Joh 16,16–22

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene skærtorsdag aften, lige før han går ud til Getsemane og bliver taget til fange. Han har talt om, at han går bort til Faderen, at Talsmanden skal komme, og at verden vil hade og forfølge dem (Joh 16,1–15). Nu siger han det i en gåde: «Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig.» Disciplene forstår det ikke og spørger hinanden (v. 17–18). Jesus mærker deres spørgsmål og svarer, ikke med en forklaring af tidsplanen, men med et løfte: Deres gråd skal blive til glæde, som når en kvinde har født sit barn. Den første «korte tid» er tiden frem til korset og graven; den anden peger på påskemorgen, og videre frem mod genkomsten. Teksten er prædiketekst 3. søndag efter påske (Jubilate) i 1. tekstrække. Den læses altså i påsketiden, hvor menigheden allerede kender påskens glæde, men stadig lever i «den korte tid» med sorg og anfægtelse.

Opbygning

1. 16,16 Gåden: Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig
2. 16,17 Disciplene forstår ikke og spørger hinanden
3. 16,19 Jesus svarer: Jeres sorg skal blive til glæde
4. 16,21 Billedet af kvinden, der føder
5. 16,22 Jeg skal se jer igen: en glæde, ingen kan tage

Græske nøgleord

• μικρός (G3398, v. 16,16) – μικρός, lille; her som μικρόν, «en lille stund, en kort tid». Ordet står syv gange i v. 16–19 og er tekstens nøgleord. Disciplene hænger fast i netop det (v. 18: «Hvad er det: en kort tid?»). Luther gør det latinske modicum til hele prædikenens trøst: Al anfægtelse varer kun en lille stund, målt med Guds tid og med den evige glæde, der følger.
• θεωρέω (G2334, v. 16,16) – θεωρέω, se, betragte. «I ser mig ikke» står i præsens (θεωρεῖτε): Snart holder de op med at se ham, som de har set ham hver dag. «I skal se mig» er et andet verbum, futurum af ὁράω (ὄψεσθε). Man skal ikke presse forskellen for hårdt, men skiftet understreger, at gensynet er noget nyt: De skal se den opstandne. I v. 22 vender Jesus det om: «Jeg skal se jer.»
• λύπη (G3077, v. 16,20) – λύπη, sorg, smerte; verbet λυπηθήσεσθε er futurum passiv: «I skal blive bedrøvede.» Jesus lover ikke disciplene, at de slipper for sorgen; han siger den forud. Men han siger ikke, at sorgen skal afløses af glæde, som om den blot forsvinder. Han siger, at sorgen selv «skal blive til» (εἰς χαρὰν γενήσεται) glæde. Det, der gjorde ondt, korset, bliver selv kilden til glæden.
• θλῖψις (G2347, v. 16,21) – θλῖψις, trængsel, pres, nød. Ordet bruges om fødselsveerne, men i Joh 16,33 bruger Jesus det samme ord om disciplenes liv i verden: «I verden har I trængsel.» Billedet af kvinden gælder altså ikke kun påskedagene, men hele kirkens tid. Trængslen er veer, ikke dødskramper: Den har et mål, og når barnet er født, husker moderen den ikke mere.
• χαρά (G5479, v. 16,22) – χαρά, glæde. Ordet går igen i v. 20, 21 og 22 og står over for sorgen. Glæden har en bestemt grund: «Jeg skal se jer igen.» Det er ikke en stemning, disciplene skal frembringe, men følgen af, at den opstandne kommer til dem (jf. Joh 20,20: «Disciplene blev glade, da de så Herren»). Derfor kan ingen tage den.
• αἴρω (G142, v. 16,22) – αἴρω, løfte op, tage bort. «Ingen tager (αἴρει) jeres glæde fra jer» står i RP i præsens, som en fast sandhed; nogle håndskrifter har futurum, «skal tage». Verden kan tage meget fra de troende: tryghed, ære, ja livet. Men den glæde, der hviler på den opstandne Kristus, ligger uden for dens rækkevidde.

Eksegetiske noter

• v. 16,16 Tekstkritik: RP har til sidst i v. 16 «for jeg går til Faderen» (ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα). Den kritiske tekst og de danske oversættelser udelader ordene her, men alle har dem i v. 17, hvor disciplene citerer Jesus (jf. Joh 16,10). Meningen ændres ikke: At Jesus ikke ses, hænger sammen med, at han går til Faderen gennem død og opstandelse.
• v. 16,16–19 «En kort tid» er forstået på flere måder: om tiden fra skærtorsdag til påskemorgen, om tiden fra himmelfarten til genkomsten, eller om begge dele. Luther og de fleste udlæggere forstår det først om døden og opstandelsen (v. 22: «jeg skal se jer igen», jf. Joh 20,19–20), men løftet rækker videre: Kirken lever nu selv i «den korte tid» og venter på at se ham ansigt til ansigt (1 Joh 3,2).
• v. 16,20 «I skal græde og jamre» (κλαύσετε καὶ θρηνήσετε) er ord for dødeklage og sorg ved en begravelse (jf. Luk 23,27; Joh 20,11). Imens skal verden glæde sig: De, der fik Jesus korsfæstet, tror, at de har sejret. Jesu dobbelte «sandelig» understreger, at både sorgen og omslaget til glæde er sikre.
• v. 16,21 Billedet af den fødende kvinde kendes fra profeterne om Guds folks nød og frelse (Es 26,17–19; 66,7–14; Mika 4,9–10). Ordene «jeres hjerte skal glædes» i v. 22 svarer næsten ordret til den græske oversættelse af Es 66,14. «Hendes time» minder om Jesu egen «time» (Joh 12,23; 13,1). Der står ikke «en søn», men «et menneske» (ἄνθρωπος) er født til verden.
• v. 16,22 Jesus siger ikke kun «I skal se mig», men «jeg skal se jer». Det er den opstandne, der opsøger disciplene bag de låste døre (Joh 20,19–20). Luther lægger vægt på, at glæden er knyttet til ham og hans opstandelse og derfor ikke kan tages fra dem. Teksten slutter i v. 22, men Luthers perikope gik til v. 23.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser os disciplene, som de også er os. De hører Jesu ord, men forstår dem ikke, og når korset kommer, tror de, at alt er forbi. Sådan er vores hjerte: Når sygdom, sorg eller anfægtelse kommer, slutter fornuften straks, at Gud har glemt os eller er vred på os, sådan som Luther siger. Vi stoler mere på det, vi ser, end på det, Jesus har sagt. Teksten afslører også verden, der glæder sig, mens Kristus dør; den vil have glæde uden ham og spotter korset. Og den viser, at vi ikke kan gøre os selv glade: Ingen af disciplene kunne finde trøst i sig selv den fredag og lørdag.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus siger sorgen forud og samtidig lover, at den har en ende. Den korte tid er hans tid, ikke vores: Han går i døden for os, og «om en kort tid» står han op. Hans løfte er ikke bare, at vi skal se ham, men at han skal se os, og det gjorde han påskeaften, da han kom ind til de bange disciple. Sorgen bliver selv til glæde, som veerne bliver til et nyt liv. Den glæde hviler ikke på vores følelser, men på hans opstandelse, og derfor kan ingen tage den fra os, hverken sorg, synd eller død.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter påske: Luther gør det lille ord «en lille stund» (modicum) til hele prædikenens trøst. Det gælder ikke kun disciplene, men alle kristne i al anfægtelse.
  «Det drejer sig kun om en lille stund; derefter må sorgen forsvinde, og al trøst og glæde indfinde sig.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter påske: Mod fornuftens slutning, at Gud har glemt os, sætter Luther Jesu ord om spurvene og hårene på vores hoved (Matt 10,29–31). Gud tænker på os, også når det går os ilde.
  «Gud har glemt mig; hvis han tænkte på mig, ville det gå mig anderledes. For han tænker på dig – og lader det alligevel gå dig ilde.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter påske: Luther lægger vægt på, at Jesus siger: «Jeg vil se jer igen.» Glæden er påskeglæden over hans opstandelse, og den gælder også os.
  «Sådan ser Kristus også os, og vores hjerte glæder sig, når vi tager hans opstandelse for os og ser, hvordan han til gavn for os har overvundet synd, død og Djævel» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien art. XII: Om skriftemål og fyldestgørelse: Apologien udlægger ikke teksten, men siger det samme som Luther i prædikenen over den (han bruger også Es 28): Trængsler er ikke altid tegn på Guds vrede. De forskrækkede samvittigheder skal lære at se dem som tegn på nåde.
  «Job frikendes: Han blev ikke ramt på grund af tidligere onde gerninger. Altså er trængsler ikke altid straffe eller tegn på vrede.» Læs teksten

