Fader vor, du som er i himlene!

(Fjortende årgang, 1855)

Ikke blot ved det nye år, der er begyndt, og som jo som regel vækker til mere alvorlige tanker om fremtiden, men især i en så urolig og eventyrlig tid som den, vi nu har oplevet, burde hver kristen føle en overvældende trang til et fortroligt «Fader vor» – en fortrolig adgang til den almægtige Fader, som «bor i himlen og gør alt, hvad han vil» – en mægtig og huld Fader, som, sådan som David siger, «skjuler mig i sin hytte på ulykkens dag; han beskærmer mig i sit telt, han fører mig op på en klippe» (Sl 27,5). Hvor tryg man føler sig, når man i bønnen flygter til denne Faders navn, om det siger Skriften igen: «Herrens navn er en befæstet by; dertil flygter den retfærdige og finder ly».

Men de troende bør ikke kun tænke på sig selv. Nu da hele verden er i den mest betydningsfulde bevægelse, nu da alt gammelt synes at ville opløse sig, og store omdannelser i alle retninger synes at stå for døren, burde alle kristnes hænder være løftet som Moses’, mens kampen stod på (2 Mos 17,11), for at Guds Ånd måtte svæve over de oprørte dyb, og de nye skabninger måtte blive sådan, at Gud, mennesker og engle kan glæde sig over dem som på den første skabelses morgen. Burde denne tid ikke være en bønnetid? Burde alle kristne ikke særlig i denne tid være det, som de undertiden bliver kaldt: «bønnefolk»? Her er én grund antydet til, at vi nu med en betragtning over Fader vor vil give en vis anledning til mere bøn. Desuden er der nogle så overordentlig vigtige emner, som vi kommer ind på i de syv bønner i Herrens bøn, at vi også derfor vælger denne rige tekst og nu begynder med ordene: Fader vor.

En oplyst lærer har med rette bemærket, at bønnen Fader vor er det genåbnede paradis på jorden, hvor det forsonede menneske nu igen taler med Gud som med en far og vandrer mellem de skønneste og mest frugtbare træer, nemlig de syv bønner. En anden har bemærket, at den, der får nåde til at se, hvad der er indeholdt i dem, og til at se det fuldkomne i den måde, de er sat sammen på, ikke skal behøve noget videre bevis for Kristi guddom. Vi skal her finde alt, hvad et troende hjerte inderligst længes efter og nødvendigt behøver. Kunne Luther sige om Davids Salmer, at man der havde den fordel at «få lov at se en kristen ind i hjertet», så kan det med endnu større ret siges om bønnen Fader vor. Deraf kommer det også, at denne bøn er den fuldkomneste rettesnor for en kristens selvprøvelse. Den, som har et hjerte, der af sig selv eller uden at blive mindet om det netop har de samme bekymringer, ønsker og suk, som udtrykkes i disse bønner, stemmer visselig overens med Kristi sind; han er sandelig født af Gud og en ny skabning. Den derimod, hvis sind står i åbenlys strid med disse bønner, må også stå i åbenlys strid med Kristi sind og begå den grueligste synd, når han alligevel kommer frem for Gud og i bønnens form siger, hvad han ikke mener af hjertet. Lad os derfor nu først et øjeblik prøve vores sjæls tilstand efter denne bøn.

Du, som læser dette, det er jo helt nødvendigt, at du i tiden kan tale med din Gud i bønnen Fader vor, hvis du i evigheden skal være forenet med ham i himlen. For du kan ikke som en fremmed, som en person, husets herre ikke kender, komme ind i hans boliger, sådan som Kristus antyder, når han siger, at han som grund til nogles fordømmelse kun vil anføre dette: Jeg har aldrig kendt jer. Det er altså nødvendigt, at du i tiden har været kendt med Gud og talt med ham på den måde, Jesus har lært os. Undersøg derfor, om du virkelig kan det, eller om der er noget andet, som først må ske med dit hjerte, før du kan bede denne bøn – om der er en stor, vigtig forandring, som altså er endnu mere påtrængende nødvendig end denne bøn. Det er jo et åbenlyst og uhyggeligt misforhold mellem dig og Herren Gud, når den dyrebare bøn Fader vor fordømmer dig, når hvert punkt i den bøn strider mod dit sind, og du altså i hver bøn må hykle åbenlyst for Guds ansigt. Tænk, når et menneske kommer frem for Gud og siger «Fader vor», selv om det aldrig engang har søgt at blive Guds barn, endsige er det og tror det; når det aldrig ved, hvad det er at blive født af Gud, men måske foragter læren om den nye fødsel og den salige bevidsthed om, at man er Guds barn. Og Kristus har udtrykkelig forklaret, at ordet Fader her slet ikke kun har den flade betydning af en «Alfader», på den måde som Gud er hele skabningens, dyrenes og fuglenes far. Nej, Kristus siger noget andet, når han sagde til Maria: Gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud. Her ser jeg, hvad Fader betegner. Hør – «mine brødre» – «min Fader og jeres Fader» – «min og jeres». Og sådan siger Johannes: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn – – som er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje osv., men af Gud». Hør! «Født af Gud». Sådan bliver man Guds barn. Det fremgår altså tydeligt af hele Guds ord. Ikke desto mindre kommer den, som aldrig vil vide af denne nye fødsel, og som håner dem, der endelig under megen bedrøvelse over sig selv er kommet til den nåde, at de tror på deres barnekår hos Gud – håner dem som formastelige, fordi de tror dette – et sådant menneske, som altså ikke selv tror på dette barnekår, kommer alligevel frem for Guds ansigt, løfter et bedende blik mod det høje og siger: Fader vor! Er det ikke en gudsbespottelse, et hykleri så uhyggeligt, at man må undre sig over den evige Faders langmodighed, når han ikke slår ned over sådan en hykler med sin vredes tordenkiler? Videre beder det samme menneske: Helliget blive dit navn! Og for ikke at tale om, at det aldrig bekymrer sig om, at Guds navn helliges, ved at det lader sit lys skinne sådan for menneskene, at de må prise dets Fader, som er i himlene, så er dette navn tværtimod så værdiløst for det, at det kan blande det ind i de ynkeligste småting og åbenlyst misbruge det i letsindige udråb, for eksempel: «Min Gud! Herre Jesus!» – og det så tankeløst, at det ikke engang ved af det, men når en ven gør det opmærksom på det, ærligt kan forklare: «Jeg mener slet ikke noget med det». Læg mærke til det: det store navn, som engle og keruber skjuler deres ansigt for, og som helvedes magter bæver for, det navn, i hvilket alene vi skal blive salige, og i hvilket alle knæ engang skal bøje sig, deres, som er i himlen, på jorden og under jorden – det navn betyder så lidt for et menneske, at det «slet ikke mener noget med det», når det udbryder det! Hvordan kan det stå til med sådan et menneske? Alligevel siger det til Gud i bønnen: Helliget blive dit navn! Hvad er så meningen? Er det ikke en forfærdelig spøg og spot med den Hellige? Men «Gud lader sig ikke spotte». Videre siger det: Komme dit rige! Nu er Guds rige retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Dette rige kommer i sjælene, når Herren vækker dem af den syndige sikkerheds søvn til den bedrøvelse, som er efter Guds vilje, og som virker omvendelse til frelse. Denne omvendelse har Herren ofte villet vække i dets hjerte; men nej, det har altid lukket hjertet til, forskanset sig bag alle ubodfærdighedens undskyldninger og altså gjort alt for at stå imod Guds rige i sin sjæl. Men så løfter det et bedende blik til ham og siger: Komme dit rige! Hvad skal Herren Kristus mene om sådan en bøn? Hvad skal han svare på den, om ikke: Du hykler, du vil jo aldrig tage imod mit rige, du står mit rige imod, og alligevel beder du om det? Forråder du Menneskesønnen med et kys? – Dernæst beder det: Ske din vilje! osv. For ikke at tale om, at det aldrig har bekymret sig om at gøre Guds vilje, så er det tværtimod netop dér, den mægtigste kamp står mellem det og Herren Gud: Han forkynder og kræver sin vilje, og det vil derimod gøre sin egen vilje og er bange for, at Gud med sin vilje skal forhindre dets. Men så kommer det til bønnen og siger: Ske din vilje! Hvad skal Herren Gud svare, om ikke: Du hykler! Du strider jo mod min vilje. Du må ikke friste Herren, din Gud. Den fjerde bøn skulle man dog tro, at det uomvendte menneske kan bede, nemlig: Giv os i dag vort daglige brød! Og det er ganske vist sandt, at denne bøn er dets kæreste, at det sætter pris på det, der bedes om i den; men tror det også på Gud, så det venter sit gode af ham og altså beder ham om det? Tværtimod sætter det al sin tillid til sin egen arm, sin egen forstand og sit eget arbejde eller til andre menneskers hjælp. Derfor kan det ikke engang bede denne bøn af hjertet. Sådan vil det ganske vist også have syndernes forladelse engang, nemlig i døden og i dommen, men hele sit liv igennem kan det godt undvære den; eller også beder det allerede nu om forladelse, men mens det ubodfærdigt fortsætter ad syndens vej, og det er åbenlyst at spotte og friste den Almægtige. Ja, det kan leve i uforsonligt had til sine medmennesker og alligevel bede: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader», og det er jo en forfærdelig bøn. Og det samme forhold finder vi gennem alle bønnerne.

Af alt dette, som er helt åbenlyst, må vi jo se, at et almindeligt menneske, det vil sige et, der ikke er genfødt, er i den tilstand, at det ikke kan bede et eneste Fader vor uden at hykle; at dets bøn er den største synd, fordi den er en fræk spot for den Helliges ansigt, fordi dets hjerte er sådan, at det ikke søger og begærer det, som udtrykkes i disse bønner, men tværtimod strider imod det, og det alligevel kommer frem for Gud som en, der beder. Og tænk så, hvilket uhyggeligt forhold, når hver bøn, du beder i Fader vor, er den sværeste synd – er en vederstyggelighed for Gud, sådan som Skriften siger: «Den, der vender sit øre bort fra at høre loven, selv hans bøn er en vederstyggelighed» (Ordsp 28,9). Ja, hvad kan vel være en mere afskyelig synd end at komme frem for Guds ansigt med hykleri og forstillelse? Allerede over for mennesker er intet mere afskyvækkende end et skin af venskab, hvor en, der i sit hjerte er din fjende og bag din ryg siger alt ondt om dig, alligevel siger de venligste ord til dig ansigt til ansigt. En ærlig fjende er mindre afskyelig end sådan en. Derfor kender vi heller ikke noget eksempel i Skriften, der er så afskyeligt som den discipel, der sagde til Jesus: «Vær hilset, rabbi», og ivrigt kyssede ham, netop idet han forrådte ham til fjenderne. Og ingen i Det Nye Testamente blev ramt af en så hurtig fordømmelse som Ananias og Saffira, der kom til Apostlen med hykleri, lod, som om de ville forene deres gods med menighedens, men blandede løgn og falskhed ind i det. De blev ved Guds kraft straks slået døde til jorden (ApG 5). Som sagt findes der ikke noget eksempel i Det Nye Testamente, der ligner dette, som vidnesbyrd om, at intet er mere afskyeligt i Herrens øjne end hykleri. Og da Jesus engang var omgivet af så mange mennesker, at de trådte på hinanden, begyndte han sin prædiken med de ord: «Tag jer frem for alt i agt for farisæernes surdej, som er hykleri» (Luk 12,1). Og over ingen synd råbte han så mange «ve» som over hykleri, for i et eneste kapitel læser vi otte gange de ord: Ve jer, I hyklere! (Matt 23). Heraf burde dog enhver lære at forfærdes over en sådan bøn, som vi nu har talt om. Siger du «Fader vor», selv om du ikke engang har søgt at blive hans barn; siger du «helliget blive dit navn», selv om du aldrig bekymrer dig det mindste om, at det navn helliges, ja, måske selv misbruger det; siger du «komme dit rige», selv om du selv står det imod i din egen sjæl, osv., så skal du vide, at Gud bliver mere vred over hver sådan bøn end over noget andet syndigt væsen.

Og det mest tankevækkende ved dette spørgsmål er, at et menneske ikke med nogen omhu og anstrengelse kan råde bod på dette uhyggelige forhold. For selv om du nok så meget anstrenger dig for nu at tænke og mene det, du siger i Fader vor, så er denne mening slet ikke det samme som hjertets begær – bønnen skal jo ikke være tankens, men hjertets sag. Her hjælper intet andet, end at selve hjertet bliver forandret, at du ved en ny fødsel får et sådant hjerte, som af sig selv har netop de samme bekymringer og ønsker, som udtrykkes i bønnen Fader vor. Hjertet kan aldrig tvinges; men hvad det elsker, det elsker det, om man så strider nok så meget imod; og hvad det ikke elsker, kan det ikke med nogen tankeanstrengelse bevæges til at elske. Og bønnen skal dog, som sagt, ikke være tankens værk, men hjertets, den indre trangs eller begærets. O du nådefulde Gud, hvem kan prise dig nok for den nye fødsels dyrebare værk! Med al vores uendelige skrøbelighed må vi dog prise den nåde, at vi virkelig erfarer, hvordan selve hjertet er blevet helt forandret i den nye fødsel. Læg mærke til det endnu en gang: Hvis jeg i bønnen kun følger ordene med tankerne og anstrenger mig for at mene det samme, som Kristus her har foresagt os, mens mit eget hjerte slet ikke føler den samme trang, så er det jo et gøglespil, hvormed jeg ligesom vil bedrage Gud og give det udseende af, at dette er min bøn – når bønnen jo tværtimod skulle være udtryk for mit eget begær, min egen sag, mit eget ønske eller min egen bekymring. Tænk, hvor rådvildt et naturligt menneske er i denne stilling! Når det vil gøre sit bedste og anstrenger sig for i tanken at være enig med Kristi ord i denne bøn, så er det et gøglespil for Guds øjne, det er en efterabet bøn. Skal sådan en bøn også behage Herren Gud? Men hvor helt anderledes er det ikke med en genfødt sjæl! Det kan ske, at dens tanker bliver så adspredte, at de helt flyver bort midt under bønnen; men giv agt på dens hjertes begær! Er det ikke punkt for punkt netop det samme, som Kristus her har lært os at bede? Hvad er det første og det sidste i et nådebarns hjertesuk, om ikke dette: at få lov at være Guds barn? Det er ligesom det nye menneskes åndedræt, det suk: Ak, kære Fader, er jeg dit barn? Må jeg være dit barn? O min Fader, lad mig bare være dit barn! Dernæst ligger intet mig så meget på sinde, som at jeg må kunne vandre sådan og i alt opføre mig sådan, at Guds navn må blive æret, at jeg må pryde Guds, vor Frelsers, lære i alle ting; dernæst at Guds rige mere og mere må vokse i mit eget hjerte og blandt alle mine medmennesker, ja, i hele verden. Videre: Hvilken bøn er vel mere inderlig i Guds børns hjerter end denne: O, gid jeg kunne gøre Guds vilje! Gud, hjælp mig at gøre din vilje! Gud, gennemfør også din vilje med mig i alt, hvad jeg foretager mig; spørg ikke efter min kødelige vilje, men led mig efter dit råd. Derfor hører man også Guds børn i alle mulige sager sige: Hvis jeg bare vidste, hvad der var Guds vilje! Den slags spørger verden aldrig efter. Videre vil et Guds barn i alt være afhængigt af sin Faders omsorg og beder: Sørg du for alt, hvad jeg har brug for! Men hvad der igen først og sidst fylder sådan et hjerte, er den bøn: Forlad mig min skyld! O, forlad mig, forlad mig! Og dermed hænger altid sammen: Og hjælp mig i fristelserne, så jeg ikke falder! Hjælp mig at slippe fra mit onde! Er det ikke sandt, at dette er nådebarnets egne og inderligste hjertebønner? Og det er jo punkt for punkt indholdet af Fader vor. O, man kan dog glæde sig midt i al sin elendighed, når man alligevel ikke kan nægte, at den slags nu er blevet hjertets første og sidste anliggende. Dér ser vi da tydeligt, hvad en ny fødsel vil sige. Og de, som er født af Gud, er visselig Guds børn på jorden. Denne store, gennemgribende forandring af hjertet beviser meget mere end alle kræfter og dyder. Enkelte skrøbeligheder og glemsomhed, forsømmelse og svaghed kan ikke gøre dette gennemgående vidnesbyrd til intet. Den, som har fået et hjerte, der i alt væsentligt stemmer overens med Guds sind, må visselig være født af Guds Ånd, selv om han dagligt bittert må græmme sig over det gamle menneskes tilbageværende dårlige tilbøjeligheder. Den derimod, hvis hele hjerteretning strider imod Herrens sind, sådan som det er udtrykt i Herrens bøn, har også lige så tydelige beviser på, at han ikke er født af Gud.

