Luk 12,13–21

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Lukasevangeliets rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27). Lige forinden har han talt til disciplene om ikke at frygte dem, der kun kan slå legemet ihjel, og om Faderen, der ikke glemmer en eneste spurv (Luk 12,1–12). Midt i den store folkemængde afbryder en mand ham med en praktisk sag: Han vil have Jesus til at afgøre en arvestrid med sin bror. Jesus afviser at være dommer i sagen og vender sig i stedet til alle tilhørerne med en advarsel mod grådighed og lignelsen om den rige bonde. Bagefter fortsætter han over for disciplene med ordene om ikke at bekymre sig, men søge Guds rige og samle sig en skat i himlen (Luk 12,22–34). I Alterbogen er teksten prædiketekst på 1. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække, hvor 1. tekstrække har den rige mand og Lazarus (Luk 16,19–31). Begge tekster sætter den første søndag i trinitatistiden under spørgsmålet om, hvad et menneskes liv hænger ved, når døden kommer.

Opbygning

1. 12,13 Arvestriden: Jesus vil ikke være dommer
2. 12,15 Advarslen mod enhver form for grådighed
3. 12,16 Den rige bondes samtale med sig selv
4. 12,20 Gud taler: «Du tåbe! I nat …»
5. 12,21 Konklusionen: rig hos Gud

Græske nøgleord

• μεριστής (G3312, v. 12,14) – μεριστής, skifteforvalter, den der deler en arv. Ordet findes kun her i NT. Jesus afviser ikke retfærdighed i arvesager, men at hans sendelse skal bruges til at fordele jordisk gods. Spørgsmålet «hvem har sat mig?» lægger afstand: Han er ikke kommet for at skifte boet, men for at give en arv, der ikke kan deles op og tabes (jf. 1 Pet 1,4).
• πλεονεξία (G4124, v. 12,15) – πλεονεξία, grådighed, egentlig «at ville have mere». Det er ikke selve ejendommen, Jesus advarer mod, men hjertets umættelige trang. Advarslen er bred: Også den, der kun ønsker sin retmæssige andel, rammes (om «enhver form for» se noten til v. 15). Paulus kalder grådighed afgudsdyrkelse (Kol 3,5), og det er netop pointen: Hjertet sætter sin lid til det, det samler.
• ζωή (G2222, v. 12,15) – ζωή, liv. Jesus bruger ikke βίος (levebrød, livsophold), men ζωή, selve livet. Sætningen siger, at livet ikke kommer «ud af» (ἐκ) det, man ejer, selv når man har overflod. Ejendom kan holde livet oppe en tid, men kan hverken give det eller holde fast på det. Det forbereder lignelsens slutning, hvor livet bliver krævet tilbage.
• ψυχή (G5590, v. 12,19) – ψυχή, sjæl, liv. Den rige mand taler til sin egen ψυχή: «Sjæl, du har mange gode ting liggende.» I næste vers bruger Gud samme ord: «I nat kræves din ψυχή af dig.» Den sjæl, han ville mætte med korn og gods, er netop det, han ikke selv ejer. Ordspillet bærer hele lignelsen og bør høres i prædikenen.
• ἄφρων (G878, v. 12,20) – ἄφρων, tåbe, en uden forstand. I Bibelens visdomssprog er tåben ikke den dumme, men den, der lever, som om Gud ikke findes (Sl 14,1). Manden har planlagt klogt i økonomisk forstand, men har regnet uden Gud. Det er Guds eget ord i lignelsen og den eneste gang, Gud taler; dommen falder over hans gudløse tryghed, ikke over hans flid.
• ἀπαιτέω (G523, v. 12,20) – ἀπαιτέω, kræve tilbage, kræve ind, brugt om at kræve et lån eller en skyld betalt. Livet var altså lånt. Verbet står i 3. person flertal (ἀπαιτοῦσιν, «de kræver»), en upersonlig vending, der svarer til et passiv: «Din sjæl kræves af dig.» Det er Gud, der kræver; nutidsformen gør det nært og uafvendeligt: i nat.
• πλουτέω (G4147, v. 12,21) – πλουτέω, være rig. Modsætningen er at «samle skatte til sig selv» (θησαυρίζων ἑαυτῷ) og at være rig «hen imod Gud» (εἰς θεόν). Udtrykket forklares i Luk 12,33–34: en skat i himlen, hvor hjertet er. At være rig hos Gud er ikke en præstation, men at have sit liv og sin skat i ham, der giver; jf. 2 Kor 8,9 om Kristus, som blev fattig, for at vi skulle blive rige.

Eksegetiske noter

• v. 12,13–14 Moseloven har regler for arv (4 Mos 27,1–11; 5 Mos 21,17), og det var naturligt at bede en skriftkyndig lærer om at afgøre en strid. Manden kalder Jesus «Mester» (lærer) og vil bruge hans autoritet til sin sag. Jesu svar minder om ordene til Moses i 2 Mos 2,14, som Stefanus citerer i ApG 7,27. Konkordiebogen bruger verset til at skelne mellem det åndelige og det verdslige styre (CA 28): Kristi rige skifter ikke arv, det prædiker evangeliet.
• v. 12,15 Den græske sætning er tung: «ikke i, at nogen har overflod, er hans liv ud af hans ejendele.» Meningen er dobbelt: Selv overflod sikrer ikke livet, og livet består ikke i det, man ejer. Oversættelserne vælger mellem «afhænger ikke af» og «består ikke i»; begge dele er med. Tekstkritik: Den kritiske tekst har «al» (πάσης) grådighed, som Den Frie Bibel følger med «enhver form for»; RP har kun «grådigheden». «Han sagde til dem» viser, at advarslen går til hele forsamlingen.
• v. 12,16–19 Lignelsen er en enetale: Manden taler kun med sig selv, og ordene «min», «mine» gentages (min høst, mine lader, mit gods, min sjæl). Høsten er Guds gave, for det er «jorden», der bar godt (v. 16); manden har ikke stjålet noget. Hans synd er, at han hverken spørger Gud eller tænker på næsten. Sammenlign Sir 11,18–19, hvor en rig mand også tror, at han nu kan hvile og nyde sit gods, uden at vide, hvornår han skal dø og efterlade det til andre.
• v. 12,19 «Spis, drik og nyd livet» minder om den gudløse livsholdning i Es 22,13, hvor folket vil spise og drikke, fordi de alligevel skal dø i morgen; Paulus citerer ordet i 1 Kor 15,32. Prædikerens Bog kan tale om at spise og drikke og glæde sig som en gave fra Gud (Præd 8,15); forskellen er, om glæden modtages af Guds hånd eller bruges som værn mod ham.
• v. 12,20 «I nat» står over for «mange år» i v. 19. Spørgsmålet «hvem skal så have det, du har samlet?» peger tilbage på arvestriden i v. 13 og ligner Præd 2,18–21, hvor man må efterlade sit arbejde til en anden. Pieper bruger verset til at vise, at døden ikke er tilintetgørelse, men at sjælen skilles fra legemet: Sjælen ophører ikke, den «kræves». At den skal stå til regnskab for Gud, følger af lignelsen selv, hvor Gud taler.
• v. 12,21 Verset er Jesu egen tolkning og overgangen til v. 22–34, hvor han siger til disciplene, at de ikke skal bekymre sig, fordi Faderen har besluttet at give dem riget (v. 32). Lignelsen skal derfor ikke prædikes som ren moral om sparsommelighed; den peger frem mod Guds gave af riget, som gør hjertet frit til at give (v. 33–34).

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer allerede i manden, der afbryder Jesus: Han vil have Guds Søn til at hjælpe sig til sin del af arven. Sådan bruger vi også Gud, når han skal tjene vores planer. Jesus advarer mod «enhver form for» grådighed, også den pæne og retmæssige. Lignelsens mand er ikke en svindler, men en dygtig bonde, der regner rigtigt og glemmer Gud og næsten. Han taler kun med sig selv og kalder alt «mit». Gud kalder det tåbeligt. Det afslører vores hjerte, der finder tryghed i opsparing, pension og hus og planlægger for «mange år», mens livet kun er lånt. Ordet «i nat» viser, at ingen ejer sin sjæl, og at vi står med tomme hænder over for Gud.

Evangeliet: Evangeliet ligger i, at Jesus ikke vil være skifteforvalter over jordisk gods, fordi han er kommet med en anden arv. Han, der siger «hvem har sat mig?», er sendt af Faderen for at give os det, vi ikke kan samle selv: tilgivelse og liv, som døden ikke kan kræve tilbage. Han blev selv fattig for at gøre os rige (2 Kor 8,9), og han gav selv sit liv på korset, for at vores ikke skal gå tabt. At være «rig hos Gud» er derfor at være rig ved ham. Lige efter lignelsen siger han: «Frygt ikke, du lille hjord, for det har behaget jeres Fader at give jer riget» (Luk 12,32). Den, der har riget som gave, kan slippe sine lader.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter trinitatis (over 1. tekstrækkes evangelium, Luk 16,19–31): Luther advarer mod at måle Guds nåde efter, hvordan det går os her. Penge og gods er Guds gaver, men de varer ikke, og vores syndige natur gør dem let til anledning til synd, hvis vi ikke holder os til Ordet.
  «penge og gods, et sundt legeme og den slags er Guds gaver og velsignelse; men en velsignelse, som ikke varer evigt. For til sidst må man jo lade penge, gods og alting blive tilbage.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 15. søndag efter trinitatis (Matt 6,24–34): Grådigheden er den last, der hindrer evangeliet mest, fordi ingen lader sig nøje med det, Gud har givet. Luther beskriver præcis den uro, der driver bonden til at bygge større lader.
  «Den, som Gud har givet et smukt hus, ville gerne have et slot; har han et slot, ville han gerne have en landsby, og sådan bliver det ved, så ingen lader sig nøje.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den Augsburgske Bekendelse, art. 28: Bekendelsen bruger Luk 12,14 til at skelne mellem de to styrer: Kirkens magt er at prædike evangeliet og række sakramenterne, ikke at dømme i verdslige sager.
  «Sådan har også Kristus selv sagt i Joh 18,36: «Mit rige er ikke af denne verden», og Luk 12,14: «Hvem har sat mig til dommer over jer?»» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Store Katekismus: Det første bud: Luther forklarer det første bud med netop den tryghed, den rige bonde har: Den, der stoler på penge og gods, har også en gud, nemlig Mammon.
  «Mangen en mener, at han har Gud og alt, hvad han behøver, når han har penge og gods.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den timelige død: Pieper bruger Luk 12,20 som bevis på, at døden er sjælens adskillelse fra legemet, ikke menneskets tilintetgørelse. Den rige mands sjæl ophører ikke; den kræves.
  «Den rige mands død, han hvis mark havde givet godt, beskrives med ordene: «I nat skal man kræve din sjæl af dig»» Læs teksten

Prædikenspor

Hvem taler du med?

Sporet følger teksten. Hovedtanken: Den rige mand taler kun med sig selv, og derfor bliver Guds ord det første og sidste ord. Første trin: Manden i folkemængden, der vil bruge Jesus til sin arvesag, og Jesu skarpe afvisning. Andet trin: Bondens enetale med de mange «min» og «mine» og hans sjæl, som han tror, han kan mætte med gods. Tredje trin: Gud bryder ind med «Du tåbe! I nat …», og loven lyder: Livet er lånt og kræves tilbage. Derfra går prædikenen til Jesu ord lige efter lignelsen (Luk 12,32): Faderen giver riget. Den, der hører Gud tale til sig i Ordet og ikke kun taler med sig selv, får en skat, døden ikke tager, og bliver fri til at give.

Det første bud og de store lader

Et tematisk spor ud fra det første bud. Hovedtanken: Grådighed er ikke først et spørgsmål om penge, men om, hvad hjertet stoler på. Første trin: Luthers forklaring i Den Store Katekismus, hvor Mammon er den mest almindelige afgud, og hvor også den fattige kan have den. Andet trin: Jesu advarsel mod «enhver form for» grådighed og ordet «livet afhænger ikke af det, man ejer»; konkrete spørgsmål om tryghed, opsparing og fremtid, uden at gøre ejendom til synd i sig selv. Tredje trin: Gud vil være den, man venter alt godt af. Evangeliet er, at han ikke bare kræver hjertet, men giver sig selv i Kristus, som blev fattig for at gøre os rige (2 Kor 8,9). Rig hos Gud er man ved ham.

Når livet bliver krævet

Et sjælesørgerligt spor for den, der er bange for at miste, eller som har mistet. Hovedtanken: Ordene «i nat» er ikke kun dom, men en sandhed, vi alle lever med, og som evangeliet møder. Første trin: Mange kender angsten for ikke at have nok, eller sorgen over et liv, der pludselig sluttede, og uenighed i familien om en arv, som i v. 13. Andet trin: Teksten siger ærligt, at vi ikke ejer vores liv, og at intet gods kan holde det fast. Tredje trin: Den, der ejer vores liv, er den Gud, der gav sin Søn for os. Kristus døde og opstod, så den, der tror, ikke mister sin sjæl, når den kræves, men er tryg hos ham (Luk 12,32; Joh 11,25).

Lærepunkter i teksten

• De to regimenter og øvrigheden – Jesus nægter at være skifteforvalter; Konkordiebogen bruger Luk 12,14 til at skelne det åndelige og det verdslige styre.
• Forsynet – Det er jorden, der bærer høsten: Gud giver de timelige gaver, og livet er hans lån, ikke vores ejendom.
• Gerningssynd og synden mod Helligånden – Grådighed er afgudsdyrkelse mod det første og det tiende bud, også når den skjuler sig i fornuftig planlægning.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – «I nat kræves dit liv af dig»: Døden kommer uventet, sjælen skilles fra legemet og må stå til regnskab for Gud.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalme til trinitatistiden: Skaberens gaver i naturen, som teksten taler om i den gode høst.
• 15 Op, al den ting, som Gud har gjort – Lovsang til Skaberen, der giver alt godt; passer til, at det er jorden, der bærer høsten.
• 621 Så skal da mammon vige – Salme mod Mammon og for at sætte hjertet på Gud alene; tekstens hovedsag.
• 32 Hvo ikkun lader Herren råde – Tillid til Guds omsorg i stedet for til egne lader og planer.
• 534 Hvo ved, hvornår mit liv har ende – Om at ingen kender sin dødstime; svarer til «i nat kræves dit liv af dig».