Luk 16,19–31

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om den rige mand og Lazarus står i Lukas’ rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem. Kapitel 16 handler om penge. Først kommer lignelsen om den uærlige godsforvalter med ordet om, at man ikke kan tjene både Gud og mammon (16,1–13). Farisæerne, som «elskede penge», hører det og håner ham (16,14). Jesus svarer, at det, der er højt hos mennesker, er en vederstyggelighed for Gud, og at loven ikke mister sin gyldighed (16,15–17). Lignelsen er altså talt til farisæerne, mens disciplene hører med. Den er den eneste lignelse, hvor en person har et navn. Den falder i to dele: først de to liv og de to skæbner efter døden, dernæst samtalen om de fem brødre, der ender ved Moses og profeterne og ved én, der opstår fra de døde. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 1. søndag efter trinitatis, den første søndag i den lange trinitatistid, som handler om livet i troen. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på denne søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Opbygning

1. 16,19 Den rige mand og Lazarus ved hans port
2. 16,22 Døden og de to skæbner
3. 16,24 Bønnen om en dråbe vand og den store afgrund
4. 16,27 De fem brødre: Moses og profeterne

Græske nøgleord

• πτωχός (G4434, v. 16,20) – πτωχός, fattig: ikke blot en, der har lidt, men en tigger, der intet har og må leve af andres godhed. Ordet er det samme som i saligprisningen «Salige er I, som er fattige» (Luk 6,20). Lukas bruger det om dem, Jesus er sendt til med evangeliet (Luk 4,18; 7,22). Lazarus er ikke frelst, fordi han er fattig, men han er billedet på den, der intet har at komme med.
• κόλπος (G2859, v. 16,22) – κόλπος, skød, favn: pladsen ved siden af værten ved et måltid, hvor man lå ind mod hans bryst (jf. Joh 13,23). «Abrahams skød» er æresstedet ved festmåltidet i Guds rige (Luk 13,28–29). Den, der lå ved den riges port og ville spise sig mæt af det, der faldt fra hans bord, ligger nu ved Abrahams bord. Han «blev båret bort af englene» (ἀπενεχθῆναι ὑπὸ τῶν ἀγγέλων): han kommer ikke selv, han bæres, mens den rige blot «blev begravet».
• ᾅδης (G86, v. 16,23) – ᾅδης, dødsriget: i Septuaginta gengiver ordet Sheol, de dødes opholdssted. Her er det stedet, hvor den rige er «i pine» (ἐν βασάνοις), og kontrasten til Abrahams skød er skarp. Lukas bruger ordet om tilstanden mellem død og opstandelse; den endelige dom og «Gehenna» nævnes ikke. Teksten er derfor et vidnesbyrd om, at afgørelsen falder ved døden, ikke en tegning af helvedes geografi.
• παρακαλέω (G3870, v. 16,25) – παρακαλέω, trøste: præsens passiv «han trøstes» (παρακαλεῖται) står over for «du pines» (ὀδυνᾶσαι). Passiv peger på Gud som den, der trøster. Det er samme ordfamilie som «Israels trøst» (παράκλησις), som Simeon ventede på (Luk 2,25), og som i «ve jer, I rige, for I har allerede fået jeres trøst» (Luk 6,24). Lazarus får nu den trøst, han ventede på.
• χάσμα (G5490, v. 16,26) – χάσμα, kløft, afgrund: et sjældent ord, kun her i NT. Verbet står i perfektum passiv, ἐστήρικται, «er blevet lagt fast og står fast». Det er Gud, der har sat skellet, og det kan ikke ophæves. Ordet understreger, at der ikke er en vej over efter døden, hverken fra den ene side eller den anden. Derfor er det nu, i dette liv, at Ordet skal høres.
• μετανοέω (G3340, v. 16,30) – μετανοέω, omvende sig: at skifte sind, så hjertet vender sig fra synden og til Gud. Den rige mener, at et under vil virke omvendelse hos brødrene. Futurum «de vil omvende sig» udtrykker hans sikre forventning. Abraham svarer, at omvendelsen ikke kommer af syner og tegn, men af at høre Moses og profeterne. Lukas binder ofte omvendelse sammen med prædiken (Luk 24,47).
• πείθω (G3982, v. 16,31) – πείθω, overbevise, i passiv: lade sig overbevise, komme til tro. Futurum passiv πεισθήσονται, «de vil heller ikke blive overbevist». Abraham skifter ordet ud: den rige talte om at omvende sig, Abraham taler om at blive overbevist, altså om tro. Troen virkes ikke af det overvældende syn, men af Ordet. Selv en, der «opstår fra de døde» (ἀναστῇ), kan ikke gøre det, Ordet ikke gør.

Eksegetiske noter

• v. 16,19 Purpur var farvet med et dyrt farvestof fra havsnegle og hørte til konger og stormænd. «Fint linned» (βύσσος) var kostbart linned, ofte fra Egypten, båret inderst. «Hver dag i fryd og herlighed» (λαμπρῶς) betyder fest hver dag, ikke kun på helligdage. Jesus siger intet om, at manden var uærlig eller groft ugudelig. Hans synd ligger i det, han ikke ser: Lazarus ved porten og Guds ord, der lød i hans eget folk.
• v. 16,20 Lazarus er den græske form af Eleazar, «Gud har hjulpet». Det er det eneste navn i Jesu lignelser, og den rige har intet navn. Luther ser navnet som et vidnesbyrd om, at Lazarus satte sin tillid til Guds hjælp og ikke til mennesker. Ved den riges «port» (πυλών) lå han, «kastet» dér (ἐβέβλητο, plusquamperfektum passiv: han var lagt der og blev liggende), altså båret derhen af andre, syg og hjælpeløs.
• v. 16,21 Tekstkritik: RP har «ψιχίων τῶν πιπτόντων», «smulerne, der faldt», mens den kritiske tekst kun har «det, der faldt». Den Frie Bibel følger den kritiske tekst. Meningen er den samme. Hundene var urene gadehunde. At de slikker hans sår, er ikke en trøst, men viser, hvor forladt han var: dyrene kom til ham, det gjorde mennesket i huset ikke.
• v. 16,22–23 Billederne af Abrahams skød, dødsriget, ilden og samtalen hen over afgrunden er hentet fra jødisk tænkning om de dødes tilstand. Pieper advarer mod at presse enkelthederne i samtalen. Det, teksten klart siger, er, at døden ikke er et ophør af bevidstheden, at afgørelsen ligger fast ved døden, og at frelse og fortabelse er virkelighed. Jf. Jesu ord til røveren, Luk 23,43.
• v. 16,29–31 «Moses og profeterne» er Israels hellige skrifter (jf. Luk 24,27.44). Den rige vil have et tegn i stedet for Ordet. Ordet om en, der «opstår fra de døde», peger frem mod Jesu egen opstandelse, som heller ikke overbeviste dem, der havde lukket sig for Skrifterne. Johannes fortæller om en anden Lazarus, der blev oprejst, og at ypperstepræsterne derefter ville dræbe ham også (Joh 12,10).

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer den rige mand, ikke for at han var rig, men fordi han levede, som om dette liv var alt. Han klædte sig i purpur og festede hver dag, mens et sygt menneske lå ved hans port, og kun gadens hunde kom hen til ham. Han havde Moses og profeterne, men de nåede aldrig hans hjerte. Det samme ser vi hos os selv: Vi kan gå forbi den nød, der ligger lige ved vores dør, og bruge Guds gaver på os selv. Og vi kan have Bibelen og prædikenen i rigt mål og alligevel vente på noget andet og mere overbevisende. Teksten siger alvorligt, at døden sætter et skel, som ikke kan krydses.

Evangeliet: Evangeliet står allerede i navnet: Lazarus, «Gud har hjulpet». Han har intet at komme med, ingen gerninger, ingen ære, kun sår og sult. Alligevel bliver han båret af englene til Abrahams skød, for løftet til Abraham om den velsignede sæd gælder ham. Han «trøstes» nu, og det er Gud, der trøster. Det er godt nyt for den, der er fattig, syg, overset eller anfægtet: Det timelige er ikke Guds sidste ord. Og den, der omtales til sidst, en, der opstår fra de døde, er Kristus selv. Han har sat sit liv til og er opstået, og han kommer til os i det samme Ord, som brødrene havde: Moses, profeterne og evangeliet.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis: Luther læser Lazarus’ navn som hans bøn og tro: han satte sin lid til Guds hjælp, ikke til mennesker. At englene bar ham til Abrahams skød, betyder, at han holdt fast ved løftet om Abrahams sæd, Kristus.
  ««Lazarus» er det hebraiske navn Eleazar og betyder så meget som: Gud, hjælp! – fordi han har sat al sin tillid til Guds evige hjælp, ikke til mennesker.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis: Den riges dybeste synd var ikke rigdommen, men at han ikke søgte Frelseren, som Moses og profeterne peger på. Han holdt sig selv for retskaffen, og udadtil var han det måske også. Det er et værn mod at gøre teksten til ren moralprædiken.
  «Den Frelser og trøst brød den rige mand sig ikke om; han holdt sig selv for retskaffen. Og udadtil for verden har han nok også været retskaffen» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis: Abrahams svar priser prædikeembedet. Der kommer ingen anden advarsel end Moses og profeterne, og den, der ikke hører dem, vil heller ikke tro, om en død opstod. Derfor skal folk formanes til at høre prædikenen.
  «Det er da at prise prædikeembedet højt og trofast formane folk til at høre prædiken, eftersom der ellers ikke er noget andet middel, hvorved de kan værne sig mod denne forfærdelige dom» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Sjælenes tilstand mellem døden og opstandelsen: Pieper bruger Luk 16,27–31 som Kristi egen lære om, at de døde ikke vender tilbage til jorden. Han afviser også tanken om en mulighed for omvendelse efter døden.
  «De vender ikke tilbage til denne jord. Det lærer Kristus som fast regel og guddommelig ordning Luk 16,27–31.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrifts klarhed: Når Abraham henviser brødrene til Moses og profeterne, forudsættes det, at Skriften er klar nok til, at almindelige mennesker kan høre den og komme til tro.
  «Klarheden af Det Gamle Testamentes skrift er forudsat, når det hedder i Luk 16,29: «De har Moses og profeterne, dem skal de høre!»» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Livet efter døden: Jacobs bruger lignelsen til at vise, at døden, også når Skriften kalder den en søvn, ikke er et ophør af bevidstheden.
  «At den ikke kan betyde, at bevidstheden helt ophører, og heller ikke, at al forbindelse med andre ophører, ses af lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,23–31)» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige salighed: En nyttig advarsel for prædikanten: Samtalen hen over afgrunden hører til tekstens biomstændigheder, og den må ikke presses til en lære om, hvad de salige og de fortabte ser og siger.
  «Samtalen mellem Abraham og den rige mand, Luk 16,23 ff., hører til de biomstændigheder, som ikke må presses.» Læs teksten

Prædikenspor

To liv, to skæbner

Sporet følger teksten i dens tre bevægelser. Først de to liv: den rige i purpur og fest, Lazarus ved porten med sår og sult. Prædikenen kan dvæle ved det, den rige ikke ser, og ved at han ikke anklages for grove synder. Dernæst vendingen ved døden: den ene bæres af englene, den anden begraves. Den store afgrund viser, at livet her har evig vægt. Til sidst navnet Lazarus, «Gud har hjulpet». Han havde intet at komme med, men han havde løftet. Her kommer evangeliet: Den samme Gud, der hjalp Lazarus, hjælper os i Kristus. Med Luther kan man sige, at det ikke var rigdommen, der fordømte den rige, men at han ikke brød sig om Frelseren.

De har Moses og profeterne

Et tematisk spor ud fra slutningen. Den rige vil have et tegn: Send en fra de døde, så vil de omvende sig. Vi kender ønsket om noget stærkere end prædikenen, en oplevelse, et bevis. Første trin: Abrahams svar. Gud har allerede talt, og hans ord er klart nok. Andet trin: hvorfor et under ikke hjælper. Den, der har lukket sig for Ordet, kan bortforklare selv en opstandelse, som de gjorde, da Lazarus i Betania blev oprejst. Tredje trin: Der er én, der er opstået fra de døde, og han kommer nu til os i Ordet og sakramenterne. Skriften peger på ham. Det er ikke for lidt; det er netop det, Gud har givet os at høre.

Når Gud synes fraværende

Et sjælesørgerligt spor for den, der kender Lazarus’ side af livet: sygdom, ensomhed, at være overset. Første trin: Teksten tager nøden alvorligt. Lazarus får det onde i sin livstid, og ingen hjælper. Luther siger, at det må gøre ondt, og at det er en vildfarelse at måle Guds nåde efter, hvordan det går os her. Andet trin: Lazarus’ navn er hans trøst, Gud har hjulpet. Han holder sig til løftet, og han bæres af englene. Tredje trin: Den trøst, Lazarus får, er givet os i Kristus, som selv blev fattig og forladt for vores skyld. Hans løfte gælder i dåben, og det varer ud over døden.

Lærepunkter i teksten

• Døden og sjælens tilstand efter døden – Lazarus bæres til Abrahams skød, den rige er i pine: døden er ikke et ophør, og afgørelsen ligger fast ved døden.
• Den evige fortabelse – Pinen, ilden og den faste afgrund viser fortabelsens alvor og at der ingen vej er over efter døden.
• Skriften alene: autoritet og tilstrækkelighed – «De har Moses og profeterne»: Skriften er nok. Hverken syn, tegn eller budbringere fra de døde skal lægges til.
• Ordets kraft – Troen og omvendelsen virkes ved at høre Ordet, ikke ved et overvældende under (16,31).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 722 Nu blomstertiden kommer – Sommersalme til 1. søndag efter trinitatis, der fra sommerens gaver løfter blikket mod Gud, der giver dem.
• 401 Guds ord det er vort arvegods – Om at holde fast ved Guds ord, som Abraham peger brødrene hen til.
• 698 Kain, hvor er din bror – Om ansvaret for næsten, der ligger ved vores egen port.
• 538 At sige verden ret farvel – Kingos salme om at slippe verdens gods og søge det evige.
• 555 Jeg ved et evigt Himmerig – Evighedshåbet, som Lazarus fik del i i Abrahams skød.