Joh 14,22–31

Teksten i sammenhæng

Teksten hører til Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene ved bordet den nat, han bliver forrådt. Judas er gået ud, og Jesus har sagt, at han går bort. Kapitel 14 er en trøsteprædiken: Jesus er vejen til Faderen (v. 1–11), og han lover at sende en anden Talsmand (v. 15–21). Så spørger den anden Judas, ikke Iskariot: Hvorfor vil du kun åbenbare dig for os og ikke for verden? Jesus svarer ikke med et magtsyn for alle, men med et løfte til den, der elsker ham og holder hans ord: Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig hos ham. Helligånden skal lære disciplene og minde dem om alt, hvad Jesus har sagt. Til sidst giver han dem sin fred og går ud mod lidelsen i lydighed mod Faderen. Teksten er prædiketekst på pinsedag i 1. tekstrække; v. 15–21 er pinsedagens tekst i 2. tekstrække. Også i Huspostillen er Joh 14,23–31 pinsedagens evangelium.

Opbygning

1. 14,22 Judas’ spørgsmål: Hvorfor kun for os?
2. 14,23 Faderen og Sønnen tager bolig hos den, der holder Ordet
3. 14,25 Talsmanden skal lære og minde om alt
4. 14,27 Min fred giver jeg jer
5. 14,28 Jeg går til Faderen – og verdens fyrste har intet i mig

Græske nøgleord

• τηρέω (G5083, v. 14,23) – τηρέω, holde, bevare, vogte. Ordet betyder mere end at adlyde regler: Man vogter på noget kostbart, så det ikke går tabt. Futurum τηρήσει er ikke et krav, men en beskrivelse af, hvad kærligheden gør: Den, der elsker Jesus, holder fast ved hans ord. «Ordet» (λόγος, ental) er hele hans tale, især evangeliet om ham selv. Luther udlægger det sådan: Det er ordet om hans død og opstandelse.
• μονή (G3438, v. 14,23) – μονή, bolig, sted at blive. Ordet hænger sammen med μένω, blive, og forekommer kun her og i Joh 14,2 («i min Faders hus er der mange boliger»). Den bolig, Jesus går hen for at berede hos Faderen, svarer til den bolig, Faderen og Sønnen nu tager hos den troende. Udtrykket «tage bolig» (μονὴν ποιεῖσθαι) betyder at tage varigt ophold, ikke at aflægge et kort besøg.
• παράκλητος (G3875, v. 14,26) – παράκλητος, Talsmand, hjælper. Ordet er passivt dannet: én, der er «kaldt til» for at stå ved ens side, især i en retssag. Jesus har selv været sådan en for disciplene; nu sender Faderen «en anden» (v. 16). Ordet sammenfatter flere ting: forsvarer, trøster og lærer. Her står det i apposition til «Helligånden», så der ikke er tvivl om, hvem han er.
• ὑπομιμνήσκω (G5279, v. 14,26) – ὑπομιμνήσκω, minde om, få til at huske. Helligånden skal ikke bringe en ny lære ved siden af Kristi, men minde om «alt det, som jeg har sagt jer». Undervisningen (διδάξει) og påmindelsen hører sammen: Ånden åbner det, Jesus allerede har talt. Løftet gælder først apostlene, og deres vidnesbyrd står nu i Skriften. Derfor binder Ånden sig til Kristi ord.
• εἰρήνη (G1515, v. 14,27) – εἰρήνη, fred. Bag ordet står det hebraiske shalom: helhed, frelse, at alt er godt mellem Gud og mennesker. «Fred» var den almindelige hilsen ved afsked, men Jesus giver mere end en hilsen. ἀφίημι betyder her «efterlade», som en arv, og δίδωμι står i præsens: Han giver den nu. «Min fred» er den fred, han selv har med Faderen, og som han vinder for os ved korset (Joh 20,19–21).
• ταράσσω (G5015, v. 14,27) – ταράσσω, ryste, bringe i oprør, forfærde. Ordet bruges om vand, der kommer i bevægelse, og om sindet, der kommer i uro. Imperativ præsens med μή betyder: Lad ikke jeres hjerte blive ved med at være forfærdet. Det gentager v. 1. Jesus har selv været «rystet» (Joh 11,33; 12,27; 13,21); han kender angsten indefra og taler ind i den med sin fred.
• μέγας (G3173, v. 14,28) – μέγας, stor; her komparativ μείζων, større. «Faderen er større end jeg» er ikke et udsagn om, at Sønnen er mindre Gud. Sammenhængen er hans gang til Faderen: Han taler som den, der i tjenerskikkelse går ind i lidelsen. Når han kommer til Faderen, er fornedrelsen forbi; derfor skulle disciplene glæde sig. Jf. Joh 10,30 og 17,5.

Eksegetiske noter

• v. 14,22 Judas, «ikke Iskariot», er Judas, søn af Jakob (Luk 6,16; ApG 1,13), som Matthæus og Markus formentlig kalder Thaddæus (Matt 10,3; Mark 3,18). Hans spørgsmål viser en forventning om, at Messias skulle træde frem for hele verden med magt (jf. Joh 7,4). Jesus svarer indirekte: Han åbenbarer sig ikke for verden med et syn, men for dem, der elsker ham og holder hans ord. Verden skal først ved korset forstå, at han elsker Faderen (v. 31).
• v. 14,23 «Vi» er Faderen og Sønnen; med Talsmanden i v. 26 er det hele treenigheden, der kommer. Gammeltestamentlige løfter om, at Gud vil bo midt i sit folk, får her deres opfyldelse (jf. 2 Mos 25,8; 29,45; Ez 37,27). Den lutherske kirke lærer med Konkordieformlen, at Gud selv, og ikke blot hans gaver, bor i de troende. Det sker ved Ordet og troen og er en følge af retfærdiggørelsen, ikke dens grund.
• v. 14,26 Talsmanden sendes «i mit navn», dvs. på Jesu vegne og med hans sag. Løftet om, at Ånden skal minde disciplene om alt, hvad Jesus har sagt, gælder i første række apostlene og er en nøgle til, hvordan evangelierne blev til (jf. Joh 2,22; 12,16; 16,13–15). Kirken har derfor ikke en ny åbenbaring ved siden af Skriften; Ånden fører tilbage til Kristi ord. På pinsedag lyder løftet sammen med beretningen i ApG 2.
• v. 14,27 Jesus tager afsked som en far, der skriver testamente: «Fred efterlader jeg jer.» Verden giver fred som en ønske-hilsen, eller som en våbenhvile, der kan brydes. Jesu fred er en gave, der hviler på hans gerning; efter opstandelsen er det hans første ord til disciplene (Joh 20,19.21.26). Jf. Es 9,5 om Fredsfyrsten.
• v. 14,28 Arianerne brugte «Faderen er større end jeg» mod Kristi guddom. Luther og Pieper forstår ordet om Kristus i fornedrelsens stand: Han er tjener og går ind i lidelsen, men ved gangen til Faderen ophører den ringhed. Derfor «ville I glæde jer». Tekstkritik: RP har «fordi jeg sagde: Jeg går til Faderen» og «min Fader»; den kritiske tekst mangler «sagde» og «min». Meningen er den samme.
• v. 14,30–31 «Denne verdens fyrste» er Djævelen (Joh 12,31; 16,11). Han kommer gennem Judas og dem, der arresterer Jesus. Men han «har intet i mig»: Der er ingen synd i Jesus, som Satan kan gøre krav på. Jesus går ikke i døden, fordi han er fanget, men fordi han elsker Faderen og gør, hvad Faderen har befalet. «Stå op, lad os gå herfra» er derfor et frivilligt opbrud mod lidelsen, selv om talen fortsætter i kap. 15–17.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at vi vil have Gud på vores egne betingelser. Ligesom Judas spørger vi, hvorfor Gud ikke viser sig for hele verden med magt, så ingen kan være i tvivl. Vi søger Gud i følelser, gerninger og egne veje og forbi det ord, han har givet. «Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine ord»: Det rammer den, der slipper Ordet, når det koster noget, eller kun holder det, så længe det giver fordel. Teksten afslører også vores uro. Vi lader hjertet forfærdes og tænker, som Luther siger, at Gud er vores fjende. Og vi tager imod den fred, verden giver, som altid kan tages fra os igen.

Evangeliet: Evangeliet er, at vi ikke skal stige op til Gud; Gud kommer ned til os. Faderen og Sønnen tager bolig hos den, der holder fast ved Kristi ord, og Helligånden sendes for at lære og minde os om alt, hvad Jesus har sagt. Ordet, vi hører, er ikke kun Jesu, men Faderens; i det ord finder vi den rette Gud, og han er ikke vred. Jesus efterlader os sin fred som en arv, købt ved hans egen død. Verdens fyrste har intet i ham, og derfor kan han bære vores synd uden selv at være skyldig. Han går til Faderen for at herske for os.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Pinsedag (2. prædiken): Luther spørger, hvorfor Jesus her siger «den, der elsker mig» og ikke «den, der tror». Svaret er, at det er ét og det samme: Kærligheden til Kristus kommer af troen og viser, at hjertet hviler alene i ham.
  «For du kan ikke elske Kristus, uden at du tror på ham og trøster dig ved ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Pinsedag (2. prædiken): «Mit ord» er ordet om Kristi død og opstandelse, ikke Moses’ ord. Loven skal også holdes, men den giver ingen fredfyldt samvittighed; det gør kun Kristi ord, og den, der holder fast ved det, ved, at Faderen elsker ham.
  ««Mit ord», det om min død og opstandelse – ikke Moses’ ord eller de ti bud.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Pinsedag (2. prædiken): Fordi Kristi ord er Faderens ord, har den, der griber Kristus og hans løfte, grebet den rette Gud. Uden for Kristus og hans ord skal man ikke lede efter Gud.
  «For I finder ikke Gud noget andet sted end i mig og mit ord.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Tilegnelsen af frelsen: Pieper bruger Joh 14,23 som hovedsted for læren om, at hele treenigheden bor i de troende. Han understreger, at denne forening er en følge af retfærdiggørelsen og ikke dens grund.
  «Endnu en gang skal det understreges med eftertryk, at unio mystica altid kun skal læres som en følge af retfærdiggørelsen.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Den mystiske forening: Jacobs citerer Johann Gerhards udlægning af Joh 14,23: Vi kan ikke stige op til Gud, men den højeste majestæt kommer ned til de ringe, og gæsterne bringer gaver med.
  «disse himmelske gæster kommer ikke med tomme hænder, men med et forråd af uvurderlige gaver» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Indvendinger mod Guds enhed: Pieper svarer arianerne, der brugte Joh 14,28 mod Kristi guddom, og forstår ordet med Luther om Kristus i fornedrelsens stand, som ophører ved gangen til Faderen.
  «Derfor skal disciplene ikke være bedrøvede over Kristi gang til Faderen, men tværtimod glæde sig, fordi mindre-været nu kommer til ende.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Reformatorernes skrifter: Om Jesu Kristi frelsende død: Rhegius knytter Joh 14,23 til løfterne om, at Gud vil bo i Zion: Det sande Zion er dér, hvor Ordet bliver taget imod, og hvor Kristus ved troen bor i hjertet.
  «Hvor Guds ord bliver taget imod, dér bor Gud, og dér er det rette Zion» Læs teksten

Prædikenspor

Gud flytter ind

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Gud ikke viser sig for verden med magt, men tager bolig hos den, der holder Kristi ord. Første trin: Judas’ spørgsmål (v. 22) er også vores: Hvorfor gør Gud sig ikke synlig for alle? Andet trin: Jesu svar (v. 23–26). Faderen og Sønnen kommer og bliver, og Helligånden sendes for at minde os om alt, hvad Jesus har sagt. Pinsen er ikke en ny lære, men Ordet, der bliver levende i hjertet. Som Luther siger: Vi skal ikke stige op til himlen; Gud vil bo i et kristent hjerte. Tredje trin: Derfor kan vi tage imod hans fred (v. 27), for han, der bor hos os, er ikke vred, men giver os sin egen fred.

Talsmanden binder sig til Ordet

Et tematisk pinsespor om Helligåndens gerning. Hovedtanken er, at Ånden lærer og minder om Kristi ord; han fører ikke væk fra Jesus, men hen til ham. Første trin: Mange søger Ånden i stærke oplevelser eller i egne indfald. Teksten siger, at Talsmanden «minder om alt det, som jeg har sagt jer». Andet trin: Ordet, vi hører, er Faderens ord (v. 24). Derfor finder vi Gud dér, hvor han har lovet at være: i det prædikede ord, i dåben og ved nadverbordet. Luther siger: «Er Helligånden ikke med, så forstår man det alligevel ikke.» Tredje trin: Derfor beder vi om Ånden og hører Ordet. Evangeliet er, at Ånden selv giver troen og trøsten, som vi ikke kan tage.

Ikke som verden giver

Et sjælesørgerligt spor om v. 27–31 for den, der er urolig og anfægtet. Hovedtanken er, at Jesu fred er en gave, der ikke hviler på vores følelser eller vilkår. Første trin: Verden giver fred, så længe det går godt; når sygdom, skyld eller frygt kommer, er den væk. Vi tænker da, at Gud er imod os. Andet trin: Jesus taler til forfærdede hjerter, mens han selv går mod lidelsen. Verdens fyrste kommer, men har intet i ham; han går frivilligt i døden i lydighed og kærlighed til Faderen. Tredje trin: Derfor er freden vores, selv når hjertet skælver. Den er efterladt som en arv, og ingen kan tage den fra os.

Lærepunkter i teksten

• Den mystiske forening med Gud – «Vi vil komme til ham og tage bolig hos ham»: Gud selv, ikke blot hans gaver, bor i den troende.
• Kaldet og Helligåndens gerning – Talsmanden sendes for at lære og minde om Kristi ord; Ånden virker gennem Ordet (v. 26).
• Den frelsende tro – Luther: At elske Kristus og at tro på ham er ét; kærligheden flyder af troen og holder fast ved hans ord.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – «Faderen er større end jeg» taler om fornedrelsens stand, der ophører ved gangen til Faderen (v. 28).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 290 I al sin glans nu stråler solen – Grundtvigs pinsesalme; den lovsynger Ånden, der kommer til os på pinsedag.
• 289 Nu bede vi den Helligånd – Luthers bøn om Helligånden og den rette tro; passer til Talsmandens gerning.
• 294 Talsmand, som på jorderige – Bøn til Talsmanden, som teksten lover i v. 26.
• 292 Kærligheds og sandheds Ånd – Om Ånden, der lærer sandheden og vækker kærligheden til Kristus.
• 676 Guds fred er mer end englevagt – Om Guds fred, der bærer hjertet; svarer til v. 27.