Matt 2,13–23

Teksten i sammenhæng

Teksten følger direkte efter de vise mænds besøg (Matt 2,1–12). De er draget hjem ad en anden vej, og nu vender Herodes’ trussel sig mod barnet. Fortællingen drives af tre drømme, hvor Herrens engel taler til Josef: flugten til Egypten, hjemrejsen efter Herodes’ død og bosættelsen i Galilæa. Josef siger ikke et ord i teksten; han står op og gør, hvad han får besked på. Imellem står barnemordet i Betlehem. Matthæus binder det hele sammen med tre opfyldelsescitater (v. 15, 17–18 og 23), så læseren ser, at Guds Søn genlever sit folks historie: Egypten, eksilets gråd og den ringe begyndelse i Nazaret. Kristus møder fra begyndelsen verdens fjendskab, men Gud bevarer ham, til hans time kommer. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på julesøndag (søndagen mellem jul og nytår) i 2. tekstrække. Dermed står julens glæde lige op ad lidelsen og truslen. I den gamle tekstrække hørte teksten til de uskyldige børns dag den 28. december.

Opbygning

1. 2,13 Englen sender Josef på flugt til Egypten
2. 2,16 Herodes lader drengene i Betlehem dræbe
3. 2,19 Hjemrejsen efter Herodes’ død
4. 2,22 Bosættelsen i Nazaret

Græske nøgleord

• παραλαμβάνω (G3880, v. 2,13) – παραλαμβάνω, tage med sig, tage til sig. Ordet går igen fire gange (v. 13, 14, 20, 21) og altid med samme genstand: «barnet og dets mor». Det er det samme ord som i Matt 1,20.24, hvor Josef tager Maria til sig. Josefs tjeneste er at tage imod og tage vare på det, Gud har lagt i hans hænder. Barnet nævnes først; det er om ham, det hele drejer sig.
• φεύγω (G5343, v. 2,13) – φεύγω, flygte. Befalingen er kort og skarp (φεῦγε), og den følges af «bliv dér, indtil jeg siger til»: Josef får ikke at vide, hvor længe. I v. 14 står ἀνεχώρησεν, «drog bort», som også bruges om de vise mænd (v. 12). Guds Søn begynder sit liv på jorden som flygtning. Han, der skal frelse sit folk (Matt 1,21), redder ikke sig selv med magt, men lader sig føre bort. Det er en del af hans fornedrelse.
• πληρόω (G4137, v. 2,15) – πληρόω, opfylde. Matthæus bruger det i fast formel: «for at det skulle opfyldes, som er talt af Herren ved profeten». Passiv (πληρωθῇ) peger på Gud som den, der handler. Ordet betyder mere end at en forudsigelse slår til: det, Gud begyndte i Israels historie, når sit mål i Kristus. I v. 17 mangler ἵνα; barnemordet er ikke Guds hensigt, men det sker ikke uden for hans ord.
• παρακαλέω (G3870, v. 2,18) – παρακαλέω, trøste (her i passiv: lade sig trøste). Rakel «ville ikke» (imperfektum ἤθελεν, en vedvarende vægring) lade sig trøste, «for de er ikke mere». Sorgen tages alvorligt og dækkes ikke over med lette ord. Det samme verbum bruges i saligprisningen «Salige er de, som sørger, for de skal trøstes» (Matt 5,4). Trøsten kommer ikke ved at glemme tabet, men fra ham, som blev reddet ud af Betlehem for senere at gå i døden.
• ζητέω (G2212, v. 2,20) – ζητέω, søge, stræbe efter. I v. 13 vil Herodes «søge efter» barnet for at dræbe det, og i v. 20 er «de, som stræbte efter barnets liv», døde. Participiet i præsens beskriver en vedvarende jagt. Men jagten ender, og jægerne dør, mens barnet lever. Udtrykket «stræbe efter livet» genlyder Guds ord til Moses (2 Mos 4,19).
• Ναζωραῖος (G3480, v. 2,23) – Ναζωραῖος, nazaræer, en fra Nazaret. Nazaret nævnes ikke i Det Gamle Testamente og var en ubetydelig landsby (jf. Joh 1,46). At blive kaldt «nazaræer» var derfor ingen hædersbetegnelse. Senere blev det navnet på Jesus i hans lidelse (Matt 26,71; Joh 19,19) og på de kristne (ApG 24,5). Futurum passiv (κληθήσεται) siger, at det er et navn, andre giver ham.

Eksegetiske noter

• v. 2,13–15 Matthæus lader Jesu barndom minde om Moses: Farao lod de hebraiske drenge dræbe (2 Mos 1,22), og Moses måtte flygte for kongen. Men retningen er vendt om: nu er Egypten tilflugtsstedet, og Israels egen konge er forfølgeren. Josef, der får Guds vejledning i drømme og fører familien til Egypten, minder om patriarken Josef (1 Mos 37–50).
• v. 2,15 Citatet er fra Hos 11,1, hvor Gud taler om Israel, som han kaldte ud af Egypten. Matthæus ser ikke bort fra den sammenhæng, men læser den i lyset af Kristus: Israel kaldes Guds førstefødte søn (2 Mos 4,22), og i Jesus er Sønnen selv kommet. Han gennemlever sit folks vej og bliver den trofaste søn, Israel ikke var. Bemærk, at citatet står, før familien vender hjem (v. 21).
• v. 2,16 Josefus nævner ikke barnemordet, men han beskriver Herodes’ sidste år som præget af mistanke og drab, også på hans egne sønner og hustru. Betlehem var en lille by, så tallet på drengene under to år har sandsynligvis været ret lille; legenders høje tal har ingen støtte i teksten. «Fra to år og derunder» viser, at der var gået nogen tid siden stjernens fremkomst (v. 7).
• v. 2,17–18 Citatet er fra Jer 31,15. Rakels grav lå ved vejen til Betlehem (1 Mos 35,19), og Rama var ifølge Jer 40,1 det sted, hvorfra de bortførte blev sendt i eksil. Jer 31 fortsætter med trøst, hjemkomst og løftet om en ny pagt (Jer 31,16–17.31–34). RP har tre led (θρῆνος καὶ κλαυθμὸς καὶ ὀδυρμός), den kritiske tekst kun de to sidste, som DFB følger. Krauth noterer, at Luther her tog «klage» med efter den græske tekst, hvor Vulgata kun har to led.
• v. 2,22 Arkelaos, en søn af Herodes, fik Judæa, Samaria og Idumæa, men ikke kongetitel; «herskede som konge» gengiver βασιλεύει løst. Han var kendt for sin hårdhed og blev afsat af kejser Augustus år 6 e.Kr. Galilæa lå under hans bror Herodes Antipas. Josef handler ikke kun ud fra egen frygt, men får igen Guds anvisning i en drøm.
• v. 2,23 Der findes intet gammeltestamentligt sted, der siger «han skal kaldes nazaræer». Derfor skriver Matthæus «ved profeterne» i flertal og indleder med ὅτι, ikke med «som sagde». Mange udlæggere hører et ordspil på hebraisk nezer, skud (Es 11,1; jf. Zak 6,12 om Spiren), og samtidig profeternes billede af den foragtede Messias (Es 53,2–3). Pieper henviser til Stöckhardts gennemgang af stedet, der netop kobler det til Es 11,1 og Zak 6,12.

Lov og evangelium

Loven: Herodes er ikke et uhyre langt fra os. Han frygter for sin magt og vil hellere ofre andres børn end afgive sin plads. Som Luther siger, gav han sagen et pænt skin, så den ikke lignede tyranni, men en nødvendig straf. Sådan gør vi også, når Kristus kommer for nær: Vi forsvarer det, der er vores, og kalder vores selvhævdelse fornuft. Teksten viser, hvor langt synden går, når mennesket vil være sin egen konge. Den viser også, at verden ikke er uskyldig over for Kristus. Den julesøndag, der følger efter julens fest, rammer os med spørgsmålet: Har vi plads til en konge, der ikke er os selv?

Evangeliet: Gud holder hånden over barnet. Herodes’ sværd når ikke frem til ham, for Herrens engel er der først. Den Søn, Gud kaldte ud af Egypten, går hele vejen med sit folk, ind i flugt, fremmedskab og en foragtet landsby, så ingen menneskelig nød er ham fremmed. Han reddes ikke for at slippe for døden, men for at dø på det rette tidspunkt for os, også for Betlehems børn. Det gode nye er, at tyrannerne dør, men barnet lever. Den, der hører, kan derfor vide: Ondskaben har ikke det sidste ord, og Rakels gråd bliver ikke stående uden svar.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: De uskyldige børns dag (28. december): Luther peger på, at Herodes’ anslag lykkes over for de forsvarsløse børn, men slår helt fejl over for det barn, det gjaldt. Gud er ét skridt foran tyrannen.
  «For før de begynder at myrde, er Jesusbarnet allerede ude af landet, i sikkerhed, hvor Herodes ikke kan gøre ham noget.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: De uskyldige børns dag (28. december): Forfølgelsen kan ikke kvæle evangeliet, men giver det tværtimod anledning til at brede sig. Luther bruger billedet af at puste i asken.
  «Når de udgyder uskyldigt blod, så skal det kristne blod være som gødning, der gøder ageren, så den bliver fed og bærer godt.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: De uskyldige børns dag (28. december): Over for verdens øjne, der kun ser en jammerlig sag, sætter Luther Ordet: Børnene dør for Kristi skyld, og han dør for dem. Det giver sjælesørgerisk trøst ved børns død.
  «For de dør for Kristi skyld, som også dør for dem og med sin død hjælper dem fra synden og den evige død» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrift: Pieper bruger formlen i Matt 2,15 («talt af Herren ved profeten») som bevis for, at Det Gamle Testamente er Guds eget ord, og at begivenhederne sker, som Skriften har sagt.
  «Må alt ske, som står skrevet i Skriften, så kan Skriften ikke være menneskers ord, men må være hans ord, som har alt i himlen og på jorden i sin hånd» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Samtale om profeterne: Om Kristi flugt til Egypten: Rhegius forklarer Hos 11,1 sådan, at Gud førte Israel ud af Egypten for Kristi skyld, og at det samme mønster gentages, når Kristus selv føres hjem fra Egypten.
  «Og siden, da Frelseren Kristus var født i tidens fylde og for en tid var flygtet til Egypten for barnemorderen Herodes' had, førte Gud ham tilbage fra Egypten til Israels land.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi to stande: Jacobs regner livet i Nazaret og navnet «nazaræer» med til Kristi fornedrelse.
  «Han blev foragteligt kaldt «en nazaræer» af de mere dannede i sin slægt og sit folk.» Læs teksten

Prædikenspor

Tre drømme og en lydig mand

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at Gud leder sit folk gennem sit ord, også når vejen går mod det ukendte. Første trin: Englen sender Josef til Egypten om natten. Josef siger intet, men står op og tager barnet og moderen med sig; han lever på et ord. Andet trin: Herodes’ raseri rammer Betlehem, og Rakels gråd lyder igen. Teksten skjuler ikke ondskaben. Tredje trin: Herodes dør, og barnet lever. Gud fører Sønnen hjem og ind i det ringe Nazaret, som Skriften har sagt. Sporet fører frem til evangeliet: Den, Gud bevarede i barndommen, er den, der senere gik i døden for os, og hans ord leder os også gennem det nye år.

Kongen, der ikke vil dele magten

Et tematisk spor om magt og frygt. Herodes kan ikke tåle en anden konge, og ifølge Luther lod han drabet ligne en nødvendig straf. Første trin: Vis, hvordan frygten for at miste sin plads gør mennesket hårdt, også i det små: i familien, på arbejdet, over for Gud. Andet trin: Stil den anden konge op over for ham: et barn uden magt, en flygtning, en nazaræer. Han tager ikke riget fra nogen, men giver det evige rige. Tredje trin: Evangeliet er, at denne konge ikke kommer for at tage vores liv, men for at give sit eget. Derfor kan vi overgive ham tronen uden frygt.

Rakel græder

Et sjælesørgerisk spor til dem, der sørger, også over et barn. Hovedtanken er, at Bibelen ikke skynder sig forbi sorgen. Første trin: Rakel vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Gråden får lov at stå, og julens glæde fjerner den ikke. Andet trin: Jeremias’ ord fortsætter i Jer 31 med løftet om hjemkomst og en ny pagt, og Matthæus peger på, at Kristus er dette løftes opfyldelse. Tredje trin: Med Luther kan vi sige, at børnene dør for Kristi skyld, og at han dør for dem og hjælper dem fra den evige død. Trøsten er ikke en forklaring, men en person, der selv gik ind i døden og står op.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Gud styrer begivenhederne gennem engel, drømme og endda de vise mænds gaver, så barnet bevares midt i ondskaben.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Guds Søn er flygtning, fremmed i Egypten og vokser op i det foragtede Nazaret: fornedrelsen begynder i vuggen.
• Skriftens inspiration – Tre gange «det, som er talt af Herren ved profeten»: Skriftens ord er Guds ord og går i opfyldelse.
• Kirken – Luther ser i teksten, hvordan verden forfølger Kristus og hans kirke, og hvordan Gud alligevel bevarer Ordet og kirken.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 104 Et barn er født i Betlehem – Julesalme om barnet fra Betlehem; passer til julesøndagens sted mellem jul og nytår.
• 140 I Nazaret, i trange kår – Om Jesu opvækst i det ringe Nazaret; tager tekstens slutning op.
• 662 Hvad kan os komme til for nød – Trøst og tillid til Guds beskyttelse midt i fare, som da barnet blev bevaret.
• 675 Gud, vi er i gode hænder – Om at være i Guds hænder; godt efter fortællingen om Guds ledelse.
• 33 Han, som har hjulpet hidindtil – Om Guds omsorg gennem tiden; passer ved årsskiftet og til Guds ledelse af Josef.