Joh 14,1–11

Teksten i sammenhæng

Teksten er begyndelsen på Jesu afskedstale i Johannesevangeliet (Joh 14–16). Det er skærtorsdag aften. Judas er gået ud i natten (Joh 13,30), Jesus har sagt, at han går bort, hvor disciplene ikke kan følge ham nu, og han har forudsagt, at Peter vil fornægte ham tre gange (Joh 13,33–38). Disciplene er rystede. Ind i den uro taler Jesus: «Jeres hjerte forfærdes ikke!» Han går til Faderen for at berede dem sted og vil komme igen og tage dem til sig. To disciple afbryder ham. Thomas spørger om vejen, og Jesus svarer: «Jeg er vejen og sandheden og livet.» Filip beder om at se Faderen, og Jesus svarer, at den, der har set ham, har set Faderen. Ordene er talt før korset, men læses i kirken i påsketiden: Teksten er prædiketekst 3. søndag efter påske i 2. tekstrække, hvor kirken lytter til den opstandne, der går til Faderen og forbereder sine på himmelfarten.

Opbygning

1. 14,1 Lad ikke jeres hjerte forfærdes: tro på Gud og på mig
2. 14,2 Mange boliger i Faderens hus, og løftet om at komme igen
3. 14,5 Thomas spørger om vejen: Jeg er vejen og sandheden og livet
4. 14,8 Filip beder: Vis os Faderen
5. 14,10 Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig: tro for ordenes og gerningernes skyld

Græske nøgleord

• ταράσσω (G5015, v. 14,1) – ταράσσω, forfærde, ryste, bringe i uro. Ordet bruges om vand, der bliver rørt op (Joh 5,7), og om Jesus selv, der blev rystet i sin ånd ved Lazarus’ grav og ved tanken om forræderiet (Joh 11,33; 13,21). Μὴ ταρασσέσθω er en nægtet præsens imperativ i 3. person: «Jeres hjerte må ikke forfærdes.» Præsens peger på en vedvarende tilstand, ikke en enkelt reaktion. Jesus kender uroen indefra, og han befaler ikke følelser væk, men giver troen noget at holde sig til.
• μονή (G3438, v. 14,2) – μονή, bolig, sted at blive. Ordet er dannet af μένω, «blive», som er et nøgleord hos Johannes. I NT står det kun her og i Joh 14,23, hvor Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig hos den, der elsker Jesus. En μονή er ikke et midlertidigt herberg, men et sted, man bliver. «Mange» betyder, at der er plads nok; ingen, der hører Kristus til, bliver vist bort fra Faderens hus.
• ἑτοιμάζω (G2090, v. 14,2) – ἑτοιμάζω, berede, gøre i stand. Jesus går bort (πορεύομαι) for at berede sted. Hos Johannes er denne bortgang hans vej gennem korset, opstandelsen og himmelfarten til Faderen. Stedet er altså ikke noget, disciplene skal gøre sig fortjent til; det er gjort i stand af ham, før de kommer. Samme ord bruges om det rige, der er beredt fra verdens grundlæggelse (Matt 25,34).
• παραλαμβάνω (G3880, v. 14,3) – παραλαμβάνω, tage til sig, tage med sig. Ordet bruges om at tage en hustru hjem (Matt 1,20.24) eller tage nogen med sig på vejen. Futurum παραλήψομαι står efter præsens ἔρχομαι, «jeg kommer», som her har fremtidsbetydning. Jesus kommer ikke blot for at vise vejen, men for selv at hente sine. Målet er fællesskabet med ham: «hvor jeg er, der skal også I være.»
• ὁδός (G3598, v. 14,6) – ὁδός, vej. Thomas spørger om en rute (v. 5), og Jesus svarer med sin person: Ἐγώ εἰμι ἡ ὁδός. Med den bestemte artikel er han ikke en vej blandt flere, men vejen, og det slår nægtelsen fast: οὐδεὶς ἔρχεται, ingen kommer til Faderen uden ved ham. «Sandheden og livet» forklarer, hvorfor han er vejen: Han er Guds sande åbenbaring og har livet i sig selv (Joh 1,4; 5,26).
• ὁράω (G3708, v. 14,9) – ὁράω, se. Perfektum ὁ ἑωρακὼς ἐμὲ ἑώρακεν τὸν πατέρα betegner et syn, der har varig virkning: Den, der har set Jesus, har set Faderen og står nu i det kendskab. Filip vil se Gud direkte, men Gud har gjort sig synlig i Sønnen (Joh 1,18; 12,45). Ordet åbner for prædikenen om, at vi ikke skal lede efter Gud bag Kristus, men i ham.

Eksegetiske noter

• v. 14,1 Begge former af πιστεύετε kan grammatisk være imperativ eller indikativ. 1992-oversættelsen læser to opfordringer: «Tro på Gud, og tro på mig!» Luther læser i Huspostillen første led som en forudsætning: «Tror I på Gud, så tror I også på mig», altså at det, de tror om Gud, skal de også tro om Jesus. Begge læsninger sætter troen på Jesus side om side med troen på Gud og forudsætter hans guddom.
• v. 14,2 Tekstkritik: RP læser uden ὅτι: «Hvis det ikke var så, havde jeg sagt jer det. Jeg går bort for at berede jer sted.» Den kritiske tekst har ὅτι, så sætningen kan læses som et spørgsmål: «Ville jeg så have sagt til jer, at jeg går bort for at berede jer sted?» I begge tilfælde hviler forsikringen på Jesu egen troværdighed: Han ville ikke love noget, der ikke var sandt.
• v. 14,3 «Jeg kommer igen» forstås i den lutherske udlægning først og fremmest om Kristi genkomst på den yderste dag, når han tager sine til sig (jf. 1 Thess 4,16–17). Luther anvender det i Huspostillen også på den troendes død: Når vi kaldes bort, venter boligen. Jesus kommer også til disciplene påskemorgen og i Ånden (Joh 14,18.23), men løftet her peger frem mod fuldendelsen.
• v. 14,4 Tekstkritik: RP har «hvor jeg går hen, ved I, og vejen ved I», mens den kritiske tekst læser kortere: «og hvor jeg går hen, kender I vejen.» Meningen er den samme. Jesus tilskriver disciplene et kendskab, de endnu ikke selv ser, at de har; de kender ham, og han er vejen. Thomas’ spørgsmål viser, at de tænker i steder og ruter, mens Jesus taler om sig selv.
• v. 14,7 Tekstkritik: RP læser en uvirkelig betingelse: «Havde I kendt mig, havde I også kendt min Fader» – en mild bebrejdelse. Den kritiske tekst læser ἐγνώκατε … γνώσεσθε: «Når I har kendt mig, skal I også kende min Fader» – et løfte. Begge fortsætter med det samme: «fra nu af kender I ham og har set ham.» «Fra nu af» peger på timen, hvor Jesus herliggøres på korset og i opstandelsen.
• v. 14,8–9 Filips bøn minder om Moses’ bøn om at se Guds herlighed (2 Mos 33,18–23), der fik svaret, at intet menneske kan se Guds ansigt og leve. Jesu svar går videre: Gud er ikke længere skjult bag en sky, men har vist sig i Sønnen, som var hos disciplene «så lang en tid». Jf. Joh 1,14.18; Kol 1,15; Hebr 1,3.
• v. 14,10–11 «Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig» udtrykker personernes gensidige iboen i guddommen, som kirkefædrene kaldte perichoresis. Faderen og Sønnen er ikke to adskilte væsener, men én Gud; dog er det Sønnen, der er blevet menneske. Ordene og gerningerne er Faderens egne (jf. Joh 5,19.36; 10,37–38). Gerningerne er et vidnesbyrd for den, der endnu tvivler, men troen hviler til sidst på hans ord: «Tro mig!»

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører det forfærdede hjerte. Disciplene har levet med Jesus i årevis og forstår alligevel intet, da han taler om sin bortgang. Thomas ved ikke vejen, og Filip vil se Gud på sin egen måde. Sådan er vi også: Når korset kommer, tror vi ikke, at der er trøst, og vi leder efter Gud bag om Kristus, i egne tanker, oplevelser og fromme gerninger. «Ingen kommer til Faderen uden ved mig» dømmer alle de veje, vi selv lægger: lovgerninger, ærbart liv og selvvalgt religion. Uden for Kristus er der ingen vej, og den, der vil se Gud uden ham, møder kun den skjulte Gud, som samvittigheden frygter.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus selv er vejen. Vi skal ikke finde frem til Faderen; han går foran gennem korset og graven og bereder stedet. Boligerne er mange, og han lover selv at komme og tage os til sig, så vi skal være, hvor han er. Den, der har set Jesus, har set Faderen, og i ham ser vi Guds hjerte: ikke en Gud, der vil fordømme os, men en nådig Fader, der giver sin Søn for syndere. Filip og Thomas bliver ikke vist bort for deres tungnemhed; Jesus svarer dem tålmodigt. Han, som er sandheden og livet, siger også til os: Lad ikke jeres hjerte forfærdes.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Filip og Jakobs dag (Joh 14,1–14): Luther lægger vægt på, at Jesus beder disciplene tro det samme om ham som om Gud. Da ingen frygter, at Gud skal dø, skal de heller ikke frygte for Jesu død; når han og døden støder sammen, må døden ligge under.
  «Hvad I tror om Gud, det skal I også tro om mig. Ingen af jer er bange for, at Gud skal dø.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Filip og Jakobs dag (Joh 14,1–14): Kristus er ikke en vej for fødderne, men for hjertet: Man går ad ham ved at stole på ham. Og fordi han også er sandheden og livet, behøver den, der har ham, ikke frygte synden og døden.
  «Ikke en vej, man skal gå på med fødderne, men med hjertet; det vil sige: Man skal stole på ham og sætte al sin fortrøstning til ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Filip og Jakobs dag (Joh 14,1–14): At kende Gud er mere end at vide, at han har skabt alt. Den viden alene gør os bange, fordi samvittigheden anklager. I Kristus ser vi, at Gud er nådig og barmhjertig mod syndere.
  «Men den, der kender Kristus, han ser i Kristus, at Gud er en nådig og barmhjertig Gud, som ikke vil fordømme os for vor synd og ulydighed» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den udførlige erklæring II (Luther om 1 Mos 26): Konkordieformlen anfører Luthers advarsel mod at granske den skjulte Gud. Vi skal holde os til den åbenbarede Gud i Kristus, for «der kommer ingen til Faderen uden ved mig» (Joh 14,6).
  «For denne nysgerrighed er selve arvesynden, som driver os til at søge vejen til Gud gennem naturlig spekulation.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Pieper henviser til Joh 14,6–11 for, at den ene sande Gud kun kendes til frelse i Sønnen. Med Luther siger han, at den, der søger Gud uden for Kristus, maler sig en afgud.
  «Heraf følger, at «den eneste sande Gud» kun kan erkendes i den Søn, der er sendt til verden.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Treenigheden: Jacobs bruger Joh 14,10 som skriftbevis for personernes gensidige iboen i guddommen, sådan som kirkefædrene beskrev den.
  «De græske kirkefædre kaldte det perichoresis, dvs. at den ene person evigt og uadskilleligt gennemtrænger den anden.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi to stande: Jacobs regner det at berede boliger for de troende (Joh 14,2) blandt formålene med himmelfarten, uden at Kristus derfor er fraværende fra sin kirke.
  «tog han alligevel sit synlige nærvær bort for at sende Helligånden (Joh 16,7), berede boliger i himlen for de troende (Joh 14,2)» Læs teksten

Prædikenspor

Lad ikke jeres hjerte forfærdes

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus møder de forfærdede disciple med sig selv. Første trin: situationen skærtorsdag aften. Forræderiet er afsløret, Peters fornægtelse forudsagt, og Jesus taler om at gå bort. Uroen er forståelig; korset gør ondt, også i dag. Andet trin: Jesus giver tre ting at holde sig til: troen på ham som på Gud, Faderens hus med boliger, han selv bereder, og løftet om at komme igen. Luther siger, at sorgen må blive i kødet, men ikke komme ind i hjertet. Tredje trin: Vi hører ordene efter påske. Han er gået gennem døden og har vundet; derfor holder løftet, også ved en grav.

Én vej til Faderen

Et tematisk spor om v. 6. Hovedtanken er, at Kristus ikke viser os en vej, men er vejen. Første trin: Alle mennesker spørger på en eller anden måde efter vejen til Gud, og vi lægger selv veje: gode gerninger, ærbart liv, egne gudsbilleder. Luther skelner skarpt: Budene viser, hvordan vi skal leve, men de er ikke vejen til Faderen. Andet trin: Jesus er vejen, fordi han er sandheden, der ikke bedrager, og livet, der bevarer fra døden. Man går ad ham med hjertet, ved at stole på ham. Tredje trin: Hvor møder vi ham? I Ordet, dåben og nadveren, hvor han lader sig forkynde for os som den, der er død for os.

Herre, vis os Faderen

Et sjælesørgerligt spor om Filips bøn. Hovedtanken er, at længslen efter at se Gud bliver mødt i Jesus. Første trin: Filips bøn er også vores. Vi vil have sikkerhed, et tegn, et syn; og den Gud, vi kun kender fra skaberværket og samvittigheden, gør os bange. Andet trin: Jesus svarer tålmodigt, ikke hårdt: «Den, som har set mig, har set Faderen.» Hvad ser vi så? Ham, der vasker fødder, tager imod syndere og går i døden for os. Tredje trin: Sådan er Gud. Som Luther siger, ser vi i Kristus, at Gud er nådig og barmhjertig mod syndere. Den, der tvivler, må holde sig til hans ord og gerninger.

Lærepunkter i teksten

• Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Filip vil se Faderen; Jesus svarer, at Gud kun kendes ret i ham, ikke ved spekulation (v. 7–9).
• Retfærdiggørelsen – «Ingen kommer til Faderen uden ved mig»: Luther ser her, at man alene ved troen på Kristus bliver retfærdig.
• Treenigheden – «Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig» er et klassisk skriftsted for Sønnens væsensenhed med Faderen.
• Det evige liv – Faderens hus med mange boliger, og løftet om at være, hvor Kristus er (v. 2–3).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 233 Jesus lever, graven brast – Påskesalme til påsketiden: Fordi Jesus lever, holder løftet om boligen hos Faderen.
• 484 Du, som vejen er og livet – Bøn til Kristus som vejen og livet, direkte ud fra Joh 14,6.
• 556 I Himmelen, i Himmelen – Evighedshåbet: hjemmet i Faderens hus, som Jesus bereder (v. 2–3).
• 666 Den grund, hvorpå jeg bygger – Trøst og fred i Kristus alene, svar på «lad ikke jeres hjerte forfærdes».
• 245 Opstandne Herre, du vil gå – Påskesalme om den opstandne Herre, der går med sine.