2. søndag efter påske

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 10,11–16

Hyrdetalen i Joh 10,1–18 hører tæt sammen med kapitel 9. Jesus har helbredt manden, der var født blind, og farisæerne har smidt ham ud af synagogen. Lige efter taler Jesus til de samme farisæere (9,40–41) om hyrden, fårene, døren, tyven og den fremmede. Farisæerne, der skulle have været Israels hyrder, har stødt et får bort, mens Jesus har opsøgt det (9,35). I vores tekst går Jesus fra billedet til det personlige «Jeg er»: Han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. Over for ham står daglejeren, der flygter, når ulven kommer. Talen peger frem mod korset (10,17–18) og ud over Israel til «andre får». Bagefter bliver jøderne splittet over hans ord (10,19–21). I 1. tekstrække er teksten evangelium på 2. søndag efter påske. I den gamle tekstrække lå Joh 10,12–16 på samme søndag (Misericordias Domini), så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I påsketiden lyder ordet om hyrden, der sætter sit liv til, fra den opstandne, som har taget det igen.

Loven i teksten: Teksten afslører daglejeren. Han er der, så længe det ikke koster noget, men flygter, når ulven kommer, for han bryder sig ikke om fårene. Det rammer først de ledere, der drev den blinde ud, og alle, der bruger embedet til egen fordel. Men det rammer også os: Vi svigter de mennesker, vi er sat til at tage os af, når det bliver dyrt. Og vi er selv får, der er faret vild (1 Pet 2,25), uden kraft til at værge os mod ulven. Ingen af os kan være vores egen hyrde. Den, der vil frelse sig selv med sine gerninger, står alene over for Djævelen og døden.

Evangeliet i teksten: Den gode hyrde flygter ikke. Han går ulven i møde og sætter sit liv til for fårene, frivilligt og i deres sted. Det er sket på korset, og i påsketiden taler han som den opstandne, der har taget livet igen. Han kender sine, før de kender ham, lige så sikkert som Faderen kender Sønnen. Han kalder dem med sin stemme i evangeliet og ved navn i dåben. Og han har flere får end dem, vi ser: Også de fjerne skal høre hans stemme. Den, der hører hans ord, er hans får og bliver ikke overladt til ulven.

Prædikenspor: «Hyrden, der ikke flygter» · «Jeg kender mine» · «Én hjord, én hyrde»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 664 Frelseren er mig en hyrde god · DDS 663 Gud Herren er min hyrde god · DDS 168 Hyrden er én, og så hans hjord · DDS 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 10,22–30

Teksten står i Johannesevangeliets kapitel 10, efter talen om den gode hyrde (10,1–18), som Jesus holdt ved løvhyttefesten (7,2). Den tale delte tilhørerne (10,19–21). Nu er der gået et par måneder: Det er vinter og tempelindvielsesfest i Jerusalem, og Jesus går i Salomons søjlegang i templet. «Jøderne» – hos Johannes især de ledende i Jerusalem – omringer ham og kræver et åbent svar: Er du Kristus? Jesus svarer, at han allerede har sagt det, og at hans gerninger vidner om ham. At de ikke tror, viser, at de ikke hører til hans får. Så taler han om sine får: De hører hans stemme, han kender dem, de følger ham, og han giver dem evigt liv. Ingen kan rive dem ud af hans hånd eller ud af Faderens hånd, for han og Faderen er ét. Lige efter teksten vil de stene ham for gudsbespottelse (10,31–33). I kirkeåret er teksten evangelium på 2. søndag efter påske i 2. tekstrække, hyrdesøndagen; i 1. tekstrække læses Joh 10,11–16.

Loven i teksten: Teksten viser mennesker, som står midt i templet, omgivet af Guds ord og Guds gerninger, og alligevel ikke tror. De kræver et tydeligere tegn, men de har både hørt Ordet og set gerningerne. Vantroen skyldes ikke, at Gud har talt for utydeligt, men at hjertet ikke vil høre hyrdens stemme. Sådan kan vi også stille Gud krav: Sig det tydeligere, vis mig mere, så skal jeg tro. Bag det står ofte et ønske om selv at bestemme, hvordan Gud skal være. Jesu dom er klar: Den, der ikke vil høre hans stemme, hører ikke til hans får, og det er alvorligt, for uden for hyrdens hånd er der kun ulven.

Evangeliet i teksten: Midt i striden siger Jesus noget af det mest trøsterige i hele evangeliet: Mine får skal aldrig gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Hyrden giver evigt liv nu, som en gave, ikke som løn. Han kender sine får, før de kender ham. Og hans hånd er ikke svagere end Faderens, for han og Faderen er ét. Påskens hyrde har sat sit liv til og taget det igen (10,17–18). Derfor hviler frelsen ikke på, hvor stærkt vi holder fast, men på, at han holder os. Det er trøst for den svage og anfægtede: Stemmen lyder i Ordet, og den, der hører den, er i hans hånd.

Prædikenspor: «Sig det åbent!» · «I to hænder» · «Kender han mig?»

Salmeforslag: DDS 233 Jesus lever, graven brast · DDS 168 Hyrden er én, og så hans hjord · DDS 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme · DDS 664 Frelseren er mig en hyrde god · DDS 375 Alt står i Guds faderhånd

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Teksterne på tidslinjen

• pinsen samme årPinsedag – Helligånden udgydes, Peter prædiker, og omkring 3.000 døbes.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers