15. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 6,24–34

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene, mens folkeskarerne lytter med (5,1; 7,28). Kapitel 6 handler om det skjulte liv for Faderen: almisse, bøn og faste (6,1–18), og derefter om skatten. «Saml jer ikke skatte på jorden» (6,19–21) og ordet om øjet som legemets lys (6,22–23) fører direkte frem til vores tekst. Den har to dele. Først det skarpe enten-eller: Ingen kan tjene to herrer, Gud og mammon. Derefter et «derfor» (6,25): Den, der har Gud til herre, skal ikke bekymre sig for mad, drikke og klæder. Jesus peger på fuglene og liljerne og på Faderen, der ved, hvad hans børn trænger til. Det ender i ordet om at søge Guds rige først og om ikke at bekymre sig for i morgen. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 15. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde samme tekst på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen. Søndagen falder i høsttiden, hvor fuglene, markens græs og laderne ligger lige for.

Loven i teksten: Teksten afslører, hvem vi tjener. Jesus siger ikke, at vi ikke bør, men at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Det hjerte, der ligger søvnløst over økonomi, pension og fremtid, har allerede vist, hvor det har sin tryghed. Bekymringen er ikke en uskyldig svaghed, men mistillid til Faderen og dermed synd mod det første bud. Den får os til at søge det samme som hedningerne, der ikke kender Gud. Og vi kan ikke selv tage den af: Ingen kan med bekymring lægge en alen til sit liv, og ingen kan heller ved egen kraft holde op med at bekymre sig.

Evangeliet i teksten: Det gode nyt står i et lille ord: «jeres himmelske Fader». Jesus taler til os som børn, der har en Fader, som allerede ved, hvad vi trænger til. Han har givet livet og kroppen, og han giver også maden og klæderne. Han kalder os «I som har en lille tro», men han kalder os stadig sine. Guds rige og hans retfærdighed skaffer vi ikke selv; det er det, Kristus giver: syndernes forladelse og fred med Gud. Den, der har det, har det største. Og alt det andet lover Faderen at give i tilgift, én dag ad gangen.

Prædikenspor: «Hvem er din herre?» · «Arbejd, men lad Gud om bekymringen» · «En dag ad gangen»

Salmeforslag: DDS 36 Befal du dine veje · DDS 32 Hvo ikkun lader Herren råde · DDS 621 Så skal da mammon vige · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 10,38–42

Fortællingen om Martha og Maria står i Lukas’ beretning om Jesu vandring mod Jerusalem (9,51). Lige før har en lovkyndig spurgt, hvad han skal gøre for at arve evigt liv, og Jesus har svaret med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der slutter med «Gå hen og gør ligeså» (10,25–37). Straks efter følger denne lille scene, hvor det ikke er gøren, men hørelsen, der roses. Bagefter lærer Jesus disciplene Fadervor (11,1–4). Lukas nævner ikke landsbyens navn, men Johannesevangeliet viser, at søstrene og deres bror Lazarus boede i Betania (Joh 11,1; 12,1–3). Martha tager imod Jesus som gæst og har travlt med at varte op, mens Maria sætter sig ved hans fødder og lytter. Martha henvender sig til Jesus med en klage, og han svarer hende. Ifølge listen er teksten prædiketekst på 15. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Samme søndag har 1. tekstrække Matt 6,24–34 om bekymringen, og begge tekster bruger det samme ord for at bekymre sig. I middelalderen var teksten evangelium på Marias himmelfartsdag (15. august).

Loven i teksten: Martha gør noget godt: Hun åbner sit hjem og tjener Jesus. Alligevel bliver hun «revet med» af det meget og ender med at anklage både sin søster og Jesus: «Er du ligeglad?» Sådan kan travlheden, selv med fromme og kirkelige ting, skubbe Herren selv til side. Teksten afslører os, der har tid til alt andet end at høre Guds ord, og som regner vores egen indsats for vigtigere end hans. Bekymringen afslører også mistillid: Vi tror ikke helt, at han sørger for os. Og den, der vil gøre sig fortjent hos Gud ved sin tjeneste, bliver bitter mod dem, der ikke gør det samme.

Evangeliet i teksten: Jesus kommer ind i huset ikke for at blive betjent, men for at tjene (Luk 22,27; Mark 10,45). Han giver det ene fornødne: sig selv og sit ord. Maria skal ikke gøre sig fortjent til noget; hun sidder og tager imod, og Jesus forsvarer hende. Hendes del er god, og den «skal ikke tages fra hende» – et løfte, som holder, når alt andet tages fra os. Også over for Martha er Jesus mild. Han kalder hende to gange ved navn og indbyder hende til den samme del. Det gælder også i dag: I gudstjenesten er det Kristus, der tjener os med Ordet og sakramentet.

Prædikenspor: «Martha, Martha» · «Det ene fornødne» · «Den del, der ikke tages fra os»

Salmeforslag: DDS 165 Et fornødent er; det ene · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 44 Urolige hjerte · DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers