Julesøndag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 2,25–40

Teksten følger lige efter Jesu omskærelse og navngivning (Luk 2,21) og hører sammen med fremstillingen i templet (Luk 2,22–24). Maria og Josef bringer den førstefødte op til Jerusalem for at gøre, som loven foreskriver (2 Mos 13,2.12; 3 Mos 12). Dér møder de to gamle mennesker, der længe har ventet: Simeon, som Helligånden har lovet, at han skal se Herrens salvede, og profetinden Anna, der tjener Gud i templet nat og dag. Simeon tager barnet i armene og lovpriser Gud med sin lovsang (Nunc dimittis). Derefter taler han til Maria om fald og oprejsning og om sværdet. Anna lovpriser også Gud og fortæller om barnet til alle, der venter på forløsning. Til sidst rejser familien hjem til Nazaret, og barnet vokser. Hos Lukas er det den ventende rest i Israel, der kender Messias i et lille barn. Teksten er prædiketekst på julesøndag i 1. tekstrække. I den gamle tekstrække hørte v. 22–32 til kyndelmisse, og Huspostillen prædiker over v. 33–40 på søndagen efter jul.

Loven i teksten: Teksten siger, at Jesus er «sat til fald» for mange og er et tegn, der modsiges. Det er ikke hedningerne, men «mange i Israel», Guds eget folk, der falder over ham: dem, der har templet, loven og ofrene og derfor mener, at de ikke trænger til et lille barn som frelser. Hjerternes tanker skal komme frem. Også vores fromhed kan dække over en modstand mod Gud, som først bliver synlig, når Kristus kommer med sit ord. Teksten rammer også den, der frygter døden: Uden «Herrens salvede» kan ingen sige «i fred», for døden er syndens løn og fører frem for dommen. Og den rammer den kolde tro, der kender juleevangeliet udenad, men aldrig undrer sig over det.

Evangeliet i teksten: Guds frelse har en krop. Simeon tager barnet i sine arme og siger: «Mine øjne har set din frelse.» Den frelse har vi ikke selv fundet på; Gud «har beredt» den «for alle folkeslagene», som et lys for hedningerne, altså også for os. Derfor kan en gammel mand gå bort «i fred efter dit ord». Freden hviler på Guds løfte, ikke på et godt levnet. Barnet er sat til oprejsning for mange: Den, der er faldet og ved det, bliver rejst op ved ham. Anna viser, at denne nyhed skal fortælles videre til alle, der venter på forløsning. Den samme Kristus kommer til os i Ordet og i nadveren, så vi i dag kan tage imod ham som Simeon.

Prædikenspor: «Nu lader du din tjener gå bort i fred» · «Sat til fald og oprejsning» · «Et lys for folkene – også for os»

Salmeforslag: DDS 133 Med fred og fryd jeg farer hen · DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 125 Mit hjerte altid vanker · DDS 539 Mit lys i mørke, Jesus sød · DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 2,13–23

Teksten følger direkte efter de vise mænds besøg (Matt 2,1–12). De er draget hjem ad en anden vej, og nu vender Herodes’ trussel sig mod barnet. Fortællingen drives af tre drømme, hvor Herrens engel taler til Josef: flugten til Egypten, hjemrejsen efter Herodes’ død og bosættelsen i Galilæa. Josef siger ikke et ord i teksten; han står op og gør, hvad han får besked på. Imellem står barnemordet i Betlehem. Matthæus binder det hele sammen med tre opfyldelsescitater (v. 15, 17–18 og 23), så læseren ser, at Guds Søn genlever sit folks historie: Egypten, eksilets gråd og den ringe begyndelse i Nazaret. Kristus møder fra begyndelsen verdens fjendskab, men Gud bevarer ham, til hans time kommer. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på julesøndag (søndagen mellem jul og nytår) i 2. tekstrække. Dermed står julens glæde lige op ad lidelsen og truslen. I den gamle tekstrække hørte teksten til de uskyldige børns dag den 28. december.

Loven i teksten: Herodes er ikke et uhyre langt fra os. Han frygter for sin magt og vil hellere ofre andres børn end afgive sin plads. Som Luther siger, gav han sagen et pænt skin, så den ikke lignede tyranni, men en nødvendig straf. Sådan gør vi også, når Kristus kommer for nær: Vi forsvarer det, der er vores, og kalder vores selvhævdelse fornuft. Teksten viser, hvor langt synden går, når mennesket vil være sin egen konge. Den viser også, at verden ikke er uskyldig over for Kristus. Den julesøndag, der følger efter julens fest, rammer os med spørgsmålet: Har vi plads til en konge, der ikke er os selv?

Evangeliet i teksten: Gud holder hånden over barnet. Herodes’ sværd når ikke frem til ham, for Herrens engel er der først. Den Søn, Gud kaldte ud af Egypten, går hele vejen med sit folk, ind i flugt, fremmedskab og en foragtet landsby, så ingen menneskelig nød er ham fremmed. Han reddes ikke for at slippe for døden, men for at dø på det rette tidspunkt for os, også for Betlehems børn. Det gode nye er, at tyrannerne dør, men barnet lever. Den, der hører, kan derfor vide: Ondskaben har ikke det sidste ord, og Rakels gråd bliver ikke stående uden svar.

Prædikenspor: «Tre drømme og en lydig mand» · «Kongen, der ikke vil dele magten» · «Rakel græder»

Salmeforslag: DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 140 I Nazaret, i trange kår · DDS 662 Hvad kan os komme til for nød · DDS 675 Gud, vi er i gode hænder · DDS 33 Han, som har hjulpet hidindtil

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 4 f.Kr.Flugten til Egypten og hjemkomsten til Nazaret – Efter Herodes’ død vender familien tilbage og slår sig ned i Nazaret.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers