Alle helgens dag

Læsningerne i Alterbogen

Første søndag i november.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 5,1–12

Saligprisningerne åbner Bjergprædikenen (Matt 5–7), den første af de fem store taler i Matthæusevangeliet. Jesus har kaldet de første disciple (4,18–22), og skarer fra hele Galilæa, Dekapolis, Jerusalem og Judæa følger ham, fordi han har helbredt deres syge (4,23–25). Da han ser skarerne, går han op på bjerget og sætter sig som en lærer, og disciplene kommer hen til ham. Det er dem, han taler til, men skarerne hører med og undrer sig bagefter over hans myndighed (7,28–29). Han begynder ikke med krav, men med ni saligprisninger: Han erklærer dem salige, som verden regner for usalige. I 1. tekstrække er teksten evangelium på Alle helgens dag; i 2. tekstrække læses fortsættelsen, Matt 5,13–16. I den gamle tekstrække lå den på 27. søndag efter trinitatis, og det er dér, Luthers prædiken står som den sidste søndagsprædiken i Huspostillen. Luther nævner selv, at den i pavedømmet blev prædiket på allehelgensdag, og siger, at den gælder de levende helgener, de kristne her på jorden.

Loven i teksten: Saligprisningerne vender verdens dom om, og dermed afslører de os. Vi regner dem for lykkelige, der klarer sig selv, er stærke og ikke trænger til nåde. Det er netop de «rige i ånden», som Luther kalder dem, der bilder sig ind, at de har nok, og aldrig kommer ind i Himlenes rige. Teksten viser også, hvor lidt vi ligner Kristi disciple: Vi vil hellere hævne os end være sagtmodige, vi holder fred med synden, men ikke med vores næste, og vi undgår at blive hånet for Kristi skyld. Læst som en opskrift på at gøre sig selv salig gør teksten os fattige for alvor.

Evangeliet i teksten: Saligprisningerne er ikke betingelser, men Jesu egne velsignelser, lagt over de fattige, de sørgende og de forfulgte. Den, der intet har at stå på over for Gud, får at høre: «Himlenes rige er deres», i nutid. Han, der taler, er selv den sagtmodige (11,29), som blev hånet og forfulgt og stiftede fred ved blodet på sit kors. I ham får de sultne retfærdigheden som gave, og de sørgende får Guds egen trøst. På Alle helgens dag lyder det både om dem, der er døde i troen, og til os: De er salige, ikke fordi de var stærke, men fordi de havde Kristus.

Prædikenspor: «Verden dømmer, Kristus velsigner» · «Hvem er de hellige?» · «Salige er de, som sørger»

Salmeforslag: DDS 571 Den store hvide flok vi se · DDS 574 For alle helgen, som i Kristi tro · DDS 573 Helgen her og helgen hisset · DDS 648 Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer · DDS 556 I Himmelen, i Himmelen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 5,13–16

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene, mens folkeskaren lytter med (5,1–2; 7,28–29). Den følger lige efter saligprisningerne, som slutter med de forfulgte: «Salige er I, når mennesker håner og forfølger jer for min skyld» (5,11–12). Uden overgang fortsætter Jesus: «I er jordens salt … I er verdens lys.» Det er de samme fattige, sørgende og forfulgte disciple, han taler til. Han siger ikke, at de skal blive salt og lys, men at de er det, og derefter, at lyset ikke må gemmes. Teksten slutter med målet: at menneskene skal se de gode gerninger og prise Faderen i himlene. Bagefter følger ordet om, at Jesus er kommet for at opfylde loven (5,17–20). Ifølge oversigten er teksten evangelium på alle helgens dag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses saligprisningerne (5,1–12). Dagen mindes de døde i troen, og teksten viser, hvad det vil sige at være en helgen: en, Kristus har kaldet og gjort til salt og lys.

Loven i teksten: Teksten stiller et spejl op: Er vi salt, der smager, og lys, der skinner? Det salt, der har mistet sin kraft, duer ikke til andet end at blive kastet ud. Den advarsel gælder disciplene, ikke verden udenfor. Den rammer en kirke, der er blevet så lig sine omgivelser, at den ikke længere har noget at sige, og den rammer den kristne, der holder sin tro privat, fordi han er bange for at skille sig ud. Den rammer også det modsatte: de gerninger, vi gør for at blive set og rost, så det er os og ikke Faderen, der bliver prist. Ingen af os kan sige, at vores lys altid har skinnet.

Evangeliet i teksten: Jesus siger ikke «I skal blive», men «I er». Han siger det til de fattige, sørgende og forfulgte, som han lige har prist salige. Det er ikke deres egen kraft, men hans tilsagn, der gør dem til salt og lys, for han er selv verdens lys (Joh 8,12), og det er hans lys, der skinner i dem. Det, der giver saltet smag, er det Ord, han har lagt i deres mund, og den Far, gerningerne peger på, er «jeres Far». På alle helgens dag betyder det, at de døde i troen ikke var helgener ved egen fortjeneste. De var syndere, som Kristus kaldte og brugte, og det gør han også med os.

Prædikenspor: «I er – ikke I skal blive» · «Helgener, som man kan se» · «Når lyset føles lille»

Salmeforslag: DDS 571 Den store hvide flok vi se · DDS 574 For alle helgen, som i Kristi tro · DDS 579 Vor tro den er et lys · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 573 Helgen her og helgen hisset

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 5,1–12

Saligprisningerne åbner Bjergprædikenen (Matt 5–7), den første af de fem store taler i Matthæusevangeliet. Jesus har kaldet de første disciple (4,18–22), og skarer fra hele Galilæa, Dekapolis, Jerusalem og Judæa følger ham, fordi han har helbredt deres syge (4,23–25). Da han ser skarerne, går han op på bjerget og sætter sig som en lærer, og disciplene kommer hen til ham. Det er dem, han taler til, men skarerne hører med og undrer sig bagefter over hans myndighed (7,28–29). Han begynder ikke med krav, men med ni saligprisninger: Han erklærer dem salige, som verden regner for usalige. I 1. tekstrække er teksten evangelium på Alle helgens dag; i 2. tekstrække læses fortsættelsen, Matt 5,13–16. I den gamle tekstrække lå den på 27. søndag efter trinitatis, og det er dér, Luthers prædiken står som den sidste søndagsprædiken i Huspostillen. Luther nævner selv, at den i pavedømmet blev prædiket på allehelgensdag, og siger, at den gælder de levende helgener, de kristne her på jorden.

Loven i teksten: Saligprisningerne vender verdens dom om, og dermed afslører de os. Vi regner dem for lykkelige, der klarer sig selv, er stærke og ikke trænger til nåde. Det er netop de «rige i ånden», som Luther kalder dem, der bilder sig ind, at de har nok, og aldrig kommer ind i Himlenes rige. Teksten viser også, hvor lidt vi ligner Kristi disciple: Vi vil hellere hævne os end være sagtmodige, vi holder fred med synden, men ikke med vores næste, og vi undgår at blive hånet for Kristi skyld. Læst som en opskrift på at gøre sig selv salig gør teksten os fattige for alvor.

Evangeliet i teksten: Saligprisningerne er ikke betingelser, men Jesu egne velsignelser, lagt over de fattige, de sørgende og de forfulgte. Den, der intet har at stå på over for Gud, får at høre: «Himlenes rige er deres», i nutid. Han, der taler, er selv den sagtmodige (11,29), som blev hånet og forfulgt og stiftede fred ved blodet på sit kors. I ham får de sultne retfærdigheden som gave, og de sørgende får Guds egen trøst. På Alle helgens dag lyder det både om dem, der er døde i troen, og til os: De er salige, ikke fordi de var stærke, men fordi de havde Kristus.

Prædikenspor: «Verden dømmer, Kristus velsigner» · «Hvem er de hellige?» · «Salige er de, som sørger»

Salmeforslag: DDS 571 Den store hvide flok vi se · DDS 574 For alle helgen, som i Kristi tro · DDS 573 Helgen her og helgen hisset · DDS 648 Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer · DDS 556 I Himmelen, i Himmelen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 28–30Virket i Galilæa – Kapernaum bliver udgangspunktet; de tolv kaldes, og Bjergprædikenen holdes.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers