Den første bøn

Helliget blive dit navn!

Da vi betragtede indledningsordene, Fader vor, så vi, hvor helt umuligt det er for et naturligt menneske at bede denne bøn ret. Vi fandt, at al bøn må være hjertets sag, ikke blot tankens; at vi altså ved en ny fødsel må få et sådant hjerte, som af sig selv har netop de bekymringer, længsler og ønsker, som udtrykkes i disse bønner. Hvor vigtig denne bemærkning er, skal vi nok mærke, mens vi betragter denne første bøn. Hvilket menneske bekymrer sig vel om, at Guds navn må blive helliget, medmindre det er blevet både knust og gjort salig af dette navn? Det skal være et helt nyt hjerte, der optages af den slags bekymringer. Når der bliver spurgt om vores gerninger, ja, så at sige om vores eget navn; når Gud siger: Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle – så kan der være noget, der griber fat i mennesket, noget, man kan give agt på. Men når det kun lyder: Helliget blive dit navn – hvem mærker da nogen kraft i de ord? Hvem giver agt på så fine forhold som dem, der hører til helligelsen af Guds navn? Og dog er dette den første bøn, som Herren Kristus altså har anset for den allervigtigste. Her har vi sandelig et emne, som prøver og afslører vores indre tilstand, før vi overhovedet når at tænke over det. At give agt på ydre gerninger, det kan farisæere og hyklere også; men at have Guds navn for øje, i hele sit væsen, i ord og fagter at se hen til Guds navn og til det, der tjener til hans ære, dertil kræves et åndeligt sind.

For bedre at forstå, hvad der hermed er antydet, vil vi nu betragte, hvad der egentlig er meningen med bønnen: Helliget blive dit navn. Den må sikkert have en dybere betydning og større vægt, end vi straks fornemmer, eftersom Kristus, som vi allerede har bemærket, har gjort den til den første bøn. Hertil kommer, at denne bøn åbenlyst sigter mod det samme som det andet bud i Guds lov: Du må ikke misbruge Herren din Guds navn – og det er det bud, som den forfærdelige trussel er knyttet til: Herren skal ikke lade den være ustraffet, som misbruger hans navn. Når der nu lægges så særlig vægt på dette bud og denne bøn, burde enhver begynde at ane, at her må ligge en stor hemmelighed skjult, skønt netop dette bud og denne bøn dog efter alle almindelige menneskelige tanker synes at være de mindst vigtige. Hvad kan Herren Kristus da mene med bønnen: Helliget blive dit navn? Først forstår vi naturligvis det, Luther siger, at «Guds navn er i sig selv helligt, men vi beder i denne bøn om, at det også må blive holdt helligt hos os». Men hvordan sker det? Også om det får vi et hovedbegreb af Luthers korte, men vidtfavnende forklaring: «Når Guds ord læres rent og klart, og vi også lever helligt efter det, som det sømmer sig Guds børn – men den, der lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn iblandt os». Men hvad dette rummer, nemlig at Guds ord læres rent og klart, og at vi lever helligt, som det sømmer sig Guds børn, og hvordan Guds navn derved helliges og ved det modsatte vanhelliges, det er netop, hvad der burde undersøges nærmere. Og fik vi nåde til ret at se og tage dette til hjerte, ville denne bøn sikkert vække stor uro i manges hjerter og blive en overmåde vigtig bøn for os. – Til denne undersøgelse hører allerførst at overveje, hvad Guds navn vil sige. Hvad er Guds navn? Guds navn er alt det, som siger os, hvad Gud er, med alle hans guddommelige egenskaber og fuldkommenheder. Men for at sige, hvad Gud er, kræves hele Guds åbenbaring på jorden – og alligevel kan vi kun fatte ham meget ufuldstændigt. Nu har Gud først åbenbaret sig i sine skabte værker; men i den åbenbaring ser vi så at sige kun hans ydre. Hans hjertes tanker, hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, hans vilje og råd med os mennesker ville derimod forblive evigt skjulte hemmeligheder for os, hvis han ikke også havde åbenbaret sig i Ordet, først det skrevne og til sidst det væsentlige Ord, som blev kød og tog bolig iblandt os, som afglansen af Guds herlighed og det sande aftryk af hans væsen. Derfor kræves også hele Guds ord for at lære ham at kende. Kort sagt: Guds navn er ikke udtalt i en håndevending, sådan som pagtens engel selv antydede, da Manoa spurgte ham om hans navn. Han svarede: «Hvorfor spørger du om mit navn? Underfuld, sådan hedder jeg» (Dom 13,18). Sådan spurgte også Moses om hans navn og fik til svar: Jeg er den, jeg er, og igen: Jeg er (2 Mos 3,14). Det er betydningen af navnet Jehova. Det er navnet på hans majestætiske væsen, og dertil har han føjet mange tilføjelser, som er både forfærdelige og liflige beskrivelser af hans egenskaber. For eksempel er det et navn, der kan gå os gennem marv og ben, når han siger: Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud – ja, når han kaldes «en fortærende ild» – en forfærdelig Gud for alle ugudelige – den almægtige, retfærdige, hellige, store. Men Guds ord flyder også over af søde og salige navne på vor Gud. Han kalder sig også den barmhjertige, nådige, langmodige, gode og trofaste. Særlig bliver Gud, som han er åbenbaret i kødet til vor frelse, kaldt Immanuel, det vil sige Gud med os, og Underfuld, Rådgiver, Gud, Helt, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Han kalder sig også vor trøster, ven, Hyrde, Brudgom, bror og i denne bøn vor Fader. Men hvem kan opregne alle den Højestes navne, som er udgydt over hele Guds ord som en lifligt duftende balsam? Salomo siger også: Dit navn er udgydt olie (Højs 1,3). Kort sagt: hele Guds ord udgør eller udtrykker Guds navn. Men hvordan skulle vi undlade særlig at komme det navn i hu, som er over alle navne, som for syndere er lifligere end alle navne, der nogen sinde kan nævnes i himlen og på jorden, det navn, som vederkvæger de trætte og tyngede, trøster de bedrøvede, læger de sårede, sætter de fangne i frihed, gør de fattige rige, sletter synder ud, gør retfærdig og salig! Det er det dyrebare navn, som Gud har givet sig selv i sin Søn – det trøstefulde frelsernavn Jesus. I dette navn har Gud lagt hele sit hjerte over for syndere, sit evige frelsesråd, sin evige kærlighed, sin barmhjertighed, sin tålmodighed, sin trofasthed – alt, hvad der kan gøre en synder salig, har Gud lagt ind i navnet Jesus. Dette korte navn er et helt evangelium. Synderes frelse er dets betydning.