Prædikenspor

En lille stund

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus selv sætter grænsen for sorgen. Første trin: gåden i v. 16 og disciplenes forvirring. De forstår ikke, fordi de ikke kan forestille sig korset og slet ikke opstandelsen. Andet trin: Jesus forklarer ikke tidsplanen, men lover: «I skal græde, men jeres sorg skal blive til glæde.» Den første korte tid er langfredag og påskelørdag, den anden ender påskemorgen, da han står i deres midte. Tredje trin: Vi lever nu selv i en kort tid, mellem påske og genkomst. Luther siger, at det lille ord skal bruges i al anfægtelse. Prædikenen ender ved løftet i v. 22: Han skal se os igen, og ingen tager glæden fra os.

Veer, ikke dødskramper

Et tematisk spor ud fra billedet i v. 21. Hovedtanken er, at de kristnes trængsel har et mål. Første trin: Fødslen gør ondt, og undervejs kan det se ud, som om både mor og barn må dø, som Luther siger; trængsel er det samme ord, som Jesus bruger om livet i verden (Joh 16,33). Andet trin: Jesu egen «time» er korsets veer, og ud af dem kommer påskens nye liv. Hans død bliver vores liv. Tredje trin: Derfor er vores sorg ikke meningsløs, men heller ikke noget, vi skal frelse os ved. Den er veer frem mod den dag, hvor vi ikke husker trængslen mere. Sporet fører frem til glæden over den opstandne.

Har Gud glemt mig?

Et sjælesørgerligt spor for dem, der sidder i sorg og modgang. Hovedtanken er Luthers: Fornuften siger, at Gud har glemt os eller er vred, men Ordet siger noget andet. Første trin: Tag anfægtelsen alvorligt; disciplene græd, og Jesus skælder dem ikke ud for det. Andet trin: Hvad siger Ordet? Ikke et hår falder af vores hoved uden vor himmelske Faders vilje, og trængsler er ikke altid straf, men kan være en faderlig opdragelse (Hebr 12). Tredje trin: Det sikreste tegn på Guds sindelag er ikke det, vi oplever, men den opstandne Kristus, som siger: «Jeg skal se jer igen.» Hans opstandelse er glæden, ingen kan tage.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Luther udlægger «den korte tid» om forsynet: Intet rammer os uden Guds vilje, og han har sat enden for anfægtelsen.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Jesus går gennem døden til Faderen: «I ser mig ikke», og atter «I skal se mig» som den opstandne.
• Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – «Jeg går til Faderen» (v. 17): Jesu bortgang og hans nærvær hos sine efter påske.
• Det evige liv – «Ingen skal tage jeres glæde fra jer»: glæden, der begynder ved påsken og fuldendes i det evige liv.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 230 Påskemorgen slukker sorgen – Påskesalme om sorgen, der bliver slukket af påskemorgenens glæde, som i v. 20.
• 242 Hører, I, som græde – Påskesalme til dem, der græder; svarer til Jesu løfte til de bedrøvede disciple.
• 540 En liden stund – Om den korte tid, før sorgen er forbi hos Gud; samler tekstens nøgleord.
• 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe – Om sorg og glæde i den kristnes liv; passer til v. 20–22.
• 39 Synes det i kors og pine – Trøst i kors og modgang under Guds omsorg, som i Luthers prædiken.