«Vær brændende i ånden!»

Rom 12,11

(Syvende årgang, 1848)

«Gid du var kold eller varm» (Åb 3,15)

«Vær brændende i ånden!» Dette er et emne, hvorved mange hjerters tanker bliver åbenbaret. Vi taler dog her kun om dem, som vil være kristne. Nogle ved endnu ikke, hvad det vil sige at være «brændende i ånden», for de har ikke selv erfaret det, men beskæftiger sig kun med nogle religiøse regler og skikke. Nogle bryder sig ikke om dette emne, springer gerne en sådan betragtning over, er tilfredse og sorgløse, ja, tilfredse, blot mennesker ikke miskender eller sætter spørgsmålstegn ved deres åndelighed, og de i øvrigt har mad, klæder, fornøjelser, fred og venner. Andre igen ængstes hver dag over, at de ikke er brændende i ånden, at de er så grueligt kolde, træge, hårde, ligegyldige, og ved ikke, hvordan de skal blive bedre. Atter andre har vel erfaret, hvad det er, og hvordan det går til, at man bliver brændende i ånden, men går i visse tider hen i glemsel, slummer og træghed, når de burde og kunne være brændende lys i Guds menighed; for det går, som Herren sagde: «Da nu brudgommen lod vente på sig, blev de alle søvnige og faldt i søvn», også de kloge jomfruer. For at Herren nu selv må give hver enkelt af os, hvad vi har brug for; for at de letsindige og sikre sjæle, om det endnu er muligt, må vågne til besindelse ved deres Herres ord, de elendige og trællebundne kristne blive trøstet, sat fri og blive brændende, og de glemsomme, slumrende kristne blive vakt til iver, vil vi her blot betragte en tekst af Herren selv, et brev fra ham, som har en sådan kraft og et så majestætisk eftertryk, at den, som ikke helt er hjemfalden til forhærdelsens dom og allerede «har sluttet pagt med døden og indgået aftale med dødsriget» (Es 28,15.18), dog burde standse her, studse og besinde sig. Herren hjælpe os! Den lyder således: Og skriv til menighedens engel i Laodikea: Dette siger Amen, det trofaste og sandfærdige vidne, begyndelsen til Guds skabning: Jeg kender dine gerninger, at du hverken er kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund. Fordi du siger: Jeg er rig og har overflod og mangler intet, og ikke ved, at du er den elendige og ynkelige og fattige og blinde og nøgne, så råder jeg dig til at købe guld af mig, lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder, for at du kan klæde dig, og din nøgenheds skam ikke skal ses, og øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg. Vær derfor ivrig og omvend dig (Åb 3,14–19). Her taler den milde Frelser i en brændende ånd, og som den forherligede Konge bruger han her høje og majestætiske ord. «Menighedens engel» er læreren; for engel (angelos) betyder «sendebud», og lærere er «sendebud i Kristi sted» (2 Kor 5,20) og kaldes også «fredens sendebud» (Es 33,7). Men Herren «gør ikke forskel på personer»; det gælder alle mennesker; for samme tilstand har samme dom over sig; ethvert menneske, som er lunkent, behager Herren på samme måde. Til yderligere vished om, at det, der her siges, skal gælde evigt, kalder Herren sig selv «Amen, det trofaste og sandfærdige vidne», hvormed han vil minde om, at det, han siger, er en evig og urokkelig dom i sagen; og når han tilføjer: «begyndelsen til Guds skabning», så vil han sige: Jeg er den evige Gud; jeg er den, som har skabt alting og har al magt i himlen og på jorden; intet skabt væsen kan undslippe mine domme og straffe; jeg er den, som du en gang skal møde på den yderste dag. Sådanne navne og påmindelser vil Herren især bruge, når han taler til de lunkne, fordi det netop er lunkenhedens kendetegn, at man ikke vil tro og agte på det, som lyder truende og straffende (v. 17). Nu følger selve sagen: Jeg kender dine gerninger, at du hverken er kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund. Dette er nu et forfærdeligt ord fra den milde Frelser! Herren Gud hjælpe os alle, så enhver må være oprigtig over for sig selv, så han ikke hemmeligt og uden at vide det står under en sådan dom, indtil den rammer ham! Hovedsagen, som her skal undersøges, er nu lunkenheden, eller hvad Kristus mener dermed. Vi vil her gå meget varsomt til værks, så vi kan se, hvad Kristus selv mener, for at vi på den ene side ikke skal såre nogen på Guds hellige bjerg eller unødigt bedrøve dem, som Gud ikke vil have bedrøvet, og på den anden side, for at de lunkne, om det er muligt, kan kende sig selv igen, vågne og omvende sig, mens det er tid. I denne Herrens tale om de lunkne er der noget, som alle ser og forstår, men også noget, som kun få lægger mærke til. Alle indser, at når Herren siger: «Du er hverken kold eller varm», så mener han: Du er ikke et blot almindeligt verdensmenneske, helt ligegyldig over for og fremmed for det åndelige; du er visselig noget andet end den store hob; du kender mine veje, du prædiker mit ord og lærer andre; jeg kender dine «gerninger», for du har sådanne; men du er heller ikke varm, dit hjerte er ikke ret over for Gud, den rette kærlighed, livet og samfundet med mig mangler du; du taler hellere om mig end med mig; du beskæftiger dig hellere med andres sjæles anliggender end med dine egne osv. Det er jo det, der menes med hverken kold eller varm; for hvad «kold» er, ser vi hos verden i dens helt jordiske væsen, der er ligegyldigt over for alt åndeligt; men hvad «varm» er, ser vi hos sådanne troende sjæle, som i hele deres væsen altid har den samme genstand for øje: Frelseren og hans nåde; så når de er mest glade, er det over Frelseren og hans venskab; når de er mest bedrøvede, er det over deres synd og savnet af Frelseren; når de taler, synger eller skriver om det, som mest behager dem, er det om Frelseren osv. Dette er klart og forståeligt for alle. Men så opstår der i anvendelsen et dunkelt og svært spørgsmål: Når dog alle kristne, efterhånden som de lærer deres elendighed bedre at kende, og når Herren skjuler sig og de søde følelser bliver taget fra dem, sukker og klager over deres store kulde, over at de ikke kan elske Frelseren sådan, som de gerne ville, ikke bede så varmt som før; når de angribes af fristelser, plages af fremmede, ja, syndige tanker, bliver adspredte i sindet, forsømmelige og mangelfulde i kærligheden – hvad kan de så andet end synes, at de netop her, i Kristi tale om de «lunkne», finder sig selv nøjagtigt beskrevet? For de er ikke rigtig kolde, mener de, og heller ikke rigtig varme – hvad er der så tilbage, end at de er lunkne? Ja, hvad skal vi nu sige til det? Taler Herren virkelig om en sådan sjælstilstand som den, disse bekymrede sjæle klager over? Lovet være Herren, at han selv har forklaret, hvad der kendetegner de lunkne! Ellers havde vi alle måttet fortvivle over denne tekst. Læs så det følgende vers. Der forklarer Herren, hvad der var lunkenhedens tegn og bevis. Det lyder således: Fordi du siger: Jeg er rig og har overflod og mangler intet; og ikke ved, at du er den elendige og ynkelige og fattige og blinde og nøgne. Se, her er tegnet på de lunkne, som Herren vil spytte ud af sin mund! Det er, som om de ømme, troende sjæle ofte bliver så forfærdede over det 16. vers, at de ikke formår at besinde sig på det 17. Mærk dig da: Herren siger jo her udtrykkeligt, hvorpå den lunkne kendes. Hans ord er disse: «Du er lunken; fordi du siger: Jeg er rig, har overflod» osv. Ordet «fordi» bruges altid, når der følger et bevis. Altså: Herren vil sige, at det åbenbares, at du er lunken, ved, at du siger: «Jeg er rig», dvs. at du er så tilfreds med dig selv; var du varm, så kunne du ikke være tilfreds med dig selv. Ordene «du siger» skal ikke forstås blot om det, munden siger; for mangen lunken er vel så fin og klog, at han ikke udtaler det så groft over for mennesker; men det skal forstås om det, hjertet eller den indre mening siger, sådan som også Skriften bruger ordet: «Du siger i dit hjerte». Det betyder altså i sit stille indre at være tilfreds med sig selv eller ikke føle sig «elendig og ynkelig» osv. Dette er et helt bemærkelsesværdigt og dyrebart tegn med hensyn til den rette omvendelse i hjertet – et tegn, som går meget dybere og finere end alle andre tegn og ofte åbenbarer, hvad man ikke på nogen anden måde kan få frem i lyset; for ellers er det ofte umuligt at kende sig selv, om man har Guds Ånd og Ordets rette kraft i hjertet. De rette kristne har så megen skrøbelighed, og de falske kristne har meget, som ligner det åndelige liv. De rette kristne kan, enten ved manglende årvågenhed, forsømmelse af Ordet og adspredelse, være søvnige; eller også er de trukket ned i loven og i en trællesindet stirren på sig selv, hvoraf idel kulde, hårdhed, ulyst og al slags kødelighed på ny rejser sig i dem, så de for menneskeøjne ligefrem er som frafaldne og åndeligt døde. Da kan den svage gnist af åndeligt liv hos dem som regel kun opdages derved, at de endnu har et sind, hvorved de dog lider under deres tilstand, beklager den og ønsker at komme tilbage til mere liv, tro, kærlighed og kraft. Om sådanne elendige siger Herren ikke, at han vil spytte dem ud af sin mund, men tværtimod: «Et knækket rør skal han ikke bryde over, og en rygende væge skal han ikke slukke»; «det brækkede vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke» osv. Derimod er der andre kristne, som lyser langt mere, som stærke i nåden, kan tale og gøre meget, kan bede og tro, så meget de vil, er raske og frimodige og for menneskeøjne ligner kristne meget mere end de førstnævnte; men de er samtidig ganske tilfredse med sig selv, ikke blot en enkelt gang, men i almindelighed, er modige og fri for de bekymringer over sig selv, som de svage kristne slæber på. Og se, alene dette er et bestemt tegn på, at det ikke står ret til med deres åndelighed. Alt andet kan nemlig være, som det vil, men det er i hvert fald sikkert, at en kristen, som er tilfreds med sig selv, som ikke indimellem plejer at blive bekymret, ja, forskrækket og ængstelig over sig selv, men altid har ro i den henseende, – den sjæl befinder sig bestemt i den laodikæiske lærers lunkenhed. Vi taler ikke om, at en kristen i visse stunder, enten under megen åndelig glæde eller under en midlertidig døsighed, kan være mere tilfreds med sig selv; han får snart igen lige så stor sorg over sig selv og er dog som regel, selv midt i den største trøst og glæde i Kristus, alligevel utilfreds med sig selv; denne utilfredshed med sig selv er altså alligevel det almindelige i en kristens liv. Sådan kan også den lunkne ved en enkelt grovere forseelse, især hvis den er faldet mennesker i øjnene, for en tid blive ked af sig selv eller af den gerning, men er dog i almindelighed tilfreds med sig selv, stolt og ubrudt. Her skal man altså give agt på, hvad et menneskes almindelige eller sædvanlige mening om sig selv er. Dette er det tegn, som Herren Kristus her fremstiller. Nu er dette først og fremmest klart og bestemt ud fra Kristi egne tydelige ord. Desuden ligger det også i selve sagens natur, at ingen sand og vågen kristen kan få lov at være tilfreds med sig selv; for en kristen er et menneske, som har Guds rene, hellige Ånd boende i sig. Og det er ikke muligt, at Helligånden ikke skulle finde meget at straffe. Guds Ånd har dér hele den faldne menneskenaturs fordærvelse at angribe og bekæmpe; hvordan kan den sjæl få lov at leve tilfreds med sig selv? Åh, den, som blot får øjnene åbnet, den, som blot kommer til sig selv og får nåde til at kende og betænke, hvad han er, og hvordan han er, han vil visselig ikke kunne være tilfreds med sig selv, men blive højst elendig og ynkelig. Den, som fik nåde til blot at besinde sig på, hvor «brændende i ånden» han burde være, og hvor lidt han derimod virkelig er det, men i stedet kold, træg, glemsom, søvnig; den, som fik nåde til at besinde sig på fx den store Guds uendelige velgerninger og store, dyre gaver, legemlige og åndelige, som vi jo burde være taknemmelige for – hans gaver efter første trosartikel og efter den anden og efter den tredje – den, som fik hjerte, øjne og sanser til ret at se og betænke, hvad det er, at Gud har elsket os sådan, at han har givet os sin egen enbårne Søn til bror, frelser og salighedens fører, og at Sønnen i sit køds dage med stærkt råb og tårer, sved og blod har frembåret bønner og påkaldelse for os, for at vi skulle være evigt frelst og fri for vore synders og lovens forbandelse, være Guds børn og arvinger, Kristi brødre og søstre, og få evigt liv med ham – – den, som fik nåde til at besinde sig på sådan noget, virkelig tro og besinde sig på det, og på, hvor brændende i ånden, i taknemmelighed, glæde og kærlighed til gengæld vi derfor burde være; hvor brændende i iver for vor store, dyre Frelsers ære og pris og for hans dyrekøbte sjæles bedste – den, som fik nåde til at besinde sig på, hvad en udødelig sjæls evige salighed eller evige fordømmelse vil sige, og hvordan vi er skyldige at elske vor næste som os selv og gøre alt, om det så var at «sætte vores liv til for brødrene» (1 Joh 3), hvordan vi derfor hvert øjeblik burde brænde af iver for vore medmenneskers, vore slægtninges og bekendtes frelse, advare, formane, trøste og bede Gud for dem osv.; den, som videre fik nåde til at tro og besinde sig på, at han som kristen er Helligåndens tempel, at Guds Ånd bor i hans hjerte, at denne hellige gæst er nær overalt, ser alle hans tanker, begæringer og hensigter, hører alle hans ord, iagttager ham i alle hans vendinger, og at den Hellige brænder af nidkærhed for hellighed og ikke tåler nogen synd eller urenhed; at vi derfor burde være hellige, ligesom han er hellig, og hvert øjeblik våge, bede og stræbe efter helliggørelse, sådan som den kære Frelser jo selv formaner – den, som fik nåde til alvorligt at besinde sig på sådan noget og så samtidig gå til sig selv og besinde sig på, hvordan det i virkeligheden går hermed, hvor brændende han er i ånden, i kærlighed og taknemmelighed for alt, hvad Frelseren har gjort og lidt, i iver for hans ære og hans dyrekøbtes bedste; hvor flittig han er i helliggørelse, i årvågenhed og bøn, hvor opmærksom på Helligåndens nærvær og røst osv. – han ville visselig ikke kunne være tilfreds med sig selv; han ville visselig snarere føle sig elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen. Ja, en kristen er ved en sådan betragtning snarere i fare for helt at synke ned i mismod og afmagt, så det er stor nåde, om han kan blive trøstet og blive i den troens frihed, som Kristus dog har befriet os til (Gal 5,1). Vi må i det mindste indse, at en sjæl, som trods alt dette går fri og sorgløs, modig og tilfreds med sig selv, visselig må være lunken eller også helt iskold, forhekset og sløvet, og helt bestemt burde forskrækkes over sin tilstand. Men den lunknes tilstand kan også kendes på visse ydre tegn, som vidner om hans åndelige forfald. Han har måske engang været en oprigtig og varm kristen; da havde han visselig kræfter og gerninger, som han nu mangler. Da Herren Kristus taler til menighedens engel i Efesos (Åb 2), spørger han efter de «første gerninger»; han savnede hos ham den første kærlighed, men forklarede, at han ikke blot mente den første varme følsomhed, som kan høre barnealderen til; han siger: Gør de første gerninger. Jeg savner hos dig den første kraft, oprigtigheden, alvoren og kærlighedens iver. Hvilke var så de «første gerninger»? Lad enhver minde sig selv om, hvordan han blev til sinds lige efter sin salige benådning, hvad han da formåede og gjorde. Er det ikke sandt, at hvis du fx var kommet i uenighed med en broder, så kunne du dengang bøje dig og erkende det, tage skylden på dig og bede om tilgivelse? Havde du bekendte eller pårørende, som levede i vantro, så kunne du dengang ikke lade være med at tale med dem, i kærlighed arbejde med dem, læse for dem, advare, formane og bede Gud for dem. Havde du nådesøskende at komme til, så var de dine kæreste søskende, som du ikke kunne undvære, og hos hvem du ikke spejdede efter fejl; du holdt dem for bedre end dig selv. Havde du syndet mod din Gud, så gik du afsides for i ensomhed at bede din Frelser om tilgivelse; og var dit hjerte trøstet, så havde du også ensomme, fortrolige samtaler med din Frelser. Er disse ensomme samtaler med Frelseren nu hørt op; har du nu forladt andres sjæle og holdt op med dit arbejde med dem; er du nu holdt op med at bøje dig for en broder, du er kommet i strid med, osv., så tænk på, hvad sådan noget betyder; glem ikke de tegn! Herren siger: «Husk, hvorfra du er faldet, og omvend dig!» Kan du stadig foragte selv sådanne tegn, stadig blive ved med at være rolig og ubekymret, så er du visselig lunken, forhekset og sløvet. Mærker du derimod selv med bekymring din kulde og søger nåde og bedring, så kan der rådes bod på det hele. Men desværre, det betænkeligste tegn er det, som før er blevet fremstillet: at det er lunkenhedens kendetegn og ulykkelige natur, at de lunkne ikke kan besinde sig, mistænke sig selv og frygte; og Luthers ord bliver sande: «De, som ikke burde frygte, de frygter; og de, som burde frygte, de frygter slet ikke.» Ja, selv om de mærker, at Kristi ord rammer dem, så er de dog ikke i stand til at frygte, til at standse og tage det til hjerte og søge omvendelse; i stedet søger de hurtigt en trøst og vender sig bort fra den bekymrende betragtning. Gudsfrygt er ikke for deres øjne! De vil sove lidt endnu. Men Herrens dom sover ikke; den bliver i al stilhed over dem: «Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund.» Dette ord: «vil jeg spytte dig ud af min mund», er et forfærdeligt ord af denne Herre. Han giver dermed til kende, at de lunkne vækker hans væmmelse, sådan som lunkent vand som regel gør. Det er også værd at tænke over, når Herren siger: «Gid du var kold eller varm!» Hør dog det ord af Herrens mund! Han ville hellere, at du var helt kold. Det var bedre for dig, at du var en uvidende hedning, et frit og vildt verdensmenneske, end at du med din kundskab og religiøsitet hykler for Herrens øjne, når du dog ikke tager sagen så alvorligt, at du bliver elendig og ynkelig; for med denne kundskab og dette skin drager du blot en så meget desto sværere dom over dig. Det var også bedre for dine medmennesker, at du frasagde dig navnet kristen og bekendte dig til de ugudelige; for så forførte du ikke så mange. Du er måske en menighedsengel, en lærer; så har du mange øjne rettet mod dig. Når du taler smukt og fromt på prædikestolen, men så på ugens hverdage viser dig verdslig, kødelig, uåndelig, forfængelig, ja, måske gerrig, egennyttig, hovmodig, ubehersket i vrede osv., så fordærver du dermed de uskyldige sjæle, som ser dig, og bliver dermed skyld i deres evige ulykke. Nej, hør, hvad Herren siger: «Gid du var enten kold eller varm»; og igen: «Hvordan kan du tale om mine love og tage min pagt i din mund, du, som hader tugt og kaster mine ord bag dig?» (Sl 50,16). Men dette gælder også ethvert menneske, som til tider taler fromhedens sprog, men ikke i sit væsen viser nogen gudfrygtighedens kraft. Det er netop dette hykleri, som vækker Herrens væmmelse, og om det siger han: «Jeg vil spytte dig ud af min mund.» Efter at vi nu har set, at selvtilfredshed er lunkenhedens kendetegn, og at en kristen ikke kan være tilfreds med sig selv, spørges der: Er så alle, som er utilfredse med sig selv, som føler sig elendige og ynkelige, troende og varme kristne? Svar: Nej, nogle af dem er endnu trælle, som vel føler sig elendige, men kun arbejder i vantro med deres hjerte og derfor er kolde, døde, hårde, ulykkelige. Også til dem har Herren her et ord, som vi snart skal se. Men hvad er nu Herrens vilje og råd med hensyn til de lunkne? Har de ikke mere nåde at vente? Svar: Hør, hvordan Herren taler videre i vor tekst. Og se her Herrens sind, se her den guddommelige barmhjertighed! Hvor strengt han end her har talt, vil han dog ikke, at den lunkne skal gå fortabt, men at han skal vende om og leve. Han siger: Jeg råder dig til at købe guld af mig, lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder, for at du kan klæde dig, og din nøgenheds skam ikke skal ses, og øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg. Vær derfor ivrig og omvend dig. Dette må vel kaldes «en vens slag», en trofast revselse! Hvis en lunken lader sig advare, bliver bekymret og søger nåde, så behøver han ikke gå bort fra Herren; han får nåde – han får lov at komme og tage imod alt for intet, han får alt som gave. Her er nu også et ord til mange, som ikke har været lunkne, men går i trældom og elendighed under loven – ja, et ord også til kristne, som vel hundrede gange har troet og smagt, hvor god Herren er, men dog altid trækkes ned i elendighed og en lovisk ånd; alle har her samme råd og hjælp: «Jeg råder dig til at købe guld af mig.» Mærk dig da: Intet menneske bliver varmt og bedre ved forskrifter, advarsler,

formaninger; heller ikke ved at begynde alvorligt at arbejde på sit hjerte for at gøre sig varm. Nej, Kristus siger: «Jeg råder dig til at købe guld af mig»; og et andet sted: «Den, som får meget tilgivet, elsker meget» (Luk 7,41–47). Før den lunkne eller den trællesindede eller en kold kristen kan blive varm, må han først få megen tilgivelse, først få nåde og trøst. Det nytter aldrig, at du tænker på at blive varm – Gud venter det heller ikke af dig – før du først rigtig og visselig ved, at du har syndernes forladelse, at Gud er dig nådig, at du er Guds barn, kær og velbehagelig for Gud. Derfor siger Herren her ikke et eneste ord om nogen gerning eller egenskab hos dig selv, men kræver tværtimod, at du skal tage alt af ham, at du først skal blive rig, «klædt» og salvet med øjensalve. «Jeg råder dig til at købe guld af mig.» Læg mærke til: «købe af mig»! Tænk et øjeblik på, hvad det vil sige, at Herren i denne brændende ånd, i en høj, majestætisk, alvorligt formanende tone siger: «Jeg råder dig til at købe af mig» – af mig! Det er jo kraftigt at afvise alle vores egne gerninger, alt selvgjort; kraftigt at indprente, at intet gælder for Gud uden det, som er af Sønnen. Men «købe» – hvordan sker det? Sådan siger Herren: «Kom, alle I, som tørster, kom til vandet, og I, som ingen penge har, kom, køb korn, uden penge og for intet både vin og mælk» (Es 55,1); og igen: «Den, som tørster, skal komme, og den, som vil, skal tage livets vand for intet» (Åb 22,17). Læg mærke til: «for intet»! – Om et sådant køb siger han her: «Jeg råder dig til at købe guld af mig», det vil sige: jeg råder dig til at holde op med dit eget arbejde og blot tro, blot tage imod af mig. Ganske vist taler han i en halvt straffende tone, i en alvorligt formanende ånd; men så meget desto sødere er det; nemlig som om han sagde: Jeg befaler dig ikke selv at gøre det mindste for at gøre mig nådig eller dig varm; jeg befaler dig at lade din egen virksomhed fare og blot tage imod; jeg befaler dig at tro, at det, jeg har gjort, er nok for dig!

Den, som får nåde til at besinde sig og med tro og tilegnelse betragte disse Herrens majestætiske ord: «Jeg råder dig til at købe guld af mig, lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder, for at du kan klæde dig, og din nøgenheds skam ikke skal ses» – den, som får nåde til med besindighed og tro at betragte disse ord, skal få en stor trøst og kraft og skal erfare, at de virkelig kan gøre en lunken sjæl brændende, en kold og død levende og varm. For her er alting stort og herligt. Først at Herren lige forud har givet den stærkeste beskrivelse af elendigheden og uværdigheden hos den person, som alt dette dog tilbydes, så at ingen eneste sjæl her burde kunne unddrage sig, stå uden lod og del eller være for uværdig; dernæst at dette er den store Herres eget alvorligste råd og majestætiske ord til en sådan uværdig synder – og over for dette råd og disse ord er alle vores tanker, meninger og følelser kun som flyvende strå og sandkorn over for et stort, højt bjerg. Når Herren Kristus selv har sagt det, så må jeg jo være tryg og vis i sagen. Endelig, når man betragter de store, herlige skatte, som her tilbydes – det «guld» og de «hvide klæder», om hvilke Herren selv her forsikrer, at de, hvis de blev modtaget, virkelig ville gøre en fattig sjæl «rig» og godt dækket. Men for at få kraften heraf og blive brændende kræves dog Guds Ånds nåde; det kræves, at øjnene salves med øjensalve, og at man holder øjet så stille, at det kan blive oplyst; for en flygtig og adspredt sjæl ser det ikke. Mange vil læse og høre dette uden kraft og gavn.

Når en sjæl er blevet vakt af sin lunkenhed eller på anden måde ved synd og lov er kommet i trældom, opstår der her en forfærdelig kamp i dens indre. Uophørligt lyder det: Hvordan kan jeg vide, at Herren vil tage sig af mig og siger dette til mig? Det er vel godt og sødt for den, det angår, at Herren byder og så alvorligt råder til blot at tage af hans gaver; men hvordan kan jeg vide, at han siger dette også til mig, at også jeg får det, som han betegner med guld og hvide klæder? Jeg er så højst uværdig, har foragtet hans nåde, har syndet på nåden, har vendt den til tøjlesløshed; jeg har også syndet så groft og så ofte, efter at jeg mange gange har fået tilgivelse; jeg har syndet på en så helt utilbørlig måde – hvordan skulle Kristus ville se nådigt til mig og sige disse trøstefulde ord til mig? Hvis jeg blot vidste, at det var sagt også til mig! Svar: Kære sjæl! Du er altså så uværdig, at Kristus med rette burde spytte dig ud af sin mund! Men læg dog mærke til, hvordan Herren taler. Til hvem er det, han siger disse ord? Siger han ikke dette netop til en så afskyelig synder, som han ville «spytte ud af sin mund», hvis han ikke skyndsomt købte guld og hvide klæder af ham? Siger han ikke først: «du er lunken og hverken kold eller varm», og dernæst: «du er den elendige og ynkelige, fattige og blinde og nøgne»? Læg mærke til: elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, og dertil så lunken, at han ikke engang kendte denne sin elendighed, men var hård, ligeglad og sikker. Dette er Kristi egen beskrivelse af den, han taler til. Kan du være værre, end han her er beskrevet? Og alligevel får han et frelsesråd, alligevel får han hjælp til alt. Du er måske ynkeligt fattig på alt godt; men var det ikke netop mod denne fattigdom, at dette guld skulle tjene? Du er uren og afskyelig; men var det ikke netop derfor, de hvide klæder skulle hjælpe? Du er blind, så du hverken rigtig kender din nød eller Kristus; men netop derfor har Kristus øjensalve til dig. Således ser du, at det netop er en sådan virkelig elendig sjæl, Kristus her taler til og alvorligt råder til at tage alt af ham. Er du nu sådan et elendigt menneske, så er det jo dig, Herren taler til. Eller skal han være nødt til at nævne hver enkelt af os ved navn? Vogt dig for en sådan vantro og ulydighed! Når denne Herre så kærligt og alvorligt siger: «Jeg råder dig til at købe guld af mig» osv., så skal enhver skynde sig at gøre det, for her er ingen udelukket. Den, som vil, han komme! Hvad du end mangler, så bliver det rigeligt afhjulpet ved de skatte, Herren her tilbyder.

Eller hvad mon Kristus mener med dette «guld», som han tilbyder? Nogle har ment, at det var troen, med udgangspunkt i 1 Pet 1,7; men det er forkert, det passer slet ikke her. Troen er her betegnet ved selve købet, som indbefatter at begære og tro; men guldet, som skal købes, og som skulle udgøre selve rigdommen, betegner det, som troen griber om, nemlig Kristi dyrebare blod eller hele hans fortjeneste, som er blevet lutret i hans lidelses ild. Herom står der i v. 18 og 19 i samme 1 Pet 1: «idet I ved, at I ikke er blevet løskøbt med forgængelige ting, sølv eller guld, men med Kristi dyrebare blod som et fejlfrit og pletfrit lams». Apostlen vil sige: For at løskøbe nogen kræves sølv og guld; men det guld, vi er blevet løskøbt med, er ikke det «forgængelige», men det uforgængelige, nemlig Kristi dyrebare blod. Dette blod eller Kristi fortjeneste er det eneste, som udgør en fattig synders rigdom. Troen selv er ikke den rigdom, som gælder for Gud. For den, som vil bestå for Gud, er det ikke nok, at han fremstiller sin egen tro eller sin anger, sin bøn, sin kærlighed, sin ydmyghed; for ikke engang det, som Helligånden har virket i os, kan forsvare os eller bestå i dommens ild, for det er stadig altid ufuldkomment på grund af karrets skrøbelighed. Nej, den, som vil bestå for Guds dom og kaldes «rig» for Gud, må have noget endnu højere og mere fortræffeligt, nemlig det guld, som forud er blevet lutret i Guds doms ild – og det er alene Kristi egen retfærdighed. Men den kan til gengæld udmærket bestå for Gud i evighed, som Salme 111 siger: «Herrens retfærdighed består evindelig.» Under denne Kristi egen retfærdighed «kryber, smyger og trykker troen sig», som Luther siger, og tror, at denne alene skal beskytte den; og sådan sker det også: den bliver bevaret og beskærmet ved denne retfærdighed og ikke ved sig selv eller ved troen selv. Den tro, som ikke gør sådan, er ikke den rette.

Betænk da alvorligt, hvilken værdi dette guld har, som Kristus her tilbyder, nemlig hans dyrebare blod. Du er meget syndig og fattig, du skylder ti tusind talenter, du har syndet så ofte og så groft og så utilbørligt; men læg al denne elendighed i den ene vægtskål og Guds Søns udgydte blod i den anden, og sig så, hvad der vejer mest. Ganske vist er vores synder store og utilbørlige; men over for Guds Søns blod er de dog meget lette og små, ja, som Luther siger, «næppe som en gnist mod det store, vide hav»; eller som den gamle Lütkemann siger: «Når jeg betaler min gæld med Kristi blod, er det, som om jeg betalte en skyld på én gylden med en million.» Ja, disse billeder er stærke, men alligevel alt for svage til at betegne den store sag; for intet på jorden kan dog sammenlignes med Kristi blods værdi; det gælder for Gud mere end både himmel og jord. Når jeg blot har hørt af hans egen mund: «Dette er mit blod, som udgydes til syndernes forladelse», og af hans apostel: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd» (1 Joh 1,7), åh, så bliver min fattige, syndige, bedrøvede sjæl fuld af trøst og frimodighed; så begynder jeg igen at leve op, ja, at blive brændende i min ånd. For hvad kan være en mere tilstrækkelig forsoning end Kristi blod? Hvilken synd begået af et endeligt væsen kan veje mere end værdien af den Uendeliges blod? Og hvad kan være vissere end hans egne ord? Dette skulle jo enhver elendig synder betænke med trøst og sige: Har Guds egen Søn givet sit blod for mine synder, så er det tusind gange nok. Ja, kære menneske, det er nok til alting; så forfærdeligt kan du umuligt have syndet, så dybt kan du umuligt være faldet og sunket, at ikke Kristi dyrebare blod rigeligt kan betale det altsammen og bringe alt i orden. Gud selv siger – hør det, I himle, og du jord, lyt til det med ørerne! – Gud selv siger til enhver synder, som vil komme til hans nådestol: «Om jeres synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne, og om de så var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1,18). Og Kristus siger her til den mest uværdige mand, der var sunket dybt fra sin tidligere nåde: «Jeg råder dig til at købe guld af mig – for at du kan blive rig.» Han bevidner altså, at denne skulle blive rig – ikke blot gældfri, men også rig – alene ved dette guld! Men da dette emne gennem evighedernes længde skal være de saliges altid nye sang: «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod» (Åb 5), så kan det aldrig udtømmes her. Det skal hver dag tages imod og lægges på hjerte af hver eneste troende.

Hvad de hvide klæder derimod betegner, derom har man så tydelige ord, at der ikke er opstået delte meninger om det. Der står udtrykkeligt i samme bogs kap. 19: «Linnedet er de helliges retfærdighed»; og hvori denne retfærdighed består, forklarede en af himlens ældste i kap. 7: «De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod; derfor står de foran Guds trone.» De to udtryk «guld» og «hvide klæder» handler for så vidt om den samme sag, at guldet betegner skyldens borttagelse, men klæderne tilregnelsen af Kristi fortjeneste; eller at ikke blot vores synder er udslettet, men at vi også ved troen er iklædt en retfærdighed og fortjeneste, som gør os smukke og velbehagelige for Guds øjne. Sådan som der står i Ef 1,6–7: ikke blot at «vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse», men også: «han har benådet os i den elskede». Denne retfærdighedens klædning omtales mange steder i Skriften. Kristus kalder den i Luk 15 «den fineste klædning», som den fortabte søn straks blev iklædt, så snart han kom tilbage. Ezekiel kalder den «det fineste linned og silke» (kap. 16). Esajas kalder den udtrykkeligt «en sejrsklædning og retfærdighedens kappe» (61,10) – for nu ikke at nævne flere steder.

Alt dette kan vel ikke være lutter ord og billeder i Den Hellige Skrift, som ikke svarer til noget i virkeligheden! Når Kristus taler om hvide klæder, som skal fås af ham, og om den fineste klædning, så må han jo vide, hvad han siger; der må dog findes en retfærdighed, som ikke er i os, men skænkes, «tilregnes», som Skriften så udtrykkeligt siger. Åh, hvilken forfærdelig sygdom i hele vores natur, hvilken dyb og pinefuld smitte er ikke vantroen, som ikke tillader os at se dette, at se denne Herrens herlighed, men får os til hele tiden alligevel at se på os selv og vores egen urenhed! – helt som om der ingen Kristi retfærdighed fandtes for os, men som om Skriften havde sagt, at vi skal have vores retfærdighed i os selv! Åh, det ulykkelige fald, den dybe fordærvelse og den onde djævel – hvilken plage de volder os ved vantroen! Man kunne ligefrem ønske sig døden for at slippe for denne stadige nød. Tænk dog: når Kristus selv siger, at også en så uren og afskyelig sjæl, som den lunkne beskrives som, skal være rig, simpelthen rig, hvis han blot køber guld af ham, og at hans nøgenhed ikke skal ses – læg mærke til: «ikke ses» – at der ikke skal tænkes på alle hans synder, at de ikke skal tilregnes ham, men at han skal være ren og smuk for Guds øjne, når han blot klæder sig i de hvide klæder! Og dette, som for os er så dunkelt, er for Gud og Kristus den største virkelighed i himlen og på jorden, så Kristus den samme aften, hvor han forudsagde disciplenes store skrøbelighed, dog sagde om denne troens skænkede retfærdighed: «I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer – den, der har badet, er helt ren, og I er rene» osv. (Joh 13 og 15). Tænk, når Kristus selv taler sådan, han, som skal dømme over alt dette, skulle vi så ikke råbe af glæde, håne og forbande al egenretfærdighed og vantro og for evigt være frie og glade som Guds engle, blot lovsyngende Lammet, som har købt os til Gud med sit blod – en evig pris? Jeg kan jo aldrig være tryggere, end når jeg blot gør, hvad Dommeren selv råder mig til! Jeg er fattig på alt godt, jeg er afskyelig og uren; men han siger: «Jeg råder dig til at købe guld og hvide klæder af mig, for at du kan blive rig og klædt, for at din nøgenheds skam ikke skal ses.» Da dette nu er hans eget råd, så er der vel intet i himlen eller på jorden, der er tryggere end blot at følge det. Han må vel være tilfreds med sit eget råd og med det, han selv har gjort? Og når han siger, at jeg derved skal blive rig, så må jeg visselig blive overordentlig rig; for hvad denne Herre vil regne for rigdom, det må være en stor rigdom.

Men her vil måske nogen sukke: Bare jeg rigtig kunne gøre det, Herren her siger, nemlig købe! Det er jo at bede og tro, ikke sandt? Bare jeg rigtig kunne gøre det! Svar: Hvor er hjertet dog en forvendt, ond og snu ting, når det endda kan gøre det, der tværtimod skulle være til hjælp og trøst, til en hindring og en vanskelighed! Hvad vil det her sige «at købe», når Skriften siger, at det er «at købe uden penge og for intet» (Es 55)? Når Kristus siger: «Den, som tørster, vil jeg give af livets vandkilde for intet» (Åb 21,6)? Når Skriften siger «købe», men «købe for intet», så er det jo ligefrem at gøre nar af vores ynkelige selvretfærdige natur, vores lyst til at købslå med Gud; for ellers plejer man jo ikke at kalde det at købe, når det sker for intet. Hvad bøn og sult angår, så plejer en tigger jo ikke at gøre sin mangel i den henseende til en hindring for at gå frem. Træffer han en giver, som siger: Kom til mig, hvis du hungrer, jeg vil give dig, hvad du behøver, uden penge og for intet, så tager han ikke ordene «hvis du hungrer» som en betingelse for at «få lov at komme», men snarere som en grund til at «ville komme». Derfor går han straks frem og beder, så godt han kan, og det er nok. Den, som ikke hungrer, bekymrer sig ikke om at få noget. Det er nok med sult og bøn, når man vil komme og ikke kan leve uden nåden. Kan du undvære nåden, så gå! Så bekymrer du dig heller ikke om sagen. Men bekymrer du dig om den, så kom bare, som du kan, og se ikke på din kommen, din sult og din bøn, men på Herrens hjertelag. Kvinden, som kun rørte ved det yderste af Jesu klædning, bad en meget kort bøn, men fik straks det, hun søgte. Den spedalske, som sagde: «Vil du, så kan du gøre mig ren», bad også ret kort, men fik straks svaret: «Jeg vil, bliv ren!» Den lamme havde endnu sin bøn i hjertet, endnu ikke udtalt, da Herren sagde: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt.» Røveren på korset bad også ret kort, men fik det store svar: «I dag skal du være med mig i Paradis.» Kan du bede mere end de, så bed; men selv om du ikke kan mere, er du dog skyldig at tro, at Herren giver.

Men, siger du, troen er jo et Guds værk; jeg mærker jo, at jeg ikke får dette ind i hjertet, så det giver liv og gør mig brændende. Svar: Ganske rigtigt! Troen er Guds værk; vær da glad! Gud vil ikke holde den gave tilbage, hvis det blot er kommet så vidt, at du intet andet vil og begærer end at få troen som en gave fra Gud. Så bliver alt godt; den første troens gnist er da også allerede tændt, og den skal blive større. Hør, hvad Herren til sidst sagde: Og øjensalve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Det er kun øjensalve, der mangler. Hele saligheden afhænger alene af, at øjnene bliver åbnet. Blev øjnene blot åbnet, så vi så både vores nød, vores yderste hjælpeløshed, at det er evigt forbi med alt vores eget bidrag, men også så Kristi rige fortjeneste og Guds hjertelag – se, så ville alt straks blive godt; vi ville straks udbryde: Det er nok, evigt nok; det er evigt fortabt med alt mit eget bidrag, men evigt tilstrækkeligt, hvad Kristus har gjort; det er herligt, det er tilstrækkeligt; Gud, tilgiv, tilgiv, at jeg ikke har troet, nu kan jeg ikke lade være med at tro. Det guld, Kristi dyrebare blod, er mere end nok for alle; de hvide klæder dækker alt hos mig, også min elendige tro og bøn. Du, du alene, du er værdig til at tage pris og ære, du, som blev slagtet og har købt os til Gud med dit blod! – Ja, et sådant sind skaber øjensalven, Helligånden.

Og se, så er den lunkne og kolde blevet brændende. Dette er nu den eneste, eneste måde at blive brændende i ånden på. Alt arbejde på hjertet er forgæves. Hør det, alle sammen: «Loven kan ikke gøre levende» (Gal 3,21). Da den selvretfærdige Simon ikke engang gav Jesus vand til at vaske hans fødder, lå synderinden opløst i tårer ved hans fødder, kunne ikke holde op med at kysse dem og vaske dem med sine tårer – og Kristus forklarer sagen, hvorfor hun var så brændende: «Hendes mange synder er hende forladt»; den, som får meget tilgivet, elsker meget (Luk 7,36–50).

Kort sagt: For en sjæl, som mærker sin kulde og synd og gerne ville blive varm (hør og husk det), for en sådan sjæl hjælper intet, slet intet andet, end at den nu, midt i sin kulde, får megen tilgivelse eller kommer til troens visshed om megen tilgivelse. Men den tro kommer til gengæld kun ved at høre, kun ved at høre, kun af troens prædiken (Rom 10). Da de to disciple i Emmaus havde fået øjnene åbnet, så de kendte Herren, udbrød de: «Brændte vores hjerte ikke i os, da han på vejen udlagde Skrifterne for os?» Og nu var med ét hele deres kristendom blevet levende; nu var kristendommens store hovedkraft, kærligheden, så optændt i dem, at de ikke kunne blive i Emmaus, men gik samme tres stadier tilbage til Jerusalem igen for at fortælle de andre disciple, hvad der var sket med dem. Sådan gør troen alting nyt, levende og brændende; kærligheden, bekendelsen, bønnen, gudsfrygten – alt bliver brændende ved troen.

Og hermed har vi nu set både hvor vigtigt det er at være brændende i ånden – eller hvilken frygtelig dom der hviler over lunkenheden – og også måden, hvorpå man bliver brændende. Gud give os nu alle denne velsignelsesrige sag! Tag Herrens formaning, ja, revselse til hjertet, men forstå, hvad han vil, hvad han mener, nemlig vores liv, ikke vores død; derfor forklarer han også om den frygtelige trussel til den lunkne til sidst: «Alle dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg; vær derfor ivrig og omvend dig!» (v. 19). Åh, så lå der også kærlighed i en så frygtindgydende tiltale! Hør, hør! Ja, den velsignede Herre slutter: «Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne.»