25. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 24,15–28

Teksten står i Jesu sidste store tale i Matthæusevangeliet, talen på Oliebjerget (Matt 24–25). Jesus har forladt templet og sagt, at der ikke skal blive sten på sten tilbage af det (24,1–2). Disciplene spørger ham så i enrum: Hvornår skal det ske, og hvad er tegnet på hans komme og verdens ende (24,3)? Jesus svarer først med en advarsel mod forførelse og med «begyndelsen på veerne» (24,4–14). I vores tekst taler han om den store trængsel: ødelæggelsens vederstyggelighed på det hellige sted, flugten fra Judæa og de falske Kristus’er og profeter. Lige efter kommer Menneskesønnens synlige komme (24,29–31). Talen ser både frem mod Jerusalems ødelæggelse i år 70 og mod den sidste tid før genkomsten, og de to ting glider over i hinanden. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 25. søndag efter trinitatis, en af kirkeårets sidste søndage, hvor teksterne handler om de sidste tider. Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme søndag.

Loven i teksten: Teksten viser først Guds dom over Jerusalem, som ikke kendte sin besøgelsestid. Gud sendte profeterne, Johannes og sin egen Søn, men byen ville ikke tage imod ham. Den dom er en advarsel til os: Den, der hører Ordet og lader det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, foragter Gud. Teksten afslører også, hvor let vi lader os føre vild. Vi vil gerne have en Kristus, vi selv kan finde, i ørkenen, i de indre kamre, i særlige oplevelser og store tegn eller i vores egne gerninger. Det menneskelige hjerte løber efter den, der lover mest, og ville ikke kunne stå imod forførelsen, hvis det var overladt til sig selv.

Evangeliet i teksten: Midt i den værste trængsel taler Jesus om de udvalgte. For deres skyld forkorter Gud dagene, og forførelsen kan ikke rive dem bort, fordi han selv holder dem fast. Jesus siger det forud, så hans ord kan bære dem, når det sker. Han lader sig ikke spærre inde i ørkenen eller i lukkede rum, men er hos sine, hvor hans ord lyder og hans sakramenter gives. Og hans komme skal ikke skjules: Som lynet fra øst til vest skal Menneskesønnen komme synligt for alle. Den, der har ham, behøver ikke at løbe efter nogen anden Kristus. Hvor han er med sit ord, dér samles hans kirke om ham, som ørnene samles om ådslet.

Prædikenspor: «Tro det ikke» · «For de udvalgtes skyld» · «Kend din besøgelsestid»

Salmeforslag: DDS 268 Zions vægter hæver røsten · DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 341 Det lakker nu ad aften brat · DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 17,20–33

Teksten står i Lukasevangeliets lange rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (9,51–19,27), lige efter fortællingen om de ti spedalske (17,11–19). Farisæerne spørger, hvornår Guds rige kommer. Jesus svarer dem kort: Riget kommer ikke, så man kan iagttage det og pege på det; det er allerede midt iblandt dem, i ham selv. Derefter vender han sig til disciplene og taler om Menneskesønnens dag. Den kommer pludselig og for alle på én gang, som lynet, men først skal han lide meget og forkastes (v. 25). Noas og Lots dage viser, hvordan det vil være: Folk lever deres almindelige liv uden at ane noget, til dommen kommer. Talen fortsætter til 17,37 og bliver fulgt op af lignelsen om enken og dommeren (18,1–8), som slutter med spørgsmålet, om Menneskesønnen vil finde troen på jorden. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 25. søndag efter trinitatis, en af kirkeårets sidste søndage, hvor blikket rettes mod Kristi genkomst. I den gamle tekstrække lå parallellen Matt 24,15–28 på samme søndag.

Loven i teksten: Teksten afslører to slags mennesker, og vi kender dem begge hos os selv. Den ene vil se og regne ud: Hvornår kommer riget, hvor er det, hvilke tegn kan vi pege på? Den løber efter alt, hvad der lover at vise Gud et bestemt sted, men overser Kristus, der står lige foran. Den anden lever bare videre: spiser, drikker, køber, sælger og bygger, som om dagen aldrig kommer. Det var ikke det almindelige liv, der dømte folk i Noas og Lots dage, men at de ikke regnede med Gud. Og Lots hustru viser, at man kan være ført ud af Sodoma og alligevel have hjertet tilbage.

Evangeliet i teksten: Guds rige er ikke langt væk og skal ikke findes med beregninger. Det er midt iblandt os, fordi Kristus selv er der, i sit ord og sine sakramenter. Den Menneskesøn, der skal komme som lynet, er den samme, som «først måtte lide meget og forkastes». Han er gået gennem dommen for os, før han kommer for at dømme. Derfor er hans dag ikke en trussel for den, der tror, men befrielsen. Som Noa blev lukket inde i arken, og Lot blev ført ud af byen, frelser Gud sine. Og den, der mister sit liv til Kristus, mister ikke noget: Gud selv holder det i live.

Prædikenspor: «Midt iblandt jer» · «Husk Lots hustru» · «Først må han lide»

Salmeforslag: DDS 320 Midt iblandt os er Guds rige · DDS 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige · DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 270 Luk øjne op, o kristenhed · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers