Joh 10,22–30

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Johannesevangeliets kapitel 10, efter talen om den gode hyrde (10,1–18), som Jesus holdt ved løvhyttefesten (7,2). Den tale delte tilhørerne (10,19–21). Nu er der gået et par måneder: Det er vinter og tempelindvielsesfest i Jerusalem, og Jesus går i Salomons søjlegang i templet. «Jøderne» – hos Johannes især de ledende i Jerusalem – omringer ham og kræver et åbent svar: Er du Kristus? Jesus svarer, at han allerede har sagt det, og at hans gerninger vidner om ham. At de ikke tror, viser, at de ikke hører til hans får. Så taler han om sine får: De hører hans stemme, han kender dem, de følger ham, og han giver dem evigt liv. Ingen kan rive dem ud af hans hånd eller ud af Faderens hånd, for han og Faderen er ét. Lige efter teksten vil de stene ham for gudsbespottelse (10,31–33). I kirkeåret er teksten evangelium på 2. søndag efter påske i 2. tekstrække, hyrdesøndagen; i 1. tekstrække læses Joh 10,11–16.

Opbygning

1. 10,22 Vinter og tempelindvielsesfest
2. 10,24 Kravet: Sig det åbent, om du er Kristus
3. 10,25 Gerningerne vidner – men I tror ikke
4. 10,27 Hyrdens får: høre, kendes, følge, få liv
5. 10,29 I Faderens hånd: Jeg og Faderen er ét

Græske nøgleord

• ἐγκαίνια (G1456, v. 10,22) – ἐγκαίνια, indvielse, fornyet indvielse. Ordet er navnet på festen for templets genindvielse, den jødiske hanukka. Den mindede om, hvordan templet blev renset og indviet igen, efter at det var blevet vanhelliget. Johannes nævner festen, fordi den giver baggrund: Midt i festen for det indviede tempel står han, som Faderen har helliget og sendt (10,36), og som selv er det sande tempel (2,19–21).
• παῤῥησία (G3954, v. 10,24) – παρρησία, åbenhed, frimodighed, ligeud. Dativen παρρησίᾳ betyder «åbent, uden omsvøb». De vil have et klart ja eller nej, så de kan tage stilling – eller anklage ham. Men Jesus har talt åbent (18,20), og hans gerninger taler tydeligt. Problemet er ikke, at ordet er utydeligt, men at de ikke tror. Senere taler Jesus med samme ord om, at han vil forkynde åbent om Faderen (16,25.29).
• φωνή (G5456, v. 10,27) – φωνή, stemme, røst. Det er hyrdens stemme, som fårene kender (10,3–5.16). Verbet ἀκούει står i nutid: Fårene bliver ved med at høre. At høre stemmen er mere end at høre lyden; det er at kende den og stole på den. Kristi stemme lyder i dag gennem hans ord og forkyndelsen. Derfor bruger Apologien ordet som kendetegn på kirken: Hvor hans stemme høres og tros, dér er hans får.
• γινώσκω (G1097, v. 10,27) – γινώσκω, kende. «Jeg kender dem» er ikke kun viden om, hvem de er, men det kærlige, personlige kendskab, hvor hyrden tager fårene til sig som sine egne (10,14–15; jf. 2 Tim 2,19). Det står mellem, at fårene hører, og at de følger. Det, der bærer, er ikke først, at fårene kender ham, men at han kender dem. Frelsen hviler på hans kendskab til os.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 10,28) – ἀπόλλυμι, gå tabt, gå til grunde. Konjunktiv aorist med den dobbelte nægtelse οὐ μή og εἰς τὸν αἰῶνα: «de skal aldrig nogensinde gå fortabt». Det er den stærkeste nægtelse, græsk har. Den står over for tyven og ulven, der kommer for at ødelægge (10,10.12). Løftet hviler ikke på fårenes styrke, men på hyrden, der giver evigt liv som en gave i nutid (δίδωμι).
• ἁρπάζω (G726, v. 10,28) – ἁρπάζω, rive bort, røve med magt. Samme ord bruges om ulven, der river fårene bort (10,12). Jesus siger, at ingen magt, hverken menneske eller Djævel, skal rive dem ud af hans hånd, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd (v. 29). Ordet beskriver ydre vold mod fårene. Det er trøsten i anfægtelsen: Frelsen ligger ikke i vores hånd, men i hans.
• εἷς (G1520, v. 10,30) – εἷς, én. Her står intetkønsformen ἕν, ikke hankønsformen εἷς: «én ting, ét», ikke «én person». Faderen og Sønnen er ikke den samme person, men de er ét i væsen og magt. Flertalsverbet ἐσμεν («vi er») skelner personerne. Sammenhængen viser, at det handler om mere end enighed i vilje: Begges hånd har samme almagt (v. 28–29). Modstanderne forstod det sådan og ville stene ham (10,33).

Eksegetiske noter

• v. 10,22–23 Tempelindvielsesfesten (hanukka) fejrede, at Judas Makkabæus rensede og genindviede templet i 164 f.Kr., efter at Antiokus IV havde vanhelliget det (1 Makk 4,36–59). Festen faldt i december, deraf «det var vinter». Salomons søjlegang lå på østsiden af tempelpladsen og gav læ; de første kristne samledes senere samme sted (ApG 3,11; 5,12). En fest for frihed og genrejsning gav brændstof til forventningen om en politisk Messias.
• v. 10,24 Ordret: «Hvor længe holder du vores sjæl (ψυχή) oppe?» – dvs. i spænding, uvished. Udtrykket kan også have en bitrere tone: «Hvor længe vil du plage os?» Spørgsmålet lyder ærligt, men Jesu svar viser, at uvisheden ikke skyldes mangel på svar. I v. 25 henviser han til, at han allerede har sagt det (jf. 5,17–47; 8,24.58), og til gerningerne. Titlen «Kristus» kunne let forstås politisk, især ved en frihedsfest.
• v. 10,26 Tekstkritik: Efter «I hører ikke til mine får» har RP «sådan som jeg har sagt jer» (καθὼς εἶπον ὑμῖν). Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har det ikke med. Med tilføjelsen peger Jesus tilbage til hyrdetalen (10,3–5.14–16). Sætningen siger ikke, at de er udelukket på forhånd, men forklarer deres vantro: De vil ikke høre hyrden. Jesus kalder dem stadig til at tro på gerningerne (10,37–38).
• v. 10,28 Baggrunden er GT’s billede af Herren som hyrde for sit folk (Sl 23; Ez 34,11–16), hvor Gud selv vil opsøge og vogte sine får. Tanken om, at ingen kan rive ud af Herrens hånd, har rødder i 5 Mos 32,39 og Es 43,13. Når Jesus siger det samme om sin egen hånd, tager han Guds gerning og Guds ord på sig. Det leder frem til v. 30.
• v. 10,29 Tekstkritik: RP har «Min Far, som har givet mig dem, er større end alle» (ὁ πατήρ … ὃς … μείζων). Den kritiske tekst har en svært forståelig læsemåde: «Det, min Far har givet mig, er større end alt» (ὃ … μεῖζον), og den følges af Den Frie Bibel. RP’s tekst giver en klar mening: Faderens almagt er grunden til, at ingen kan rive fårene ud af hans hånd. Begge tekster har fortsættelsen «og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd».
• v. 10,30 «Jeg og Faderen, vi er ét» er et hovedsted for læren om treenigheden. Intetkønsformen ἕν afviser, at Faderen og Sønnen blot er én person i to roller, og flertallet «vi er» holder personerne adskilt. Sammenhængen (samme hånd, samme almagt) viser, at det er væsensenhed, ikke kun enighed. Jøderne forstod det som et krav på at være Gud (10,33). Pieper bygger netop på sammenhængen, når han afviser en forståelse som blot enighed i vilje.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser mennesker, som står midt i templet, omgivet af Guds ord og Guds gerninger, og alligevel ikke tror. De kræver et tydeligere tegn, men de har både hørt Ordet og set gerningerne. Vantroen skyldes ikke, at Gud har talt for utydeligt, men at hjertet ikke vil høre hyrdens stemme. Sådan kan vi også stille Gud krav: Sig det tydeligere, vis mig mere, så skal jeg tro. Bag det står ofte et ønske om selv at bestemme, hvordan Gud skal være. Jesu dom er klar: Den, der ikke vil høre hans stemme, hører ikke til hans får, og det er alvorligt, for uden for hyrdens hånd er der kun ulven.

