Luk 1,46–55

Teksten i sammenhæng

Marias lovsang, Magnificat, står i Lukas’ beretning om Jesu fødsel. Englen Gabriel har bebudet Maria, at hun skal føde Guds Søn (1,26–38), og hun er straks draget op i Judæas bjergland til sin slægtning Elisabeth. Da hun hilser, springer barnet i Elisabeths liv, og Elisabeth, fyldt af Helligånden, priser hende salig, fordi hun troede (1,39–45). Marias svar er ikke en tale til Elisabeth, men en lovsang til Gud. Den ligner Hannas sang (1 Sam 2,1–10) og er vævet sammen af ord fra Salmerne og profeterne. Først synger Maria om det, Gud har gjort mod hende, derefter om hans måde at handle på i verden, og til sidst om løftet til Abraham, som nu bliver opfyldt. Teksten er evangelium på Mariæ bebudelsesdag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses selve bebudelsen. Hos Luther hører lovsangen til Mariæ besøgelsesdag (2. juli), hvor han har to prædikener over Luk 1,39–56. Mariæ bebudelsesdag falder i fastetiden og peger frem mod både julen og påsken.

Opbygning

1. 1,46 Min sjæl ophøjer Herren: glæden over Gud, min Frelser
2. 1,48 Han har set til sin tjenerindes ringhed
3. 1,50 Hans barmhjertighed over dem, som frygter ham
4. 1,51 Gud vender op og ned på de hovmodige, de mægtige og de rige
5. 1,54 Han husker sin barmhjertighed og løftet til Abraham

Græske nøgleord

• μεγαλύνω (G3170, v. 1,46) – μεγαλύνω, ophøje, gøre stor. Maria «gør Herren stor», ikke fordi Gud bliver større, men fordi hun med ord og liv priser hans storhed. Præsens: Lovprisningen sker her og nu og fortsætter, mens hun synger. Ordet står over for hovmod: Den, der gør Gud stor, gør ikke sig selv stor. Samme rod går igen i v. 49, hvor den mægtige har gjort «store ting» (μεγαλεῖα) mod hende.
• ἀγαλλιάω (G21, v. 1,47) – ἀγαλλιάω, juble, fryde sig. Ordet betegner en stærk, udadvendt glæde, ofte glæden over Guds frelse (jf. Sl 35,9 i Septuaginta). Aoristen ἠγαλλίασεν efter præsens i v. 46 forstås ofte som en begyndende handling: Glæden er brudt frem, fordi Gud har handlet. Genstanden er ikke gaven, men giveren: «Gud, min Frelser». Elisabeth bruger samme ordgruppe om barnet, der sprang «af fryd» (1,44).
• σωτήρ (G4990, v. 1,47) – σωτήρ, frelser. Maria kalder Gud «min Frelser». Hun regner sig selv blandt dem, der har brug for frelse, og hun stiller sig ikke ved siden af Gud, men under hans nåde. Hos Lukas bruges titlen kort efter om barnet: «I dag er der født jer en Frelser» (2,11). Den Gud, Maria jubler over, kommer som frelser i det barn, hun bærer.
• ταπείνωσις (G5014, v. 1,48) – ταπείνωσις, ringhed, lav stand. Ordet betegner ikke en dyd (ydmyghed som holdning), men en tilstand: det ringe, ubetydelige og oversete. Maria siger ikke, at Gud så hendes ydmyghed og belønnede den, men at han så til hendes ringhed. «Så til» (ἐπέβλεψεν) betyder at se på med omsorg (jf. 1 Sam 1,11). Nåden begynder hos Gud, der ser ned til det ringe.
• ἔλεος (G1656, v. 1,50) – ἔλεος, barmhjertighed. Ordet bærer i Septuaginta ofte det hebraiske ḥesed, Guds trofaste pagtskærlighed. Det står to gange i lovsangen (v. 50 og 54) og rammer den ind: Barmhjertigheden varer «fra slægt til slægt», og den er grunden til, at Gud tager sig af Israel. Alt, hvad Maria synger om, hviler ikke på fortjeneste, men på Guds barmhjertighed, som han har lovet.
• ἀντιλαμβάνομαι (G482, v. 1,54) – ἀντιλαμβάνομαι, tage sig af, gribe fat i for at hjælpe. Ordet betyder at tage fat i én for at støtte og løfte op. Det minder om Es 41,8–9, hvor Gud kalder Israel «min tjener» og siger, at han har grebet fat i ham. Aoristen siger, at hjælpen er givet: I barnet i Marias liv har Gud allerede rakt hånden ud efter sit folk.

