Luk 2,25–40

Teksten i sammenhæng

Teksten følger lige efter Jesu omskærelse og navngivning (Luk 2,21) og hører sammen med fremstillingen i templet (Luk 2,22–24). Maria og Josef bringer den førstefødte op til Jerusalem for at gøre, som loven foreskriver (2 Mos 13,2.12; 3 Mos 12). Dér møder de to gamle mennesker, der længe har ventet: Simeon, som Helligånden har lovet, at han skal se Herrens salvede, og profetinden Anna, der tjener Gud i templet nat og dag. Simeon tager barnet i armene og lovpriser Gud med sin lovsang (Nunc dimittis). Derefter taler han til Maria om fald og oprejsning og om sværdet. Anna lovpriser også Gud og fortæller om barnet til alle, der venter på forløsning. Til sidst rejser familien hjem til Nazaret, og barnet vokser. Hos Lukas er det den ventende rest i Israel, der kender Messias i et lille barn. Teksten er prædiketekst på julesøndag i 1. tekstrække. I den gamle tekstrække hørte v. 22–32 til kyndelmisse, og Huspostillen prædiker over v. 33–40 på søndagen efter jul.

Opbygning

1. 2,25 Simeon venter på Israels trøst
2. 2,29 Simeons lovsang
3. 2,33 Fald og oprejsning – og sværdet
4. 2,36 Profetinden Anna
5. 2,39 Hjem til Nazaret: barnet vokser

Græske nøgleord

• παράκλησις (G3874, v. 2,25) – παράκλησις, trøst: Ordet kan betyde opmuntring, formaning og trøst. Her er det navnet på det, Israel venter på: Guds trøst ved Messias, som Es 40,1 og 49,13 lover hans folk. Simeon venter ikke på bedre tider, men på en person. Participiet προσδεχόμενος (præsens) beskriver en vedvarende, tålmodig venten. Samme verbum bruges i v. 38 om dem, Anna taler til.
• ἀπολύω (G630, v. 2,29) – ἀπολύω, lade gå, løslade: Verbet bruges om at sætte en fange eller en træl fri og også om at dø. Sammen med δοῦλος (træl, tjener) og δεσπότης (herre, ejer) tegner Simeon sig som en tjener på vagt, der nu får lov at gå af. Præsens ἀπολύεις sammen med «nu»: Da løftet er opfyldt, lader Gud sin tjener gå. Døden bliver en afløsning i fred, ikke en dom.
• σωτήριον (G4992, v. 2,30) – σωτήριον, frelse: Intetkønsformen af adjektivet «frelsende» betegner det, der frelser, Guds frelse. Ordet står i Septuaginta i Es 40,5 (citeret i Luk 3,6) og Es 52,10: alle skal se Guds frelse. Simeon har ikke set en lære eller en begivenhed, men et barn. Frelsen har en krop, man kan holde i armene. Aoristen εἶδον siger, at han nu har set den.
• πτῶσις (G4431, v. 2,34) – πτῶσις, fald: Ordet står sammen med ἀνάστασις, oprejsning, det ord, der ellers bruges om opstandelsen. Barnet «er sat» (κεῖται, der fungerer som perfektum passiv af «at lægge»: Gud har lagt ham dér) som en sten, man enten snubler over eller rejser sig ved, jf. Es 8,14–15 og 28,16. Det er «mange i Israel», Guds eget folk, der stilles over for ham. Ingen kan forholde sig neutralt. Luther ser, at de, der rejses op, er de syndere, der kender deres fald.
• ἀντιλέγω (G483, v. 2,34) – ἀντιλέγω, modsige: Participiet ἀντιλεγόμενον er præsens passiv: et tegn, der bliver talt imod, igen og igen. Jesus skal ikke bare overses, men modsiges. Sådan går det ham gennem hele evangeliet frem til korset, og sådan går det hans ord, når det prædikes. Modsigelsen viser ikke, at Ordet har tabt, men hører med til det, Simeon forudsiger.
• λύτρωσις (G3085, v. 2,38) – λύτρωσις, forløsning: Ordet hører til løsesummens sprog (λύτρον) og betyder at blive købt fri. I Septuaginta bruges ordgruppen om Guds udfrielse af sit folk, og Zakarias bruger samme ord i Luk 1,68. Lige før er barnet fremstillet for Herren som den førstefødte, der efter loven skulle løses (2 Mos 13,13; 4 Mos 18,15–16). Lukas nævner ikke løsesummen, men pointen ligger nær: Den førstefødte, som loven gør krav på, er selv den, der skal forløse Israel.
• χάρις (G5485, v. 2,40) – χάρις, nåde: Guds nåde, hans gunst og velbehag, «var over» barnet (ἦν, en varig tilstand). Lukas siger næsten det samme i 2,52. Samtidig voksede barnet og blev styrket (imperfektum ηὔξανεν, ἐκραταιοῦτο): en virkelig menneskelig vækst. Den, der er Guds frelse, lever et almindeligt barneliv i Nazaret, og hele vejen hviler Faderens velbehag på ham.

