Luk 13,1–9

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets lange rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (Luk 9,51). Lige før har han talt til skarerne om at tyde tidens tegn og om at forlige sig med modparten, mens man endnu er på vejen, før man står for dommeren (12,54–59). «På samme tid» kommer nogle med en nyhed: Pilatus har ladet galilæere dræbe, mens de ofrede. Måske venter de, at Jesus vil tage stilling til Pilatus eller sige noget om ofrenes skyld. Jesus vender spørgsmålet om. Han nævner selv en anden ulykke, tårnet ved Siloa, og siger to gange det samme: Ofrene var ikke værre end andre, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme. Derefter fortæller han lignelsen om figentræet, der ikke bar frugt, og om vingårdsmanden, der beder om et år endnu. Lignelsen slutter åbent. Bagefter helbreder Jesus den krumbøjede kvinde på sabbaten (13,10–17). Teksten er kun prædiketekst på 21. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Den sene trinitatistid, hvor kirkeåret går mod sin ende og taler om dom og de sidste ting, giver ordet om nådens tid ekstra vægt.

Opbygning

1. 13,1 Nyheden om galilæerne, som Pilatus dræbte
2. 13,2 Var de større syndere? Omvend jer, ellers omkommer I alle
3. 13,4 Tårnet ved Siloa: samme spørgsmål, samme svar
4. 13,6 Figentræet uden frugt: hug det om!
5. 13,8 Vingårdsmanden: lad det stå et år endnu

Græske nøgleord

• μετανοέω (G3340, v. 13,3) – μετανοέω, omvende sig. Ordet betyder at ændre sind og vende om. Konjunktiv præsens efter ἐὰν μή (hvis ikke) ser omvendelsen som noget, der varer ved, ikke som en enkelt handling. Jesus bruger det her om hele menneskets omvendelse til Gud, anger og tro, sådan som Konkordieformlen også læser netop dette sted (FC SD V,7). Det er ikke en gerning, der gør os værdige, men det at vende sig fra synden til Gud, der vil være nådig.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 13,3) – ἀπόλλυμι, gå til grunde, omkomme. Medium futurum (ἀπολεῖσθε): «I skal omkomme». Ordet kan bruges om legemlig død, men i evangelierne også om den evige fortabelse (Luk 9,24–25; Joh 3,16). Jesus bruger ofrenes død som billede på noget værre: den undergang, der venter alle uden omvendelse. «Alle» (πάντες) står først og rammer tilhørerne.
• ὀφειλέτης (G3781, v. 13,4) – ὀφειλέτης, skyldner. Den danske tekst har «mere skyldige». Ordet hører til regnskabets sprog: en, der står i gæld. I Fadervor er synderne netop «skyld» og de andre «skyldnere» (Matt 6,12; jf. Luk 11,4). Jesus skifter fra ἁμαρτωλοί (syndere, v. 2) til ὀφειλέται og afviser, at man kan gøre gælden op og finde dem, der skylder mest.
• καρπός (G2590, v. 13,6) – καρπός, frugt. Ejeren kommer og leder efter frugt (ζητῶν). I v. 7 står præsens sammen med «tre år» (ἔρχομαι ζητῶν): han er blevet ved med at komme og lede. I Det Nye Testamente er frugten det, omvendelsen og troen bærer i livet (Luk 3,8–9; 6,43–45). Frugten gør ikke træet godt, men viser, hvad slags træ det er. Gud venter med rette frugt af det, han selv har plantet.
• ἐκκόπτω (G1581, v. 13,7) – ἐκκόπτω, hugge om, fælde. Imperativ aorist (ἔκκοψον) er en kort og endelig ordre. Ordet minder om Johannes Døberens prædiken om øksen ved træernes rod: hvert træ uden god frugt hugges om (Luk 3,9). Dommen er ikke en tom trussel; den er allerede besluttet, og kun vingårdsmandens bøn standser øksen.
• καταργέω (G2673, v. 13,7) – καταργέω, gøre virkningsløs, gøre unyttig. Den danske tekst gengiver: «suge kraften ud af jorden». Bemærk καί, «også»: træet er ikke kun frugtesløst. Det optager plads og næring, som kunne give frugt et andet sted. Præsens viser, at det sker hele tiden, så længe det står. Det skærper alvoren: Et Guds folk uden frugt er ikke neutralt.
• ἀφίημι (G863, v. 13,8) – ἀφίημι, lade være, lade stå; også forlade, tilgive. Vingårdsmanden beder: «Herre, lad det stå (ἄφες) også dette år.» Det er samme verbum, som bruges om syndernes forladelse, i Fadervor endda i samme form (ἄφες, Luk 11,4; jf. 5,20). Her betyder det udsættelse af dommen, men prædikanten kan godt høre nådens sprog i ordet: Dommen bliver holdt tilbage for at give tid til omvendelse.

