Matt 20,1–16

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om arbejderne i vingården findes kun hos Matthæus. Jesus er på vej mod Jerusalem gennem Judæa (19,1), og han taler til disciplene. Lige før er den rige unge mand gået bedrøvet bort, og Peter har spurgt: «Se, vi har forladt alt og fulgt dig, hvad får vi da?» (19,27). Jesus giver dem et stort løfte (19,28–29), men slutter med en advarsel: «Mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første» (19,30). Lignelsen udlægger det ord, og 20,16 gentager det i omvendt rækkefølge, så det står som en ramme om fortællingen. Bagefter følger den tredje lidelsesforudsigelse (20,17–19), og Zebedæussønnerne beder om de første pladser (20,20–28). Spørgsmålet om rang og løn står altså lige op ad korset. I kirkeåret er teksten evangelium på septuagesima søndag i 1. tekstrække, ni uger før påske, hvor fastetiden begynder at komme i syne. Det var den også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag.

Opbygning

1. 20,1 Husherren lejer arbejdere tidligt om morgenen
2. 20,3 Han går ud igen og igen, til den ellevte time
3. 20,8 Aftenen: Lønnen udbetales, de sidste først
4. 20,11 De første knurrer
5. 20,13 «Ven, jeg gør dig ikke uret»
6. 20,16 De sidste skal blive de første

Græske nøgleord

• μισθός (G3408, v. 20,8) – μισθός, løn. Ordet betyder den betaling, en arbejder har krav på. Husherren bruger det selv: «Giv dem lønnen.» Men lignelsen vender begrebet om. De sidste får en hel denar, som de ikke har gjort sig fortjent til. Lønnen i Guds rige er en nådeløn: Den gives efter giverens godhed og ikke efter arbejdets mængde. Ordet løn er ikke forkert i sig selv; det forkerte er at gøre regnskab med Gud.
• γογγύζω (G1111, v. 20,11) – γογγύζω, knurre, mukke. Et lydord for halvhøj utilfredshed. Imperfektum (ἐγόγγυζον) viser, at de blev ved med at knurre. Ordet bruges i Septuaginta om Israels knurren mod Gud i ørkenen (4 Mos 14,27–29) og i NT om jødernes knurren over Jesus (Joh 6,41). Knurren er vantroens svar på Guds godhed mod andre.
• ἴσος (G2470, v. 20,12) – ἴσος, lige, ligestillet. «Du har gjort dem lige med os» er de første arbejderes egentlige anklage. Det er ikke beløbet, der ærgrer dem, men ligheden. Luther bygger hele sin prædiken på netop dette ord: I verdens rige skal der være forskel, men i Kristi rige er alle lige, fordi alle har den samme Kristus, dåb og nåde.
• ἑταῖρος (G2083, v. 20,13) – ἑταῖρος, ven, kammerat. En venlig, men lidt afstandtagende tiltale til en, man ikke kender ved navn. Som tiltale bruges den i Matthæus kun tre gange, hver gang til en, der står forkert over for Herren: arbejderen her, gæsten uden bryllupsdragt (22,12) og Judas i Getsemane (26,50). Husherren skælder ikke ud, men taler med tålmodighed til den misundelige.
• ἀγαθός (G18, v. 20,15) – ἀγαθός, god. «Er dit øje ondt, fordi jeg er god?» Husherrens godhed er lignelsens egentlige nøgle. Hans retfærdighed holder aftalen med de første (20,13), men hans godhed går ud over enhver aftale. Kontrasten til πονηρός (ond) i samme vers viser, at det ikke er husherren, men den misundelige, der har et problem. Jf. 19,17: «Kun én er god.»
• κλητός (G2822, v. 20,16) – κλητός, kaldet, og ἐκλεκτός, udvalgt. De kaldede er alle, som hører evangeliets indbydelse; de udvalgte er dem, som tager imod den og bliver ved den. Ordparret står også i 22,14 efter lignelsen om bryllupsfesten. Sætningen mangler i flere vigtige håndskrifter her (se noten), men tanken er den samme som i 22,14: Kaldet er alvorligt ment til alle.

Eksegetiske noter

• v. 20,1 «For» (γάρ) knytter lignelsen til 19,30 og Peters spørgsmål i 19,27. Lignelsen er altså Jesu svar til disciplene, der har forladt alt og spørger, hvad de skal få. Vingården er et kendt billede på Guds folk fra Det Gamle Testamente (Es 5,1–7; Jer 12,10). Husherren er Gud selv; han går selv ud og leder efter arbejdere.
• v. 20,2 En denar var en romersk sølvmønt og den almindelige dagløn for en daglejer (jf. Matt 22,19). Daglejere var blandt de fattigste i samfundet; de levede fra hånden i munden. En dagløn var det, en familie skulle leve af den dag. At også de sidste får en hel denar, betyder, at de får det, de har brug for til at leve.
• v. 20,3–6 Timerne regnes fra solopgang, ca. kl. 6. Den tredje time er ca. kl. 9, den sjette kl. 12, den niende kl. 15 og den ellevte ca. kl. 17, kun en time før arbejdsdagen slutter. Torvet (ἀγορά) var stedet, hvor daglejere stod og ventede på arbejde. De sidste kommer ikke med undskyldninger, men svarer blot: «Fordi ingen har lejet os.»
• v. 20,8 Loven bød, at en daglejer skulle have sin løn samme dag, før solen gik ned (3 Mos 19,13; 5 Mos 24,15). Husherren holder altså loven. Ordren om at begynde med de sidste er fortællingens greb: Derved ser de første, hvad de sidste får, og deres forventning vokser (20,10).
• v. 20,15 «Ondt øje» er et semitisk udtryk for misundelse og nærighed (jf. 5 Mos 15,9; Ordsp 23,6; Mark 7,22; Matt 6,23). Den misundelige ser skævt til den gode giver. Spørgsmålet afslører, at de første ikke klager over uret mod sig selv, men over godhed mod andre.
• v. 20,16 Tekstkritik: Robinson-Pierponts tekst (RP) har tilføjelsen «for mange er kaldede, men få er udvalgte». Den mangler i bl.a. Sinaiticus, Vaticanus og L, men står i C, D og flere gamle oversættelser. Pieper nævner netop disse vidner. De kritiske udgaver, Den Frie Bibel og 1992 udelader den her, men har den i 22,14. Luther prædiker udførligt over ordet og afviser, at det skulle betyde, at Gud kun vil frelse få.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer i teksten ikke de sidste, men de første. De har arbejdet hele dagen og fået, hvad de blev enige om, og alligevel knurrer de. Deres synd er ikke dovenskab, men regnskabet: «Vi har båret dagens byrde og hede.» Når Guds godhed mod andre gør os vrede, er vores øje ondt. Det gælder den kirkegænger, der har været trofast i mange år og ærgrer sig over, at en anden kommer ind i sidste øjeblik. Det gælder enhver, der i sit hjerte mener at have gjort sig fortjent til lidt mere end andre. Den, der vil have løn efter fortjeneste, må tage sit og gå.

Evangeliet: Evangeliet er husherren selv. Han går ud igen og igen, endnu ved den ellevte time, og leder efter dem, ingen har lejet. Han lover ikke en løn efter præstation, men «hvad der er retfærdigt», og om aftenen får den sidste en hel dagløn. Sådan er Guds rige: Ingen har en bedre dåb eller en anden Kristus end den anden. Frelsen er ikke betaling for arbejde, men gave fra ham, som er god (20,15). Kristus går selv op til Jerusalem for at give sit liv (20,17–19). Derfor kan også den, der kommer sent, høre: Gå også du til vingården; der er plads og løn til dig.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Septuagesima søndag: Luther ser lignelsen som en skelnen mellem verdens rige og Kristi rige. I verden skal der være forskel på stande og embeder, men i Kristi rige har alle den samme dåb, tro, Kristus og Gud.
  «Men i Kristi rige er de alle lige, hvad enten det er en konge, en fyrste, en herre, en karl, en frue, en pige, eller hvad de nu hedder.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Septuagesima søndag: Grunden til ligheden er nåden: Himmeriget er ikke fortjent, og derfor skylder Gud ingen det. De falske helgener knurrer, fordi de vil have det evige liv som fortjent løn. Trøsten gør den ydre møje let.
  «Himmeriget, forløsningen fra død og synder, har ingen fortjent af mig; derfor skylder jeg ingen det, men jeg giver det af nåde til dem, der af hjertet begærer det.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Septuagesima søndag: «Mange er kaldede» skal ikke forstås, som om Gud kun under få frelsen. Evangeliet går åbent ud til alle, for at alle skal tro; «få er udvalgte» betyder, at få tager imod det og bliver ved det.
  «For prædikenen af evangeliet går ud til alle og åbenlyst, til enhver, der blot vil høre og tage imod den.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: De gode gerningers løn: Pieper henviser til lignelsen som Kristi egen indskærpelse af, at Skriften kun kender en nådeløn. Den, der har lært evangeliet, tænker ikke længere i fortjenstløn.
  «nemlig at lønnen altid kun kan være en nådeløn, sådan som Kristus så vældigt indskærper i lignelsen om arbejderne i vingården.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige forklaring, art. XI: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: Udvælgelsen åbenbares for os i kaldet ved Ordet. Konkordieformlen bruger de forskellige timer som billede på, at Gud kalder til forskellig tid.
  «nogle i den første time, nogle i den anden, tredje, sjette, niende, ja, endda i den ellevte time, Matt 20,3–6.» Læs teksten
• Chemnitz, Håndbog i den kristne lære: Om udvælgelsen til frelse: Den ubodfærdige må ikke trøste sig med udvælgelsen, men vi må heller ikke opgive nogen. Derfor skal Ordet blive ved med at lyde.
  «for Gud kan stadig kalde og omvende ham ved den sjette, niende eller måske først ved den ellevte time.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Udholdenheden til frelse (citat af Luther): Pieper citerer Luther om 20,16: Ordet om de første og de sidste er en advarsel til dem, der kender evangeliet, mod åndelig indbildskhed.
  «Det rammer det allerdybeste i hjertet, den egne åndelige indbildskhed, som også i fattigdom, vanære og ulykke holder sig selv for den første, ja, da allermest.» Læs teksten

Prædikenspor

Gå også I til vingården

Sporet følger husherren gennem dagen. Første trin: Han går selv ud, igen og igen, helt til den ellevte time, og leder efter dem, som ingen har lejet. Det er Gud, der tager initiativet. Andet trin: Om aftenen udbetales lønnen, og de sidste får en hel denar, en dagløn at leve af. Her ser vi, hvordan Guds rige er: Han giver ikke efter præstation, men efter sin godhed. Tredje trin: Lignelsen står lige før Jesus går op til Jerusalem for at give sit liv (20,17–19). Den gode husherre betaler selv prisen. Evangeliet lyder til alle, også de sene: Gå også du til vingården. Der er plads og løn til dig.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Et tematisk spor om misundelse og fortjenestetænkning, ud fra Luthers prædiken og Pieper. Første trin: De første får det aftalte, men knurrer, fordi andre bliver gjort lige med dem. Peters spørgsmål «Hvad får vi da?» (19,27) ligger bag. Andet trin: Vi kender regnskabet indefra: mine år i kirken, min trofasthed, min indsats. Luther kalder det de falske helgeners knurren, og den kan bo i enhver kristen. Tredje trin: Husherren svarer med godhed. Ingen har en anden Kristus eller en bedre dåb end den anden. Når vi ser, at også vi lever af nåde, bliver øjet godt, og vi kan glæde os over, at andre får del i den samme skat.

Jeg er kun en ringe arbejder

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig sidst: de syge, de ældre, dem med et slidsomt arbejde eller en sen tro. Første trin: De sidste stod på torvet, fordi ingen havde lejet dem. Mange kender følelsen af at være overset. Andet trin: Luther trøster med ligheden i Kristi rige: Pigen og karlen har den samme Kristus, som er død for dem, som fyrsten har. Derfor kan man gå glad til sit arbejde, også i en ringe stand. Tredje trin: Lønnen afhænger ikke af, hvor længe eller hvor meget, men af husherrens godhed. Den, der kommer ved den ellevte time, får det samme som apostlene: syndernes forladelse og det evige liv.

Lærepunkter i teksten

• Retfærdiggørelsen – De sidste får fuld løn uden fortjeneste; frelsen er af nåde og ikke efter gerningernes mængde.
• De gode gerninger – Arbejdet i vingården er ikke forgæves, men lønnen er en nådeløn (Pieper; Apologien).
• Udvælgelsen – «Mange er kaldede, få er udvalgte» (20,16 RP): Luther og Konkordieformlen henviser til det alvorlige kald ved Ordet.
• Kald, stand og ægteskab – Luther: I verden er standene ulige, i Kristi rige er alle lige; derfor kan hver tjene glad i sit kald.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 489 Guds nåde højt jeg prise vil – Lovsang over Guds nåde, der giver uden fortjeneste ligesom husherren.
• 519 Syndernes forladelse selvros udelukker – Nåden udelukker selvros: tekstens opgør med de førstes regnskab.
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om, at frelsen er Guds frie gave og ikke vores gerninger.
• 592 I dag er nådens tid – Kaldet lyder endnu, også ved den ellevte time.
• 522 Nåden er din dagligdag – Nåden bærer også hverdagens arbejde og møje, som Luther trøster med.