Eksegetiske noter

• v. 2,25–26 «Israels trøst» henter sit sprog fra Esajas’ trøstebog (Es 40,1; 49,13; 52,9). «Herrens salvede» er Messias-titlen, jf. Sl 2,2. Helligånden er «over» Simeon, som den var over profeterne i Det Gamle Testamente; Lukas samler ved Jesu fødsel mange, der fyldes af Ånden (Elisabet, Zakarias, Simeon). Simeon kaldes ikke præst, men retfærdig og gudfrygtig: en troende lægmand.
• v. 2,29–32 Simeons lovsang er vævet af Esajas: Guds frelse for alle folkeslag (Es 52,10), lyset for hedningerne (Es 42,6; 49,6) og herligheden for Israel (Es 46,13). Lovsangen blev tidligt en del af kirkens aftenbøn (completorium). Den danske kirkeordinans af 1539 lader den synge til aftensang og ved begravelser, så den er gammelt dansk kirkegods.
• v. 2,33 Tekstkritik: RP har «Josef og hans mor» (Ἰωσὴφ καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ), mens den kritiske tekst og Den Frie Bibel har «hans far og mor». Det ændrer ikke læren: Lukas har tydeligt fortalt om jomfrufødslen (1,34–35) og kalder selv Maria og Josef «forældrene» (2,27.41), og Maria siger «din far» i 2,48. Luther (Huspostillen) forklarer, at Lukas her taler, som folk almindeligvis talte.
• v. 2,34–35 Billedet af stenen, man falder over eller rejser sig ved, kommer fra Es 8,14–15 og 28,16 og bruges igen i Rom 9,33 og 1 Pet 2,6–8. Sværdet gennem Marias sjæl forstås ofte om hendes smerte ved korset (Joh 19,25). Luther siger, at ordet er skrevet til lærdom for os: Når evangeliet kommer, bliver verdens skjulte modstand afsløret, og det gør ondt. Ordet διαλογισμοί (tanker) har hos Lukas næsten altid en negativ klang (5,22; 6,8; 9,47; 24,38).
• v. 2,36–37 Anna er af Asers stamme, en af de nordlige stammer; også dér findes der en trofast rest. Det græske i v. 37 kan læses på to måder: Hun var enke og nu ca. 84 år, eller hun havde været enke i 84 år (så hun måtte være over 100). De fleste oversættelser vælger det første. Hun er en af få kvinder i NT, der kaldes profetinde.
• v. 2,38 Tekstkritik: RP har «priste Herren» og «alle, der ventede på forløsning i Jerusalem». Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har «priste Gud» og «Jerusalems forløsning». Den kritiske læsning ligger tæt op ad Es 52,9, hvor trøst og forløsning af Jerusalem står sammen, og knytter dermed Annas ord til Simeons «Israels trøst» (v. 25).
• v. 2,40 Tekstkritik: RP har «blev styrket i ånden» (πνεύματι), som i 1,80 om Johannes. Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har kun «blev stærkt». Verset svarer til 2,52 og viser, at Guds Søn levede et sandt menneskeliv med vækst og modning. Han havde ikke blot et menneskes skikkelse.

Lov og evangelium

Loven: Teksten siger, at Jesus er «sat til fald» for mange og er et tegn, der modsiges. Det er ikke hedningerne, men «mange i Israel», Guds eget folk, der falder over ham: dem, der har templet, loven og ofrene og derfor mener, at de ikke trænger til et lille barn som frelser. Hjerternes tanker skal komme frem. Også vores fromhed kan dække over en modstand mod Gud, som først bliver synlig, når Kristus kommer med sit ord. Teksten rammer også den, der frygter døden: Uden «Herrens salvede» kan ingen sige «i fred», for døden er syndens løn og fører frem for dommen. Og den rammer den kolde tro, der kender juleevangeliet udenad, men aldrig undrer sig over det.

Evangeliet: Guds frelse har en krop. Simeon tager barnet i sine arme og siger: «Mine øjne har set din frelse.» Den frelse har vi ikke selv fundet på; Gud «har beredt» den «for alle folkeslagene», som et lys for hedningerne, altså også for os. Derfor kan en gammel mand gå bort «i fred efter dit ord». Freden hviler på Guds løfte, ikke på et godt levnet. Barnet er sat til oprejsning for mange: Den, der er faldet og ved det, bliver rejst op ved ham. Anna viser, at denne nyhed skal fortælles videre til alle, der venter på forløsning. Den samme Kristus kommer til os i Ordet og i nadveren, så vi i dag kan tage imod ham som Simeon.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Kyndelmisse (Mariæ renselsesdag), 2. prædiken om den gamle Simeon: Simeons fred i døden er ikke naturlig ro. Den kommer af, at han holder sig til den Frelser, Gud selv har indsat til at bære vore synder. Den, der stoler på noget andet, får et angst hjerte, når døden kommer.
  «Den, der vil slippe fra døden og blive fri for synden, skal holde sig her til denne Frelser, som Gud selv har indsat til at tage vore synder på sig» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Søndag efter jul: Forældrenes undren i v. 33 er ikke tvivl, men et tegn på stor tro. Jo fastere man tror, at barnet er vor Frelser, jo mere undrer man sig og glæder sig over ham.
  «jo fastere man tror, at en ting er Guds ord og gerning, jo mere undrer man sig over den og bliver glad for den» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Søndag efter jul: Kristus er ikke kun sat til fald, men også til oprejsning. Den kristne skal ikke lade sig anfægte af dem, der tager anstød, men se på den mindre flok: de syndere, der forskrækkes for Guds vrede og holder sig til barnet. Dem gør han hellige og retfærdige.
  «Se i stedet på den anden hob, selv om den er mindre: dem, som rejser sig ved ham, nemlig de stakkels syndere, der af hjertet forskrækkes for Guds vrede og dom» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Den saksiske bekendelse (1551): Om kirken: Bekendelsen bruger Simeon, Anna og de andre omkring Jesu fødsel som eksempel på, at kirken kan være en lille flok, der holder fast ved den rene lære, mens farisæere og saddukæere går fejl. Gud bevarer altid en rest.
  «Sådan udgjorde Zakarias, Simeon, Josef, Elisabet, Maria, Anna, hyrderne og mange andre kirken på Marias tid.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den timelige død: Pieper nævner Simeon (Luk 2,29) som eksempel på en troendes død og citerer Luther: Når skrækken for døden er taget bort, er døden ikke længere død, men en søvn.
  «Hvor skrækken ikke er, dér er døden ingen død, men en søvn» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den meddelte alvidenhed: Om Luk 2,52, som v. 40 forbereder: Jesu vækst i visdom var en virkelig vækst efter den menneskelige natur i fornedrelsens stand, ikke et skuespil. Guds Søn levede et sandt menneskeliv.
  «Når Skriften beretter, at Jesus gik frem i visdom, προέκοπτεν σοφίᾳ, så skal det ikke forstås om en blot tilsyneladende, men om en virkelig vækst» Læs teksten

Prædikenspor

Nu lader du din tjener gå bort i fred

Julesøndag ligger ved årsskiftet, hvor mange tænker på tiden, der går, og på dem, de har mistet. Sporet er sjælesørgerligt. Først: Simeon venter længe og lever på et løfte. Ventetiden er ikke spildt, når den hviler på Guds ord. Dernæst: Han ser barnet og kan gå bort i fred. Det er ikke, fordi hans liv er fuldendt, men fordi frelsen er set og holdt i armene. Uden ham er døden syndens løn, med ham er den en afløsning. Til sidst: Vi ser ham ikke med legemlige øjne, men i Ordet og sakramenterne, og som Luther siger i Huspostillen, havde Simeon intet forspring for os: Det legemlige syn hjalp ham ikke, han måtte tro, at barnet var Frelseren. Derfor har kirken sunget hans lovsang til aften og ved grave, og derfor kan vi også få fred.

Sat til fald og oprejsning

Sporet følger Simeons ord til Maria og viser, at julens barn ikke er ufarligt. Først: Barnet er et tegn, der modsiges. Det gik sådan dengang, og det går sådan i dag, når Kristus prædikes som den eneste Frelser. Dernæst: Hjerternes tanker kommer frem. Det er Guds folk, de fromme og vise, der falder over ham, og loven rammer også vores egen sikre kristendom, der ikke synes at trænge til nåde. Til sidst: Han er sat til oprejsning for mange. Den, der kender sit fald, må holde sig til ham som hjørnestenen og bliver ikke til skamme. Evangeliet er, at faldne syndere bliver rejst op ved barnet. Sværdet og modstanden hører med, men de får ikke det sidste ord.

Et lys for folkene – også for os

Et tematisk spor om Guds frelse for alle. Først: Simeon kalder barnet «din frelse», som Gud har beredt for alle folkeslagene, et lys til åbenbaring for hedningerne. Gud er ikke en fjende, der venter på at fordømme, men en Fader, der har gjort alt rede. Den, der går fortabt, lukker sig selv ude ved vantro. Dernæst: Anna kan ikke tie, men fortæller om ham til alle, der venter på forløsning. Kirken er de mennesker, der har set lyset og bærer det videre. Til sidst: Barnet vokser i Nazaret under Guds nåde. Guds Søn går hele menneskelivets vej i det skjulte, for at lyset kan nå helt ind i vores almindelige liv. Evangeliet er, at lyset også er tændt for os.

Lærepunkter i teksten

• Guds almene nådevilje – Gud har beredt frelsen «for alle folkeslagene»; Luther slutter heraf, at Gud vil, at alle skal hjælpes ved Kristus.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Simeons lovsang viser den troendes død: en afløsning i fred efter Guds ord, fordi han har set Frelseren.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Barnet underlægges loven, vokser og bliver styrket: Guds Søn i fornedrelsens stand, sandt menneske.
• Kirken – Simeon og Anna viser kirken som de få, der venter på Guds løfte og kender Kristus i et lille barn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 133 Med fred og fryd jeg farer hen – Luthers gendigtning af Simeons lovsang: teksten selv på vers.
• 104 Et barn er født i Betlehem – Julesalme til kirkeårets tid: glæden over barnet, der er født til frelse.
• 125 Mit hjerte altid vanker – Brorsons julesalme om hjertet, der vil være hos barnet, ligesom Simeon tog det i sine arme.
• 539 Mit lys i mørke, Jesus sød – Jesus som lyset i dødens mørke, som i Simeons lovsang.
• 666 Den grund, hvorpå jeg bygger – Troens faste grund i Kristus alene, hvorpå Simeon bygger sin fred.