3. søndag efter påske

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 16,16–22

Teksten står i Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene skærtorsdag aften, lige før han går ud til Getsemane og bliver taget til fange. Han har talt om, at han går bort til Faderen, at Talsmanden skal komme, og at verden vil hade og forfølge dem (Joh 16,1–15). Nu siger han det i en gåde: «Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig.» Disciplene forstår det ikke og spørger hinanden (v. 17–18). Jesus mærker deres spørgsmål og svarer, ikke med en forklaring af tidsplanen, men med et løfte: Deres gråd skal blive til glæde, som når en kvinde har født sit barn. Den første «korte tid» er tiden frem til korset og graven; den anden peger på påskemorgen, og videre frem mod genkomsten. Teksten er prædiketekst 3. søndag efter påske (Jubilate) i 1. tekstrække. Den læses altså i påsketiden, hvor menigheden allerede kender påskens glæde, men stadig lever i «den korte tid» med sorg og anfægtelse.

Loven i teksten: Teksten viser os disciplene, som de også er os. De hører Jesu ord, men forstår dem ikke, og når korset kommer, tror de, at alt er forbi. Sådan er vores hjerte: Når sygdom, sorg eller anfægtelse kommer, slutter fornuften straks, at Gud har glemt os eller er vred på os, sådan som Luther siger. Vi stoler mere på det, vi ser, end på det, Jesus har sagt. Teksten afslører også verden, der glæder sig, mens Kristus dør; den vil have glæde uden ham og spotter korset. Og den viser, at vi ikke kan gøre os selv glade: Ingen af disciplene kunne finde trøst i sig selv den fredag og lørdag.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus siger sorgen forud og samtidig lover, at den har en ende. Den korte tid er hans tid, ikke vores: Han går i døden for os, og «om en kort tid» står han op. Hans løfte er ikke bare, at vi skal se ham, men at han skal se os, og det gjorde han påskeaften, da han kom ind til de bange disciple. Sorgen bliver selv til glæde, som veerne bliver til et nyt liv. Den glæde hviler ikke på vores følelser, men på hans opstandelse, og derfor kan ingen tage den fra os, hverken sorg, synd eller død.

Prædikenspor: «En lille stund» · «Veer, ikke dødskramper» · «Har Gud glemt mig?»

Salmeforslag: DDS 230 Påskemorgen slukker sorgen · DDS 242 Hører, I, som græde · DDS 540 En liden stund · DDS 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe · DDS 39 Synes det i kors og pine

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 14,1–11

Teksten er begyndelsen på Jesu afskedstale i Johannesevangeliet (Joh 14–16). Det er skærtorsdag aften. Judas er gået ud i natten (Joh 13,30), Jesus har sagt, at han går bort, hvor disciplene ikke kan følge ham nu, og han har forudsagt, at Peter vil fornægte ham tre gange (Joh 13,33–38). Disciplene er rystede. Ind i den uro taler Jesus: «Jeres hjerte forfærdes ikke!» Han går til Faderen for at berede dem sted og vil komme igen og tage dem til sig. To disciple afbryder ham. Thomas spørger om vejen, og Jesus svarer: «Jeg er vejen og sandheden og livet.» Filip beder om at se Faderen, og Jesus svarer, at den, der har set ham, har set Faderen. Ordene er talt før korset, men læses i kirken i påsketiden: Teksten er prædiketekst 3. søndag efter påske i 2. tekstrække, hvor kirken lytter til den opstandne, der går til Faderen og forbereder sine på himmelfarten.

Loven i teksten: Teksten afslører det forfærdede hjerte. Disciplene har levet med Jesus i årevis og forstår alligevel intet, da han taler om sin bortgang. Thomas ved ikke vejen, og Filip vil se Gud på sin egen måde. Sådan er vi også: Når korset kommer, tror vi ikke, at der er trøst, og vi leder efter Gud bag om Kristus, i egne tanker, oplevelser og fromme gerninger. «Ingen kommer til Faderen uden ved mig» dømmer alle de veje, vi selv lægger: lovgerninger, ærbart liv og selvvalgt religion. Uden for Kristus er der ingen vej, og den, der vil se Gud uden ham, møder kun den skjulte Gud, som samvittigheden frygter.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus selv er vejen. Vi skal ikke finde frem til Faderen; han går foran gennem korset og graven og bereder stedet. Boligerne er mange, og han lover selv at komme og tage os til sig, så vi skal være, hvor han er. Den, der har set Jesus, har set Faderen, og i ham ser vi Guds hjerte: ikke en Gud, der vil fordømme os, men en nådig Fader, der giver sin Søn for syndere. Filip og Thomas bliver ikke vist bort for deres tungnemhed; Jesus svarer dem tålmodigt. Han, som er sandheden og livet, siger også til os: Lad ikke jeres hjerte forfærdes.

Prædikenspor: «Lad ikke jeres hjerte forfærdes» · «Én vej til Faderen» · «Herre, vis os Faderen»

Salmeforslag: DDS 233 Jesus lever, graven brast · DDS 484 Du, som vejen er og livet · DDS 556 I Himmelen, i Himmelen · DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger · DDS 245 Opstandne Herre, du vil gå

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers