2. pinsedag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 3,16–21

Teksten er slutningen på Jesu samtale med Nikodemus, farisæeren og rådsherren, der kom til ham om natten (Joh 3,1–2). Jesus har talt om at blive født på ny af vand og Ånd og om Menneskesønnen, der skal ophøjes, ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, så enhver, der tror, kan have evigt liv (Joh 3,14–15; jf. 4 Mos 21,8–9). Vers 16 forklarer, hvorfor det skal ske: Gud elskede verden og gav sin eneste Søn. Det er uvist, om Jesus taler helt til vers 21, eller om evangelisten fra vers 16 udlægger hans ord; budskabet er det samme. Teksten bevæger sig fra Guds kærlighed og gave (v. 16) over Sønnens sendelse til frelse, ikke til dom (v. 17–18), til lyset, der afslører, hvorfor mennesker flygter fra ham (v. 19–21). Lyset og mørket peger tilbage på Nikodemus, der kom om natten. Teksten er prædiketekst på 2. pinsedag i 1. tekstrække, og det var også Huspostillens tekst til dagen: Ånden, der føder på ny, gør det ved at give os troen på Sønnen.

Loven i teksten: Teksten taler om «verden», og verden er ikke en neutral størrelse. Den elsker mørket mere end lyset, hader lyset og holder sig væk, for at gerningerne ikke skal afsløres. Det gælder ikke kun de andre. Vi kender trangen til at skjule, undskylde og holde Gud på afstand, og vi kender den sløvhed, der lader de største ord gå forbi ørerne. Den værste synd i teksten er vantroen: at tilbuddet om Guds Søn bliver vist bort. Den, der ikke tror, behøver ingen ny dom; han «er allerede dømt», fordi han bliver i mørket og afviser den eneste, der kan frelse.

Evangeliet i teksten: Guds kærlighed går ud til sin fjende. Han elskede verden, ikke fordi den var værd at elske, og han gav det dyreste, han har: sin eneste Søn, givet hen til korset ligesom slangen på stangen. Sønnen er ikke sendt for at dømme, men for at frelse, og løftet gælder «enhver, som tror». Ingen skal først gøre sig værdig; troen tager kun imod det, der er givet. Derfor kan den, der hører, ikke lukke sig ude af ordet «verden». Den, der tror, «dømmes ikke». Allerede nu har han evigt liv, og hans gerninger kan komme frem i lyset, fordi Gud selv har virket dem.

Prædikenspor: «Giveren, gaven og den tomme hånd» · «Hvorfor vi flygter fra lyset» · «Hører jeg også med til verden?»

Salmeforslag: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand · DDS 488 Guds Søn kom ned fra Himmerig · DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 6,44–51

Teksten er en del af Jesu store tale om livets brød i synagogen i Kapernaum (Joh 6,59). Dagen før har han mættet de fem tusind (Joh 6,1–15), og nu søger folket ham igen, fordi de fik brød og blev mætte (6,26). Jesus vil give dem mere end jordisk brød: han er selv brødet, der er kommet ned fra himlen. Lige før teksten knurrer jøderne over ham, ligesom fædrene knurrede i ørkenen, for de kender jo hans far og mor (6,41–42). Jesus svarer ikke med en forklaring, der skal overbevise fornuften. Han siger, at ingen kan komme til ham, uden at Faderen drager ham, og så gentager og skærper han sit «Jeg er livets brød». Til sidst siger han, at brødet er hans kød, som han vil give for verdens liv. I kirkeåret er teksten evangelium på 2. pinsedag i 2. tekstrække. Pinsens lys falder på den: det er ved Ånden og Ordet, at Faderen drager mennesker til Sønnen. Samme kapitel bruges på midfaste søndag (Joh 6,1–15 og 6,24–37).

Loven i teksten: Teksten afslører, at menneskets problem ikke kun er mangel på viden. Ingen kan komme til Jesus af sig selv (v. 44). De, der knurrer, er ikke ateister, men kirkefolk, der mener at kende ham og har sat ham på plads: Josefs søn. Sådan knurrer vi også, når Jesus ikke passer til det, vi søger: mæt mave, et godt liv, en Gud, der bekræfter os. Fædrene spiste Guds gaver og døde alligevel (v. 49). Det gælder også os: alt, hvad vi lever af her, slutter ved graven. Uden det brød, der kommer fra himlen, er vi døde, også når vi er travle og mætte.

Evangeliet i teksten: Det gode nyt er, at Faderen ikke venter på, at vi selv finder vej. Han drager, og han gør det ved at lade os høre og lære (v. 45). Den, der hører Ordet i dag, er allerede under hans dragen. Kristus giver ikke kun brød; han er brødet, og han giver sit eget kød for verdens liv (v. 51), altså for hele verden og for mig. Løftet står i nutid: Den, der tror, har evigt liv (v. 47). Og det slutter ikke ved graven, for Jesus siger: «Jeg vil oprejse ham på den sidste dag.» Pinsens Ånd gør dette brød til vores.

Prædikenspor: «Ingen kan komme – men Faderen drager» · «Brød, der mætter for evigt» · «Til den, der tvivler på, om han er draget»

Salmeforslag: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 255 Drag, Jesus, mig · DDS 459 Herre! hvor skal vi gå hen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 40Peter og Kornelius – Den første hedning døbes; evangeliet går ud over jødedommens grænser.

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers