Matt 23,34–39

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen på Jesu store tale mod de skriftlærde og farisæerne i Matt 23. Den bliver holdt i templet i Jerusalem i dagene før påske, efter indtoget (Matt 21) og stridssamtalerne med folkets ledere. Efter vé-råbene over de skriftlærde og farisæerne taler Jesus her om de sendebud, som han selv sender, og om, hvordan de vil blive modtaget: dræbt, korsfæstet, pisket og forfulgt. Så går dommen over i en klage over Jerusalem, der ikke ville lade sig samle. Lige efter forlader Jesus templet og forudsiger dets ødelæggelse (Matt 24,1–2). Teksten er evangelium på 2. juledag i 1. tekstrække; dagen er også Sankt Stefans dag, og epistlen fortæller om Stefanus, som blev stenet (ApG 6–7). Det giver dagen sin skarpe kontrast: Dagen efter at vi har fejret barnet i krybben, hører vi, hvordan verden tager imod Guds sendebud, og hvor alvorligt Guds Søn har villet samle sit folk.

Opbygning

1. 23,34 Jesus sender sine sendebud, og de bliver forfulgt
2. 23,35 Alt det retfærdige blod kommer over denne slægt
3. 23,37 Klagen over Jerusalem: «Hvor ofte har jeg villet»
4. 23,38 Huset efterlades øde – og løftet om at se ham igen

Græske nøgleord

• ἀποστέλλω (G649, v. 23,34) – ἀποστέλλω, sende (ud): Jesus siger i nutid «jeg sender» med eftertryk på «jeg» (ἐγώ). Han taler ikke som en profet, der selv er sendt, men som den, der sender profeter, vise og skriftlærde. Han træder altså ind på Guds plads (sml. Luk 11,49: «Guds visdom»). Samme ord står i v. 37 om «dem som er sendt til dig» (perfektum participium): Jesus er den, der hele tiden har sendt sine bud.
• αἷμα (G129, v. 23,35) – αἷμα, blod: «alt det retfærdige blod» er en samlet betegnelse for al uskyldigt udgydt blod. Participiet ἐκχυνόμενον («som udgydes») står i nutid og lader drabene fortsætte ind i tilhørernes egen tid. Blodet råber om dom (1 Mos 4,10), men ordet peger også frem mod det blod, som Jesus få dage senere udgyder «til syndernes forladelse» (Matt 26,28), og dér står samme participium: ἐκχυνόμενον. Hebr 12,24 kontrasterer netop Abels blod med Kristi blod.
• ἐπισυνάγω (G1996, v. 23,37) – ἐπισυνάγω, samle (ind til sig): Ordet betyder at samle noget spredt hen til ét sted og står igen i Matt 24,31 om englene, der samler de udvalgte. Det står her to gange: Jesus har villet samle Jerusalems børn, sådan som hønen samler kyllingerne. Pieper forstår det som at samle åndeligt, at bringe til tro. Ordet viser, at evangeliets mål er fællesskab med Kristus selv, ikke blot at undgå dommen.
• θέλω (G2309, v. 23,37) – θέλω, ville: Det samme verbum står to gange over for hinanden: ἠθέλησα, «jeg har villet», og οὐκ ἠθελήσατε, «I ville ikke». Begge er aorist og opsummerer en hel historie. Guds nådevilje er alvorlig og gælder også dem, der går fortabt. Når det ikke lykkes, ligger grunden ikke i en skjult vilje hos Gud, men i menneskets modstand. Verset er derfor et hovedsted i læren om den universelle nåde (gratia universalis).
• ἀφίημι (G863, v. 23,38) – ἀφίημι, lade blive, overlade: Det er det samme verbum, der ellers betyder «tilgive». Her står det i nutid passiv, ἀφίεται: huset bliver forladt og overladt til dem selv. Den guddommelige passiv viser, at det er Gud, der trækker sig tilbage. «Jeres hus» er templet (og byen), som ikke længere kaldes Guds hus. Det er dommen over det folk, som ikke ville samles.
• εὐλογέω (G2127, v. 23,39) – εὐλογέω, velsigne: Εὐλογημένος er perfektum participium passiv, «velsignet (er) han som kommer». Ordene er hentet fra Sl 118,26 og blev råbt ved indtoget (Matt 21,9). Jesus gør dem til den hilsen, hvormed han engang skal tages imod. Velsignelsen ligger hos ham, der kommer; det er ham, Gud har velsignet og sendt. Derfor slutter dommen ikke med en lukket dør, men med et løfte om hans komme.

Eksegetiske noter

• v. 23,34 Parallellen i Luk 11,49 lyder: «Derfor har også Guds visdom sagt: Jeg vil sende dem profeter og apostle.» Hos Matthæus siger Jesus selv «jeg sender». «Profeter og vise og skriftlærde» er jødiske betegnelser, men de peger på Jesu egne sendebud (sml. Matt 10,17 og 13,52). «Korsfæste» gælder Jesus selv og senere nogle af disciplene, «piske i synagogerne» og «forfølge fra by til by» passer på apostlenes skæbne i ApG (Stefanus ApG 7; Paulus 2 Kor 11,24).
• v. 23,35 Abel er det første drab i Bibelen (1 Mos 4,8–10). Zakarias er sandsynligvis præsten Zakarias, Jojadas søn, som blev stenet i templets forgård (2 Krøn 24,20–22), og som døende bad Herren om at se det og kræve det igen. Krønikebøgerne står sidst i den hebraiske bibel, så «fra Abel til Zakarias» betyder fra Bibelens første til sidste martyr. At han kaldes «Barakias’ søn», kan skyldes en sammenblanding med profeten Zakarias (Zak 1,1); udlæggerne har forskellige løsninger. Luk 11,51 har ikke faderens navn.
• v. 23,36 «Denne slægt» (γενεά) er den generation, Jesus taler til. Dommen kom i år 70, da romerne ødelagde Jerusalem og templet. Matt 24,34 bruger samme udtryk. Teksten taler ikke om en kollektiv skyld for jøder til alle tider; den taler om dem, der står imod Guds sendebud, og som derved gør sig til ét med fædrenes synd (v. 31–32).
• v. 23,37 Billedet af hønen og kyllingerne bygger på det gammeltestamentlige billede af Guds vinger som tilflugtssted (Sl 17,8; 36,8; 91,4; Rut 2,12). Jesus taler som Gud selv, der i hele Israels historie har villet samle sit folk. «Hvor ofte» rækker derfor længere tilbage end hans egne besøg i Jerusalem: Han har kaldt gennem alle profeterne. Luther bruger billedet i en prædiken (citeret af Pieper): profeterne og apostlene er Kristi «fjer og vinger», og når Gud sender prædikanter, breder han vingerne ud.
• v. 23,38 Udtrykket minder om Jer 12,7 og 22,5, hvor Herren forlader sit hus og truer med, at det skal blive en ruin. Ordet ἔρημος, «øde», mangler i nogle få gamle håndskrifter (bl.a. Vaticanus), men står i RP og i langt de fleste håndskrifter. Betydningen er den samme: Når Kristus går ud af templet (24,1), er huset forladt af Gud.
• v. 23,39 Citatet er fra Sl 118,26, som folket råbte ved indtoget (Matt 21,9). «Fra nu af» (ἀπ’ ἄρτι) markerer, at Jesu offentlige forkyndelse i templet er slut. Udlæggerne er uenige om, hvorvidt ordet først og fremmest er en dom (de skal se ham som dommer) eller også et håb om, at nogle af Israel vil tage imod ham (sml. Rom 11,25–26). Begge læsninger fastholder, at hans komme er sikkert.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, hvordan mennesket behandler Guds sendebud: Man dræber, korsfæster, pisker og forfølger dem, der kommer med Guds ord. Det er ikke kun en historie om Jerusalem. «I ville ikke» afslører den samme modstand i os: Vi vil gerne have julens barn i krybben, men ikke den Herre, der kalder os til omvendelse og vil samle os under sig. Vi går hellere selv. Loven dømmer også en from religiøsitet, der bygger profeternes grave og pynter templet, men står imod Ordet, når det rammer. Til sidst lyder dommen: Huset efterlades øde. Den, der bliver ved med at afvise Kristus, bliver overladt til sig selv.

Evangeliet: Midt i dommen står Kristi hjerte blottet: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn.» Han vil ikke synderens død; han klager over dem, der går fortabt. Hans vinger er bredt ud over alle, også over os, i dåben, i Ordet og ved nadverbordet. Det retfærdige blod, der råber om dom, bliver overgået af hans eget blod, der udgydes til syndernes forladelse. Det barn, vi fejrede i går, er den Herre, der vil samle os. Stefanus, der døde med bøn for sine mordere, viser, at nåden også rækker til forfølgerne; Saulus, den senere Paulus, stod og så på. Og løftet står fast: Han kommer igen i Herrens navn.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Stefans dag (prædiken over ApG 6–7, ikke over evangeliet): Luther viser, at Stefanus’ hårde ord til rådet om, at de er blevet forrædere og mordere af profeterne, kommer fra Helligånden. Han taler ikke for at gøre sig til ven med dem, men for at vise de ugudelige deres synd og redde Kristi ære – samme anklage som i Matt 23,34–37.
  «han helt glemmer sig selv, sit legeme og sit liv, og alene sætter sig for at redde sin Herre Kristi ære og vise de ugudelige deres synd» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Stefans dag (prædiken over ApG 6–7, ikke over evangeliet): Stefanus beder for dem, der stener ham, og Luther ser det som et tegn på, at ingen synder skal fortvivle. Paulus stod og så på og fik siden nåde. Det er evangeliets modstykke til dommen over dem, der dræber profeterne.
  «så er det et tegn på, at ingen synder skal fortvivle, men håbe på nåde og tilgivelse for sine synder ved Kristus» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde (fodnote med Luther om klukhønen): Pieper citerer Luther om billedet af hønen: Profeterne og apostlene er Kristi vinger, og når Gud sender prædikanter, breder han vingerne ud over os mod Djævelen. Godt stof til prædikenen om v. 37.
  «Og når Gud stadig sender prædikanter og giver sit ord, så breder han vingerne ud, for at vi skal krybe ind under dem» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Matt 23,37 viser, at Guds nåde er alvorlig og virksom. At mange ikke kommer til tro, skyldes ikke, at Gud går forbi dem, men deres vedholdende modstand. Gud, der virker gennem midler, kan modstås.
  «Ἐπισυναγαγεῖν betyder at samle åndeligt, at bringe til tro» Læs teksten
• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige erklæring, art. II: Om den frie vilje: Bekendelsen bruger verset om den, der foragter Ordet: Han lider ingen uret, når Helligånden lader ham gå til grunde i vantroen. Skylden er menneskets, ikke Guds.
  «Men når et sådant menneske foragter Helligåndens redskab og ikke vil høre, sker der ham ingen uret» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Forhærdelsen i v. 38 er ikke et bevis mod Guds alvorlige nåde, men Guds dom over dem, der har foragtet den. Det øde hus kommer efter «hvor ofte har jeg villet».
  «Forhærdelsen er Guds vredesdom over dem, der foragter den nåde, der bydes dem, og modstræber Helligåndens virksomhed.» Læs teksten

Prædikenspor

Fra krybben til stenene

Hovedtanke: 2. juledag sætter julens glæde ved siden af martyrens blod. Barnet i krybben er den Herre, der sender sine bud, og verden tager imod dem, som den tog imod ham. Første trin: teksten læst i lyset af Stefanus. Jesus siger: «Nogle af dem skal I dræbe», og Jerusalem «stener dem, som er sendt til dig», og få år senere sker det. Andet trin: hvorfor verden hader budbringerne. Ordet afslører synden, og det vil vi ikke høre; det gælder også os. Tredje trin: Stefanus beder for sine mordere, og Saulus, der står og ser på, bliver senere Paulus. Sporet ender i evangeliet: Det blod, der råber om dom, bliver overgået af Kristi blod, og hans nåde rækker også til forfølgeren.

Hvor ofte har jeg villet

Sporet følger teksten og samler sig om v. 37. Første trin: Guds lange tålmodighed. Fra Abel til Zakarias har Gud sendt bud og kaldt; han har villet samle sit folk igen og igen. Andet trin: «men I ville ikke». Her kan præsten vise, at vantroen ikke er en skæbne, men en modstand mod Guds alvorlige kald, og at det ikke er Gud, der lukker døren. Det øde hus er dommen over den, der bliver ved med at afvise. Tredje trin: hønens vinger. Kristus breder stadig vingerne ud i Ordet og sakramenterne, og løftet i v. 39 står fast. Sporet slutter med indbydelsen: Kryb ind under hans vinger, mens han kalder.

Under hans vinger

Et sjælesørgerligt spor for dem, der er bange, trætte eller i tvivl om, hvorvidt Gud vil dem. Første trin: billedet af hønen, der kalder på kyllingerne og breder vingerne ud, når høgen kommer. Sådan tegner Kristus sig selv. Luther siger, at når Gud sender prædikanter og giver sit ord, breder han vingerne ud. Andet trin: Faren er ikke, at Gud ikke vil, men at vi løber vores vej. Tvivlen svares ikke med vores egen vilje, men med hans: «Hvor ofte har jeg villet.» Tredje trin: Hvor vingerne er i dag, nemlig i dåben, ved alterbordet og i tilgivelsens ord. Under dem er der ly, også når forfølgelse og død kommer, sådan som Stefanus så himlen åben.

Lærepunkter i teksten

• Guds almene nådevilje – «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn»: Kristi alvorlige vilje til at frelse gælder også dem, der går fortabt.
• Omvendelsen: anger og tro – «I ville ikke»: Mennesket kan stå imod den nåde, der kommer gennem Ordet, men kan ikke selv omvende sig.
• Prædikeembedet – Kristus sender selv profeter, vise og skriftlærde; i dem kalder han og breder sine vinger ud.
• Kristi genkomst og tidens tegn – «Velsignet han som kommer»: Teksten slutter med Kristi sikre komme, der bliver til dom eller frelse.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 104 Et barn er født i Betlehem – Julesalme til 2. juledag: barnet i Betlehem er den Herre, teksten taler om.
• 337 Behold os, Herre, ved dit ord – Luthers bøn om at blive bevaret ved Ordet, når fjender står det imod.
• 174 Jerusalem! i dag din konge græder – Om Kristus, der græder over Jerusalem (Luk 19,41); svarer til klagen i v. 37.
• 50 Under dine vingers skygge – Tager billedet fra v. 37 op: ly under Guds vinger.
• 571 Den store hvide flok vi se – Om martyrerne og de frelste i Himlen; passer til Stefanus og det retfærdige blod.