Eksegetiske noter

• v. 1,46–55 Lovsangen ligner Hannas sang i 1 Sam 2,1–10 i opbygning og motiver: glæden i Gud, de mægtige, der styrtes, de sultne, der mættes. Hanna synger over en søn, der blev givet en ufrugtbar kvinde; Maria synger over Guds Søn, givet til en jomfru. Næsten hver linje har baggrund i GT, fx Sl 111,9 (v. 49), Sl 103,17 (v. 50), Sl 89,11 (v. 51) og Sl 107,9 (v. 53).
• v. 1,46 Alle græske håndskrifter har «Og Maria sagde». Nogle få gamle latinske håndskrifter og enkelte kirkefædre lægger lovsangen i munden på Elisabeth, men det har ingen støtte i den græske tekst. «Sjæl» og «ånd» i v. 46–47 er ikke to forskellige dele af mennesket, men hebraisk parallelisme: hele Maria lovsynger Gud.
• v. 1,48 «Alle slægter skal prise mig salig» opfylder Elisabeths ord: «Salig er hun, som troede» (1,45). Maria prises salig, fordi Gud har set til hende, og fordi hun har troet hans ord. Det svarer til Jesu eget svar i Luk 11,27–28: «Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.» Lovprisningen af hende er en lovprisning af Guds nåde.
• v. 1,51–53 Udsagnsordene står i aorist, selv om Guds store omvæltning med Kristi komme kun lige er begyndt. Mange forstår dem som profetisk aorist: Det, Gud har besluttet, er så sikkert, at det kan omtales som sket. Andre ser dem som udtryk for Guds altid gældende måde at handle på, som Israels historie har vist. «Arm» er et gammeltestamentligt billede på Guds frelsende magt (2 Mos 6,6; Es 52,10).
• v. 1,54–55 I den græske ordstilling er «sådan som han talte til vore fædre» indskudt, og «Abraham og hans sæd til evig tid» knytter sig til «at ihukomme barmhjertighed». Løftet til Abraham om, at alle jordens slægter skal velsignes i hans afkom (1 Mos 12,3; 22,18), bliver nu opfyldt. Zakarias’ lovsang tager samme tråd op (1,72–73).

Lov og evangelium

Loven: Lovsangen dømmer alt det, vi plejer at bygge på. De hovmodige bliver splittet «i deres hjertes tanke», de mægtige styrtet fra tronerne, og de rige sendt tomhændede bort. Det rammer ikke kun magthavere langt borte, men os, når vi stoler på vores dygtighed, indflydelse og økonomi og glemmer, at det hele er Guds gave. Det rammer også den fromme stolthed, som vil have noget at stå med over for Gud. Den, der ikke frygter Gud, men mener sig rig og mæt, får intet. Og vi ser vores egen glæde: Vi jubler lettere over penge og succes end over Gud, vores Frelser.

Evangeliet: Evangeliet er, at Gud ser ned til det ringe. Han vælger ikke en mægtig kvinde i Jerusalem, men en ubetydelig pige fra Nazaret, og han gør store ting mod hende, fordi han er barmhjertig, ikke fordi hun har fortjent det. Hans barmhjertighed er ikke en stemning, men et løfte: Det, han lovede Abraham, opfylder han nu i det barn, Maria bærer. Han rækker hånden ud og løfter sit folk op. Derfor er der godt nyt for alle, der står med tomme hænder: «Hungrige har han mættet med gode gaver.» Den, der intet har, får alt i Kristus.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Mariæ besøgelsesdag, 2. prædiken: Luther lægger vægt på ordet «ophøje»: Maria ophøjer Gud og ikke sig selv. Det giver os et stød i siden, for vi praler af penge, lærdom og evner, som alle er Guds gaver.
  «Det lille ord «ophøje» har altså en meget fin mening. For den, der ophøjer en anden, trykker og ydmyger sig selv.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mariæ besøgelsesdag, 2. prædiken: Maria bliver ikke hovmodig af, at alle slægter skal prise hende salig. Hun glæder sig over, at Gud har set til en ussel, fattig pige. Alt, hvad hun er, har hun af hans nåde.
  «Kort sagt: Jeg, siger hun, er slet ingenting; men hvad jeg er og har, det har jeg alene af Guds blik, godhed og nåde.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mariæ besøgelsesdag, 2. prædiken: Når Israel bliver hjulpet af barmhjertighed, er al fortjeneste sat til side. Loven kunne ikke hjælpe; alene Guds barmhjertighed rejser de faldne op.
  «Men alene dette hjælper det: at Gud er barmhjertig, tager sig af de fattige og, hvor de ellers måtte blive liggende, af lutter medlidenhed rækker dem hånden og rejser dem op.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Guds uforanderlighed: Pieper bruger Luk 1,52–53 til at vise, at den uforanderlige Gud møder mennesker forskelligt: med nåde over for de ydmyge og med vrede over for de hovmodige.
  «Gud er en nådig Gud for de ydmyge, for de fattige syndere eller de sønderbrudte hjerter, men en vred Gud for de hovmodige og selvretfærdige» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium, 13. aftenforelæsning (citerer Luther): Walther citerer Luther: Evangeliet er ikke en prædiken for rå og sikre syndere, men en trøst for bedrøvede sjæle. Magnificat siger det samme: Det er de sultne, Gud mætter.
  «For det er en fin spise, som kræver en sulten sjæl. Derfor synger også den kære jomfru Maria i sin lovsang, Magnificat, Luk 1,53: Hungrige har han mættet med gode gaver.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Dikotomi og trikotomi: Sjæl og ånd i Luk 1,46–47 er ikke to forskellige dele af mennesket, men parallelle udtryk for hele Marias indre. Det hjælper mod at overfortolke ordparret.
  «Tanken om, at «mit lavere livsprincip» ophøjer Herren, og at «mit højere livsprincip» fryder sig over Gud, min frelser, ligger sammenhængen fjernt.» Læs teksten

Prædikenspor

Min sjæl ophøjer Herren

Sporet følger lovsangen i dens tre bevægelser. Første trin: Maria jubler over Gud, sin Frelser, fordi han har set til hendes ringhed. Hun gør Gud stor og ikke sig selv; selv det, at alle slægter skal prise hende salig, bliver til lov til Gud. Andet trin: Gud handler i verden på samme måde. Han splitter de hovmodige, styrter de mægtige, mætter de sultne. Det er dom over os, når vi er mætte og selvsikre. Tredje trin: Grunden til det hele er hans barmhjertighed, løftet til Abraham, som nu opfyldes i barnet i Marias liv. Prædikenen ender ved Kristus: I ham ser Gud ned til os og løfter os op.

Gud vender op og ned

Et tematisk spor om Guds omvæltning. Første trin: Verden regner med magt, viden og penge, og det gør vi også, også i kirken. Luther nævner tre flokke, der bliver hovmodige: de kloge, de mægtige og de rige. Andet trin: Maria synger, at Gud går den modsatte vej. Det er ikke en politisk plan, men Guds måde at være Gud på: Han står de hovmodige imod. Tredje trin: Den største omvæltning sker i Kristus selv, som blev fattig, ringe og korsfæstet, så vi kunne blive rige. Påsken er det endelige bevis på, at Gud ophøjer de ringe. Evangeliet er for de tomme hænder.

Når man intet har at komme med

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig ubetydelige, oversete eller tomme. Første trin: Maria var en ung pige uden stand eller navn. Mange kender følelsen af ikke at tælle. Andet trin: Men Gud så til hende, ikke på grund af hendes kvaliteter, men af nåde. Hans blik gør det ringe stort. Det gælder også i dag: Den, der står med tomme hænder over for Gud, er netop den, han vil fylde. Tredje trin: Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt og er bundet til hans løfte. I dåben og nadveren rækker han os hånden og rejser os op. Vi må synge med Maria: «Gud, min Frelser».

Lærepunkter i teksten

• Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Maria synger, mens Guds Søn er undfanget i hendes liv; løftet til Abraham opfyldes i, at Gud bliver menneske.
• Lov og evangelium – Lovsangen dømmer de hovmodige og rige, men mætter de sultne: lov og evangelium møder hver sin slags hjerte.
• Guds væsen og egenskaber – Den mægtige, den hellige og den barmhjertige: Pieper bruger v. 52–53 om Guds uforanderlighed over for ydmyge og hovmodige.
• Den frelsende tro – Maria prises salig, fordi hun troede Guds ord (1,45); hun gør Gud stor og ikke sig selv.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 71 Nu kom der bud fra englekor – Grundtvigs salme til Mariæ bebudelsesdag om englens budskab til Maria.
• 73 Vi synger med Maria – Synger Magnificat videre: Gud ophøjer de ringe og mætter de sultne.
• 72 Maria hun var en jomfru ren – Den gamle bebudelsessalme om Maria, der modtog Guds Søn.
• 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære – Lovsang til den mægtige Gud, i tråd med «Min sjæl ophøjer Herren».
• 489 Guds nåde højt jeg prise vil – Priser Guds nåde og barmhjertighed som lovsangens grund.