Joh 10,11–16

Teksten i sammenhæng

Hyrdetalen i Joh 10,1–18 hører tæt sammen med kapitel 9. Jesus har helbredt manden, der var født blind, og farisæerne har smidt ham ud af synagogen. Lige efter taler Jesus til de samme farisæere (9,40–41) om hyrden, fårene, døren, tyven og den fremmede. Farisæerne, der skulle have været Israels hyrder, har stødt et får bort, mens Jesus har opsøgt det (9,35). I vores tekst går Jesus fra billedet til det personlige «Jeg er»: Han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. Over for ham står daglejeren, der flygter, når ulven kommer. Talen peger frem mod korset (10,17–18) og ud over Israel til «andre får». Bagefter bliver jøderne splittet over hans ord (10,19–21). I 1. tekstrække er teksten evangelium på 2. søndag efter påske. I den gamle tekstrække lå Joh 10,12–16 på samme søndag (Misericordias Domini), så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I påsketiden lyder ordet om hyrden, der sætter sit liv til, fra den opstandne, som har taget det igen.

Opbygning

1. 10,11 Jeg er den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene
2. 10,12 Daglejeren flygter, og ulven spreder fårene
3. 10,14 Hyrden kender sine, og hans egne kender ham
4. 10,16 De andre får: én hjord, én hyrde

Græske nøgleord

• καλός (G2570, v. 10,11) – καλός, god. Jesus siger ikke ἀγαθός, men καλός: god i betydningen ægte, fuldgyldig, den hyrde, som svarer til, hvad en hyrde skal være. Med artiklen to gange («hyrden, den gode») bliver han sat i modsætning til alle andre: Han er ikke en god hyrde blandt flere, men den gode hyrde, som profeterne lovede (Ez 34,23).
• τίθημι (G5087, v. 10,11) – τίθημι, sætte, lægge (ned). Udtrykket «sætte sit liv til» (τὴν ψυχὴν τιθέναι) er særligt for Johannes (10,15.17–18; 15,13; 1 Joh 3,16). Præsens viser, at det er det, der kendetegner denne hyrde. Han lægger livet fra sig frivilligt: Ingen tager det fra ham (10,18). Døden er ikke et uheld, der rammer hyrden, men hans egen gerning for fårene.
• ὑπέρ (G5228, v. 10,11) – ὑπέρ, for, til gavn for. Hyrden sætter livet til «for fårene». Hos Johannes bruges ὑπέρ om Jesu død for andre (6,51; 11,50–52; 15,13). I 11,50 er meningen tydeligt stedfortrædende: Ét menneske dør for folket, så hele folket ikke går til grunde. Sådan her: Hyrden dør, for at fårene skal leve.
• μισθωτός (G3411, v. 10,12) – μισθωτός, daglejer, lejet hjælper. Han arbejder for løn (μισθός), og fårene er ikke hans egne (ἴδια). Det er ikke lønnen i sig selv, der er fejlen, men at han ikke bryder sig om fårene (10,13). Derfor flygter han, når det koster noget. Ordet rammer alle, der bruger embedet eller hjorden til egen fordel.
• γινώσκω (G1097, v. 10,14) – γινώσκω, kende. I Bibelen er det at kende ikke blot at vide noget, men et personligt fællesskab. Hyrdens kendskab til sine kommer først, og fårenes kendskab til ham svarer til det. I RP står passiv: «jeg kendes af mine». Jesus sammenligner det med fællesskabet mellem Faderen og Sønnen (10,15). Så nært vil han være med sine.
• φωνή (G5456, v. 10,16) – φωνή, stemme, røst. Hyrden samler ikke sin hjord med magt, men ved sin stemme (10,3–5.27). «De vil høre» (ἀκούσουσιν, futurum) er et løfte: Når evangeliet bliver prædiket, vil de andre får høre Kristi egen stemme i det. Derfor er det Ordet, der skaber og bevarer hjorden.
• ποίμνη (G4167, v. 10,16) – ποίμνη, hjord. Jesus skelner mellem αὐλή, indhegningen (Israels fold), og ποίμνη, hjorden. Enheden ligger ikke i en fælles indhegning, men i den ene hyrde: «én hjord, én hyrde». Vulgata oversatte med «unum ovile» (én fold), og det blev senere brugt om én ydre kirkeorganisation. Teksten taler om de troendes enhed under Kristus.

Eksegetiske noter

• v. 10,11 «Jeg er»-ordet knytter an til Ez 34, hvor Herren dømmer Israels hyrder, der græssede sig selv, og lover selv at søge sine får og sætte én hyrde, sin tjener David, over dem (Ez 34,11–16.23). Se også Sl 23, Es 40,11 og Jer 23,1–4. Når Jesus siger «Jeg er den gode hyrde», tager han det, Gud har sagt om sig selv, og den lovede Davidssøns opgave på sig.
• v. 10,12–13 Daglejeren skal først forstås ud fra sammenhængen: farisæerne, der netop har drevet den helbredte blinde ud (9,34). Ulven er det, der truer hjorden, i Bibelen ofte falske profeter (Matt 7,15; ApG 20,29). I RP begynder v. 13 med «Men daglejeren flygter»; den kritiske tekst og Den Frie Bibel har det ikke, men meningen er den samme.
• v. 10,14 Tekstkritik: RP har «og jeg kendes af mine» (γινώσκομαι ὑπὸ τῶν ἐμῶν), mens den kritiske tekst har «og mine kender mig» (γινώσκουσί με τὰ ἐμά), som de danske oversættelser følger. Betydningen er den samme: et gensidigt kendskab, hvor hyrdens kendskab kommer først.
• v. 10,15 Sammenligningen «ligesom Faderen kender mig» knytter hyrdens forhold til fårene til forholdet mellem Faderen og Sønnen. I v. 15 står det samme udtryk som i v. 11, men nu som Jesu eget «jeg sætter mit liv til». Det forberedes i 10,17–18: Han har magt til at sætte livet til og til at tage det igen. På 2. søndag efter påske hører menigheden det i lyset af opstandelsen.
• v. 10,16 «Andre får, som ikke tilhører denne indhegning» er hedningerne (jf. 11,52; 12,32). «Skal» (δεῖ) udtrykker Guds frelsesplan. RP har «der vil blive én hjord» (γενήσεται), den kritiske tekst har flertal: «de vil blive én hjord». Vulgata har «unum ovile» (én fold), men Luther oversatte rigtigt «eine Herde» (én hjord). Missionen efter pinse er opfyldelsen (ApG 10; 15,14).

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører daglejeren. Han er der, så længe det ikke koster noget, men flygter, når ulven kommer, for han bryder sig ikke om fårene. Det rammer først de ledere, der drev den blinde ud, og alle, der bruger embedet til egen fordel. Men det rammer også os: Vi svigter de mennesker, vi er sat til at tage os af, når det bliver dyrt. Og vi er selv får, der er faret vild (1 Pet 2,25), uden kraft til at værge os mod ulven. Ingen af os kan være vores egen hyrde. Den, der vil frelse sig selv med sine gerninger, står alene over for Djævelen og døden.

Evangeliet: Den gode hyrde flygter ikke. Han går ulven i møde og sætter sit liv til for fårene, frivilligt og i deres sted. Det er sket på korset, og i påsketiden taler han som den opstandne, der har taget livet igen. Han kender sine, før de kender ham, lige så sikkert som Faderen kender Sønnen. Han kalder dem med sin stemme i evangeliet og ved navn i dåben. Og han har flere får end dem, vi ser: Også de fjerne skal høre hans stemme. Den, der hører hans ord, er hans får og bliver ikke overladt til ulven.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske: Over for ulven, Djævelen, nytter hverken et helligt liv eller lovens gerninger, for loven anklager os. Man skal give slip på al anden trøst og holde sig alene til den hyrde, der sætter sit liv til. Det er troens stykke: Han har gjort det hele.
  «Han flygter ikke for ulven; han lader sig hellere sønderrive, end han ville overlade ulven et eneste får. Derfor skal vi i en sådan fare se alene på ham og holde os til ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske: Luther beskriver daglejeren på to måder: Han flygter, når faren kommer, eller han tier og lader fårene gå uden Ordet. Den, der søger sin egen fordel i embedet, holder ikke stand.
  «Eller også tier han og lader fårene gå uden græs, det vil sige uden Ordet.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter påske: En kristen skal ikke kendes på det, man ser, men på det, han hører. Som et får lever han af hyrdens stemme. Mister han Ordet, er al trøst forbi; holder han fast ved det, har han syndernes forladelse og det evige liv.
  «Ligesom et lille får: Det har sit liv af at høre. Hører det ikke sin hyrdes stemme, så løber det ind blandt ulvene.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Urbanus Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Om Kristi embede: Rhegius læser Joh 10 sammen med Ez 34: Jesus er ikke bare en hyrde, men netop den gode hyrde, som profeterne lovede. Alle andre hyrder er daglejere.
  «Profeterne har sagt meget om en god hyrde, som skulle være så stærk og trofast, at han både kunne og ville hjælpe sine får ud af al nød.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirkes egenskaber: Pieper bruger «én hjord» i v. 16 om kirkens enhed. Den ligger ikke i en ydre organisation, men i at alle troende tror det samme evangelium om nåden for Kristi skyld.
  «fordi alle kirkens lemmer trods alle forskelle i jordiske forhold tror det samme om Gud, nemlig at Gud af nåde, for Kristi skyld, uden lovens gerninger tilgiver dem synden.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Brugen af Skriften til at afgøre lærestridigheder: Over for den romerske påstand, at «fårene» ikke selv kan dømme om læren, svarer de lutherske teologer med hyrdetalen: Kristi får kan kende hans stemme fra den fremmedes.
  «De kristne sammenlignes ganske vist i Skriften med får, men ikke med dumme får, derimod med kloge, der nøje forstår at skelne Kristi stemme fra den fremmedes og den falske hyrdes stemme.» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 30. aftenforelæsning: Walther advarer mod en præst, der har den rene lære i hovedet, men ikke i hjertet. Han bliver ved læren, så længe det giver fordel, men falder fra, når ulvene kommer og det koster spot og forfølgelse – som daglejeren i teksten.
  «når ulve og ræve kommer, er, at dens hyrde står fast og er parat til at give sit liv for sandheden og for sin hjord og til at udgyde sit blod.» Læs teksten

Prædikenspor

Hyrden, der ikke flygter

Prædikenen følger tekstens modsætning mellem daglejeren og den gode hyrde. Første trin: Daglejeren. Han er der, så længe det går godt, men flygter, når ulven kommer, fordi fårene ikke er hans. Her kan præsten vise, hvordan vi alle kender den bevægelse hos os selv, og hvordan ingen af os kan værne sig selv mod synd, død og Djævel. Andet trin: Den gode hyrde går den modsatte vej. Han går ulven i møde og sætter sit liv til for fårene. Langfredag er ikke et nederlag, men hyrdens egen gerning. Tredje trin: Påsken. Den hyrde, der gav livet, har taget det igen (10,17–18) og står nu levende foran sin hjord. Derfor er fårene ikke overladt til ulven.

Jeg kender mine

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 14–15 og Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Kristi får ikke kan se, at han kender dem. Mange oplever sygdom, tab og anfægtelse, så det ser ud, som om de ingen hyrde har. Første trin: Det, vi ser og føler, siger ofte, at Gud har glemt os. Andet trin: Selv Kristus blev på korset tilsyneladende forladt, men Faderen kendte ham og rejste ham op. Tredje trin: Fårenes visshed hviler ikke på følelsen, men på hyrdens stemme. Han siger: «Jeg kender mine» og «jeg sætter mit liv til for fårene». Dette ord gælder den døbte, også når intet andet tyder på det.

Én hjord, én hyrde

Et tematisk spor om kirken ud fra v. 16. Hovedtanken er, at kirken ikke holdes sammen af en indhegning, men af den ene hyrde og hans stemme. Første trin: «Andre får». Jesus tænker ud over Israel; hedningerne skal også høre hans stemme, og det sker, når evangeliet prædikes efter pinse. Andet trin: Hvad gør os til én hjord? Ikke en fælles organisation eller ydre form, men at alle får hører den samme stemme, evangeliet om nåde for Kristi skyld. Tredje trin: Derfor skal fårene kunne skelne hyrdens stemme fra den fremmedes. Prædikenen ender ved, at hyrden selv er til stede, hvor hans ord lyder, og samler sin hjord i dag.

Lærepunkter i teksten

• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Hyrden sætter frivilligt sit liv til «for fårene» (ὑπέρ): Kristi død i vores sted er det, der redder hjorden fra ulven.
• Kirkens kendetegn og enhed – «Én hjord, én hyrde»: Kirkens enhed ligger i den ene hyrde og i, at fårene hører hans stemme, ikke i en ydre fold.
• Prædikeembedet – Daglejeren, der flygter eller tier, er et spejl for alle hyrder i kirken: Embedet skal give fårene Ordet, også når det koster.
• Ordets kraft – Hyrden samler og bevarer sine får ved sin stemme; det er Ordet, der skaber troen og kendskabet til ham.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 218 Krist stod op af døde – Påskesalmen: Hyrden, der satte sit liv til, er opstanden, og hans hjord synger med.
• 664 Frelseren er mig en hyrde god – Salmen om Kristus som den gode hyrde, til trøst og fred for den enkelte.
• 663 Gud Herren er min hyrde god – Gendigtning af Sl 23, som hyrdebilledet i teksten bygger på.
• 168 Hyrden er én, og så hans hjord – Synger direkte ud fra v. 16: én hyrde og én hjord.
• 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme – Om at høre hyrdens stemme, som fårene kender og følger.