14. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 17,11–19

Lukas har bygget en stor del af sit evangelium op som Jesu rejse mod Jerusalem (9,51–19,27), og ved vores tekst minder han for tredje gang om, at Jesus er på vej dertil (9,51; 13,22; 17,11). Lige forinden har Jesus talt til disciplene om at tilgive igen og igen, om troen som et sennepsfrø og om tjenerne, der kun har gjort, hvad de skulle (17,1–10). Nu møder han ti spedalske ved en landsby i grænselandet mellem Samaria og Galilæa. Sygdommen har gjort dem til udstødte, og derfor kan jøder og en samaritaner stå sammen langt borte og råbe til ham. Alle ti bliver rene på vejen, men kun én vender tilbage og takker, og det er den fremmede. Bagefter spørger farisæerne, hvornår Guds rige kommer (17,20). Teksten er evangelium på 14. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den lå også på 14. søndag efter trinitatis i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Loven i teksten: Teksten afslører synden hos de ni, ikke hos de udstødte. De havde råbt om barmhjertighed og fået den. De gik af sted, som de fik besked på, men de glemte giveren, da de havde fået gaven. Sådan er vores natur også. Vi beder ivrigt, når vi er syge eller i nød, men når hjælpen er kommet, tager vi helbred, mad, familie og arbejde som noget, vi har krav på. Vi kan være kirkelige og lydige mod formerne og alligevel aldrig vende tilbage og takke. Jesu spørgsmål «Hvor er de ni?» er en dom over den utak, der lever af Guds gaver uden at ære ham, og som loven afslører i os alle.

Evangeliet i teksten: De spedalske stod langt borte og kunne kun råbe «forbarm dig», og Jesus så dem. Han gav dem et ord, og Ordet gjorde dem rene på vejen, før de kunne se det. Det samme gør han med os: Han giver sin barmhjertighed i Ordet og i dåben, før vi mærker noget. Han tog ikke engang gaven tilbage fra de ni utaknemmelige. Og til den fremmede, som stod længst ude, siger han: «Stå op, gå herfra. Din tro har frelst dig.» Den, der intet havde at give, får hele frelsen ved at tage imod. Jesus er på vej til Jerusalem for at blive den urene og udstødte selv, så vi kan blive rene.

Prædikenspor: «Hvor er de ni?» · «Takken er troens sprog» · «Når kun én kommer tilbage»

Salmeforslag: DDS 11 Nu takker alle Gud · DDS 3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre · DDS 5 O, havde jeg dog tusind tunger · DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 5,1–15

Joh 5,1–15 indleder en ny del af Johannesevangeliet. Efter tegnet med embedsmandens søn i Kana (4,46–54) drager Jesus op til Jerusalem til en af jødernes fester. Ved dammen Betesda ligger en mængde syge og venter på, at vandet skal komme i bevægelse. Jesus vælger én ud: en mand, der har været syg i 38 år, og som ingen har til at hjælpe sig. Jesus helbreder ham med et ord, uden at manden har bedt om det eller ved, hvem han er. Fordi det er sabbat, bliver helbredelsen straks en strid: Jøderne, dvs. de ledende i Jerusalem, ser kun, at manden bærer sin seng. Senere finder Jesus ham i templet og formaner ham: «Synd ikke mere.» Teksten fører direkte over i forfølgelsen (5,16–18) og i Jesu tale om Sønnens gerninger, liv og dom (5,19–47); 5,17–29 er 2. tekstrækkes evangelium på 24. søndag efter trinitatis. Joh 5,1–15 er prædiketekst på 14. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er dagens evangelium de ti spedalske (Luk 17,11–19), og det er også den tekst, Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.

Loven i teksten: Teksten viser et menneske, der i 38 år har ligget og ventet på at komme først, og som ingen hjælper. Ved dammen gælder konkurrencen: Den stærkeste når frem, den svageste bliver liggende. Sådan bliver vores egen fromhed, når frelsen afhænger af, at vi selv når frem. Loven taler også gennem de ledende: De ser ikke et menneske, der er rejst op, men kun en seng, der bliver båret på den forkerte dag. Det er den religion, der hellere vil have reglen holdt end Guds gerning sket. Og til den helbredte siger Jesus: «Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.» Synden er ikke en uskyldig fortid, og der findes noget værre end sygdom: Guds dom.

Evangeliet i teksten: Jesus kommer til den, der ikke kan nå frem. Han venter ikke på, at vandet bevæger sig, eller på at manden beder; han ser ham, kender hans lange nød og spørger: «Vil du være rask?» Hans ord gør det, det siger: «Rejs dig, tag din seng og gå.» Det giver legemet liv og peger frem mod den opstandelse, Sønnen giver (5,21.24). Og Jesus slipper ham ikke bagefter: Han finder ham i templet. For den, der hører i dag, gælder det samme. Ingen skal først kæmpe sig ned i vandet. Kristus kommer selv i sit ord og i dåben, rejser os op og finder os igen, når vi er blevet borte i mængden.

Prædikenspor: «Herre, jeg har ingen» · «Hvad er hviledagen til for?» · «Er sygdom en straf?»

Salmeforslag: DDS 157 Betesda-søjlernes buegange · DDS 511 Jesus han er syndres ven · DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 662 Hvad kan os komme til for nød · DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers