Den sjette bøn

Og led os ikke ind i fristelse!

Dette er den anden store hovedsag, når vi ser på vores eget nådeliv. Den første nød er syndens skyld, som gør, at vi frygter for Guds unåde og beder: Forlad os vor skyld. Den anden nød består i det ondes magt over os eller faren for at blive forført af Djævelen, verden og vores eget kød til synder og afvigelser fra Herren, hvorved vi på ny kan miste alt, hvad vi har vundet ved nåden. Derfor er det her igen nødvendigt at råbe og bede til den almægtige Gud: Led os ikke ind i fristelse – forlad os vor skyld, og led os ikke ind i fristelse! Det er to ting, som vi har brug for til liv og salighed. Og der er så betydningsfuld en sammenhæng mellem disse to bønner, at hvis de ikke begge, ligesom af sig selv, følges ad i dit hjertes egen omsorg, dvs. hvis du ikke har et sådant sind, som af sig selv har netop den samme dobbelte omsorg, som disse bønner udtrykker, så står det sandelig ikke godt til med dig. Derfor skal vi allerførst bruge denne bøn til selvprøvelse.

Læg derfor mærke til dette: Har jeg ret bedt: «Forlad os vor skyld» og virkelig fået den trøst, at alt er mig forladt, at Gud nu er tilfreds med mig for sin elskede Søns mellemkomst, så må det nødvendigvis blive mit hjertes første og inderligste omsorg, at jeg ikke på ny synder imod min nådige Fader – mit hjerte begynder altså at bede: Led os ikke ind i fristelse! Hjælp mig, o Gud, at jeg ikke igen synder imod dig! Den, der kun vil undslippe syndens straf og ikke har nogen bekymring for at undslippe selve synden, har deri bevis nok på en falsk ånd. Ja, hos alle redelige sjæle, endog før de er kommet til troen, plejer der at være endnu mere omsorg for at undslippe synden end for tilgivelsen, så meget, at det hos vakte sjæle ligefrem bliver til en vildvej: De har i hjertet den sjette bøn før den femte; de vil først befries fra det ondes magt og derefter bede om tilgivelse. Og dette følger stadig de troende, især når deres ånd er blevet mere lovisk end evangelisk, så de kan tænke ti gange på at undslippe synden, mens de måske kun tænker én gang på tilgivelsen. Nu er det ganske vist ikke rigtigt – for det er dog tilgivelsen og evangeliet, der må fylde vores hjerte, hvis vi skal få nogen ren nidkærhed, nogen sejrende kraft imod synden – men af hele denne almindeligt kendte tilbøjelighed hos alle redelige sjæle får vi alligevel et så meget stærkere bevis for, hvilken falsk, sovende og kødelig ånd der bor dér, hvor man slet ikke bekymrer sig om at undslippe synden. Vi siger jo aldrig, at det redelige sind fører med sig, at kødet ikke længere elsker synden; men vi taler om dette kendetegn på Herrens gerning i sjælen, den hellige og villige ånd, at jeg frygter mit eget køds syndelyster, så jeg begynder at råbe: Herre, hjælp mig mod synden! Led mig ikke ind i fristelse! Hjælp mig mod mit onde køds og mod Djævelens og verdens fristelser! – Måtte enhver, som virkelig tænker at komme ind i himlen, oprigtigt prøve sig selv for Guds ansigt, om han virkelig frygter fristelsen og vil undslippe synden! Herren ser det – Herren kender menneskets hemmeligheder – han ved, om du, som læser dette, virkelig bekymrer dig om at undslippe din synd, eller om du kun vil undslippe straffen. Åh, hvilket forfærdeligt mørke i hjertet, hvilket blændværk fra den gamle slange, når mennesket ikke bæver for falskhed for den store Guds øjne, som er som ildsluer, han, som «ransager hjerter og nyrer» og er «dommer over hjertets tanker og hensigter». Han ved, hvordan du mener det, om du virkelig tænker på at undslippe synden, eller om du endnu agter at beholde den. Hvad skal denne bøn til, hvad skal nogen religion til, hvis du ikke er oprigtig over for ham, men selve din bøn er hykleri? Til dette hykleri hører også, at man nok vil undfly mange synder, men gør en undtagelse for en bestemt, den egentlige yndlingssynd; eller vil undfly ydre synder, sådan som farisæerne gjorde, men derimod ikke bekymrer sig om hjertets omgang med synden; eller at man undflyr de synder, som fører ubehag med sig, men derimod lever roligt i de synder, som giver os en vis sjælelig nydelse og kraft, såsom selvbehag og åndeligt hovmod, fx glæde over sin åndelige forstand, sine gaver eller sin alvor – dette giftigste onde, som strider imod nåden. Endelig drives der også stort hykleri med den sjette bøn på den måde, at man først beder: Led os ikke ind i fristelse, og derefter af egen vilje går den forudsete fristelse i møde. Du ved fx, at i det og det selskab, på det og det sted, hos den og den person venter den og den fristelse dig, men du går dog af egen vilje derhen og beder måske i døren: Led os ikke ind i fristelse. Det er enten letsindigt at «friste Herren», og så tjener det til at drage den retfærdige straf over dig, at du virkelig kommer til at falde i fristelse; eller også er det en følge af en fristelse, der allerede er til stede, og som med voldsom magt drager dig hen til sin genstand. Men så ved du allerede, hvor elendig du er, og bør altså egentlig bede om kraft til at flygte udadtil; for har du ikke kraft til det, så har du bagefter endnu mindre den kraft, der skal til for at stå det onde imod. Så meget om at gå fristelsen i møde af egen vilje. Helt anderledes er det med dem, der for deres kalds skyld er nødt til at omgås verden og ondt selskab, hvilket er så mange fromme sjæles nød og bekymring i denne tid. De skal blot med frygt og trøst flittigt bede denne bøn og vide, at «Herren ved at frelse de gudfrygtige ud af fristelse» (2 Pet 2,9). De skal også betænke, at deres brødre i verden har samme møje, om end ikke af samme fristelse; for den, der har færre fristelser fra verden, har som regel desto sværere fristelser fra sit kød og fra Djævelen – dog hver især forskelligt efter forskellig åndelig alder og øvelse – men hver og en skal have så meget, at han «med nød bliver frelst» (1 Pet 4,18), at al hans egen kraft svigter ham, og han må råbe for alvor til den Gud, som alene er mægtig. Vil du være oprigtig og undfly alt ondt, også hjertets mest skjulte ondskab, syndelyster, vrede, misundelse, afgudsdyrkelse eller selvbehag, så får du først for alvor at mærke det ondes magt; for netop det åndelige bud: Du må ikke begære, siger Paulus, det «virkede i mig al slags begær»; og et andet skriftsted siger: Vil du være Guds tjener, så gør dig rede til fristelse (Sir 2,1), nemlig ikke blot udefra, men også fra den nu angrebne og oprørte fordærvelse (Rom 7,9). En sand kristens hele liv er et liv fuldt af fristelser. Hele denne tid er for ham en stadig kamp, så han nok kan ønske sig døden, for han har hele sin fordærvede natur og hele mørkets rige imod sig. Syndens gift har så gennemtrængt hele vores natur, at en sand helliggørelse og efterfølgelse af Kristus ikke kan finde sted uden en stadig kamp imod alle vores tilbøjeligheder, både i forstanden og i viljen. – Ja, for nu at tale om kilderne til alle vores fristelser, så læg først mærke til hele vores faldne og forgiftede natur, som ellers kaldes kødet. Forstanden er formørket og fornuften forvendt, så vi uophørligt falder på forkerte tanker om Gud og os selv. Viljen, hjertet, er en uudtømmelig kilde til al synd og dårskab og vil altid den forkerte vej. For Herren siger, at «alle menneskehjerternes hensigter og tanker altid kun er onde» – og det «helt fra ungdommen af» (1 Mos 6,5; 8,21); og igen: «Mere snedigt end alt andet og fordærvet er hjertet. Hvem kan kende det?» (Jer 17,9). Og Herren Kristus siger: «Fra hjertet udgår onde tanker, mord, hor, utugt, tyverier, griskhed, ondskab, svig, liderlighed, misundelse, bespottelse, hovmod, dårskab» (Matt 15,19; Mark 7,21). Se, hvilken gruelig giftkilde, hvilken uhyggelig slangerede! Og Herren siger ikke: Fra det og det menneskes hjerte, fra den ugudeliges hjerte, men han siger: Fra hjertet, dvs. fra alt, hvad der hedder menneskehjerte. Og kender vi ikke dette dagligt? Hvad er det, alle troende klager over, om ikke over de onde tanker, det forfærdelige hjerte? Man tier dog oftest om selve det, der rører sig derinde, fordi man ikke kan tro, at så uhyggelige ting kan opstå i et kristent hjerte; men mange fromme og prøvede sjæle har dog bekendt, at alt, hvad Kristus her opregnede, virkelig har rørt sig i deres tanker. Og Paulus har sagt, at det var netop dér, hvor loven var kommet ind, at al synd blev sat i bevægelse (Rom 7,8–9). Og Luther siger: «Jo mere lys i evangeliet, desto mere lys i loven; og jo mere lys i loven, desto mere fornemmelse af synden, så at ingen mennesker mærker det onde så mægtigt som de største hellige.» – «Ja,» siger Prætorius, «de allermest åndfyldte, i hvem Guds frygt og kærlighed er allerstærkest, de mærker dette onde allerheftigst.» Sådan bemærker også vores kendte Huhn: «Det har jo de mest hellige og åndeligt sindede mennesker til alle tider bekendt, at netop i deres helligste og mest åndelige stunder er de forfærdeligste fristelser og anfægtelser fra kødet stormet løs på dem dobbelt og tredobbelt.» Her er nu den største kilde til alle troendes fristelser, kampe og bedrøvelser i denne tid.

Men til denne vores iboende fordærvelse kommer for det andet verden, som også udefra frister os, snart til forfængelighed, vellyst, hovmod og al slags sanselighed, snart til vrede og utålmodighed, idet den krænker os med ord og gerninger – «vi oplever stadig intet andet fra den end had og misundelse, fjendskab, vold og uret, troløshed, hævn, banden, skænderi, bagtalelse, hovmod og stolthed med overdådig pynt, ære, pral og magt». Dertil kommer for det tredje Djævelen, som driver sit spil både i vores eget kød og i verden, puster til alt ondt og indskyder alle mulige fristelser. Her betjener han sig især af vores naturlige tilbøjeligheder, så den, der af naturen er tilbøjelig til vrede, misundelse og utålmodighed, ham giver han også stadig anledning dertil; den, der er tilbøjelig til vellyst og letsind, hos ham peger han på det, der kan pirre dertil; den, der har en udpræget gerrig natur, ham viser han al verdens herlighed osv. Det er undertiden svært at skelne, hvad der er det onde hjertes, og hvad der er Djævelens fristelser; men når fx også din forstand i et øjeblik bliver helt forvendt, så den samme sag (måske en grov synd), som du altid har betragtet med rædsel, så selve tanken derpå fik dig til at gyse, i et øjeblik kan synes dig som ingenting, så du knap ved, om det overhovedet er nogen synd, og det hedder: I skal visselig ikke dø – så forstår du nok, at det er et åndeligt blændværk, som nu har grebet og forvandlet dit blik, at det er den gamle slange, der har pustet på dig med sin ånd, der gør blikket forvirret. «Men især er Djævelen virksom i det, der angår samvittigheden og åndelige ting, nemlig at man skal slå både Guds ord og gerning hen og foragte dem, at han kan drage os bort fra troen, håbet og kærligheden og føre os til vantro, falsk formastelse og forhærdelse eller omvendt til fortvivlelse, fornægtelse af Gud og gudsbespottelse og utallige andre vederstyggeligheder. Det er de rette gloende pile, som ikke kød og blod, men Djævelen på det allergiftigste skyder ind i hjertet» (Luther). Se, fra disse tre fjender, Djævelen, verden og vores eget kød, kommer der uophørligt fristelser, så længe vi er på jorden; og hvordan skulle det vel være anderledes, så længe vi er i kamp med det onde? Hvordan kan det stå til med sådanne fromme sjæle, som lever deres tid så fri for alle fristelser og kampe? Er deres kød nu blevet helligt? Er slangens sæd nu ikke længere i kamp med kvindens sæd i de troende? Er Djævelen nu blevet god, så han ikke vil gøre os noget ondt? Er Kristus og Belial nu blevet forligt? (2 Kor 6,15). Åh, at du kunne vågne op over dette, du ubekymrede, fromme menneske, og begribe, at dette fristelsesfri liv er det sikreste tegn på, at dit indre menneske er faldet i søvn, at slangen har haft held til at lulle dig i søvn i en behagelig og smuk skinkristendom; den hellige, kæmpende Ånd er veget bort; du har nu en ånd, der er i fred med disse åndelige fjender.

Men heraf følger ikke, at al slags indre kamp med det onde kendetegner en sand kristen. Vi ved jo, hvordan fx drankere og andre syndens slaver kæmper imod deres laster blot for de svære følgers skyld, såsom skam, dårligt rygte, sygdomme og fattigdom; og for det andet, hvor mange lovens trælle uden troens liv og kraft fører en ynkelig kamp imod synden for deres frelses skyld; hos alle disse kæmper kun kød mod kød. Men den, der først er blevet et nyt menneske, forsonet og forenet med Gud ved Kristus, og siden har kamp med det onde, skal vide, at selv de sværeste fristelser intet ondt beviser om sjælens tilstand, så længe den ikke giver sig til at følge fristelsen, hvad enten til synd eller til fortvivlelse, men uophørligt bliver ved med den bøn: Led os ikke ind i fristelse, og bliver ved nådestolen og den ufortjente nåde i Kristus; for hvordan kan fristelsen bevise noget ondt, når vi tværtimod har set, at det ikke er noget godt tegn, hvis nogen lever helt fri og ubesværet af denne kamp med det onde? Det er vigtigt at lægge mærke til; for skal vi kunne blive ved med denne bøn, er det nødvendigt, at vi ikke mister modet på grund af fristelsen; for den, der tror, at han allerede er i fjendens vold, nedlægger straks våbnene. Vi vil derfor se lidt nærmere på dette punkt. Mange fromme nådens børn plejer helt at tabe modet blot over selve fristelsen, og det især ved følgende tanke – de siger: «Selv om jeg var faldet i synd, ville jeg ikke fortvivle om nåde; men jeg mærker hos mig noget, der er langt værre, jeg mærker nemlig kærlighed til synden – det er jo helt forfærdeligt!» Hertil svares: «Elsker du, er du tilfreds med denne kærlighed til synden?» «Tilfreds med den! Hvordan kan jeg være det? Den er tværtimod det afskyeligste, jeg kender hos mig selv.» Nuvel, dette jeg, som afskyr, som hader denne kærlighed til synden, det er dit rette jeg, det er det nye menneske; så kaldes det ikke i Skriften at elske synden, men det, som du kalder sådan, hedder i Skriften «kødet med lidenskaberne og lysterne» (Gal 5,24). Det er altså kødets kærlighed til synden, du mærker. Og hvordan skulle vi kunne fornemme en fristelse, hvis vi ikke mærkede kødets lidenskaber og lyster? Det er altså en fristelse, du mærker. Se da bare til, at du ikke giver din fristelse dit bifald, så du begynder at billige, hylde og følge den, men stå kødet og Djævelen imod med troens bøn og bliv, hvordan det end går dig, ved nådestolen og den ufortjente nåde i Kristus; så har du dog altid i ham det evige liv, hvor slemt og underligt det så end ellers kan se ud – ja, selv om du til tider skulle se dig helt overvældet af det onde, så at, som Luther siger, «Djævelen springer over dig med fødderne og træder dig på halsen», eller han synes at regere helt frit over dig, og al kraft, al Helligåndens nåde synes at være helt forsvundet. Åh, her alligevel at blive stille og midt i det sorte mørke vente på Herren, det er en stor visdom, en underfuld nåde. For hvad Herren i sådanne mørke sigtetider gør med sine børn, er en alt for dyb hemmelighed. Den, der da vil følge følelsen og det, der ses, må fortvivle. Det er netop et af formålene med disse dybtgående og nedbrydende fristelser, at vi skal miste al støtte i nogen egen fromhed og styrke; derfor må det gå helt til det yderste og blive så kulsort for sjælen, at der ikke findes det mindste til trøst, som den kan se eller fornemme hos sig selv, men kun Herrens eget guddommelige væsen – hans egen guddommelige trofasthed og magt skal være alt, hvad der nu er tilbage at håbe på. Også om sådanne fristelser gælder Jakobs ord: «Regn det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud i mange slags fristelser (læg mærke til ’mange slags’!), idet I ved, at jeres tros prøvelse virker tålmodighed» (Jak 1,2–3), og igen i v. 12: «Salig er den mand, der tålmodigt lider fristelse; for når han er blevet prøvet, skal han få livets krone» osv. At Apostlen her taler om syndefristelser, ser vi tydeligt af det, han straks tilføjer i v. 13 og 14: «Ingen må sige, når han bliver fristet: Jeg fristes af Gud; for Gud fristes ikke af det onde, og selv frister han ingen; men enhver bliver fristet, når han drages og lokkes af sit eget begær.» Men læg mærke til ordene: tålmodigt lider fristelse; det vil sige ikke at blive træt og give efter for fristelsen og følge den, heller ikke at fortvivle og forlade nådestolen, men stadig blive ved med stærk tro og lidende at øve den bøn: Led os ikke ind i fristelse. Sådan lærer også Peter os at gøre ved Djævelens fristelse: Stå ham imod, faste i troen. Læg mærke til: «faste i troen!» Når man ikke længere tror på Guds nåde og på hans vilje og magt til at hjælpe, så holder man op med at bede og vente på Herren, så overgiver man sig til fjenden. Men skal jeg vente på Herren, må jeg forberede mig på at vente længe og tålmodigt – det forekommer i hvert fald os helt uendeligt og håbløst, så vi er parate til at sige: Det er tabt, det er ikke værd at vente på hjælp længere; jeg mærker og ser jo bestemt, at jeg er overladt til Satan osv.; og hvis man bliver stående ved den beslutning, holder bønnen op, som netop sagt. Dertil bidrager også vores naturlige dovenskab, så vi bliver trætte af at bede, når vi ikke straks bliver bønhørt, eller tager anstød af Kristus, når han ikke fører os på den måde, vi havde tænkt. Lukas fortæller: «Han sagde også en lignelse til dem om, at de altid burde bede og ikke blive trætte.» Og lignelsen handlede om en dommer, en hård og uhjælpsom dommer, som længe trak sig tilbage fra en enke, der søgte hjælp, men til sidst, som om han var blevet udmattet af hendes bønner, sagde ved sig selv: «Om jeg end ikke frygter Gud og ikke tager hensyn til noget menneske, vil jeg dog, fordi denne enke volder mig besvær, skaffe hende ret, så hun ikke til sidst kommer og overfalder mig.» Og Herren sagde: «Hør, hvad den uretfærdige dommer siger. Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret (tage sig af deres sag), de, som råber til ham dag og nat, og er han ikke langmodig med dem?» (Luk 18). Her hører vi for det første Kristi vilje: Vi bør altid bede og ikke blive trætte; for det andet årsagen til, at man bliver træt: Man ser Gud som en dommer, der ikke hjælper, men trækker sig tilbage fra vores bøn. For det tredje siger Kristus, at selv om han var som den dommer, der fremstilles her, ville han alligevel ikke kunne holde ud, at hans børn forgæves råber til ham dag og nat. «Er han ikke langmodig med dem?» siger Herren. Men hvad antyder Herren med dommerens ord: «så hun ikke til sidst kommer og overfalder mig»? Ak, «den, der er vis, han agte herpå og besinde sig!» Gud selv ville jo blive en løgner, hvis han lod os blive til skamme i vores bøn og tro på hans løfter. Når Gud gennem hele sit ord har sagt: «Påkald mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig», så måtte hans ære og sandhed snarere blive til intet, så måtte Gud ikke være Gud, hvis han ikke gør efter disse sine ord. Vågn derfor op og indpræg dybt i dit hjerte, at det er helt umuligt, at den sjæl, der således har prøvet sine egne kræfter, at den nu har lært at mistro dem og kun råber til Herren – det er helt umuligt, at en sådan skulle blive til skamme, hvor fortvivlet slemt det end ser ud. For her er Herrens eget hele guddommelige væsen, hans hele guddommelige trofasthed, sandhed og magt en borgen for min redning. Efter at vi nu har set, hvilket sind der kræves for at bede denne bøn ret, og har betragtet selve fristelsernes oprindelse, vil vi se lidt nærmere på selve bønnen og se, hvad vi har at lære af den. Det første er, at Herren her lader os forstå, at vi ikke selv har nogen magt imod fristelserne, siden han har lært os at bede om det. Og det fremgår endnu mere lærerigt af de ord, han har lagt os i munden. Han siger ikke: Hjælp os i vores kamp imod fristelserne, men han lærer os at sige: Led os ikke ind i fristelse. Det antyder: Hvis du blot leder os ind i fristelse, så falder vi; skån os, send os ikke ud i kampen, vi har ingen kraft, vi går til grunde. Vi nægter ikke, at bønnens mening er, som Luther siger, at Gud vil beskytte og bevare os i fristelserne; men Herren vælger hertil et sådant udtryk, at vi dermed stadig skal bekende, at vi er fortabte, hvis han blot overlader os til fristeren, idet vi skal sige: Led os ikke osv.; og når vi tilmed uophørligt skal bede Herren om dette, er det tydeligt nok sagt, at vi ikke selv kan hjælpe os – ja, endnu mere: at vi ikke alene ikke har nogen egen kraft, men at vi heller ikke én gang for alle har fået Guds kraft i hænde til selv at bruge efter behag; vi må stadig tigge om den hver dag og hver time. – Du siger: Ja, det ved jeg godt, at jeg ikke har nogen kraft. Svar: Hykl ikke! Lyv ikke for din sjæl! Du ved det ikke godt. Kendte og troede du virkelig, at du selv ingenting formår, så var du snart hjulpet; så ville du ikke så uophørligt tænke på dig selv og din egen indsats, tanker, der lige så uophørligt fører dit blik bort fra Herren; så ville du være indviet i hemmeligheden i Paulus’ gåde: «Når jeg er svag, så er jeg stærk» (2 Kor 12,10). Nej, der findes intet så uudryddeligt sejt i vores natur som den gamle, dybe tillid til os selv. Forstod du, at du selv slet intet formår, men helt og alene er afhængig af Guds barmhjertighed, så ville du for det første få lyst til med tillid altid at bede og ikke blive træt; og for det andet vide, at du selv gør og udretter kun så meget for at undfly synden, som du får nåde til ved denne troens bøn; og for det tredje ville du da vide, at hvordan det end siden går dig i kampene, så er det alt sammen under Herrens nåde (2 Kor 12,9), og dit liv er ført i Gud og af Gud.

Forholder det sig ikke sådan, men derimod sådan, at du selv endnu har nogen egen kraft og ikke hvert øjeblik er afhængig af Gud, så brug bare straks den kraft, du har, og græd ikke. Hjælp dig selv, vær stærk og vær ikke bekymret! Vær alvorlig, vær bange for synden, årvågen og trofast og alt det, du bør være – vær det, og græd ikke! Så behøver du ikke at tigge og bede Herren. Nej, tænk engang over, at Gud i hele Skriften aldrig har sagt, at vi selv har nogen magt, heller ikke at Guds styrke er sådan overladt til os, at vi ikke skulle behøve at bede om den hver dag. Og da Peter, som sikkert tilskrev Jesu navn sin styrke (ApG 3,6.16), lovede Herren en særlig troskab, så ser jeg, at Herren ikke lod ham beholde den mening, at han i sig selv havde nogen egen styrke, som han kunne bruge, når som helst han ville; nej, så lader han ham hellere samme aften falde tre gange for fristerens sigtning, indtil han gik ud og græd bitterligt og nu havde lært den lektie, at han ikke selv havde styrken i sin magt. Ak, hvor underligt det er med en kristens liv! Det er et korsfæstet liv. Vil han slå sig til venstre (til synden), så bliver han revset; vil han til højre (selvretfærdighed, egen styrke), så bliver han også revset. Gennem begge hænder har han nagler, både den højre og den venstre. Og således skal han grundigt lære, hvordan Herren vil være alt i alle, så han skal sige: «Kun hos Herren er nåde og magt» (Es 45,24).

Men dette ord: Led os ikke osv. har endnu en anden lære at give os; det peger på endnu et forhold, der er værd at tænke over, ja, som er til at forfærdes over. Se endnu en gang på ordene: Led os ikke ind i fristelse. Har mon Herren Kristus valgt et ord, som aldrig skulle svare til noget virkeligt i sin egentlige betydning? Hvorfor skulle han vælge et sådant udtryk? Nej, apostlen Jakobs ord i Jak 1,13 er vel en evig sandhed, nemlig at en fristelse til synd aldrig udgår fra Guds eget hellige væsen – «han fristes ikke af det onde, og selv frister han ingen» – og vi har set de egentlige kilder til alle vores fristelser, og hertil må endnu føjes, at Djævelen er den, som også har fyldt verden og vores kød med synd, og som i den mest egentlige forstand bærer navnet «fristeren» (Matt 4,3) – det er en afgjort sandhed; og alligevel, hvad siger Skriften? Skriften lærer med tydelige ord, at det netop hører til Guds hellige, straffende retfærdighed, at de mennesker, som foragter eller misbruger hans nåde og ikke vil høre hans advarsler mod synden og Djævelens fristelser, til straf netop skal ledes ind i dem. Forhærdelse, kraftig vildfarelse, skammelige lyster – alt dette er jo i egentlig forstand Djævelens værk; og alligevel siger Skriften, at Herren skal sende mennesker alle disse onde ting. Ja, helvede og døden skal tjene ham, og ligeledes Djævelen og hans fristelser. Og alt sammen til straf for dem, som er blevet falske over for ham, eller også til sund tugt og ydmygelse for hans børn. Som eksempel på de sidstnævnte fristelser, nemlig dem til tugt for Guds børn, skal vi blot nævne Job. Herren fastsatte for Satan, hvor meget ondt han måtte gøre den fromme mand, og alligevel blev fristelsen så svær, at han til sidst syndede med utålmodighed, ja, så vidt, at han endog forbandede sin fødselsdag. Sådan ser vi også Kristus give Satan lov til at sigte disciplene, for han siger: «Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede.» Men som eksempel på de fristelser, som er Guds hævnende retfærdighed mod de ulydige, skal vi tænke på følgende. I Rom 1,21 siger Apostlen: «Fordi de har kendt Gud, men ikke æret eller takket ham som Gud, men er blevet tomme i deres tanker osv. Derfor har Gud overgivet dem i deres hjerters begær til urenhed» osv. (v. 24), og igen (v. 26): «Derfor har Gud overgivet dem til skammelige lyster» osv., og i v. 28 siger han: «Ligesom de ikke har anset det for værd at have Gud i erkendelsen, sådan har Gud overgivet dem til et uværdigt sind, så de har gjort det usømmelige.» Læg mærke til ordene: «Fordi de har kendt Gud, men ikke æret eller takket ham som Gud» – – «de er blevet tomme i deres tanker» – «de har ikke anset det for værd at have Gud i erkendelsen», «derfor, derfor har Gud overgivet dem». Og i 2 Thess 2,10–12 siger den samme apostel: «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Og derfor skal Gud sende dem kraftig vildfarelse, så de skal tro løgnen, for at alle de skal blive dømt, som ikke har troet sandheden» osv. – og i 2 Mos 4,21 siger Herren om Farao: «Jeg vil forhærde hans hjerte, så han ikke lader folket gå»; og i Ordsp 22,14 om skøgens fristelser: «Den, Herren er vred på, falder deri.» Dette er Herrens frygtelige retfærdighed. Og da nu Guds børn, de eneste, der ret kan bede Fadervor, også er i fare for på ny at falde i sikkerhed og hykleri og selv, ved Åndens advarsler, så ofte frygter denne fare, så ser vi, hvordan den sjette bøns «led os ikke» også får denne alvorlige betydning for deres hjerter. Den, som ikke frygter for sig selv, har sandelig grund til at frygte. Men så længe «Herrens frygts ånd» endnu bor i os, frygter vi jo for alt, hvad der er forfærdeligt. Da beder vi alvorligt også på denne måde: «Gud, vær os nådig! Gør ikke med os efter vores synder, så du skulle overlade os til vores hjertes lyster og Djævelens grusomme baghold! Forlad os vor skyld, og led os ikke ind i fristelse!»

Men her får også ordet «fristelse» en særlig, frygtelig betydning. Der er stor forskel på fristelse og fristelse. Det er ganske vist også en fristelse, som vi må bede Gud bevare os fra, når Djævelen går løs på vores kød og dér tænder en ild, fx af vrede, utålmodighed, havesyge eller urene begæringer, og vi er i fare for hurtigt at blive ført ind i en synd; men der er tale om en fristelse, der er tusind gange sværere, når han til sidst også går løs på sindet og overbevisningen, når han vil få sjælen helt til at slutte fred og forbund med synden. Det går som regel sådan til: Først udmatter han sjælen ved vedholdende og voldsomt at beskyde hjertet med glødende fristelsespile; han tænder de voldsomste begær i os, fylder følelsen og fantasien med syndens fortryllende behag, stiller os megen vinding og nydelse ved den i udsigt – og kommer uophørligt igen med det samme og prædiker selv i os, at det aldrig vil få ende. Til sidst, når sjælen er helt udmattet, kommer han, om vi så må sige, med parlamentærflag, dvs. han får sjælen til at standse og overveje med sig selv, til at tænke over, om det virkelig er så bestemt syndigt og farligt, det, som han byder på, eller om man ikke kunne finde en grund til en undtagelse fra den almindelige regel – sådan som vi ser alt dette i den første fristelse på jorden, da han ikke blot viste, hvor god frugten var at spise, hvor dejligt træet var at se på, men også sagde: «Skulle Gud virkelig have sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?» I, høje herskere over hele jorden! – Skulle Gud virkelig have lagt et sådant bånd på jer? Nej, «Gud ved, at når I spiser af det, skal jeres øjne åbnes, så I bliver som Gud og kender godt og ondt»; og: «I skal slet ikke dø» – nej, slet ikke dø, men I skal have gavn af det. Se, det er fristerens røst! Også til os siger han: Selv om det er synd, så skal du blot blive dybere sønderknust af det og desto mere sætte pris på nåden; du skal kende «ondt og godt», du skal blive mere ydmyg og erfaren osv. Kommer så hertil også de ugudeliges råd eller «onde ånders lærdomme», som forsvarer synden, så kan en kristen til sidst blive bragt så vidt, at de lærdomme, han før altid har gyst ved, nu i fristelsens stund forekommer ham ganske antagelige, gode og sande, og at han endelig slutter fred og forbund med synden, dvs. beslutter sig for at blive i dens tjeneste. Så er altså også sindet fanget og forvendt! Til en så ulykkelig ende ville en kristen ikke komme, hvis han blot ærede Herren og hans ord, for Gud er trofast og mægtig til også at hjælpe den allersvageste ud af fristelsen; men således siger Apostlen: «Fordi de har kendt Gud, men ikke æret eller takket ham som Gud, men er blevet tomme i deres tanker – –. Derfor har Gud overgivet dem i deres hjerters begær.» Se her, hvad det indebærer at bede: Led os ikke ind i fristelse!

Et andet eksempel: Det er også en fristelse, når vi pludselig beskydes af øjnenes begær efter jordens forgængelige skatte, og mod den beder et Guds barn med god grund: Gud, bevar mig, frels mig! Men tusind gange mægtigere bliver fristelsen, når en kristen på én gang går fra at være fattig til at være rig, fx får en strålende forfremmelse eller store jordegodser, så hans hjerte, tanker og alle kræfter bliver opslugt af den store verdslige lykke, han nu har vundet. Den, som da virkelig tror Kristi ord: «Ve jer, I rige, for I har fået jeres trøst», og «det er svært for en rig at komme ind i Himmeriget», han skal grue ved og bede sig fri for en sådan lykke som for den mægtigste fristelse – især da denne fristelse altid har de blændende undskyldninger med sig: «Er det ikke Guds gaver og velsignelse? Er Guds velsignelse noget ondt? Skal jeg ikke takke Gud for hans gaver og forvalte dem omhyggeligt? Og min glæde over dem er ikke så stor som mine bekymringer» – som om al fare dermed var afværget! Når nu Herren Kristus alligevel har sagt, at netop disse uskyldige ting, hobet op til rigdom, er så mægtig en hindring for et sandt Guds rige i sjælen, at han har brugt billedet om kamelen, der går gennem nåleøjet, så vil en kristens redning i denne fristelse afhænge af, om han virkelig i sit hjerte ærer disse Kristi ord og bliver bragt til den frygt og bøn, som en sådan stilling kræver. Gør han ikke det, men bliver tom i sine tanker, så vil Gud overgive ham i hans hjertes begær. Da Salomo bad: «Giv mig hverken fattigdom eller rigdom», så bad han dermed: Led mig ikke ind i fristelse.

Hvad der her er sagt om rigdom på jordisk velsignelse, gælder også om al slags rigdom, som kan fortrylle eller opblæse et menneske, fx rigdom på menneskelig viden eller på store anlæg, store naturens og nådens gaver. Alt sammen er det i sig selv ikke blot uskyldigt, men også noget, som Gud selv har givet; men så snart hjertet bliver fortryllet af det, bliver det alligevel den største ulykke for dig. Det er bestemt også en fristelse, når en hurtig tanke om selvbehag farer gennem sjælen – og et gudfrygtigt hjerte forfærdes over det og beder: Gud, frels mig! – men kommer det så vidt, at du ikke længere frygter for denne fornøjelse, men begynder at nære den som berettiget, fordi du ubestrideligt har den og den fortrinlighed, så har du allerede drukket så meget af «den berusende skål» (Zak 12,2), at dit fald er uundgåeligt. At Skriften siger: «Gud står de hovmodige imod», at «de første skal blive de sidste», farer nu hurtigt forbi din sjæl – du kan ikke længere frygte. Du ved med dig selv, at du virkelig regner dig for en af de første i forstand, gudfrygtighed, alvor osv.; men du bliver alligevel ikke bange. Om dette siger Luther: «Denne tekst (de første osv.) skal man ikke prædike for småfolk, men for sådanne som mig og mine lige, som kan belære og mestre hele verden og mener, at vi nu er de nærmeste. For hvor kommer det fra, at den ene foretager sig dette og den anden noget andet med evangeliet? Uden tvivl derfra, at ingen tror, at dette ord angår ham: De første skal blive de sidste.» Eller om de end kan mærke, at det angår dem, så er de dog kommet så langt ind i sikkerheden og fortryllelsen, at de allerede ikke længere kan frygte, men bliver ved med at regne sig for de første. Derfor må det også gå dem efter Herrens dom, så de virkelig bliver de sidste, som enten allerede her i tiden bliver åbenbaret som sådanne ved grove syndefald, eller, om det end ikke sker, skal blive åbenbaret ved den yderste dom. Fristelsens ulykkelige udgang kommer altså altid af, at man ikke ærede Herrens ord og alvorligt bad: Led os ikke ind i fristelse!

Endnu et eksempel: Det er også en fristelse, når en kristen bliver ægget til utilfredshed med sine søskende i nåden; de har den eller den fejl; de støder ham, de har ikke udtalt sig godt nok om ham osv.; men han frygter for Djævelens baghold, der vil skære kærlighedens bånd over og sprede lemmerne på legemet; derfor beder han Gud om nåde til endnu at overvinde alt med sin tålmodighed for alligevel at blive i kærligheden. Ja, dette er en fristelse, som kan føre de allerhårdeste kampe med sig i hjertet. Men tænk, hvor meget giftigere den bliver, når Djævelen angriber og forvender sindet og overbevisningen, så du ligefrem begynder at beslutte at følge fristelsen af sådanne grunde som disse: De er ikke rigtige kristne, de har uret i det og det; og jeg har ikke brug for dem, jeg har Gud og hans ord i mit hjem; jeg vil aldrig se dem – og så begynder du mere eller mindre forsigtigt at male deres dårlige sider og mere og mere grundigt at skære forbindelsen over med dem, som dog har det som mål for alt deres stræben at være rette kristne (ikke blot teologer), ikke blot at kende deres Herres vilje, men også at gøre den, virkelig at tro og prise Lammet og følge det. Om det nu lykkes sådanne mere eller mindre godt i denne deres stræben gennem denne onde verden fuld af fristelser, så er de dog Herrens folk, fordi dette er deres hovedstræben – et folk, som Herren tager sig nådigt af, tilgiver og opdrager og danner til sit himmelske rige. Og fra dem har du skilt dig på grund af den og den enkelte ubehagelighed, og Herren har dog erklæret: «Hvis I ikke tilgiver menneskene deres overtrædelser, skal heller ikke jeres Far tilgive jeres overtrædelser. Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.» Men du er døv for disse ord. Kristi egne ord fordømmer dig, men du frygter ikke. Åh, hvor det gælder om at bede: Led os ikke ind i fristelse!

Til sidst vil vi fremstille endnu et eksempel på en dødelig fristelse, som dog ligger i en helt anden retning end de tidligere fremstillede og er af en så vildledende art, at vi som regel slet ikke betragter den som en fristelse, skønt den går ud på at forvende selve troen og det indre liv. Ganske vist fristes alle troende dagligt med vantroens tanker, snart ved manglende kraft i helliggørelsen, snart ved en længere tørke i følelsen, når Ordet og bønnen er uden smag; men alle disse korte og forbigående anfægtelser er en ringe fristelse i forhold til den, når Djævelen til sidst også angriber overbevisningen og indgiver mistanke mod hele troens vej, som vi dog er blevet åndeligt født på. Den fattige sjæl ser mange mangler i sin vandel og i sin helliggørelse, håndgribelige og ubestridelige mangler, og begynder at fordybe sig så meget i dem og i, hvad den selv burde være og gøre, at Kristus og nåden imens bliver som ingenting for den, så den knap nok har en tanke tilbage om dem i hjertet. Kan Djævelen nu indgive den, enten i dens egne tanker eller gennem en umoden og selvhellig vejleder, at disse mangler er et tegn på, at hele dens vej ikke er den rette – indgive den, at den ikke blot bør vokse i troen og mere våge og bede og så overlade det til sin trofaste Frelser, hvor megen kraft han vil skænke den – nej, men at den må slå ind på en helt ny vej, den må se mere på loven end på Kristus, den må selv arbejde osv., så bliver forførelsen og forvirringen rigtig mægtig. Snart er dens øjne helt vendt bort fra Frelseren, som den nu kun kaster hurtige sideblikke på – forsoningen, retfærdiggørelsen, mener den, der fejler intet, men helliggørelsen må nu gøres til genstand for en særlig omsorg og et nyt foretagende; og det falder den ikke ind, at det, som mangler i dens helliggørelse, kun kan afhjælpes ved en øget tro og en tættere tilknytning til Kristus, livets eneste kilde, det «vintræ», som al saft og kraft i grenene alene må komme fra. Nej, den ser og tænker så meget på sig selv, at den kommer længere og længere bort fra livets kilde. Og nu ligger det i selve sagens natur, at den må blive mere og mere død; når grenen ikke længere suger saft fra vintræet, må den mere og mere visne (Joh 15,4.6). For det andet begynder loven igen at regere i samvittigheden, og loven har altid den art, når den begynder at regere, at den vækker synden til større kraft (Rom 7,8–11); deraf kommer det så, at elendigheden, som allerede før var for stor for den, bliver endnu større, og som følge deraf trækker den sig endnu længere bort fra Kristus.

Sådan gik det galaterne, som af falske apostle blev ført til «en anden slags evangelium – som ikke er et andet», siger Apostlen, «men der er nogle, som forvirrer jer og vil forvanske Kristi evangelium» (Gal 1,6–7). De ville bestemt ikke fornægte Kristus, men blot gøre en nødvendig tilføjelse, mente de; og at de ventede sig en øget kraft til helliggørelse af det, ser vi af Apostlens spørgsmål i Gal 3,2: «Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved lovens gerninger eller ved troens prædiken?» Det gælder en ny vej til at få mere ånd og kraft. Men både her og i Kol 2 viser Apostlen, at det kun sker ved den enfoldige tro på Kristus, ved at «holde sig til hovedet, hvorfra hele legemet, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, som Gud giver» (Kol 2,19). Og hvor kraftigt har Apostlen ikke forklaret, at den eneste vej til helliggørelse er at blive løst fra loven og «tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen» (Rom 6,14; 7,4.6)! Og hvad mere behøves der end Kristi egne ord: «Den, som bliver i mig, han bærer megen frugt. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver i vintræet, sådan heller ikke I, uden at I bliver i mig» (Joh 15)? Han siger ikke: Hvis I råber til mig, men han siger: «Hvis I bliver i mig». Det har du også selv erfaret, da du alene ved troen og nåden blev åndeligt sindet, glad i Gud, villig til det gode, forvandlet fra verdens og dit eget tidligere væsen; og alligevel, fordi Gud har villet, at du altid skulle mærke din svaghed og dine mangler, tager du nu anstød af Kristus og vil følge fornuften og Djævelen, som vil vise dig en bedre vej. Vi nægter dog ikke, at fristelsen er overmåde fin; for hvem skulle vel frygte det råd at gøre en ny omvendelse? Og når det blot drejer sig om en højere helliggørelse, hvem skulle så tro, at Djævelen er med i det? Så begynder sjælen at søge et bedre liv end det, Gud virkede, da den kom til Kristus, ludfattig og rådvild. Det liv, hvor den selv var intet, var fattig og utilfreds med sig selv og kun havde Kristus og i ham alt – det liv duer ikke; den skal søge en vej, ad hvilken den skal blive helligere, end den er blevet på troens vej. Men se, hvis den blot bevarer en vågen ånd, som fortsat mærker lovens åndelige krav, så vil den aldrig få held med sig på sin nye vej, aldrig finde, hvad den søger, men tværtimod blive endnu mere ulykkelig, sådan som vi lige har vist. Og bliver den så stående i rådvildhedens og vantroens mørke og kulde, indtil også al omsorg dør ud, så er den ved denne fristelse blevet helt fortabt. Hvem skulle have troet, at Djævelen sigtede mod sådan en udgang, da han begyndte fristelsen så smukt?

Men det kan også få en anden udgang, som dog er lige så ulykkelig. Sjælen kan også finde, hvad den søger (efter hvad den selv synes) og blive stående i selvbehag og selvtaget åndelighed. Det sker, når dens forbedring og helliggørelse vendes mod ydre gerninger, og (læg mærke til det!) når sjælen så helt retter sin opmærksomhed mod en bestemt eller nogle bestemte fromme øvelser, som den har fundet på, at den over denne beskæftigelse glemmer hele den indre vederstyggelighed og ikke længere mærker eller agter på hjertets ondskab, på lovens åndelige krav. Så kan den nok blive from og stærk og tilfreds med sig selv. Denne udgang af selvvirksomhedens vej er, om muligt, endnu ulykkeligere end den første; for i deres forblændede sind går de som regel stadig længere i selvbehag og sikkerhed.

Blot af de fristelser, vi nu har betragtet, ser vi så meget, at man kan gyse for sit liv – at vi sandelig ikke har grund til at gå sikre og sovende, men nok må frygte på alle sider og flittigt bede denne bøn. Al vores erfaring bekræfter dagligt, hvad Ordet siger os, at «vores modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge» – for vi ser spor snart af hans grove og åbenlyse angreb, snart af hans fine og listige anløb. «Han forklæder sig som en lysets engel», sådan som den sidst nævnte fristelse viser. Måtte da den, som ikke mærker noget ondt, alligevel forstå, at fjenden lægger planer imod ham. Gud, væk os op af vores forfærdelige sikkerhed! Lær os ikke at foragte din kærlige formaning: Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse! Men måtte også de, som er nær ved at give op i kampene, ikke miste modet, men vide, at Gud er både mægtig og trofast, han som ikke lader os fristes over evne, men sammen med fristelsen også giver udgangen, så vi kan holde den ud. Kristus har sandelig ikke lært os denne bøn forgæves, men vil også nådigt høre den og hjælpe os ud af fristelserne. Vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vores svagheder, men en, som er blevet fristet i alt ligesom vi, dog uden synd. Og fordi han selv har lidt og er blevet fristet, kan han hjælpe dem, som fristes. Lad os derfor altid med frimodighed træde frem for nådens trone. Vi skal vogte os både til højre og til venstre, både for sikkerhed og for mismod, og over for begge farer flittigt og trøstigt bede: Led os ikke ind i fristelse!