Om kristen taknemmelighed og lovprisningen af Gud

(Attende årgang, 1859)

«Hans pris skal altid være i min mund» (Sl 34,2)

Sådan siger den prøvede David: Jeg vil love Herren altid, hans pris skal altid være i min mund. Sådan bør det sandelig være med en kristen, som er sat ind i hele Kristi rigdom: at han altid er glad og taknemmelig over så stor en lykke, sådan som også Apostlen siger: Vær altid glade – sig tak under alle forhold, for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus (1 Thess 5). For det første er det sandelig den rimeligste og saligste pligt, at Guds børn allerede her i prøvelsens verden begynder det himmelske liv, nemlig at prise og love vor Gud – glæde sig over, elske og prise deres himmelske Fader for alt, hvad han er i sig selv, og for alt, hvad han har gjort, gør og vil gøre imod dem. Hvem kan opregne alle de grunde til at love Gud, som her kun er antydet? Men noget, der er lige så værd at besinde sig på i tide, er, at utaknemmeligheden er en synd, der fører en hel mængde ulykkelige følger med sig – «utaknemmeligheden er en udtørrende vind, som får alle Guds nådekilder til at løbe tørre» – og utaknemmeligheden er en slags forhekselse af menneskets sind, så det ikke ser det gode, det har. Selv om det i virkeligheden er det lykkeligste menneske på jorden, går det alligevel gennem livet som et ulykkeligt væsen, en martyr for sin bestandige utilfredshed, en byrde for sig selv og en, der fornægter Guds ære. Det er sikkert, at selv den, der har fået mindst på denne jord, dog har store grunde til uafladeligt at prise, takke og love vor Gud; for blot det at se eller vide noget om Guds herlige gerninger og væsen burde fylde os med hans pris. Hele jorden er fuld af hans godhed – himmel og jord er fulde af hans ære. Den mindst lykkelige har store grunde til uafladeligt at prise og love Gud, blot for det, han er i sig selv.

Hvor meget mere da, hvis du også er en af dem, som i dit eget hjerte har erfaret hans store nåde og barmhjertighed, er blevet benådet med det salige kald til Kristi rige, benådet med Helligåndens oplysning, så du har lært dig selv og din Frelser at kende og er blevet et Guds barn – og ved siden af alt dette måske også nyder en hel mængde synlige velgerninger fra Gud, åndelige og legemlige, har Guds ord og dagligt brød, ja, alt, hvad der er nødvendigt på rejsen gennem livet – hvor meget bør du da ikke takke og love vor Gud! Glemmer du derimod alt dette, går utilfreds og utålmodig omkring og ser på nogle små ubehageligheder, så er det en utaknemmelighed, som næppe vil blive ustraffet. En kristen bør være et glad og taknemmeligt menneske.

Vi siger ikke, at Herren for denne utaknemmeligheds skyld helt vil tage sin nåde fra os, så længe vi dog har det sind, at vi ikke kan undvære hans Søn, til hvem alene Guds velbehag er knyttet. Men det siger vi, at Gud vil straffe vores utaknemmelighed og forsøge at helbrede os for den. Og det gør han på den allernaturligste måde: Han tager de gode gaver fra os, som vi ikke værdsætter og takker ham for, og giver os i stedet noget rigtig bittert – og så vil vi måske takke ham. Utallige eksempler viser, at et menneske, der altid var utilfreds og ulykkeligt, mens det havde fuldt op af Guds gaver og velsignelse på alle sider, siden, da nogle ulykker var gået hen over det, blev et langt mere tilfreds, glad og taknemmeligt menneske. Mangen en datter i et kærligt forældrehjem var bestandig utilfreds og utaknemmelig; men efter nogle års ulykkeligt ægteskab er hun så ydmyget og tugtet, at hun nu er langt mere tilfreds og taknemmelig. Mangen en hustru til en kærlig og elskværdig mand er utilfreds over de ubetydeligste vanskeligheder og utaknemmelig for alt det gode, hun har; men når hun har mistet det og en tid har siddet som enke i et fattigt hjem, er hun langt mere tilfreds og taknemmelig for det mindste gode, hun nu oplever. Når Herren ikke kan få et glad og taknemmeligt hjerte af os for det gode, så må han få det for det onde. Sådan er vi. Vi lader os ikke sige noget, før det svier. Og vor Herre Gud forstår nok at helbrede os. Men det ville sandelig være klogest i tide at lade sig sige, tage imod råd fra Herren og «lade hans øje våge over sig», så han ikke skal styre os med «tøjle og bidsel» (Sl 32,8–9).

Men dette er endnu kun nådige straffe for utaknemmeligheden, når de er os til bidsel, tugt og forbedring. Langt mere ulykkeligt er det, når utaknemmeligheden i åndelige ting fører en mængde skadelige uarter med sig hos os, og Gud tager det åndelige gode bort, som vi ikke værdsætter. Hele Israels vandring gennem ørkenen er et spejl for os i denne henseende. Herren Gud havde med stor barmhjertighed og vældig arm udfriet dem af trældommens land, havde for deres skyld plaget hele Egypten og slået alt førstefødt og til sidst ladet havets vand, helt imod dets natur, rejse sig som mure og gøre vej, da Herrens folk skulle gå frem der og deres fjender tilintetgøres. Men for alt dette takker de ham sådan, at da de kommer ud i ørkenen, kan de den ene gang tro, at de skal dø af tørst, skønt en så almægtig og kærlig Fader fulgte dem; den anden gang dadler de den mad, Gud med stor nåde og visdom havde bestemt for dem. For det milde himmelbrød, manna, var netop den tjenligste næring for den lettere levevis, som de nu førte i ørkenens stilhed. Men da begynder de at tænke på det kød og de krydderier, de havde haft under det tunge trællearbejde i Egypten, og vil nu have netop den samme mad. «Vores sjæl væmmes ved den elendige føde, vi får,» siger de. «Gid vi havde kød at spise! Vi husker fisken, som vi spiste i Egypten for ingenting, og agurkerne og melonerne, porrerne, løgene og hvidløgene.» Så fuldstændig har de nu glemt al den forfærdelige lidelse under trældommen og de store undergerninger, hvormed Gud havde udfriet dem og gjort dem til et frit folk. Men hvad denne utaknemmelighed førte med sig, kender vi også: først denne bestandige uvorrenhed, utilfredshed, vantro, utålmodighed og lede, ja, åbenlys opstand mod Guds orden; og siden de forfærdeligste straffedomme fra Gud, idet han den ene gang sender brændende slanger over dem, så de ligger der som fluer og dør; den anden gang straffer han dem med netop det, som var genstand for deres utålmodige begær, nemlig kød (4 Mos 11,31–35); den tredje gang lader han jorden åbne sig under deres fødder, og de «farer levende ned i dødsriget» (4 Mos 16). Alt dette er også Guds stærke, veltalende sprog til os. Sådan siger Apostlen: «Det er skrevet som en advarsel for os.» Det er os kristne, der er udfriet fra en trældom, som det egyptiske kun var et svagt forbillede på. Det er os, der går gennem Det Røde Hav, Kristi dyre blod, og dér frelses fra vores fjender. Det er os, der spiser det rette himmelbrød, siger Kristus – «Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen» osv. (Joh 6). Det er os, der føres gennem verdens ørken af en mægler for en bedre pagt end Moses osv. Men så er det også os, der i åndelig forstand skal opleve, hvad Israel oplevede, hvis også vi glemmer den udfrielse og nåde, der er blevet os til del, og bliver utaknemmelige. Når også vi begynder at sige om det sande himmelbrød, Kristus og hans evangelium, at det er en «elendig føde», at vi væmmes ved det, og vi forlanger de pirrende krydderier, «porrer, løg og hvidløg», det vil sige noget, der ægger de menneskelige følelser – så vil Gud også gøre med os, som han gjorde med forbilledets folk, Israel. Da de således i utaknemmelighed fulgte deres begær, gav han dem, hvad de bad om; «men mens de endnu havde kødet mellem tænderne», døde de under Guds vrede, så at stedet hedder Begærets grave den dag i dag (4 Mos 11). Sådan kan også du få, hvad du begærer. Vil du ikke have det gamle, enkle ord om omvendelse og syndernes forladelse, om troen, håbet, kærligheden og gudfrygtigheden, så kan du vende dig til alle slags nyheder, disse pirrende krydderier – men så også dø åndeligt og falde i alle mulige tåbeligheder og, som Luther siger, «komme op med nye sekter og partier» og til sidst ganske enkelt ende i kødet, i en eller anden åbenlys ugudelighed, miste al sund besindighed og gudsfrygt, så du kan tro og forsvare hvad som helst tåbeligt, blive mere ugudelig end nogen sinde før og til sidst, som Koras flok, fare til helvede.

Når vores børn ikke vil forstå, hvilken nåde det er, at kristne forældre og lærere tidligt og sent formaner, advarer og underviser dem om det, der hører til deres timelige og evige velfærd, men de fortsætter i letsind og foragt for Guds nåde, så vil der komme en anden tid, da disse kærlige stemmer ikke længere taler til dem, men tusind andre stemmer – først hele verdens, kødets og Djævelens forførelse og siden nød, skam, kval og forbandelse. Alt dette vil nu måske vække dem til anger og besindelse, så de af nød lærer at tænke på det, der tidligt blev sagt til dem – men nu vil lærdommen dog være dem dyrt nok købt. – Når en menighed er benådet med den dyre gave, en tro sjælesørger, som dag og nat under megen usynlig angst og bøn tænker på sine tilhøreres bedste og utrætteligt råber, advarer, lokker og indbyder til nådens bryllup, fremdrager evangeliets herlige skatte, trøster, formaner og beder; men alt dette bliver foragtet – eller selv om det en gang er blevet taget imod, bliver det siden en gammel, udlært lektie, en «elendig føde», så man væmmes ved den – hvad skal vor Herre Gud da gøre? Jo, før man ved af det, tage den forsmåede mad og den foragtede sjælesørger bort; han kan ikke længere gøre gavn her. Og de skal siden få en, som ikke længere trætter dem med disse gamle, enfoldige lærdomme, men prædiker, «så det kilder i ørerne», en, som rigtig godt kan vugge de sjæle i søvn, der ikke ville lytte til den vækkende røst. Og de andre, som nok ikke kan lulles i søvn, men tværtimod måske netop ved dette skifte endelig vækkes til ret besindelse, skal dog aldrig mere have det, de har haft, disse rige lejligheder til at sidde og høre sund lære, men skal siden gå lange veje efter den. Det har vi jo ofte set. Og deres børn, som ikke forstår at søge efter sandheden, vil kun høre den søvndyssende røst eller også nogle nye, skadelige ånder, der bibringer dem fremmede lærdomme, så de ikke engang får lov at beholde det rene bogstav. Det vil gå helt efter Apostlens ord: «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor vil Gud sende dem en kraftig vildfarelse, så de tror løgnen.» Da Luther på 7. søndag efter trinitatis taler om den store utaknemmelighed mod Guds ord, nemlig at man knap vil give brødet til dem, der prædiker Kristi evangelium, og ikke magter at underholde lærere og skolemestre, siger han til sidst: «Men når enhver således kun vil tænke på sin egen husholdning, og ingen bryder sig om, hvor Guds ord tager vejen, så vil Gud nok sige derom, sådan som han taler hos profeten Haggaj, kap. 1,4–9: ’Er tiden da inde for jer til at bo i jeres panelede huse, mens mit hus ligger øde? Giv agt på, hvordan det går jer: I sår meget, men høster lidt; – – den, der arbejder for løn, lægger sin løn i en hullet pung. – – I venter at få meget, og se, det bliver lidt; og selv om I fører det ind i huset, blæser jeg det dog bort.’ Se, dette er den mildeste straf for en sådan foragt,» fortsætter Luther. «Herren vil ikke blot sende dyrtid og andre store landeplager, som vi nu oplever, så at snart ingens pung kan beholde penge, og ingen velsignelse, intet forråd bliver tilbage i landet, men han tager også helt Ordet og den rette lære bort og lader i stedet vildfarelsens ånder og falske lærere stå frem, af hvem man, før man ved af det, bliver bedraget både på sjæl og gods og nu i flokkevis må give og bære til dem for det.» Ja, netop på denne måde plejer Gud at lønne utaknemmeligheden for sine dyre gaver. Gud give alle kristne nåde til i tide at besinde sig på dette og vække sig selv og hinanden til at vogte sig vel for denne vores mest fordærvelige tilbøjelighed, at vi ikke længe agter det gode, Gud giver os, men snart bliver trætte af det og utaknemmelige!

Men hvis vi nu har forstået, at utaknemmeligheden er en meget farlig og fordærvelig synd, står spørgsmålet tilbage: Hvordan skal vi få sådanne hjerter, der rigtig værdsætter det gode, Gud giver, og takker og priser ham for det? Ja, her hjælper intet andet end det, Apostlen siger: «Vågn rigtig op!» Her hjælper intet andet, end at vi i sandhed får Gud for øje. Det er den rette vej. De mest døde og utaknemmelige menneskehjerter er blevet fulde af Guds lov og pris, når blot deres øjne er blevet åbnet til at se Gud og det gode, han har gjort og dagligt gør imod os. Derfor sagde David, da han for alvor ville vække sin sjæl til at love Gud: «og glem ikke – glem ikke det gode, han har gjort.» Har Gud ikke gjort dig noget godt, så behøver du ikke takke ham. Vi burde sandelig prise og tilbede Gud blot for det, han er i sig selv, selv om han ikke havde gjort os noget godt; for vi bliver jo ofte grebet af en stor personlighed, også selv om vi ikke har oplevet noget godt fra ham. Men den rette taknemmelighed mod Gud griber intet menneskehjerte, før det selv har erfaret en meget stor nåde fra ham, nemlig den store nåde, som smelter og helt omskaber mennesket. Derfor kan vi aldrig for alvor opfordre andre til Guds pris end dem, der har erfaret den store barmhjertighed, at de er blevet frelst fra dødens og Djævelens vold og født på ny af Guds Ånd. De døde priser dig ikke, o Herre. Og uden at et menneske bliver født på ny, kan det ikke engang i tiden se Guds rige; det er blindt og dødt, det ser ikke Guds herlighed. At forsøge at bringe en sådan til Guds pris, til hjertelig glæde, kærlighed og taknemmelighed, det ville være som at ville få sne og is til at blive varme.

Men ligesom det er et forgæves forsøg at arbejde med selve hjertet for at gøre det varmt og taknemmeligt, når vi ikke har erfaret Guds godhed, sådan er det på den anden side meget let at være taknemmelig, når vi smager og ser, at Herren er god; ja, så ville det tværtimod være svært ikke at få lov at takke og prise ham. Det var ikke svært for Israels børn at prise og love Gud, da de var gået gennem Det Røde Hav og havde set deres fjender blive begravet i dets bølger. Åh nej, da var det meget let; det var en uimodståelig trang i deres hjerter at få lov at bryde ud i Guds lov og pris. Lad os lytte til sådanne lovsange; vi vil få nogle nyttige lærdomme af dem. Hvordan lyder det fra israelitternes hjerter ved Det Røde Hav? Og hvad var det, der nu gjorde dem så fulde af Guds lov og pris? Det lyder sådan: «Jeg vil synge til Herrens ære, for han er højt ophøjet: hest og mand styrtede han i havet. Herren er min styrke og min lovsang, og han blev min frelse. Han er min Gud, jeg vil ære ham; min faders Gud, jeg vil ophøje ham. Herren er en kriger; Herren er hans navn. Faraos vogne og hær kastede han i havet; hans udvalgte kæmper druknede i Det Røde Hav. Vandmasserne dækkede dem; de sank i dybet som sten. Din højre hånd, Herre, du herlige og stærke, din højre hånd, Herre, knuser fjenden. I din store højhed slår du dine modstandere ned. For din vredes storm samlede vandene sig i dynger, bølgerne rejste sig til en høj, vandmasserne stivnede i havets dyb. Herre, hvem er som du blandt guderne? Hvem er som du, du herlige og hellige, du frygtindgydende og højt lovede, du som gør undere? For da Faraos heste med hans vogne og ryttere var kommet ned i havet, lod Herren havets vand vende tilbage og komme over dem, mens Israels børn gik på tør grund midt igennem havet» osv. Læg mærke til, hvordan de kun synger om det, Herren havde gjort, hvad Herren var, hvad Herren havde vist dem. Det er hele hemmeligheden ved et taknemmeligt hjerte, der lovsynger: at det ser Herren.

Det var ikke svært for de tre mænd i den brændende ovn at prise og ophøje Herren, da de oplevede så underfuld en nåde og redning ved ham, som var med dem i ilden og gjorde, at flammen ikke brændte dem. Det var en uimodståelig trang for deres hjerter at få udøse sig i uendelig lov og pris. Hør, hvordan deres lovsang lyder: «Da begyndte de tre sammen at synge, priste og lovede Gud i ovnen og sagde: Lovet være du, Herre, vore fædres Gud, priset og ophøjet til evig tid! Lovet og priset være dit herlige og hellige navn, og det være priset og ophøjet til evig tid! Lovet være du, som sidder på keruberne og ser ned i dybet, priset og ophøjet til evig tid! Alle Herrens værker, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! I himle, lov Herren, pris og ophøj osv. Lov Herren, I Herrens engle, pris og ophøj osv. Alle Herrens hærskarer, lov Herren – sol og måne, lov Herren osv. Alle stjerner på himlen – regn og dug – alle vinde – ild og hede – hagl og is, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! Dag og nat – lys og mørke – lyn og skyer – bjerge og høje, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! Alt, hvad der vokser op af jorden, lov Herren osv. I kilder – I have og floder – I hvaler og alt, hvad der rører sig i vandene, lov Herren, pris osv. Alle himlens fugle – alle vilde dyr og kvæg, lov Herren osv. I menneskenes børn, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! I Herrens præster – I ånder og de retfærdiges sjæle, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! I hellige, som er elendige og bedrøvede, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! Hananja, Azarja og Mishael, lov Herren, pris og ophøj ham til evig tid! For han har udfriet os af helvede og hjulpet os fra døden og frelst os ud af den glødende ovn og bevaret os midt i ilden».

Se, sådan kommer Guds pris fra et hjerte, som ser Herrens herlighed, som oplever en stor og nådefuld hjælp fra ham. Og hvad vi her har set af disse to eksempler, det samme finder vi i alle Bibelens lovsange. Se for eksempel på kong Hizkija, da han havde været dødssyg, havde skælvet og grædt og bedt om at få livet forlænget og var blevet bønhørt (Es 38). Åh, hvor han da priser og lover sin Gud! Nu var det ikke svært for ham at være taknemmelig. Ligeledes Hanna, Samuels mor, da hun efter lang tids prøvelse blev bønhørt og fik en søn (1 Sam 2,1–8), og Zakarias, Johannes Døberens far, da han havde oplevet det samme (Luk 1,68–79), og jomfru Maria, da hun havde fået det underfulde budskab fra himlen (v. 46–55). Vi hører lutter lov og pris og tak og ære fra sådannes mund; det er ikke svært for dem, det er en uimodståelig trang i deres hjerter. Og hermed har vi fundet og indprentet os den sandhed, at et glad, kærligt og taknemmeligt hjerte alene afhænger af, at vi ser Guds herlighed og oplever hans nåde.

Men nu tænker de fleste, som læser dette, naturligvis: «Havde også jeg sådanne herlige oplevelser af Guds nåde som Israel ved Det Røde Hav eller de tre mænd i den brændende ovn, så ville også jeg være taknemmelig mod Gud, elske, prise og love ham». Svar: Så ser vi altså, hvad der mangler, når vore hjerter er kolde, døde og utaknemmelige, nemlig som før sagt, at vore øjne er lukkede, så vi ikke ser Guds herlighed. For ellers ville vi kristne blot skjule vore ansigter og synge et evigt og uophørligt: Ære og lov og tak og pris være vor Gud! For når Israel blev udfriet fra en timelig trældom under en menneskelig tyran, så er vi blevet udfriet fra den evige trældom under Djævelens vold og tyranni, fra synden, døden og lovens forbandelse. Når de tre mænd i den brændende ovn blev frelst fra nogle minutters ildpine, så er vi udfriet fra den evige ild. At gå og sove så dybt, at vi ikke besinder os på sådan noget, er jo dog en frygtelig utaknemmelighed. Det er ganske vist sandt, at Guds børn ofte straffer og dømmer sig selv for denne svære synd og også ved Kristus har en bestandig tilgivelse for den; men vi må alligevel bekende, at vi ikke giver nok agt på denne grufulde synd, nemlig en sådan utaknemmelighed, at vi regner forløsningen i Kristus Jesus for ingenting, så vi knap ved, om vi har oplevet noget så stort fra Gud som Israel ved Det Røde Hav og de tre mænd i den brændende ovn, ja, at vi lader en hel mængde småting forstyrre vor fred og afkøle vore hjerter. Vi bør derfor for fuldt alvor tage os for at bede Gud om ædru og vågne sind, så vi kan se og tage os til hjerte de umådeligt store ting, Herren Gud har gjort for os, da han gav os sin Søn og med ham den evige salighed. Her hjælper mange ord ikke – her kræves Guds nåde og en dybere eftertanke over disse uudtømmelige nådeskatte.

Har du da ingen store velgerninger fra Gud at prise ham for? Har du ikke oplevet noget så stort fra Gud som Israel ved Det Røde Hav og de tre mænd i den brændende ovn? Hvis Gud går i rette med dig om det spørgsmål, hvad vil du så svare ham? Bed Gud om tilgivelse for din vantros søvn og din utaknemmelighed; og tag dig så for, under bøn om hjælp fra Guds Ånd, flittigt at betragte alle Guds velgerninger – alt, hvad du ser af dem i skabelsen, og hvad du ser i forløsningen, og endelig i Helligåndens værk på jorden. Selv øjnene og fornuften kan i den synlige skabning se Guds herlige magt, visdom, godhed og kærlighed til mennesket. Kristus pegede for os på liljerne og fuglene. Det er også meget nødvendigt for en kristen at vænne sig til at se Gud i alt, hvad han ser. Se op på solen, månen og stjernerne! Skulle du ikke bestandig tilbede og prise sådan en Skaber? Men et endnu mere hjertegribende punkt: Betragt nøje alt, hvad Gud har skabt på jorden, så vil du måske vågne op ved den opdagelse, som burde få os til at råbe højt af glæde eller græde af kærlighed til sådan en Gud, nemlig at alt, hvad der er på jorden, er skabt for menneskets skyld; at Gud har tænkt på mennesket ved alt, hvad han skabte; at hvert dyr, hver fisk og fugl, hver træsort, hver blomst – alt er gjort til menneskets tjeneste, gavn eller vederkvægelse! Har du dybe tanker, så brug dem på at gennemskue dette ordentligt, og regn så ud, hvad mennesket da er værd for Gud. Regn så ud, om det virkelig kan være sådan, som vi synes i hverdagens dunkelhed, nemlig at Gud ikke bryder sig ret meget om os.

Men et endnu større bevis på Guds kærlighed vil du se, hvis du kan tro alt, hvad han forkynder os i sit ord, nemlig at han så elskede verden, at han gav sin enbårne Søn for os – at Guds Søn blev et menneskebarn for vor skyld, blev vor bror og slægtning, for at tage al den skade og forbandelse bort, som syndefaldet bragte over os; at vor dybe fornedrelse ved synden er så rigeligt gengældt og lægt, at vi nu i sandhed kan sige, at Guds Søn og vi er én slægt – Guds Søn er menneske som jeg, og jeg er menneske ligesom Guds Søn. Videre, at han så dyrt har sonet al synd og opfyldt alle lovens krav for os, at ingen synd mere kan tilregnes dem, som tror på ham, eller et øjeblik gøre sådan et menneske mishageligt for Gud, men at vi ved Guds elskede Søn har et evigt velbehag for Faderens øjne og lige så visselig er himlens arvinger, som hans elskede Søn er det. Kan du tro dette, som hele Guds ord fra verdens begyndelse forkynder os, så er spørgsmålet, om du ikke bestandig har en stor barmhjertighed fra Gud at glæde dig over og takke for.

Men endnu et emne dertil. Har du fået disse ting, nemlig Kristi fortjeneste og kærlighed, til din virkelige hjertetrøst, så er det sandelig ikke sket ved kød og blod; så har visselig en høj gæst besøgt dit hjerte; så har Helligånden udført sit værk dér. Ja, du har måske en klar bevidsthed om, hvordan den trofaste Herre i det og det år vakte dig op af syndesøvnen og talte sådan og sådan til dit hjerte. Åh, bed så Gud om nåde til at besinde dig på, hvad det vil sige, at netop du personligt har haft direkte besøg af Helligånden og nu ligefrem har ham forenet med dit hjerte. Så spørger vi, om der er et eneste øjeblik i dit liv, hvor du ikke har grund til at takke og prise vor Gud. Selv om alt andet var bedrøveligt og ulykkeligt for dig – du burde dog være fuld af uendelig lov og pris. Tænk: at have al den faderkærlighed fra Gud, som hele skabningen vidner om, al Sønnens fortjeneste og forsvar, så ingen synd tilregnes dig, ingen lov eller trussel rammer dig, og at have Helligånden med al hans nåde, tugt og trøst i dit hjerte! Eller er det måske en ringe ting at have bare Gud? – bare Gud – hans venskab og hans rige? Herren bevare os, så vi ikke på grund af sådan en utaknemmelighed rammes af noget endnu mere grufuldt ondt! Hold ikke op med at bede Gud, før du har fået et sådant hjerte, som har sin højeste lykke og fred alene i ham og hans venskab. Så har du dér en dyb grund til evig fred, salighed og taknemmelighed.

Dernæst kan dit hjerte også vækkes til at prise Gud ved utallige andre beviser på hans nåde. Ser du blot tilbage på det gamle år, hvor mange store velgerninger har Herren ikke vist dig – dig og hele Guds menighed! Hvor mange tegn på hans nærvær og kærlige omsorg har du ikke oplevet! Måske husker du mangen en dag eller nat, hvor du havde bitre bekymringer på hjertet; du så ikke, hvordan det og det skulle gå godt; men du råbte til Herren i din nød, og han hørte din bøn og hjalp dig. Og dernæst: hvor mange synder har han ikke tilgivet – og hvilken kærlig hyrdeomsorg har han ikke haft for din sjæl! Snart har han sendt dig noget bittert og bekymrende til vækkelse og tugt, når der var brug for det, snart trøst, vederkvægelse og glæde, når det gjorde godt! Ja, hans velgerninger kan ikke tælles. Og nu vil Gud for alt dette ikke have andet af dig end blot et taknemmeligt hjerte. Og samtidig er dette din egen lykke; desuden udøser Gud altid gerne ny nåde over taknemmelige sjæle og gør dem stadig mere godt.

Føler du nu taknemmelighed i dit hjerte, så spørger du sikkert også, hvordan du skal vise den mod din så gode Gud. Også om det til sidst nogle korte ord. Det første, som vor Gud har stort behag i, er netop dette, som du da allerede føler, nemlig et taknemmeligt og tilfreds hjerte. Han vil blot, at du skal huske hans godhed og din store lykke i hans venskab, så du også kan udholde noget ubehageligt på vandringen uden straks at knurre og klage som Israels børn i ørkenen – især da du på grund af al den kærlighed, han har vist dig af sit eget hjerte, bør tro og besinde dig på, at intet bittert hænder dig, som ikke er sendt af ham til dit eget bedste. Dette er det første, som hører til taknemmeligheden, nemlig et hjerte, der er tilfreds med alt, hvad Gud sender. For det andet bør du også ofte i bønnen sige din gode Gud en hjertelig tak og pris for alle hans velgerninger. Begynd altid bønnen med en hjertelig lovprisning, snart for Guds faderlige kærlighed, at han gav os sin Søn, snart for al Sønnens fortjeneste, som gør, at ingen synd fordømmer dig, snart for Helligåndens omsorg, tugt og trøst. Tal som et barn og sig: Hellige, allerkæreste Fader, dig være evig lov og tak, fordi du ved din Søn har taget mig ud af syndens og den evige døds rige og allerede skænket mig det evige liv! Dig være evig lov og tak, fordi jeg ikke længere behøver at bære mine synders tunge byrde eller smage helvedes ild, men skal være hos dig evigt i det salige paradis osv.! Dette er en meget sund, liflig og styrkende øvelse for det indre menneske. Guds børn bør aldrig forsømme denne øvelse. Og som det tidligere er sagt, vil alle dine bønner blive helt anderledes, hvis du begynder med først at takke Gud for det gode, han allerede har vist dig – din ellers tørre og livløse bøn får derved ny tillid, glæde og forhåbning om, at han også nu kan gøre dig godt. For det tredje bør taknemmeligheden mod Gud også vises med gerninger, det vil sige, at du alene for den store nådes skyld, som Gud har vist dig, gerne er villig til at tjene dine medmennesker, også selv om de ikke fortjener det, men du gør det for den gode Guds skyld; at du er villig til at give den sultne brød, den nøgne klæder, villig til at bidrage til forkyndelsen og udbredelsen af Guds ord, og villig til gerne at tåle og tilgive det onde, eftersom Gud så bestandig tåler og tilgiver dig. Dette er en ægte taknemmelighed, og dette er de sandt gode gerninger, som flyder fra den rette kilde. Og heraf vil vi se, at taknemmeligheden mod Gud er den rette livssaft og styrke i hele kristendommen.

Men vil vi nu ikke blot forstå dette, men også virkelig øve det, så vil vi visselig erfare, at vi dertil har brug for Guds Ånds nåde og hjælp. Åh, hvor elendig naturen er! Den vil kun glæde sig og takke, når der sker os noget behageligt. At kunne love Herren altid (Sl 34,2), også når han tugter og prøver os, det er alene et Guds under, som vi kun gøres rede til gennem megen øvelse, kamp og bøn. Lad os flittigt bede Gud om at give os alt dette for sin elskede Søns skyld!