Matt 25,14–30

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om talenterne står i Jesu sidste store tale i Matthæusevangeliet (kap. 24–25). Jesus har forladt templet og sidder på Oliebjerget, hvor disciplene spørger ham om tegnet på hans komme og verdens ende (24,3). Talen er altså rettet til disciplene, ikke til mængden. Efter ordene om de sidste tider følger tre lignelser om at vente på Herren: den tro og kloge tjener (24,45–51), de ti brudepiger (25,1–13) og talenterne. «For» i 25,14 knytter lignelsen til formaningen lige før: «Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.» Bagefter kommer billedet af Menneskesønnen, der dømmer folkene (25,31–46). Lignelsen viser, hvordan man våger: ikke ved at sidde stille, men ved at bruge det, Herren har betroet sine tjenere, til han kommer igen. Kort efter begynder lidelseshistorien (26,1–2). I kirkeåret er teksten evangelium på septuagesima i 2. tekstrække. Septuagesima indleder tiden før fasten, og dagens tema er nåde og løn i Guds rige; 1. tekstrække har lignelsen om arbejderne i vingården (Matt 20,1–16). Den gamle tekstrække havde ikke denne tekst, så Huspostillen har ingen prædiken over den.

Opbygning

1. 25,14 Herren rejser bort og betror tjenerne sin ejendom
2. 25,16 To tjenere arbejder med det betroede, én graver det ned
3. 25,19 Efter lang tid: Herren kommer og holder regnskab
4. 25,20 «Gå ind til din herres glæde»
5. 25,24 Den tredje tjener: «Jeg kendte dig som en hård mand»
6. 25,26 Dommen over den onde og dovne tjener

Græske nøgleord

• παραδίδωμι (G3860, v. 25,14) – παραδίδωμι, overgive, betro. Herren «overgav» sin ejendom (τὰ ὑπάρχοντα) til tjenerne. Ordet bruges om at lægge noget i en andens hænder, så han har ansvaret for det. Tjenerne ejer ikke talenterne; de forvalter Herrens gods. Det samme verbum går igen i tjenernes egne ord: «Herre, du overgav mig fem talenter» (25,20.22). Alt begynder med hans gave, ikke med tjenernes evner.
• τάλαντον (G5007, v. 25,15) – τάλαντον, talent. Oprindelig en vægtenhed, siden en meget stor pengesum, ofte regnet til omkring 6.000 denarer, altså lønnen for mange års arbejde. Selv den, der fik «kun» én talent, fik en formue. Vores ord «talent» om evner kommer netop af denne lignelse, men i teksten er det Herrens gods, ikke medfødte anlæg, der er tale om; evnerne (δύναμις) nævnes for sig: «enhver efter hans evne».
• πιστός (G4103, v. 25,21) – πιστός, tro, trofast, pålidelig. Herren roser ikke tjenerne for, hvor meget de tjente, men for at de var tro: «Du var tro over lidt.» Den, der fik to, får nøjagtig samme ros som den, der fik fem. Trofasthed er at handle i tillid til, at Herren mener det godt, og at det betroede er hans. Samme ord betyder også troende, og de to hænger sammen.
• χαρά (G5479, v. 25,21) – χαρά, glæde. «Gå ind til din herres glæde» (εἴσελθε εἰς τὴν χαρὰν, aorist imperativ). Lønnen er ikke en betaling, der svarer til indsatsen, men at få del i Herrens egen glæde (nogle forstår ordet her om festen i hans hus). «Lidt» (ὀλίγα) og «meget» (πολλῶν) står over for hinanden: Det, tjeneren forvaltede, var lidt i forhold til det, han nu får. Lønnen er langt større end arbejdet.
• σκληρός (G4642, v. 25,24) – σκληρός, hård, streng, ubarmhjertig. Den tredje tjener begrunder sin handling med sit billede af Herren: «Jeg vidste, at du er en hård mand.» Hans frygt (φοβηθείς, 25,25) kommer af et forkert gudsbillede. Han ser ikke gaven, men kun kravet. Herren dømmer ham ud fra hans egne ord (25,26; jf. Luk 19,22): Den, der kun kender Gud som den strenge herre, skal også møde ham sådan.
• ὀκνηρός (G3636, v. 25,26) – ὀκνηρός, doven, sendrægtig. Ordet betegner den, der holder sig tilbage og ikke gør det, han skal. Herren sætter det sammen med πονηρός, ond. Tjeneren har ikke stjålet eller ødslet noget bort; han har blot ladet være. Netop derfor er dommen så skarp: At lade Herrens gave ligge ubrugt er ikke neutralt, men en synd, en synd ved undladelse.
• ἀχρεῖος (G888, v. 25,30) – ἀχρεῖος, unyttig, uduelig. Tjeneren kaldes «unyttig», fordi han ikke har gjort det, han var sat til. Samme ord bruger Jesus i Luk 17,10, hvor disciplene selv skal sige: «Vi er unyttige tjenere.» Der er en vigtig forskel: Den, der i tro bekender sig unyttig og stoler på Herrens nåde, bliver ikke kastet ud; det gør den, der står over for ham uden tillid.

Eksegetiske noter

• v. 25,14–15 Lignelsen ligner lignelsen om pundene (Luk 19,11–27), men den er ikke den samme. Hos Lukas får ti tjenere hvert sit pund, altså lige meget, og der er en historie om en tronprætendent. Hos Matthæus får tjenerne forskellige beløb «efter hans evne». Herren kender sine tjenere og lægger ikke mere på nogen, end han kan bære. Gaverne er forskellige, men alle får noget.
• v. 25,18 At grave penge ned var i oldtiden en almindelig måde at gemme værdier på (jf. Matt 13,44). Tjeneren gør altså ikke noget, der ser uansvarligt ud; han vil være sikker på at kunne levere pengene tilbage, og efter senere jødisk ret gik den fri, der straks gravede betroede penge ned (Mishna, Baba Metzia 3,10). Netop det er pointen: Han tænker kun på at gå fri, ikke på hvad Herren vil med sin ejendom. Ved at grave det ned skjuler han «sin herres penge» (ἀργύριον).
• v. 25,19 «Efter lang tid» (μετὰ χρόνον πολύν) svarer til brudgommen, der «lod vente på sig» (25,5). Matthæus forbereder disciplene på, at Herrens genkomst kan trække ud. Tiden mellem himmelfarten og genkomsten er ikke tom ventetid, men tjenernes arbejdstid. «Holder regnskab» (συναίρει λόγον) er et udtryk fra handelslivet; det samme udtryk står i 18,23.
• v. 25,26–27 Herren bekræfter ikke tjenerens billede af ham, men tager ham på ordet: «Du vidste altså …?» Selv hvis han havde været så streng, burde tjeneren i det mindste have sat pengene i banken. Vekselererne (τραπεζίται) var pengehandlere, der tog imod indskud og lånte ud mod rente. Det mindste, der kunne gøres, blev heller ikke gjort; frygten havde lammet tjeneren helt.
• v. 25,29 Ordet om, at den, der har, skal få, står også i Matt 13,12 om at høre og forstå Guds riges hemmeligheder (jf. Mark 4,25; Luk 8,18). Det er ikke et økonomisk princip, men en lov i Guds rige: Den, der modtager og bruger Guds gaver, får mere; den, der ikke vil have dem, mister også det, han synes at have.
• v. 25,30 «Mørket udenfor» og «gråd og tænderskæren» er Matthæus' faste udtryk for den evige fortabelse (8,12; 22,13; jf. 13,42.50; 24,51). Billedet er en fest i et oplyst hus, mens den udstødte står udenfor i mørket. Det står i direkte modsætning til de tro tjeneres løn: at gå ind til Herrens glæde.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer os i den tredje tjener. Han har ikke gjort noget åbenlyst ondt, han har blot gravet gaven ned og leveret den tilbage. Men Jesus kalder ham ond og doven. Det afslører, at det også er synd at lade være: at holde Ordet for sig selv, ikke bruge sine kræfter for næsten, gemme sig bag forsigtighed. Dybest set afslører teksten vores gudsbillede. Tjeneren kendte kun en hård herre, som krævede og høstede uden at så, og derfor turde han intet. Mange gør sådan i dag: De tror, Gud er en streng kontrollant, og holder sig på afstand for at gå fri. Den, der vil stå over for Gud uden tillid, ud fra sin egen frygt og sine egne regnskaber, får dommen efter sine egne ord.

Evangeliet: Evangeliet ligger allerede i lignelsens første ord: Herren kalder sine tjenere og overgiver dem sin ejendom. Alt begynder med hans gave. Talenterne er hans, ikke vores, og de er en formue: hans Ord, dåben, syndernes forladelse og de gaver, han giver hver enkelt. Herren er ikke den hårde mand, tjeneren troede; han er den, der har sået, ja givet sig selv, før han høster. Og når han kommer igen, møder han de tro tjenere med ros og glæde: «Godt, du gode og tro tjener.» Han roser ikke mængden, men troskaben, og den med to talenter får samme ord som den med fem. Lønnen er ikke et regnestykke; det er at gå ind til Herrens egen glæde.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket (gerningssynderne): Pieper bruger Matt 25,30 som eksempel på undladelsessynd: Guds gaver er givet for at blive brugt. Samtidig advarer han prædikanten mod at blive lovdriver og vil, at man lokker og tilskynder ved Guds barmhjertighed i Kristus.
  «Gud giver alle gaver, de åndelige og de legemlige, de små og de store, ikke forgæves, det vil sige ikke for at de skal ligge ubrugte hen» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 23: Fornyelsen eller helliggørelsen: Jacobs udlægger Matt 25,28–29 om helliggørelsen: Gaver, der ikke bruges, svinder ind, mens de gaver, der bruges, vokser – som musklerne i legemet.
  «Talenter, der ikke bruges, og gaver og nådegaver, der ikke øves, bliver taget bort; talenter, der bruges og øves, bliver mangedoblet» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 38: Den almindelige dom: Lignelsen viser, at der er forskel i lønnen ved dommen. Men lønnen er en nådeløn, der langt overgår det, den troende har udrettet og lidt.
  «Men selv om dette forhold findes efter Guds ordning, vil lønnen langt overgå det arbejde og de lidelser, der anerkendes, når den gives» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper citerer Chemnitz: Den, der har fået troens første begyndelse, skal ikke sidde passiv og vente, men bruge nådegaven. Det er ikke en medvirken til omvendelsen, men det nye livs kamp hos den, der allerede tror.
  «Luk 19,13 siger Herren, idet han giver tjenerne pundene: ’Købslå med dem, indtil jeg kommer’; han siger ikke: ’Gem dem i jorden’, Matt 25,26.» Læs teksten

Prædikenspor

Herren har betroet os sin formue

Sporet følger lignelsen fra gave til regnskab. Første trin: Herren overgiver sin ejendom til tjenerne. En talent var en formue, og alle fik noget. Det, vi har – Ordet, dåben, troen, evner, tid og mennesker omkring os – er hans gods, betroet os. Andet trin: Tjenerne går i gang. De to første sætter Herrens penge i arbejde, den tredje graver dem ned. Hvad betyder det at «handle» med Ordet og troen i hverdagen, i familien, i arbejdet og over for næsten? Tredje trin: Herren kommer igen. Hans ord til de tro tjenere er ros og glæde, og den med to talenter får samme ord som den med fem. Evangeliet: Det er ikke mængden, der tæller, men at vi lever af og med hans gave, og han kalder os ind til sin glæde.

Hvilken Gud tror du på?

Et tematisk spor om gudsbilledet. Første trin: Den tredje tjener handler, som han gør, fordi han tror, at Herren er hård. Frygt for Gud som kontrollant lammer og fører til, at man graver ned og holder sig på afstand. Det er loven, der kun kender kravet, og den rammer også os. Andet trin: Herren tager tjeneren på ordet. Den, der vil møde Gud på regnskabets grund, får regnskab. Tredje trin: Men lignelsen viser en anden Herre: én, der giver rigeligt før han kræver, og som roser i stedet for at regne. Det er Gud, som han er i Kristus, som selv har sået sit liv i jorden og givet sig for os. Den, der kender ham sådan, tør vove at bruge hans gaver, fordi fejltrin bliver tilgivet.

Du var tro over lidt

Et sjælesørgerligt spor til dem, der føler, at de kun har én talent, eller at de intet udretter. Første trin: Mange sammenligner sig med dem, der har fået fem, og føler sig små, eller de er bange for at gøre noget forkert. Andet trin: Teksten siger, at Herren selv har givet «enhver efter hans evne». Han kræver ikke det samme af alle, og han kalder det, der er betroet, «lidt» – også de fem talenter. Ros gives for troskab, ikke for resultatet. Tredje trin: Troskab er at stole på Herren og blive i hans ord; det er ikke en præstation, vi skal leve op til. Den, der hører til Kristus, har allerede del i hans glæde. På den yderste dag står vi på hans løfte, ikke på vores eget regnskab.

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Tjenernes arbejde er troens frugt med Herrens gaver; ros og løn er nåde, ikke fortjeneste.
• Gerningssynd og synden mod Helligånden – Den tredje tjener har ikke gjort ondt, men undladt det gode; Pieper bruger netop 25,30 om undladelsessynd.
• Den yderste dom og verdens ende – Herren kommer og holder regnskab; dommen går ud på glæde eller mørket udenfor.
• Kristi genkomst og tidens tegn – «Efter lang tid» kommer Herren igen; ventetiden er tjenernes arbejdstid.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 167 Hører I, vor Herre kalder – Om Herrens kald til arbejde i hans rige, som septuagesimas tekster handler om.
• 360 Arbejd, til natten kommer – At bruge tiden og gaverne, mens det er dag, før Herren kommer.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Bøn om at tjene Herren og næsten med det, han har givet.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Venter på Herrens genkomst og regnskabet, som lignelsen taler om.
• 523 Min nåde er dig nok – Trøst til den, der føler sig lille: Herrens nåde bærer, ikke vores ydelse.