Vi har nu set, at den, der ikke har et hjerte, som stemmer overens med Herrens bøn, men står i strid med den, er udelukket fra denne bøn netop ved sit hjerte og ikke i alle sine levedage kan bede et Fader vor uden derved at synde; og den, der er udelukket fra Herrens bøn, er sandelig også udelukket fra himlen, hvis han dør i denne tilstand; for den, der ikke kender husets herre, kommer ikke ind. Det er bestemt åbenbart og en urokkelig sandhed; men glæd dig over, at en ubeskrivelig stor nåde endnu kan times dig, du, som i dag er i denne ulykkelige tilstand. Du er endnu ikke i den usalige evighed. Du kan endnu blive forenet med din Frelser; du kan endnu blive den største glæde for Gud og hans engle; du har endnu en kærlig Fader i himlen, som vil omfavne dig og give dig «den fineste klædning», hvis du blot kan vækkes og sammen med den fortabte søn rejse dig og gå tilbage til din Fader. Og se, så kan du straks bede en bøn, som behager ham: «Fader, jeg har syndet mod himlen og over for dig; vær mig, en synder, nådig!» Selv om en sådan sjæl ikke straks kan bede så rigtigt, i troen og i Jesu navn, så er dens omsorg for omvendelsen dog en glæde for Gud; han hører også nødens råb, han hører også de blinde ved vejen. Og læg mærke til endnu et eksempel: Da en grusom fjende af Kristus, Saulus, endelig bliver slået til jorden af Guds kraft og ligger i dobbelt blindhed i Damaskus, endnu ikke sat fri og trøstet, så stiger der alligevel en klage op fra hans hjerte, som i den barmhjertige Frelsers ører er et så mægtigt råb i natten, at han ikke kan vente med det til daggry, men vækker Ananias og driver ham til straks at opsøge, trøste og afløse den stakkels Saulus; og hvad nævner Herren som grund til, at det haster? Han siger: For se, han beder (ApG 9,11).

Men det rette paradis i Fader vor åbner sig egentlig først for din sjæl, når du begynder at bede i troen – når du har fået fuld benådning og har fået det salige vidnesbyrd om, at du er et Guds barn. Først da kan du i sandhed sige: Fader! Vi kommer nu til den anden vigtige bemærkning om dette ord, nemlig at ingen kristen bør gå videre ind i Fader vor, før han først nøje har overvejet, om han med et barns fortrøstning mener, hvad han siger i det første ord, nemlig at Gud er hans kærlige Fader, og at han er Guds elskede barn. For det er netop af en virkelig hjertets tro på dette første ord, at hele bønnens trøst og kraft afhænger. Kan du af hjertet kalde Gud din Fader, tror du af hjertet, at du er Guds kære barn, og besinder du dig på, hvad det vil sige – åh, så vil du med salig tillid også bede det, der følger videre i den dyrebare bøn. Men her møder vi nu alle slags mangler, selv hos ellers gudfrygtige sjæle. For det første findes der sjæle, som endnu ikke er sat fri og troende, men snarere arbejder med sig selv, og som dog imens på en vis løs måde regner sig for Guds børn, men ikke i den store, virkelige betydning, som ordet har i Kristi mund, men blot i den forstand, at de ikke er af verden, at de hører til de fromme, at de hører til det folk, der søger og elsker Gud. I denne overfladiske forstand kan man ganske let tale om Guds børn. Men at vide, at man hører til de fromme, er slet ikke det samme som at tro, at «Gud er vor rette Fader, og vi er hans rette børn»; for hvad det betyder, skal du se, som før sagt, af Kristi ord om vort broderskab med ham. Tænk endnu en gang over – og Gud give os åbne øjne til at se det – hvad det betyder, at Herren, efter at forsoningsværket er fuldbragt, på sin opstandelsesdag begynder at tale sådan: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.» Lægger du her mærke til, hvad Guds barn vil sige? Her siger Herren først «brødre». Men ikke nok med det; for at ingen skulle overse, hvad «bror» betød, tilføjer han: Min og jeres Fader, min og jeres Gud. Dermed har Herren Kristus jo udtrykkeligt fremhævet den egentlige betydning af bror, og så får ordet Guds barn en sådan betydning, at englene i himlen kan skjule deres ansigt for det. Guds barn! Det var dette store, Gud tænkte på i begyndelsen, da han skabte mennesket og, som enhver kan se med egne øjne, skabte alt, hvad der er på jorden, for menneskets skyld. Mennesket, Guds barn! Det var dette store forhold, der gjorde, at Guds evige Søn kunne blive et menneskebarn og således over for alle ånder bevise, at vi er brødre. Men her må vi bekende, at vore hjerter er alt for snævre til ret at kunne rumme noget så stort. Og alligevel er der så væsentlig en forskel på den enes og den andens tro på dette punkt, at den ene aldrig kan undre sig nok over denne herligheds højde og dybde, bredde og længde og aldrig rigtig kan få den ind i sit hjerte, sådan som han ser den og tror den, men alligevel allerede har sin største glæde på jorden i den; mens den anden derimod med lethed kan tro, så meget han ønsker, men ingen undren og ingen glæde har ved det – så lidt har han endnu set af, hvad det vil sige at være Guds barn. Dette er den første fejl i troen på ordet Fader vor.

Den anden er, at også de troende, som en tid har været salige i dette herlige barneforhold, igen synker ned i deres egen elendighed, begynder at se på sig selv og mister den rette barnlige tillid til Gud. Nogle beder da Herrens bøn med en vis skødesløshed, så de ikke besinder sig på, hvad de siger i ordet Fader vor, og kan så ganske let fare hen over det, men er også derfor tørre og uden lyst gennem hele bønnen; andre har derimod ligefrem en bundet samvittighed, fordi de har gjort et alvorligere fald eller er sunket ned i mægtige fristelser og syndens lænker, som nu i bønnen møder dem med en skræmmende stemme: Du vil nu bede til Gud, du vil kalde Gud din fader, du, som har syndet sådan og sådan, som ved dette og dette med dig selv! Heraf opstår de allerstørste vanskeligheder med at kunne sige Fader vor med den rette tillid. Gid enhver vil besinde sig på, at uanset hvilken af disse grupper han hører til, er det ubeskriveligt vigtigt ikke at blive ved med på denne måde at sige Fader vor uden tro og uden at mene det; for dette er det punkt, som selve livet afhænger af, nemlig at vi har en virkelig barnlig fortrøstning til Gud og virkelig mener det, når vi påkalder ham som vor Fader. Bliver samvittigheden enten igen fanget under trældommens åg, så man bliver bange for at nærme sig den himmelske Fader i denne bøn, eller falder den igen i søvn, så man i letsind siger Fader vor uden at mene, hvad man siger, så fører det i begge tilfælde til åndelig død. Det åndelige liv er et fortroligt barneliv med Gud, som Apostlen siger: «I har ikke igen fået trældommens ånd til frygt, men I har fået barnekårets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Fader! Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn.»

Her bliver hovedsagen igen, ligesom i vores første anvendelse af teksten, at vi er oprigtige for Guds ansigt. Væk med hykleriet! Bed ikke Fader vor, hvis du ikke mener, hvad ordene indeholder, nemlig at Gud er din rette Fader, og at du er hans rette barn, eller hvis du ikke i det mindste «stræber efter at gribe ham sådan» eller efter at få denne salige tro ind i hjertet. Bliv stående ved de dyrebare ord Fader vor, og gå ikke videre i bønnen, før du har stillet dig selv det spørgsmål, hvad de ord betyder, og om du virkelig er hans barn. Det vil vel føre til en troskamp, som ikke lader dig komme så hurtigt videre til de følgende bønner, men det er dog langt vigtigere og mere velsignet, end hvis du tankeløst farer igennem hele den dyrebare bøn. Vor lærefader Luther skriver: «Her er det bedst, at enhver prøver og øver sig selv, når han går ind i sit kammer og begynder at bede, så han dog tænker over, hvad han siger, og ligesom lægger ordene Fader vor på en vægt og siger: Kære, hvad er det, du beder? Hvad siger dit hjerte til det? Regner du også Gud for din Fader og dig selv for hans kære barn? Du kan være sikker på, at hjertet vil svare: Nej, eller: Det ved jeg ikke, eller: Hvordan kan jeg tænke noget så stort og herligt om mig selv? Åh, hvorfor lader du så ikke være med at bede, når din mund kalder Gud Fader, og hjertet beskylder både dig og ham for løgn i hans ord? Eller hvorfor bekender du ikke meget hellere din svaghed og siger: Jeg kalder dig min Fader og bør kalde dig sådan efter dit ord og din befaling, men jeg frygter, at mit hjerte lyver; og det var vel ikke så slemt, hvis jeg kun løj for mig selv, når blot jeg ikke også beskyldte dig for løgn. Åh, hjælp mig her, min kære Herre og Fader, så jeg ikke gør dig til en løgner!»

