Matt 6,5–13

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Bjergprædikenen (Matt 5–7), hvor Jesus taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28). I 6,1–18 advarer han mod at øve sin fromhed for at blive set af mennesker og tager tre eksempler: almisse, bøn og faste. Alle tre er bygget ens: ikke som hyklerne, men i det skjulte, hvor Faderen ser. Bønnen får mest plads, for her indskyder Jesus en advarsel mod hedningernes mange ord og giver selv disciplene den bøn, de skal bede: Fadervor. Hyklerne står i synagogen og på gadehjørnet og vil ses; hedningerne vil overtale guderne med mængden af ord. Over for begge stiller Jesus Faderen, som allerede ved, hvad hans børn trænger til. Lukas har en kortere form af bønnen i en anden sammenhæng (Luk 11,1–4). I Alterbogen er teksten evangelium på nytårsdag i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er evangeliet Luk 2,21 om Jesu navn, så året begynder med bønnen om, at Guds navn må blive helliget, og med bønnen om brødet for «i dag».

Opbygning

1. 6,5 Ikke som hyklerne: bøn for at blive set
2. 6,6 I kammeret hos Faderen, der ser i det skjulte
3. 6,7 Ikke som hedningerne: mange ord
4. 6,9 Fadervor: tiltalen og de tre bønner om Guds sag
5. 6,11 De fire bønner om vore behov
6. 6,13 Lovprisningen og amen

Græske nøgleord

• ὑποκριτής (G5273, v. 6,5) – ὑποκριτής, hykler. Ordet betyder egentlig skuespiller, en der spiller en rolle for et publikum. Hyklerens bøn er rettet mod tilskuerne, ikke mod Gud. Derfor siger Jesus med et udtryk fra handelslivet (ἀπέχουσιν), at de «har fået deres løn»: De har kvitteret for fuld betaling, og der er ikke mere at hente. Skuespillet er ikke kun hos de andre; det sniger sig ind i enhver from praksis.
• βαττολογέω (G945, v. 6,7) – βαττολογέω, plapre, lade munden løbe. Ordet kendes næsten ikke fra ældre græsk og er sandsynligvis lydmalende, som «bla-bla». Jesus forklarer det selv med πολυλογία, «mange ord»: forestillingen om, at bønnen virker ved mængden og gentagelsen. Det er ikke den vedholdende bøn, der forbydes (Luk 18,1–8), men tanken om, at ordene skal tvinge Gud til at høre.
• πατήρ (G3962, v. 6,9) – πατήρ, far. Tiltalen «Vor Far» bærer hele bønnen. I teksten nævnes Faderen igen og igen (6,6.8.9), og pointen er, at han allerede ved, hvad børnene trænger til. Bag ordet ligger Jesu egen tiltale Abba (Mark 14,36), som han giver videre til sine (Rom 8,15; Gal 4,6). «Vor» gør bønnen fælles: Ingen beder Fadervor alene.
• ἁγιάζω (G37, v. 6,9) – ἁγιάζω, hellige. ἁγιασθήτω er aorist imperativ passiv: «lad det blive helliget». Den passive form peger på Gud selv som den, der handler, som i Ez 36,23, hvor Gud selv vil hellige sit navn. Bønnen beder altså ikke først om vores indsats, men om at Gud vil gøre sit navn helligt blandt os, ved sit ord og ved det liv, der følger af det.
• ἐπιούσιος (G1967, v. 6,11) – ἐπιούσιος, dagligt (brød). Ordet findes kun her og i Luk 11,3, og betydningen er omstridt: «det nødvendige», «det for i dag» eller «det for den kommende dag». Uanset valget gælder sammenhængen med σήμερον, «i dag»: Der bedes om det, der skal til nu, ikke om forråd for et helt liv. Bønnen lærer at leve fra dag til dag af Faderens hånd.
• ὀφείλημα (G3783, v. 6,12) – ὀφείλημα, skyld, gæld. Matthæus bruger et ord fra regnskabet, hvor Lukas skriver «synder» (Luk 11,4). Synd er noget, vi skylder Gud og ikke kan betale. Bønnen bruger ἄφες, aorist imperativ af ἀφίημι, «eftergiv, lad gå»: Gæld kan kun slettes af den, der har tilgodehavendet. Samme billede bærer lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,23–35).
• πονηρός (G4190, v. 6,13) – πονηρός, ond. Genitiv τοῦ πονηροῦ kan være neutrum, «det onde», eller hankøn, «den onde». Hankøn passer til Matthæus, der bruger ordet om Djævelen (13,19.38), og Den Store Katekismus siger, at bønnen på græsk går mod den Onde. Den sidste bøn samler alt imod hovedfjenden, men omfatter også alt det onde, han volder.

Eksegetiske noter

• v. 6,5–6 Det var almindeligt at bede stående, og ved de faste bedetider kunne man blive stående, hvor man var. Jesus kritiserer ikke den offentlige bøn som sådan, men bøn, der skal ses. «Kammeret» (ταμεῖον) er husets forrådsrum, det eneste rum, der kunne lukkes. Formuleringen ligner Es 26,20 i Septuaginta («gå ind i dit kammer, luk din dør»).
• v. 6,6 RP har til sidst «skal lønne dig i det åbenlyse» (ἐν τῷ φανερῷ), ligesom i 6,4 og 6,18. Den kritiske tekst og dermed Den Frie Bibel og 1992 mangler ordene. Uanset læsemåden er lønnen ikke en betaling for præstation, men Faderens gave til sine børn; lønnen ligger hos ham og ikke hos tilskuerne.
• v. 6,8 Verset er nøglen til hele afsnittet: Bønnen informerer ikke Gud. Hedningerne beder meget, fordi de ikke kender Gud som far. Kristne beder, ikke for at overtale ham, men fordi han har befalet det og lovet at høre, og fordi bønnen er barnets tillid. Jf. Den Store Katekismus om, at vi skal lægge nøden frem, ikke fordi Gud ikke kender den, men for at vores hjerte tændes.
• v. 6,12 RP har ἀφίεμεν (nutid: «som også vi tilgiver»), den kritiske tekst ἀφήκαμεν (aorist: «har tilgivet»); Den Frie Bibel følger den sidste. Bisætningen er ikke betalingen for Guds tilgivelse, men følger af den. Jesus kommenterer selv netop denne bøn lige efter (6,14–15). Luther kalder tilføjelsen et kendetegn, der styrker visheden om tilgivelsen.
• v. 6,13 Lovprisningen «For dit er riget og magten og æren i evighed» står i RP og de fleste håndskrifter, men mangler i de ældste (Sinaiticus, Vaticanus) og i Vulgata. En form af den findes allerede i Didache 8,2 (omkring år 100), og den svarer til 1 Krøn 29,11. Luther tog den med i sit Ny Testamente. Den Frie Bibel har den uden «i evighed».
• v. 6,13 «Fristelse» (πειρασμός) kan både være prøvelse og lokkelse til synd. Gud frister ingen til det onde (Jak 1,13), men han kan lade sine prøves. Bønnen beder om ikke at blive ført derind, dvs. at vi ikke skal falde og gå til grunde i anfægtelsen, sådan som Den Store Katekismus forklarer det.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at selv bønnen kan blive et skuespil. Hyklerne beder for at blive set, og hedningerne prøver at overtale Gud med mange ord. Begge gør Gud til en tilskuer eller en modpart, der skal vindes, og ikke til en far. Det rammer os, når vi beder for at fremstå fromme, når vi hælder ord ud uden at regne med, at Gud hører, eller når vi slet ikke beder, fordi vi i grunden klarer os selv. Fadervor afslører også, hvad vi er: Vi har brug for brød hver dag, vi har skyld, vi kan ikke stå i fristelsen, og vi tilgiver nødigt. Hvem kan bede den bøn og samtidig mene, at han ikke trænger til nåde?

Evangeliet: Det gode nyt står i ordet «Far». Jesus, Guds egen Søn, giver sine disciple lov til at kalde hans Far deres Far og lægger selv ordene i munden på dem. Faderen ved, hvad de trænger til, før de beder (6,8), og ser i det skjulte, hvor ingen andre ser. Vi skal ikke gøre os fortjent til at blive hørt. I bønnen om tilgivelse lover Jesus, at skylden kan slettes, og han betalte den selv på korset. Det nye år begynder derfor ikke med vores planer, men med en far, der giver brød for i dag, eftergiver gæld og befrier fra den onde. Amen betyder: Det er sikkert.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter påske (Rogate), kort udlægning af Fadervor: De kristne beder ikke i deres eget navn, men kommer som syndere i Kristi navn. Det gør dem frimodige over for Faderen. God at bruge mod tanken om, at man er for uværdig til at bede.
  «Kære himmelske Fader, vi, dine børn, har nu brug for dette, nu for hint; vær nådig, se ikke på vor synd, men på din Søn Kristus Jesus» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter påske (Rogate), kort udlægning af Fadervor: Bønnen om det daglige brød rummer alt, hvad der hører til det timelige liv: familie, øvrighed, afgrøder og fred. Godt til nytårsdag, hvor man beder for det kommende år.
  «beder vi for vores øvrighed, for vores forældre, for hustru og børn, for brød og afgrøder på marken, for fred og for alt, hvad vi har brug for til at opretholde dette timelige liv» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Luthers Lille Katekismus (Konkordiebogen): Fadervor, tiltalen: Tiltalen «Fader vor» er en indbydelse: Gud vil lokke os til at tro, at han er en rigtig far, så vi beder med tillid som børn.
  «Gud vil dermed lokke os til at tro, at han er vores rette Fader, og at vi er hans rette børn, så vi frimodigt og med fuld tillid skal bede til ham» Læs teksten
• Luthers Store Katekismus (Konkordiebogen): Om bønnen: Luther forkaster ikke bønnen, men det tomme mumleri, som Kristus selv forbyder i Matt 6,7. Det kræver at kunne skelne mellem at plapre og at bede.
  «så man frem for alt lærer at regne bønnen for stor og dyrebar og kender den rette forskel på at plapre og at bede om noget» Læs teksten
• Luthers Store Katekismus (Konkordiebogen): Den femte bøn: Bønnen om tilgivelse betyder ikke, at Gud først tilgiver, når vi beder. Evangeliet har givet tilgivelsen på forhånd; i bønnen tager vi imod den og får samvittigheden rejst op.
  «han har skænket os evangeliet, hvor der er lutter tilgivelse, før vi bad om det eller nogen sinde tænkte på det» Læs teksten
• Luthers Store Katekismus (Konkordiebogen): Den syvende bøn og amen: Amen er troens ord: Bønnen er hørt, fordi Gud har lovet det. En bøn, der bliver i tvivlen, ser på egen værdighed i stedet for på løftet.
  «For «amen» er ikke andet end ordet fra en tro, der ikke tvivler og ikke beder på må og få, men ved, at Gud ikke lyver for den, fordi han har lovet at give.» Læs teksten

Prædikenspor

Ikke som hyklerne, ikke som hedningerne

Sporet følger tekstens opbygning. Jesus viser to forkerte måder at bede på, før han giver den rette. Først hyklerne: bøn som skuespil for et publikum, hvor lønnen er de andres beundring og intet mere. Dernæst hedningerne: bøn som mængde, hvor mange ord skal tvinge en fjern gud til at høre. Begge kender ikke Gud som far. Tredje trin er Fadervor selv: Her beder børn til en far, der ved, hvad de trænger til, før de beder (6,8). Prædikenen kan vise, at begge fejl også bor i os, og at Jesus ikke svarer med en bedre teknik, men med en ny relation. Han giver os sin egen Far og sine egne ord. Derfor kan selv den, der ikke ved, hvad han skal sige, bede.

Et nyt år med Fadervor

Et tematisk spor til nytårsdag. Ved årsskiftet gør mange sig planer og forsætter. Fadervor sætter en anden orden: først Guds navn, rige og vilje, så vores behov. Første trin: «Helliget blive dit navn» forbinder dagen med 1. tekstrækkes evangelium om Jesu navn (Luk 2,21) og siger, at året først og fremmest er Guds. Andet trin: «Giv os i dag» lærer at leve ét døgn ad gangen af Faderens hånd, ikke af forråd og fremtidsangst. Tredje trin: Ingen af os går ind i året uden skyld og uden fristelser. Derfor er bønnen om tilgivelse og befrielse fra den onde det, der bærer året igennem. Evangeliet er, at vi går ind i det nye år som børn, der har lov til at bede, og som er hørt.

Når man ikke kan bede

Et sjælesørgerligt spor for dem, der synes, at deres bøn er for fattig, for sjælden eller ikke bliver hørt. Første trin: Jesus ved, at vi ikke af os selv ved, hvordan vi skal bede, og derfor giver han os ordene. Vi skal ikke finde på noget. Andet trin: Bønnen hviler ikke på vores værdighed, men på Guds befaling og løfte, som Luther siger i Huspostillen: Vi kommer i Kristi navn og beder Faderen se på Sønnen og ikke på vores synd. Tredje trin: Faderen ser i det skjulte. Den hviskede, usikre eller ordløse bøn i kammeret er ikke mindre end den højtidelige. Når vi siger amen, siger vi ikke, at vi føler os sikre, men at Gud har lovet at høre.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Faderen ved, hvad vi trænger til (6,8), og giver brødet for i dag (6,11). Bønnen lærer at modtage livet fra hans hånd dag for dag.
• Retfærdiggørelsen – Synd er skyld, som kun Gud kan eftergive (6,12). Tilgivelsen er gave, ikke betaling for vores egen tilgivelse.
• Englene og Djævelen – Den sidste bøn gælder befrielse fra «den onde» (6,13): Djævelen som den fjende, der står bag fristelsen.
• Den frelsende tro – Bønnen hviler på Guds befaling og løfte og ender i amen: troens vished om, at Faderen hører.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 712 Vær velkommen, Herrens år – Nytårssalmen, der lader det nye år begynde med Herren selv.
• 718 Året, som i dag oprinder – Nytårssalme, der lægger det kommende år i Guds hånd.
• 586 Stol du kun på dit Fadervor – Salmen om at bede Fadervor i tillid; passer direkte til teksten.
• 584 Beder, og I skulle få – Bygger på Jesu løfte om bønhørelse, som Fadervor hviler på.
• 375 Alt står i Guds faderhånd – Tilliden til Faderen, som ved, hvad vi trænger til, før vi beder.