Matt 6,24–34

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene, mens folkeskarerne lytter med (5,1; 7,28). Kapitel 6 handler om det skjulte liv for Faderen: almisse, bøn og faste (6,1–18), og derefter om skatten. «Saml jer ikke skatte på jorden» (6,19–21) og ordet om øjet som legemets lys (6,22–23) fører direkte frem til vores tekst. Den har to dele. Først det skarpe enten-eller: Ingen kan tjene to herrer, Gud og mammon. Derefter et «derfor» (6,25): Den, der har Gud til herre, skal ikke bekymre sig for mad, drikke og klæder. Jesus peger på fuglene og liljerne og på Faderen, der ved, hvad hans børn trænger til. Det ender i ordet om at søge Guds rige først og om ikke at bekymre sig for i morgen. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 15. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde samme tekst på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen. Søndagen falder i høsttiden, hvor fuglene, markens græs og laderne ligger lige for.

Opbygning

1. 6,24 Ingen kan tjene to herrer: Gud eller mammon
2. 6,25 Derfor: Bekymr jer ikke for livet og kroppen
3. 6,26 Se på fuglene og liljerne
4. 6,31 Hedningerne søger, men Faderen ved
5. 6,33 Søg først Guds rige; dagen i morgen

Græske nøgleord

• μαμμωνᾶς (G3126, v. 6,24) – μαμωνᾶς, mammon. Et aramæisk ord for ejendom og formue, det man ejer. Ordet er i sig selv neutralt, men Jesus stiller det op som en herre over for Gud. Penge er ikke onde, men de kan blive den herre, hjertet tjener. Derfor kalder Luther i Den Store Katekismus mammon den mest almindelige afgud på jorden.
• δουλεύω (G1398, v. 6,24) – δουλεύω, tjene som træl. Det er ikke det løse ord for at arbejde for nogen, men slavens tjeneste: at høre til en herre og være bundet af hans vilje. En træl kan ikke tilhøre to herrer på én gang. Derfor er der ingen deling: Det spørgsmål, teksten stiller, er ikke hvor meget, men hvem der er herre.
• μεριμνάω (G3309, v. 6,25) – μεριμνάω, bekymre sig. Ordet går igen seks gange i teksten (v. 25, 27, 28, 31, 34 to gange) og er tekstens nøgleord. Det betyder at være optaget af og splittet af omsorg for noget. I v. 25 står præsens imperativ med μή, der forbyder en vedvarende holdning: Lad være med at gå og bekymre jer. I v. 31 og 34 står aorist konjunktiv med μή, et kort og kategorisk forbud. Arbejde og omtanke forbydes ikke, men den angst, der tager Guds plads.
• ὀλιγόπιστος (G3640, v. 6,30) – ὀλιγόπιστος, lidet troende, I som har en lille tro. Ordet bruges kun af Jesus i Matthæus og Lukas, og altid om disciplene (Matt 8,26; 14,31; 16,8). Det er ikke en dom over vantro hedninger, men en mild bebrejdelse til Guds egne børn. Bekymringen afslører, at troen er svag. Men Jesus taler stadig til dem som til børn, der har en Fader.
• ζητέω (G2212, v. 6,33) – ζητέω, søge. Hedningerne «søger efter» (ἐπιζητεῖ, v. 32) mad og klæder; disciplene skal søge Guds rige. Præsens imperativ peger på en vedvarende holdning: Søg det hele tiden. «Først» (πρῶτον) handler ikke om rækkefølge i tid, så man bagefter kan søge det andet, men om, hvad der har forrang. Hjertet kan kun have én første ting.
• δικαιοσύνη (G1343, v. 6,33) – δικαιοσύνη, retfærdighed. I Bjergprædikenen er det både det liv, der svarer til Guds vilje (5,20; 6,1), og den retfærdighed, de sultne skal mættes med som gave (5,6). «Hans retfærdighed» knytter den til Gud selv. Luther forstår det i Huspostillen om troen og syndernes forladelse. Prædikenen bør holde fast i, at det er Guds retfærdighed, ikke vores egen.
• προστίθημι (G4369, v. 6,33) – προστίθημι, lægge til, give i tilgift. Samme ord står i v. 27: Ingen kan med bekymring lægge en alen til sit liv. Men Gud vil lægge alt det andet til. Futurum passiv er en guddommelig passiv: Det er Gud, der giver. Det, mennesket ikke kan lægge til med sin bekymring, giver Faderen som en gave oven i riget.

Eksegetiske noter

• v. 6,24 Mammon er et aramæisk ord for ejendom, som også kendes fra jødiske skrifter. Jesus personificerer det som en herre, en rival til Gud. Det svarer til det første bud: Hvad hjertet hænger ved og stoler på, det er ens gud. Sammenhængen med 6,19–23 viser, at det handler om hjertets skat og øjets enfold, ikke om hvor meget man ejer.
• v. 6,25 Den danske tekst her (Den Frie Bibel) mangler v. 25's sidste spørgsmål, som står i de græske udgaver: «Er livet ikke mere end maden, og kroppen mere end klæderne?» Det er argumentets første led: Har Gud givet det største, livet, vil han også give det mindre. RP har «og hvad I skal drikke»; den kritiske tekst sætter ordene i klammer.
• v. 6,27 ἡλικία kan betyde både livslængde og legemshøjde, og πῆχυς (alen) er et længdemål på ca. en halv meter. Den Frie Bibel og de fleste nyere oversættelser forstår det om livets længde. Luther forstår det i Huspostillen om at gøre sig større. Pointen er den samme: Bekymringen kan intet lægge til.
• v. 6,29–30 Salomos pragt var ordsprogligt stor (1 Kong 10). Markens liljer er sandsynligvis de vilde blomster på Galilæas marker i almindelighed. Græsset blev tørret og brugt som brændsel i lerovnen (κλίβανος). Slutningen fra det mindre til det større (hvor meget mere) bærer hele afsnittet: Klæder Gud det, der brændes i morgen, hvor meget mere sine børn.
• v. 6,32 «Hedningerne» (τὰ ἔθνη) er de folk, der ikke kender Israels Gud. Forskellen er ikke, at de har brug for mad og disciplene ikke har, men at disciplene har en himmelsk Fader, der ved det. Jf. 6,8 i samme kapitel: «Jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.» Fadervor (6,9–13) med bønnen om det daglige brød står lige før.
• v. 6,33 RP har «Guds rige og hans retfærdighed». Nogle af de ældste håndskrifter mangler «Guds», og den kritiske udgave sætter ordet i klammer. Meningen ændres ikke, for «hans retfærdighed» viser, at det er Guds rige. Løftet «alt dette skal gives jer» henviser til mad, drikke og klæder i v. 31–32.
• v. 6,34 Den sidste sætning er et nøgternt ord: «En dag har nok i sin plage» (κακία, her det onde eller besværet, ikke synd). Jesus lover ikke, at dagene bliver uden plage. Men hver dag får sin del, og bekymringen for i morgen lægger ikke noget til, den lægger kun morgendagens byrde oven i dagens.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, hvem vi tjener. Jesus siger ikke, at vi ikke bør, men at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Det hjerte, der ligger søvnløst over økonomi, pension og fremtid, har allerede vist, hvor det har sin tryghed. Bekymringen er ikke en uskyldig svaghed, men mistillid til Faderen og dermed synd mod det første bud. Den får os til at søge det samme som hedningerne, der ikke kender Gud. Og vi kan ikke selv tage den af: Ingen kan med bekymring lægge en alen til sit liv, og ingen kan heller ved egen kraft holde op med at bekymre sig.

Evangeliet: Det gode nyt står i et lille ord: «jeres himmelske Fader». Jesus taler til os som børn, der har en Fader, som allerede ved, hvad vi trænger til. Han har givet livet og kroppen, og han giver også maden og klæderne. Han kalder os «I som har en lille tro», men han kalder os stadig sine. Guds rige og hans retfærdighed skaffer vi ikke selv; det er det, Kristus giver: syndernes forladelse og fred med Gud. Den, der har det, har det største. Og alt det andet lover Faderen at give i tilgift, én dag ad gangen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 15. søndag efter trinitatis: Luther lader Jesus selv forklare, hvad det vil sige at tjene mammon: at bekymre sig for livet. Bekymringen er ikke kun forgæves, den hindrer også den rette gudstjeneste, som er at stole på, at Faderen ved og vil give.
  «Men hvad det vil sige at «tjene mammon», forklarer Herren selv her, nemlig at «bekymre sig for livet» og for, hvordan man skal klæde sig.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 15. søndag efter trinitatis: Luther skelner skarpt mellem arbejde og bekymring. Arbejdet er befalet, bekymringen forbudt. Mennesket skal passe sit arbejde, Gud passer bekymringen, for den er hans embede som Fader.
  «Arbejde skal I, det er jeres befaling; og lad mig om bekymringen; for det er mit embede, fordi jeg er jeres Fader» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 15. søndag efter trinitatis: At søge Guds rige er at høre Ordet og tro det. Guds retfærdighed forstår Luther som syndernes forladelse, der følger med troen. Det skal være det første for en kristen.
  «Hvor sådan en tro er, dér bor Gud, og straks følger retfærdigheden, det vil sige syndernes forladelse.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den Store Katekismus: Det første bud: Luther bruger mammon som skoleeksemplet på en afgud: Det, hjertet forlader sig på, er dets gud. Den, der har penge, føler sig tryg; den, der mangler dem, mister modet.
  «Se, også han har en gud; den hedder Mammon, det vil sige penge og gods, og på den sætter han hele sit hjerte.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Syndens begreb: Pieper bruger v. 24 til at vise, at mennesket ikke kan være neutralt over for Gud. Hænger hjertet ikke ved Gud, hænger det ved skabningerne.
  «Hænger mennesket ikke med sine tanker og sin vilje ved Gud, så hænger det ved skabningerne, og det er frafald fra Gud» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Begrebet Guds forsyn: Pieper kalder teksten Kristi egen udførlige fremstilling af Guds forsyn. Det kan i princippet ses i naturen, men på grund af hjertets blindhed må Skriften lære os det.
  «Men på grund af det menneskelige hjertes blindhed og forvendthed læres Guds forsyn også mange steder i Den Hellige Skrift.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Forsynet: Jacobs viser, hvordan forsynet og midlerne hører sammen: Arbejdet og midlerne skal bruges flittigt, men tilliden skal ikke hvile på dem, men på Gud.
  «men når vi trofast udfører pligterne i vores kald, kan vi være visse på, at Gud har måder at drage omsorg for os og gøre vores arbejde virkningsfuldt på» Læs teksten

Prædikenspor

Hvem er din herre?

Et spor, der følger teksten fra v. 24 til v. 33. Hovedtanken er, at bekymringen ikke er et praktisk problem, men et spørgsmål om, hvem der er herre. Første trin: Ingen kan tjene to herrer. Mammon er det, vi stoler på, når det gælder, og bekymringen viser, at hjertet har bundet sig til den (jf. Den Store Katekismus om det første bud). Andet trin: Jesus fører os ud på marken. Fuglene og liljerne prædiker om en Fader, der giver uden vores bekymring, og spørgsmålet «Er livet ikke mere end maden?» viser, at han allerede har givet det største. Tredje trin: «Søg først Guds rige og hans retfærdighed.» Det rige kommer til os i Kristus, som giver syndernes forladelse. Har vi ham, har vi den rette herre, og alt det andet følger i tilgift.

Arbejd, men lad Gud om bekymringen

Et tematisk spor ud fra Luthers prædiken om kaldet. Hovedtanken er Luthers skelnen: Arbejdet er befalet, bekymringen er forbudt. Første trin: Fuglene sår ikke, men vi gør. Teksten er ikke en undskyldning for dovenskab; den forudsætter, at mennesket arbejder og lægger op, og Luther gør det ringe arbejde i hjemmet og på arbejdspladsen til gudstjeneste, når det sker i Guds befaling. Andet trin: Bekymringen tager det, der er Guds embede, og lægger det på os. Den gør arbejdet tungt og hjertet utrygt og udretter intet. Tredje trin: Evangeliet giver os vores plads tilbage som børn. Faderen ved, hvad vi trænger til, og har ikke sparet sin Søn. Derfor kan vi gå til dagens arbejde og lægge morgendagen i hans hånd.

En dag ad gangen

Et sjælesørgerligt spor for dem, der allerede er tynget af bekymring: sygdom, arbejdsløshed, økonomi eller angst for fremtiden. Hovedtanken er, at Jesus ikke skælder ud på de bekymrede, men taler til dem som børn af en Fader. Første trin: «I som har en lille tro.» Jesus kender svagheden og kalder den ved navn, men han taler stadig til sine egne. Andet trin: Bekymringen bærer morgendagens byrde ind i i dag; den kan intet lægge til. Jesus siger nøgternt, at hver dag har sin plage, og lover ikke en dag uden. Tredje trin: Faderen, der har givet sin Søn for os, ved, hvad vi trænger til. Han giver det daglige brød, som vi beder om i Fadervor, én dag ad gangen, og han giver sit rige, som ingen bekymring kan tage fra os.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Faderen føder fuglene og klæder græsset; hans omsorg gælder de mindste ting og frem for alt hans børn.
• Den frelsende tro – Bekymringen kaldes «lille tro». Troen er tillid til Faderen, og bekymring og tro kan ikke forliges, som Luther siger.
• Kald, stand og ægteskab – Arbejdet er befalet, bekymringen forbudt: Den kristne tjener Gud i sit kald og overlader udfaldet til Faderen.
• Retfærdiggørelsen – «Søg først Guds rige og hans retfærdighed»: Luther forstår det om troen og syndernes forladelse, Guds gave, ikke vores egen.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 36 Befal du dine veje – Paul Gerhardts salme om at overlade sine veje og sin bekymring til Guds trofaste omsorg.
• 32 Hvo ikkun lader Herren råde – Salmen om at lade Gud råde og stole på hans omsorg i gode og onde dage.
• 621 Så skal da mammon vige – Tager tekstens enten-eller op: mammon må vige, når Gud er hjertets herre.
• 41 Lille Guds barn, hvad skader dig – Trøst til Guds børn, der har en Fader, som sørger for dem.
• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Gerhardts sommersalme: Skaberværkets fugle og blomster prædiker om Guds godhed, som i v. 26–30.
• 729 Nu falmer skoven trindt om land – Høstsalme til årstiden: tak for afgrøden, som Faderen giver.