Matt 10,32–42

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen på Jesu udsendelsestale i Matt 10. Jesus har kaldt de tolv og sender dem ud til Israels fortabte får med magt over urene ånder og med budskabet om, at Himmeriget er kommet nær. Talen ser dog langt ud over den første rejse: Disciplene skal føres frem for råd og konger, hades for hans navns skyld og forfølges fra by til by. Lige før vores tekst har Jesus sagt, at de ikke skal frygte dem, der slår legemet ihjel, for Faderen kender hvert hår på deres hoved. Nu samler han det hele: Det gælder om at bekende ham, også når det koster familiens fred og ens eget liv. Til sidst vender han det om og taler om dem, der tager imod hans sendebud – helt ned til et bæger koldt vand til en af de små. Teksten er prædiketekst på 2. juledag i 2. tekstrække (1. tekstrække har Matt 23,34–39). Dagen er Sankt Stefans dag, så glæden over barnet i krybben står side om side med den første martyr, der bekendte Kristus med sit liv (ApG 7).

Opbygning

1. 10,32 At bekende og fornægte Kristus over for mennesker
2. 10,34 Ikke fred, men sværd – splittelsen i hjemmet
3. 10,37 Kristus over alt: korset og livet, der mistes og findes
4. 10,40 Den, der tager imod sendebuddet, tager imod Kristus og Faderen
5. 10,42 Et bæger koldt vand mistes ikke

Græske nøgleord

• ὁμολογέω (G3670, v. 10,32) – ὁμολογέω, bekende: at sige offentligt og stå ved, hvem man hører til. Konstruktionen «bekende i mig» (ἐν ἐμοί) er et semitisk udtryk for at stå frem for ham og kendes ved ham. Jesus bruger samme verbum om sig selv i futurum: Han vil bekende den troende for Faderen. Bekendelsen er ikke en præstation, men et svar, som Kristus besvarer med sin egen bekendelse i dommen.
• ἀρνέομαι (G720, v. 10,33) – ἀρνέομαι, fornægte: sige nej til, ikke ville kendes ved. Det er samme ord, der bruges om Peters fornægtelse (Matt 26,70.72). Futurum «jeg skal fornægte» peger frem mod dommen. Ordet er alvorligt, men Peters historie viser, at den, der har fornægtet, kan blive kaldt tilbage ved Kristi tilgivelse.
• μάχαιρα (G3162, v. 10,34) – μάχαιρα, sværd: det korte sværd eller den lange kniv. Her er det billedtale, ikke en opfordring til vold: Det er det skel, Kristus og hans ord sætter mellem mennesker. Lukas siger i parallellen «splittelse» (Luk 12,51). «Jeg er kommet» (ἦλθον) taler om hele hans sendelse: Sådan går det, når han og hans ord kommer ind i verden.
• ἄξιος (G514, v. 10,37) – ἄξιος, værdig: det, der passer til og svarer til noget. Ordet gentages tre gange (v. 37–38) og skaber tekstens rytme. Det handler ikke om fortjeneste, men om at høre til: Den, der sætter noget over Kristus, passer ikke sammen med ham. Ingen er værdig i sig selv; det er Kristus, der gør værdig.
• σταυρός (G4716, v. 10,38) – σταυρός, kors: henrettelsesredskabet, som den dømte selv måtte bære ud til retterstedet. Det er første gang ordet står i Matthæusevangeliet, før Jesus har talt om sin egen lidelse. Præsens λαμβάνει og ἀκολουθεῖ beskriver, hvad der kendetegner disciplen: at tage korset og følge efter er det kristne livs skikkelse, ikke en enkelt heltegerning.
• ψυχή (G5590, v. 10,39) – ψυχή, liv, sjæl: det levende menneske, livet selv. Ordet bruges to gange i et ordspil: Den, der «finder» sit liv, dvs. vil sikre det for sig selv, mister det; den, der mister det «for min skyld», finder det. «For min skyld» (ἕνεκεν ἐμοῦ) er nøglen: Det er ikke selvopofrelsen i sig selv, men Kristus, der giver livet.
• δέχομαι (G1209, v. 10,40) – δέχομαι, tage imod: modtage en gæst, tage godt imod. Ordet står seks gange i v. 40–41. Bag det ligger tanken om sendebuddet: Den, der sendes, repræsenterer den, der sender. Derfor tager man imod Kristus og Faderen selv, når man tager imod disciplene og deres ord.

Eksegetiske noter

• v. 10,32–33 Parallellen står i Luk 12,8–9, hvor Jesus siger «Menneskesønnen» og «Guds engle». Matthæus har «min Far, som er i himlene», hvilket understreger Sønnens særlige forhold til Faderen. Ordene peger frem mod den yderste dom, hvor Kristus selv er vidnet. Peters fornægtelse (Matt 26,69–75) og genindsættelse (Joh 21,15–19) er den bedste kommentar til, at advarslen ikke lukker døren for den, der vender om.
• v. 10,35–36 Ordene hentyder til Mika 7,6, hvor profeten klager over, at sønner foragter fædre, og at en mands husfolk er hans fjender. Hos Mika er det et billede på en opløst tid; Jesus siger, at hans komme vil føre den samme splittelse med sig. Splittelsen er ikke et mål i sig selv, men det, der sker, når nogle tror og andre ikke gør (jf. Luk 2,34–35).
• v. 10,38 Korsbæring var en kendt romersk praksis: Den dømte bar selv tværbjælken ud til retterstedet. Disciplene har altså hørt et billede på at gå i døden som foragtet. Ordet står her, før Jesus har forudsagt sin lidelse og død (Matt 16,21; korsfæstelsen nævnes i Matt 20,19), og gentages i Matt 16,24, hvor Jesus også siger «fornægte sig selv». Efter påske kunne menigheden ikke høre ordet uden at tænke på Kristi eget kors.
• v. 10,39 Ordet om at finde og miste livet står i alle evangelier i forskellige former (Matt 16,25; Mark 8,35; Luk 9,24; 17,33; Joh 12,25). Det er et af de Jesusord, der er overleveret oftest. Det græske ψυχή kan betyde både det jordiske liv og sjælen; ordspillet bygger på, at det samme ord dækker begge dele.
• v. 10,41 «Fordi han er en profet» gengiver εἰς ὄνομα προφήτου, «i en profets navn», dvs. fordi han er profet. Det afgørende er, at man tager imod ham som Guds sendebud og ikke af andre grunde. «En profets løn» er ikke en løn, man gør krav på, men at få del i det samme gode, som Gud giver profeten. Tanken kan minde om enken i Sarepta, der tog imod Elias (1 Kong 17), og kvinden i Shunem, der tog imod Elisa (2 Kong 4,8–37).
• v. 10,42 «En af disse små» (τῶν μικρῶν τούτων) er disciplene selv, de små og uanselige sendebud (jf. Matt 18,6; 25,40). Luther oversatte «en af disse mindste». «Koldt» står alene i det græske; «vand» er underforstået. «Skal virkelig ikke miste» gengiver den stærke nægtelse οὐ μή. Pointen er den mindste tjeneste: Selv den glemmer Gud ikke.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, hvor let vi tier om Kristus, når det koster noget. Vi bekender ham gerne i kirken juleaften, men på arbejdet, i familien eller blandt venner vælger vi ofte freden frem for sandheden. Jesus siger det lige ud: Den, der elsker far eller mor, søn eller datter mere end ham, er ham ikke værdig. Det rammer også de gode ting, vi holder af, når vi gør dem til det højeste. Og den, der griber sit liv for at sikre det, mister det. Loven viser her, at intet menneske af sig selv er Kristus værdig. Den, der fornægter ham, står uden en talsmand for Faderen.

Evangeliet: Evangeliet ligger i Kristi eget løfte: «Ham skal jeg også bekende over for min Far.» Han, der blev født i Betlehem, står selv frem for Faderen og siger: Han er min. Det gør han ikke, fordi vi har været modige, men fordi han selv tog korset og mistede sit liv for vor skyld. Derfor er det ham, der gør værdig. Livet, der mistes for hans skyld, findes hos ham. Og selv det mindste – et bæger koldt vand til en af hans små – glemmer han ikke. Stefanus så himlen åben og Jesus ved Guds højre hånd; det samme løfte gælder den, der tror.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Stefans dag (ApG 6–7): I prædikenen på 2. juledag lærer Luther af Stefanus, at den, der bekender Kristus åbent, skal regne med modstand. Bekendelsen giver ikke magt eller rigdom; man må sætte liv og gods på spil, fordi Kristi ære står på spil.
  «Hvis vi vil bekende vor tro og ære Kristus åbent for folk med vor bekendelse, så slår det ikke fejl – Djævelen vil vække nogle, som vil give dig nok at bestille» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23–27): Luther citerer Matt 10,34–36 i afsnittet før og siger, at ufreden følger, så snart Kristus kommer i skibet. Derfor skal man tænke sig om i forvejen og ikke blive forskrækket, når forfølgelsen kommer.
  «Men alt dette tjener til, at du i forvejen tænker dig godt om, om du vil være kristen eller ej.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium, 25. forelæsning: Walther udlægger Matt 10,34: Kristus har ikke behag i strid, men hans lære deler menneskene, når den forkyndes ret. Derfor kan en tro præst ikke købe fred ved at tie om vildfarelsen.
  «Min lære er af en sådan art, at der umuligt kan blive ved med at være fred blandt menneskene, hvor den bliver forkyndt ret, med ja og nej.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv og korset: Pieper skelner mellem almindelig plage og korset: Korset er den lidelse, der rammer de kristne, fordi de følger og bekender Kristus. Det indebærer afkald på fred, ære, familiens venskab og livet (med henvisning til Matt 10,34–37).
  «Korset kommer over de kristne som kristne, nemlig når de udøver deres kristne kald i verden» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv og korset: Med henvisning til Matt 10,38–39 siger Pieper, at kors og kristendom ikke kan skilles. Men korset skal man ikke selv vælge; det lægger Gud på, og han giver kraften til at bære det.
  «Den, der ikke bærer sit kors, er heller ikke en kristen; for han er ikke ligedannet med sin Mester Kristus.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: De gode gerningers store værdi: Med henvisning blandt andet til Matt 10,42 siger Pieper, at Gud kroner de kristnes gerninger med en evig nådeløn. Lønnen er ikke en fortjeneste, men Guds nåde over det, han selv har virket.
  «Det er også talt skriftmæssigt, når det siges om gode gerninger, at de er mere værd end himmel og jord. For himmel og jord forgår, men de kristnes gode gerninger bliver.» Læs teksten

