtte, med hvilken de gør Guds bud til intet og lærer: «Kristne af folket skal ikke tale i Jesu navn, men kun præsten; ham må man høre, spørge og adlyde!» Ja, visse steder går det så vidt, at hvis to brødre i ét hus bliver kristne, må de ikke tale med hinanden om denne deres dyreste sag; vil de tale om noget, der angår sjælen, skal det kun ske med præsten. Det vil jo sige, at når man bliver en kristen, skal man i religionens, i Herrens navn forpligtes til, når man ikke er hos sin præst, men sammen med andre mennesker, enten at iagttage en bestandig tavshed eller også tale om verdslige anliggender og desuden om vejr og vind, om ager og eng. Åh, det er et forbløffende eksempel på, hvor vidt det kan gå med menneskebud i religionens navn, når man taber Guds ord af syne. Paven forbyder sit folk endog at læse Bibelen. Da gyser vi over det pavelige bud; men det er ikke mindre gyseligt og paveligt i Guds navn at forbyde vakte og fromme sjæle at tale om Gud – det, som Moses (4 Mos 11,29), David (Sl 1,2), Kristus (Matt 10,32), Paulus og Peter tværtimod formaner os til! Og vær vis på, at der alligevel aldrig bliver for meget af den tale! Vi har hindringer nok for en sådan tale inden i os selv, om den så ikke bliver forbudt os i Herrens navn!

Men vi vil afslutte dette ved at anføre nogle tydelige bibelord. Den, som ikke lader sig overbevise af Bibelen, må vel drage den slutning om sig selv, at han ikke er kaldet til at tale om åndelige ting; for så er han visselig ikke nogen «kongelig præst» (1 Pet 2). Vi har i Den Hellige Skrift en stor skare vidner i denne sag. Moses siger: «Åh, gid hele Herrens folk blev profeter, ved at Herren lod sin Ånd komme over dem!» (4 Mos 11,29). Kristus siger: «Den, som ikke samler med mig, spreder» (Matt 12,30). Paulus siger (ud over det, vi allerede har betragtet, Kol 3,16): «Jag efter kærligheden; stræb efter de åndelige gaver, men mest efter at profetere. Men den, som profeterer, taler til mennesker til opbyggelse og formaning og trøst» (1 Kor 14). Peter siger: «I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab – for at I skal forkynde hans dyder, som har kaldet jer fra mørke til sit underfulde lys» (1 Pet 2,9). Jakob siger: «Mine brødre, hvis nogen blandt jer farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, så skal han vide, at den, som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser en sjæl fra døden og skjuler en mængde synder» (Jak 5,19–20). Og igen Paulus: «Trøst derfor hinanden og opbyg den ene den anden, ligesom I også gør. – Og vi formaner jer, mine brødre: Forman de uordentlige, trøst de modløse, tag jer af de svage» (1 Thess 5,11.14). – Se, sådan taler Moses, sådan taler Kristus, Herren i sit hus, sådan taler hans apostle. Men der er en del vægtere på Zions mure, som siger: «Nej, hele folket skal tie om åndelige ting; kun vi skal tale og lære.» Og der var en del øverste og ældste og præster i Jerusalem, som befalede de stakkels fiskere, som Herren havde taget til sine vidner, «slet ikke at tale eller lære i Jesu navn»; men Peter svarede: «Om det er ret for Gud at adlyde jer mere end Gud, det må I selv dømme om» (ApG 4,18–19).

Kort sagt: Af alle disse og endnu flere udtrykkelige udsagn i Den Hellige Skrift bør vi lære ikke blot dybt at foragte, træde under fode og straffe disse pavelige bestemmelser, som så fjendtligt strider mod Herrens ord og Herrens rige. Vi skal også huske, hvad Luther siger: «En kristen har ikke alene ret og magt til at lære Guds ord, men er også forpligtet til at gøre det, så sandt han ikke vil miste sin sjæl og pådrage sig Guds unåde». *) Vi bør derfor bede Gud om nåde til at gøre det og lydigt rette os efter Apostlens formaning: «Lær og forman hinanden med al visdom».

*) Tom II. Altenb. fol. 330.