Evangeliet: Midt i striden siger Jesus noget af det mest trøsterige i hele evangeliet: Mine får skal aldrig gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Hyrden giver evigt liv nu, som en gave, ikke som løn. Han kender sine får, før de kender ham. Og hans hånd er ikke svagere end Faderens, for han og Faderen er ét. Påskens hyrde har sat sit liv til og taget det igen (10,17–18). Derfor hviler frelsen ikke på, hvor stærkt vi holder fast, men på, at han holder os. Det er trøst for den svage og anfægtede: Stemmen lyder i Ordet, og den, der hører den, er i hans hånd.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske (Joh 10,12–16): Over hyrdeteksten i 1. tekstrække siger Luther, at alt kommer an på at kende hyrden ret. Derfor skal prædikanten ikke lægge andet frem end Kristus: hvem han er, og hvad han giver.
  «Derfor skal en god prædikant ikke lægge andet frem for folk end alene Kristus, så man lærer at kende, hvem han er, og hvad han giver» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske (Joh 10,12–16): Luther siger, at de kristne skal være som et lille får, der kender hyrdens stemme og kun hører den. Over for paven og falske prædikanter skal man sige: Din stemme kender jeg ikke, det er ulvens hyl.
  «Vil vi nu være rette kristne, så må vi gøre som et lille får, der kender sin hyrdes stemme og hører den alene» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige forklaring, art. XI: Om udvælgelsen: Konkordieformlen bruger Joh 10 som trøst for de anfægtede: Frelsen står ikke i vores egen hånd, hvor vi ville miste den hvert øjeblik, men i Guds nådige udvælgelse i Kristus.
  «så de ved, at deres frelse ikke står i deres egen hånd (ellers ville de miste den langt lettere, end det skete for Adam og Eva i Paradis, ja, hver time og hvert øjeblik)» Læs teksten
• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige forklaring, art. XI: Om udvælgelsen: De udvalgte kendes ikke på en skjult beslutning, men på det, Joh 10,27–28 siger: De hører evangeliet og tror på Kristus. Og selv om det er svagt i dem, hungrer og tørster de efter retfærdigheden.
  «Og selv om alt dette er meget svagt i dem, så hungrer og tørster de dog efter retfærdigheden» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi sande guddom: Pieper viser ud fra sammenhængen, at v. 30 handler om væsensenhed: Kristus tilskriver sig den samme almagt som Faderen (v. 28–29) og begrunder det med, at han og Faderen er ét.
  «For udsagnet i Joh 10,30: «Jeg og Faderen, vi er ét» (ἕν ἐσμεν), gælder ganske vist ikke enheden i sindelag eller vilje eller magtvirkning,³¹ men enheden, og vel at mærke den talmæssige enhed, i væsenet.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Udholdenheden til frelse: Pieper bruger Joh 10,28–30 som bevis for, at det er Guds almagt og ikke vores egen adfærd, der holder os i troen. Selvtillid er netop det, der fik Peter til at falde.
  «Også i Kristi ord i Joh 10,28–30 kommer det meget klart til udtryk, at bag det, at hans egne ikke falder fra, står hans guddommelige almagt som den virkende årsag» Læs teksten

Prædikenspor

Sig det åbent!

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken: Jesus har svaret, men svaret høres kun af den, der vil høre hyrdens stemme. 1) Tempelindvielsesfesten og kravet: Hvor længe vil du holde os hen? Mange i dag stiller det samme krav til Gud: et klart tegn, et bevis. 2) Jesu svar: Jeg har sagt det, og gerningerne vidner. Problemet er ikke Guds tale, men vores hjerte, der ikke vil høre (loven). 3) Så vender Jesus blikket mod sine får: De hører, han kender dem, de følger, og han giver dem evigt liv. Svaret på spørgsmålet «Hvem er du?» er til sidst: «Jeg og Faderen, vi er ét.» Han er Gud selv, der vogter sine får.

I to hænder

Et tematisk spor om bevarelsen. Hovedtanken: Frelsen ligger ikke i vores hånd, men i Kristi og Faderens. 1) Vi lever, som om det hele afhang af, hvor fast vi holder: vores tro, vores flid, vores følelser. Selvtilliden er farlig – Peter faldt, da han stolede på sig selv. 2) Jesus siger: Ingen skal rive dem ud af min hånd, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Det er almagtens hånd, for han og Faderen er ét. Konkordieformlen siger, at vi ville miste frelsen hvert øjeblik, hvis den lå i vores egen hånd. 3) Hvor møder vi hånden? I Ordet og dåben, hvor hyrden taler og tager os til sig. Her må den anfægtede hvile.

Kender han mig?

Et sjælesørgerligt spor. Hovedtanken: Mange spørger ikke, om Jesus er Kristus, men om de selv hører til hans får. Troen kan være svag, og bønnen tynd. 1) Teksten lægger vægten et andet sted end på os: «Jeg kender dem.» Hyrdens kendskab kommer før vores. 2) Kendetegnet er ikke stærk følelse, men at høre stemmen: at blive ved Ordet, hungre efter det, vende tilbage til det. Konkordieformlen siger, at selv om alt er svagt i de troende, hungrer og tørster de efter retfærdigheden. 3) Løftet gælder netop de svage får: De skal aldrig gå fortabt. Hyrden har sat sit liv til og lever. Han giver evigt liv i dag.

Lærepunkter i teksten

• Bevarelsen i troen og frafaldet – Ingen kan rive fårene ud af Kristi og Faderens hånd; bevarelsen i troen er Guds værk, ikke vores (v. 28–29).
• Udvælgelsen – Konkordieformlen bruger v. 27–28 til at beskrive de udvalgte: De hører evangeliet og tror – udvælgelsen søges i Kristus.
• Treenigheden – «Jeg og Faderen, vi er ét»: to personer, ét væsen og én almagt (v. 30).
• Kirkens kendetegn og enhed – «Mine får hører min stemme»: Kirken kendes på, at Kristi ord forkyndes og høres.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 233 Jesus lever, graven brast – Påskesalme; den levende Herre er grunden til, at fårene har evigt liv.
• 168 Hyrden er én, og så hans hjord – Den ene hyrde og hans hjord – hyrdesøndagens hovedbillede.
• 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme – «Mine får hører min stemme»; kald til at høre hyrden.
• 664 Frelseren er mig en hyrde god – Tillid til den gode hyrde, der vogter og bevarer sine får.
• 375 Alt står i Guds faderhånd – Trygheden i Faderens hånd, som ingen kan rive os ud af (v. 29).