Prædikenspor

Han kendes ved os for Faderen

Sporet følger teksten fra første til sidste vers. Hovedtanken er, at alt i teksten hviler på Kristi løfte i v. 32. Første trin: Hvad vil det sige at bekende Kristus i dag, og hvor tier vi? Her bruges Stefanus som dagens eksempel (ApG 7). Andet trin: Sværdet, korset og prisen – Jesus skjuler ikke, at det koster, og loven viser, at ingen af os er ham værdig. Tredje trin: Barnet i krybben er den samme, som går i døden for os og bekender os for Faderen. Derfor er det ham, der gør os værdige, og selv det mindste bæger vand er set af Gud. Prædikenen ender i løftet, ikke i kravet.

Julefred og sværd

Et tematisk spor, der tager fat i spændingen mellem englenes «fred på jorden» juleaften og Jesu ord: «Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.» Første trin: Den fred, Kristus bringer, er fred med Gud, ikke at alle mennesker bliver enige; den fred kan sætte skel, også i familien. Andet trin: Stefanus’ død dagen efter juledag viser, hvad det kan koste. Hvor ufreden kommer af vores egen synd, må vi ikke kalde det et kors. Tredje trin: Midt i ufreden har den troende freden med Gud, fordi Kristus har båret korset for os. Den fred kan ingen tage.

Når familien ikke forstår

Et sjælesørgerligt spor for dem, der oplever, at troen skiller dem fra nogen, de holder af, eller som føler skyld, fordi de har tiet. Første trin: Jesus kender splittelsen i hjemmet og har selv sagt det på forhånd; den, der lider under den, er ikke alene og har ikke gjort noget forkert ved at tro. Andet trin: Teksten kalder ikke til at bryde med familien, men til at sætte Kristus først, så kærligheden til de nærmeste får sin rette plads under ham. Tredje trin: For den, der har fornægtet, er Peter løftet: Kristus kalder tilbage og tilgiver. Han, der bekender os for Faderen, bærer også os, når vi er svage.

Lærepunkter i teksten

• Helliggørelsen – Korset og efterfølgelsen (v. 38–39) beskriver det kristne liv som et liv under korset, hvor den gamle Adam må dø.
• De gode gerninger – Løftet om løn for et bæger koldt vand (v. 42) rejser spørgsmålet om nådelønnen og troens gerninger.
• Prædikeembedet – Den, der tager imod sendebuddet, tager imod Kristus og Faderen (v. 40): Kristus taler gennem dem, han sender.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Advarslen om at fornægte Kristus (v. 33) rejser spørgsmålet om at blive i troen og om frafald.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 100 Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle – Julesalme til 2. juledag: Kristi fødsel som glæde for alle, også midt i kampen.
• 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe – Kingos salme om glæde og sorg side om side – julens fryd og Stefanus’ død.
• 604 Det koster mer, end man fra først betænker – Om efterfølgelsens pris, som Jesus beskriver i v. 37–39.
• 207 Jesus, jeg dit kors vil holde – At tage korset og følge Kristus (v. 38) ud fra hans eget kors.
• 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger – Tillid til Kristus, når det koster at høre ham til; afslutning i løftet.