Joh 6,44–51

Teksten i sammenhæng

Teksten er en del af Jesu store tale om livets brød i synagogen i Kapernaum (Joh 6,59). Dagen før har han mættet de fem tusind (Joh 6,1–15), og nu søger folket ham igen, fordi de fik brød og blev mætte (6,26). Jesus vil give dem mere end jordisk brød: han er selv brødet, der er kommet ned fra himlen. Lige før teksten knurrer jøderne over ham, ligesom fædrene knurrede i ørkenen, for de kender jo hans far og mor (6,41–42). Jesus svarer ikke med en forklaring, der skal overbevise fornuften. Han siger, at ingen kan komme til ham, uden at Faderen drager ham, og så gentager og skærper han sit «Jeg er livets brød». Til sidst siger han, at brødet er hans kød, som han vil give for verdens liv. I kirkeåret er teksten evangelium på 2. pinsedag i 2. tekstrække. Pinsens lys falder på den: det er ved Ånden og Ordet, at Faderen drager mennesker til Sønnen. Samme kapitel bruges på midfaste søndag (Joh 6,1–15 og 6,24–37).

Opbygning

1. 6,44 Ingen kan komme, uden at Faderen drager
2. 6,45 Undervist af Gud: den, der hører, kommer
3. 6,47 Den, der tror, har evigt liv
4. 6,48 Livets brød og mannaen i ørkenen
5. 6,51 Brødet er mit kød, givet for verdens liv

Græske nøgleord

• ἑλκύω (G1670, v. 6,44) – ἑλκύω, drage, trække. Ordet bruges om at trække et net i land (Joh 21,6.11) eller et sværd ud (Joh 18,10), altså om at trække noget, der ikke selv kommer. Konjunktiv aorist efter «uden at»: at komme til Jesus sker kun, hvor Faderen har draget. Det betyder ikke tvang, men at både initiativet og kraften er Guds. Samme ord står i Joh 12,32, hvor den korsfæstede vil drage alle til sig.
• διδακτός (G1318, v. 6,45) – διδακτός, undervist, lært. Verbaladjektiv med genitiv: «undervist af Gud» (θεοῦ). Det er ikke en indre oplysning uden om Ordet; v. 45b forklarer det som at høre og lære af Faderen. Gud er selv læreren, når hans ord forkyndes, og den, der er lært af ham, kommer til Jesus. Derfor passer ordet til pinsen: Ånden underviser gennem Ordet.
• πιστεύω (G4100, v. 6,47) – πιστεύω, tro. Participium præsens, «den, der tror», med «på mig» i RP. Udsagnet har nutid: den troende ἔχει, har, evigt liv allerede nu, ikke først som en løn til sidst. Troen er ikke en præstation, der sættes ved siden af Faderens dragen (v. 44), men det at komme til Jesus og tage imod ham. Derfor kan løftet stå så fast: Den, der tror, har.
• ἄρτος (G740, v. 6,48) – ἄρτος, brød, den daglige grundføde. «Jeg er livets brød» er et af Johannesevangeliets jeg-er-ord. Genitiven «livets» angiver, hvad brødet giver: liv, som man ikke kan skaffe sig selv. Brødet er ikke et tillæg til livet, men det, man lever af. Kristus er ikke kun giveren af brødet; han er selv gaven.
• καταβαίνω (G2597, v. 6,50) – καταβαίνω, stige ned. I v. 50 står participium præsens (brødet, «som stiger ned»), i v. 51 aorist (καταβάς, «som er steget ned»). Præsens beskriver brødets art og oprindelse; aoristen peger på den bestemte begivenhed, at Sønnen er blevet menneske. Brødet kommer ovenfra, ikke fra menneskers fromhed. Det er menneskevordelsen, sagt i billedsprog.
• σάρξ (G4561, v. 6,51) – σάρξ, kød. Jesus taler ikke kun om sin lære eller sin ånd, men om sit virkelige menneskelige legeme. Med futurum «som jeg vil give» og ὑπέρ, «for», peger han frem mod korset: kødet gives i døden til gavn for verden. Brødet bliver kun livets brød, fordi det gives hen som offer. Ordet binder menneskevordelse og stedfortrædende død sammen.

Eksegetiske noter

• v. 6,44 Lige før teksten knurrer jøderne (6,41.43). Ordet minder om Israels knurren i ørkenen (2 Mos 16,2–8), hvor mannaen blev givet. Jesu svar er ikke en opfordring til at tage sig sammen, men et ord om menneskets uformåen: Ingen kan komme af sig selv. Sætningen ender med løftet «jeg vil oprejse ham på den sidste dag», som går igen i 6,39.40.54.
• v. 6,45 Citatet «Alle vil blive undervist af Gud» er fra Es 54,13 (jf. Jer 31,33–34), om det nye Jerusalem, hvis børn Herren selv underviser. «Hos profeterne» henviser til profetbøgerne som en del af Skriften. Gendøberne brugte verset mod den mundtlige prædiken; den danske kirkeordinans 1539 vil derfor have, at man prædiker imod det. Gud underviser netop ved det forkyndte ord.
• v. 6,46 Verset værner mod en misforståelse af v. 45: At høre Faderen betyder ikke, at nogen har set ham direkte. Kun den, der er fra Gud, har set Faderen (jf. Joh 1,18). Derfor sker Faderens undervisning gennem Sønnen og hans ord, ikke uden om ham.
• v. 6,47 Tekstkritik: RP og den byzantinske tekst har «Den, som tror på mig, har evigt liv». Nogle af de ældste håndskrifter og den kritiske tekst mangler «på mig», og det gør Den Frie Bibel også. Meningen er den samme i sammenhængen, men RP gør det udtrykkeligt, at troen har Kristus som sin genstand.
• v. 6,49–50 Mannaen (2 Mos 16; Sl 78,24) var Guds gave, men den kunne kun opholde det jordiske liv; fædrene døde alligevel. Brødet fra himlen giver liv, som døden ikke kan tage. Jesus sætter ikke mannaen ned, men viser, at den pegede frem mod ham.
• v. 6,51 RP har «og det brød, som jeg vil give, er mit kød, som jeg vil give for verdens liv»; den kritiske tekst mangler det andet «som jeg vil give». Om talen handler om nadveren, er omstridt. Luther og Pieper læser den om den åndelige spisning ved troen, for nadveren var endnu ikke indstiftet. Men den samme Kristus, der giver sit kød for verden, giver det i nadveren til troens styrkelse.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at menneskets problem ikke kun er mangel på viden. Ingen kan komme til Jesus af sig selv (v. 44). De, der knurrer, er ikke ateister, men kirkefolk, der mener at kende ham og har sat ham på plads: Josefs søn. Sådan knurrer vi også, når Jesus ikke passer til det, vi søger: mæt mave, et godt liv, en Gud, der bekræfter os. Fædrene spiste Guds gaver og døde alligevel (v. 49). Det gælder også os: alt, hvad vi lever af her, slutter ved graven. Uden det brød, der kommer fra himlen, er vi døde, også når vi er travle og mætte.

Evangeliet: Det gode nyt er, at Faderen ikke venter på, at vi selv finder vej. Han drager, og han gør det ved at lade os høre og lære (v. 45). Den, der hører Ordet i dag, er allerede under hans dragen. Kristus giver ikke kun brød; han er brødet, og han giver sit eget kød for verdens liv (v. 51), altså for hele verden og for mig. Løftet står i nutid: Den, der tror, har evigt liv (v. 47). Og det slutter ikke ved graven, for Jesus siger: «Jeg vil oprejse ham på den sidste dag.» Pinsens Ånd gør dette brød til vores.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, indledning (om Joh 12,32): Huspostillen har ingen prædiken over netop denne tekst. Men i indledningen til lidelseshistorien udlægger Luther Jesu ord om at drage alle til sig: det er Kristus, der drager os gennem sit offer, ikke vi, der trækker ham ned til os med vore gerninger.
  «De, der vil komme i himlen med egne gerninger, drager Kristus ned til sig; men det skal være omvendt. Kristus må drage os – ellers er det tabt.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlen, Solida Declaratio XI (om udvælgelsen): Konkordieformlen tager netop Joh 6,44 op: Faderen drager ikke uden midler, men ved Ordet og sakramenterne. Derfor skal den anfægtede ikke vente på en indre oplevelse, men høre Ordet og ikke tvivle på, at det er Faderens dragen.
  «For Faderen drager ganske vist med sin Helligånds kraft, men efter sin almindelige ordning ved at hans hellige, guddommelige ord høres, som med et net, som de udvalgte bliver revet ud af Djævelens gab med.» Læs teksten
• Konkordieformlen, Solida Declaratio II (om den frie vilje): Blandt skriftbeviserne for, at mennesket ikke af egen kraft kan omvende sig, står Joh 6,44. Fornuften kan leve et udvortes hæderligt liv, men troen og det nye hjerte er alene Åndens værk.
  «at blive født på ny og indvendig få et andet hjerte, sind og mod, det virker alene Helligånden. Han åbner forstanden og hjertet, så man forstår Skriften og giver agt på Ordet» Læs teksten
• Konkordieformlen, Solida Declaratio XI (evangeliets løfte gælder alle): Joh 6,51 bruges som bevis for, at evangeliets løfte er universelt. «Ingen kan komme» (v. 44) må derfor ikke prædikes, så tilhøreren spekulerer i, om han er udvalgt; Kristus har givet sit kød for verdens liv.
  «Kristus har båret verdens synd, Joh 1,29; han har givet sit kød for verdens liv, Joh 6,51; hans blod er soningen for hele verdens synd» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Pieper afviser at læse Joh 6 direkte om nadveren, men ser talen som et af Skriftens stærkeste steder om troen på Kristi stedfortrædende død. Den åndelige spisning gør ikke nadveren overflødig; nadveren tjener netop til at styrke den.
  «Joh 6 hører til Skriftens mægtigste steder, hvor troen på Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) indskærpes som nødvendig for at opnå frelsen.» Læs teksten

Prædikenspor

Ingen kan komme – men Faderen drager

Et spor, der følger tekstens begyndelse. Hovedtanken: Det, der lyder som en mur («ingen kan»), er i virkeligheden en trøst, for det er Gud, der gør arbejdet. 1) Knurren: folk, der mener at kende Jesus, og vores egen tilbøjelighed til at sætte ham på plads. Ingen kommer af sig selv. 2) Faderens dragen: ikke en hemmelig udvælgelse, man skal gætte sig til, men det, der sker, når Ordet lyder og Ånden virker (v. 45; Konkordieformlen). Pinsen er netop denne dragen i gang. 3) Hvor ender det? «Jeg vil oprejse ham på den sidste dag.» Den, Faderen drager, slipper Sønnen ikke. Prædikenen kan slutte med at sige direkte til tilhørerne: At du sidder her og hører, er Faderens dragen; tro det.

Brød, der mætter for evigt

Et tematisk spor om sult og brød. Hovedtanken: Vi lever af meget, men intet af det holder os i live for evigt. 1) Mannaen: Gud gav virkelig brød i ørkenen, og han giver stadig det daglige brød. Men fædrene døde (v. 49). Det samme gælder vores karriere, tryghed og helbred: gode gaver, der ikke kan holde døden ude. 2) Jesus siger ikke «jeg giver brød», men «jeg er brødet». Han er kommet ned fra himlen, blevet menneske, og han giver sit kød for verdens liv. Brødet bliver livets brød ved at blive brudt på korset. 3) Hvordan spiser man dette brød? Ved troen, der tager imod hans ord, og styrket i nadveren, hvor han giver sig selv «for jer». Evangeliet: Den, der tror, har evigt liv nu.

Til den, der tvivler på, om han er draget

Et sjælesørgerligt spor for den anfægtede, som hører v. 44 og spørger: Hvad nu, hvis Faderen ikke har draget mig? 1) Tag spørgsmålet alvorligt. Teksten siger virkelig, at troen ikke er vores egen præstation, og det kan skræmme. 2) Men Jesus peger ikke indad på følelser eller oplevelser. Han peger på hørelsen (v. 45): Faderen drager ved Ordet. Konkordieformlen siger, at man ikke skal vente på en dragen uden Ord og sakramenter, men høre Ordet og ikke tvivle på, at det er Faderens dragen. 3) Og hvem er brødet givet for? «For verdens liv» (v. 51), altså også for dig. Prædikenen ender i løftet, der ikke afhænger af vores følelser: «Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort» (6,37), og «jeg vil oprejse ham på den sidste dag» (v. 44).

Lærepunkter i teksten

• Den frie vilje – «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen drager ham»: mennesket kan ikke af egen kraft komme til tro.
• Ordets kraft – Faderen drager ved at lade os høre og lære (v. 45); Ånden virker gennem det forkyndte ord, ikke uden om det.
• Den frelsende tro – «Den, der tror, har evigt liv»: troen tager imod Kristus som livets brød og har gaven allerede nu.
• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Brødet er Kristi kød, givet «for verdens liv» (v. 51): hans stedfortrædende død gælder hele verden.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 290 I al sin glans nu stråler solen – Grundtvigs pinsesalme om Åndens og livets komme; hører til pinsetiden.
• 289 Nu bede vi den Helligånd – Luthers pinsesalme: bøn om den rette tro, som Ånden alene kan give.
• 255 Drag, Jesus, mig – Himmelfartssalmen beder Jesus drage os efter sig; bønnen svarer på v. 44.
• 459 Herre! hvor skal vi gå hen – Nadversalme med Peters svar fra samme kapitel (Joh 6,68): kun Jesus har det evige livs ord.