«Med salmer og lovsange og åndelige sange, og syng i nåden til Herrens ære i jeres hjerter.» Her formaner Apostlen os til også at bruge åndelig sang til vores opbyggelse. Og hvilket velsignelsesrigt middel er sangen ikke til at vække, oplyse og stemme det adspredte sind, til at berolige og glæde hjertet under jammerdalens mangfoldige modgang! Hvor mange gange spredes ikke den tætteste sky omkring sjælen blot ved en opbyggelig sang! Hvor mangen hård og kold sjæl er ikke af en liflig sang blevet varmet op og bevæget til besindelse! Hvor ofte har sangen ikke indprentet dybt i hukommelse og hjerte de dyrebare sandheder, som ellers snart blev glemt efter en prædiken! Luthers fjender klagede over, at han gjorde mere skade (for pavens kirke) med sine viser end med alle sine prædikener. Om sangens værd har den gamle kirkelærer Basilius disse smukke tanker: «Da Helligånden godt vidste, hvor vanskeligt det menneskelige sind lader sig føre hen til det, som er godt og helligt, mens vi er meget villige til det, som er behageligt for os af naturen, hvad skulle han så gøre? Så blandede han visernes liflighed sammen med den sunde lære, for at vi med den første også skulle tage imod de skønne ords nytte, før vi selv kunne mærke det – på samme måde som en klog læge, for at få den uvillige patient til at drikke en bitter drik og medicin, smører honning på glassets kant. Sådan skal også salmernes melodi lokke unge mennesker, som blot elsker sangen, til ubemærket også at tilegne sig god lære til salighed». *) Sådan taler også den gamle kirkefader Augustin meget smukt om sangens kraft og velsignelse, når han siger: «Ak, Herre, hvor har jeg grædt over dine salmer og lovsange, når jeg blev så inderligt bevæget af din hellige menigheds lifligt klingende røst! Den røst trængte ind i mine ører, og din sandhed smeltede sammen med mit hjerte, og ved den samme din sandhed blev en salig andagt varmet op og tændt i mig, så tårerne flød mildt ned ad mine kinder. Ak, hvor søde var mig de tårer!» **)

*) Basilius, Homil. in Ps. 1.

**) Augustin. Confess. 9: 6.

Om ordene i nåden, som Apostlen tilføjer: «Og syng i nåden», siger Luther: «Det kan nok tydes sådan, at der tales om Guds nåde, dvs. at sådanne sange skal ske uden tvang og lov, af frivillig lyst og kærlighed. Men jeg mener, at Paulus taler om sangens eller visernes nåde og liflighed. Det skal være åndfulde, liflige og søde viser, som enhver gerne hører. Nogle viser har de allerskønneste ord, men er verdslige og kødelige; andre har omvendt et godt indhold, men med så uegnede ord, at ingen af delene duer eller vinder behag».

Men den vigtigste bemærkning, Apostlen gør her, lyder sådan: «Og syng til Herrens ære i jeres hjerter». Hermed vil han bestemt ikke sige, at man ikke skal synge med munden; men han formaner os til ikke at lade det blive blot sang med munden og for mennesker. Det skal være, som Apostlen siger et andet sted: «Jeg vil lovsynge med ånden (i mit hjerte, for Herren), men jeg vil også lovsynge med forstanden», dvs. med en sådan røst, at også andre hører og forstår det (1 Kor 14,15). Tænk: Når salmen indeholder udtryk for bøn, taksigelse, længsel osv., og du lader det blot gå gennem munden uden at mene det af hjertet over for Gud, så er det jo åbenlyst hykleri. Der er stor fare – især visse steder, hvor man gør meget ud af sangens velklang, af indøvelse af stemmer og den slags – for, at det til sidst bliver – blot sang! – uden hjerte, uden mening og ånd. Åh, hvor let glider det svigefulde hjerte ikke ind på en forkert vej! Hvis man blot våger og er oprigtig, vil man snart mærke og erkende det. Mange vil dog regnes for at være i åndelig omgang, når de synger åndelige sange, skønt deres hjerter ikke har del i det, de synger med munden, selv om de følger med i tankerne. En sådan sang er for det menneske blot en smukkere, religiøs fornøjelse, men for Gud et afskyeligt hykleri, når den vil regnes for alvorligt ment. Lütkemann har med rette bemærket, at «kristne ikke bør bruge sangen anderledes end selve bønnen, nemlig med sand andagt og i Herrens frygt». Og kirkefaderen Augustin siger igen om dette: «Hvis jeg sang sådan, at jeg mere glædede mig over den liflige tone og klang end over indholdet, så bekender jeg, at jeg dermed syndede ret slemt og fortjente straf. Jeg vil langt hellere slet ikke synge eller høre synge end være uden andagt ved det». Hermed er det nu sagt, hvad Apostlen mener, når han tilføjer: «Og syng til Herrens ære i jeres hjerter».

Ja, hvilken rig velsignelse, om vi også på denne måde, ved opbyggelige, liflige og andægtige sange, lod Kristi ord bo rigeligt i os og iblandt os! Hvilken fred og glæde i ånden, hvilken kraft mod alle slags fristelser, om en kristen ved alt det arbejde, der tillader det, også opbyggede sig selv med sang! Uden selv at vide det ville han dermed også opbygge mange tilhørere og virke meget godt hos dem. Hvor er det ikke dejligt og opbyggeligt at høre, når en bonde på sin mark eller en håndværker på sit værksted eller en tjenestekarl ved sin fredelige gerning gør sit hjerte og sit arbejde let med en smuk åndelig sang! Hvor godt gør en kristen ikke mod sig selv, når han i huset eller ude på marken synger Herren en lovsang i stedet for at adsprede og plage sit hjerte med unyttige tanker og sorger! Den sunde skik havde de første kristne; og når Kristi kærlighed brænder varmt i troende hjerter, så kommer den af sig selv. «Er nogen glad, skal han synge salmer», siger Apostlen. Hvor der kun hersker en lovisk åndelighed, hvor «trældommens åg» tynger sindet, dér hører man ikke lovsange. Men hvor en evangelisk ånd begynder at herske, dér kommer glade sange ligesom af sig selv. Om en sådan salig tid og opbyggelig skik siger Hieronymus (in epistola 17:a ad Marcellam) meget smukt: «Du kan vende dig, hvorhen du vil: plovmanden synger et glædesfyldt halleluja bag ploven. Den flittige høstkarl morer sig med lovsange, og vintræderen synger en af Davids salmer. Det er vores kærlighedssange. Dem lader hyrderne lyde på markerne, med dem væbner landmanden sig». Se, sådan skulle vi bestandig, også under arbejdet, på en eller anden måde omgås Kristi ord; så kunne det bo rigeligt iblandt os. Men der er én ting, som gør alt dette til intet, nemlig hvis vores liv er kødeligt og på væsentlige punkter ikke stemmer overens med Ordet. For det bliver alt for brydsomt for følelsen at gå fra Ordet til den vante yndlingssynd og så igen fra synden tilbage til Ordet. Nej, synden og Ordet er som gift for hinanden. Derfor kan vores tekststed lige så godt oversættes: «Lad Ordet bo i jer» som «iblandt» jer, så det viser sin kraft til at hellige hele ens væsen. Derfor følger nu:

«Og alt, hvad I gør i ord eller gerning, skal I alt sammen gøre i Herren Jesu navn, og tak Gud Fader ved ham». Åh, hvilken hellig ting vi dog har i Guds ord! Se her: Det er både den velsignede virkning af det alvorlige brug af Ordet og også den bestemte betingelse for at kunne blive ved med det, at «alt, hvad vi gør i ord eller gerning, gøres i Herren Jesu navn». Ordet og synden kan ikke trives sammen. Det er også uden tvivl netop det frie, kødelige og verdslige liv, som har jaget Ordets daglige brug ud af mangt et hus; for som lige sagt bliver det alt for brydsomt for følelsen at gå fra synden til Ordet og fra Ordet til synden. Men ve det menneske, som så lader Ordet fare og vælger at beholde synden! Lykkelige de, som omvendt driver synden ud med Ordet! Derfor siger Luther også, at et dagligt og alvorligt brug af Guds ord er den stærkeste røgelse og det rette vievand, som Djævelen drives bort med.

At gøre noget «i Herren Jesu navn» indebærer at «være iklædt Kristus» – at stå i hans sted, både ved troen over for Gud og ved kærligheden i livet over for mennesker; for det ligger altid i det, når der står at tale, gøre eller bede i Jesu navn. Altså kræves der først, at man er en troende kristen, som lever alene af Kristi retfærdighed; derved lever Kristus også i os, Kristus er vores liv, sådan som kapitlet begyndte: «I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud; når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret» osv. Og som der står i Gal 2,19–20: «Jeg er ved loven død for loven – og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn» osv. Men for det andet står vi også i Kristi sted i vores liv, med ord eller gerninger, hvad enten vi tror og tænker over det eller ej. For det går altid, som Kristus siger, at «han bliver æret, når vi bærer megen frugt» (Joh 15), men derimod, at «hans navn bliver spottet på grund af os», hvis vi lever skødesløst og dårligt (Rom 2,24). Åh, hvilket tankevækkende forhold! Åh, hvilken forfærdelig synd og skade, om vi glemmer dette og lever, som om vi var vores egne og kunne gøre, hvad vi ville! – Kristne, vil Apostlen sige, betænk, at I ikke er jeres egne. I er Kristi lemmer, jeres hjerte er hans tempel, jeres tunge er Kristi tunge, jeres øjne, jeres hænder, alt er Kristi lemmer! «Alt, hvad I gør i ord eller gerning, skal I alt sammen gøre i hans navn», i hans sted, ligesom om han selv var her og gjorde det. Gør alt som hans lemmer, til hans ære og velbehag, sådan at det ville sømme sig for ham selv at gøre det, I gør. Eller hvem skulle vove at gøre synd med Kristi lemmer, at tale unyttige ord med Kristi tunge, at gøre onde gerninger med Kristi legeme? Gør derfor intet, som ikke ville passe for Herren Kristus at gøre; gør og tal sådan, som han gjorde og talte! Han var mild og ydmyg af hjertet; vær også I milde og ydmyge af hjertet. At virke til Faderens ære og velbehag var hans mad; nåde og sandhed var altid på hans læber; vær hans efterfølgere i dette. Kort sagt: «Alt, hvad I gør i ord eller gerning, skal I alt sammen gøre i Herren Jesu navn». «Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord; hvis nogen tjener i menigheden, skal han tjene med den kraft, Gud giver». Den, der selvisk foretager sig noget og gør det til sin egen ære, efter sit eget tykke og velbehag og i egen kraft, han gør det i sit eget navn, og så er det tabt; han har fået sin løn! – Nej, gør alt i Herren Jesu navn!

«Og tak Gud Fader ved ham!» Giv Gud æren for alt godt! Kend og erkend, at I ikke engang er i stand til at tænke noget af jer selv; men er vi i stand til noget, så er det en gave ved Kristus.

Se, dette er nu summen af hele det kristne liv. Men alt dette bliver kun ord og tanker og bliver aldrig til gerning og handling, hvis ikke Kristi ord har fået bo i os, rigeligt og i al visdom. Derfor bliver slutningen denne: Der findes intet middel til altid at blive i troen og kærligheden, i et saligt og fortroligt fællesskab med Frelseren og i kærlighedens lyst og kraft til et kristent liv, uden dette ene: dagligt at vende tilbage til Ordet, læse, tale, skrive og synge om Kristus, lære og formane os selv og hinanden alle dage. Derved ville alt åndeligt ondt blive helbredt og alt godt blive givet os. Mod synder, mod vantroens kvaler, mod letsind, mod alle slags vildfarelser og falske ånder, kort sagt mod alt ondt hjælper kun én ting: flittig brug af Kristi ord. Der findes ingen sådan evangelisk visdom, ingen sådan troens metode, at jeg derved altid kunne holde mig troende og varm i min ånd – ikke engang Luther kendte nogen sådan kunst. Der findes kun ét eneste middel til det: dagligt at vende tilbage til det samme evangelium, ganske enkelt slå bogen op, læse noget i den, tale noget om den, skrive om det til en ven, synge en evangelisk sang, under bøn om Guds nærvær – se, dér er hele Israels styrke! For på denne måde bor Herren hos sit folk. Han kan ikke blive borte, hvor man med hjertets oprigtighed handler om ham, selv om det skete i så stor svaghed og ringe tro som hos de to Emmausdisciple. Han går dog stadig med os på vejen, udlægger skrifterne for os og får vores hjerter til at brænde. Derfor – Ordet, Ordet! – omgås blot flittigt og inderligt med Ordet, helst ved at lære hinanden, ved opbyggelige samtaler – så bliver alt helbredt, alt bliver godt.