Eksegetiske noter

• v. 13,1 Episoden med galilæerne kendes ikke fra andre kilder, men passer til det, Josefus fortæller om Pilatus’ hårdhændede styre. Galilæerne var åbenbart i templet i Jerusalem for at ofre, sandsynligvis ved en højtid, da de blev dræbt. «Deres blod blandet med deres ofre» er et drastisk udtryk for, at de døde midt i gudstjenesten. Det gjorde spørgsmålet brændende: Hvorfor ramte det fromme mennesker på et helligt sted?
• v. 13,2–3 Tanken om, at ulykke viser særlig skyld, findes i Jobs venners taler og i disciplenes spørgsmål i Joh 9,2. Jesus afviser, at man kan regne baglæns fra ulykken til et menneskes særlige synd. Men han afviser ikke sammenhængen mellem synd og død i det hele taget: Han bruger ulykken som en kaldelse til alle. Pieper læser stedet sådan, at døden ved sværd og ulykke er en følge af Guds vrede over alle menneskers synd.
• v. 13,4 Siloa lå i den sydlige del af Jerusalem ved dammen, som også nævnes i Joh 9,7 (jf. Neh 3,15). Tårnet var formodentlig en del af bymuren ved dammen. Hvor galilæerne døde ved et menneskes ondskab, døde de atten ved en ulykke uden nogen skyldig. Jesus tager altså begge slags ulykker med: vold og tilfældighed. Og han flytter blikket fra galilæerne til Jerusalems egne indbyggere.
• v. 13,6 Det var almindeligt at plante figentræer i vingårde. Vingården og figentræet er i Det Gamle Testamente billeder på Israel og på Guds forventning om frugt (Es 5,1–7; Hos 9,10; Mika 7,1; Jer 8,13). Lignelsen taler derfor først til Guds folk, som har fået alt, hvad det har brug for. Jf. også Jesu forbandelse af figentræet i Mark 11,12–14.20–21.
• v. 13,7 «Tre år» betyder, at ejeren har ventet længe nok til at se, om træet vil bære; et træ, der ikke har båret i tre år, vil næppe gøre det. Ældre udlæggere har tolket de tre år allegorisk, fx om Jesu offentlige virke, men den slags udlægning er usikker og bør ikke bære en prædiken. Pointen er Guds lange tålmodighed og den retfærdige dom, når den er udtømt.
• v. 13,8–9 Vingårdsmanden beder for træet og lover selv at gøre arbejdet: grave og gøde. Jacobs nævner v. 8 som et billede på Kristi forbøn for dem, der endnu ikke tror. Tekstkritik: RP har «og hvis det bærer frugt – men hvis ikke, så skal du til næste år hugge det om», mens den kritiske tekst, som de danske oversættelser følger, knytter «næste år» til frugten. Lignelsen slutter åbent: Vi hører ikke, om træet bar frugt. Svaret ligger hos tilhørerne.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer først der, hvor vi gerne vil stå som tilskuere. Når ulykker sker, spørger vi om de andres skyld, eller vi anklager Gud. Jesus lader ikke tilhørerne slippe med at diskutere Pilatus eller de døde, men siger til dem, der står og lytter: «Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.» Ingen er mindre skyldnere end ofrene. Og figentræet står i vingården og har fået alt, men bærer ingen frugt. Sådan står mange af os i kirken år efter år, uden anger og uden tro, og tager plads op. Øksen er befalet: «Hug det om!» Guds tålmodighed er ikke et tegn på, at han er ligeglad.

Evangeliet: Evangeliet er vingårdsmanden, der træder frem mellem ejeren og træet og beder: «Herre, lad det stå et år endnu.» Han går i forbøn og tager selv arbejdet på sig: Han graver og gøder. Kristus er den, der beder for de ufrugtbare, også på korset (Luk 23,34), og han bærer selv den dom, øksen skulle have ramt. Derfor er det ekstra år ikke en frist til at præstere, men nådens tid, hvor han arbejder med sit ord og sine sakramenter. At du lever og hører Ordet i dag, er tegn på, at hans bøn er hørt. Omvendelse er ikke at gøre sig fortjent, men at vende sig til ham, som vil tilgive.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlens grundige erklæring, art. V: Om lov og evangelium: Konkordieformlen bruger netop Luk 13,5 som eksempel på, at «omvendelse» kan betyde hele menneskets omvendelse, anger og tro. Lovens forskrækkelse alene redder ikke; evangeliet om Kristi fortjeneste må komme til.
  «Og for at angeren eller lovens skræk ikke skal blive til fortvivlelse, må evangeliets prædiken komme til, så det kan blive en anger til frelse» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds godhed og barmhjertighed: Pieper svarer på indvendingen, at ulykker modsiger Guds godhed: Katastroferne er Guds kald til omvendelse for alle, med Luk 13,3 som bevis. Det er en hjælp, når menigheden spørger, hvor Gud var.
  «Men disse ødelæggelser står i den frelsende kærligheds tjeneste, fordi de er Guds formaninger til omvendelse for alle mennesker» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den timelige død: Pieper bruger Luk 13,1–5 til at vise, at døden ved vold og ulykker ikke er tilfældig, men en følge af alle menneskers synd. Ulykken rammer nogle, men den taler til alle.
  «så erklærer han dermed døden ved sværd og ulykker, som kun rammer nogle, for en følge af Guds vrede over alle menneskers synd» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi forbøn: Jacobs henviser til vingårdsmandens bøn i Luk 13,8 som et billede på Kristi forbøn for dem, der endnu ikke er kommet til tro, ved siden af hans bøn på korset.
  «For de første beder han om, at de må føres til omvendelse og tro (Luk 13,8; 23,34).» Læs teksten

Prædikenspor

Ikke værre end os

Sporet følger teksten fra nyheden til lignelsen. Hovedtanken: Jesus flytter spørgsmålet fra «hvorfor dem?» til «hvad med dig?». Første trin: nyheder om vold og ulykker, som også vi hører om, og vores trang til at finde de skyldige eller dømme Gud. Jesus afviser regnestykket: ofrene var ikke større skyldnere. Andet trin: «hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme». Ulykken er et kald til os, der stadig lever, ikke en dom over dem, der døde. Tredje trin: lignelsen viser, hvorfor vi endnu lever: fordi vingårdsmanden har bedt for os. Så fører sporet til evangeliet: Omvendelse er at vende sig til ham, der beder og tilgiver, mens det endnu hedder «i dag».

Et år endnu – nådens tid

Et tematisk spor om tid. Hovedtanken: Guds tålmodighed er ikke ligegyldighed, men nådens tid, som Kristus har bedt om for os. Første trin: Ejeren har ledt efter frugt i tre år; dommen er retfærdig, og ordren lyder: «Hug det om!» Træet tager plads og næring uden at give noget igen. Andet trin: Vingårdsmanden træder imellem. Han beder, og han arbejder selv med at grave og gøde. Her ses Kristus, der beder for de ufrugtbare og selv bærer dommen. Tredje trin: Hvad gør han i det ekstra år? Han giver sit ord, dåben og nadveren, og deraf vokser frugten. Lignelsen slutter åbent, og det er vores år, den taler om. Sporet slutter med løftet om, at den, der beder for os, ikke opgiver os.

Hvor var Gud?

Et sjælesørgerligt spor for den, der er ramt af sorg eller ulykke, eller for en menighed, der har oplevet en katastrofe. Hovedtanken: Jesus fjerner skylden fra ofrene og nægter os at bruge ulykker til at måle mennesker. Første trin: Jesus siger klart, at de dræbte ikke var værre end andre. Den, der har mistet nogen ved en ulykke, skal høre, at det ikke er en særlig straf. Andet trin: Ulykken minder os alle om, at livet er skrøbeligt og døden er syndens følge for alle. Det leder til ydmyghed, ikke til dom. Tredje trin: Ved siden af os står ikke en øksemand, men vingårdsmanden, der beder for os. Han er selv gået gennem døden og givet os håb ud over den.

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – Jesus kalder alle til omvendelse; Konkordieformlen læser Luk 13,5 om hele omvendelsen, anger og tro.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Ulykkerne og den pludselige død viser, at døden er syndens følge for alle, ikke straf for de værste.
• Forsynet – Pilatus og tårnet ved Siloa rejser spørgsmålet om Guds styrelse, når ulykker og ondskab rammer.
• Guds almene nådevilje – Vingårdsmandens bøn og det ekstra år viser, at Gud ikke vil, at nogen skal gå fortabt.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 592 I dag er nådens tid – Omvendelsessalme om nådens tid, der svarer til vingårdsmandens «et år endnu».
• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers bodssalme over Sl 130: syndserkendelse og håb til Guds nåde.
• 495 Midt i livet er vi stedt – Luthers salme om døden midt i livet, ligesom ved Siloa, og om Kristus som hjælper.
• 534 Hvo ved, hvornår mit liv har ende – Om at livet kan ende når som helst; passer til den pludselige død i teksten.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Kristi komme til dom passer til slutningen af kirkeåret og tekstens alvor.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.