Joh 14,15–21

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Jesu afskedstale i Johannesevangeliet (kap. 13–17). Det er skærtorsdag aften, efter fodvaskningen og måltidet. Judas er gået ud (13,30), og Jesus har sagt, at han skal gå bort, og at disciplene ikke kan følge ham nu (13,33.36). Disciplene er urolige; Thomas og Filip har spurgt, hvor han går hen, og om han vil vise dem Faderen (14,5.8). Nu lover Jesus dem, at de ikke skal blive ladt alene: Faderen vil give dem «en anden talsmand», sandhedens Ånd, som skal blive hos dem for evigt, og han selv vil komme til dem igen. Teksten rammes ind af ordene om at elske ham og holde hans bud (14,15.21). Lige efter spørger den anden Judas, hvorfor Jesus vil åbenbare sig for dem og ikke for verden (14,22). I kirkeåret er teksten evangelium på pinsedag i 2. tekstrække; 1. tekstrække har det umiddelbart følgende stykke (14,22–31). Huspostillen har ingen prædiken over netop disse vers, men Luthers anden pinseprædiken over 14,23–31 udlægger det parallelle ord om at elske Kristus og holde hans ord.

Opbygning

1. 14,15 At elske Jesus og holde hans bud
2. 14,16 Løftet om den anden Talsmand, sandhedens Ånd
3. 14,18 «Jeg efterlader jer ikke faderløse»
4. 14,19 «Jeg lever, og I skal leve»
5. 14,21 Den, der elsker mig, skal elskes af min Fader

Græske nøgleord

• ἀγαπάω (G25, v. 14,15) – ἀγαπάω, elske. Ordet går igen i tekstens begyndelse og slutning (14,15.21) og rammer den ind. Det er ikke en stemning, men et hjerte, der hænger ved Jesus. I 14,21 står det i futurum passiv, ἀγαπηθήσεται, «skal elskes» af Faderen: et løfte, ikke en løn. Faderens kærlighed er kilden, ikke resultatet (jf. 3,16; 16,27). Luther siger, at at elske Kristus her er det samme som at tro på ham.
• τηρέω (G5083, v. 14,15) – τηρέω, holde, vogte, tage vare på. Ordet bruges om at bevare noget værdifuldt, ikke kun om at adlyde en regel. «Mine bud» (τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμάς) er Jesu egne ord, frem for alt det nye bud om at elske hinanden (13,34). I 14,23 siger Jesus det samme med «mit ord». At holde dem er at tage vare på det, han har givet.
• παράκλητος (G3875, v. 14,16) – παράκλητος, talsmand, trøster, hjælper. Ordet betyder egentlig «en, der er kaldt til hjælp», fx en bisidder i retten. Hos Johannes bruges det om Helligånden (14,16.26; 15,26; 16,7) og om Jesus selv (1 Joh 2,1). Derfor «en anden talsmand»: Ånden skal være for disciplene, hvad Jesus har været, og tale hans sag i deres hjerter. Luther gengiver det med «trøster».
• μένω (G3306, v. 14,17) – μένω, blive, forblive. Ånden skal «blive» hos disciplene for evigt (14,16) og «bliver hos jer» (14,17). Ordet er et af Johannes’ hovedord (jf. 15,4–10). Mens Jesus går bort, går Ånden ikke bort igen. Bemærk skiftet: Han bliver «hos jer» (παρ’ ὑμῖν) og skal være «i jer» (ἐν ὑμῖν, futurum). Det peger frem mod pinsen.
• ὀρφανός (G3737, v. 14,18) – ὀρφανός, faderløs, forældreløs. Ordet bruges også om disciple, der mister deres mester. Jesus har lige kaldt dem «mine børn» (13,33). Han går bort, men efterlader dem ikke som børn uden far. Futurum ἀφήσω, «jeg vil ikke efterlade», står over for præsens ἔρχομαι, «jeg kommer»: Hans komme er så sikkert, at han taler om det, som var det allerede i gang.
• ζάω (G2198, v. 14,19) – ζάω, leve. «Jeg lever» (ζῶ) står i præsens, selv om Jesus taler aftenen før sin død: Han er den levende, som døden ikke kan holde. «I skal leve» (ζήσεσθε) står i futurum. Ὅτι, «for», kan knyttes til «I ser mig» eller læses som grunden til løftet; i begge tilfælde er hans liv kilden til deres: Disciplene lever, fordi han lever, nu i troen og fuldt ud i opstandelsen.
• ἐμφανίζω (G1718, v. 14,21) – ἐμφανίζω, åbenbare, vise, give til kende. Jesus vil vise sig selv (ἐμαυτόν) for den, der elsker ham. Ordet får den anden Judas til at spørge, hvorfor han ikke vil vise sig for verden (14,22). Svaret er, at Jesus og Faderen kommer og tager bolig hos den, der holder hans ord (14,23). Det er en åbenbaring i Ordet og troen, ikke et syn for verden.

Eksegetiske noter

• v. 14,15 Tekstkritik: RP har aorist imperativ τηρήσατε, «så hold mine bud!», som 1907 gengiver. Den kritiske tekst (NA28) har futurum τηρήσετε, «så vil I holde mine bud». Mange nyere oversættelser følger den. Med futurum bliver ordet et løfte om, hvad kærligheden fører med sig, mere end en befaling. Begge læsninger knytter budene til kærligheden til Jesus og gør ikke lydigheden til en betingelse for at blive elsket.
• v. 14,16–17 «En anden talsmand» forudsætter, at Jesus selv har været disciplenes talsmand (jf. 1 Joh 2,1). Hele treenigheden er med: Sønnen beder, Faderen giver, og Ånden kommer. Ånden kaldes «sandhedens Ånd», fordi han vidner om Kristus, som er sandheden (14,6; 15,26; 16,13–14). Verden kan ikke tage imod ham, fordi den ikke ser ham og ikke kender ham. Ånden kommer ikke uden om Ordet, men lærer disciplene at huske det, Jesus har sagt (14,26).
• v. 14,18–19 «Jeg kommer til jer» er blevet forstået forskelligt: om Jesu møde med disciplene påskedag, om hans komme i Ånden fra pinse eller om genkomsten. «Endnu en lille stund» (jf. 16,16) og «I ser mig» peger først på påsken, men løftet rækker videre: Den opstandne kommer til sine i Ånden og Ordet. Pieper skelner Kristi åndelige komme i nådemidlerne (14,21–23) fra hans synlige komme til dommen.
• v. 14,20 «På den dag» er hos Johannes tiden efter opstandelsen, hvor disciplene forstår det, de ikke forstod før (jf. 16,23.26; 2,22). Verset taler om tre forhold: Sønnen i Faderen, disciplene i Kristus og Kristus i disciplene. Det er et hovedsted for læren om den mystiske forening: Kristus bor ved troen i den troende, uden at de to blandes sammen.
• v. 14,21 Verset samler rammen: At have Jesu bud og holde dem er kendetegnet på den, der elsker ham. Det er ikke en betingelse for at blive elsket, men en beskrivelse af den, der allerede hører ham til. I 14,23 gentager Jesus det med «mit ord». Luther lægger i sin prædiken over 14,23 vægt på, at det er Kristi eget ord om hans død og opstandelse, ikke Moses’ lov, der her skal holdes fast.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i ordene om at elske Jesus og holde hans bud. Disciplene, som lovede at følge ham, skulle om få timer flygte og fornægte ham. Vi ligner dem: Vi siger, at vi elsker ham, men holder fast ved vores egne planer, og budet om at elske hinanden (13,34) bliver ved snakken. Teksten siger også, at verden ikke kan tage imod sandhedens Ånd, for den ser ham ikke og kender ham ikke. Af os selv hører vi til verden: Vi vil se og forstå, før vi tror, og kan ikke selv skaffe os Ånden. Uden ham er vi faderløse.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus ikke lader sine faderløse. Han beder selv Faderen om Talsmanden, og Faderen giver ham. Ånden er gave, ikke løn: Han kommer til de bange disciple og bliver hos dem for evigt. «Jeg kommer til jer» – det sagde Jesus aftenen før korset, og han holdt ord påskemorgen. «Jeg lever, og I skal leve»: Hans liv er grunden til vores, også når vi dør. Ved dåben og troen er vi i ham, og han i os. Den, der elsker ham, er elsket af Faderen. Han viser sig for os i Ordet og ved nadverbordet.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Pinsedag, 2. prædiken (Joh 14,23–31): Over det parallelle ord i 14,23 spørger Luther, hvorfor Jesus siger «den, der elsker mig» og ikke «den, der tror». Svaret er, at det er ét og det samme; ordet elske viser troens art: at hjertet vender sig bort fra alt andet til Kristus alene.
  «For du kan ikke elske Kristus, uden at du tror på ham og trøster dig ved ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Pinsedag, 2. prædiken (Joh 14,23–31): Det ord, der skal holdes, er Kristi ord om hans død og opstandelse. Moses’ lov skal også holdes, men den giver ikke en god samvittighed. Kristi ord er den højeste skat, og den, der holder fast ved den, kan være vis på, at Faderen elsker ham.
  ««Mit ord», det om min død og opstandelse – ikke Moses’ ord eller de ti bud.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 6. søndag efter påske (Joh 15,26–16,4): Navnet «Talsmand» betyder trøster. Det er givet til dem, der ingen trøst finder i sig selv eller i verden; Ånden taler til hjertet, så de ikke fortvivler.
  «Nej, når der ikke er mere trøst i verden, og I er helt forskrækkede og modløse, så vil jeg sende jer Helligånden, som er en trøster.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: Mod den reformerte tanke, at Ånden virker ved siden af Ordet, viser Pieper, at «en anden talsmand» skelner Ånden fra Sønnens person, ikke fra hans ord. Ånden gør sin gerning ved Kristi ord (14,26).
  «Men Kristus kalder her Helligånden en anden talsmand til forskel fra sin, Guds Søns, person, ikke til forskel fra sit ord.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Helligåndens sendelse: Ånden var virksom før pinse, men med pinse kom han for at blive hos de troende for evigt, og det sker ved en klarere og kraftigere forkyndelse af evangeliet.
  «Før pinse havde hans nådige nærvær været spredt og lejlighedsvist. Da kom han for at blive hos de troende evindelig (Joh 14,16)» Læs teksten
• Flere lutherske bekendelsesskrifter: Confessio Saxonica, Hvilke gerninger der skal gøres: Bekendelsen bruger løftet om Talsmanden til at vise, hvor de gode gerninger kommer fra: Ånden giver lys i sindet og ny vilje i hjertet.
  «Helligånden tænder sandhedens lys i sindene og nye bevægelser i hjerterne, som stemmer med Guds lov.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi genkomst: Pieper skelner Kristi komme i 14,21–23 fra genkomsten: Her taler Jesus om sit åndelige komme i nådemidlerne.
  «De steder, hvor der tales om Kristi åndelige komme i nådemidlerne (Joh 14,21–23), kan ikke forveksles med Kristi synlige komme til verdensdommen.» Læs teksten

Prædikenspor

Ikke faderløse

Sporet følger teksten. Første trin: Disciplene skal miste Jesus. Han går bort, og de frygter at stå alene. Mange kender den følelse: at Gud er langt væk, og at man står alene med sorg, skyld eller tvivl. Andet trin: Jesus lover en anden Talsmand, sandhedens Ånd, som skal være for dem, hvad han selv har været, og blive hos dem for evigt. Ånden er ikke en fjern kraft, men en, der taler Jesu sag i hjertet gennem hans ord. Tredje trin: «Jeg efterlader jer ikke faderløse; jeg kommer til jer.» Pinsen er opfyldelsen: Den opstandne kommer til sin menighed i Ordet, dåben og nadveren. Fordi han lever, skal vi leve.

At elske Jesus – hvordan?

Et tematisk spor om rammen i 14,15 og 14,21. Første trin: Ordet om at elske Jesus og holde hans bud kan lyde som et krav, vi aldrig kan leve op til, og det dømmer os med rette. Andet trin: Luther spørger, hvorfor Jesus siger «elske» og ikke «tro», og svarer, at det er det samme: At elske Kristus er at sætte sit hjerte på ham og trøste sig ved hans død og opstandelse. Det ord, der skal holdes, er hans ord om, hvad han har gjort for os. Tredje trin: Den kærlighed kan vi ikke lave selv; Ånden tænder den. Og den, der elsker Jesus, får løftet: Faderen elsker ham, og Jesus vil vise sig for ham.

Når der ingen trøst er

Et sjælesørgerligt spor for dem, der sørger, er ensomme eller anfægtede. Første trin: Ordet «faderløs» rammer dem, der har mistet nogen, og dem, der føler sig forladt af Gud. Disciplene vidste ikke, hvad de skulle stille op uden Jesus. Andet trin: Jesus kalder Ånden en Talsmand, en trøster. Luther siger, at Ånden kommer, netop når der ikke er mere trøst i verden, og taler til hjertet, så vi ikke fortvivler. Tredje trin: Trøsten er ikke en følelse, vi skal frembringe, men et løfte, der står fast: «Jeg lever, og I skal leve.» Den, der er døbt i Kristus, er i ham, og han i os – også i dødens time.

Lærepunkter i teksten

• Kaldet og Helligåndens gerning – Sandhedens Ånd gives som gave; verden kan ikke selv tage imod ham. Han kommer ved Kristi ord (14,16–17.26).
• Den mystiske forening med Gud – «Jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i jer» (14,20) er et hovedsted om den mystiske forening.
• Treenigheden – Sønnen beder, Faderen giver, og Ånden kommer som «en anden talsmand» – tre personer i ét løfte.
• Helliggørelsen – Kærligheden til Jesus og det at holde hans bud følger af Ånden, der bor i de troende.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 290 I al sin glans nu stråler solen – Grundtvigs store pinsesalme; kirkeårets glæde over Åndens komme.
• 294 Talsmand, som på jorderige – Påkalder Talsmanden, som Jesus lover disciplene i 14,16.
• 292 Kærligheds og sandheds Ånd – Bøn til sandhedens Ånd (14,17), som giver kærligheden til Kristus og hinanden.
• 289 Nu bede vi den Helligånd – Luthers bøn til Helligånden om den rette tro; passer til pinsedag.
• 681 Dig vil jeg elske, du min styrke – Svar på tekstens ord om at elske Jesus (14,15.21).