Luk 1,26–38

Teksten i sammenhæng

Bebudelsen står i Lukasevangeliets forhistorie, hvor fortællingerne om Johannes Døberen og Jesus er sat op side om side. Lige før har englen Gabriel i templet i Jerusalem bebudet Johannes’ fødsel for præsten Zakarias, som ikke troede og blev stum (1,5–25). Nu sendes den samme engel «i den sjette måned» af Elisabeths graviditet til en ubetydelig landsby i Galilæa, til en ung, trolovet pige uden nogen stilling. Englen taler til Maria; hun spørger, han svarer, og til sidst giver hun sit ja: «Se, jeg er Herrens tjenerinde.» Bagefter følger besøget hos Elisabeth og Marias lovsang (1,39–56). Teksten er evangelium på Mariæ bebudelsesdag i 1. tekstrække; i 2. tekstrække er evangeliet Marias lovsang (Luk 1,46–55). Dagen ligger ni måneder før julen og fejres i Danmark i fastetiden, søndagen før palmesøndag. Huspostillen har en prædiken over teksten på samme dag. Luther siger selv, at højtiden holdes for trosartiklens skyld: «undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.»

Opbygning

1. 1,26 Gabriel sendes til en jomfru i Nazaret
2. 1,28 Hilsenen: «Vær hilset, du benådede»
3. 1,30 Barnet: Jesus, den Højestes Søn og Davids evige konge
4. 1,34 «Hvordan skal det gå til?» – Helligånden og den Højestes kraft
5. 1,36 Tegnet: Elisabeth, og intet er umuligt for Gud
6. 1,38 Marias svar: «Det ske mig efter dit ord»

Græske nøgleord

• παρθένος (G3933, v. 1,27) – παρθένος, jomfru. Lukas siger det to gange i ét vers og lader Maria bekræfte det selv (1,34). Ordet betegner en ung, ugift kvinde, der ikke har været sammen med en mand, og sammenhængen gør det helt entydigt. Matthæus bruger samme ord, når han citerer Es 7,14 (Matt 1,23). Jomfrufødslen er ikke en pyntelig detalje, men tegnet på, at frelsen ikke kommer af menneskers slægt og kraft, men ovenfra.
• χαριτόω (G5487, v. 1,28) – χαριτόω, give nåde, benåde. Perfektum passiv participium (κεχαριτωμένη): hun er en, der har fået nåde og står i den. Verbet findes ellers kun i Ef 1,6, hvor Gud har «benådet os» i den elskede. Passiv viser, at nåden er givet hende, ikke at hun har den at dele ud (Vulgatas «gratia plena» kan misforstås sådan). Englen forklarer det selv i 1,30: «du har fundet nåde hos Gud».
• βασιλεία (G932, v. 1,33) – βασιλεία, kongedømme, rige. Englen samler løftet til David (2 Sam 7,12–16) i barnet: Han skal regere over Jakobs hus «for evigt», og hans kongedømme skal ikke have nogen ende. Futurum: Det er et løfte, der står ved magt. Riget er ikke et af denne verdens riger, som kommer og går, men Kristi evige herredømme, som han vinder ved sin død og opstandelse og giver sine del i.
• ἐπισκιάζω (G1982, v. 1,35) – ἐπισκιάζω, overskygge. I den græske oversættelse af GT bruges ordet om skyen, der lagde sig over åbenbaringsteltet, så Herrens herlighed fyldte det (2 Mos 40,35), og i NT om skyen ved forklarelsen (Luk 9,34). Ordet beskriver Guds skabende nærvær, ikke en menneskelig forbindelse. Hvordan det gik til, siger teksten ikke; den nøjes med at sige, at Gud selv virker.
• ῥῆμα (G4487, v. 1,37) – ῥῆμα, ord, sag. «Intet ord/ingen ting skal være umulig for Gud.» Ordet kan betyde både et udsagt ord og den sag, det handler om, ligesom det hebraiske dabar. Sætningen er næsten ordret som Herrens spørgsmål til Abraham om Sara i 1 Mos 18,14 (i den græske oversættelse). Gud kan gøre, hvad han siger. Maria svarer med samme ord i 1,38: «det ske mig efter dit ord (ῥῆμα)».
• δούλη (G1399, v. 1,38) – δούλη, tjenerinde, trælkvinde. Maria kalder sig Herrens slavinde og gentager det i lovsangen (1,48: «han har set til sin ringe tjenerinde»). Det er ikke selvudslettelse, men troens svar: Hun overgiver sig til Guds ord. Det følgende γένοιτο (optativ, ønskemåde: «må det ske») udtrykker et villigt ønske, ikke blot at hun finder sig i noget.

Eksegetiske noter

• v. 1,26–27 «Den sjette måned» regnes efter Elisabeths graviditet (1,24.36). Trolovelsen var juridisk bindende og kunne kun opløses ved skilsmisse, men parret boede endnu ikke sammen. Det er Josef, der udtrykkeligt nævnes som «af Davids hus»; derfor er Jesus juridisk Davids søn gennem Josef. Luther (Huspostillen, beb:7) mener, at også Maria må være af Davids slægt, fordi barnet ikke har nogen far på jorden; teksten selv siger det ikke direkte.
• v. 1,28 Tekstkritik: RP (og den byzantinske tekst, som Luther og 1907 bygger på) har til sidst «velsignet er du blandt kvinder» (εὐλογημένη σὺ ἐν γυναιξίν). Det mangler i den kritiske tekst og i Den Frie Bibel; uomstridt står det i 1,42, hvor Elisabeth siger det. Hilsenen χαῖρε er den almindelige græske hilsen («vær hilset»), men den har også klang af glæde (jf. Zef 3,14).
• v. 1,31–33 Englens ord samler GT’s messiasløfter: Natans løfte til David om en søn, hvis trone skal stå fast for evigt (2 Sam 7,12–16), og Esajas’ løfter om barnet på Davids trone, hvis herredømme ikke får ende (Es 9,5–6), og om jomfruen, der skal føde en søn (Es 7,14). Navnet Jesus (hebraisk Jehosjua) betyder «Herren frelser» (jf. Matt 1,21). «Den Højestes søn» er en betegnelse, der i 1,35 udfoldes som «Guds Søn».
• v. 1,34 Ordret: «da jeg ikke kender nogen mand», et hebraisk udtryk for seksuelt samvær. Marias spørgsmål ligner Zakarias’ (1,18), men englen svarer forskelligt: Zakarias krævede et tegn og blev stum, fordi han ikke troede (1,20); Maria spørger, hvordan det skal ske, og får et svar. Elisabeth priser hende senere, fordi hun troede (1,45).
• v. 1,35 Helligånden og «den Højestes kraft» står parallelt: Det er Gud selv, der skaber barnet i hendes moderliv. «Derfor» knytter undfangelsen sammen med barnets hellighed: Han er uden synd. Pieper bruger netop τὸ γεννώμενον ἅγιον som skriftbevis for, at Kristus er uden arvesynd. Nogle håndskrifter (og Luthers tekst) tilføjer «af dig» efter «som fødes»; RP og den kritiske tekst har det ikke.
• v. 1,36–37 Elisabeth, der «kaldes ufrugtbar», er et tegn, Maria ikke har bedt om. Hun er en ny Sara, og 1,37 genlyder 1 Mos 18,14, hvor Herren lover den gamle Sara en søn. Det, Gud gjorde for Sara og nu for Elisabeth, gør han i endnu højere grad for Maria: Hun bliver gravid uden mand. Det samme Guds ord bærer alle tre løfter.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører fornuftens og selvhjælpens grænse. Maria spørger: «Hvordan skal det gå til?» – og det er sandt: Menneskeslægten kan ikke af sig selv frembringe sin frelser. Alt, hvad der fødes af os, er født i synd; kun «det hellige, som fødes» er uden synd. Teksten rammer også den tvivl, der hos Zakarias krævede bevis, og den hos os, der vil have Gud til at holde sig inden for det mulige. Og den rammer den fromhed, der gør Maria til nådens kilde og søger hjælp hos hende eller andre hellige i stedet for hos hendes Søn.

Evangeliet: Evangeliet er, at Gud selv kommer. Den Højestes Søn bliver menneske i en ung piges moderliv, sand Gud og sandt menneske i én person, for at han som menneske kan dø vores død og som Gud regere for evigt. Han får navnet Jesus, «Herren frelser». Hans rige har ingen ende, og han regerer over mennesker, så synd og død må vige. Maria får nåde, ikke fordi hun har fortjent det; sådan får også vi del i ham. Og Ordet, der bar hende, bærer os: «Intet er umuligt for Gud.» Vi må sige med hende: «Det ske mig efter dit ord.»

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Mariæ bebudelsesdag: Englens ord «du har fundet nåde hos Gud» gør Maria til en, der har modtaget nåde, ikke en, der deler den ud. Nåden skal søges hos hendes barn, hvis fylde vi alle har modtaget af.
  «Lær af det, at du skal regne hende for et menneske, der har fået nåde, og ikke for en, der skal dele nåde ud.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mariæ bebudelsesdag: Barnet skal både dø og regere evigt. Det kan kun gå sammen, fordi han er Gud og menneske i én person. Fordi han er uden synd, er hans død uforskyldt og sker for vores skyld.
  «at vi skal se på vor kære Herre Kristi død som en uforskyldt død, der er lagt på ham, ikke for egen, men for fremmed skyld, for vore synders skyld» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mariæ bebudelsesdag: Marias ja er troens svar. Hun bliver ikke frelst ved at være Guds moder, men ved at tro, at barnet vil forløse hende og hele verden. Sådan skal vi tro sammen med hende.
  «Og ved denne tro alene er hun også blevet frelst og fri for synd – ikke ved den gerning, at hun har bragt Guds Søn til verden.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige forklaring, art. VIII: Om Kristi person: På grund af den personlige forening fødte Maria ikke et blot menneske, men Guds Søn, som englen vidner. Derfor kalder Konkordieformlen hende i sandhed Guds moder.
  «Maria, den højt priste jomfru, ikke født et rent og skært menneske, men et menneske, som i sandhed er den allerhøjeste Guds Søn, som englen vidner.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Store Katekismus: Trosbekendelsens 2. artikel: Luther forklarer, at undfangelsen og fødslen hører med til forløsningen: Kristus blev menneske uden synd for at blive vores Herre og frelse os fra synden.
  «Han er nemlig blevet menneske, undfanget og født af Helligånden og Jomfruen uden nogen synd, for at han skulle være herre over synden.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi sande menneskehed: Pieper fastholder den underfulde undfangelse over for moderne kritik. Indvendingen fra «naturlovene» er besvaret med englens ord: intet er umuligt for Gud.
  «Påkalder man derimod «naturlovene», så er der i Luk 1,34–37 én gang for alle svaret på det» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Arvefordærvelsens subjekt: Kun Kristus er undtaget fra arvesynden, fordi han er undfanget ved Helligånden; derfor kaldes han «det hellige». Marias syndfrihed bygger ikke på Skriften, men på en pavelig læresætning.
  «Hvad Jomfru Maria angår, er hun ikke undtaget fra arvefordærvelsen af Den Hellige Skrift, men af et dekret fra Pius IX i år 1854» Læs teksten

Prædikenspor

Det ske mig efter dit ord

Sporet følger teksten i tre trin. Første trin: Gud vælger det ringe. Englen går ikke til templet, men til en ukendt pige i Nazaret, og Davids slægt er som en afhugget stamme. Andet trin: Englens prædiken om barnet. Han er Marias søn og den Højestes Søn, Jesus, «Herren frelser», konge for evigt. Det kan ingen fornuft regne ud; Maria spørger «hvordan?», og svaret er Helligånden og Guds almagt. Tredje trin: Marias svar. Hun forstår ikke alt, men hun holder sig til Ordet: «Det ske mig efter dit ord.» Prædikenen ender i evangeliet: Det samme ord kommer til os i dåben, prædikenen og nadveren, og det, Gud lover, gør han. Intet er umuligt for ham.

Gud blev vort kød og blod

Et tematisk spor om menneskevordelsen ud fra Luthers prædiken. Første trin: Højtiden holdes for trosartiklens skyld: «undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.» Andet trin: Barnet er sandt menneske, båret og født som andre børn, og sand Gud, som skal regere for evigt. Luther viser, at begge dele må holdes fast: Som menneske kan han dø, som Gud kan døden ikke holde ham. Tredje trin: Derfor er hans død uforskyldt og sker for vores skyld. Gud er kommet os så nær, at han har kød og blod som vi, men helligt, hvor vores er syndigt. Evangeliet er, at han er født hellig for os, som er født i synd, og at han ved Ordet og sakramenterne giver os del i sin renhed og sit liv.

Du har fundet nåde – ikke fortjent den

Et sjælesørgerligt spor for den, der føler sig for ringe eller for uren til Gud. Første trin: Maria bliver forfærdet over englens hilsen. Hun regner ikke sig selv for noget særligt, og englen siger: «Frygt ikke.» Andet trin: Det, hun er, er nåde. Ordet «benådede» er passiv: Det er givet hende. Derfor skal ingen søge nåden hos Maria eller andre hellige, men hos hendes barn, som er nådens kilde. Tredje trin: Den samme nåde gælder den, der hører. Gud ser til det ringe og siger til os: Frygt ikke. Den, der med Maria tager imod Ordet om barnet, har en nådig Gud og del i et rige, der ikke har nogen ende.

Lærepunkter i teksten

• Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Teksten er det centrale skriftsted for undfangelsen ved Helligånden og fødslen af Jomfru Maria.
• De to naturer og den personlige forening – Marias søn er den Højestes Søn: Gud og menneske i én person, som Luther og Konkordieformlen udlægger.
• Kristi tredobbelte embede – Barnet får Davids trone og et kongedømme uden ende: Kristi kongelige embede.
• Den frelsende tro – Maria tror englens ord og frelses ved troen, ikke ved at være Guds moder (Luk 1,38.45).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 71 Nu kom der bud fra englekor – Grundtvigs salme til Mariæ bebudelse om englens budskab til Maria.
• 72 Maria hun var en jomfru ren – Gammel visesalme, der genfortæller englens besøg hos jomfruen.
• 73 Vi synger med Maria – Synger med Marias lovsang, som følger lige efter teksten (Luk 1,46–55).
• 117 En rose så jeg skyde – Om skuddet af Isajs rod, som Luther knytter til Maria og barnet (Es 11,1).
• 122 Den yndigste rose er funden – Brorsons salme om Guds Søn, der blev menneske for at frelse os.