«Derfor, selv om jeg nok mærker og erfarer, at jeg desværre ikke kan sige Fader vor af hele mit hjerte, ligesom intet menneske på jorden kan sige det fuldkomment og rigtigt (for så var vi allerede helt salige), så vil jeg dog forsøge og begynde på det, ligesom et lille barn begynder at die ved sin mors bryst. Kan jeg ikke tro fuldt ud, så vil jeg dog ikke gøre det til løgn og sige nej til det – ja, og så vil jeg dog ikke opgive det eller holde op med at øve mig i denne tro, men som Paulus siger: Jeg stræber efter det – jeg vil dagligt lære at stave mig igennem det, indtil jeg kan sige både Fader vor og Kristi ord om broderskabet efter, hvad enten jeg gør det godt eller dårligt, ja, om jeg så må stamme eller læspe. Gud give mig blot nåde til at nå noget!» Så vidt Luther.

Kort sagt: Lad intet i hele Herrens bøn være så vigtigt for dig som dette første, at Gud er din Fader, og at du er hans barn. Hvis du ikke er Guds barn eller nu søger at blive det, hvad skal bønnen så tjene til? At bekymre sig om bøn, andagtsøvelser og andre hellige handlinger, når man ikke er Guds barn og ikke først og fremmest søger at blive det, er ganske som når en skipper, hvis skib har fået så stor en læk, at det om nogle timer vil synke ned i havets dyb, alligevel ikke nu søger mod land, som han måske kunne nå, men fortsætter i samme retning ud over dybet og ordner og pudser sit tøj og andre ting om bord. Hvad skal det til, når han snart skal synke ned i dybet med det hele? Hvad skal din bøn tjene til, hvorfor skal du bede om noget for Guds navn, for Guds rige, for Guds vilje, når du ikke selv er hans barn eller netop nu søger at blive det? Så kan du lige så godt lade være med at bryde dig om bønnen eller noget som helst, der hører Guds rige til. Se her, hvor vigtigt det er allerførst at tage de første ord, Fader vor, til hjerte, før du fortsætter og beder videre. Selv om du i dag ikke kom længere i bønnen end til de første ord, men ved Guds nåde får dem ind i dit hjerte og begynder at tro, at du er Guds barn, så er der bedt godt den dag. Så har du vundet den store hovedsag, så har du himmel og salighed og kan derefter bede: Min Fader, helliget blive dit navn, komme dit rige. Det er slet ikke meningen, at du når som helst selv kan tilegne dig denne saliggørende tro, men meningen er blot, at du ikke skal læse dit Fader vor op for Gud uden overhovedet at mene, tro eller besinde dig på, hvad ordene indebærer – at du allerførst bør søge at få din vigtigste sag ordnet hos Gud, før du beder videre. Det er egentlig denne løse skøjten hen over det vigtigste stykke, der giver plads for så mange falske og ulykkelige forhold i sjælen; mens den, der er oprigtig i sit Fader vor og tænker over, hvad han siger for Guds ansigt, altid må have det godt med Herren for at kunne bede og altid må søge hurtig hjælp mod alt det, der vil rokke ved det gode forhold til ham. Dette barneforhold er jo selve hjertet og livet i al kristendom, og der står skrevet: «Bevar dit hjerte frem for alt andet, for derfra udgår livet!»

Men hvis det nu bliver en meget svær kamp for dig at kunne tro, at du er Guds barn, ja, hvis det måske er dig helt umuligt på grund af den eller den omstændighed, så læg mærke til følgende forskel: Hvis grunden til din mistillid ligger i, at du ved med dig selv, at du bevidst øver en synd, som du ikke vil opgive, for eksempel at du lever i uforsonligt had til et medmenneske, eller at du har sluttet forbund med en eller anden kødelig lyst eller en eller anden uærlighed i handel eller arbejde, kort sagt en åbenbar kødets gerning, som du altså har tænkt dig at fortsætte med, så forsøg ikke at overdøve og bringe indvendingerne til tavshed med evangeliet og bilde dig ind, at du alligevel kan tro, at du står i nåden; for hele Guds ord strider alt for klart imod det, og Herrens Ånd, som skulle give dig troens vished og vidnesbyrd om dit barnekår, er sandhedens Ånd, en ren og hellig Ånd; han kan ikke give dig et vidnesbyrd, som strider imod sandheden; og du vil altid støde mod Apostlens ord til troldmanden: «Du har ingen del eller lod i denne sag, for dit hjerte er ikke ret for Gud» (ApG 8,21). Han siger ikke: For dine synder er for mange og for svære, men han siger: Dit hjerte er ikke ret for Gud. Men glæd dig over, at han heller ikke siger: Derfor må du være fortabt for evigt; men han tilføjer endnu: «Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed til Gud, om dit hjertes tanke måske kan blive dig tilgivet.» Tænk, når ikke engang troldmanden, som var så gennemsyret af hykleri og befandt sig i bitterheds galde og uretfærdigheds lænker (v. 23) – når ikke engang han gives fortabt, men får lov at komme til Gud og bede om tilgivelse! Men læg videre mærke til, at Apostlen ikke blot siger til ham: Tro på Herren Jesus, men: Omvend dig fra denne din ondskab. Sådan siger også Kristus: «Hvis dit øje bringer dig til fald (til fordærvelse, til hindring for livet i nåden), så riv det ud og kast det fra dig.» Han siger ikke: Så tro på mig, så behøver du ikke rive øjet ud. Nej, troen og en god samvittighed kan aldrig bestå sammen med synder, man holder fast ved; af dem bliver man altid drevet bort fra nådestolen. Luther bemærker, at der er mange, som holder sig borte fra nadveren og bønnen, fordi de ligger fanget i herskende synder som uforsonligt had og andet lignende, som de ikke vil opgive. «For sådanne,» siger han, «ville det bestemt være det bedste råd, at de lod synden fare og så kom til Gud i sakramentet og bønnen. Det ville sandelig være bedre for dem end at fortsætte i synden og give krop og sjæl til Djævelen.» Åh ja, det er meget bedre for dig, siger også Kristus, at du underkaster dig den lidelse at få et øje revet ud og går ind til livet, end at have to øjne og blive kastet i ildens helvede. Åh, vær klog! Fly fra synden! Herlighedens krone lønner nok al din lidelse ved kødets korsfæstelse. Ved at blive i synden hindrer du din bøn og mister Guds salige fred i tiden og den himmelske glæde i evigheden.

Men læg mærke til: Dette gælder synder, som du hylder, ikke blot elsker – sådan som kødet, også hos de hellige, altid har sin gamle kærlighed til synden – men som du hylder, dvs. når du på ny slutter forbund med synden, undskylder den og agter at beholde den, og det skønt den ikke er tvivlsom for dig, men en åbenbar synd. At hylde en sådan synd på den måde strider altid lige imod troen og nåden. Det er helt anderledes med en kristen, som siger: Jeg elsker dig, synd, forfærdeligt, men jeg hader og forbander min kærlighed til dig og søger hjælp hos den almægtige Gud imod netop denne kærlighed til synden. Se, er det sådan med dig, nemlig at du ser sådan på din kærlighed til synden og søger forløsning, så skal du ikke et øjeblik flygte fra din milde, forsonede Fader, men straks flygte hen i hans favn og med fuld vished tro hans nåde. Og – læg mærke til det – vogt dig for at tage dig for først at vente på befrielse fra synden, før du vil tro nåden; for netop denne venten ville være den stærkeste snare, som Djævelen kunne fange dig med. Det er kun ved troen, du kan vente nogen forløsning. Se 1 Joh 5,4 og Hebr 11. Og at kødet elsker synden, ja, at visse medfødte uarter følger og plager os, så længe vi er på jorden, det er noget, som alle hellige har måttet klage over; men sådanne synder, siger Luther, som vi således selv straffer, er nøgne og bare synder, som altid har Kristi offer mellem sig og Gud, og som derfor aldrig skal fordømme os, så længe vi stadig bliver i Kristus, og synden derfor er korsfæstet.

Nuvel, mod sådanne synder og alle hverdagens mangler må du blot dybt og stadig indprente dit hjerte de store, evige grunde til vores benådning og kæmpe for at bevare din barnetillid som for liv og salighed. For du skal vide, at det er Djævelens allerhøjeste stræben at rive den ud af dit hjerte og styrte dig i mistrøstighed og trællesind. Tag derfor hele Guds evangelium til hjælp her; tag sakramenterne, bønnen og brødres råd og forbillede til hjælp, så samvittigheden ikke trækkes ned i trældom, men ved troen sejrer over modsigelserne. For nu vil det ofte forekomme dig at være den allerstørste urimelighed, at du skulle være et Guds barn, så alt, hvad der er i dig, vil skrige imod det – nemlig når du ser, at du meget mere ligner et Djævelens barn, som når en særlig vanskelig natur på en eller anden ubehagelig måde bryder ud, eller et fald som Peters sker, og der derpå følger en langvarig tørke i sjælen med ulyst til bønnen og Ordet. Åh, så – vogt dig, vogt dig for at følge fornuften og følelsen og glemme de dybe, evige grunde til vores himmelske barnekår. – Se her et billede, der viser, hvor vigtigt det er at give agt på grundene til dette ellers urimelige forhold.

Hvis dine øjne først har frydet sig ved synet af et herligt palads, omgivet af al naturens og kunstens rigdom og skønhed, så det stillede et halvt himmerige på jorden frem for dit øje, og du en mil derfra møder en fattig vandringsmand, klædt i pjalter og snavs, og nogen siger til dig, at han er den rette arving til det smukke palads, så må det forekomme dig som den groveste spot og spøg. Men hvor ser det helt anderledes ud, når du får at høre, hvordan det hænger sammen: at den fattige vandringsmand netop er kommet hjem til fædrenejorden fra et ulykkeligt ophold i fremmed land, hvor han først blev plyndret af en røver, siden selv mere og mere ødelagde sig på legeme og sjæl og til sidst blev så fornedret og elendig, som han nu ser ud. Lænket af onde magter har han længe holdt sig borte; men nu, efter indtrængende kald fra faderhuset, er han endelig vendt tilbage for at modtage sin fædrenearv. Se, når du får at høre disse omstændigheder, så kan du tro det udsagn, der lige før var så urimeligt. Og er alt dette ikke, efter Kristi lignelse om den fortabte søn, også virkelig sådan med os? Mennesket er ganske vist en falden og fornedret søn, men dog en søn af himlen, et virkeligt Guds barn. Eller hvor er da denne underlige slægt kommet fra? Hvem er mennesket? Hvad er det skabt til? Er det ikke oprindelig et Guds barn? Vi vil da vel ikke regne os lige med dyrene. Eller hører vi til de forkastede ånders slægt? Ud over det herlige, som skabelsesberetningen åbenbarer om vores bestemmelse, burde vi også med øjnene kunne se det samme, nemlig at mennesket var barnet, at det var mennesket, der udgjorde selve det store hovedformål for hele Guds skabelse, så alt, hvad Gud skabte på jorden, det gjorde han for menneskets skyld. Eller hvem skulle ellers have alt dette? Tænk da, hvad mennesket var for Guds hjerte! – Men mennesket faldt. Og det er faldets grufulde følger, som nu forskrækker os. Gå da videre hen til stalden i Betlehem og spørg dig selv, hvad du ser dér i krybben. Tror du virkelig, at det lille barn dér er Guds evige Søn, som er kommet fra himlen og er blevet vores bror? Hør, hvad himlens budbærer i den egn forkynder for hyrderne, og spørg dig selv, hvad alt dette siger om mennesket. Hvem er mennesket, når Guds evige Søn er blevet vores bror? Betyder din usselhed mere end alt dette, som Gud har gjort? Se dernæst på korset den kamp, det koster «den førstefødte blandt mange brødre» (Rom 8,29) at gøre deres synd uskadelig, at tage lovens forbandelse bort og «fordømme synden i kødet». Vejer dine synder da mere end alt dette? Bed Gud om forløsning fra vantroens og Djævelens anfægtelse og om åbnede øjne, så skal du få at se en herlighed så stor, at du over den helt glemmer dig selv og i salig ydmyghed blot må sige: «Af Herren er det gjort, og det er et under for vores øjne».*) «Han har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus – efter sin viljes velbehag – til pris for sin herlige nåde.»

*) Sl 118,23. Den gamle (svenske) oversættelse.

Kort sagt: Tænker du på din synd og uværdighed, så sæt alt det, Gud har gjort, op imod den, og tænk efter, hvad du vejer imod det. Al min forfærdelige synd og ondskab beviser ikke mere end disse pjalter på vandringsmanden, nemlig at han er en falden søn. Men hans fald og hans pjalter gør dog ikke det sande forhold til intet, nemlig at han alligevel virkelig er arvingen og snart skal se helt anderledes ud. Også vi skal en gang afklædes de sidste rester af vores fald og vores fornedrelsestid og stråle i skøn, himmelsk pragt som Guds rette sønner og døtre. Men mens vi endnu bærer rundt på dette syndens og dødens legeme, må vi derfor ikke glemme, hvad vi dog i virkeligheden er. Det gælder derfor om at holde hårdt fast ved, hvad Gud selv har gjort og sagt om mennesket. Tænker du derimod på vilkårene for en ny fødsel, og ved du ikke med vished, om du er født af Gud, så tænk fx blot på, hvad vi her har set om det naturlige menneskes indre strid mod hvert punkt i Fader vor, og hvor modsat det er med de troende. Og når du med al din usselhed alligevel ikke kan nægte, at dit eget hjertes sukke punkt for punkt stemmer overens med denne bøn på den måde, som vi tidligere har vist, mens det hos det naturlige menneske er stik modsat, så må jo en sådan hel forandring af selve hjertet vidne om en ny fødsel. Og når du finder, at hele dit indre uophørligt sukker efter intet så inderligt som at være Guds barn, og intet kan trøste dig i det undtagen Frelseren, så du først og sidst ønsker, at du rigtig kunne tro på ham og være hans egen – så må dette visselig hedde at tage imod ham. Og «alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn».

Følg da ikke naturen og Djævelen, som aldrig vil lade noget være nok til vished, så snart sjælen er begyndt at søge Kristus – lad dog det store, almene vidnesbyrd i hele Guds ord gælde. Slip ikke ordene «Fader vor», før dit hjerte i det mindste har fået noget af denne søde trøst. Gør som adskillige troende, der i deres stille bøn bliver ved med at gentage ordene Fader vor for sig selv, mens de inderligt betragter grundene til det, indtil det vederkvæger deres hjerte – fx med følgende tanker: «Fader vor, du, som har skabt os til børn og for vores skyld har skabt alt, hvad der er på jorden (tænk!) – Fader vor, du, som gav os din evige Søn, for at han skulle blive vores bror (tænk!) og tage syndens fordømmende magt bort ved korsets død (tænk!) – Fader vor, du, som selv har sagt, at vi skal kalde dig Fader, og sagt, at vi er dine børn – på grund af alt dette tør jeg ikke lade være med at anse dig for min rette Fader! Ja, din elskede Søn har kaldt sådanne disciple, som endnu var fulde af skrøbeligheder, for sine brødre; og nu er han givet hen lige så vel for mig som for dem; og de var syndere lige så vel som jeg; og du, store Gud, kan ikke gøre forskel på personer, men hvad der gjaldt for dem, det må også gælde for mig. Åh, så giv mig da nåde til af hele mit hjerte at kalde dig min Fader, så jeg ikke begår den grufulde synd at gøre dig til en løgner! Og det er jo din lyst, at vi tror på dig og regner dig for vores Fader. Du Fader vor, du som er i himlene, en mægtig Herre over alt, du kan jo på et øjeblik give mig din Hellige Ånd til en sikker og stærk tro; for du er jo også hos os alle dage indtil verdens ende. Hvad enten jeg går eller ligger, ser du mig og hører alle mine bønner; giv mig da den dyrebare gave at tro på dig og være dit barn, for dit navns skyld, o Fader!»