Men nu mærker vi, at når vi betragter disse betydningsfulde navne på Gud, og ligeså andre hellige Guds ord, begynder Gud selv at træde frem for vores sjæle, forklaret, stor, herlig, hellig, nådig, alt efter de navne og den beskrivelse af ham, som vi betragter. Derfor er det ikke blot en hebraisk talemåde at sige Guds navn, når man mener Gud selv; det bruges også hos os, så vi for eksempel, når nogen taler ilde om sin næstes person, hans ord og gerninger, siger: «Han nedgør hans navn». Når vi overvejer alt dette, mærker vi, at til helligelsen af Guds navn hører alt det, som gør, at Gud bliver herliggjort for sjælene, ret kendt, æret og elsket; hvorimod alt, hvad der er med til at forvrænge begrebet om Gud eller mindske ærefrygten for ham og hans ord, hans værk og hans sag på jorden, kaldes at vanhellige hans navn.

At det først og fremmest sker, når nogen «lærer anderledes, end Guds ord lærer», er let at forstå. For det første bliver begrebet om Gud forvrænget af selve den falske lære, så man i samme grad ikke ret kan kende, frygte eller elske ham. For det andet bliver al vildfarelse hos dem, der forkynder og forsvarer Guds ord, en «forargelse», en anledning til foragt og spot mod hele Guds sag, hans ord og Åndens værk, som hos den blinde verden som regel får skylden for alt, hvad dens ufuldkomne eller ligefrem falske venner gør. På samme måde virker også et uhelligt levned hos dem, der gælder for at være Guds folk eller tjenere og mere end almindeligt omgås hans ord. Det giver bagtaleren plads, det forvirrer de svage og får de uvidende til at tænke og tale ilde om Guds sag og Kristi evangelium. Og når nu dette tjener til at vende menneskers sind bort fra det allerhelligste i himlen og på jorden og fra det eneste middel til deres udødelige sjæles salighed – til at vænne «den, som Kristus er død for» bort fra Guds ord og gudfrygtighedens vej, til at føre hans bytte, hans dyrekøbte får, bort fra ham – åh, så er dette jo en gerning, som er uden sidestykke i sin forfærdelighed! Og alligevel: er du helt forhærdet og sovende i din sjæl, så vil dette være en meget ringe sag for dig, som du måske aldrig har bekymret dig om. Men har du et vågent hjerte, for hvilket Gud, Frelseren, hans evangelium og hans dyrekøbte sjæle betyder noget, så vil dette være så forfærdeligt for dig, at du hellere ville være død mange gange og skjult ti favne under jorden end leve til vanære for din Frelser og evangeliet og til fordærvelse for sjæle. Det er sandt: «De blev alle søvnige og faldt i søvn»; det kan ske, at en kristen en gang imellem glemmer sig selv og ikke tænker på, hvad han udretter med sin tale og sit levned. Men i det hele taget er ingen sag så øm for hans hjerte som netop denne: at han måske kunne være med til, at evangeliet bliver ringeagtet. Derfor er det her, sjæle prøves, før de tænker over det.

Vi vil nu se lidt nærmere på, hvordan selve vanhelligelsen af Guds navn går til. Vi taler dog ikke om verdens grove misbrug af Guds navn, nemlig at det store, hellige navn letsindigt blandes ind i tom snak om alle mulige småting. Om det skal kun bemærkes, hvad mange nok overser: Hvor lidt man end skulle mene, at dette betyder i forhold til Herrens store kærlighedshensigt med menneskene, deres sjæles frelse, er det tværtimod en af de mest virkningsfulde opfindelser af denne verdens fyrste. Han ved godt, at hvis han blot kan få hele verden til flittigt og letsindigt at misbruge de hellige navne og andre dyrebare bibelord, så vil de navne og de ord siden ikke betyde ret meget for sjælene – deres ører vil gennem vanen med misbruget blive så sløvede og døvede, at de siden kan høre hvad som helst uden den mindste virkning. Det er den gamle slanges dybt udtænkte plan med at indføre denne almindelige skik i verden. Hvordan verden desuden, samtidig med at den bekender Kristi navn, vanhelliger det med al slags ugudelighed, idet den med hver fræk trods mod hans bud giver til kende, at den ikke frygter Gud og ikke tror Gud, det vil vi ikke tale om nu. For verden i almindelighed kan dog ikke udrette så meget til vanhelligelse af Guds navn, fordi dens levned ikke kan anses for at stå i nogen forbindelse med Gud og hans ord – den kan snarere anses for at leve og synde for sig selv. Nej, skal Guds ord og navn vanhelliges for alvor, så det bliver til fordærvelse og får vidtrækkende følger, så skal det ske ved dem, hvis liv har en åbenlys forbindelse med Guds ord, ved dem, der står frem som dets repræsentanter og sagførere, om man så må sige – sådan som det er med Ordets tjenere og venner, både dem, der for embedets skyld, og dem, der af egen lyst omgås meget med Guds ord og forkynder det blandt mennesker. De står i en sådan stilling, at hvad de siger eller gør, altid henføres til Guds ord og derfor tjener til vanhelligelse af hans navn, hvis de ikke lærer ret og lever derefter. Der findes ingen måde, hvorpå Guds navn i stor stil vanhelliges så meget, som ved utro læreres hykleri og ugudelighed tilsammen. Derved har så store skarer af mennesker lært at foragte Kristi navn og evangelium, nemlig når de ser den samme lærer, som på prædikestolen med andægtige fagter taler så smukt om Gud og hans ord og revser alle tilhørernes synder, selv bagefter leve i al slags ugudelighed, drukkenskab, gerrighed, banden, misbrug af Guds navn og meget mere. Så må alle tænke, at han ikke selv tror, hvad han siger til andre. Og hvem kan så undre sig over, at et uforstandigt menneske tænker: Når præsten, som er lærd, ikke tror på den religion, han forkynder, så kan der ikke være meget ved hele religionen, så behøver heller ikke jeg at tage det så alvorligt og nøje. Hvordan bliver nu Guds navn helliget? Således forklarer apostlen Paulus, at «Guds navn spottes», idet han siger: «Hvis du kender hans vilje og, undervist af loven, prøver, hvad der er bedst, og tiltror dig selv at være en vejleder for blinde, et lys for dem i mørke, en opdrager for uforstandige, en lærer for uvidende, du som har erkendelsens og sandhedens form i loven – så lærer du jo ikke dig selv, du som lærer andre! Du som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! Du som siger, at man ikke må bryde ægteskabet, du bryder ægteskabet! Du som afskyr afgudsbillederne, du begår helligbrøde! Du som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at overtræde loven! For på grund af jer spottes Guds navn blandt hedningerne» (Rom 2,18–24). Nu er det sandt, at det er blindhed af verden, når den ringeagter Kristi evangelium, fordi sådanne forkyndere af det lever efter deres kødelige sind; for Herren og hans evangelium har ingen del i det, eftersom de ikke er hans tjenere. Oftest har de aldrig været det, især når de aldrig er gået ind gennem døren, som er Kristus (Joh 10), men er kommet ind et andet sted, nemlig ad en vej af blot menneskelige former, hvor Herren aldrig havde «talt til dem» (Jer 23,21). Ja, de fleste havde ikke engang et ydre kald, for intet menneske havde bedt om deres tjeneste i Ordet; den letsindige unge mand valgte selv dette kald i stedet for en anden levevej og behøvede blot at gå en bestemt vej af formaliteter, hvorefter han efter de samme formaliteter kunne regne med en stilling. Og selv om de engang var blevet kaldet ret, sådan som også Judas var, er de nu dog utro tjenere ligesom han. Derfor er det sandelig blindhed af verden at foragte Herrens hellige ord for deres skyld, ligesom det havde været blindhed, hvis nogen ville tilskrive Kristus eller Johannes eller Peter, hvad Judas gjorde. Men hvem kan vente mere forstand af den blinde verden, end at den bedømmer lærens troværdighed efter præstens egen tro? Imidlertid bliver Guds ord på denne måde så foragtet, Guds navn så vanhelliget i stor stil, at al den enkeltes vanhelligelse af det er at regne for intet i sammenligning. Se her et emne for alle troendes bøn: Helliget blive dit navn! Vend al forargelse bort fra din menighed! Giv dine adspredte får hyrder efter dit hjerte, som med troskab og mod, i lære og levned, bidrager til at herliggøre dit store navn, «så hele verden ser, at du er Gud og ingen anden».

Men i samme grad som opmærksomheden begynder at blive rettet mod dem blandt lærere og tilhørere, som har Herren kær, i samme grad bliver det vigtigt for dem at våge og give agt på alt, hvad der tjener til hans hellige navns ære. Al Kristi riges fremgang på jorden afhænger af, at selve kongens navn bliver holdt stort og helligt. Derfor er denne bøn med fuld ret den første.

For at de, som elsker Gud og hans ord, og som især alles øjne er rettet imod, kan bidrage til, at Guds navn helliges, er det nødvendigt at huske godt på følgende. Hvad først læren angår, er det ikke nok, at man ikke vækker forargelse med falsk lære; her kræves også, at alle Guds egenskaber fremholdes efter Ordet, så menneskene får et sandt og helt billede af den store Gud: at han står frem både som en hellig, nidkær Gud, så sjæle vækkes af syndesøvnen og må søge forsoning i Kristi blod i sand omvendelse, og tillige som en fuldkommen frelser, så vakte og lovbundne sjæle kan blive udfriet af «trældommens åg», under hvilket ingen kan synge Herrens sang og hellige hans navn, og komme til troens fred og salighed, som føder nye, villige hjerter i dem til Herrens pris. Når Herrens hellighed og domme på den ene side forkyndes og hele tiden indprentes hos de unge og hos alle mennesker, bliver det også nødvendigt at prædike Kristus sådan, at netop de bange, svage, ulykkelige, ja, fortabte sjæle bliver draget ud af deres trældoms mørke og deres modløshed og bliver frie og salige, så de også begynder med glæde i Herren at bekende og prise det dyrebare Jesu navn. Så bliver Guds navn helliget. Det er ikke et godt tegn, og Guds navn bliver ikke rigtigt helliget dér, hvor man ikke mærker nogen lovsang, ingen glæde i Gud, hvor der kun findes forstand, tanker, ord, forsætter og lovens gerninger, men ingen kærlighed, ingen fri bekendelse af nåden, ingen hellig lyst og kraft – med ét ord: hvor den nye sang, som kendetegner Zion, ikke høres: Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod. Men da enhver altid taler af det, hans hjerte er fuldt af, hjælper intet forsæt her; kun Helligånden kan gøre det. Derfor er her igen et emne for alle troendes bøn: Helliget blive dit navn! «Herliggør din Søn, for at også din Søn kan herliggøre dig»! Fyld alles hjerter med hans kærlighed, så også vi kan prise hans navn! Bevar dine troende fra al vildfarelse og fra alle gerninger, som fører til, at dit navn bliver spottet, og led dem i en hel og sand lære efter Ordet, så Gud kan blive ret kendt, æret og frygtet og elsket og priset af glade, troende hjerter!

Men hvordan de troende med et helligt liv skal bidrage til, at Guds navn helliges, om det taler Ordet særlig meget. Således siger Herren Kristus i den betydningsfulde afskedstale til sine tolv: Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt, og I skal blive mine disciple. Derfor lægger han også alle troende denne alvorlige formaning på hjertet: Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlen; og apostlen Peter vidner: Således er Guds vilje, at I ved gode gerninger skal lukke munden på de tåbelige menneskers uvidenhed. – Men her støder vi nu på det allersørgeligste forhold, der kan tænkes i en flok kristne, nemlig at mange af dem, der står frem som venner af Guds ord, alligevel med åbenlyse uvaner «giver Djævelen plads». Det er et forhold, som visselig burde vække alle troende til alvorligt at bede den første bøn. – Åh, gid de, der på denne måde vanhelliger hans navn, hellere aldrig ville tale et ord om Gud! Vi taler her ikke om oprigtige sjæles skrøbelighedsfejl, som de selv græder over for Gud og selv dadler over for deres omgivelser, så forargelsen ved dem bliver gjort til intet; vi taler om dem, som fortsat holder fast ved, øver og forsvarer en eller anden åbenlys synd, enten egennytte og uretfærdighed i handel og vandel, hårdhed mod dem, der er under dem, uredelighed i forretninger eller andet sådant, som giver anledning til, at det dyrebare navn bliver spottet. Når noget sådant fortsat øves og holdes fast ved, må det altid regnes til Judas Iskariots synd. Og når de alligevel som han indfinder sig blandt de troende og fører et åndeligt sprog dér, men siden i hverdagen giver forargelse på den nævnte måde, er alt dette jo at forråde Menneskesønnen med et kys ligesom Judas. Åh, de burde dog grue for hans brændende nidkærhed, han, hvis hellige evangelium de bringer spot over! – Men også de bidrager til det, som måske selv er lige så kødelige, men har et mere ulasteligt liv, og som med en vis skadefryd fremhæver sådanne dårlige eksempler blandt dem, der øver Guds ord. For de står selv på en vis afstand og vil antyde, at hele flokken af Ordets venner består af sådanne; de tilskriver hele disciplekredsen, hvad en Judas gør. Er det nu selvfromme folk, som ser ud til at være noget mere end verden, kan intet så kraftigt vende de enfoldiges sind bort fra Guds ord som netop deres spottende tale om Iskariots synd. Var de Herrens sande venner og optaget af hans navns ære, ville de altid i gudsfrygt skelne mellem de falske disciple og selve flokken af dem, der holder sig til Herren og hans ord. Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig sammen med sandheden – kærligheden praler ikke, den er hensynsfuld i bedømmelsen af alt, hvad der kan påvirke evangeliets anseelse, og vil hellere dække over end forstørre de skrøbeligheder, der altid hænger ved disciplenes flok. Og med hensyn til at afsløre Iskariots gerninger må en kristen altid give agt på, at en flok disciple aldrig består af forsætlige skurke, for så ville den ikke længere hænge sammen, ligesom der ikke i noget land kun findes falske mønter; det ville ikke gå, hvis der ikke også fandtes ægte mønter med samme ydre præg.

Men ved siden af Judas findes der i disciplenes flok også en Peter, som også fejler og forgår sig. Den ene gang hugger han øret af ypperstepræstens tjener, den anden gang får menneskefrygt ham til at sige en usandhed – han nægter at kende sin Mester. Også hos de troende disciple findes der stadig fejl og mangler. Men lad os lære noget af de to eksempler fra Peters historie, som er nævnt her. Af det første skal vi lære, hvordan man skal forholde sig, når man ser en kristens skrøbeligheder. Da Peter hugger tjenerens øre af, skynder Jesus sig at helbrede det, men giver den discipel, der fejlede, en alvorlig formaning. Sådan skal også vi skynde os at hjælpe på det, en broder har fejlet i, så det ikke fører til, at evangeliet bliver spottet, men siden give den broder, der fejlede, den formaning, han kan have brug for. – Af det sidste tilfælde ser vi, hvad der gør en tro discipels fejl uskadelig: Peter går ud og græder bitterligt. Disse tårer taler endnu i dag, så hele verden må erkende, at Peter var en af hjertet tro og oprigtig discipel. Derfor er han endnu aldrig blevet kaldt løgner, fornægter eller en, der bander – han har endnu aldrig givet noget menneske grund til at tro, at sådanne synder går an i de kristnes flok. Det, som jeg selv med oprigtig anger misbilliger og irettesætter hos mig selv, kan derfor ikke engang de uforstandige lægge evangeliet til last; det må da alene tilskrives mit eget onde kød. Åh, hvor er det vigtigt, når vi dog aldrig kan våge nok og vandre værdigt nok, at vi da erkender vores fejl og synder som det, de er, over for dem, der ser dem; så skal de ved Guds trofaste ledelse, ligesom Peters fald, ikke føre til spot, men blive en alvorlig lære for vores omgivelser! Hvor ofte er det ikke sket, at det, som en kristens ulastelige liv ikke kunne udrette hos et menneske, blev virket ved hans tydelige anger over en fejl, han havde begået!

Hvordan vi først og sidst bør våge over hele vores liv, vores ord og gerninger, så vi ikke på nogen måde giver anledning til, at det kristne navn bliver ringeagtet, kan der aldrig tales kraftigt nok om. Apostlen siger: «Vi giver ikke i noget nogen anstød, for at tjenesten ikke skal blive dadlet, men vi viser os i alt som Guds tjenere i megen udholdenhed, i trængsler, i nød, i angst, i hug og slag, i fængsler, i oprør, i møje, i nattevågen, i faste, i renhed, i kundskab, i langmodighed, i mildhed, i Helligånden, i uskrømtet kærlighed» (2 Kor 6,3–6). Vi bør leve sådan, hver i sin stand, at verden kan se med sine øjne, hvad Guds ord og nåde virker hos dem, der søger det – også selv om den aldrig kan værdsætte det rigtigt; så det bliver en almindelig erfaring, at for eksempel en kristen tjener er den bedste tjener, et kristent herskab det bedste herskab, en kristen håndværker den bedste håndværker, en kristen handlende den bedste handlende, en kristen nabo den bedste nabo. Se, så bliver Guds navn æret og holdt helligt, og Kristi rige så fremmet iblandt os, at de bedste ord aldrig vil udrette så meget til folkets omvendelse som et sådant liv hos de kristne.

Hertil hører også det, som Apostlen formaner til: Hold jer fra alt slags ondt, ikke blot det, der bestemt er ondt, men også alt, som kan blive til anstød for de svage og uforstandige. Heri gik Apostlen så vidt, af frygt for at «lægge nogen hindring for Kristi evangelium», at han ikke alene nægtede sig selv en del, som var helt uskyldigt, men også det, han vidste var rigtigt i sig selv, så snart han var blandt folk, som endnu ikke havde forstand nok til at fatte det. Han viser i 1 Kor 9, at han efter Ordet havde ret til at leve af evangeliet, og at han var fri for loven om at spise kød osv.; «men», siger han, «vi har ikke gjort brug af denne ret, men vi tåler alt for ikke at lægge nogen hindring for Kristi evangelium». Han lagde bånd på sin tale og sine religiøse skikke, så han, når han var blandt jøderne, som endnu hang ved den levitiske lov, også selv overholdt dens forskrifter, gik i templet og rensede sig efter den nævnte lov osv.; men når han var blandt hedningerne, talte han ikke et ord om den lov, men rettede sig efter deres fatteevne. Han gjorde sig altså til en frivillig træl for alle uforstandige, blot for at vinde alle for Kristi evangelium. Hans egne ord om det lyder sådan: «Skønt jeg er uafhængig af alle, har jeg gjort mig til alles tjener for at vinde de fleste. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder; for dem, der er under loven, som var jeg under loven, for at vinde dem, der er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som var jeg uden lov – for at jeg kan vinde dem» osv. (1 Kor 9,19–22). Se, her er den rette nidkærhed og den rette visdom! Blot for ikke at lægge nogen hindring for Kristi evangelium, men for at vinde de fleste, er han, som vi lige sagde, alle uforstandiges træl, så han ikke engang må spise eller tale frit. I 2 Kor 5,13–15 siger han: «Om vi er fra sans og samling (for strenge i brevene til jer), så er vi det for Gud; eller er vi ved vores fulde fem, så er vi det for jer. For Kristi kærlighed tvinger os, idet vi er kommet til den overbevisning, at én er død for alle, og derfor er alle døde. Og han er død for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for dem».

Se her, hvad der bør bevæge os til så streng en opmærksomhed på os selv: Kristi kærlighed tvinger os, og igen: Kristus er død for alle. Og se her de kristnes leveregel: Ikke længere leve for sig selv! – ikke for os selv, men for ham, som er død og opstået for os. Vi tilhører ikke os selv. Han har købt os dyrt nok. Åh ja, hvordan skulle al Guds kærlighed ikke tvinge os til i hvert øjeblik, i alt vores gøren og tale, kun at se på hans store navns ære, hvis vi ret betænkte alt, hvad han har gjort for os: hvordan alt, hvad der findes på jorden, er skabt for os; hvordan alt, hvad vi har til legeme og sjæl, øjne, ører, fornuft og alle sanser, alt sammen har vi fra ham; alt, hvad vi behøver, og alt, hvad der kvæger og glæder os, alt sammen er det gaver fra ham; og frem for alt andet, at han har givet os sin evige Søn, som er blevet vores broder og Frelser, som har udgydt sit hellige og dyrebare blod for os, for at vi ikke skal behøve at gå fortabt for vores synders skyld, men først her have en bestandig nåde og et bestandigt venskab med Gud og til sidst det evige liv i himlen! Hvad skylder vi ham ikke for alt dette! Betænk så al den nåde, som er vederfaret dig i særdeleshed, da Gud med sin Ånd vakte dig af syndesøvnen, udvalgte dig af verden til at være hans egen og gav dig vished om din benådning og dit barnekår i himlen, så du nu af hjertet kan sige: Fader vor, og regne dig for hans elskede barn; ja, når han så ofte tilgiver dig alle dine synder, trøster og kvæger dig og indtil nu har bevaret dig i nåden – hvordan skulle Kristi kærlighed for alt dette ikke tvinge dig, så du med hjertelig villighed i hele dit liv tænker på hans ære og gerne med Paulus gør dig til alle tåbers træl og alle svages tjener! – Og hvor er det ikke et smukt syn, når en kristen af evangelisk lyst bestandig har evangeliets ære og sine medmenneskers bedste som mål, så han ikke kan gøre noget, ikke engang tale, spise, drikke eller klæde sig på, uden at tænke på, hvordan det mon kan påvirke evangeliets anseelse og de svage, der ser ham! – Ak, hænger det virkelig sådan sammen? spørger du måske. Skal Guds navns ære afhænge af min opførsel? – Svar: Ikke af din, hvis du ikke er en kristen; men gudskelov er der dog en sådan sammenhæng mellem Kristus og de kristne, at hele verden ærer eller foragter Kristi navn for de kristnes skyld, alt efter hvordan de opfører sig. Således er vores sag fælles, nemlig Kristi og de kristnes. – Men du siger måske: Skal jeg ikke have lov at være fri, når jeg ved, at jeg ikke gør noget egentlig forkert? Skal jeg være træl under andres uforstand? – Svar: Du må gerne være fri! Men det er Kain, der siger: «Skal jeg passe på min bror?» Sådan skal en kristen ikke tale. Vi har også set, at Herren har retmæssige krav på os, at vi ikke skal leve for os selv. «Han er død for alle». Hvem er vi? Har vi ret til at leve uden at tænke på den almægtige Skabers og Frelsers ære? Apostlen siger endvidere: Alt, hvad I gør i ord eller gerning – og igen: «Hvad enten I spiser eller drikker, eller hvad I end gør, så gør alt til Guds ære. Vær ikke til anstød, hverken for jøder eller grækere eller for Guds menighed» (Kol 3,17; 1 Kor 10,31–32).

Men ved siden af årvågenheden over for sådanne ord og gerninger, hvormed vi giver forargelse, skal vi også betænke, at vi som kristne også bør være et virksomt og velgørende folk, rige på gode gerninger, for også at «pryde Guds, vor Frelsers, lære i alle ting» (Tit 2,10). Blot et dovent og ufrugtbart liv, hvor jeg vel ikke gør noget menneske uret, men heller ikke gør mennesker godt, er til stor vanære for evangeliet; for troens lære, som forkaster gerningernes fortjeneste, vil alligevel altid af uforstandige mennesker blive anset for at «gøre loven til intet» og forringe de gode gerninger; hvor meget mere så, hvis de, der brænder for denne lære, selv med deres manglende gerninger giver støtte til den tanke! Derfor siger Apostlen, at det er Guds vilje, at vi med gode gerninger skal lukke munden på de tåbelige menneskers uvidenhed. Og derfor formaner Herren: Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlen.

Åh, hvilket skønt og glædeligt syn, som kan fryde både himmel og jord, når en kristen, som brænder af nidkærhed for troens vej, for Lammets ære, og brænder af nidkærhed imod gerningernes fortjeneste for Gud, dog på samme tid selv er det mest velgørende menneske, rig på gode gerninger og flittig i Herrens tjeneste! Åh, den sammenhæng kan helt slå Satan ihjel, så meget ærgrer den ham, fordi der intet findes, som sådan kan ødelægge hans rige, som så stærkt og klart vidner om evangeliets sandhed – intet, som så mægtigt griber sindene og overbeviser dem som netop denne forbindelse mellem nidkærheden imod gerningernes fortjeneste og rigdommen i gerningernes udøvelse. Har jeg kun det ene, har jeg kun nidkærhed for troens vej og nidkærhed imod gerningernes fortjeneste for Gud, men viser ikke selv gode gerninger, så dømmer alle mennesker derom: Det er en meget bekvem vej til saligheden, meget behagelig, bare at tro og slippe for at gøre noget godt. Men har du alle dine medmenneskers og naboers vidnesbyrd om, at ingen er mere villig og glad til at gøre gode gerninger end netop du, som så meget ringeagter og nedsætter gerningerne, når talen er om retfærdigheden for Gud, da «lukker du helt munden på de tåbelige menneskers uvidenhed». Da må alle redelige sjæle tænke: Nej, det er ikke for sin egen magelighed, han taler imod gerningernes fortjeneste; han viser selv noget andet. – Derfor er de meget dyrebare kristne, som på det nøjeste forener disse to stykker: at de kun er nidkære for Lammets fortjeneste, men selv på samme tid er rige på gode gerninger. Bed Gud om, at vi længe må beholde sådanne kristne på jorden! For det er gennem sådanne, at Kristi rige og evangeliets ære fremmes allerkraftigst. Derimod, hvilken spot over det kristne navn, når en kristen, som bekender troen, lever åndeligt dovent og ufrugtbart, ja, ved iøjnefaldende uarter giver Djævelen plads – når de, som hører hans smukke bekendelse, men også ser hans dårlige levned, med foragt vender sig bort og siger: «Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus! Betyder din smukke bekendelse ikke mere, så kan jeg også være en kristen» osv. Og så har den sjæl fået den stærkeste støtte for sin ubodfærdighed, sin foragt for Ordet om bod og omvendelse – og den støtte har han fået af dig – af en kristen, som tværtimod skulle have tjent til at vække ham. Åh, hvilke forfærdelige ting for samvittigheden, når din prøvetid er forbi, når det er forbi med alle lejligheder til at gøre noget bedre, når du har fået bud: Aflæg regnskab, du kan ikke længere være min forvalter! Åh, hvilken hjerteædende angst, når du engang skal huske, hvor meget du har hørt og troet og bekendt om Kristi kærlighed, om Kristi lidelse osv., men hvordan du alligevel ikke har levet for ham og hans ære, men har levet for dig selv, kun efter kødets lyst; når du skal tænke på, hvor lidt opbyggelse de, som har levet sammen med dig i nådetiden, har fået af dig, alene på grund af dit dårlige levned; når du med sorg og ærgrelse skal sige: Ak, mine børn, mine tjenestefolk, de har vel hørt gode ord af mig, men set dårlige gerninger, og derfor nåede det gode, de hørte, så lidt ind til deres hjerter. Mine tjenestefolk har forladt mit hus med det indtryk: De, der taler meget om Gud, er hyklere – og har således lært at foragte Ordet! Gud bevare alle troende i tide! Det er ganske vist sandt, at ingen undgår samvittighedens bebrejdelser eller Satans glødende pile – ingen er fuldkommen; og allermindst vil den blinde verden lade retfærdighed vederfares os, men den vil også spotte det bedste levned, ligesom den også sagde alt ondt om selve herlighedens Herre. Men vi er alle bevidste om forskellen mellem den kødets svaghed, som jeg angrer, bekæmper i bodskamp og vedkender mig, og de uarter, som får lov at regere helt utæmmede, og som udgør mit egentlige levned. Det er egentlig gennem sådanne, at evangeliet bliver spottet; for hvis jeg selv begræder og åbent straffer mine fejl, så har jeg dermed givet Gud æren og reddet evangeliet fra spotten.

Men læg yderligere mærke til, hvad der netop blev sagt om «forbindelsen» mellem nidkærheden for troen og udøvelsen af gode gerninger. Hvis du derimod, sammen med dine gode gerninger, først og sidst taler om dem, så gerninger og Kristi efterfølgelse er A og O i din tale, så kan man med grund frygte, at de udgør din hjertetrøst, din skjulte trosgrund; «for hvad hjertet er fuldt af, det taler munden». Nej, sangen må handle om Lammet – Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod. Gerningerne må flyde netop af denne Kristi kærlighed, sådan som Paulus lærer i 2 Kor 5,14: «Kristi kærlighed tvinger os, som holder for, at én er død for alle, og derfor er alle døde». Da får Kristus al æren, så at ikke vort, men hans navn bliver æret og holdt helligt.

Vi har nu til en vis grad set, hvad der hører med til, at Guds navn helliges. Og den, som med et Guds barns sind kan tage dette til hjerte, vil ikke undre sig over, at denne bøn er den første. Guds navn er større end alle menneskers salighed. Over for ham, som «fatter jordens støv i et skæppemål», er jo «alle folk kun som en dråbe i spanden og som et støvkorn på vægtskålen» (Es 40,15). Alle himle synger hans navns lov med et evigt: «Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige, som var og som er og som kommer» – og atter: «Lammet, som er slagtet, er værdigt til at modtage magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov». Sådan bruser englenes lovsang omkring tronen og omkring de fire væsner og de ældste, og deres tal er mange tusinde gange tusinde. Hvordan skulle da mennesket, som er genstand for al denne nåde, som englene lovsynger, genstand for alt, hvad der er skabt på jorden, genstand for hele forsoningen og alt Åndens arbejde, vove at leve uden at tænke på Guds ære! Når man dertil lægger, hvor ynkeligt det i virkeligheden går til, så kan man synke sammen i afmagt og kun råbe: Gud, forbarm dig! Når et nådebarn med al sin trykkende skyld alligevel i troen er så svøbt ind i Kristi forsoning og forsvar, at det stadig har en barnlig tillid til sin Gud – åh, hvor lyst og magtpåliggende bliver det så ikke at fly til den forsonede Fader også med denne bekymring og bede: Du, som alene har magt over alt kød, over mig og alle mennesker, gør du det selv, at dit hellige navn må blive helliget! For dit dyre navns skyld bevar mig og alle troende for al vildfarelse og alle syndefald, som ville blive dit evangelium til forargelse. Ja, lad mig hellere dø end leve til den dag, da jeg ville blive til spot for dit navn! – Se, dette er Guds børns ømmeste anliggende. Det var en gammel, højt benådet kristen, som sagde: «Når jeg på en nytårs- eller fødselsdag mere udelukkende handler med min Gud om hele mit liv, plejer jeg at bede: Gud, bevar mig for alle synder; men kan jeg ikke bevares for alle, så bevar mig dog for to: først for den synd, som man aldrig vil rejse sig op af, og som strider imod nåden, nemlig hovmodet; og dernæst for en sådan synd, som ville blive dit evangelium til spot – lad mig da hellere blive med min elendighed for dig alene!» – Måtte alle kristne bede sådan for sig selv og for hinanden. Ja, lad os bede for de kristnes gode vandel, så beder vi den første bøn. Ak, vor Fader i himlen! Helliget blive dit navn!