Trinitatis søndag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 3,1–15

Samtalen med Nikodemus står tidligt i Johannesevangeliet. Jesus har renset templet i Jerusalem ved påsken og gjort tegn, så mange troede på ham, men han betroede sig ikke til dem, for han vidste, hvad der var i mennesket (2,23–25). Nu kommer et af disse mennesker: Nikodemus, farisæer, medlem af Rådet og «Israels lærer». Han kommer om natten og begynder med en høflig anerkendelse af Jesus som en lærer fra Gud. Jesus svarer ikke på komplimenten, men skærer igennem: Uden en ny fødsel ovenfra ser ingen Guds rige. Samtalen går fra fødslen af vand og Ånd over vindens gåde til Menneskesønnen, der er steget ned fra himlen og skal ophøjes som slangen i ørkenen. Nikodemus forsvinder efterhånden ud af samtalen, og ordet går over i et vidnesbyrd til alle («I»). I 1. tekstrække er teksten evangelium på trinitatis søndag; fortsættelsen, Joh 3,16–21, læses 2. pinsedag. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på trinitatis, og Luther holdt to prædikener over det i Huspostillen: den første om treenigheden, den anden om genfødslen. Her virker Faderen, Sønnen og Ånden sammen i vores frelse.

Loven i teksten: Nikodemus er from, lærd og velmenende. Han kommer med anerkendelse og gode spørgsmål, og alligevel får han at vide, at han slet ikke kan se Guds rige. «Det, som er født af kødet, er kød»: Det gælder ikke bare de åbenlyse syndere, men også den bedste fromhed, forstand og vilje. Det er en dom over enhver tanke om, at vi kan forbedre os ind i Guds rige. Vi ligner også Israel i ørkenen: bidt af slangen, med giften i os, og uden noget middel, vi selv kan finde. Selv når vi hører Guds ord, spørger vi som Nikodemus: «Hvordan kan dette ske?» og vil have det forklaret, før vi vil tro det.

Evangeliet i teksten: Det, vi ikke kan gøre, gør Gud. Den nye fødsel sker ovenfra, af vand og Ånd. I dåben giver Gud det liv, som ingen kan føde sig selv til, og Ånden kommer med sin «susen», Ordet, til hjerter, der ikke selv kan finde ham. Og Menneskesønnen, som steg ned fra himlen, lod sig ophøje på korset som slangen i ørkenen. Der hænger han for os, uden gift, men i syndens skikkelse, for at den, der ser på ham i tro, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Faderen giver, Sønnen ophøjes, og Ånden føder på ny: Hele treenigheden vender sig mod synderen.

Prædikenspor: «Hvordan kan dette ske?» · «Den treenige Gud i vores dåb» · «Se på slangen»

Salmeforslag: DDS 422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig · DDS 437 Vi tro, vi alle tro på Gud · DDS 442 Enhver, som tror og bliver døbt · DDS 307 Gud Helligånd, vor igenføder · DDS 191 Gak under Jesu kors at stå

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 28,16–20

Missionsbefalingen er slutningen på Matthæusevangeliet. Efter opstandelsen har englen og Jesus selv sagt til kvinderne, at disciplene skal gå til Galilæa, hvor de skal se ham (28,7.10). Imens har ypperstepræsterne bestukket vagten til at sprede løgnen om, at liget var blevet stjålet (28,11–15). Nu er de elleve samlet på det bjerg, som Jesus har bestemt. Judas er ikke længere med. Den opstandne taler til de få, der både tilbeder og tvivler, og sender dem ud til alle folk. Evangeliet slutter ikke med en himmelfartsberetning, men med et løfte om nærvær: «Jeg er med jer alle dage». Dermed lukker Matthæus cirklen fra 1,23, hvor Jesus kaldes Immanuel, Gud med os. Teksten er evangelium på trinitatis søndag i 2. tekstrække. Det passer, fordi her står den tydeligste udtalelse i evangelierne om Faderen, Sønnen og Helligånden, og den står i forbindelse med dåben. I 1. tekstrække læses Joh 3,1–15 samme dag.

Loven i teksten: Loven møder os allerede i 28,17: Selv de elleve, som har set den opstandne, tvivler. Tvivlen i os er ikke en neutral modenhed, men et hjerte, der vakler mellem Gud og os selv. Befalingen om at holde alt, hvad Jesus har befalet, viser også, hvor lidt vi holder. Vi gør os gerne til herrer over hans ord, vælger ud og lægger til, og vi lader kirken blive et sted, hvor vi passer på os selv i stedet for at gå ud til alle folk. Når al magt tilhører Kristus, er vores egen magt, vores selvbestemmelse over tro og liv, afsløret som tilranet.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at den magt, der tilhører Jesus, ikke bruges til at dømme de tvivlende, men til at sende dem ud med nåde. Han træder selv hen til dem og taler. Han har ikke beholdt sin sejr for sig selv, men giver den videre i dåben, hvor Faderen, Sønnen og Helligånden lægger deres navn på et menneske og gør det til Guds eget barn. Og han lover: «Jeg er med jer alle dage». Det løfte hænger ikke på vores tro, men på hans ord. Den døbte står aldrig alene, heller ikke i tvivlen.

Prædikenspor: «Tvivlerne bliver sendt» · «Døbt til Guds navn» · «Jeg er med jer alle dage»

Salmeforslag: DDS 422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig · DDS 9 O store Gud! vi love dig · DDS 364 Al magt på jorden og i Himlen · DDS 442 Enhver, som tror og bliver døbt · DDS 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers