Luk 19,41–48

Teksten i sammenhæng

Teksten følger lige efter indtoget i Jerusalem (Luk 19,28–40). Disciplene har netop lovsunget kongen, der kommer i Herrens navn, men da Jesus fra Oliebjerget ser byen, græder han over den. Glæden og gråden står side om side: Kongen kommer med fred, men byen kender ikke sin besøgelsestid. Jesus taler direkte til Jerusalem og forudsiger belejringen og ødelæggelsen, som kom med romerne under Titus i år 70. Derefter går han ind i templet, driver de handlende ud og citerer profeterne om Guds hus. Fra nu af underviser han dagligt i templet (Luk 20–21), mens ypperstepræsterne og de skriftkloge søger at slå ham ihjel, og folket hænger ved hans ord. Allerede i Luk 13,34–35 har Jesus klaget over Jerusalem, og nu nærmer passionen sig. I kirkeåret er teksten evangelium på 10. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Det er også den dag, Luthers Huspostil prædiker over den.

Opbygning

1. 19,41 Jesus græder over Jerusalem
2. 19,43 Dommen over byen forudsiges
3. 19,45 Templet renses
4. 19,47 Jesus underviser, fjenderne pønser, folket lytter

Græske nøgleord

• κλαίω (G2799, v. 19,41) – κλαίω, græde: ordet betegner høj, hørbar gråd, ikke kun tårer (jf. δακρύω om Jesus ved Lazarus’ grav, Joh 11,35). Aoristen ἔκλαυσεν er nok indgående: han brast i gråd, da han så byen. Kongen, der lige er blevet hyldet, bryder ud i klage. Hans gråd er ikke svaghed, men Guds alvorlige vilje til at frelse dem, der vender ham ryggen.
• εἰρήνη (G1515, v. 19,42) – εἰρήνη, fred: hos Lukas er freden Messias’ gave (Luk 1,79; 2,14), og disciplene har lige sunget «fred i Himlen» (19,38). «Det, der tjener til din fred» er altså ikke politisk ro, men forsoningen med Gud, som Kongen bringer. Ordspillet med byens navn, som man tolkede som «fredens by», ligger nær, men skal ikke bære prædikenen.
• κρύπτω (G2928, v. 19,42) – κρύπτω, skjule: ἐκρύβη er aorist passiv, «det blev skjult». Passiven kan antyde, at skjultheden ikke kun er menneskets egen blindhed, men også Guds dom over den, der længe har afvist Ordet (jf. Luk 18,34; Rom 11,7–8). «Men nu» (νῦν δέ) stiller det, der kunne have været, over for det, der nu er sket.
• γινώσκω (G1097, v. 19,44) – γινώσκω, kende: ordet rammer klagen ind: «Vidste (ἔγνως) dog du …» (v. 42) og «fordi du ikke kendte (ἔγνως) din besøgelsestid» (v. 44). Begge gange står aorist: Det handler ikke om viden i almindelighed, men om at genkende Gud og tage imod ham, da han kom. Jerusalem kendte Skrifterne, men ikke ham, de vidner om. Den kundskab, der tjener til fred, er troens kendskab til Kristus.
• ἐπισκοπή (G1984, v. 19,44) – ἐπισκοπή, besøgelse: i Septuaginta bruges ordet om Guds indgriben, både i nåde og i dom (Jer 6,15 har samme udtryk «besøgelsens tid» om dommen). Lukas bruger verbet om Guds nådige besøg i Jesus (Luk 1,68.78; 7,16). «Din besøgelsestid» (καιρός, den bestemte, afgørende tid) er altså den tid, hvor Gud selv kom til byen med fred. At overse den er at overse Gud.
• λῃστής (G3027, v. 19,46) – λῃστής, røver: ordet bruges om voldsmænd og bander (Luk 10,30), ikke om almindelige snydere. Udtrykket «røverkule» er hentet fra Jer 7,11, hvor folket stjæler og myrder og så søger ly i templet og regner sig for reddet (Jer 7,9–11). Pointen er falsk tryghed: helligdommen bruges som skjulested for et liv uden omvendelse.
• ἐκκρέμαμαι (G1582, v. 19,48) – ἐκκρέμαμαι, hænge ved: ordet står kun her i NT og betyder egentlig at hænge ned fra noget. Imperfektum ἐξεκρέματο beskriver en vedvarende holdning: folket hang ved hans læber og lyttede. Det står i skarp kontrast til lederne, der i samme imperfektum (ἐζήτουν) blev ved med at søge at rydde ham af vejen.

Eksegetiske noter

• v. 19,42 Sætningen er grammatisk ufuldendt: «Hvis du dog kendte …» (εἰ ἔγνως) har ingen eftersætning. Det er et udbrud midt i gråden, et ønske, der ikke kan fuldendes. «Også du» (καὶ σύ) og «på denne din dag» understreger, at netop Jerusalem, der havde templet, profeterne og løfterne, stod med muligheden for fred.
• v. 19,43–44 Beskrivelsen af belejringsvolden og ødelæggelsen bruger profeternes billedsprog om dommen over Jerusalem (jf. Es 29,3; Jer 6,6; Ez 4,2). Ordet ἐδαφίζω, «jævne med jorden», bruges i Septuaginta i Sl 137,9 og Hos 14,1 om børnene. Profetien blev opfyldt i år 70, da romerne under Titus omringede byen med en vold og ødelagde templet; reformatorerne henviser her til Josefus.
• v. 19,45 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har «sælgerne og køberne», den kritiske tekst kun «sælgerne»; Den Frie Bibel følger den kortere tekst. Lukas fortæller tempelrensningen langt kortere end Matt 21,12–13 og Mark 11,15–17 og nævner hverken vekselbordene eller duehandlerne. Hos ham er pointen, at templet nu ryddes, så Jesus kan undervise dér.
• v. 19,46 Citatet forbinder Es 56,7 («mit hus skal kaldes et bedehus») og Jer 7,11 («røverkule»). Lukas udelader «for alle folkeslag», som står hos Markus. RP har «mit hus er et bedehus», den kritiske tekst «mit hus skal være et bedehus», som Den Frie Bibel følger. Hos Jeremias følger dommen over templet efter røverkulen (Jer 7,12–14), præcis som i Jesu ord ovenfor.
• v. 19,47–48 Lukas nævner tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og «de fremstående i folket» (οἱ πρῶτοι), altså både tempelledelsen, de lovkyndige og lægfolkets ledere. Over for dem står «hele folket», som lytter. Afsnittet indleder tempelundervisningen i kap. 20–21 og forbereder passionen: det er Ordet i templet, lederne vil have ryddet af vejen.

Lov og evangelium

Loven: Teksten dømmer den tryghed, der stoler på det ydre: Jerusalem havde templet, ofrene og løfterne og mente derfor, at Gud aldrig ville lade byen falde. Synden, Jesus nævner, er ikke først hor eller tyveri, men at «du ikke kendte din besøgelsestid», at man hørte Guds ord og ikke omvendte sig. Den samme synd findes hos os, når kirken, dåben og prædikenen bliver en vane, der skal give ro, mens hjertet bliver, som det er. Og templet kan stadig blive en røverkule, når gudstjenesten bliver en ydelse, der skal købe Gud nådig, eller et skjulested for et liv, man ikke vil have forandret. Guds tålmodighed er ikke ligegyldighed; dommen over Jerusalem viser, at den til sidst kommer.

Evangeliet: Kristus græder. Han, der kommer for at bringe freden med Gud, sørger over den by, der vil slå ham ihjel. Hans tårer viser Guds hjerte: Han vil ikke nogens død, men at alle skal omvende sig og leve. «Besøgelsestiden» er ikke først en trussel, men et nådigt besøg: Gud selv kommer sagtmodig, ikke med sværd, og tilbyder syndernes forladelse. Den tid er her endnu, så længe Ordet lyder for os. At straffen holdes tilbage, er Guds tålmodighed til frelse (2 Pet 3,9.15). Og Jesus renser templet, for at det igen kan være bedehus; i sin egen død bliver han selv det sted, hvor vi møder Gud og får fred.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 10. søndag efter trinitatis: Luther svarer på spørgsmålet, hvorfor Gud skjuler og udsætter straffen: Det er hans tålmodighed, der giver tid til omvendelse. Djævelen ville slå til med det samme; Gud tøver, fordi han er nådig, men straffen falder ikke bort.
  «Derfor holder han igen med straffen for at give os tid og rum til at omvende os. Det klæder Gud godt, og dermed priser han sin barmhjertighed mod os.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 10. søndag efter trinitatis: Besøgelsestiden er nådens tid: Luther lader Kristus sige, at alle andre synder ville være tilgivet, hvis Jerusalem blot havde kendt sin besøgelsestid. Han kommer som Frelser, ikke som dommer.
  «For jeg kommer ikke til jer med sværd eller kølle, men sagtmodig og som en Frelser.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 10. søndag efter trinitatis: Om tempelrensningen: «Morderhulen», som Luther siger, er den falske lære, der lærer folk at stole på egne gerninger og ofre. Den myrder sjæle. Prædikanten skal hindre det med Ordet alene og vise folk hen til Guds barmhjertighed for Kristi skyld.
  «Det er den rette synd, som hedder «at myrde», hvor det ikke er legemet, men sjælene, der bliver myrdet for evigt: nemlig når man lærer folk at stole på deres egne gerninger» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Teologiens væsen og begreb: Pieper tager Kristi tårer over Jerusalem (Luk 19,41 ff.) som en pålidelig åbenbaring af Guds almindelige nådevilje, imod Calvins lære om en nåde kun for nogle. Uden den almindelige nåde kan den anfægtede synder ikke tro evangeliet.
  «Den nødvendige følge af at bortforklare den almindelige nåde er, at evangeliet om Kristus i praksis bliver ubrugeligt.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi genkomst: Jacobs bruger Jerusalems besøgelsestid som mønster for folkenes tid med evangeliet: Ordet får lang tid til at virke, før enden kommer.
  «Det vil være folkenes «besøgelsestid», sådan som Jerusalem engang fik sin (Luk 19,42.44).» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Reformatorernes skrifter: Om Kristi første og ringe komme: Rhegius viser, hvordan Jesu profeti blev opfyldt, da Titus belejrede Jerusalem, og beskriver ud fra Josefus belejringens rædsler. Kan bruges, hvis man vil fortælle, hvad der skete.
  «Det havde Kristus med tårer i øjnene profeteret om byen i Luk 19: Det skulle gå den ynkeligt, fordi den ikke havde kendt sin besøgelsestid.» Læs teksten

Prædikenspor

Kongen græder

Sporet følger teksten. Hovedtanke: Den samme Jesus, der græder over byen, renser templet og underviser dagligt; alt sammen er hans kamp for, at Jerusalem skal få fred. Første trin: indtoget og gråden. Hyldesten fra disciplene og Jesu tårer står side om side; han ser, hvad byen ikke ser. Andet trin: dommen og templet. Jesus afslører den falske tryghed, der gør templet til en røverkule, og varsler ødelæggelsen. Tredje trin: folket, der hænger ved ham. Teksten slutter ikke med lederne, men med dem, der lytter. Sporet ender i evangeliet: Kristus går selv ind i den dom, han varsler, og hans død bliver det, «der tjener til din fred».

Kend din besøgelsestid

Et tematisk spor om Guds besøg. Hovedtanke: Gud besøger ikke kun i dom, men først i nåde, og hans besøg sker i dag gennem Ordet og sakramenterne. Første trin: Hvad er en besøgelsestid? Lukas bruger ordet om Guds nådige komme (Luk 1,68; 7,16). Andet trin: Hvordan kan man overse den? Jerusalem havde det hele og regnede med, at Gud nok ikke ville straffe. Luther peger på, at Guds tålmodighed netop gør folk trygge. Her kan loven ramme vanekristendommen. Tredje trin: Besøgelsestiden er nu. Guds tålmodighed er til frelse (2 Pet 3,15), og han kommer sagtmodig som Frelser med syndernes forladelse. Sporet ender i en indbydelse: Hør ham i dag.

Når Gud tøver

Et sjælesørgerligt spor for dem, der enten er blevet sikre eller er bange for at være kommet for sent. Hovedtanke: Guds tøven er ikke ligegyldighed, men tålmodighed. Første trin: Den trygge får at vide, at straffen er vis, selv om den er skjult, sådan som Luther siger det. Andet trin: Den anfægtede, der frygter, at nådens dør er lukket, skal høre, at netop det at bekymre sig om sin frelse er tegn på, at Gud stadig kalder; forhærdelsen er ikke angst, men ligegyldighed. Tredje trin: Jesu tårer. Han græder ikke over dem, han har opgivet, men over dem, han vil samle. Den, der i dag hører hans ord og flygter til ham, finder fred.

Lærepunkter i teksten

• Guds almene nådevilje – Kristi tårer over den by, der forkaster ham, viser, at Gud alvorligt vil frelse også dem, der går fortabt.
• Omvendelsen: anger og tro – Besøgelsestiden kalder til anger og tro, mens Gud tøver med straffen; forhærdelsen er at høre Ordet og blive i synden.
• Ordets kraft – Gud besøger sit folk gennem Ordet; at foragte prædikenen er at overse Guds eget besøg.
• Den yderste dom og verdens ende – Jerusalems ødelæggelse er et forbillede på dommen: Guds tålmodighed har en grænse, og straffen er vis, selv om den er skjult.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 174 Jerusalem! i dag din konge græder – Salmen tager direkte afsæt i dagens evangelium om Jesu gråd over Jerusalem.
• 592 I dag er nådens tid – Omvendelsessalme om nådens tid; svarer til tekstens besøgelsestid og kaldet til at vende om i dag.
• 591 Ak, vidste du, som går i syndens lænke – Omvendelsessalme, hvis første linje genlyder Jesu klage: «Vidste dog du».
• 349 Herren han har besøgt sit folk – Om Guds nådige besøg hos sit folk; vender besøgelsestiden til evangelium.
• 730 Vi pløjed og vi så'de – Høstsalme om, at al god gave kommer fra Gud; passer til sensommeren.