16. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 7,11–17

Teksten står i Lukas’ beretning om Jesu virke i Galilæa, lige efter helbredelsen af høvedsmandens tjener i Kapernaum (7,1–10). Jesus går derfra til den lille by Nain, og disciplene og en stor skare følger med. Ved byporten møder de et andet optog: et ligfølge, der bærer en ung mand ud til graven. Han var sin mors eneste søn, og hun var enke, så hun mister nu både sit barn og sin forsørger. Ingen beder Jesus om noget. Han ser kvinden, ynkes over hende, siger «Græd ikke!» og vækker sønnen med sit ord. Folket svarer med frygt og lovprisning: «Der er oprejst en stor profet iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.» Rygtet går ud i hele landet og når Johannes Døberen. Hans spørgsmål og Jesu svar følger lige efter (7,18–23): «døde opvækkes». Teksten er evangelium på 16. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og Luthers Huspostil har sin prædiken over den på samme søndag.

Loven i teksten: Teksten viser døden, som den er: et ligtog, en enke, der har mistet sin eneste søn, og en skare, der ikke kan gøre andet end at følge med. Døden er syndens løn (Rom 6,23), og ingen undgår den. Den rammer uden hensyn og tager det sidste, et menneske har at holde sig til. Over for den er al menneskelig trøst magtesløs, også vores egen, når vi står ved en båre. Teksten afslører også vores frygt: vi lever, som om døden er det sidste ord, og vi tror ikke af os selv, at Gud har noget at sige ved graven. Selv folkets frygt i v. 16 viser, at mennesket bæver, når Gud kommer nær.

Evangeliet i teksten: Ingen beder Jesus om noget, men han ser enken og ynkes over hende. Han går hen til døden, rører ved båren og taler: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» Hans ord gør, hvad det siger, og den døde lever. Han giver sønnen tilbage til moderen. Det er godt nyt for alle, der sørger: Jesus er Herren, også over døden, og hans hjerte er vendt mod den, der græder. Det er tegn og pant på, at han på den yderste dag med samme ord vil vække alle sine op til det evige liv. Han er selv gået i døden for vore synder og opstået, og derfor er døden for de troende kun en søvn. Gud har besøgt sit folk.

Prædikenspor: «To optog i byporten» · «Det koster ham kun et ord» · «Græd ikke»

Salmeforslag: DDS 732 Dybt hælder året i sin gang · DDS 148 Ånden opgav enkesønnen · DDS 580 Jesus, dødens overvinder · DDS 563 Sørger ej for dem, der sove · DDS 240 Dig være ære, Herre over dødens magt

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 11,19–45

Lazarus’ opvækkelse er det sidste og største tegn i første del af Johannesevangeliet. Lazarus bor i Betania, kort fra Jerusalem, med sine søstre Marta og Maria, og Jesus elsker dem (11,5). Da bud kommer om, at han er syg, bliver Jesus med vilje to dage, hvor han er, og siger, at sygdommen er til Guds herlighed (11,4–6). Han kalder døden en søvn, som han går for at vække Lazarus af (11,11). Da han kommer, har Lazarus ligget fire dage i graven, og huset er fuldt af sørgende jøder fra Jerusalem. Teksten veksler mellem samtaler og handling: Marta og Jesus, Maria og de grædende, Jesus ved graven og råbet ind i den. Lige efter teksten beslutter Rådet at slå Jesus ihjel (11,47–53); tegnet på livet fører altså direkte mod korset. I kirkeåret er teksten evangelium på 16. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. I 1. tekstrække læses opvækkelsen af enkens søn i Nain (Luk 7,11–17), så dagens tema er døden og Kristi magt over den.

Loven i teksten: Teksten lader døden stå frem i al sin magt: fire dage i graven, en sten for indgangen og lugten af forrådnelse. Det er syndens løn, og ingen kan forhandle med den. Omkring graven står mennesker med klagen «Hvis du havde været her …», og nogle bebrejder endda Jesus, at han ikke forhindrede det (v. 37). Sådan står vi også: Vi tror på opstandelsen som en almindelig sandhed langt ude i fremtiden, men har svært ved at tro, at Kristus har magt her og nu. Jesu harme ved graven afslører, hvor fjendtlig døden er, og hvor lidt vi selv formår. Ved graven er al menneskelig hjælp forbi.

Evangeliet i teksten: Ved graven står han, der siger: «Jeg er opstandelsen og livet.» Han græder med de sørgende, for han er sandt menneske og bærer vores sorg. Men han råber også ind i graven, og døden må give slip, for han er sand Gud. Det samme ord, som kaldte Lazarus ud, lyder i dag i evangeliet og i dåben, og det skal lyde over vores grave på den yderste dag. Den, der tror på ham, skal leve, selv om han dør. Lazarus blev løst af ligklæderne; os løser Kristus fra synd og død ved sin egen død og opstandelse, som teksten peger frem mod. Spørgsmålet «Tror du det?» er en indbydelse, ikke en eksamen.

Prædikenspor: «Tror du det?» · «Ét ord ind i graven» · «Jesus græd»

Salmeforslag: DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land · DDS 171 Lazarus lå i sin grav · DDS 233 Jesus lever, graven brast · DDS 580 Jesus, dødens overvinder · DDS 563 Sørger ej for dem, der sove

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers